På baggrund af forsøgene kunne konkluderes, at den kemiske sammensætning og fordøjelighed af næringsstoffer i græsgrønmel var meget varierende afhængig af planternes udviklingstrin og slættidspunkt.

Grønmel bestående af henholdsvis tørret kløvergræs og lucerne er anvendt til slagtesvin og søer i fordøjeligheds- og fodringsforsøg. Det primære mål med forsøgene var at undersøge variationen i foderværdien af grønmel på baggrund af slættidspunkt. Andre mål omfattede detaljerede beskrivelser af kulhydrat- og fiberfraktionen af grønmel, samt fastlæggelse af dyrenes foderoptagelse og produktionsresultater ved stigende tildeling af grønmel i foderet. Der blev endvidere gennemført et pilotprojekt med henblik på indarbejdning af en metode til registrering af dyrenes adfærd i forbindelse med fodringssituationen.

Dyrematerialet omfattede: 54 slagtesvin og 24 udvoksede søer anvendt i fordøjelighedsforsøg med tre partier af græsgrønmel og et parti lucernegrønmel; 300 slagtesvin anvendt i fodringsforsøg med stigende mængde græsgrønmel (0, 5, 10, 15% og stigende fra 5 til 15% i vækstperioden); 72 søer, der fik tildelt stigende mængde græsgrønmel i drægtighedsfoderet (0, 10, 20 og 30%).

Resultaterne viste en betydelig variation i plantemateriaterialets kemiske sammensætning under indflydelse af græssernes udviklingsgrad og afhøstningstidspunkt på året. Næringsværdien til både slagtesvin og søer var negativt influeret ved udskydelse af planternes afhøstningstidspunkt. Reduktionen var hovedsagelig forårsaget af en faldende fordøjelighed af kvælstoffrie ekstraktstoffer (NFE). Fodringsforsøgene med slagtesvin viste, at den daglige foderoptagelse ved ad libitum fodring blev begrænset ved tilsætning af græsgrønmel. Desuden blev mængden af intramuskulært fedt reduceret og spækkets farve blev negativt påvirket. Fodringsforsøgene med søer viste, at foderoptagelsen blev reduceret ved 30% græsgrønmel i drægtighedsfoderet. Der kunne ikke påvises specifikke effekter af grønmel på søernes reproduktionsforhold. Det var muligt med anvendelse af minutvise adfærdsregistreringer hos søer i fodringssituationen at spore fodringsbetingede adfærdsændringer, men metoden bør videreudvikles.

På baggrund af forsøgene kunne konkluderes, at den kemiske sammensætning og fordøjelighed af næringsstoffer i græsgrønmel var meget varierende afhængig af planternes udviklingstrin og slættidspunkt. Med et stigende indhold af vanskeligt tilgængelige strukturkulhydrater i grønmel blev fordøjeligheden og energiværdien reduceret. Græs- og lucernegrønmel blev fordøjet og udnyttet bedre af søer end af slagtesvin, hvilket især gjorde sig gældende ved et højt fiberindhold i grønmelet. Græsgrønmel til slagtesvin kunne anvendes med op til 5% af foderet uden problemer, hvorimod 10-15% havde negativ effekt især på spækkets farve. Til drægtige søer kunne op til 20% græsgrønmel anvendes uden negativ effekt på foderoptagelsen. Lucernegrønmel havde en bedre proteinværdi end græsgrønmel. Det antages at kunne anvendes i samme omfang som græsgrønmel.

Indledning

Hos størstedelen af de danske svineproducenter, der har sohold, tildeles de drægtige søer et foder, der er meget koncentreret, og derfor særdeles beskedent med hensyn til både vægt og volumen. Foderniveauet i drægtighedsperioden er tilpasset dyrenes vedligeholdelsesbehov, behov til fostervækst og behov til maternel tilvækst. Normalt er sidstnævnte niveau meget tæt på vedligeholdelsesbehovet, mens drægtige søer under ad libitum fodringsbetingelser kan optage mere end tre gange så meget foder, som er nødvendigt til opfyldelse af vedligeholdelsesbehovet.

I løbet af laktationsperioden skal søerne imidlertid optage store mængder energirigt foder for at kunne dække behovet til optimal mælkeproduktion. Hvis søerne tærer for meget på deres fedtdepoter i diegivningsperioden, vil de vanskeligt komme i brunst, ligesom en efterfølgende drægtighed vil kunne føre til reduceret kuldstørrelse. Det kan derfor være af interesse at undersøge, om søer, fodret med et mindre energirigt og derfor mere voluminøst foder i drægtighedsperioden, er villige til at optage mere foder i diegivningsperioden end normalt fodrede søer.

Et øget dagligt fodervolumen i drægtighedsperioden må forventes at medføre en forbedret udfyldning af mave-tarmsystemet, hvilket eventuelt kan forbedre søernes mæthedsfornemmelse. Den kemisk styrede sult/mæthedsregulering må ligeledes forventes at kunne påvirkes ved anvendelse af foderkomponenter, hvorfra omdannelse og frigørelse af næringsstofferne i tarmen foregår langsommere end fra eksempelvis hvede. Til slagtesvin kan det eventuelt være økonomisk favorabelt at reducere foderets energikoncentration i den sidste del af vækstperioden, når dyrene fodres efter ædelyst.

Græsgrønmel og lucernegrønmel er eksempler på fodermidler, der kan anvendes til at nedbringe energikoncentrationen i blandinger til søer og slagtesvin. I henhold til cirkulære fra Statens Foderstofkontrol (1987) indeholder græsgrønmel med 91% tørstof og et træstofindhold på 24% af tørstof 58 FEs pr. 100 kg. For lucernegrønmel med samme tørstofindhold angives indholdet af træstof til 29% af tørstof, og energiværdien pr. 100 kg angives til 36 FEs. Ovennævnte cirkulæreværdier er bestemt ved fordøjelighedsforsøg med anvendelse af voksende grise som modeldyr.

Formålet med nedennævnte soforsøg var at undersøge anvendelsen af grønmel i foder, herunder at beskrive foderværdien til søer på baggrund af slættidspunkt. Desuden var det et mål at studere effekten af grønmel på drægtige søers ædelyst, ædetid og adfærd efter fodringen, samt at registrere produktionsresultaterne. Endelig var det målet, at analysere og beskrive kulhydrat- og fiberfraktionen af grønmel afhængigt af slættidspunkt.

For slagtesvinforsøgenes vedkommende var det målet at undersøge foderværdien af grønmel, dels anvendt på forskellige niveauer uanset grisenes vægt, dels givet i stigende mængder gennem opfodringsperioden.

Beskrivelse af anvendte grøntafgrøder

Materialer og metoder

Dyrkning, gødskning og høst af grøntafgrøderne som blev anvendt til grønmelsproduktion (henholdsvis overvintret, kløverblandet græs og lucerne) blev varetaget som et samarbejde mellem Kunsttøringsindustriens Sammenslutning (KISAM), Landbrugets Rådgivningscenter og Bioteknisk Institut. For nærmere gennemgang af gødskningsforhold m.m. henvises til Møller & Hvelplund (1991).

Kløvergræsset var sammensat af 5 sorter rajgræs og af rødkløver (Dæhnfeldt græsblanding nr. 23/88). Afgrøden blev høstet og tørret på 3 forskellige tidspunkter ved hvert slæt. Tidlig slæt blev høstet ca. 10 dage før normal slættidspunkt. Middel slæt blev høstet til "normal" slættidspunkt, og sen slæt blev stående til ca. 10 dage efter det normale afhøstningstidspunkt. Der blev ialt høstet 3 forskellige slæt i løbet af vækstsæsonen svarende til 9 græsgrønmelspartier. I forbindelse med fremstillingen af græsgrønmelet blev græsset skårlagt og forvejret i 1 døgn, hvorefter tørring foregik uden saftafpresning. Det færdige produkt blev pelleteret og opbevaret i lufttætte sække indtil anvendelsen.

Lucernen stammede fra første brugsår på et areal, hvorfra plantemateriale blev anvendt i forsøgsøjemed til kvæg. Lucernen blev iøvrigt som gældende for kløvergræsset afhøstet med 3 slæt i løbet af vækstsæsonen. I forbindelse med svineforsøgene blev kun afprøvet lucernepiller fremstillet fra 2. slæt.

De 9 græsgrønmelspartier og det ene lucernegrønmelsparti blev analyseret ved forsøgets begyndelse. Som det fremgår af de efterfølgende tabeller blev der udført almindelig foderstofanalyse samt mere specifikke analyser til karakterisering af kulhydrater, mineraler og aminosyrer.

