Ved drægtighedskontrol skal du finde de tomme søer så tidligt som muligt efter løbning. På den måde kan du holde spildfoderdage lavt, og desuden kan du hurtigere konstatere og rette problemer omkring løbningen.

Drægtighedskontrol giver et hurtigt overblik over frugtbarheden i besætningen. Man kan hurtigere få tomme søer løbet om eller udsat.

Drægtighedskontrol skal være sikker, billig og let, og skal kunne anvendes tidligt i drægtigheden.

De relevante metoder til drægtighedskontrol er:

Brunstkontrol med orne
Rektalundersøgelse for brunst
Rektalpalpation for drægtighed
Drægtighedsmålere (unilineære testere, A-mode testere)
Dopplertestere
Todimensionale skannere (B-mode skannere).

Metoder baseret på hormonmåling har vist sig dyre, tidskrævende og usikre [3].

Hver metode bør vurderes på følgende fire kriterier:

pris (til anskaffelse og tidsforbrug pr. test)
tidspunkt i drægtigheden, hvor metoden kan anvendes
sikkerhed ved test af tomme søer
sikkerhed ved test af drægtige søer.

Diagnosen ”tom” skal føre til en reaktion i form af flytning til løbestald eller udsætning. Ellers er drægtighedsdiagnostikken spild af tid!

Metoder

En so, der er tom, vil før eller siden løbe om. Ved omløbning vil søerne løbe om med 3-ugers interval. Dette kan kontrolleres ved at lade en kønsmoden orne komme til soen. Disse søer vil blive fundet ved en god 3-ugers kontrol.

Foto 1. Brunstkontrol med orne (billede nr. 250)

Søer, der er blevet løbet eller insemineret, selv om de ikke var i brunst, løber ikke om tre uger efter sidste løbning. De løber om tre uger efter sidste brunst, så her vil 3-ugers kontrol baseret på løbetidspunktet ikke være effektiv.

Søer med cyster vil ofte have forlængede omløberintervaller.

Søer, der er blevet acykliske som følge af stress eller lav energioptagelse, vil ikke komme i brunst, før årsagen til brunstmangel er fjernet.

Disse tre typer af tomme søer bliver ikke fundet tomme ved kontrol med orne dag 21, selv om de er tomme. Brunstkontrol med orne bør gennemføres daglig fra 19 til 28 dage efter løbning, da en del søer har forlængede omløberintervaller.

Foto 2. Via en modtager registreres hvor hyppigt de enkelte søer besøger ornerne. Ved en stigning i besøgsfrekvensen skal soen mistænkes for at være i brunst (foto: billede nr. 2559)

Kontrol med orne er den metode, der kan anvendes tidligst i drægtighedsforløbet, og soen kan løbes om, så snart den findes tom. Omkostningen svarer til den anvendte tid til kontrollen, da der i forvejen er kønsmodne orner i de fleste sohold. En so, der findes i brunst, vil med næsten 100 pct. sikkerhed være tom. På grund af de ovenfor nævnte begrænsninger, finder metoden sjældent mere end halvdelen af de tomme søer.

En version af ”kontrol med orne” kan anvendes i stalde til løsgående søer, hvor søerne er udstyret med transpondere. Her anbringes en orne i en sti med faste vægge. Igennem et hul i væggen kan de brunstige søer kontakte ornen.

Metoden er ikke afprøvet. Den er mindre tidskrævende end brunstkontrol med orne foran hver enkelt so, men mindre sikker, da nogle søer trods brunst ikke besøger ornen ret tit, mens andre besøger ornen tit trods manglende brunst. Nogle steder har teknikken ikke virket, da søerne primært besøgte ornen for at stjæle halm i ornestien.

Rektalundersøgelse for brunst

I besætninger, hvor brunstkontrol med orne er besværlig, kan man udnytte, at børhalsen på en brunstig so er spændt, mens den er svær at mærke hos en drægtig eller acyklisk so. Med en handske på armen føres underarmen cirka 20 cm ind i soens endetarm [2]. Her vil man netop kunne nå den indre bækkenkant. Under fingrene vil man have børhalsen, hvor denne forsvinder ud over bækkenkanten. Det kan være nødvendigt at trække tilbage i skeden med hånden for at løfte børhalsen op på bækkenet. Hvis børhalsen er som et vokslys i konsistens og tykkelse (en diameter på cirka 2-3 cm), så er soen i forbrunst eller i brunst, og kan derfor ikke være drægtig. Da soen kan være i forbrunst, må den ikke løbes kun på basis af fund af hård børhals, men skal brunstkontrolleres de følgende dage. Metoden tager cirka 30 sekunder pr. so, og kræver intet udstyr. Den kan benyttes fra 19 dage efter løbning. Ligesom brunstkontrol med orne finder metoden ikke de søer, der er acykliske, cystiske eller løbet udenfor brunsten. Derfor vil metoden sjældent finde mere end halvdelen af de tomme søer. De søer, der findes tomme, vil med 99 pct. sikkerhed være tomme. Metoden kan ikke anbefales til gylte, der har en snæver bækkenåbning [4].

