Sammendrag

Tilsætning af uorganisk selen i mængder op til 16 ppm i foderet til gylte og deres afkom, indtil disse var 9 uger gamle, medførte ingen akutte forgiftningssymptomer. Der registreredes ingen forskel i kuldstørrelse, ligesom antallet af dødfødte grise var upåvirket af forsøgsbehandlingen.

Alle pattegrisene var fuldbårne og havde ingen synlige forandringer.

Smågrisene, der fik 8 og 16 mg selen/kg foder, havde fra fravænning og indtil 9 ugers alderen en mindre daglig foderoptagelse. Dette resulterede i, at disse grises vægt ved forsøgets afslutning var signifikant mindre end kontrolholdets.

Biokemiske analyser viste tydelige udslag m.h.t. selenindhold i lever og hjerte samt blod. Derimod viste forsøget, at glutationperoxidase-aktiviteten kun i begrænset omfang var påvirket af selentilførslen.

Indledning

I begyndelsen af 1970'erne blev det fastslået, at selen (Se) er et livsnødvendigt mineralstof til dyr, og der har siden været udført mange forsøg for at fastlægge, hvor meget selen grise skal have for at sikre optimal vækst og sundhed. Samtidig har der hersket stor usikkerhed om, hvor meget selen grise kan tåle f.eks. i tilfælde af fejldosering ved anvendelsen af forblandinger.

Man har således haft mistanke om, at selenoverdosering kunne resultere i reproduktionsproblemer som nedsat kuldstørrelse og misdannelser hos afkommet.

Formålet med det gennemførte forsøg var at undersøge indflydelsen af store mængder selen i foderet på:

1. Gyltes reproduktion.

2. Afkommets vækst og sundhed i dieperioden og efter fravænning.

3. Gyltenes og smågrisenes selenstatus i blod og organer.

Materialer og metoder

Forsøget gennemførtes med 28 sopolte, som fik forsøgsfoderet fra første brunst. De blev løbet ved 2. brunst og forblev i forsøget gennem en drægtigheds- og diegivningsperiode- indtil ny drægtighed. Sopoltene fordeltes på 5 hold som angivet i tabel 2. De fik alle samme grundblanding (tabel 1), hvor der blev tilsat 0, 2, 4, 8 eller 16 ppm Se (mg Se/kg foder) som natriumselenit.

Tabel 1. Sammensætningen af grundfodret til søer og smågrise
	søer			smågrise
	drægtighed	laktation	efter fravænning
Procent:
Byg	79,7	76,7	33,6
Hvede	-	-	33,6
Hvedeklid	5,0	5,0	-
Sojaskrå, toasted	12,0	15,0	9,0
Fiskemel	-	-	9,0
Skm. pulver	-	-	9,0
Anim. fedt	-	-	3,0
Min./vit. blanding	3,3	3,3	2,6
Lysin suppl.	-	-	0,2
Pr. kg foder:
FEs	0,96	0,97	1,13
mg Se	0,13	0,13	0,34
mg vitamin E	24	24	36

Pattegrisene havde i dieperioden ikke adgang til tørfoder. Fra fravænning ved 21 dage og indtil 9 ugers alderen blev smågrisene fodret efter ædelyst med et grundfoder (tabel 1) tilsat selen således, at smågrisene fik samme Se koncentration i foderet som deres mødre.

Søernes og smågrisenes vægt og foderoptagelse blev registreret. Antallet af levendefødte og dødfødte grise blev noteret. Fra søerne blev udtaget en kolostrum- og en mælkeprøve (dag 12) til bestemmelse af Se indhold.

Søer og smågrise blev undersøgt for eventuelle kliniske forandringer. Blodprøver fra søer og smågrise blev udtaget til bestemmelse af Se og aktiviteten af det selenholdige enzym glutationperoxidase (GSHPx).

Undersøgelser har vist, at dette enzyms aktivitet kan bruges som mål for grises selenstatus. I tilfælde, hvor kuldstørrelsen var mindst 6, blev 3 pattegrise aflivet straks efter fødslen. Lever og hjerte blev udtaget til analyse for Se-indhold.