Indholdet af tørstof og aske blev bestemt efter EF-analysemetode (Anon, 1971). Råproteinindholdet blev bestemt efter AOAC-metode (Anon, 1984). HCl-fedt blev bestemt efter metode af Stoldt (1952). Træstofindholdet blev bestemt efter Tecator-metode (Anon, 1978), og NFE-indholdet beregnet som differens.

Analyse for indholdet af opløselige og uopløselige fibre blev foretaget efter en enzymatisk, gravimetrisk metode beskrevet af Asp (1983). Ligninindholdet blev bestemt ved hjælp af metode beskrevet af Van Soest (1963). Xylose- og celluloseindhold samt detailstudier for øvrige ikke-stivelses-polysakkarider blev foretaget ved gaskromatografi som beskrevet af Bach Knudsen et al. (1995).

Mineralanalyserne for calcium, magnesium, natrium, kalium, jern, mangan, zink og kobber blev udført efter metode af Milner og Whiteside (1981). Fosforindholdet blev bestemt efter Stuffins metode (1967). Selen blev analyseret efter metode beskrevet af Michie et al. (1978). Aminosyreanalyser (undtagen tryptofan) blev udført efter metode beskrevet af Mason et al. (1980). Tryptofanindholdet blev bestemt efter metode af Bech-Andersen (1991).

Analyseresultater

Resultaterne af den almindelige foderstofanalyse for alle grønmelspartierne er vist i tabel 1.

Tabel 1.

Kemisk sammensætning og indhold af bruttoenergi i græsgrønmel og lucernegrønmel ved forskelligt slæt og høsttidspunkt

Afgrøde		Gram/kg tørstof					MJ/kg tørstof
	Tørstof	Aske	Råprotein	Fedt	Træstof	NFE	Bruttoenergi
Græsgrønmel, 1. slæt
Høst tidl. (19.5) Høst midt (31.5) Høst sent (10.6)	92 93 91	101 85 79	188 136 119	47 33 30	193 231 259	471 514 513	18,79 18,44 18,43
Græsgrønmel, 2. slæt
Høst tidl. (26.6) Høst midt (7.7) Høst sent (17.7)	93 92 90	89 94 80	175 152 125	48 39 37	257 275 297	431 440 461	18,87 18,54 18,41
Græsgrønmel, 3. slæt
Høst tidl. (10.8) Høst midt (26.8) Høst sent (8.9)	91 90 90	107 108 101	213 179 144	56 40 41	216 286 273	408 387 441	18,83 18,67 18,46
Lucernegrønmel, 2. slæt
Høst (14.7)	91	86	211	44	265	394	19,25

Det fremgår af tabel 1, at tørstofindholdet lå nogenlunde konstant mellem 90% og 93% for alle de analyserede partier. Askeindholdet var højest i det tidlige forårsslæt samt i partierne fra 3. slæt. Indholdet af råprotein og fedt var faldende i græsgrønmelsprøverne med fremskridende udvikling af det høstede græs inden for de enkelte slæt. Sideløbende var træstofindholdet stigende inden for slættene, når tidlig, middel og sen afhøstning blev sammenlignet. Det gennemsnitlige indhold af kvælstoffrie ekstraktstoffer (NFE) var højest i græsset, der blev høstet i forbindelse med 1. slæt (499 g/kg tørstof).

Indholdet var derefter faldende via 2. slæt (444 g/kg tørstof) til 3. slæt (412 g/kg tørstof). Analyseresultaterne for lucernegrønmel viste i sammenligning med græsgrønmelet et højt indhold af råprotein, et træstofindhold, der svarede til græsset i fremskreden udvikling, og et NFE-indhold, der var lavere end i græspartierne.

Bruttoenergiindholdet var i overensstemmelse med resultaterne fra tabel 1 faldende med stigende udviklingsgrad af det høstede græs inden for de enkelte slæt. Lucernegrønmelet indeholdt sammenlignet med græsgrønmelet mere bruttoenergi (19,25 MJ/kg tørstof for lucernemel mod 18,60 MJ/kg tørstof som gennemsnit i græsmel).

En nærmere analyse af kulhydratfraktionens sammensætning er vist i tabel 2.

Det fremgår af tabel 2, at sukkerindholdet i græsset var højest om foråret (130-140 g/kg tørstof), mens indholdet af stivelse var lavt (ca. 5 g/kg tørstof) i alle de analyserede partier. Græsmelets indhold af opløselige- og uopløselige fibre viste, at de opløselige fibre kun udgjorde en beskeden del af fiberindholdet (28-53 g/kg tørstof). Indholdet af uopløselige fibre var stigende inden for det enkelte slæt, sideløbende med græssets udviklingsgrad. Det absolut laveste niveau (395 g/kg tørstof) blev fundet i græsset, der blev høstet tidligt om foråret, og det højeste indhold (570 g/kg tørstof) blev fundet i græs høstet sent i 2. slæt, midt i juli måned. Det totale indhold af kostfibre (summen af opløselige og uopløselige fibre) steg således inden for slæt med stigende udvikling af græsafgrøden. Variationen på baggrund af analyserne fra alle 9 partier var fra 448 g/kg tørstof i det tidlige forårsslæt til 616 g/kg tørstof i det sent høstede sommerslæt.

For lucernegrønmelets vedkommende var sukkerindholdet lavt med 51 g mod 109 g/kg tørstof i gennemsnit for græsmelet, mens indholdet af stivelse i lucernen var højere (24 g/kg tørstof) end indholdet i græs (5 g/kg tørstof). Niveauet af opløselige fibre i lucernen var 56 g mod 38 g/kg tørstof i gennemsnit for græssets vedkommende. Indholdet af uopløselige fibre var på 433 g mod 499 g/kg tørstof i gennemsnit for græsset. Indeholdt i analysen for uopløselige fibre udgjorde lignin 65 g af lucernetørstoffet, mens ligninniveauet i græsset i gennemsnit udgjorde 41 g/kg tørstof.

Tabel 2.

Indhold af kulhydrater og kostfibre i græsgrønmel og lucernegrønmel ved forskelligt slæt og høsttidspunkt, g/kg tørstof

Afgrøde

Sukker

Stivelse

Opløselige fibre

Uopløselige fibre

Total DF*

Græsgrønmel, 1. slæt

Tidlig (19.5)

Midt (31.5)

Sent (10.6)

133

141

143

3

7

3

53

44

43

395

456

505

448

500

548

Græsgrønmel, 2. slæt

Tidlig (26.6)

Midt (7.7)

Sent (17.7)

106

99

106

5

5

6

33

32

46

500

518

570

533

550

616

Græsgrønmel, 3. slæt

Tidlig (10.8)

Midt (26.8)

Sent (8.9)

96

57

100

6

4

6

30

36

28

473

546

532

503

582

560

Lucernegrønmel, 2. slæt

Høst (14.7)

51

24

56

433

489

* DF, totale kostfibre (inkl. lignin)

En samlet præsentation af variationen i analyseværdierne for råprotein, træstof, opløselige og uopløselige fibre indenfor og mellem græsslæt er vist i figur 1.


Figur 1.	Indhold af råprotein, træstof og kostfibre i græsgrønmel ved forskelligt slæt og høsttidspunkt, g/kg tørstof

Det fremgår af figur 1, at træstofanalysen kun beskrev ca. halvdelen af indholdet af uopløselige fibre, men at trenden i de to analyser var den samme over tid. Desuden ses, at faldet i råproteinindhold havde samme forløb i de tre slæt.

Grønmelspartiernes indhold af de mikrobielt vanskeligt nedbrydelige kulhydratforbindelser xylose, cellulose og lignin, som indgår i de uopløselige fibre, er vist i tabel 3. En detaljeret fortegnelse over alle indgående kulhydrater og monomer-sammensætningen i partierne er vist i appendix.

Tabel 3.

Indhold af xylose, cellulose og lignin i græs- og lucernegrønmel, g/kg tørstof

Høsttidspunkt

Xylose

Cellulose

Lignin

Græsgrønmel

1. slæt, tidligt

1. slæt, middel

1. slæt, sent

65

83

108

137

165

186

27

38

41

2. slæt, tidligt

2. slæt, middel

2. slæt, sent

102

111

128

197

208

228

42

45

56

3. slæt, tidligt

3. slæt, middel

3. slæt, sent

83

97

102

178

212

195

31

41

45

Lucernegrønmel

2. slæt

52

139

65

Det fremgår, at der med fremadskridende udvikling af græsset inden for de enkelte slæt skete en stigning i indholdet af strukturkulhydraterne. Det højeste indhold af xylose, cellulose og lignin blev fundet i det sent afhøstede græs fra midten af juli måned.

