Yverbetændelse er en betændelsestilstand i en eller flere af soens mælkekirtler.

Akut yverbetændelse kan være smertefuldt og give forstyrret velbefindende. Lidelsen skal derfor behandles. De fleste tilfælde af yverbetændelse opstår i farestalden, så flytning til en aflastningssti er ikke relevant.

Yversvamp (kronisk yverbetændelse) påvirker sjældent soens almenbefindende, men smitterisikoen medfører, at sådanne søer bør udsættes.

Yverbetændelse hos grise

Yverbetændelse optræder under flere forskellige former:

Ofte en af lidelserne i forbindelse med farefeber.
En selvstændig infektion i diegivningsperioden eller ved fravænning.
En kronisk ødelæggende yverbetændelse, der udvikler sig langsomt gennem drægtighedsperioden.

I forbindelse med farefeber ses ofte yverbetændelse i flere mælkekirtler - og ikke sjældent i hele yveret. Denne type yverbetændelse ses omkring faringstidspunktet med hovedvægten på et par dage før faring til få dage efter faring. Dødeligheden blandt søer med farefeber er meget lav, og der tales om en betydelig selvhelbredelse, men den rette behandling kan ofte forkorte forløbet og derved mindske den negative effekt på kuldet.

Selvstændig yverbetændelse optræder ofte i få eller kun én mælkekirtel og forekommer ofte senere i diegivningsperioden med hovedvægten på 2. diegivningsuge. Desuden kan en enkelt mælkekirtel blive betændt ved fravænning Afhængig af årsagen, det vil sige typen af bakterie kan det mælkeproducerende væv være delvist ødelagt, hvilket forringer soens malkeevne for fremtiden. Der ses af og til voldsom infektion og nedstemthed hos soen, og dødeligheden er lidt højere end ved farefeber. Desuden ses dårlig tilvækst og højere sygelighed hos pattegrisene, hvis der ikke straks suppleres med egnet foder.

Yversvamp hos grise

Yversvamp er en kronisk form for yverbetændelse, som optræder med varierende hyppighed i drægtighedsperioden.

Mange besætninger kender ikke problemet, hvorimod yversvamp optræder i enkelte besætninger med en hyppighed på op til 60 pct.

Symptomer på yverbetændelse og yversvamp hos grise

Symptomer på yverbetændelse kan være en eller flere af disse tegn:

Hævelse af én eller flere kirtler
Rødme af én eller flere kirtler
Hårdhed og smerte i hele kirtelrækkenNedsat mælkeproduktion, så pattegrisene dør af sult eller får diarré på grund af mangel på antistoffer
Manglende ædelyst hos soen
Feber
Urolige pattegrise.

I mange tilfælde ses der senere diarré hos pattegrisene.

Yversvamp observeres gerne et par uger efter løbning, hvor mælkespænding og efterfølgende hævelse efter fravænning er forsvundet, og viser sig ved hævede, hårde og eller knudrede kirtler – figur 1.

So med yverbetændelse

Figur 1. So med yversvamp, hvor der tydeligt ses bylder i mælkekirtlen (Foto: Peter Høgedal, billednr. 7020)

Behandling af grise med yverbetændelse

Ved akut yverbetændelse er brug af antibiotika ofte relevant. Der bør anvendes bredspektret antibiotika såsom ampicillin, sulfa/TMP, tetracyklin o.l. Desuden kan oxytocin anvendes. Husk altid at følge besætningsdyrlægens anvisninger.

En vigtig del af behandlingen er smertelindrende lægemidler (NSAID), som udover at reducere smerte også dæmper inflammation og feber. En smertebehandling (f.eks. Metacam) kombineret med behandling med antibiotika har vist bedre resultater end behandling med antibiotika alene.

Yverbetændelse som et led i farefeberkomplekset behandles og forebygges som nævnt under farefeber.

Akut yverbetændelse senere i diegivningsperioden forebygges bl.a. ved at holde en god hygiejne i farestierne og hindre overfodring efter faring. Desuden er klovpleje vigtigt, da yverskader som følge af pattetråd ses hyppigt. Her spiller fareboksens underlag en stor rolle, da soen skal kunne stå fast.

