Mobile Logo
8. september 2009 | Opdateret/Gennemlæst 25. august 2025

Afrikansk Svinepest - alt, hvad du skal vide om ASF

Afrikansk svinepest (ASF) er en meget smitsom virussygdom​ hos svin og vildsvin. Sygdomsforløbet hos smittede dyr er voldsomt, og dødeligheden er høj. Det er derfor af største vigtighed, at alle er med til at sikre en virksom og effektiv smittebeskyttelse.

Afrikansk svinepest (ASF) er en eksotisk virussygdom, som hører til de alvorlige smitsomme sygdomme hos svin. Sygdommen er vidt udbredt i Øst-Europa og har også spredt sig til Tyskland og Italien. Flere andre lande har haft udbrud i vildsvin, men er lykkedes med at bekæmpe den i vildsvin. 

ASF kan smitte både vildsvin og grise, men er ufarligt for mennesker - mennesker kan ikke smittes med sygdommen.

ASF har aldrig været konstateret i Danmark, og det vil få store konsekvenser, hvis det sker.

Forhøjet beredskab og risikoområder

Danish Transportstandard har indført forhøjet beredskab for lande, hvorfra der er særlig høj risiko for at føre Afrikansk svinepest med ud af landet. Hvis en bil inden for de seneste syv døgn har befundet sig i et højrisikoområde, gælder der 48 timers karantæne efter vask og desinfektion på en DANISH-godkendt rengørings- og desinfektionsplads.

Gratis online kursus: Smittebeskyttelse i besætninger

SEGES Innovation har et gratis online kursus i smittebeskyttelse, der handler om, hvordan du undgår at få smitte ind og ud af besætningen, hvordan du hjælper med at holde influenza ude af besætningen, og hvordan du kan minimere og helst forhindre smitte i at sprede sig i og mellem staldafsnit.

Kurset varer cirka 20 minutter, og du afslutter det med en test.