Grisens kranie, tryne og nakkemuskulatur er udviklet til at fungere som et effektivt rode- og fødesøgningsapparat. Grise finder føde ved at gennemrode jorden med trynen i rytmiske bevægelser. Generelt foretrækker grise at optage føde fra et niveau svarende til gulvhøjde, hvilket er i overensstemmelse med deres anatomi, muskulatur og bevægelser.

Figur 3. I naturen bruger grise 6-8 timer af dagen på fødesøgning (foto: Birgit Mulbjerg, billede nr. 4520)

Grise er altædende og bruger som regel 6-8 timer om dagen på at søge føde og æde. Adfærden er synkroniseret, så dyrene udfører den på samme tid. Adfærden reguleres af døgnrytmen og via synet af andre grises adfærd. Grise stimuleres således til at æde ved at se andre grise æde. Dette kaldes social facilitering og finder også sted i andre sammenhænge, som f.eks. ved hvile og fødesøgning.
Som hos de fleste andre flokdyr holdes en vis afstand mellem de voksne individer, så de dominerende grise har første prioritet til de mest attraktive fødeemner [2].
Mens dyrene er små accepterer de, at andre grises hoved er tæt på deres eget. Ved stigende alder og størrelse mindskes accepten af andre dyr i nærheden. Derfor angribes stifæller, som forstyrrer eller forsøger at få adgang til deres plads ved truget.

Foderoptagelse – betydning for produktionen

Grise lærer at indtage fast føde ved tildeling af foder på gulv eller i krybbe. Efter fravænning foretrækker smågrise at æde samtidig, hvilket de har været vant til i forbindelse med diegivningen. Grisene foretrækker generelt, at foderet er rent, og er derfor utilbøjelige til at æde evt. spildt foder.

Hvis inventar og lignende ikke virker begrænsende sker foderoptagelsen ved lynhurtige bevægelser af tryne og tunge uden væsentlige bevægelser af hovedet.

Figur 4. Forkert dimensionering af krybber medfører, at grisen må stå på skrå i forhold til foderautomaten for at få adgang til foder. Herved spærrer den for andre grise og risikoen for foderspild er stor (foto: Brian N. Fisker, billede nr. 7599)

Foderoptagelsen er relativt langsommere for smågrise end for slagtesvin. Fravænnede grise har således længere og flere ædeperioder end større dyr. Normalt varer en ædeperiode 5-10 minutter med en samlet ædeperiode på 90-140 minutter pr. gris. Som regel æder grisene mange gange i løbet af døgnet, typisk 25-30 gange, hvilket medfører betydelig trafik mellem leje-, gøde- og ædeområde. Ved stor konkurrence om adgang til truget afbrydes foderoptagelsen ofte. Dette betyder, at grisene æder hyppigere og dermed mindre effektivt [1].

Ved restriktiv fodring udgør foderet den mest attraktive og begrænsede ressource i stimiljøet. Fodringen er underlagt såvel døgnrytme som social facilitering, der bevirker, at dyrene stimuleres til at æde samtidigt. Derfor er foderoptagelsen tit præget af konkurrence i større eller mindre grad. Konkurrence og den tilknyttede aggression er lavere, når dyrene har adgang til mættende materiale som f.eks. halm eller andre former for grovfoder [2].

Ved restriktiv fodring varer foderoptagelsen mellem 10 min. for drægtige søer og 30 min. for slagtesvin. Både ved restriktiv fodring og fodring efter ædelyst er foderoptagelsen dermed af betydelig kortere varighed end i naturen. Manglende mulighed for at udføre fødesøgningsadfærd menes at være den væsentligste årsag til visse former for "unormal adfærd", som stereotypier hos søer og i nogle tilfælde halebid, trynepufning og pludselige overfald hos smågrise og slagtesvin.

En årsag til foderspild er grise der æder, men gentagne gange flytter hovedet udenfor krybben for at jage andre grise væk. Engelske og amerikanske forsøg med varierende krybbeplads og bredde har vist, at såvel aggression som foderspild kan dæmpes ved at beskytte ædepladserne med en hoved- og skulderadskillelse. Tryneadskillelse alene resulterer i betydelig mere aggression og højere foderspild.

