Faringen er perioden fra fødsel af første gris til fødsel af sidste gris. Reelt burde faringen omfatte perioden fra fødslen går i gang til første gris fødes, men dette er ikke muligt at registrere i praksis.

Faringsforløbet

Tegn på faring

Et tegn på den forestående faring er, at soens skamlæber svulmer op. Dette sker på forskellige tidspunkter før og under faring og med varierende styrke.

Et bedre tegn på den kommende faring er, at soen lægger mælk ned. Denne mælkenedlægning sker som følge af øget indhold af hormonet oxytocin i blodet. Når der kan udmalkes en stråle mælk fra yveret, kan fødslen forventes inden for 12 timer.

Men allerede cirka 2 dage før faringen begynder, udfører soen redebygningsadfærd og er meget urolig. Siden bliver soen mere rolig og lægger sig på siden.

Ro i farestalden under faring

Der bør være ro i fareafdelingen, så længe der er faringer i gang, da uro kan forstyrre faringen og få soen til at rejse sig under faringen. Siden bliver soen mere rolig og lægger sig på siden.

Tilsyneladende farer søerne lige hyppigt nat og dag, men nogle besætninger kan have op til 80 procent faringer om natten.

Opførsel hos gylte under faring

Gylte kan blive stressede under deres faring og reagere meget aggressivt eller opfarende overfor pattegrise og personale, der opsøger den. Man bør derfor være særligt opmærksom på gyltens reaktioner under faringen, så man har mulighed for at gribe ind før den kommer til at gøre skade på grisene.

Iltforsyning til de ufødte grise

Der fødes en enkelt gris ad gangen, mens de øvrige grise holdes tilbage på det sted i børen, hvor de har ligget under drægtigheden. Herved sikres at de endnu ikke fødte grise får en optimal forsyning af ilt. Det betyder, at intervallet mellem fødsel af 2 grise bliver større og større, efterhånden som fødslen skrider frem. Der er dog også lang tid imellem første og anden gris.

Veaktivitet under faring

Grisene føres frem af 10-20 veer pr. time. Først når grisene presses ind i børhalsen aktiveres bugpressen og hjælper med til at føde grisene ved 3-6 presseveer [1].

Fosterblære og fødselsvej

På et tidspunkt under faringen brister spidserne på den lille fosterblære, som omgiver en gris, og fostervæsken flyder ud i børen. Fosterhinderne er fortsat forbundet med børslimhinden, og børen er således et langt glat rør, som fostrene kan glide igennem.

Navlestrengen og ilttilførsel

Navlestrengen har ved fødslen en længde på 40-80 cm, men kan strækkes yderlig på grund af stor elasticitet. Teoretisk kan alle grise nå ud af soen med intakt navlestreng, men i praksis brister navlestrengen hos cirka 33 procent af grisene forinden, hvilket især sker hos de sidste grise. Ofte kommer navlestrengen i klemme mellem grisen og soens bækken og brister eller beskadiges. I disse tilfælde nedsættes blodtilførslen til grisen og dermed også tilførslen af ilt. Dette forringer grisens overlevelsesevne.

Fødselsposition og varighed

Grise fødes langsommere baglæns end forlæns – måske som følge af mindre stimulering af fødselsvejen. Den gennemsnitlig faringstid per kuld er 4-7 timer. Der kan være stor variation i søernes faringslængde i en besætning.

Indflydelse af kuldstørrelse og forstyrrelser

Faringstiden per gris påvirkes ikke af en kuldstørrelse mellem 5-16 grise. Kun ved færre eller flere grise stiger/falder intervallet imellem to grise fødes. Jo flere grise der er i kuldet, jo kortere interval er der imellem grisene. Forstyrrelser under faringen, f.eks. fodring, kan forlænge faringen.

Efterbyrdens rolle og betydning

Efter fødslen af den sidste gris kommer der som regel en stor klump efterbyrd. Det er dog ikke altid et sikkert tegn på, at fødslen er overstået.

Kort tid efter alle grisene og efterbyrden er født, trækker børhalsen sig sammen.

Tilbageholdt efterbyrd er ofte tegn på, at der er flere grise i børen, som hindrer afgangen af efterbyrden.

Efterbyrden skal fjernes hurtigst muligt fra spalterne efter faring, da den ellers tørre ind og besværliggør rengøringen.

Fødselsveje

Fødselsvejen hos en so er meget lang. Børhornene, som begge er op til 2½ meter lange, strækker sig som stærkt bugtede buer frem i bunden af bughulen og tilbage til æggestokkene foran bækkenet. I hver bugt ligger en gris omgivet af en lille fosterhinde og med en sammenrullet navlestreng. I alt er der 2 liter fostervand, hvilket er meget lidt i forhold til andre dyr.

Børhornene er 1½-2½ meter lange, og de strækker sig som stærkt bugtede buer frem i bunden af bughulen og tilbage til æggestokkene. Foto: Anne Marie Hedeboe, billede nr. 6195.

Veer er sammentrækninger i børens muskellag. Musklerne ligger i ”ringe” omkring børen. Under én ve trækker musklerne sig sammen i en fremadførende bevægelse (peristaltik) og medfører at grisene føres ud af børhornene. Veerne kan erkendes som bevægelser på soens bugvæg, og ved at soen ofte løfter det øverste bagben. Når en gris skal presses ud igennem børhalsen tager soen bugpressen til hjælp. Dette ses som en kraftig sammentrækning af bugvæggen, hvor et eller begge bagben føres fremefter.

Hormonet prostaglandin påvirker veernes hyppighed, og oxytocin er afgørende for veernes styrke. Oxytocin påvirker børens muskelceller, som stimuleres til sammentrækning. Manglende veer skyldes sjælden lav udskillelse af oxytocin, men snarere en lav følsomhed over for oxytocin i børmuskulaturen eller mangel på energi til muskelarbejdet. Frigørelse af oxytocin fra hypofysen sker meget uregelmæssigt og i bølger. Stresshormonet adrinalin forhindrer at oxytocin kan virke i muskelcellerne, og medfører svage eller manglende veer.

Levende fostre føres gennem børen af veerne, mens de hjælper selv til ved at kravle og dreje sig om deres længdeakse. Herved stimulerer de nerveceller i børvæggen, hvorfra der går besked til hypofysen om at frigøre oxytocin. Især børhalsen er følsom, og derfor er veerne særlig kraftige, når grisene når børhalsen og skal passere dette snævre sted.

Referencer

[1]	Lyholmer, C. (1985). Den normale fødsel hos so. Dansk veterinærtidsskrift. 68. 283-296.

Faringsforløbet hos grise