Fravænningsdiarré opstår oftest i perioden fra tre til cirka ti dage efter fravænning. Diarréen skyldes opblomstring af colibakterier i fordøjelsessystemet som følge af skift i miljø og foder. De kliniske tegn på diarré er tilsmudsning af grisenes bagpart og vandige gødningsklatter på gulvene.

Konsekvenserne af at have en høj forekomst af fravænningsdiarré, ses som reduceret tilvækst hos grisene, øget dødelighed, samt øget medicinforbrug. Derudover mener mange landmænd og dyrlæger, at problemer med fravænningsdiarre i de første to uger efter fravænning øger problemer med streptokoksygdom i uge 3 og 4 efter fravænning.

Fravænningsdiarré hos dine pattegrise - sådan håndterer og behandler du det

Effektiv håndtering af fravænningsdiarré består af behandling hurtigst muligt med et virksomt antibiotikum. Antibiotikabehandlingen kan suppleres med tildeling af vand med elektrolytter og af inflammationshæmmende stoffer.

Ved udbrud af diarre i en sti er det nødvendigt at igangsætte behandling hurtigt for at forhindre dødsfald og udbredelse af sygdom til flere grise. Der er således ikke tid til at vente med til behandling, til der er modtage et dyrkningssvar fra laboratoriet [3].Ved fravænningsdiarré, er det derfor tilladt at igangsætte behandling inden laboratoriesvar og resistensbestemmelse foreligger, hvilket også gælder for andre diarresygdomme [14].

Alle grise, der observeres med grødet/vandig gødningskonsistens, eller med gødningstilsmudsning af bagparten, bør behandles med antibiotika [10].

Ved tarmbetændelse anbefales almindeligvis, at flokmedicinering startes op, når over 15 % af grisene har diarre. Det svarer til, at der i gennemsnit er 1-3 diarréklatter pr. sti i en sektion (gælder ved 18-50 grise pr. sti) [10]. Da fravænningsdiarre forårsaget af E.coli har et meget akut forløb med høj dødelighed anbefales det, at flokmedicinering startes op tidligere.

Behandling af enkelte grise i stien:
Ved behandling af enkelte grise kan antibiotika enten ordineres ud fra en empirisk klinisk diagnose eller ud fra en laboratoriediagnose og resistensbestemmelse [16]. Empirisk behandling med antibiotika er baseret på dyrlægens kliniske erfaring og kvalificerede antagelser.

Flokbehandling (alle grise i stien behandles ved at blande antibiotika i foder eller drikkevand):
Når der ordineres antibiotika til flokbehandling af mave-/tarmlidelser, skal dyrlægen udtage prøver til laboratorieundersøgelse, for at bekræfte den kliniske diagnose [15]. Det anbefales, at der løbende udføres dyrkning og resistensbestemmelser på gødningsprøver eller på tarmindhold fra døde dyr ved nye sygdomsudbrud, da typen af sygdomsfremkaldende bakterier og deres resistensforhold kan ændre sig i den samme besætning over tid og nogle gange i løbet af få måneder. Man kan herefter løbende justere behandlingen efter dyrknings- og resistenssvaret.

Supplerende behandlingstiltag:

Ved tegn på diarré fodres restriktivt, men med fri adgang til vand
Tilskud af elektrolytblanding til drikkevand
Eventuel tildeling af valset byg på gulvet
Flyt grise, der har behov for ro, varme, mv. til sygestier
Behandling med inflammationshæmmende midler

Valg af antibiotika

Dyrlægens valg af antibiotika til behandling af E. coli-betinget fravænningsdiarré afhænger af, hvilket antibiotikum, der har klinisk effekt i den enkelte besætning. Dette vurderes ud fra typen af sygdomsfremkaldende bakterier og deres følsomhed overfor antibiotika. Samtidig skal den nationale lovgivning om, hvilke antibiotikatyper, som må anvendes i den animalske produktion følges.

Empirisk behandling med antibiotika bør basere sig på den nyeste viden om den mest sandsynlige type af sygdomsfremkaldende bakterier ved de givne omstændigheder samt bakteriens forventede følsomhed. Spørg altid dyrlægen til råds.

