Colidiarré hos spædgrise kan oftest forebygges ved vaccination af søerne inden faring. Hos spædgrise er det som reglen de Non-hæmolytiske E. coli der giver problemer.

Colidiarré ses hyppigst i den første leveuge, men kan også ramme ældre grise i farestalden, eventuelt sammen med andre infektioner.

Colidiarré kan i akutte tilfælde forårsage betydelige kliniske symptomer hos grise, og det må forventes, at lidelsen er forbundet med voldsomt smerte og ubehag for grisene, og derfor bør klinisk syge grise ud fra en velfærdsbetragtning behandles hurtigst muligt med antibiotika, ligesom kuldet bør behandles forebyggende med henblik på at forhindre klinisk sygdom hos flere dyr.

Ved akutte udbrud bør medicinering af alle nyfødte grise overvejes. Alle syge grise bør forblive i farestien hos soen.

Symptomer på Colidiarré

Akut angrebne grise kan dø fra få timer efter fødsel til 2-3 dage efter. Dødsårsagen er væsketab, idet en stor del af kroppens væske ved colidiarré går ud i tarmkanalen. Væsketabet til tarmkanalen kan nedsætte væskemængden i kroppen så stærkt, at grisen dør af chok uden at have fået diarré. Ved mindre akutte tilfælde ses en vandig til gullig diarré.

Figur 2. Colidiarré hos en pattegris. Tyndtarmen er væskefyldt med tydelig kartegning.(Foto: B. Svensmark).

Figur 3. Colidiarré hos en gris. Tyndtarm er meget rød med tydelig kartegning og er væske- og luftfyldt. Tarmsystemet indeholder en gullig-vandig væske (luftudspilede). Lungerne er blege. (Foto: B. Svensmark).

Håndtering af grise med Colidiarré

Ved akut udbrud af sygdommen skal iværksættes en hurtig behandling - helst gennem munden - med et egnet antibiotikum for at nedsætte dødeligheden. Derudover bør det undersøges om, der kunne været kommet en virusinfektion såsom PRRS og influenza ind i besætningen, da disse infektioner gør spædgrisene mere sårbare overfor at udvikle alvorlig diarre

Længerevarende antibiotikabehandling giver stor risiko for udvikling af resistens hos colibakterierne. Under behandling med antibiotika anbefales tilskud af elektrolytopløsning for at reducere væsketabet. Der bør gives 1-1½ l frisktillavet opløsning to gange dagligt pr. kuld. Derudover kan det forsøges at give grisene aktivt kul og/eller stoppende midler såsom vismut oralt eller kartoffelmel på stibunden.

Forebyggelse af spædgrise colidiarré har to hovedmål:

At sikre grisenes immunitet ved f. eks:
- Tilstrækkelig råmælksoptagelse
- Tilstrækkelig varme omgivelser (30-34°C)
- God ernæring
- Vaccination af søer og gylte
- Andre sygdommes indflydelse.

At nedsætte bakteriepresset ved f. eks:
- At vaske og desinficere farestier mellem hold
- Daglig hygiejne
- Ventilation
- Karantæne
- Brug af antibiotika.

Der kan ret hurtigt ske ændring i en besætnings colitype, hvorfor det anbefales jævnligt at indsende prøver til laboratorieundersøgelse.

Beskyttelse af spædgrisene

Den nyfødte gris fødes uden beskyttelse fra antistoffer og er således helt afhængig af at optage antistoffer i råmælken. Disse antistoffer hæmmer bakteriernes tilhæftning til tarmslimhinden og kan desuden ødelægge de dannede giftstoffer. Ved at undersøge blodprøver fra søer, som er vaccineret mod E.coli ses, at søerne danner antistoffer mod flere af de forskellige giftstoffer, som colibakterien kan producere (bl.a. F4, F5, F6 og F4). Disse antistoffer findes både i blod og råmælk.

Beskyttelse af spædgrisene kræver, at soen har været præsenteret for "antigenerne" i miljøet i tiden inden faring. En praksis anbefaling er derfor, at gylte får kontakt med de ældre søer under drægtighedsperioden.

Årsag til Colidiarré

Hvis der påvises E.coli på laboratoriet, bliver bakterien nærmere undersøgt for, hvilke sygdomsfremkaldende egenskaber, som den besidder. De såkaldte virulensfaktorer.

Virulensfaktorerne kan opdeles i:

Fimbrier og adhæsiner, som er nødvendige for at colibakterien kan binde sig til tarmceller.
Toksiner, som er forskellige giftstoffer, som colibakterien producerer, som bl.a. kan give diarré (enterotoksiner) eller skade blodkarrene (shigatoksin).

Forekomst af colidiarré afhænger af et samspil mellem bakterien, miljøfaktorer og egenskaber hos grisen. Grisen får kun diarré, hvis bakterien har evne til at hæfte sig til tarmslimhinden og danne enterotoksiner. Evnen til tilhæftning afhænger af, om bakterien er forsynet med specifikke fimbrier, som muliggør fasthæftning til slimhinden og dermed opformering af bakterien.

Enterotoksin fra E. coli forstyrrer Na+ transporten og dermed vandtransporten, så der tabes så meget væske til tyndtarmen, at det ikke kan genabsorberes fra tyktarmen. Resultatet bliver, at grisene får diarré, nedsat tilvækst og evt. dør.

Der findes to hovedtyper af enterotoksiner LT og ST, hvor ST opdeles i ST1 som virker bedst på grise under 14 dage og ST2, hvis betydning endnu ikke er afklaret. LT-toksinet øger udskillelsen af vand og salte ind i tarmen, mens ST-toksinet reducerer optagelsen af vand og salte. I begge tilfælde er resultatet et øget væsketab fra tarmen.

Referencer

[1]	Fairbrother, J.M. (1999). Neonatal Escherichia coli Diarrhea. I: Diseases of Swine. Straw, B.E., Mengeling, W.L., D’Allaire, S., Taylor, J.D. (eds.), Blackwell Science Ltd.: 433-441.
[2]	Svensmark, B., Jorsal, S.E., Nielsen, K. & Willeberg, P.(1989). Epidemiological studies of piglet diarrhoea in intensively managed Danish sow herds. I: Pre-weaning diarrhoea. Acta. Vet. Scand. 30: 1, 43-53.
[3]	Christensen, J., Ellegaard, B., Petersen, B.K., Willeberg, P., Mousing, J. & Kirkegaard Petersen, B.(1994). Pig health and production surveillance in Denmark: sampling design, data recording, and measures of disease frequency. Prev. Vet. Med. 20: 1-2;47-61.
[4]	Kjærsgård, H. D., Christensen, G. , Svensmark, B. & Bækbo, P. (2002). Mortality in pigs. Proceedings of the 17th Congress of the International Pig Veterinary Society, June 2-5, 2002, Ames, Iowa, USA: 227.
[5]	Johansen, M., Alban L., Kjærsgård H. D. & Bækbo P. (2004). Factors as-sociated with suckling pig average daily gain, Prev. Vet. Med. 63: 91-102