Foto 3. Rektalpalpation for drægtighed (billede nr.1630)

Den blodåre, der hedder "arteria uterina media", fører blod til børen. Der kan altid mærkes "puls" i denne blodåre, men når der er fostre i børen, fører blodåren så meget blod, at der kan mærkes "karsvirren". Det drejer sig om at finde den rigtige blodåre, og at skelne mellem "puls" og "karsvirren". Først tømmes endetarmen for gødning, og derefter føres hånden langs den ene side af det benede bækken. Lige hvor bækkenet slutter, kan den "forkerte" blodåre føles "arteria iliaca externa". Den sidder fast på kanten af bækkenet, hvor dette slutter ind imod bughulen. Der er altid "karsvirren" i denne blodåre, men det er som sagt ikke den rigtige blodåre. Ved at føre fingerspidserne 2-8 cm tilbage imod soens hale, findes den rigtige blodåre (arteria uterina media). Denne blodåre sidder ikke fast på bækkenknoglen, men kan skubbes flere centimeter frem og tilbage. Der kan hyppigt mærkes "puls" i denne blodåre. Blodåren presses ind imod bækkenet med pegefingeren. Læg langemand let ovenpå blodåren. Hvis det nu føles i langemand, som om tørt sand strømmer igennem blodåren, er der "karsvirren", og dette er tegn på, at soen er drægtig [5].

Foto 4. Blodårerne med rødt og bækkenbunden med blåt (foto: Flemming Thorup, billede nr. 3349)

Ved rutine kan undersøgelsen foretages fra 32 dage efter løbning. Hvis der ikke føles "karsvirren", bør arterien i den anden side af bækkenet undersøges, før soen udsættes eller flyttes tilbage til løbestalden. Af hensyn til soen bør der bruges rigeligt med børslim ved undersøgelsen. Metoden kræver cirka en times undervisning for at lære teknikken. Der skal kun investeres i en handske og lidt børslim. Det tager 2-3 minutter at undersøge en so [1].

Fejlkilder: Der er altid "karsvirren" i "arteria iliaca externa". Hvis denne arterie undersøges på en tom so, opnås en fejldiagnose. Der er kun "karsvirren" i "arteria uterina media", hvis soen er drægtig. Der er aldrig "karsvirren" i den blodåre, der befinder sig noget længere tilbage imod halen end "arteria uterina media". Hvis denne arterie fejlagtigt undersøges på en drægtig so, vil den blive bedømt som tom. Hvis "arteria uterina media" på en tom so presses imod "arteria iliaca externa", vil der føles "karsvirren", og den tomme so bedømmes som drægtig. Ved børbetændelse kan der være karsvirren, men det problem opstår sjældent, da de fleste søer med børbetændelse har vist flåd inden undersøgelsen foretages.

Metoden er først sikker fra 32 dages drægtighed. Erfarne undersøgere kan komme ned på 28 dage [5]. Sikkerheden på tomme søer er 99 pct. Søer, der vurderes tomme, men er drægtige, kan være drægtige med få fostre. Metoden finder dog ikke alle tomme søer. I en dansk undersøgelse blev 18 procent af de tomme søer overset.

Metoden finder såvel cykliske som acykliske tomme søer. Teknikken kan ikke anbefales til gylte, der har en snæver bækkenåbning [5].

Drægtighedsmålere

Drægtighedsmålere (Unilineære testere, a-mode skannere) sender en stråle af ultralyd ind i dyret, og kan på ekkoet vurdere, om der er en væskeblære af passende størrelse inde i dyret. Hvis væskeblæren ligger i den rigtige dybde gives et signal i form af lys og/eller lyd. De fleste drægtighedsmålere har desuden et signal, der viser, at der er opnået kontakt til dyret. Drægtighedsmålere kan benyttes mellem drægtighedsdag 28, hvor fosterblæren er stor nok til at måle, og frem til dag 70, hvor fosteret udfylder for meget af fosterblæren.