Behandling af grise med yversvamp

Smitten med yversvamp sker muligvis efter fravænning, hvorefter den kroniske betændelse udvikles de næste uger. Yversvamp kan sjældent helbredes.

Yversvamp kan være meget smitsom, og gylte og unge søer er særlig modtagelige, hvorfor yversvamp hurtigt spredes i besætningen. Smittefaren gør, at slagtning hurtigst muligt er den bedste løsning.

Ved yversvamp går den eller de angrebene kirtler til grunde, hvilket forringer soens malkeevne fremover.

Forebyggelse af yversvamp sker ved at undgå smitte. Smitten sker hyppigt i løbeafdelingen, hvorfor der her bør desinficeres ugentligt med et egnet middel. I en periode bør alle søer ved fravænning oversprøjtes på yveret med jodopløsning, hvilket ofte har en god forebyggende effekt.

Det ser ud til, at yversvamp opstår ud fra skader på selve yveret. Ved besætningsproblemer skal man derfor fokusere på årsager til, at der opstår skader på yveret [6]. Det kan være lange klove, der skader yveret, fejl ved inventar eller gulv eller pattegrise, der sutter på selve yveret. Sidstnævnte problem kan skyldes mangel på vand, eller store pattegrise, der ikke får tilskudsfoder.

Hvorfor får grise yverbetændelse?

Yverbetændelse skyldes ofte bakterier, og meget ofte er de gram-negative bakterier Escherichia coli eller Klebsiella pneumonia involveret. I forbindelse med farefeber spiller endotoksin en væsentlig rolle, idet dette giftstof forværrer tilstanden meget. Endotoksin er en type toksin, der findes i cellevæggen hos gram-negative bakterier bl.a. E.coli, og som frigives, når bakterierne dør og cellevæggen nedbrydes. Ved akut yverbetændelse senere i laktationen findes ofte andre bakterier så som stafylokokker eller streptokokker.

Den kroniske yverbetændelse skyldes ofte Stafylokokkus aureus eller Trueperella pyogenes (tidligere Arkanobacterium pyogenes) [6], som enten stammer fra en tidligere akut yverbetændelse eller vinder indpas gennem sår eller gennem pattekanal til en gold mælkekirtel. Den kroniske yverbetændelse er indkapslet, hvorfor behandling ofte er uden effekt.

Sådan stilles diagnose på yverbetændelse

Diagnosen stilles på grundlag af en klinisk undersøgelse af soen, men det er ofte svært at konstatere yverbetændelse - især i de første dage efter faring, hvor der tit ses yverspændinger.

Mælkeprøve er vanskelig at udtage korrekt, da hver patte modtager mælk fra flere mælkekirtler. Desuden er det svært at udtage prøven sterilt, så kontamination fra hudoverfladen undgås. Ellers kan en laboratorieprøve bruges til at bestemme den sygdomsfremkaldende bakterie og dennes resistensmønster, så det korrekte antibiotika kan findes. Under praktiske forhold er denne metode dog urealistisk.

Mange sygdomsmæssige situationer med påvirket almenbefindende kan give lignende symptomer. Infektion med PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome) giver ligeledes nedsat eller ophørt mælkeproduktion.

Referencer og yderligere læsning

[1]	Astrup, P. (1991). Farefeber. Ætiologi, patogenese, profylakse og terapi. Første litteraturopgave i forbindelse med fagdyrlægekursus vedrørende svin.
[2]	Ellegaard, B. (1991). Yverlidelser hos soen. Første litteraturopgave i forbindelse med fagdyrlægekursus vedrørende svin.
[3]	Astrup, P. (1992). Visse hormoners normal- og patofysiologiske forhold hos den perinatale so. Anden litteraturopgave i forbindelse med fagdyrlægekursus vedrørende svin.
[4]	Young, W.B. (1986). Use of antiprostaglandin in the agalactia/hypogalactia syndrome in swine. Proc. Int. Symposium on NSAIDs , Vet Learning Syst. Co. Inc. Lawranceville, New Jersey 33-37
[5]	Haubro Andersen, P. (2004). II. Endotoksiner - struktur og biologi. Symposium om bakterielle toksiner i den veterinære klinik. Lundbeck.
[6]	Christensen, R. V. (2004). Yverlæsioner hos søer. Veterinært speciale.

Yverbetændelse og yversvamp hos grise