Sammendrag

Foderværdien af permeat til svin er undersøgt, dels i et balanceforsøg med voksende svin, dels i et fodringsforsøg med søer over 3 drægtigheds- og diegivningsperioder.

Balanceforsøget viste, at permeattørstof har en betydelig lavere FEs værdi end tørstof fra skummetmælk og valle, idet det kun blev beregnet til 1,03 FEs pr. kg tørstof.

Hvis permeatets foderværdi således ansættes til 1,03 FEs pr. kg tørstof, og der gives kompensation for det lave proteinindhold af lav biologisk værdi, kan permeat anvendes til søer i mængder på op til 16 kg pr. dag i drægtighedstiden og 8 kg pr. dag i diegivningstiden. Det vil kunne bruges sammen med en foderblanding, som er afbalanceret efter et proteinbehov på 130 g fordøjeligt protein pr. FEs i diegivningstiden og 100 g i drægtighedstiden.

Indledning

Ved ultrafiltrering af mælk og valle fremkommer biproduktet permeat, der har et tørstofindhold på ca. 5 pct., hovedsagelig bestående af mælkesukker, aske og lavmolekylære kvælstofforbindelser.

I takt med øget anvendelse af ultrafiltrering i osteproduktionen og ved fremstilling af valleproteinkoncentrater har mængden af permeat været stigende, og det kan beregnes, at den årlige produktion for tiden andrager 500-600 mill. kg.

Som tilfældet er for valle, er det nærliggende at anvende permeat som foder til kvæg og svin. Der foreligger da også allerede forskellige resultater, som beskriver permeatets værdi til dette formål, bl.a. 328. medd. fra Statens Husdyrbrugsforsøg, og i bilag til 241. beretning fra Statens Forsøgsmejeri.

Begge disse rapporter vedrører brug af permeat som foder til ungtyre.

Formålet med nærværende forsøg har været at klarlægge permeatets foderværdi til svin, dels ved et balanceforsøg med voksende svin, dels ved et fodringsforsøg med søer.

Generelle metoder

Det anvendte permeat blev fremstillet på Statens Forsøgsmejeri ved ultrafiltrering af pasteuriseret skummetmælk og blev afkølet til og opbevaret ved 5 grader celsius indtil leveringen.

For at sikre produktets kvalitet på anvendelsestidspunktet blev det leveret dagligt og opfodret indenfor et døgn.

Permeatet var iøvrigt af almindelig god standard, hvad angår sammensætning og mikrobiel kvalitet. Gennemsnitsværdierne for sammensætningen og standardafvigelserne er vist i tabel 1.

Tabel 1. Den anvendte permeats sammensætning
	Fodringsforsøget	Balanceforsøget
Antal prøver	10	3
Tørstof, pct.	5,48 (0,25)	5,62 (0,09)
Laktose, pct.	4,72 (0,24)	4,86 (0,14)
Total protein, pct.	0,27 (0,04)	0,26 (0,08)
Heraf ikke protein, pct.	0,19 (0,02)	0,21 (0,02)
Aske, pct.	0,42 (0,03)	0,44 (0,03)
pH	6,55 (0,07)	- ( - )

( ) standardafvigelser

Balance- og fodringsforsøget blev gennemført sideløbende, og i fodringsforsøget blev der derfor anvendt en beregnet foderværdi for permeat på 1,25 FEs pr. kg tørstof.

Resultat og diskussion

Balanceforsøg med svin

Balanceforsøgene blev gennemført efter regressionsmetoden, som beskrevet i 186. meddelelse fra Statens Husdyrbrugsforsøg.

Resultaterne fra balanceforsøget er vist i tabel 2, hvor der dels er anført gennemsnitsværdier fra den kemiske analyse på tørstoffet samt fordøjelighedskoefficienterne plus en beregning af permeatets energetiske indhold.

Tabel 2. Fordøjeligheds- og balanceforsøg med permeat
Kemisk indhold i tørstof, pct.
Aske	8,7
Råprotein	5,4
Råfedt (Stoldt)	0,5
NFE	85,4
Laktose	84,0
Kcal/kg tørstof	3.636
Fordøjelighedskoefficienter
Protein	57
Fedt (Stoldt)	-
NFE	93
LHK	100
Bruttoenergi	86
Indhold af omsættelig energi
(kcal/kg tørstof)	3.140
FEs/100 kg tørstof	103

Fordøjeligheden af råproteinet var betydeligt lavere end tidligere antaget og lavere end for almindelig valle. Indholdet af FEs var også lavt og mindre end i byg. Med et tørstofindhold på 5,6-5,7 pct. skal der ca. 17 kg til 1 FEs.

Fodringsforsøg med søer

Materiale og metoder

Forsøget omfattede 20 søer, der blev indsat som gylte. Halvdelen af søerne var af Dansk Landrace (L) og halvdelen var krydsninger mellem L og Yorkshire (Y). Der blev kun brugt L-orner til løbning.