Resultater

Søer:

Ingen af søerne udviste tegn på selenforgiftning, men en so fra hold 5 døde 18 dage efter fravænning af grisene. Ved obduktionen fandtes 4 tilbageholdte grise i børen, som var bristet.

Grisene fra en so på hold 4 var så svagtfødte, at de døde inden 2 dage. Ingen af de nævnte forhold kunne med sikkerhed tilskrives forsøgsbehandlingen. Ovennævnte so på hold 4 udgik af forsøget den dag, alle grisene var døde.

Sopoltenes alder ved løbning, drægtighedsprocent samt antal golddage for søerne var ikke påvirket af selenbehandlingen. Søernes foderoptagelse og daglige selentilførsel er angivet i tabel 2. Det fremgår, at søerne, der fik de højeste selendoseringer, ikke udviste ædevægring.

Antallet af levendefødte samt dødfødte grise var upåvirket af selenbehandlingen (tabel 3). Alle grisene var fuldbårne og udviste ikke synlige forandringer, men der var en tendens til, at grisene fra søerne på hold 4 og 5 havde en lavere fødselsvægt.

Tabel 2. Forsøgsplan samt søernes daglige foderoptagelse og selentilførsel
Hold	1	2	3	4	5
Se-tilsætning, mg/kg	0	2	4	8	16
Antal søer	6	6	6	6	4
Foderoptagelse, kg:
Drægtighedsperioden	297	301	298	298	305
Diegivningsperioden	77	74	85	82	78
Selentilførsel, mg Se/dag:
Drægtighedsperioden	0,33	5,5	10,6	20,7	42,4
Diegivningsperioden	0,48	7,7	16,5	31,4	59,7

Tabel 3. Kuldstørrelse og vægt fra fødsel og til 9 ugers alderen
Hold	1	2	3	4	5
Antal grise/kuld:
levendefødte	7,5	7,2	9,3	7,8	9,0
dødfødte	1,2	0,5	0,5	1,5	0,5
total	8,7	7,7	9,8	9,3	9,5
Levendefødtes vægt, kg:
pr, kuld	11,2	11,1	14,1	10,5	12,2
pr. gris	1,53	1,59	1,53	1,37	1,35
Kuldstørrelse:
efter aflivning	5,0	4,7	6,3	6,0	6,0
ved fravænning	4,8	4,5	5,5	5,8	5,8
ved 9 ugers alderen	4,3	4,2	5,3	5,4	5,0
Dødelighed:
antal grise/kuld	0,7	0,5	1,0	0,6	1,0
Vægt pr. gris, kg:
ved fravænning	6,4	6,2	6,5	5,8	5,5
ved 9 ugers alderen	22,6a	21,8ab	21,9ac	20,3bcd	19,5d
a,b,c,d) Ved forskellige bogstaver på samme linie er der signifikant forskel (P <0,05)

Smågrise:

Efter aflivning af 3 pattegrise (antal resterende grise er angivet i tabel 3) var smågrisene i forsøg, til de var 9 uger gamle. Resultaterne viser, at dødeligheden hos grisene ikke var påvirket af forsøgsbehandlingen.

Pattegrisenes tilvækst i dieperioden og vægt ved fravænning var upåvirket af forsøgsbehandlingen (tabel 3). Derimod var vægten af smågrise, der fik stort tilskud af selen, signifikant lavere ved 9 ugers alderen. Smågrisenes foderoptagelse i perioden fra fravænning indtil 9 uger var mindst for hold 4 og 5, hvorimod der ikke var forskel i foderudnyttelsen (tabel 4).

Tabel 4. Grisenes foderoptagelse, daglig tilvækst og foderudnyttelse fra 3 til 9 uger
Hold	1	2	3	4	5
Daglig foder opt., kg	0,58a	0,54a	0,58a	0,51b	0,51b
Daglig tilvækst, g	387	372	366	345	333
FEs/kg tilvækst	1,69	1,63	1,77	1,69	1,77
a,b) Ved forskellige bogstaver på samme linie er der signifikant forskel (P <0,05)

Smågrisenes daglige selenbelastning var mindre i dieperioden end efter fravænning, idet selentilførslen med mælk var lavere end med tørfoderet (tabel 5). Dette er formentlig forklaringen på, at grisene på hold 4 og 5 først efter fravænning afviger m.h.t. foderoptagelse og vægt.

