Sammendrag

Tre hold à 30 søer blev i en 4 ugers diegivningsperiode fodret efter 3 normer, hvor hold 1, 2 og 3 fik henholdsvis 5,5, 6,0 og 7,0 FEs/dag som maximal foderstyrke ved 10 grise i kuldet.

Med stigende foderstyrke blev søernes mælkeydelse forøget. Som følge heraf blev pattegrisedødeligheden formindsket og grisenes vægt ved fravænning forøget. I perioden indtil fravænning var pattegrisenes tilvækst 0,4 kg højere for hold 3 end for hold 1. Mælkens sammensætning blev tilsyneladende ikke påvirket af foderstyrken.

Søernes vægttab i diegivningsperioden var 20, 16 og 9 kg for hold 1, 2 og 3. I perioden fra fravænning til løbning var vægttabet henholdsvis 6, 9 og 12 kg, hvor forskellen sandsynligvis skyldtes forskel i mave-tarmindhold ved fravænning. Forskellen i vægttab ved fravænning på 11 kg mellem hold 1 og 3 blev således reduceret til 5 kg ved løbning.

Det konkluderes, at normen til hold 2 må betragtes som et minimum, og at det sandsynligvis vil være økonomisk fordelagtigt at anvende en højere foderstyrke - svarende til normen for hold 3.

Indledning

En analyse af søernes vægtændringer ved fodring efter den gamle norm (meddelelse nr. 415, Statens Husdyrbrugsforsøg) viste, at søerne havde et vægttab diegivningsperioden, 18 kg i en fem ugers diegivningsperiode, og at vægttabet blev forøget med stigende kuldstørrelse. På baggrund heraf blev der fremsat forslag til en ny ca. 10 pct. højere energinorm, hvor reguleringen pr. gris i kuldet samtidig blev justeret, så søer med store kuld fik forholdsvis mere foder (medd. nr. 416, S.H.).

Senere forsøg med fodring af diegivende søer efter ædelyst (medd. nr. 494, S.H.) har vist, at søer kan æde tilstrækkeligt til helt at undgå vægt tab i diegivningsperioden. Fodring efter ædelyst gav samtidig en væsentlig forøgelse af pattegrisenes tilvækst i forhold til fodring efter den gamle norm.

Ud fra vurdering af fodringsøkonomien var fodring efter ædelyst dog næppe hensigtsmæssig, men resultaterne gav anledning til at undersøge, om en moderat forøgelse af foderstyrken i forhold til den gamle norm vil være økonomisk fordelagtig.

Der er derfor gennemført et forsøg for at undersøge effekten på søer og smågrise af henholdsvis 0,5 og 1,5 FEs ekstra pr. dag i diegivningsperioden (ved 10 grise) i forhold til den gamle norm.

Materialer og metoder

Forsøget gennemført med 90 søer på forsøgsstationen Sjælland III. Søerne, der var fodret ens i drægtighedsrioden, blev fordelt på 3 hold à 30 søer umiddelbart før faring. På hvert hold var der 5 Landrace- og 25 krydsningssøer. Ved holdinddelingen blev der endvidere taget hensyn til søernes kuldnumre.

I diegivningsperioden på 4 uger blev der fodret efter følgende normer:
Hold 1.
1. uge	1,0 FEs + 0,25 FEs/gris (3,5)
2.uge	2,0 FEs + 0,25 FEs/gris (4,5)
3. og 4. uge	3,0 FEs + 0,25 FEs/gris (5,5)
Hold 2.
1. uge	2,0 FEs + 0,20 FEs/gris (4,0)
2.uge	2,0 FEs + 0,30 FEs/gris (5,0)
3. og 4. uge	2,0 FEs + 0,40 FEs/gris (6,0)
Hold 3.
1. uge	3,0 FEs + 0,20 FEs/gris (5,0)
2.uge	3,0 FEs + 0,30 FEs/gris (6,0)
3. og 4. uge	3,0 FEs + 0,40 FEs/gris (7,0)

Tallene i ( ) angiver dagligt foder med 10 grise i kuldet.

