Mobile Logo

Drikkevand

Vandkvalitet

Sørg for rent vand. Når vandet er rent, så smager det godt. Grise, som drikker meget vand, har en sund fordøjelse. Bakterier i vandet kan medvirke til, at grisene får diarre.

OBS

  • Bakterier i vandrørene kan danne en belægning, biofilm, som nedsætter vandkvaliteten.

  • Rensning af vandrør kan være aktuelt i stalde som har stået tomme i mere end en uge, eller hvor der har været brugt antibiotika i vandet.

  • Syre og klor må ikke blandes, da dyrene dør af at drikke denne blanding og der dannes klorgas, som er stærkt irriterende for øjne og slimhinder (fx hoste). Ved indånding af klorgas er der risiko for lungeskader hos både dyr og mennesker.

  • Kalk i drikkeventilerne nedsætter ydelsen, så grisene får mindre vand at drikke.

Huskeliste for rensning af vandrør i tomme stalde

  1. Rens vandrør efter at sektionen er vasket og desinficeret.

  2. Følg produktvejledning omkring koncentration og virkningstid.

  3. Anvend medicinblander til korrekt dosering af desinfektionsmiddel.

  4. Bland frugtfarve i desinfektionsmidlet, så du kan se hvornår desinfektionsvæsken er nået hele vejen ud i rørene.

  5. Efter endt virketid skal hele vandsystemet skylles ud med rent vand. Det gælder også drikkeventilerne.

På side 6 i antibiotikamanualen kan du læse om rensning af vandrør både når stalden er tom, og når der er grise i stalden. Hent manualen her: Antibiotikamanual (svineproduktion.dk)

Vandventiler

Vær sikker på, at vandventilerne kan yde minimum 0,6 liter/minut.

Arbejdsbeskrivelse for måling af ydelse af vandventiler

  1. Ydelsen skal måles på mindst 1 ventil i stalden. Ventilen skal give over 0,6 liter pr. minut. Derefter så tryk på alle de øvrige ventiler og vurder, om de yder lige så meget som den første ventil.

  2. Ydelsen måles ved at holde en plasticpose eller et litermål under vandventilen og tryk i 15 sekunder.

  3. Aflæs og gang med 4, så har du vandydelsen pr minut.

  4. De ventiler, som ikke yder nok vand, skal skrues af og lægges i eddikesyre, til de er rene for kalk.

  5. Årsag til for lille ydelse kan også være, at ventilen skal justeres, eller at den er defekt og skal udskiftes.

Dårlig vandkvalitet

Hvis der er mistanke om dårlig vandkvalitet, er det en god idé konstant at tilsætte et godkendt syreprodukt til drikkevandet. Producentens produktvejledning skal følges. Vær opmærksom på om produktet er godkendt til brug i drikkevand, og om der kræves en HACCP-godkendelse.

  • Hvis du bruger en medicinblander til at tildele syre, så skal den indstilles til at dosere korrekt mængde syreprodukt. Se hvordan du laver en stamopløsning her.

  • En del produkter må kun anvendes til desinfektion af vandstrengene når staldene er tomme. Biocider må som hovedregel benyttes til desinfektion af drikkevand, selv om der er dyr i stalden. Vær sikker på, at dette fremgår af produktvejledningen for produktet.