Figur 5. Krybber kan være udformet uden krybbeadskillelse eller med en næse-, hoved-, eller skulderbarriere. Engelske forsøg har vist at beskyttelse af ædepladsen med en hoved- eller skulderadskillelse, medvirker til at mindske aggression og foderspild (tegning Nils Krog, billede nr. 8600 og 8601)

Figur 6. Aggression kan mindskes ved beskyttelse af ædepladserne med hoved- eller skulderadskillelser (foto: Nils Krog, billede nr. 8602)
Afhængig af fodringsmetode kan konkurrence og aggression mindskes samt foderoptagelsen fremmes ved hjælp af forskellige tiltag, som vist i tabel 1.

Tabel 1. Afhængig af fodringsmetode kan konkurrence og aggression mindskes samt foderoptagelsen fremmes ved hjælp af forskellige tiltag

Fodring efter ædelyst

Under produktionsforhold indtager grise foder, som er betydeligt mere koncentreret end det, de har adgang til i naturen. Grise fodret efter ædelyst bruger således kun ca. 2 tomer om dagen på at æde.
Foderautomat eller krybbe skal placeres ved overgang mellem leje- og gødeareal for at sikre et roligt hvileareal.

Som regel er det en fordel at flere grise kan æde samtidig, og at de kan se de andre grise æde. Dette skyldes, at de har mulighed for at stimulere hinanden til at æde. Ved fodring efter ædelyst er der som regel ikke ædepladser til rådighed til alle dyr på én gang. Derfor er foderpladsen den begrænsende konkurrenceskabende faktor.

Restriktiv fodring

Ved restriktiv fodring vil foderet eller fødekilden være den mest attraktive og begrænsede ressource i stimiljøet. Fodringen er også her underlagt såvel døgnrytme som social facilitering. Derfor er foderoptagelsen tit præget af konkurrence i større eller mindre grad. Denne konkurrence og den tilknyttede aggression kan mindskes ved tildeling af beskæftigelses- og rodematerialer som halm eller andre former for fyldende foder/grovfoder [2]. Konkurrence og aggressioner kan desuden reduceres ved at bruge hoved-/skulderadskillelser [2].

Tørfodring på gulv

Ved tørfodring på gulv i forbindelse med løsgående, drægtige søer skal foderet fordeles på gulvet, så alle søer kan æde samtidigt og bruge megen tid på at æde det. Herved bliver foderoptagelse mere ensartet og konkurrencen mindre. Sandsynligvis tilgodeses også fødesøgningsadfærden på denne måde [2].

Elektronisk sofodring (ESF)

Ved elektronisk sofodring er de drægtige søer sikret hver deres foderration, men mange søer deles om én foderstation. Dette kombineret med at søerne er sultne, skaber konkurrence og problemer for de lavt rangerede søer. Det skyldes, at dominerende søer ofte vil optage foderstationen udover den tid, hvor de har foder til gode. Ventende søer ved foderstationen udgør en risiko (vulvabid og slagsmål) for dem, der står i stationen. Foderstationen skal derfor have en styret indgang og udgang. Udgangen kan være udformet som en sluse, så søerne ledes tilbage i stien langt fra indgangen til foderstationen. Fodringscyklussen bør begynde om natten, hvor de fleste søer er motiveret for at hvile. Herved mindskes konkurrencen om foderstationer og dermed aggression [3].

Halm og grovfoder udgør strukturrigt og fyldende foder, som fødesøgningsadfærd og undersøgetrang kan rettes imod. Sådanne fodermidler virker derfor konkurrence- og aggressionsdæmpende. Endvidere medvirker de til at mindske forekomsten af abnorme adfærdsformer som f.eks. stangbidning hos søer [4]. Beskæftigelses- og rodematerialer samt mæthedsgivende foder er et lovkrav til drægtige søer og gylte (se mere i afsnittet vedr. Lovgivning) [1].

Aktivitetsmønstre

Svin er normalt aktive om dagen med en tydelig døgnrytme, hvor aktivitetsperioderne morgen og eftermiddag er afbrudt af en hvileperiode midt på dagen.

Foderoptagelse

Vandoptag

Gødeadfærd

Komfortadfærd

Sygdomsadfærd

Døgnrytme

Referencer