Der blev fodret 2 gange dagligt med vand på tørfoder, og søerne havde desuden fri adgang til vand døgnet rundt. Foderblandingen blev tildelt som mel, og sammensætningen var ens for de tre hold. Blandingen indeholdt 65,9 pct. byg, 15 pct. hvede, 4 pct. hvedeklid, 9 pct. sojaskrå, 2 pct. fiskemel, 2 pct. kødbenmel, 1,6 pct. mineralblanding og 0,5 pct. vitamin- og mikromineralblanding. Energiindholdet var 0,99 FEs pr. kg og indholdet af ford. råprotein 133 g pr. FEs.

Efter fravænning fik alle søer 3,5 FEs daglig indtil løbning. Pattegrisene blev tilbudt foder fra 2 ugers alderen, og deres optagelse af tørfoder blev registreret ugentlig.

Søernes og pattegrisenes vægt blev registreret umiddelbart efter faring, ugentlig i diegivningsperioden og ved fravænning. På 12 søer pr. hold blev den daglige mælkeydelse kontrolleret på 4., 11. og 18. dag efter faring. Fra de samme søer blev der udtaget mælkeprøver i 2. laktationsuge til analyse for tørstof, aske, protein og fedt. Endvidere blev der målt sidespæktykkelse med

Danscanner ved faring og fravænning på 50 af de 90 søer.

For de søer, der ikke blev slagtet efter fravænning, registreredes vægten ved løbning.

Resultater

Søernes vægttab

De registrerede resultater for søernes foder optagelse og vægt er vist i tabel 1.

Der var signifikant forskel mellem hold for søernes vægttab i diegivningsperioden, og vægttabet var 11 kg mindre for hold 3 end for hold 1.

Betragtes vægttabet mellem fravænning og løbning for de ikke udsatte søer, ses imidlertid, at vægttabet steg med stigende fodertildeling i diegivningsperioden. Der var således kun 5 kg forskel i vægttab mellem hold 1 og 3 for hele perioden faring til løbning.

Tabel 1. Søernes foderoptagelse og vægtændringer
Hold	1	2	3
Antal søer	30	30	30
FEs i alt i dieperioden	136	154	171
Søernes vægt, kg
Ved faring	222	223	220
Efter 1. uge	211	215	215
Efter 2. uge	207	211	213
Efter 3. uge	206	211	212
Efter 4. uge	202	207	211
Vægttab dieperiode	20a	16b	9c
Vægttab frav.-løbning*	6	9	12
Vægttab faring-løbning	26	25	21

a,b,c: Tal med forskellig bogstav er signifikant forskellige, P <0,01.

* Baseret på 20, 24 og 23 søer fra hold 1, 2 og 3.

Pattegrisenes levedygtighed og vækst

I tabel 2 er resultaterne vedrørende kuldstørrelse og pattegrisenes dødelighed vist. Dødeligheden var faldende med stigende foderstyrke, og en chi²-test viste, at den anførte fordeling af søerne efter antal døde i kuldet var signifikant (P <0,05) forskellig mellem hold. Med stigende foderstyrke har der været flere kuld helt uden dødelighed, mens antallet af kuld med over 3 døde ikke har været påvirket.

