Sodeksem er den hyppigste hudinfektion hos grise og rammer især pattegrise og smågrise og findes i grisebesætninger i hele verden. Den rammer som regel kun enkelte dyr i en besætning, men udbrud med mange syge grise forekommer også.

Sodeksem er mest alvorlig hos pattegrise og ses sjældent hos voksne dyr. Der kan dog ses afgrænsede hudforandringer på ryggen og flankerne.

Sodeksem kaldes også sort eksem eller eksudativ epidermitis. Milde tilfælde kaldes impetigo eller børnesår.

Sodeksem forårsages af bakterien Staphylococcus hyicus (S. hyicus). Visse studier har desuden påvist, at infektion med S. hyicus kan medføre ledbetændelse og abort [1,2].

Sodeksem kan forveksles med skab, kopper, rødsyge og ringorm. Skab er typisk forbundet med intens kløe, hvilket ikke opstår ved sodeksem. Kopper og rødsyge medfører sjældent dødsfald, og ringorm kan påvises ved dyrkning og mikroskopisk undersøgelse.

Symptomer på sodeksem hos grise

Sygdommen er mest alvorlig hos pattegrise, hvor grisene ofte holder op med at patte. De taber hurtigt vægt og kan få diarré og dø efter 1-10 døgn [1,2].

Sygdommen kan også have et mere kronisk forløb, som oftest er tilfældet ved smågrise. Der er forandringerne i huden mere afgrænsede til omkring hovedet. Grisene vil være utrivelige og have et nedsat foderoptag. Hos nogle af grisene vil læsionerne sprede sig til resten af kroppen og resultere i dødsfald, hvis de ikke behandles. Andre grise vil være i stand til at komme sig efter flere uger.

Sodeksem indledes med, at huden bliver rød, især:

På hovedet
Omkring ørerne
I lysken
På bugen lige bag forbenene

Der kan også ses vabler hos grise med sodeksem. Indenfor et døgn afstødes de yderste hudlag, og der dannes væskende sår. Sygdommen kan på få dage brede sig til hele kroppen.

Sygdommen medfører en fugtig hudbetændelse (eksudativ epidermitis), som er en infektion og inflammation i de yderste hudlag, hvor bakterien opformerer sig og danner giftstoffer.

Hudforandringerne fremmes af bidsår, rifter og andre skader på grisenes hud [1,2]. Dødeligheden kan være høj hos pattegrise og skyldes især dehydrering, da grisene mister kropsvæske og bliver utrivelige [1,2,3].

På grund af snavs og støv fra omgivelserne dækkes huden af brun-sorte fedtede skorper, som kan dække både hoved og krop. Under skorperne er huden væskefyldt og blodig (Se figur 1). Grisene bliver nedstemte og får nedsat fødeindtag, men der opstår hverken feber eller kløe [1,2].

Figur 1. Gris med sodeksem. (Foto: Birgitta Svensmark, billedenr. 961)

Ved obduktion af grise med sodeksem ses:

De karakteristiske hudlæsioner med mørke, fedtede sårskorper
Dehydrering
Ofte tom mavesæk
Forstørrede lymfeknuder
Små læsioner i nyrerne, som menes at skyldes bakteriens exfoliative giftstoffer.

Obduktion kan også vise betændelsesforandringer i led, vævsdød på ører og hale, samt pusansamlinger (abscesser) under huden [1,2].

Hvordan skal grise med sodeksem behandles?

Sodeksem skal behandles med antibiotika, som aftales med dyrlægen. Behandlingen bør igangsættes så tidligt i sygdomsforløbet som muligt, da den ellers ofte vil have dårlig virkning. Det kan have gavnlig effekt samtidig at overbruse grisene med et desinfektionsmiddel, som f.eks. klorhexidin eller Virkon S [1,3]. Hvis der ikke ses tydelig bedring i løbet af behandlingsperioden, skal grisen aflives.

Man skal være opmærksom på, at der hyppigt ses resistens overfor de mest anvendte antibiotika. Derfor skal valget af antibiotika afhænge af resultatet af en resistensundersøgelse.

Da grise med sodeksem ofte lider af dehydrering, er det vigtigt, at de har nem adgang til væske, helst med tilføjelse af elektrolytter. Fravænnede grise med dårligt almenbefindende (sløvhed, nedsat ædelyst) bør flyttes i sygesti med strøelse.