I forbindelse med fordøjelighedsforsøgene, som er beskrevet under afsnit 3, blev der foretaget udvidede analyser af de indgående partier. Analyserne, der omfattede mineral- og aminosyreindholdet i grønmel, er vist i tabel 4 og 5.

Tabel 4.

Indhold af mineraler i grønmel anvendt til fordøjelighedsforsøg

	Græsgrønmel			Lucernegrønmel
	1. Slæt	2. Slæt	3. Slæt	2. Slæt
Høsttidspunkt	Midt			-
Makromineraler, g/kg tørstof
Calcium Fosfor Magnesium Natrium Kalium	6,8 2,8 1,4 0,9 29,7	7,4 3,8 2,3 2,8 25,9	9,2 4,4 2,6 4,6 30,7	17,2 2,6 1,8 1,0 15,0
Mikromineraler, mg/kg tørstof
Jern Mangan Kobber Zink Selen	138 58 5 29 0,1	191 109 8 42 0,1	197 137 8 41 0,1	107 27 8 20 0,2

Indholdet af makromineraler var generelt stigende fra 1. til 3. slæt græsgrønmel, dog var kaliumniveauerne en undtagelse, idet det laveste indhold blev fundet i 2. slæt. Mikromineralindholdet steg ligeledes generelt fra 1. til 3. slæt, dog var selenniveauet konstant på 0,1 mg/kg tørstof for alle tre slæts vedkommende. Lucernen indeholdt sammenlignet med græs dobbelt så meget calcium, men kun halvt så meget kalium pr. kg tørstof.

Jern-, mangan- og zink-niveauerne var lavere i lucerne end i græs, mens kobberindholdet svarede til indholdet i græs fra 2. og 3. slæt.

Tabel 5.

Aminosyreindhold i grønmel anvendt til fordøjelighedsforsøg

	Græsgrønmel			Lucernegrønmel
	1. Slæt	2. Slæt	3. Slæt	2. Slæt
Høsttidspunkt	Midt			-
Aminosyreindhold, g pr. 16 g N
Alanin Arginin Asparaginsyre Cystin Glutaminsyre Glycin Histidin Isoleucin Leucin Lysin Methionin Phenylalanin Prolin Serin Threonin Tryptofan Tyrosin Valin	5,5 3,9 8,8 0,8 9,3 4,5 1,9 3,9 6,8 2,9 1,3 4,2 5,3 4,0 3,9 1,5 2,5 5,2	5,7 3,8 8,2 0,7 8,8 4,5 1,7 3,8 6,8 3,2 1,3 4,3 4,5 3,9 3,8 1,4 2,6 5,2	5,7 3,8 8,7 0,8 8,6 4,4 1,6 3,8 6,4 3,1 1,2 4,1 6,1 3,7 3,7 1,4 2,4 5,1	4,7 4,3 10,4 0,9 8,2 4,3 2,1 4,0 6,7 4,6 1,3 4,6 4,4 4,2 3,9 1,3 3,3 4,9

Aminosyreindholdet i lucernen var højere end i græs, hvilket især skyldtes et højere indhold af lysin. Mellem de tre græsslæt var der ikke nogen tydelig forskel på aminosyreindholdet og dermed proteinkvaliteten.

Fordøjelighedsforsøg med grønmel til slagtesvin og søer

Materialer og metoder

Fordøjelighedsforsøgene blev udført med græsgrønmel fra midten af henholdsvis 1., 2. og 3. slæt samt lucernegrønmel. Forsøgene blev gennemført sideløbende med voksende grise (i vægtintervallet 40-60 kg) og søer (ca. 200 kg levende vægt).

Tabel 6.

Fordøjelighed (% af indtag) af næringsstoffer i græsgrønmel og lucernegrønmel målt i forsøg med voksende grise

Fordøjelighed i % af det indtagne

Græsgrønmel

Lucernegrønmel

1. slæt

2. slæt

3. slæt

2. slæt

FK

SEE

FK

SEE

FK

SEE

FK

SEE

Tørstof

Protein

Fedt

Træstof

NFE

Total kostfibre

58

13

29

48

77

50

±

±

±

±

±

±

3

7

8

4

4

4

45

17

38

29

65

37

±

±

±

±

±

±

3

6

8

3

4

4

40

11

21

38

55

38

±

±

±

±

±

±

3

5

7

3

5

3

43

43

0

18

64

35

±

±

±

±

±

±

5

7

12

9

5

9

FEs pr. kg tørstof

0,69

±

0,04

0,47

±

0,04

0,37

±

0,04

0,44

±

0,06

3 x 3 kuld à 6 sogrise blev brugt til græsgrønmelsforsøget med slagtesvin, heraf indgik tre kuld i hvert slæt. Tre kuld à 6 sogrise blev brugt til fordøjelighedsforsøget med lucernegrønmel. For begge typer grønmel blev første kuld indsat ved en vægt på 40 kg, andet kuld ved en vægt på 50 kg og tredie kuld ved 60 kg. Kuld 1 fik 1,4 kg foder pr. dag, kuld 2 fik 1,7 kg foder pr. dag og kuld 3 fik 2,0 kg. foder pr. dag. De 6 sogrise inden for et kuld fik stigende mængde grønmel fra 5-30% af det daglige foder, sammen med et grundfoder, hvor byg udgjorde hovedbestanddelen. 3 x 6 udvoksede søer indgik i græsgrønmelsforsøget og 6 søer i lucerne-grønmelsforsøget. Søerne fik ligeledes stigende mængde grønmel fra 5-30% sammen med et grundfoder, hovedsageligt bestående af byg.

FK angiver fordøjelighedskoefficienten, svarende til hældningskoefficienten for regressionslinien x 100. SEE angiver standardfejlen på estimatet.

For hvert af de tre slæt blev fordøjelighedsforsøget udført med 3 gentagelser, hvor søerne i den ene blev fodret med 1,6 kg foder pr. dag, i den anden gentagelse fik de 2,4 kg foder pr. dag og i den tredie fik søerne 2,0 kg foder pr. dag. Dyrene var anbragt i fordøjelighedsbure gennem en forsøgsperiode på i alt 12 dage, heraf 5 dages forperiode og 7 dages opsamlingsperiode. Gødningen blev opsamlet 2 gange dagligt, hvorefter den blev vejet og opbevaret i lufttætte plasticspande ved 4 grader C. Ved afslutningen af fordøjelighedsforsøget blev gødningen hakket og blandet, hvorefter materiale blev udtaget til analyse.

Tabel 7.

Resultater fra fordøjelighedsforsøg med grønmel til søer

Fordøjelighed i % af det indtagne

Græsgrønmel

Lucernegrønmel

1. slæt

2. slæt

3. slæt

2. slæt

FK

SEE

FK

SEE

FK

SEE

FK

SEE

Tørstof

Protein

Fedt

Træstof

NFE

Fibre totalt

62

39

26

55

75

54

±

±

±

±

±

±

3

5

10

5

3

5

53

39

28

44

67

49

±

±

±

±

±

±

3

5

9

4

3

4

50

36

37

48

60

48

±

±

±

±

±

±

3

4

9

4

4

4

57

66

21

35

72

46

±

±

±

±

±

±

3

4

13

5

3

4

FEs pr. kg tørstof

0,74

±

0,04

0,61

±

0,04

0,56

±

0,04

0,71

±

0,05

FK angiver fordøjelighedskoefficienten, svarende til hældningskoefficienten for regressionslinien x 100. SEE angiver standardfejlen på estimatet.

Urinen blev opsamlet ved hjælp af ballonkatetre og ledt til plasticbeholdere indeholdende 40 ml svovlsyre (12,4 mol/l). Den daglige udskilte urinmængde blev vejet, og en proportional volumenprøve udtaget. De daglige urinprøver blev opbevaret i lufttætte flasker ved 4 grader C. Ved afslutningen af opsamlingsperioden blev urinen analyseret for kvælstofindhold.

Fordøjeligheden af de forskellige næringskomponenter i grønmel blev udregnet efter regressionsmetoden som beskrevet af Just et al. (1983).

Resultater og diskussion

Resultaterne af fordøjelighedsforsøget med anvendelse af slagtesvin respektivt søer er vist i tabel 6 og 7. Det fremgår af de to tabeller, at næringsværdien af græsgrønmel var faldende fra 1. til 3. slæt. Dette var især forårsaget af en faldende fordøjelighed af NFE-fraktionen. Desuden viste forsøget, at søerne generelt fordøjede græs- og lucernegrønmelet bedre end slagtesvinene, og at forskellen i fordøjelighed voksede fra 1. via 2. til 3. slætgræsgrønmel. Endvidere viste forsøget, at fordøjeligheden af protein generelt var højere hos søerne end hos slagtesvinene.