Tabel 2. Pattegrisenes dødelighed i 4 ugers dieperiode
Hold	1	2	3
Antal grise ved fødsel	11,9	11,8	11,2
Antal grise ved fravænning	10,0	10,5	10,1
Antal døde grise, gns. pr. kuld	1,9	1,3	1,1

Antal søer med 0 døde	5	6	17
Antal søer med 1 døde	6	17	3
Antal søer med 2 døde	12	4	4
Antal søer med 3 døde	4	1	3
Antal søer med => 4 døde	3	2	3

I tabel 3 er resultaterne vedrørende grisenes vægt og tilvækst vist. Grisenes vægt ved fravænning blev øget med stigende foderstyrke. En del af forskellen mellem hold 3 og de to andre hold skyldtes dog, at der blev født færre grise på hold 3. En regressionsanalyse viste således, at grisenes gennemsnitlige tilvækst blev formindsket med 0,25 kg pr. Ievendefødt gris ud over den gennemsnitlige kuldstørrelse. Den korrigerede tilvækst er derfor et bedre udtryk for den reelle forskel mellem holdene.

Tabel 3. vægt og tilvækst for pattegrise
Hold	1	2	3
Gns. vægt pr. gris, kg
ved fødsel	1,4	1,5	1,5
ved 2 uger	3,9	3,9	4,2
ved 4 uger	6,6	6,8	7,3
Gns. tilv. pr. gris, korr.*, kg	5,2a	5,3ab	5,6b
Gns. tilv. pr. kuld, korr.*, kg	50,8a	55,1b	57,3b

* Korrigeret for race, kuldnr. antal levendefødte og fødselsvægt.

a,b: Resultater med forskellige bogstaver er signifikant forskellgie P <0,05

Søernes mælkeydelse

I tabel 4 er anført resultater fra måling af søernes mælkeydelse.

Tabel 4. Søernes mælkeydelse
Hold	1	2	3
Antal søer	12	12	12
Antal grise 2. uge	10,3	11,5	10,8
Mælkeydelse kg/dag
1. uge	5,5	6,0	5,9
2. uge	6,9	8,4	8,7
3. uge	8,2	8,7	9,2
Gennemsnit	6,9	7,7	7,9
Gennemsnit, korr.*	6,9	7,2	7,7
Mælkens sammensætning, 2. uge:
Tøstof, pct.	18,0	17,7	17,9
Aske, pct.	0,8	0,8	0,8
Protein, pct.	4,9	5,0	4,9
Fedt, pct.	6,6	6,6	6,7

* Korrigeret for race, kuldnr. og antal grise ved 2 uger.

Da kontrollen kun er foretaget på 40 pct. af søerne, må materialet betragtes som en stikprøve. En regressionsanalyse viste, at den gennemsnitlige mælkeydelse steg 0,38 kg pr. gris ud over det gennemsnitlige antal. For at få den reelle forskel mellem hold, er hold 2 og 3 derfor korrigeret til samme antal grise som hold 1.

Som det fremgår af tabel 4 øges mælkeydelsen med stigende foderstyrke, dog er forskellen mellem hold 1 og 3 på grund af det lille antal knap nok statistisk sikker ( P = 0,08). Hold 3 ydede dagligt 0,8 kg mælk mere end hold 1.

Analyser af mælkens kemiske sammensætning viste, at denne tilsyneladende var upåvirket af forsøgsbehandlingerne.

Søernes sidespæktykkelse

I tabel 5 er resultater for måling af søernes sidespæktykkelse vist. Af tabel 5 fremgår, at faldet i sidespæktykkelse blev formindsket med stigende foderstyrke, men forskellen mellem hold var dog ikke statistisk sikker, (P = 0,16).

Tabel 5. Søernes sidespæktykkelse ved faringog fravænning
Hold	1	2	3
Antal søer	16	16	18
Sidespæk mm
Ved faring	20,9	20,5	19,3
VEd fravænning	16,7	17,1	17,0
Ændring	4,2	3,4	2,3
Ændring, korr.*	4,2	3,6	2,9

* Korrigeret for race, kuldnr., antal grise ved 2 uger og sidespæktykkelse ved faring.

Regressionsanalyser

På de søer, hvor der blev målt sidespæktykkelse, er der udført en regressionsanalyse for at undersøge indflydelsen af søernes foderoptagelse på ændringen i sidespækmålet i løbet af diegivningsperioden.

