I den sidste snes år er der verden over udført et meget stort antal forsøg med relativt store mængder Cu som tilskud til slagterisvinenes foder. Som helhed har et sådant tilskud bevirket en øget daglig tilvækst og en forbedret foderudnyttelse.

I den sidste snes år er der verden over udført et meget stort antal forsøg med relativt store mængder Cu som tilskud til slagterisvinenes foder. Som helhed har et sådant tilskud bevirket en øget daglig tilvækst og en forbedret foderudnyttelse, men resultaterne har varieret meget betydeligt. Braude (1967) angiver således, at 250 ppm Cu i form af kobbersulfat i gennemsnit har medført en forøgelse af den daglige tilvækst på 8,1 pct. (fra 12 til +25,2 pct) og en forbedring af foderudnyttelsen på 5,4 pct. (fra 5,2 til +12,6 pct.). Meyer & Kröger (1973) angiver, at der i vækstperioden 15/30-90/110 kg i gennemsnit er opnået en forøgelse af den daglige tilvækst på 7,4 pct. (-6,6 pct. til +26,7 pct.) og en foderbesparelse på 4,6 pct. (-12,4 til +13,7 pct.). Begge publikationer er baseret på et meget stort antal litteraturhenvisninger.

De store variationer kan have flere årsager. Forudsættes det, at der er tale om en antibiotikalignende effekt, må det forventes, at subkliniske infektioner, dårlige staldforhold, foder af en mindre god sundhedsmæssig beskaffenhed, etc. vil øge muligheden for et positivt udslag. Når der i en del af de udenlandske forsøg er fundet negativt udslag for tilskud af 250 ppm Cu, givet i form af kobbersulfat, kan det skyldes flere forhold. For det første er der vekselvirkning mellem Cu og andre mineralstoffer som f.eks. Fe, Zn og Ca. Et lavt indhold af Fe og Zn og et højt indhold af Ca i foderet øger således risikoen for Cu-forgiftning. Et lavt indhold af protein i foderet og anvendelse af animalsk protein skulle ligeledes øge muligheden for, at det positive udslag for et stort tilskud af Cu formindskes eller bliver negativt. Det kan her nævnes, at Meyer & Kröger (1973) anfører, at den optimale dosering af Cu ikke er endeligt fastlagt, men optimum er sikkert lavere, hvis der anvendes protein af animalsk oprindelse (skummetmælkspulver, kasein, fiskemel), end hvis der f.eks. anvendes sojaskrå. At der kan være tale om, at 250 ppm Cu er en overdosering, understøttes også af, at der som hovedregel er opnået det største udslag i den første del af vækstperioden, det vil sige inden ophobningen af Cu i organismen er blevet for stor. Ved de netop afsluttede danske forsøg, hvor der er anvendt vegetabilsk proteintilskudsfoder (sojaskrå), og hvor foderets proteinindhold har været forholdsvis højt (ca. 17 pct. råprotein), er der opnået bedre resultater for tilvækst og foderudnyttelse ved at tilsætte foderet 125 ppm Cu end ved tilsætning af 200 ppm Cu. I vækstperioden 50-90 kg har der ikke været noget udslag, hverken for 125 eller 200 ppm Cu. Disse resultater kan også tages som udtryk for, at det negative udslag for 250 ppm Cu i en del udenlandske forsøg kan være forårsaget af, at der er givet et for stort tilskud af Cu.

Som det vil fremgå af det foregående, må det formodes, at den optimale dosering af Cu afhænger af forholdene. Det er derfor ikke muligt på grundlag af det hidtil foreliggende af angive, hvor meget Cu der under forskellige forhold skal tilsættes for at opnå den størst mulige effekt. Resultaterne af de nu afsluttede danske forsøg tyder imidlertid på, at der næppe i almindelighed er grund til at give meget mere end 125 ppm Cu, svarende til ca. 0,05 pct. CuSO₄, 5H₂O, eller 100-125 g pr. gris i hele vækstperioden 20-90 kg. Udgiften hertil andrager omkring 1,60 kr. pr. gris. Da der i henhold til tabel 2 er sparet ca. 11 kg foder pr. gris samtidig med, at vækstperioden er forkortet med 5 dage, skulle der være rigelig dækning for udgifterne. Undlades brug af Cu i den sidste del af vækstperioden, hvor der intet udslag har været, reduceres udgiften til Cu til ca. 60 øre pr. gris. Herved mindskes desuden den mængde Cu, der med gødningen tilføres markerne. I praksis kan der f.eks. anvendes en færdig foderblanding med 18 pct. proteintilskudsfodermidler tilsat 0,05 pct. kobbersulfat indtil grisene vejer 50-55 kg, og derefter en blanding med 15 pct. proteintilskudsfodermidler uden eller med en mindre tilsætning af Cu.