Da sodeksem er en smitsom sygdom, og bakterien kan overleve længe i staldmiljøet, er det vigtigt med en god hygiejne i de ramte staldafsnit, herunder vask og desinfektion mellem holdene. I besætninger med problemer bør kuldvis indsættelse i fravænningsstierne overvejes. Isolering af syge dyr medvirker til at mindske smitteoverførslen til raske dyr [1,2].

Forebyggelse af sodeksem

Der vaccineres ikke forebyggende mod sodeksem. Dette skyldes dels, at man ikke kan forudse, hvilken type af S. Hyicus, som vil give et eventuelt udbrud med sodeksem. Dels forekommer udbrud med sodeksem også kun sporadisk, og det vil være alt for dyrt med et fast vaccinationsprogram mod sodeksem. Så en vaccination af søer kommer kun på tale, hvis der er et udbrud af sodeksem i besætningen. Her er det muligt at få fremstillet en autovaccine ud fra de S. hyicus isolater, som påvises i den pågældende besætning. Laboratoriet i Kjellerup sender så bakterie-isolaterne videre til SSI, som har et samarbejde med Vaxxinova. Det er Vaxxinova, som fremstiller vaccinen. De indsendte grise må ikke være behandlet med antibiotika

Et vaccinationsprogram skal altid aftales nærmere med den praktiserende dyrlæge.

Hvorfor får grise sodeksem?

Sodeksem skyldes sygdomsfremkaldende stammer af bakterien Staphylococcus hyicus (S. hyicus). S. hyicus kan findes overalt på grises hud, også hos raske grise. Der findes mange forskellige typer af bakterien, hvoraf nogle er i stand til at producere et såkaldt eksfoliativt toksin (giftstof), og derved forårsage sodeksem. De eksfoliative toksiner kan ødelægge specifikke hudproteiner, hvilket medfører de karakteristiske hudlæsioner forbundet med sygdommen.

Flere faktorer menes at medvirke til, at der opstår sygdomsudbrud. Disse faktorer omfatter grisenes miljø, immunstatus, genetiske følsomhed, samt hvis grisene i forvejen har hudlæsioner f.eks. fra kemikalier, inventar, parasitter eller andre infektioner [1,2]. Indenfor den samme besætning er der som regel mange forskellige typer af S. hyicus. I tilfælde af udbrud af sodeksem vil der dog oftest være en enkelt type, som er dominerende.

Sodeksem ses især hos grise, som ikke har fået tilstrækkeligt med råmælksantistoffer mod S. hyicus [1]. Soens modstandskraft mod S. hyicus er derfor afgørende for, om grisene får sodeksem. Da gylte ofte overfører for få råmælksantistoffer til deres afkom, ses sodeksem hyppigst hos gyltekuld. Større udbrud af sodeksem forekommer især i besætninger med mange unge avlsdyr, f.eks. besætninger under udvidelse eller nystartede besætninger.
Udbrud kan også skyldes, at nyindkøbte avlsdyr har sygdommen med sig ind i en besætning, som har lav modstandskraft. Stærkt sektionerede besætninger og lukkede besætninger kan have lav modstandskraft mod S. hyicus, fordi smittepresset i soholdet er lavt. Varigheden af et udbrud er som regel 2-3 måneder, men kan vare helt op til 1,5 år [1,2]. Sygdommen menes at ophøre naturligt, når søerne til sidst opnår immunitet for bakterien, som de kan videreføre til deres afkom [2].

Sodeksem smitter

Sodeksem er smitsomt, og bakterien S. hyicus kan overleve i staldmiljøet i ugevis. Smitte sker primært ved direkte kontakt og kan f.eks. ske fra so til pattegrise allerede under faring [1,3].

Sygdommen optræder hovedsageligt hos pattegrise, hvor lidelsen kan have et hurtigt og voldsomt forløb med mange smittede og høj dødelighed til følge.

Hos fravænnede grise har lidelsen ofte et langsommere forløb med mere spredte tilfælde. Oftest er det ikke alle grise i et kuld, der angribes [1,2].

Referencer

[1]	Frana, T. S., Hau, S. J. (2019): Staphylococcosis In: Diseases of Swine. 11th ed. Wiley Blackwell. p. 926-930
[2]	Taylor, D. J. (2006): Pig Diseases. 8th ed. Suffolk: st. Edmundsbury Press. p. 220-223
[3]	Quin, P. J., et al. (2011) Veterinary Microbiology and Microbial Disease. 2nd edition Wiley Blackwell. p. 185, 832
[4]	DTU Veterinærinstituttet (2017): Laboratorieundersøgelser af materiale fra SVIN på DTU Veterinærinstituttet og SEGES Laboratoriet i Kjellerup,

Sodeksem hos grise