Søerne blev delt i to hold bestående af henholdsvis 5 L- og 5 LY-søer og de blev på de respektive hold indtil fravænning af 3. kuld. Hold 1 blev gennem hele forsøgsperioden fodret med den i tabel 3 viste foderblanding. Hold 2 fik 16 kg perrneat pr. so pr. dag i drægtighedstiden og 8 kg pr. so daglig i diegivnings- og goldtiden. Foderets proteinkoncentration blev reguleret ved hjælp af den i tabel 3 viste proteinblanding. I tabel 3 er vist dels sammensætningen af den anvendte foderblanding og dels den anvendte proteinblanding. Foderblandingen blev brugt som eneste foder til hold 1 og sammen med permeat og proteinblanding til hold 2.

Tabel 3. Procentisk sammensætning af foderblanding og proteinblanding
	Foderblanding	Proteinblanding
Byg	47,8	0
Havre	12,5	0
Hvede	12,5	0
Hvedeklid	8,0	0
Grønmel	5,0	0
Sojaskrå	8,0	68,5
Kødbenmel (40 pct. aske)	2,0	15,0
Fiskemel (20 pct. aske)	2,0	15,0
Mineralst. & vit.	2,2	1,5
kg bl. pr. FEs	1,05	0,88
g ford. prot. pr. FEs	136	384
g ford. lysin pr. FEs	6,4	24,1
g ford. metionin + cystin pr. FEs	4,9	12,1
g calcium pr. FEs	8,7	18,1
g fosfor pr. FEs	6,5	12,7

Søerne blev fodret efter norm. I tabel 4 er vist den benyttede foderplan.

Tabel 4. Foderplan. Daglig fodermængde (kg) for søer, fodret med eller uden permeat
Hold	1	2
	Foderbl.	Permeat	Foderbl.	Proteinbl.
Drægtighedstiden:
Første 3 mdr.	2,5	16	1,1	0,4
Sidste uger	3,5	16	2,2	0,4
Dage omkr. faring	2,5	8	2,0	0,2
Diegivningstiden:
Første uge	3,5	8	3,0	0,2
Anden uge	4,5	8	4,0	0,2
Tredie uge-frav.	5,5	8	5,1	0,2
Frav.-løbning	3,5	8	3,0	0,2

Pattegrisene blev fravænnet ved 5 ugers alderen, men havde fra 2 ugers alderen adgang til tørfoder efter ædelyst. Søerne har drukket permeat uden vægring, og der forekom ikke problemer, der kunne henføres til forsøgsbehandlingen. Søernes produktionsresultater er vist i tabel 5.

Det fremgår af tabel 5 at der blev født 27 kuld grise og udsat 2 søer på hvert af de to hold. Goldtiden har været betydelig længere for søerne i hold 1 end for hold 2, henholdsvis 20 dage og 12 dage. Den gennemsnitlige tilvækst under forsøget har været størst for hold 1, nemlig 95 kg mod 80 kg for hold 2.

Den gennemsnitlige kuldstørrelse såvel ved fødsel som ved fravænning var størst for hold 1. Ved fravænning ved 5 uger var der således 9,0 i gennemsnit for hold 1 mod 8,2 for hold 2. Der var derimod ingen forskel på grisenes gennemsnitlige fødselsvægt og vægt ved fravænning mellem de to hold.

Tabel 5. Søernes produktionsresultater
Hold	1	2
Permeat	0	+
Antal gylte indsat	10	10
Antal fødte kuld	27	27
Søer udsatte	2	2
Golddage gns.	20	12
Søernes vægt, vægttab og tilvækst, kg:
Ved løbning til 1. kuld	113	118
Ved fravænning af 3. kuld	208	198
Tilvækst i en drægtighedsp.	71	65
Vægttab i en diegivningsp.	17	15
Søernes mælkeydelse, kg pr. so daglig:
1. uge	5,6	5,1
2. uge	7,5	7,0
3. uge	8,2	7,8
Somælkens procentiske sammensætning:
Tørstof	17,70	17,90
Protein	4,90	5,13
Fedt	6,54	6,57
Kuldstørrelse ved:
Fødsel, levendefødte	9,8	9,0
Dødfødte	0,4	0,7
3 ugers alderen	9,0	8,2
5 ugers alderen (frav.)	9,0	8,2
Gns. vægt pr. gris, kg ved:
Fødsel	1,43	1,49
3 uger	5,5	5,6
5 uger (frav.)	8,3	8,5
Foderforbrug, FEs:
Soens foder *)	497	472
Heraf FEs i permeat	0	127
Pattegrisenes foder	5	4
I alt	502	476
Pr. frav. 5 ugers gris	56	58
Pr. kg frav. 5 ugers gris	6,7	6,8

*) Soens foder omfatter gold-, drægtigheds- og diegivningsperioden. Permeatets foderværdi er her ansat til 1,03 FEs/kg tørstof.