Resultatet var, at 1 FEs ekstra pr. dag (28 FEs i alt) betød, at sidespæktykkelsen ved fravænning blev forøget med 1,0 mm.

I en anden regressionsanalyse er der på hele materialet undersøgt, hvilken indflydelse søernes samlede foderoptagelse havde på kuldets totale tilvækst og grisenes gennemsnitlige tilvækst.

Analysen viste, at en forøgelse af foderstyrken med 1 FEs daglig (28 FEs ialt) medfører, at pattegrisenes tilvækst indtil 4 uger øges med 0,17 kg (3,1 pct.) pr. gris, og at kuldets totale tilvækst øges med 6,35 kg (11,6 pct.). Årsagen til at kuldets totaltilvækst procentvis øges mere end grisenes gennemsnitsvægt er, at stigningen i totaltilvæksten er en kombination af en mindre dødelighed og en øget tilvækst pr. gris.

For at kunne vurdere effekten af en øget fravænningsvægt på grisenes produktionsresultater efter fravænning, blev der udført en regressionsanalyse på et smågriseforsøg, hvor grisene var blevet fravænnet ved 4 uger. (Forsøget er beskrevet i medd. 533 fra Statens Husdyrbrugsforsøg).

Analysen viste, at en øgning af fravænningsvægten ved 4 uger med 1 kg betyder, at grisenes totale foderoptagelse i perioden 4-10 uger øges med 2,35 FEs. Dette medfører, at den daglige tilvækst bliver 22 g højere, og at forspringet på 1 kg ved fravænning øges til 1,91 kg ved 10 uger. Foderforbruget pr. kg tilvækst i perioden efter fravænning påvirkes derimod ikke af fravænningsvægten.

Diskussion og konklusion

Resultaterne viser, at en øget foderstyrke i diegivningsperioden har mindsket søernes vægttab, øget mælkeydelsen, sænket pattegrisedødeligheden og øget pattegrisenes vægt ved fravænning.

Som tidligere nævnt havde søerne med det mindste vægttab i diegivningsperioden (hold 3) det største vægttab i perioden mellem fravænning og løbning. At søerne tabte i vægt mellem fravænning og løbning skyldtes utvivlsomt, at fordøjelseskanalen indeholdt mindre foder ved løbning. Årsagen til at hold 3 havde det største vægttab i goldperioden er derfor, at forskellen i foderstyrke mellem diegivnings- og goldperiode var størst for dette hold.

Søernes vægttab i perioden fra faring og frem til løbning samt ændringerne i sidespækmålene er derfor nok de bedste mål for foderstyrkens indflydelse på søerne.

Med hensyn til pattegrisedødeligheden var der især en positiv effekt ved at gå fra den lave til den mellemste norm. En tidligere undersøgelse viste ikke nogen positiv effekt på pattegrisenes overlevelsesevne af at fodre efter ædelyst i forhold til at fodre efter norm 1. Det er muligt, at en øgning af foderstyrken indenfor intervallet i dette forsøg har en gunstig effekt, men at en yderligere øgning kan virke negativt på levedygtigheden.

Ud fra resultaterne må det konkluderes, at den nye norm (hold 2) må betragtes som et minimum, og det er sandsynligt, at det vil være økonomisk fordelagtigt at fodre endnu stærkere (som hold 3).

En præcis vurdering vil dog kræve, at man kender langtidseffekten af en øgning af fodernormen i diegivningsperioden på søernes holdbarhed og produktion i efterfølgende kuld.

Ligeledes er det muligt, at der kan spares foder i drægtighedsperioden, hvis normen øges i diegivningsperioden.

Der er igangsat forsøg med forskellige foderniveauer og forskellig fordeling af foderet over drægtigheds- og diegivningsperioden til belysning af disse spørgsmål.

Sammenligning af tre fodernormer til diegivende søer