Kobbertilskuddets indflydelse på slagtekvaliteten er ikke endeligt klarlagt, men det ser dog ud til, at rygspækkets fasthed påvirkes lidt i uheldig retning. Kobbertilskud øger indholdet af Cu i forskellige organer, især i leveren. Ved de nu afsluttede danske forsøg var leverens indhold af Cu så lavt, at det næppe indebærer nogen risiko i den humane ernæring. Anvendes der, i den sidste del af vækstperioden, et foder uden eller med et mindre tilskud af Cu, vil leverens kobberindhold blive yderligere reduceret.

Indledning

Kobber hører til gruppen af essentielle mikromineralstoffer. Den ernæringsmæssige betydning ligger blandt andet i, at Cu er nødvendigt for hæmoglobindannelsen, hvorfor mangel på Cu kan medføre anæmi. Cu har desuden en række andre vigtige funktioner i organismen, f.eks. som enzymaktivator. Det absolutte indhold af Cu i svinekroppen er lavt. Nordfeldt & Ruudvere (1961) angiver, at der findes 3,2 mg Cu pr. kg fedtfrit tørstof hos nyfødte grise og 2,5 mg i udvoksede grise. Kobberindholdet i leveren er som regel størst, men også nyrer, hjerte samt hår og hjerne kan udvise relativt høje koncentrationer.

Behovet for Cu til slagterisvin kan ikke angives eksakt, men efter opgivelser i litteraturen er 5-10 mg Cu pr. kg foder formentlig i reglen tilstrækkeligt til at undgå mangelsymptomer. Det må imidlertid påpeges 1) at fodermidlernes indhold af Cu kan variere overordentlig stærkt, dels efter hvilke fodermidler det drejer sig om, dels efter jordbundsforhold, gødskning etc., 2) at der er vekselvirkning mellem Cu og andre mineralstoffer samt mellem Cu og proteinkoncentration og proteintilskudsfodermidlernes art. De fleste færdige foderblandinger tilsættes derfor en vis mængde kobber, som regel i form af kobbersulfat (CuSO₄, 5H₂O). Ved afdelingens forsøg er der således i de senere år tilsat 125 mg kobbersulfat pr. kg foder til slagterisvinene, svarende til ca. 30 ppm Cu, idet kobbersulfat indeholder ca. 25 pct. Cu.

Som nævnt medfører kobbermangel anæmi, men på grund af kobberets mange forskellige funktioner i organismen kan der ved udpræget kobbermangel opstå adskillige andre symptomer. Nordfeldt & Ruudvere (1961) angiver eksempelvis nedsat daglig tilvækst, tab af hår og uld, unormal knogleudvikling, diarré og rygmarvsforstyrrelser. Det er indlysende, at graden af disse symptomer afhænger af, hvor udpræget kobbermanglen er og af, hvor længe dyrene udsættes for kobbermangel. Ved normal fodersammensætning vil egentlig kobbermangel hos slagterisvin formentlig sjældent forekomme, men se bort fra muligheden kan man dog ikke, blandt andet fordi kornets indhold af Cu kan variere overordentlig stærkt. I dansk byg er der f.eks. fundet helt ned til 1,3 mg Cu pr. kg tørstof og iøvrigt er der store variationer i fodermidlernes indhold af Cu, dels efter fodermidlernes art, dels efter gødskning, jordbundsforhold og øvrige dyrkningsbetingelser. I tabel 1 er vist indholdet af Cu i nogle fodermidler efter forskellige opgivelser i litteraturen.

Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning

Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele eller biblioteket på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.

Kobbersulfat som fodertilskud til slagtesvin