Fordøjeligheden af total kostfibre (beregnet på basis af analyseret indtag og udskillelse af total kostfibre) viste et svagt faldende niveau over slæt.

Den beregnede energiværdi af græsgrønmel i FEs/kg tørstof er sammenlignet for slagtesvin og søer i figur 2.


Figur 2.	Beregnet næringsværdi af græsgrønmel (FEs/kg tørstof) til slagtesvin og søer

Det ses, at energiværdien ikke adskilte sig sikkert mellem slagtesvin og søer fra 1. slæt græsgrønmel, selv om søerne udnyttede slættet bedst. Derimod var energiværdien af 2. og 3. slæt højere til søerne end til slagtesvinene. Den generelt faldende energiværdi var mest udtalt for slagtesvinenes vedkommende.

Fodringsforsøg med græsgrønmel til slagtesvin

Materiale og metode

Græsgrønmel fra 1., 2. og 3. slæt blev anvendt i fire foderblandinger med stigende mængde henholdsvis 0, 5, 10 og 15% til slagtesvin (alternerende LY-krydsninger) i hele vækstperioden. Et femte hold fik stigende mængde græsgrønmel fra 5-15% gennem opvækstperioden. For hvert slæt blev forsøgene gennemført med anvendelse af 10 kuld à 5 sogrise og 10 kuld à 5 galte, dog blev der i 3. slæt anvendt hangrise i stedet for galte, for at teste, om grønmel påvirkede skatolniveauet i rygspæk. Den gennemsnitlige indsættelsesvægt var 25 kg for alle hold, og slagtevægten var i gennemsnit 98 kg levendevægt. Forsøgsplanen er vist i tabel 8.

Tabel 8.

Forsøgsplan for græsgrønmel til slagtesvin

Hold	1	2	3	4	5
Antal sogrise Antal galte*	30 30	30 30	30 30	30 30	30 30
% græsgrønmel
25-95 kg 25-50 kg 50-75 kg 75-95 kg	0	5	10	15	5 10 15
* Til 3. slæt anvendtes hangrise i stedet for galte

De tre forsøg blev gennemført med individuelt opstaldede grise, der blev fodret efter ædelyst med pelleteret foder i foderautomater, og snittet halm blev givet som strøelse.

Foderblandingerne var baserede på byg og sojaskrå, men indeholdt desuden 3% melasse for at ensrette smagen samt forbedre pillekvaliteten. Kontrolblandingen indeholdt 24% sojaskrå indtil grisene vejede 50 kg og derefter 18% til slagtning. Proteinindholdet svarede til 18,6% før 50 kg og 16% efter 50 kg. Blandingerne indeholdende grønmel blev proteinmæssigt afstemt ved regulering af korn og sojaskrå. Kontrolblandingen havde det højeste energiindhold med 1,05 FEs pr. kg, mens blandingen indeholdende 15% græsgrønmel af 3. slæt kun indeholdt 0,95 FEs pr. kg.

På alle 100 grise fra 3. slæt blev der foretaget kødkvalitetsmålinger og smagsbedømmelse i forbindelse med slagtning. Undersøgelserne blev udført af Slagteriernes Forskningsinstitut og omfattede: fedt i kam; farvemålinger og skatol i nakkespæk samt smagsbedømmelse af slaget.

De statistiske analyser blev foretaget ved hjælp af PROC GLM i SAS (SAS, 1989). Forsøget blev analyseret som et nested design med køn nested inden for slæt og kuld nested indenfor slæt samt køn. Der blev foretaget variansanalyse på produktionsresultaterne fra hold 1-4, desuden kontrastanalyse på resultaterne fra hold 1 og 5 ved anvendelse af PDIFF-metoden i SAS. Den anvendte model var:

(1) Y_ijkl = µ + A_i + ß_j + ý_k + ð_l + rest_ijkl

hvor Yijkl er den enkelte observation af egenskaben for det j'te hold fra det i'te kuld og det k'te køn fra det l'te slæt; µ er gennemsnit; A_i er den tilfældige effekt af kuld, N(0,sigma²A); ß_j er den systematiske effekt af hold; ý_k er den systematiske effekt køn; ð_l er den systematiske effekt af slæt; rest_ijkl er den tilfældige restvariation, N(0,sigma²).

Kødkvalitetsegenskaberne for grisene fra 3. slæt græsgrønmel blev analyseret på Slagteriernes Forskningsinstitut efter følgende model, hvor kuld var nested indenfor køn:

(2) Y_ijk = µ + A_i + ß_j + ý_k + rest_ijk

hvor Yijk er den enkelte observation af egenskaben fra det j'te hold på det i'te kuld hos det k'te køn; µ er gennemsnit; A_i er den tilfældige effekt af kuld, N(0,sigma²A); ß_j er den systematiske effekt af hold; ý_k er den systematiske effekt af køn; rest_ijk er den tilfældige restvariation, N(0,sigma²).

Resultater og diskussion

Der kunne ikke afsløres nogen entydige forskelle mellem slæt græsgrønmel. Endvidere fandtes ingen vekselvirkninger for de undersøgte egenskaber mellem slættene. De gennemsnitlige resultater for alle tre slæt er derfor samlet og vist i tabel 9. Det fremgår af tabel 9, at den daglige foderoptagelse var faldende med stigende indhold af græsgrønmel i foderet. Den reducerede foderoptagelse medførte en faldende daglig tilvækst og et øget antal foderdage. Foderudnyttelsen (FEs/kg tilvækst) og det totale antal optagne foderenheder pr. gris var dog upåvirket.

Tabel 9.

Produktionsresultater ved anvendelse af græsgrønmel til slagtesvin

Hold	1		2		3		4		5		Signifikans
% grønmel	0		5		10		15		5-15		Hold 1-4	1 vs. 5
Antal grise	58		60		59		59		60		P-værdi
	lsm	sem	lsm	sem	lsm	sem	lsm	sem	lsm	sem
Foderoptagelse
FEs/gris/dag FEs/kg tilv. FEs i alt/gris Foderdage	2,59 2,81 207 80	0,03 0,04 3,2 1,1	2,53 2,85 209 83	0,03 0,04 3,1 1,1	2,53 2,89 210 83	0,03 0,04 3,2 1,1	2,45 2,85 207 85	0,03 0,04 3,2 1,1	2,48 2,82 207 84	0,03 0,04 3,1 1,1	0,005 0,54 0,86 0,03	0,006 0,87 0,95 0,02
Tilvækst
Daglig tilv., g	926	10,7	897	10,5	883	10,6	865	10,6	888	10,5	0,005	0,01
Slagteresultater
Sl. svind, % Kødprocent	25,3 57,5	0,2 2,1	25,8 57,7	0,2 2,1	26,0 57,8	0,2 2,1	26,2 58,2	0,2 2,1	26,4 57,8	0,2 2,1	0,004 0,11	0,0001 0,37
lsm = mindste kvadraters middelværdi sem = standardfejlen på middelværdien

Hold 5, der fik stigende mængder grønmel i løbet af vækstperioden, havde resultater for foderoptagelse og tilvækst, som var tæt på hold 4 med 10% grønmel konstant.

Slagtesvindet var størst på de to hold, der fik 15% græsgrønmel op til slagtningen, og der var en beskeden stigning i kødprocenten for holdet, der fik 15% græsgrønmel i hele vækstperioden.

Resultaterne af kødkvalitetsmålingerne, der er angivet i tabel 10, viste, at det intramuskulære fedtindhold i kammen faldt med stigende mængder grønmel i foderet, hvorimod de andre kødkvalitetsegenskaber var upåvirkede.

Tabel 10.

Udvalgte kødkvalitetsegenskaber for slagtesvin ved fodring med stigende mængder græsgrønmel

Hold	1		2		3		4		5		Signifikans
% grønmel	0		5		10		15		5-15		Hold 1-4	1 vs. 5
Antal grise	17		20		19		18		19		P-værdi
	lsm	sem	lsm	sem	lsm	sem	lsm	sem	lsm	sem
% fedt i kam	1,76	0,08	1,75	0,07	1,69	0,08	1,48	0,08	1,41	0,08	0,04	0,0025
Smagsbedømmelse
Konsistens Smag	7,64 6,4	0,07 0,4	7,39 5,8	0,06 0,3	7,38 5,4	0,07 0,3	7,25 5,5	0,07 0,4	7,28 5,2	0,07 0,3	0,002 0,32	0,0003 0,024
Reflektionsmåling af nakkespæk
Gulhed Farvestyrke	8,1 8,4	0,1 0,1	8,3 8,5	0,1 0,1	8,5 8,7	0,1 0,1	8,8 9,1	0,1 0,1	8,9 9,1	0,1 0,1	0,002 0,0004	0,0001 0,0003
lsm = mindste kvadraters middelværdi, sem = standardfejlen på middelværdien

Smagsbedømmelsen viste, at konsistensen var påvirket i negativ retning af stigende mængder græsgrønmel. Ændringen var dog så beskeden, at den næppe vil have praktisk betydning. Der var en tendens til dårligere smag, men udslaget var ikke signifikant. Farvebedømmelsen af spæk viste, at stigende mængder grønmel gav en mere gul farve. For de her omtalte egenskaber var der næsten samfaldende resultater for holdene 4 og 5. Som ventet fandtes en forskel på skatolniveau i spæk fra sogrise (0,09 ppm) og hangrise (0,17 ppm), men der blev ikke fundet nogen effekt af grønmel på skatolniveauet (hold 1 = 0,12 ppm; hold 2 = 0,15 ppm; hold 3 = 0,14 ppm; hold 4 = 0,10 ppm; hold 5 = 0,14 ppm). Den samlede vurdering af kvalitetsmålingerne tydede på, at der ikke burde anvendes mere end 5-10% græsgrønmel i foderet til slagtesvin.

