Opdateret 4. august 2016

Beskrivelse

Saltforgiftning opstår, når grisene i en periode har fået tildelt for lidt eller intet vand samtidig med, at foderet har et normalt indhold af salt. Det kan desuden ses, hvis der er sket en iblanding, af stoffer til vandforsyningen, der giver vandet en ubehagelig smag.

Grise kan i disse tilfælde helt undlade at drikke eller kun drikke meget lidt. Når grisene igen får adgang til vand eller til rent vand, vil de udvikle nervøse symptomer. Oftest skal grisene have undværet vand i omkring 24 timer inden saltforgiftning optræder, men symptomerne kan opstå efter få times underforsyning med vand.

Årsag

Når grises adgang til drikkevand hindres gennem længere tid, ophober kroppens væv natrium(salt)-ioner. Når grisen atter optager vand, vandrer vandet hurtigt hen, hvor koncentrationen af natrium-ioner er høj, og vævet bliver væskefyldt, dvs. der dannes et ødem.

Da hjernen og dens hinder i særlig grad ophober natrium-ioner, og da der i kraniet er ringe mulighed for udvidelse, medfører ødemdannelse et øget tryk på hjernen. Grisen vil derved udvise symptomer på hjernelidelse. Forgiftningen tilskrives natrium-ionen, idet lignende symptomer udvikles ved andre natriumforbindelser.

Symptomer

Saltforgiftning kan have et akut eller kronisk forløb.

De akutte symptomer viser sig, hvis grisen efter en længere periode uden adgang til drikkevand optager store mængder vand. Grisen udviser følgende sygdomstegn:

Nedsat ædelyst
Forstoppelse
Tegn på CNS-påvirkning:
- Sløvhed
- Slingrende gang
- Kan virke blinde/døve
- Vælter om og padler med benene
- Rykvise kramper

Døden indtræder efter en kortere eller længere krampeperiode.

Den kroniske saltforgiftning opstår, når dyret gennem en længere periode har fået for lidt vand at drikke. Grisen føler nu ikke længere tørst, og ædelysten aftager eller ophører, og der ses tegn på muskelsvaghed og utrivelighed. Der kan endvidere ses perioder med diarré vekslende med mere normal gødning¹.

Obduktion

Ved obduktion af grise med saltforgiftning ses kun uspecifikke fund, evt. ødemer.

Diagnose

En diagnose på saltforgiftning stilles på baggrund af oplysninger om mangelfuld vandtildeling og optræden af kliniske sygdomstegn og obduktionsfund. Diagnosen underbygges af, at der ikke kan påvises obduktionsfund eller bakterier, der kan tyde på en bakterieinfektion. Den endelige diagnose stilles ud fra mikroskopisk undersøgelse af hjernevæv, hvor der kan påvises forandringer, som er helt typiske for saltforgiftning. Den endelige diagnose kan kun stilles ved påvisning af disse forandringer.

Saltforgiftning kan forveksles med:

Infektion i hjerne- og hjernehinder
Ødemsyge
Kobberforgiftning
Selenforgiftning

Forebyggelse af saltforgiftning

Forebyggende skal vandtildelingen efterses og vedligeholdes med mellemrum. Antallet af drikkeventiler, ventilernes placering og ydelse skal være i henhold til gældende anbefalinger – se vandtildeling.

Håndtering

Behandlingen består i tildeling af vand, men det skal være i små portioner og ofte. Først efter 2-3 dage må vand tilbydes frit. Individuel væskebehandling m.m. er sjældent nødvendig.

Reference

[1.]	Ensley, SM, Osweiler, GD (2012) l: Toxic Minerals, Chemicals, Plants and Gases, Diseases of Swine 10^th edition, Wiley-Blackwell

Forgiftninger

Kobberforgiftning / Blåstensforgiftning

Selenforgiftning

Zinkforgiftning

Saltforgiftning