Symptomer på fravænningsdiarré hos pattegrise

Symptomerne hos grise med E. coli-betinget fravænningsdiarré er vandig eller grødet diarré, se foto 1 [1,4,6]. Antallet af diarréklatter i stibunden kan bruges til at vurdere, hvor stor en andel af grisene, som har diarre [10].

Diarré klatter

Foto 1. Den hyppigst anvendte klassificering af afføring hos grise i vækst. Efter Pedersen, 2014.
1a ”Fast”. Normal afføring, der er formet som en pølse. Formen bevares, hvis afføringen opsamles i en pose.
1b ”Blød”. Normal afføring. Strukturen er udflydende, men formen bevares, hvis afføringen opsamles i en pose.
1c ”Løs”. Diarré. Strukturen er blød, og formen ændres, hvis afføringen opsamles i en pose.
1d ”Vandig”. Diarré. Afføringen vil fordele sig jævnt i bunden af en pose.

Diarré ses som tilsmudsning af grisens bagpart, samt gødningsklatter på stibunden med nedsat (grødet) eller manglende (vandig) konsistens, se foto 2. Tilstanden medfører dehydrering, som gør grisene, afmagrede at se på, med indsunkne øjne, indfaldne flanker og strithåret udseende [1,2,6]. Hvis væskemanglen ikke bliver behandlet, kan det føre til, at grisen dør.

Gris med gødningstilsmudsning af bagparten

Foto 2. Gris med gødningstilsmudsning af bagparten. Foto Ken S. Pedersen.

I akutte tilfælde kan ses pludselige dødsfald hos en eller flere grise [1,6,7]. Disse pludselige dødsfald skyldes systemisk shock, som følge af bakterier eller toksiner (giftstoffer fra bakterier) i blodet [6,7]. De døde grise har ofte blålige ører og blålig misfarvning af bugvæg og ekstremiteter, se foto 3 [6].

Billede 3. Gris død af fravænningsdiarré. Der er en blålig misfarvning af bug (A) samt blå ørespids (B) (foto: C. Salomonsen).

Forebyggelse af fravænningsdiarré

Forebyggelse af fravænningsdiarre tager fokus på at gøre grisen klar til fravænning, reducere stress omkring fravænning og at reducere de faktorer, som fremkalder fravænningsdiarre.

Grisen klar til fravænning - den robuste gris:
Det er vigtigt, at grisen er gammel nok, således dens immunsystem er kompetent, og den har lært at optage og fordøje fast føde inden fravænning. Grisen kan vaccineres mod E.coli før fravænning, så den får opbygget en vis beskyttelse mod E.coli-typerne F4 og F18. En vaccination af soen før faring mod E. coli, så grisen bliver beskyttet ved at optage råmælksantistoffer, er ikke tilstrækkelig, da det er tvivlsomt, om der er nok antistof, når grisen fravænnes.

Reducere stress:
Grisene bør fravænnes ind i helt rene, tørre og opvarmede stier, så de ikke kommer til at fryse efter fravænning, og så de ikke møder store mængder smitstoffer fra ældre grise fra tidligere hold.

Ved at begrænse sammenblanding af grise fra forskellige kuld mindskes risikoen for overførsel af vira og bakterier mellem grisene. Ved at holde kuldene adskilt eller blande færre kuld sammen, reduceres behovet for at etablere en ny rangorden, hvilket mindsker antallet af rangkampe og dermed stressniveauet hos grisene.

Reducere faktorer som fremkalder diarre:
Det er vigtigt at sikre, at grisene har let adgang til foder og vand (vandspejl), og i de første dage efter fravænning bør grisene aktiveres flere gange dagligt, så de kommer op til foder og vand.

Ved problemer med fravænningsdiarreer er det vigtigt at sætte fokus på foderets indhold af fordøjelig råprotein samt hvilke proteinkilder, som foderet indeholder. Dette gøres i samarbejde med en fodringskonsulent og/eller besætningsdyrlægen.