Fodringsforsøg og adfærdsundersøgelser hos søer

Materialer og metoder

Med hvert af de tre partier græsgrønmel blev der udført et mindre fodringsforsøg med søer. Formålet hermed var primært at studere effekten af grønmel på søernes foderoptagelse og tilvækst i drægtighedsperioden. Desuden var det målet at indarbejde en metode til registrering af dyrenes adfærd i forbindelse med fodringssituationen.

For hvert grønmelsparti blev der fremstillet fire foderblandinger, indeholdende henholdsvis 0, 10, 20 eller 30% grønmel. Foderblandingernes procentvise sammensætning er vist i tabel 11. Ved inkludering af stigende mængder græsgrønmel indgik det som erstatning for byg.

Tabel 11.

Sammensætning af foderblandinger med græsgrønmel til søer

Drægtighedsblanding

1

2

3

4

Sammensætning i %

Græsgrønmel

Byg

Sojaskrå

Animalsk fedt

Melasse

Calciumcarbonat

Monocalciumfosfat

Salt

Mineral/vitaminblanding

0,0

87,5

5,0

2,0

2,0

1,3

1,4

0,3

0,5

10,0

78,0

5,0

2,0

2,0

0,8

1,4

0,3

0,5

20,0

68,5

5,0

2,0

2,0

0,4

1,3

0,3

0,5

30,0

59,0

5,0

2,0

2,0

-

1,2

0,3

0,5

Hvert delforsøg blev gennemført med 24 dyr. For hvert grønmelsparti blev indsat 12 gylte og 12 søer. Gyltene blev indsat i blokke à 4 kuldsøskende, som blev tildelt hver sin af de fire foderblandinger. For søernes vedkommende blev de indsat i blokke à 4 med samme kuldnummer, som ligeledes blev tildelt hver sin af de respektive foderblandinger.

Gyltene startede på fodring med forsøgsblandingerne ved 7 måneders alderen (inden løbning), mens søerne startede på fravænningsdagen. Forsøgsbehandlingen fortsatte gennem drægtigheden indtil 2 dage før forventet faring, hvorefter alle blev fodret med den samme diegivningsblanding uden grønmel indtil fravænning ved 28 dage. Diegivningsblandingen indeholdt 1,12 FEs pr. kg og 131 gram fordøjeligt råprotein pr. FEs.

I gold- og drægtighedsperioden blev det tilstræbt, at alle dyr blev fodret på samme energiniveau pr. dag efter følgende skema:

FEs daglig
Goldperioden (gylte ved løbning)	3,5
Drægtighedsdag 1-28	2,0
Drægtighedsdag 29-84	2,2
Drægtighedsdag 85-112	3,0

To dage før forventet faring blev dagsrationen i forbindelse med skift til diegivningsblanding reduceret til 2,5 FEs/dag. Fra dagen efter faring og i resten af diegivningsperioden blev alle fodret efter ædelyst med tørfoder i foderautomater og fri adgang til drikkevand.

I gold- og drægtighedsperioden blev der ikke anvendt strøelse. I diegivningsperioden tildeltes alle søer og pattegrise moderate mængder af snittet halm som strøelse. I hele forsøgsperioden blev der foretaget individu-elle registreringer af dyrenes foderoptagelse og vægt. Endvidere blev søernes kuldstørrelse og pattegrisenes vægt registreret. Herudover blev gennemført registreringer med henblik på at fastlægge gyltes og søers ædetid samt gyltenes adfærd i perioden efter fodring.

Tabel 12.

Kemisk sammensætning og beregnet indhold af energi i fodrblandinger

Foderblanding

1

2

3

4

% græsgrønmel

1

10

20

30

Græsgrønmel, 1. slæt

% tørstof

% råprotein

% træstof

FEs pr. kg

89

13,0

3,9

1,05

89

13,3

5,7

1,03

89

13,3

7,3

1,00

89

13,3

9,1

0,97

Græsgrønmel, 2. slæt

% tørstof

% råprotein

% træstof

FEs pr. kg

90

12,8

4,7

1,04

89

12,9

6,4

1,00

89

13,0

8,5

0,96

90

13,5

10,6

0,92

Græsgrønmel, 3. slæt

% tørstof

% råprotein

% træstof

FEs pr. kg

89

12,3

4,5

1,05

90

12,8

6,6

1,00

90

13,6

8,5

0,95

90

14,2

10,6

0,90

Gyltene var opstaldet i stier med 4 kuldsøskende pr. sti. I stierne var indrettet fodrings-bokse (lavet af tremmer) med en låge i bagfladen, således at dyrene stod i deres separate fodringsboks gennem hele ædeperioden. Lågerne blev åbnet og lukket manuelt ved start og afslutning af den enkelte fodring. I stierne var gulvet fast på 2/3 af arealet, mens der var spalter på den 1/3, der vendte bort fra foderområdet. Gyltene havde drikkenipler over fodertrugene samt over spalteområdet på fællesarealet. Søerne var opstaldet i bokse med spaltegulv i den bageste del. De havde ligeledes adgang til drikkenipler over fodertrugene. Vand var tilgængeligt for søerne i 2 timer i forbindelse med morgen- og aftenfodringen samt i ½ time midt på dagen.

Adfærdsregistreringer blev foretaget som en pilotundersøgelse, manuelt med minutvise optegnelser. Ædetiden blev iagttaget for alle dyr på de 4 hold (0%, 10%, 20% og 30% grønmel), mens registrering af adfærden efter fodringen blev foretaget hos gyltene på hold 1 og 4 (0% og 30% grønmel). Observationerne blev foretaget dels i drægtighedsperiodens første del (dag 28-84) dels i den sidste del (dag 85-111).

I forbindelse med registrering af ædetiden blev tidspunktet nedskrevet, hvor det første dyr begyndte at æde. Derefter blev alle efterfølgende dyr registreret med start på samme minut, indtil minuttet var gået. De dyr, der stadigvæk ikke var fodret, blev derefter registreret med start i minut nr. 2. Der var således en usikkerhed i registrering af ædetidslængden på op til 1 minut. Alle dyr blev fodret indenfor de første 2 minutter af observationsperioden. Registrering af adfærden efter fodring startede så snart den sidste gylt havde ædt op. Gyltene blev lukket ud af den foderboks, de havde befundet sig i, mens de åd. I løbet af de næste 30 minutter blev aktiviteterne som de enkelte gylte foretog nedskrevet som minutvise punktobservationer. De forskellige betegnelser, der blev anvendt omfattede følgende: 1. Roden efter foder i trug; 2. Roden efter foder på boksgulv; 3. Roden på gulv i stien; 4. Går i stien; 5. Drikker; 6. Ligger.

De statistiske analyser af produktionsresultaterne blev foretaget ved hjælp af PROC GLM i SAS (SAS, 1989). Den anvendte model var:

(1) Y_ijk = µ + A_i + ß_j + ý_k + rest_ijk

hvor Yijk er den enkelte observation af egenskaben fra det j'te hold og den i'te blok; µ er gennemsnit; A_i er den tilfældige effekt af blok, N(0,sigma²A); ß_j er systematiske effekt af hold; ý_k er den systematiske effekt af slæt; rest_ijk er den tilfældige restvariation, N(0,sigma²).

Da der ikke fandtes signifikante vekselvirkninger mellem hold, blok eller slæt, kunne produktionsresultaterne anføres som hovedeffekter.