I tabel 6 er vist det gennemsnitlige antal levendefødte grise pr. kuld ved 1., 2. og 3. kuld. Det ses af tabel 6, at det har været ved 1. og 2. faring, at søerne, der fik permeat, har haft den laveste produktivitet, hvorimod de har haft en tilfredsstillende kuldstørrelse ved faring af 3. kuld.

Tabel 6. Antal søer og gns. antal levendefødte grise pr. kuld
Hold	1			2
Permeat	-			+
	Antal søer	Ant. gris pr. kuld	Antal søer		Ant. grise pr. kuld
Kuld 1	10	8,9	10		7,4
Kuld 2	9	10,8	9		9,4
Kuld 3	8	9,9	8		10,5

Diskussion

Ved planlægning af forsøget blev foderværdien af permeat beregnet på grundlag af produktets indhold af tørstof og protein. Ved at ekstrapolere fra beregningen over valles og skummetmælks indhold af FEs, blev permeatets foderværdi beregnet til 1,25 FEs pr. kg tørstof.

Imidlertid viste balanceforsøgene, at foderværdien var lavere end beregnet, idet den kun blev bestemt til 1,03 FEs pr. kg tørstof, hvilket svarer til indholdet af FEs i 1 kg byg. Grunden til det lavere indhold af FEs i permeat skyldes antageligt, at det meste af proteinet findes som lavmolekylære kvælstofforbindelser, som har en lav foderværdi.

Søerne på hold 2 har pr. cyklus fået 2.174 l permeat. Med en tørstofprocent på 5,7 og en beregnet foderværdi på 1,25 FEs pr. kg tørstof, svarer det til 155 FEs pr. cyklus. Balanceforsøgene viste som nævnt, at foderværdien var 1,03 FEs/kg tørstof. Denne forskel i foderværdien har medført, at søerne på hold 2 reelt har fået ca. 25 FEs mindre pr. so og kuld og har i alt fået 75 FEs mindre end kontrolsøerne.

Søerne, der fik permeat, har haft en gennemsnitlig tilvækst på 80 kg fra løbning som sopolte til fravænning af 3 kuld, hvorimod kontrolsøerne havde 95 kg tilvækst i samme periode. De 75 FEs, søerne i hold 1 har fået mere end søerne i hold 2, har givet en mertilvækst på 15 kg, hvilket svarer til 1 kg tilvækst pr. 5 FEs. Tilsvarende beregninger på resultater fra tidligere forsøg med søer har givet resultater, der falder i tråd hermed.

Der blev som nævnt udsat 2 søer pr. hold. Den lavere produktivitet, der blev registreret for søerne, der fik permeat sammenlignet med kontrolsøerne, kan næppe skyldes uheldige egenskaber ved permeatet.

Søerne på hold 2 fødte det største antal grise i 3. kuld, hvilket tyder på, at permeatet ikke har haft nogen direkte negativ effekt på frugtbarheden, men den lidt svage fodring kan udmærket have en negativ indflydelse på ægløsning og dermed på kuldstørrelsen, det vil især komme til udtryk efter 1. og 2. kuld, hvor der erfaringsmæssigt er flest problemer omkring befrugtningen. Det skal også bemærkes, at kontrolsøerne har haft en længere goldtid end søerne på hold 2, og dette kan muligvis have været en medvirkende årsag til, at det efterfølgende kuld er blevet større. Krydsningssøerne fødte og fravænnede lidt større kuld end de renracede søer, men de to grupper af søer reagerede iøvrigt ens på forsøgsbehandlingen.

Ved brug af permeat under praktiske forhold kan man benytte sig af, at søerne har et lavere proteinbehov i drægtighedstiden end under diegivning (398. og 399 medd. Statens Husdyrbrugsforsøg). Ved at anvende permeat sammen med en foderblanding som indeholder 140 g ford. protein pr. FEs og afstemt efter normerne for de øvrige næringsstoffer vil man kunne bruge permeat som energifoder.

Hvis man eksempelvis vil bruge 16 kg permeat i drægtighedstiden og 8 kg i diegivningstiden, og man har et permeat med 5 pct. tørstof, vil søerne få 0,8-0,4 FEs pr. dag henholdsvis i drægtigheds- og diegivningstiden.

Forsøget blev gennemført under gode staldforhold, hvor der blev brugt rigeligt strøelse. Såfremt søerne i drægtighedsperioden står i en kold stald på spalter og uden strøelse, bør der sikkert bruges mindre mængder af flydende foder som f.eks. permeat.

Foderværdi af permeat til svin