I 2022 udarbejdede en gruppe forskere ved Københavns Universitet en rapport med et omfattende sæt af forskningsbaserede, praktiske anbefalinger til forebyggelse af fravænningsdiarre [17:

Læs rapporten: Evidensbaserede anbefalinger til forebyggelse af fravænningsdiarré

Få også viden til til forebyggelse af fravænningsdiarré i Fravænningsguiden

Hvorfor får grisene fravænningsdiarré?

E. coli-betinget fravænningsdiarré er et hyppigt problem hos grise i første og anden uge efter fravænning.

Forekomsten af fravænningsdiarré afhænger af et samspil mellem bakterier, miljøfaktorer, management og egenskaber hos grisen [2,4]. Klinisk sygdom opstår ved gunstigt miljø for E. coli-bakterierne i tarmen, hvis bakterierne samtidig har evnen til at tilhæfte og opformere sig og udskille toksiner [1].

Sværhedsgraden af fravænningsdiarréen afhænger af mange forskellige faktorer såsom:

Omfanget af stress i forbindelse med foderskift, flytning og sammenblanding med grise med et andet sundhedsniveau.
Specifikke receptorer i grisens tarmkanal, som E. coli-bakterierne kan binde sig til, så de ikke forsvinder ud af tarmen sammen med gødningen.
Immunitet hos den enkelte gris i form af antistoffer imod de relevante bakterietyper.
Fravænningsalder, hvor grisene mister de beskyttende antistoffer fra somælken, men til gengæld selv bliver i stand til at danne disse antistoffer.
Miljøfaktorer, f.eks. for lav temperatur, træk i grisenes nærmiljø osv.
Et højt smittepres i smågrisestalden, specielt ved utilstrækkelig rengøring og mangelfuld desinfektion og ved sammenblanding med ældre grise.
De tilstedeværende E.coli-bakteriers virulens, såsom tilhæftningsfaktorer og anlæg for toksindannelse (giftstoffer).
Kvaliteten og sammensætningen af foder, hvor især et højt niveau af protein, som sikrer en høj tilvækst hos grisene samtidig, øger risikoen for at grisene får diarre (18).

Der findes mange forskellige typer af E. coli-bakterier, men i Danmark er det hyppigst enterotoksigene E. coli med tilhæftningsfaktorerne F4 (K88) eller F18 (F107), som forårsager fravænningsdiarré [3,5]. Tilhæftningsfaktorerne F4 eller F18 muliggør tilhæftning til tarmvæggen, hvor bakterien kan formere sig og udskille toksiner [1,2,6].

Skematisk opbygning af sygdomsfremkaldende E. coli-bakterie

Figur 1. Skematisk opbygning af sygdomsfremkaldende E. coli-bakterie.

Sygdomsudviklingen i forbindelse med E. coli-betinget fravænningsdiarré

Skematisk fremstilling af sygdomsudvikling for fravænningsdiarré

Figur 2. Skematisk fremstilling af sygdomsudvikling for fravænningsdiarré [10]. En modtagelig gris optager colibakterier med tilhæftningsfaktorerne F4 eller F18. Bakteriernes tilhæftningsfaktorer binder sig til receptorer på overfladen af tyndtarmen. Bakterierne udskiller giftstoffer, som ødelægger cellerne i slimhinden. Slimhinden kan ikke længere fordøje foderet. Det ufordøjede tarmindhold fordøjes i stedet af dårlige bakterier, så grisen bliver mere syg. De ødelagte celler i tarmslimhinden taber væske og elektrolytter til tarmindholdet. Det betyder at grisen bliver dehydreret, og at der ses diarre.

Grisen optager sygdomsfremkaldende E coli bakterier. Bakterierne binder sig til receptorer på cellerne på tyndtarmens overflade, med deres tilhæftningsfaktorer F4 eller F18. Enterotoksiner (giftstoffer) fra E. coli-bakterierne skader cellerne i tarmslimhinden, så de forstyrrer natrium (Na+) transporten og dermed vandtransporten over tarmvæggen, så der tabes mere væske til tyndtarmen, end der kan absorberes i tyktarmen. Resultatet bliver, at grisene får diarré, mister væske og bliver dehydreret [2]. De enterotoksiner, som hyppigst ses ved fravænningsdiarré i Danmark er ST (varmeStabilt) og LT (varmeLabilt) Toksin [5]. LT-toksiner øger sekretionen af Na+, Cl- og HCO3-, mens ST-toksinet reducerer optagelsen af væske og salte [1,4,6]. ST- toksinet opdeles i STa og STb.