Resultater og diskussion

Nogle analyseresultater og det på grundlag af analyser beregnede indhold af energi i alle de anvendte foderblandinger er vist i tabel 12. Som grundlag for energiberegningen er anvendt aktuelle fordøjelighedskoefficienter som fundet for hvert enkelt grønmelsparti i fordøjelighedsforsøgene med søer. Foderblandingernes beregnede indhold af FEs pr. kg faldt med stigende indhold af græsgrønmel.

Med 30% grønmel i blandingerne faldt indholdet af FEs pr. kg fra 1,05 til henholdsvis 0,97, 0,92 og 0,90 for 1., 2. og 3. slæt. Blandingernes analyserede indhold af henholdsvis opløselige og uopløselige kostfibre er angivet i figur 3.


Figur 3.	Analyseret indhold af opløselige- og uopløselige fibre i foderblandingerne.

Det fremgår af figuren, at blandingernes indhold af opløselige fibre ikke var påvirket af hverken mængde eller parti af grønmel, idet niveauet var ret konstant mellem 4 og 5% af tørstof. Blandingernes indhold af uopløselige fibre steg derimod betragteligt ved tilsætning af grønmel. I overensstemmelse med analyserne på partierne af græsgrønmel (jf. tabel 2) steg blandingernes indhold af uopløselige fibre ved tilsætning fra 1. til 3. slæt. For slættene i rækkefølge fra 1 til 3 udgjorde stigningen ved tilsætning af 30% grønmel henholdsvis fra 17 til 26, fra 17 til 28 og fra 15 til 29% af tørstof. Blandingernes samlede indhold af kostfibre varierede således fra 19-21% uden grønmel til 31-33% af tørstof ved tilsætning af 30% græsgrønmel. I tabel 13 vises nogle produktionsresultater omfattende alle gylte og søer på de tre partier af græsgrønmel.

Den gennemsnitlige foderoptagelse i drægtighedsperioden var påvirket i negativ retning ved de største mængder af grønmel. Det skyldtes især, at enkelte gylte, som fik 30% grønmel ikke var i stand til optage de planlagte mængder. Ved blandinger indeholdende 20% grønmel var reduktionen i den samlede foderoptagelse uden betydning. Den gennemsnitlige foderoptagelse for holdene i diegivningsperioden varierede fra 162 til 176 FEs. Selvom resultaterne viser en tendens til forøget ædelyst ved de gylte/søer, der havde fået grønmel i foderet i drægtighedsperioden, var der på grund af den store standardafvigelse ikke signifikant forskel på holdene.

Søernes tilvækst i drægtighedsperioden var ikke påvirket af foderblandingernes sammensætning.

Den moderate reduktion i foderoptagelsen ved de største mængder af grønmel var således uden betydning for tilvæksten. Gyltenes og søernes vægttab i diegivningsperioden var heller ikke forskelligt for holdene.

Den gennemsnitlige kuldstørrelse af levendefødte og fravænnede grise var lidt større for holdene på grønmel end for kontrolholdet, men forsøget var ikke dimensioneret til at påvise et signifikant udslag på kuldstørrelsen af denne størrelsesorden. På grisenes gennemsnitsvægt ved henholdsvis fødsel og fravænning kunne der ikke konstateres signifikante forskelle.

Tabel 13.

Produktionsresultater ved anvendelse af græsgrønmel til gylte og søer

Hold

1

2

3

4

% græsgrønmel

Antal gylte og søer

0

18

10

18

20

17

30

18

Signifikans

lsm

sem

lsm

sem

lsm

sem

lsm

sem

P-værdi

Foderoptagelse, FEs

I drægtighedsperioden

I diegivningsperioden

287

162

1,0

7,6

287

176

1,0

7,6

285

172

1,0

7,2

276

176

1,0

7,6

0,0001

0,52

Vægtændringer

Tilvækst i drægtighed, kg

Vægttab i diegivning, kg

65

8

2,1

2,9

69

7

2,1

2,9

68

4

2,1

3,0

68

5

2,1

2,9

0,53

0,79

Kuldstørrelse

Levendefødte grise

Fravænnede grise

9,2

7,9

0,6

0,6

10,0

9,3

0,6

0,6

9,7

8,9

0,6

0,6

9,1

8,6

0,6

0,6

0,69

0,36

Vægt af grise, gns. kg

Ved fødsel

Ved fravænning

1,66

8,2

0,05

0,3

1,76

8,4

0,05

0,3

1,63

8,0

0,05

0,3

1,65

8,2

0,05

0,3

0,22

0,90

lsm = mindste kvadraters middelværdi
sem = standardfejlen på middelværdien

Resultaterne af ædetidsregistreringerne for gylte og søer er vist i tabel 14.

Tabel 14.

Ædetidsregistrering for gylte og søer

Hold	1	2	3	4
% grønmel i foder	0	10	20	30
Drægtighedsperiode, dag 28-84
Kg foder pr. fodring	1,10	1,15	1,20	1,20
Ædetid pr. fodring, gns., min.
For gylte For søer	6 6	7 8	8 9	8 9
Drægtighedsperiode, dag 85-111
Kg foder pr. fodring	1,50	1,55	1,60	1,65
Ædetid pr. fodring, gns., min.
For gylte For søer	7 7	9 7	9 7	12 9

Det fremgår af tabellen, at gyltene og søerne anvendte mellem 6 og 9 minutter pr. fodring til at æde deres ration i drægtighedsperioden fra dag 28-84. I denne periode omfattede dagsrationen fra 2,2 til 2,4 kg foderpiller, afhængigt af hvilket hold dyrene indgik på. Fra dag 85 til 111 brugte gyltene fra 7 til 12 minutter pr. fodring på at æde deres foder. Søerne brugte på samme stadium i drægtighedsperioden mellem 7 og 9 minutter pr. fodring. Resultater fra registrering af adfærden hos gyltene efter fodring er vist i tabel 15.

Det fremgår af tabel 15, at de to grupper af gylte i den første del af drægtigheden (dag 28-84) anvendte perioden efter fodring til nogenlunde samme aktiviteter. Kontrolgruppen rodede lidt længere tid efter foder i truget, mens gruppen, der fik 30% grønmel drak en smule mere vand og havde en lidt længere liggetid end kontrolgruppen. Der var dog ikke store forskelle mellem adfærden hos de to grupper i perioden fra 28 til 84 dages drægtighed. Tabellen viser endvidere, at der på det sene stadium i drægtigheden (dag 85-111) var stor forskel på de aktiviteter, kontroldyrene og "grønmelsdyrene" foretog efter fodring. Mens gyltene på kontrolholdet stort set havde den samme adfærd, som i første del af drægtigheden, havde gyltene, der fik grønmel, radikalt ændret adfærd. De anvendte størstedelen af deres tid til hvile, og kun en beskeden del af tiden til roden i trug eller på gulv.

Tabel 15.

Adfærdsregistrering for gylte i de første 30 minutter efter fodring

Periode i drægtigheden, dage	28-84		85-111
Foderniveau, FEs pr. dag	2,2		3,0
Anvendt tid i %	Kontrol	30% grønmel	Kontrol	30% grønmel
Roden efter foder i trug Roden efter foder på gulv Roden på gulvet i sti Går Drikker Ligger	29 33 3 24 0 11	19 30 3 26 3 19	27 30 13 12 3 15	7 1 1 6 2 83
Anvendt tid i alt, %	100	100	100	100

Generel diskussion og konklusion

I det beskrevne materiale blev der registreret store variationer i analyseresultaterne for græsgrønmel inden for de enkelte slæt. Dette er i overensstemmelse med resultater beskrevet af Jones (1970). Forfatteren analyserede kulhydratindholdet i relation til forskellige græssorters udviklingsgrad. Han fandt, at modningen af græsset medførte et stigende forhold mellem stængel og blade, ligesom der skete en sekundær fortykkelse og lignificering af cellevæggene. Dette resulterede i et højere indhold af strukturpolysakkarider, hovedsagelig bestående af cellulose og xylaner, samt et højere ligninindhold. Samtidig resulterede modningsprocesserne i et lavere indhold af ekstraherbare, opløselige kulhydrater og råprotein.

Cherney et al. (1993) fandt i in-vitro fordøjelighedsforsøg, at betydningen af græssers udviklingsgrad generelt var mere afgørende end artsforskelle mellem græsser for bestemmelse af afgrødens kvalitet. Forfatterne konkluderede, at størrelsen og hastigheden af kvalitetsreduktionen med modning af græsserne betød langt mere end individuelle kvalitetsforskelle mellem græsarter. For at producere god kvalitet af græs til kvægfoder, skulle græsset afhøstes før længdevæksten af stænglerne var tilendebragt. I danske kvægforsøg (Kristensen & Skovborg, 1990) fandtes ligeledes negativ indflydelse på græssers foderværdi til malkekøer med stigende udviklingsgrad af afgrøderne. Ved iblanding af kløver til græs fandt Møller & Hvelplund (1991), at der skete et mindre markant fald i foderværdien, fordi kløveren bevarede sin værdi længere end græs ved stigende udviklingstrin.