En drægtighedsmåler koster omkring 2.000 kr. Hver test tager cirka 30 sekunder. Metoden finder omkring 70 pct. af de tomme søer. Af de søer, der meldes tomme, vil omkring 20 pct. være drægtige, og søerne bør testes igen inden de udsættes [1], [2].

Se oversigt over drægtighedsmålere i appendiks.

Dopplertestere

Dopplertesteren sender ligesom drægtighedsmåleren en ultralydsstråle ind i dyret. Her reagerer testeren imidlertid på bevægelige overflader, og resultatet forstærkes til en lyd. Herved er det muligt at høre blodet i børarterien fra dag 28 og fosterhjertet fra dag 35. Dopplertestere er dyrere end drægtighedsmålerne. Testen tager længere tid, og de fleste dopplertestere er meget følsomme overfor, at søerne bevæger sig og for øvrig støj i stalden. Man opnår en følelse af sikkerhed, da man kan høre lyde, der giver en fornemmelse af at testen gennemføres korrekt. I to danske afprøvninger har dopplertesterne dog vist en noget dårligere sikkerhed end drægtighedsmålerne [1], [2].

Foto 5. To-dimensionelle testere. Skannere. B-mode skannere (billede nr. 320)
Foto 6. Skanneren sender en række af ultralydsstråler ind i dyret. Ekkoet vises som et to-dimensionalt billede på en skærm. Billedet sikrer, at det korrekte område skannes, og resultatet kan sammenlignes med det forventede billede for det forventede drægtighedsstadie (billede nr. 3347)

Skanneren sender en række af ultralydsstråler ind i dyret. Ekkoet vises som et to-dimensionalt billede på en skærm. Billedet sikrer, at det korrekte område skannes, og resultatet kan sammenlignes med det forventede billede for det forventede drægtighedsstadie (se foto 6).

En transportabel skanner koster fra 30.000 til 45.000 kr. Hver test tager 30 sekunder. Metoden kan anvendes fra 24-dages drægtighed. Ved test dag 21 efter første løbning bliver resultatet for usikkert.

De bedste skannere er 99 pct. sikre både for søer, der er skannet tomme, og til at finde alle de tomme søer. Alle skannere kan vise en normal fosterblære. Kun de gode skannere kan vise et godt billede af den tomme bør, så man med sikkerhed kan vide, at man har fundet børen, og at den er tom.

Det sker sjældent, at en drægtig so skannes tom. Til gengæld bliver for mange tomme søer skannet drægtige. Hyppigste fejlkilde er, at man ser en mørk plet, der ligner én fosterblære og derfor dømmer soen drægtig, eller man ser flere små mørke pletter, der skyldes væske i børen, og dømmer soen ”tidligt drægtig” eller ”tvivlsomt drægtig”.

Fordele og ulemper ved drægtighedstest

Tomme søer kan flyttes til løbestalden, så optimal fodring og ornekontakt kan fremprovokere brunst. Der er større chance for, at denne brunst bliver observeret som følge af den intensive brunstkontrol i dette staldafsnit. Alternativt kan soen udsættes på basis af testen.

Forkert gennemført drægtighedstest kan medføre, at drægtige søer udsættes, eller at der opnås en falsk sikkerhed, hvor tomme søer meldes drægtige.

En test kan ikke blive bedre end den omhu testpersonen udviser. Indfør en konsekvent registrering af testresultaterne, og afklar årsagen til forkerte diagnoser.

Læs om de enkelte testeres fordele og ulemper i referencer [1] og [2].

Referencer

[1]	Thorup, Flemming og J. Mathiasen (2000). Afprøvning af drægtighedstestere og scannere. Meddelelse nr. 486, Landsudvalget for Svin.
[2]	Pedersen, Per Nyby (1989). Sammenligning af 6 forskellige drægtighedstestere. Meddelelse nr. 4, Landsudvalget for Svin.
[3]	Thorup, Flemming (1988). Resultater fra pilotundersøgelse med Østronsulfattest. Erfaring nr. 8804, Landsudvalget for Svin.
[4]	Thorup, Flemming (1991). Rektalundersøgelse for brunst. Erfaring nr. 9110, Landsudvalget for Svin.
[5]	Eckhardt, H. (1989). Drægtighedsdiagnostik i sobesætninger. Dansk Vettidsskrift 72, 250-264.