Sådan diagnosticeres fravænningsdiarré

Da de kliniske tegn på E. coli-betinget fravænningsdiarré kan forveksles med andre sygdomme er det nødvendigt at sammenholde de kliniske tegn med obduktionsfund og diagnostiske tests for at lave en præcis diagnose med identificering af patogener.

Obduktionsfund

Da det er anerkendt, at mikroskopiske læsioner ved fravænningsdiarre generelt er fraværende, er det de makroskopiske læsioner og samtidigt fund af sygdomsfremkaldende bakterier, der kan bruges til at stille diagnosen fravænningsdiarré [3]. Hvis flokdiagnoser skal stilles ud fra evaluering af enkelte grise, er det vigtigt, at grisene er repræsentative for hele gruppens symptomer.

Bug fra død gris

Billede 3. Gris død af fravænningsdiarré. Bugen er skåret op, og der ses udspillede og rødlige tyndtarme (A) (foto: S. Haugegaard).

Ved obduktion af grisene ses følgende tegn:

Dehydrering [1,2,6]
Udspilede, væskefyldte og rødlige tyndtarme, se billede 3 [1,2,6] Fyldt mavesæk med rødme i den øverste del af mavesækken (fundus) [1,6,12]
Tyk- og endetarm er tomme eller fyldt med indhold af tynd gødning [12]
Blåfarvning af huden på ører og bug [6]
Forstørrede krøslymfeknuder [1,6]

Ingen af disse tegn er unikke for en E. coli-betinget fravænningsdiarré, så diagnosen skal be- eller afkræftes ved fund af bakterier [1,6].

Identifikation af bakterier

Diagnosen E. coli-betinget fravænningsdiarré kan kun stilles med fuldstændig sikkerhed efter laboratoriemæssig undersøgelse. De kliniske fund må sammenholdes med fund af sygdomsfremkaldende bakterier vha. bakteriologisk dyrkning, eller ved identifikation af virulensfaktorer ved PCR-testning. Ofte kan diagnosen stilles, når der er påvist E. coli i renkultur eller som en dominerende del af en blandingsflora ved dyrkning fra tyndtarm eller en gødningsprøve [3].

Hæmolytisk aktivitet, hvor bakterierne opløser (hæmolyserer) røde blodlegemer, som er tilsat det medie, som bakterierne dyrkes på, er en god indikator for at E. coli- bakterierne er diarréfremkaldende, da flere studier har vist en sammenhæng mellem hæmolytisk aktivitet og forekomst af virulensfaktorer som F4, F18 og toksindannelse [1,3,13].

Billede 4. Vækst af E. coli-bakterier med hæmolytisk aktivitet efter dyrkning på blodagar plade (foto: C. M. Salomonsen).

For at kunne behandle optimalt, er det nødvendigt at vide, hvilken bakterie, der forårsager sygdommen, samt hvilket antibiotikum, den er følsom overfor. Derfor skal der laves en bakteriologisk undersøgelse og resistensbestemmelse.

Hvis der tidligere er påvist E. coli i en besætning, er det ikke sikkert, at det stadig er den samme colitype, som forårsager problemerne i besætningen, og bakteriens resistensmønster kan have ændret sig. Ved forkert anvendelse af antibiotika kan problemer med resistens øges og behandlingen kan være utilstrækkelig. Derfor er det vigtigt ved nye sygdomsudbrud at indsende materiale til diagnostik og resistensbestemmelse.

Ønsker du at belyse årsagsforholdene ved et diarréudbrud, kan du få hjælp hos Veterinært Laboratorium, Kjellerup.