Den daglige selenbelastning pr. kg legemsvægt var større for de fravænnede smågrise end for søerne, hvilket kan have påvirket smågrisene således, at de udviste ædevægring med deraf følgende mindre tilvækst.

Foderudnyttelsen var tilsyneladende ikke påvirket af selenkoncentrationen i foderet.

Tabel 5.	Selenindholdet i somælk og smågrisenes gennemsnitlige daglige selentilførsel fra fravænning til 9 ugers alderen
Hold		1	2	3	4	5
Se-indhold:
Mælk, mg/kg		0,03a	0,06a	0,11a	0,10a	0,29b
Daglig Se-tilførsel, mg:
3 til 9 uger		0,20	1,26	2,50	4,21	8,35
a,b) Ved forskellige bogstaver på samme linie er der signifikant forskel (P <0,05)

Biokemiske undersøgelser:

Selenkoncentrationen i søernes blod havde niveauer, der afhang af foderets selenindhold (figur 1). Faldet i selenkoncentration efter laktationens ophør må tilskrives den nedsatte fodertildeling, hvorved den daglige selenbelastning reduceredes.

Figur 1.

Se-koncentrationen i blod fra søer, som fik et grundfoder (0,13 ppm SE) tilsat 0 - 16 ppm Se

Nyfødte grises selenkoncentration i lever og hjerte afspejlede ligeledes søernes selenstatus (tabel 6).

Tabel 6. Selenkoncentration (mg/kg vådvægt) i lever og hjerte fra aflivede nyfødte grise
Hold	1	2	3	4	5
Lever	0,78a	1,14a	2,01a	5,36b	13,60c
Hjerter	0,15a	0,19ab	0,21b	0,30c	0,38d
a,b,c,d) Ved forskellige bogstaver på samme linie er der signifikant forskel (P <0,05)

Selenindholdet i smågrisenes blod var påvirket af søernes selenstatus i dieperioden (tabel 7).

Efter fravænning forøgedes grisenes selenindhold i blodet signifikant svarende til, at den daglige selenbelastning var større fra tørfoder end fra mælk. Stadigvæk var der dog også tydelig holdeffekt.

Selv om selenindholdet i blodet var signifikant højere ved 6-ugers alderen end ved fravænningen, resulterede dette ikke i en tilsvarende forøgelse af GSHPx-aktiviteten. Denne var generelt højere hos grise, der fik ekstra selen i foderet, men resultaterne i tabel 7 viser, at GSHPx-aktiviteten både i dieperioden og efter fravænning var uafhængig af selenindtagelsen ved store selenkoncentrationer i foderet.

Tabel 7.	Selenkoncentration og GSHPx-aktivitet i blod fra smågrise ved fravænning og 6 ugers alderen
Hold		1	2	3	4	5
Selen, mg/l:
Ved fravænning		0,11a	0,13a	0,18b	0,26c	0,51d
Ved 6 uger		0,12a	0,19a	0,22a	0,53b	1,06c
GSHPx, ukat/l:
Ved fravænning		604a	610a	691ab	864c	812bc
Ved 6 uger		579a	675b	716b	859c	777bc
a,b,c,d) Ved forskellige bogstaver på samme linie er der signifikant forskel (P <0,05)

Konklusion

Reproduktionen hos gylte var upåvirket af op til 16 ppm selen i foderet.

Smågrisene udviklede ikke akutte forgiftningssymptomer. Hos fravænnede grise resulterede selenbelastningen i nedsat foderoptagelse og nedsat vækst. Dette kan tolkes som et tegn på begyndende kronisk forgiftning, hvorved grisene på de høje selentilskud søgte at begrænse selenbelastningen ved at æde mindre.

Forsøgsleder R. Nørtoft Thomsens legat til fremme af dansk husdyrbrugsforskning har ydet finansiel støtte til gennemførelsen af forsøget.

Store mængder selen til søer og smågrise