De fleste problemer med diarré hos pattegrise ses i den første leveuge. Laboratoriediagnostik kan afgøre, hvilken type bakterie, der giver diarré.

Nyfødte grises tarme er meget følsomme over for manglende ernæring, og tarmtrevlerne (tarmvilli) kan ikke udvikle sig normalt, hvis ikke der tilføres råmælk og – senere - mælk.

En normalt fungerende pattegris dier ca. en gang i timen, hvilket betyder, at den ved obduktion altid bør have mavesækken fyldt med mælk. Er dette ikke tilfældet, kan det enten skyldes to ting:

at soen ikke har ydet godt nok (primær sult), eller
at grisen pga. sygdom (tarmbetændelse eller andet) ikke har opsøgt yveret (sekundær sult).

For at afgøre om problemet i en given besætning er primær sult, bør man obducere en større antal grise – heriblandt en vis andel, der ikke har vist tegn på diarré inden døden. Hvis primær sult er udbredt, bør man koncentrere sig om søernes funktion (foderkurve/ foderkvalitet/ ædelyst/ sygdom), og de nyfødte grises nærmiljø før noget andet. Også selvom grisene umiddelbart får den mængde mælk, de har brug for, vil det ofte være relevant at se på fodringen af søerne.

Laboratoriediagnostik

Ved indsendelse til Veterinært Laboratorium i Kjellerup af pattegrise med diarré bliver der som standard lavet en bakteriologisk undersøgelse for E.coli og Clostridium Perfrigens (anaerob dyrkning) samt undersøgelse for rotavirus gruppe A (ELISA).

E.Coli

Hvis der påvises E.coli på laboratoriet, bliver bakterien nærmere undersøgt for, hvilke sygdomsfremkaldende egenskaber, som den besidder. De såkaldte virulensfaktorer. Virulensfaktorerne kan opdeles i:

Fimbrier og adhæsiner, som er nødvendige for at colibakterien kan binde sig til celler inde i grisens tarm.
Toksiner, som er forskellige giftstoffer, som colibakterien producerer, som bl.a. kan forstyrre vand og saltbalancen eller lave skade blodkarene (shigatoksin).

Rotavirus

Rotavirus gruppe A er den gruppe af rotavirus, som er kendt for at være sygdomsfremkaldende, og selvom der findes flere andre grupper af rotavirus, er gruppe A den eneste, der testes for rutinemæssigt. Det er dog muligt at få undersøgt for Rotavirus type C på et eksternt laboratorium.

Rotavirus type A er et hyppigt fund i danske besætninger. I et veterinært speciale fra 2022 blev der påvist Rotavirus type A i 63 ud af 78 besætninger (81 %). Rotavirus findes således vidt udbredt i grisepopulationen, men nyfødte grise bør være beskyttet af råmælksantistoffer, og derfor ikke udskille rotavirus i nævneværdige mængder.

Veterinært Laboratorium, Kjellerup har tidligere gennemført en lille undersøgelse med det formål at se på, hvor udbredt og vedvarende rotavirus er i besætninger med spædgrisediarré. Resultatet af undersøgelsen tyder på, at rotavirus i nogle diarréudbrud er et gennemgående problem i farestalden og også persisterer i besætningen. I disse besætninger er rotavirus formentlig årsagen til den vedholdende diarré.

Tabel 1. Resultat af ELISA-test for rotavirus (A) udført på 20 kuld-prøver pr besætning fra 8 besætninger.

Besætning	1	2*	3	4	5#	6**	7	8
% positive prøver	5	45	28	35	72	55	6	5

* Indsendte igen 20 kuldprøver ½ år senere, 11% af disse var positive.
** Indsendte igen 20 kuldprøver ½ år senere, 67% af disse var positive.
# Havde ikke længere problemer med diarré ved kontakt ½ år senere

Clostridium perfringens type c / klassisk tarmbrand

Klassisk tarmbrand påvises i rutinemæssige laboratorie-indsendelser kun få gange årligt. Det tyder på, at vaccinationen mod tarmbrand, som foretages i de fleste besætninger, er meget effektiv.

Clostridium perfringens type A

C. perfringens type A forekommer som en del af den normale tarm-mikrobiom meget tidligt efter fødslen og kan påvises hos alle aldersgrupper af grise med- og uden diarré.

Rutinemæssig påvisning er foregået siden 2002/2003 og bakterien bliver nu påvist i 80- 90% af indsendelser med spædgrisediarre.