Læs mere om diarréundersøgelser hos Laboratoriet

Referencer

[1]	Luppi, A. (2017): Swine enteric colibacillosis: diagnosis, therapy and antimicrobial resistance, Porcine Health Manag. 3:16.
[2]	Rhouma, M., Fairbrother, J. M, Beaudry, F., Letellier, A. (2017): Post weaning diarrhea in pigs: risk factors and non‑colistin‑based control strategies, Acta Vet. Scand. 59: 31-50.
[3]	Weber, N. (2017): Porcine Intestinal Disease Complex in nursery pigs, with special focus on the prudent use of antimicrobials, PhD Thesis, Graduate School of Health and Medical Sciences, University of Copenhagen, 22. Juni.
[4]	Heo, J. M., Opapeju, F. O., Pluske, J. R., Km, J. C., Hampson, D. J., Nyachoti, C. M. (2013): Gastrointestinal health and function in weaned pigs: a review of feeding strategies to control post-weaning diarrhoea without using in-feed antimicrobial compounds, J. Anim. Physiol. Anim. Nutri. (Berl) 97(2): 207–237.
[5]	Frydendahl, K. (2002): Prevalence of serogroups and virulence genes in Escherichia coli associated with postweaning diarrhoea and edema disease in pigs and a comparison of diagnostic approaches. Vet. Microbiol. 85(2): 169-182.
[6]	Fairbrother, J. M., Gyles, C. L. (2012): Colibaccilosis. In: Zimmerman, J. J., Karriker, L. A., Ramirez, A., Schwartz, K. J., Stevenson, G. W. (Eds.), Diseases of Swine. John Wiley & Sons, Inc., p. 728-730.
[7]	Fairbrother, J. M., Nadeau, E., Gyles, C. L. (2005): Escherichia coli in postweaning diarrhea in pigs: an update on bacterial types, pathogenesis, and prevention strategies, Animal Health Research Reviews 6(1): 17–39.
[8]	Jensen, H.M. (2006): Health Management with reduced antibiotic use – Experiences of a Danish pig vet. Animal Biotechology 17, 189-194.
[9]	Pedersen, K. S. (2012): Smågrisediarré. Dansk Veterinær Tidsskrift, 18-22.
[10]	Pedersen, K. S. (2013): Anbefalinger omkring diagnostik af diarrésygdomme hos smågrise og slagtesvin. Rapport nr. 42. Videncenter for Svineproduktion.
[11]	Zimmerman, J. J., Karriker, L. A., Ramirez, A., Schwartz, K. J., Stevenson, G.W. (2012): Diseases of swine. 10^thed. Wiley-Blackwell, p. 19.
[12]	Taylor, D. J. (2006): Pig Diseases. 8^th ed. Suffolk: St Edmundsbury Press Ltd, p. 41-43; 141-145; 150-154; 156-159; 269-271.
[13]	Sato, J. P. H., Takeuti, K. L., Andrade, M. R., Koerich, P. K. V., Tagliari, V., Bernardi, M. L., Cardo-so, M. R. I., Barcellos, D. (2016): Virulence profiles of enterotoxigenic Escherichia coli isolated from piglets with post-weaning diarrhea and classification according to fecal consistency Pesq. Vet. Bras.vol.36(4):253-257.
[14]	Miljø- og Fødevareministeriet (2017): Bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering af lægemidler til dyr. BEK. Nr. 1353 af 29/11/2017, §29. Ny version fra 2021 Bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering m.v. af lægemidler til dyr.
[15]	Miljø- og Fødevareministeriet (2016): Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for svinebesætninger. BEK. nr. 1536 af 12/12/2016, §41. Ny bekendtgørelse fra 2021.
[16]	Miljø- og Fødevareministeriet (2017): Bekendtgørelse af lov om dyrlæger. LBK. Nr. 48 af 11/01/2017, §12. Ny lov fra 2024.
[17]	Eriksen, E.Ø.; Pedersen, K.S.; Larsen, I.; Nielsen, N.P., Evidensbaserede anbefalinger til forebyggelse af fravænningsdiarre (2022). 1. udgave, marts. Evidensbaserede anbefalinger til forebyggelse af fravænningsdiarré - University of Copenhagen Research Portal.
[18]	Kjeldsen, N. J.; Grove, S. S.; Krogsdahl, J.; 2020. Reduceret protein til smågrise reducerer diarré. Meddelelse nr. 1203. Reduceret protein til smågrise reducerer diarré.

Fravænningsdiarré hos grise