For lucernens vedkommende man man i dette forsøg ikke udtale sig om generelle effekter, idet resultaterne kun omfatter analyser af et parti. Andre forsøg med lucerne har imidlertid vist, at forholdet mellem blade og stængel også her er afgørende for fordøjeligheden (Christian et al., 1979; Lindberg & Cortova, 1995).

I det aktuelle forsøg afspejlede ændringerne i plantematerialets kemiske sammensætning i løbet af vækstsæsonen mellem slæt sig i de udførte fordøjelighedsforsøg med slagtesvin og søer. Resultaterne viste, at næringsværdien til begge kategorier af grise var influeret i væsentlig grad af planteudviklingen. Slagtesvinenes fordøjelighedsresultater var mest negativt påvirkede, hvilket kan henføres til den manglende udvikling af blind- og tyktarmsafsnittene hos disse dyr. Den mikrobielle fermentering forløber først optimalt ved fuld udvikling af disse tarmafsnit, som først er tilendebragt ved ca. 100 kg levende vægt.

Fordøjelighedsforsøgene med de tre partier græsgrønmel til slagtesvin viste, at FEs pr. kg tørstof varierede fra 0,69 til 0,37. Til sammenligning angives i cirkulære fra Statens Foderstofkontrol (1987) 0,63 FEs pr. kg tørstof i græsgrønmel. Det fremgår endvidere af samme cirkulære, at - der som fundet i dette forsøg - er stor spredning i grønmels indhold af træstof og kvælstoffrie ekstraktstoffer, hvilket også giver stor spredning i indholdet af nettoenergi. Lucernegrønmel, som i dette forsøg havde en energiværdi til slagtesvin på 0,44 FEs pr. kg tørstof, står i cirkulæret anført med 0,40 FEs pr. kg tørstof. 2. slæt af græsgrønmel og lucernegrønmel havde næsten samme energiværdi til slagtesvin med henholdsvis 0,47 og 0,44 FEs pr. kg tørstof. Derimod var både indhold og fordøjelighed af protein størst i lucernegrønmel. Udregnet som fordøjeligt protein pr. FEs svarede det til henholdsvis 55 og 206 gram for græs- respektivt lucernegrønmel. Vurderet på grundlag af fordøjelighedsforsøgene med grønmel til søer var fordøjeligheden af næringsstoffer i lucernegrønmel relativ høj. Dette resulterede i, at FEs pr. kg tørstof til søer i lucernegrønmel var på næsten samme niveau som det bedste parti af græsgrønmel (respektivt 0,71 og 0,74 FEs pr. kg tørstof). Mængden af fordøjeligt protein for de to partier svarede til 72 og 196 gram pr. FEs for henholdsvis græs- og lucernegrønmel.

De i fordøjelighedsforsøgene med slagtesvin og søer estimerede energiværdier for de forskellige grønmelspartier blev anvendt ved planlægning og opgørelse af de efterfølgende fodringsforsøg. Det måtte derfor forventes, at FEs pr. kg tilvækst for slagtesvin ville være upåvirket af tilsætning af grønmel, hvilket også var tilfældet. Tilsvarende gav stigende mængder grønmel til søerne heller ikke forskelle af betydning på deres tilvækst i drægtighedsperioden.

Fodringsforsøgene med slagtesvin viste, at den daglige foderoptagelse ved ad libitum fodring begrænses ved tilsætning af græsgrønmel. Grisene, der fik 15% grønmel i hele vækstperioden, havde den laveste daglige energioptagelse og tilvækst. Resultaterne for hold 5, som fik tildelt stigende mængder af græsgrønmel, henholdsvis 5, 10 og 15%, i løbet af vækstperioden, viste, at denne strategi ikke var bedre end konstant tildeling af 10 eller 15% græsgrønmel. Da både foderudnyttelsen (FEs/kg tilvækst) og grisenes kødprocent ikke var påvirket af grønmelsniveauet, må det antages, at estimering af grønmelpartiernes indhold af fordøjeligt protein/aminosyrer pr. FEs har været korrekt. Mængden af intramuskulært fedt i kammen blev reduceret ved stigende tildeling af græsgrønmel, hvilket sandsynligvis skyldes mindre daglig energioptagelse. Den negative effekt af grønmel på spækkets farve tydede imidlertid på, at det maksimale indhold i foderet ikke bør ligge meget over 5%. I tidligere danske forsøg med slagtesvin blev det fundet, at spækfarven blev mørkere efter fodring med 5% grønmel i foderblandingen (Hansen, 1967).

Fodringsforsøgene med søer viste, at der med 30% græsgrønmel i foderet var problemer med foderoptagelsen hos nogle af dyrene (især gylte). Derimod var der ved anvendelse af op til 20% grønmel ikke problemer med, at de kunne fortære de planlagte mængder. På det foreliggende materiale kunne der ikke påvises specifikke effekter af grønmel på søernes reproduktionsforhold. I et tidligere forsøg, hvor der anvendtes op til 10% lucernegrønmel i foderet til søer i hele cyklus (Nielsen et al., 1969), blev der heller ikke fundet hverken positive eller negative effekter heraf.

I en nyere undersøgelse foretaget af Den Rullende Afprøvning (Landsudvalget for Svin, 1992) anvendtes 30% græsgrønmel til søer i drægtighedsperioden. Resultaterne viste, at grønmel ikke påvirkede søernes kuldstørrelse, brunst- og drægtighedsforhold. Derimod blev pattegrisenes levedygtighed trods ens fodring af søerne i diegivningsperioden, påvirket i negativ retning efter fodring med grønmel i drægtighedsperioden. I en anden undersøgelse ved Den Rullende Afprøvning (Landsudvalget for Svin, 1991) anvendtes 12% græsgrønmel i en enhedsblanding til både drægtige og diegivende søer. Græsgrønmel i denne undersøgelse var af samme parti som anvendtes i de her omtalte fordøjeligheds- og fodringsforsøg (1. slæt, midt, høst 31/5). Af hensyn til de diegivende søer blev der ved tilsætning af grønmel kompenseret for mindre energiværdi ved samtidig øgning af hvede- og fedtmængde i blandingen. Resultaterne af denne undersøgelse viste, at foderblandingen med 12% grønmel gav anledning til forøget dødelighed af pattegrisene samt udsætning af flere søer på grund af manglende brunst.

Adfærdsregistreringerne i dette grønmelsforsøg blev iværksat som en pilotundersøgelse, hvis formål var at se, om det var muligt at erkende forskelle i gyltes adfærd efter fodring, når fodervolumen blev forøget i drægtighedsperioden. Undersøgelsen viste, at registrering af dyrenes ædetid gav nogle, men ikke særligt markante forskelle mellem kontroldyr og dyr, der fik 30% grønmel i foderet. En registrering af gyltes adfærd efter fodring viste sig at være en anvendelig måleegenskab for påvirkning af dyrenes adfærd ved tildeling af grønmel. Gyltene ændrede adfærd i den sidste del af drægtigheden, når de fik det maksimale fodervolumen. Forsøget afklarede imidlertid ikke, om de adfærdsmæssige ændringer var betinget af øget mæthed. Denne problemstilling undersøges i efterfølgende forsøg ved SH i en mere detaljeret sammenhæng.

På grundlag af de her gennemførte forsøg og de omtalte referencer må det konkluderes, at den kemiske sammensætning og fordøjelighed af næringsstoffer i græsgrønmel er meget varierende, afhængig af plantematerialets udviklingstrin og slættidspunkt. Med stigende indhold af fibre i grønmel reduceres fordøjelighed og energiværdi. Græs- og lucernegrønmel fordøjes og udnyttes bedre af søer end af slagtesvin, hvilket især er tilfældet ved højt fiberindhold i grønmelet.

Til slagtesvin kan græsgrønmel anvendes med op til 5% af foderet uden problemer, hvorimod 10-15% har negativ effekt især på spækkets farve. Til drægtige søer kan op til 20% græsgrønmel anvendes uden negativ effekt på foderoptagelsen. Lucernegrønmel havde et højere indhold af fordøjeligt protein og aminosyrer end græsgrønmel. Det antages, at det kan anvendes i samme omfang som græsgrønmel. Et højt indhold af grønmel og dermed fibre, i foderet påvirker gyltes adfærd specielt i den sidste del af drægtigheden. Søernes reproduktion bliver tilsyneladende ikke påvirket af grønmel. Da der således på det foreliggende grundlag ikke kan konstateres nogle specifikke positive effekter af grønmel på hverken slagtesvin eller søer, må prisen pr. FEs i forhold til andre fodermidler være afgørende for dets anvendelse.