Betydningen af C. perfringens type A er uklar, men i en større undersøgelse fra 2016 kunne ikke findes en forbindelse mellem forekomst af diarré og forekomst af Clostridium perfringens type A med beta2 gener (medd. 1106). Meget tyder dog på, at kun isolater, der producerer toksin er sygdomsfremkaldende (Waters et al., 2003), og måske er det kun under særlige omstændigheder at isolater, der bærer toksingener, faktisk producerer toksin. Der bliver ikke rutinemæssigt undersøgt for toksiner i Danmark, men på eksternt laboratorium kan undersøges for alfa, beta 1 og beta 2 toksingener.

På det danske marked findes flere forskellige vacciner, som beskytter mod tarmbrand type A.

Clostridium difficile

Denne bakterie betragtes i nogle lande (der er især lavet studier i USA, Brasilien og Holland) som væsentlig i forbindelse med spædgrisediarré (Yaeger et al., 2002). Fra disse lande beskrives alvorlige tilfælde af tarmbetændelse med op mod 50% dødelighed (Yaeger et al., 2007).

I Danmark undersøges ikke rutinemæssigt for denne bakterie i tilfælde af spædgrise diarré. Dog er det muligt at få undersøgt for Clostridium difficile samt A- og B-toksiner på eksternt laboratorium.

I 2009 blev der gennemført et mindre studie på 63 laboratorieindsendelser fra grise med spædgrisediarré. Tyve (32 %) af indsendelserne blev fundet positive ved dyrkning.

Tyktarm- og blindtarmsbetændelse ses yderst sjældent ved obduktion af spædgrise i Danmark, og de specifikke læsioner, der beskrives fra udlandet, er heller ikke indtil videre blevet påvist i danske grise. Humant er C. difficile et velkendt diarrépatogen, der især ses i forbindelse med hospitaliserede, antibiotikabehandlede patienter (Keel and Songer, 2006).

I en større undersøgelse fra 2016, hvor grise fra 67 besætninger blev undersøgt for E.coli, Clostridium perfringens, Clostridium difficile, rotavirus og enterokokker fandtes ingen forbindelse mellem forekomst af diarré og forekomst af bakterierne Enterococcus hirae og Clostridium difficile samt Clostridium perfringens type A med beta2 gener (medd. 1106).

En spørgeskemaundersøgelse fra 2015 viser, at managementfaktorer har betydning for spædgrisediarré:

Referencer

[1]	Kongsted, H.,2014: New Neonatal Porcine Diarrhoea Syndrome – A study on its aetiology, epidemiology and clinical manifestations. Phd afhandling, Københavns Universitet ISBN 978-87-7611-772-6.
[2]	Jonach, B., 2014: New Neonatal Porcine Diarrhoea Syndrome in Denmark – Characterization of the intestinal lesions and identification of the etiology. Phd-afhandling, DTU Veterinærinstituttet.
[3]	Hermann-Bank, M.L., 2014: Characterization of the bacterial gut microbiota in new neonatal porcine diarroea. Phd-afhanling, DTU Veterinærinstituttet.
[4]	Johannsen, U., Arnold, P., Kohler, B., Slebitz, H.J., 1993. Experimental Clostridium perfringens type A enterotoxaemia in unweaned piglets.
[5]	Keel, M.K., Songer, J.G., 2006. The comparative pathology of Clostridium difficile-associated disease. Veterinary Pathology 43, 225-240.
[6]	Waters, M., Savoie, A., Garmory, H.S., Bueschel, D., Popoff, M.R., Songer, J.G., Titball, R.W., McClane, B.A., Sarker, M.R., 2003. Genotyping and phenotyping of beta2-toxigenicClostridium perfringensfecal isolates associated with gastrointestinal diseases in piglets. Journal of Clinical Microbiology 41, 3584-3591.
[7]	Yaeger, M., Funk, N., Hoffman, L., 2002. A survey of agents associated with neonatal diarrhea in Iowa swine including Clostridium difficile and porcine reproductive and respiratory syndrome virus. Journal of Veterinary Diagnostic Investigation 14, 281-287.
[8]	Yaeger, M.J., Kinyon, J.M., Glenn Songer, J., 2007. A prospective, case control study evaluating the association between Clostridium difficile toxins in the colon of neonatal swine and gross and microscopic lesions. Journal of Veterinary Diagnostic Investigation 19, 52-59.

Spædgrisediarré - et overblik