En forøgelse af aminosyreindholdet påvirkede kun tilvækst og foderforbrug hos de grise, der fik foder med den høje koncentrationsgrad, men resulterede derimod i et højere kødindhold hos alle grise, uanset foderets koncentrationsgrad.

Slagtesvins proteinforsyning er et spørgsmål om foderets aminosyreindhold. Ved fodring med byg og sojaskrå er de mest begrænsende aminosyrer lysin,methionin og treonin. For at sikre den optimale mængde af disse tre aminosyrer kan det være nødvendigt at give så meget sojaskrå, at der bliver overskud af de andre aminosyrer. Der er derfor udført en forsøgsrække med i alt 728 grise, hvor der til hold 1 og 2 er givet normale mængder byg og sojaskrå, d.v.s. 24 pct. sojaskrå før 50 kg og derefter 18 pct. Disse mængder reduceredes med henholdsvis 20 og 40 pct. til hold 3 og 4 (tabel 2.1). Nævnte to hold fik derfor sådanne tilskud af lysin og methionin, at de kom på samme totale niveau som hold 1. Derimod var treoninindholdet faldende for hold 3 og 4. Hold 2 fik samme tilskud af lysin og methionin som hold 3, hvorfor grisene på hold 2 fik større mængder af disse aminosyrer end grisene på de øvrige hold.

Den daglige tilvækst og foderforbruget pr. kg tilvækst var specielt påvirket før 50 kg, hvor grisene på hold 2 opnåede de bedste resultater, mens de var lidt ringere for hold 4. Forskellen mellem holdene var større for sogrisene (tabel 3.3) end for galtene (tabel 3.2).

For hele forsøgstiden har specielt hold 4 haft lavere daglig tilvækst og større foderforbrug pr. kg tilvækst end hold 1 og 2. Hold 3 og 4 fortærede henholdsvis 8 og 15 kg sojaskrå mindre pr. gris end hold 1 (tabel 3.6). Kødindholdet var lavest for grisene på hold 4 (tabel 3.5 og figur 4.3).

Det er altså i denne forsøgsrække lykkedes at erstatte op til 20 pct. sojaskrå med syntetisk lysin og methionin samt byg uden at påvirke produktionsresultaterne. Ved at ombytte 40 pct. sojaskrå skete der kun en lille forringelse.

Foderets koncentrationsgrad og aminosyreindhold er undersøgt i et forsøg, hvor grisene fik samme daglige mængder FEs på fire hold. To hold fik foder med lavt og to med højt energiindhold. Der var to lysinniveauer for hver koncentrationsgrad (tabel 2.7).

En forøgelse af aminosyreindholdet påvirkede kun tilvækst og foderforbrug hos de grise, der fik foder med den høje koncentrationsgrad (figur 4.4), men resulterede derimod i et højere kødindhold hos alle grise, uanset foderets koncentrationsgrad.

Indledning

Et af målene indenfor svineproduktion er større daglig tilvækst, lavere foderforbrug pr. kg tilvækst samt en stadig større daglig kødaflejring. Da kød kun kan dannes på grundlag af tilført protein, er det nødvendigt, at foderet indeholder tilstrækkelige mængder af fordøjelige essentielle aminosyrer. For at belyse dette behov nærmere, er der i årenes løb udført en række forsøg i mange lande. Og der er vel næppe noget område indenfor svineforskningen, som har optaget så mange ressourcer som problemet vedrørende slagtesvinenes proteinforsyning. Utallige internationale kongresser, symposier m.v. er afholdt i årenes løb, og tusinder af artikler, såvel videnskabelige som mere populære, er publiceret om dette emne (se f.eks. Henry et al., 1976; Baker & Speer, 1983; Homb & Matre, 1984, 1985). Fra afdelingen for forsøg med svin foreligger således også en række publikationer (se f.eks. oversigter af Madsen, 1975, 1983, 1986).

Forsøg viser, at grisene i vækstperiodens begyndelse stiller forholdsvis større krav til foderets indhold af essentielle aminosyrer end senere, hvilket naturligvis vanskeliggør den praktiske udformning af foderets sammensætning (Mortensen et al., 1980). Det er nemlig teoretisk set ikke ideelt at anvende samme foderblanding fra fravænning til slagtning. Tilføres der for små proteinmængder, påvirkes tilvækst og kødaflejring i negativ retning, og gives der for store proteinmængder, vil store mængder kvælstof udskilles med urinen, hvilket reducerer proteinets udnyttelse.