Anerkendelser

Kunsttørringsindustriens Sammenslutning (KISAM) takkes for samarbejde ved forsøgenes gennemførelse samt fremstilling og leverance af grønpiller til forsøgene.

K.E. Bach Knudsen, Afd. for Ernæring, Statens Husdyrbrugsforsøg, takkes for udførelse af detaljerede kulhydratanalyser på de indgående grønmelspartier.

Referencer

Anonym, 1971. EF-analysemetode. De Europæiske Fællesskabers Tidende, nr. L 279/7. Kommissionens andet direktiv af 18. november 1971 om fastsættelse af fællesskabsanalysemetoder til den officielle kontrol af foderstoffer (71/393/EØF).

Anonym, 1978. Tecator-metode. Determination of crude fibre in some feed and food samples by using the fibertec system and Weende method. Application Note 01. Tecator AB, Hoganäs, Sverige.

Anonym, 1984. AOAC-metode. Official Methods of Analysis, Association of Official Analytical Chemists, Inc., USA.

Asp, N.G. 1983. Rapid enzymatic assay of insoluble and soluble dietary fiber. J.Agric. Food Chem., 31, 476-482.

Bach Knudsen, K.E., Eggum, B.O., Steenfeldt, S. & Børsting, C., 1995. The nutritive value of decorticated mill fractions of wheat. 1. Chemical composition of raw and enzyme treated fractions and balance experiments with rats. Animal Feed Sci. and Technol., 52, 205-225.

Bech-Andersen, S., 1991. Determination of Tryptophan with HPLC after Alkaline Hydrolysis in Autoclave using alfa-methyl-tryptophane as Internal Standard. Acta Agric. Scand. 41, 305-309.

Cherney, D.J.R., Cherney, J.H. & Lucey, R.F., 1993. In Vitro Digestion Kinetics and Quality of Perennial Grasses as Influenced by Forage Maturity. J.Dairy Sci., 76, 790-797.

Christian, K.R., Jones, D.B. & Freer, M., 1979., Digestibility and chemical composition of fractions of lucerne during spring and summer. J. Agric. Sci. Camb., 75, 243-222.

Hansen, V., 1967. Grønmel. Landøkonomisk Forsøgslaboratoriums efterårsmøde, Årbog, 63-69.

Jones, D.I.H., 1970. Cell-wall constituents of some grass species and varieties. J.Sci.Fd. Agric., 21, 559-562.

Just, A., Jørgensen, H., Fernández, J.A. & Bech-Andersen, S., 1983. Forskellige foderstoffers kemiske sammensætning, fordøjelighed, energi- og proteinværdi til svin. Beretning fra Statens Husdyrbrugsforsøg, nr. 556, 99 pp.

Kristensen, V.F. & Skovborg, E.B., 1990. Betydningen af tidspunktet for 1. slæt i græs for græsudbytte og kvalitet og for ensilageoptagelse og produktion hos malkekøer. Statens Planteavlsforsøg og Statens Husdyrbrugsforsøg, Fællesberetning, 15, 37 pp.

Landsudvalget for Svin, 1991. Grønmel til søer. Den Rullende Afprøvning, Meddelelse, 208, 8 pp.

Landsudvalget for Svin, 1992. Grønmel til drægtige søer. Den Rullende Afprøvning, Meddelelse, 222, 6 pp.

Lindberg, J.E. & Cortova, Z., 1995. The effect of increasing inclusion of lucerne leaf meal in a barley-based diet on the partition of digestion and on nutrient utilization in pigs. Anim. Feed Sci. & Technol., 56, 11-20.

Mason, V., Bech-Andersen, S. & Rudemo, M., 1980. Hydrolysate preparation for amino acid determinations in feed constituents. 8. Studies of oxidation conditions for streamlined procedures. Z. Tierphysiol., Tierernährg. u. Futtermittelkde., 43, 146-164.

Michie, N.D., Dixon, E.J. & Bunton, N.G., 1978. Critical review of AOAC fluorometric method for determining selenium in foods. J. AOAC, 61, 48-51.

Milner, B.A. & Whiteside, P.J., 1981. Introduction to atomic absorption spectrophotometry. Pye Unicam Ltd., Cambridge, England.

Møller E. & Hvelplund T., 1991. Græs og kløver i renbestand: II. Kvalitet og foderværdi. Statens Planteavlsforsøg og Statens Husdyrbrugsforsøg, Fællesberetning, nr. 18, 23 pp.

Nielsen, H.E., Højgaard-Olsen, N.J., Laursen, B. & Rasmussen, F.L., 1969. Tilskud af grønmel i foderet til drægtige og diegivende søer. Forsøgslaboratoriets efterårsmøde, Årbog, 17-23.

SAS Institute Inc., 1989. SAS/STAT User's Guide, Version 6, Fourth Edition. Cary, N.C: SAS Institute Inc.

Statens Foderstofkontrol, 1987. Cirkulære: Beregning af handelsfoderstoffers energetiske værdi, 90 pp.

Stoldt, W., 1952. Vorschlag zur Vereinheitlichung der Fettbestimmung in Lebensmitteln. Fette u. Seifen, 54, 206-207.

Stuffins, C.B., 1967. Determination of Phosphate and Calcium in Feeding Stuffs. Analyst, 92, 107-111.

Van Soest, P.J., 1963. Use of detergents in the analysis of fibrous feeds. J. AOAC 46, 825-835.

Appendiks

Kulhydrater og lignin (g/kg tørstof) i fodermidler

Fodermiddel

Græsgrønmel

Sort/slæt mm.

1. slæt

2. slæt

Tidl.

Middel

Sen

Tidl.

Middel

Sen

Lavmolekylære sukre

Monosakkarider

Sukrose

Raffinose

Stakyose

Verbaskose

Raffinose oligosakkarider

Total sukre

58

23

05

04

00

09

90

57

30

04

04

00

08

95

66

12

03

03

00

05

84

47

21

03

03

00

06

74

52

14

02

03

00

05

70

36

22

03

03

00

05

63

Polysakkarider

Fruktan

Stivelse

56

19

77

28

47

29

29

24

18

27

38

22

Ikke-stivelses polysakkarider

S-rhamnose

S-arabinose

S-xylose

S-mannose

S-galaktose

S-glukose

S-uronsyre

S-NCP

I-rhamnose

I-arabinose

I-xylose

I-mannose

I-galaktose

I-glukose

I-uronsyre

I-NCP

Cellulose

NSP

Klason lignin

Kostfiber

02

06

00

03

05

02

27

45

00

20

65

03

08

25

24

145

137

327

156

483

02

05

01

04

00

03

24

38

00

21

83

03

08

24

24

163

165

367

157

524

02

04

00

03

04

00

17

30

00

22

108

02

08

23

25

188

186

403

172

575

00

03

00

02

03

00

13

22

01

22

102

02

08

30

22

186

197

405

157

563

01

04

00

02

04

03

15

29

00

20

111

02

07

19

24

184

208

420

168

588

01

02

00

03

02

00

09

18

00

23

128

02

08

23

22

206

228

451

183

634

Fodermiddel

Græsgrønmel

Lucernemel

Sort/slæt mm.

3. slæt

Tidl.

Middel

Sen

Lavmolekylære sukre

Monosakkarider

Sukrose

Raffinose

Stakyose

Verbaskose

Raffinose oligosakkarider

Total sukre

33

17

03

02

00

05

55

25

07

00

02

00

02

33

39

15

08

03

00

11

66

08

13

02

00

00

02

23

Polysakkarider

Fruktan

Stivelse

27

16

10

10

07

17

06

68

Ikke-stivelses polysakkarider

S-rhamnose

S-arabinose

S-xylose

S-mannose

S-galaktose

S-glukose

S-uronsyre

S-NCP

I-rhamnose

I-arabinose

I-xylose

I-mannose

I-galaktose

I-glukose

I-uronsyre

I-NCP

Cellulose

NSP

Klason lignin

Kostfiber

02

04

02

02

03

08

16

37

00

23

83

02

09

15

24

156

178

371

140

511

01

04

00

02

04

07

15

32

01

25

97

02

10

13

28

176

212

420

149

568

02

03

00

04

03

00

12

23

00

24

102

02

09

26

22

185

195

403'

170

573

02

07

04

01

05

11

47

77

01

18

52

06

10

02

25

113

139

329

128

457

NSP, ikke-stivelses polysakkarider; S-NCP, opløselig ikke-cellulose polysakkarider; I-NCP, uopløselig ikke-cellulose polysakkarider

Grønmel til slagtesvin og drægtige søer