Undersøgelser tyder endvidere på, at optimal daglig tilvækst, foderforbrug pr. kg tilvækst og kødaflejring kræver forskellige aminosyremængder i foderet, hvilket heller ikke gør problemstillingen letter (Madsen & Mortensen, 1977).

Svinenes proteinforsyning er for længst blevet set spørgsmål om aminosyreforsyningen. Da de fleste aminosyrer hidtil kun har kunnet skaffes til konkurrencedygtige priser i form af forskellige fodermidler, har problemet været at kombinere disse på rette måde for at få de mest optimale foderblandinger. Forudsætningen har her i landet været, at foderet indeholder ca. 80 pct. korn, hovedsagelig byg. Da byg og sojaskrå i mange år har været de vigtigste bestanddele af svinenes foder, er mange forsøg udført for at finde frem til, hvorledes disse to fodermidler skal kombineres for bedst at opfylde grisenes behov. På grundlag af kemiske analyser har man fundet foderets totale indhold af de forskellige aminosyrer. Ved beregning af de fordøjelige mængder af de enkelte aminosyrer har man benyttet samme fordøjelighedskoefficienter for de enkelte aminosyrer som for råproteinet (Just, 1971).

Madsen og Mortensen (1975) fandt, at grisene ved ovennævnte forsøgsmetodik havde et behov for de i tabel 1.1. viste mængder at fordøjelige aminosyrer. De er beregnet på grundlag af, t foderet indeholdt 24 pct. sojaskrå i perioden 20-50 kg, og ca. 12 pct. i perioden 50-90 kg. Resten af foderet var byg, mineraler og vitaminer. Da disse blandinger indeholdt ca. 1 FEs pr. kg, er indholdet angivet pr. kg foder (eller i pct.). Senere fandt man, at grisene kunne udnytte op til 18 pct. sojaskrå i perioden 50-90 kg, hvilket f.eks. er benyttet af Madsen et al. (1983).

Tabel 1.1. Foderets indhold til slagtesvin
Vægt, kg	20-50	50-90	50-90
År	1975	1975	1983
Pct. af foderblanding:
Råprotein	18	14	16
Ford. protein	15	11	13
Ford. lysin	0,78	0,52	0,65
Ford. treonin	0,53	0,38	0,46
Ford. methionin	0,26	0,20	0,23
Ford. cystin	0,28	0,23	0,25
Ford. tryptofan	0,19	0,14	0,17

I en række forsøg har man helt eller delvis ombyttet sojaskrå med andre tilskudsfodermidler, f.eks. ærter (Madsen & Mortensen, 1985). Ved sådanne ombytninger har man søgt at holde indholdet af den mest begrænsende aminosyre, lysin, konstant.

Man kan imidlertid ikke se bort fra, at der måske gives så store mængder sojaskrå for at dække behovet for de mest essentielle aminosyrer, at der bliver overskud af andre aminosyrer. Ved at lade syntetiske aminosyrer erstatte en del sojaskrå, skulle man derfor teoretisk set kunne opnå en bedre udnyttelse af proteinet.

Det er velkendt, at byggens proteinindhold kan variere stærkt (Mortensen et al., 1978). Såfremt en foderblanding sammensættes ud fra et krav om, at den skal indeholde en bestemt mængde fordøjeligt protein, vil indholdet af de mest begrænsende aminosyrer kunne falde 20-30 pct., hvilket fremgår af tabel 1.2 (Madsen & Mortensen, 1974).

Tabel 1.2. Foderblandinger med 13 pct. ford. protein
Foderblanding	1	2	3
Protein i byg, pct.	8	10	12
Byg, pct.	80,5	86,5	92,5
Sojaskrå, pct.	16,5	10,5	4,5
Vitamin- og mineralbl., pct.	3,0	3,0	3,0
Pct. ford. lysin	0,63	0,53	0,42
Pct. ford. treonin	0,45	0,40	0,35

Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning

Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.

Protein og aminosyrer til slagtesvin. 1