Indhold af polymerisationsprodukter bevirkede en lavere fordøjelighed af den samlede foderrations energi ud over, hvad der kunne tilskrives en lav fordøjelighed af polymerisationsprodukterne.

En metode til bestemmelse af dimere fedtsyrer i forsæbet fedt er udviklet. Denne og andre kemiske analysemetoder er afprøvet i 2 forsøgsserier med rotter for at vurdere metodernes anvendelighed som kvalitetskriterier for foderfedt. Kvaliteten blev via rotteforsøgene vurderet ud fra effekten på foderets fordøjelighed, kvælstofomsætningen og supplerende undersøgelser til belysning af rotternes almentilstand.

Indhold af polymerisationsprodukter bevirkede en lavere fordøjelighed af den samlede foderrations energi ud over, hvad der kunne tilskrives en lav fordøjelighed af polymerisationsprodukterne. Der fandtes en tydelig sammenhæng mellem fedtkildernes energiværdi og flere af de opnåede analysedata. Dog var indholdet af intakte fedtsyrer det bedste mål for foderfedtets energiværdi.

Øvrige effekter af dårlig fedtkvalitet syntes ikke umiddelbart forudsigelige ud fra de udførte analytiske bestemmelser. Dog forekom der ved fodring med fedtprøver, der havde et forholdsvist lavt indhold af intakte fedtsyrer, spredte negative effekter, bl.a. stærk hæmning af ædelysten samt irritationer og blødninger i tarmslimhinderne.

Desuden sås en negativ effekt på proteinudnyttelsen, som havde en vis korrelation med indholdet af intakte fedtsyrer i de anvendte fedtprøver. Peroxidtallet var i disse forsøg den dårligste kvalitetsparameter, men indholdet af peroxider var i alle prøver meget lavt.

Nøgleord. Dimere fedtsyrer, fedtsyrer, lipid peroxid, petroleumsæter-uopløselige stoffer, oxidationsprodukter, histopatologiske forandringer, proteinudnyttelse.

Indledning

Da fedt har et energiindhold, so pr. vægtenhed er ca. dobbelt så højt som energiindholdet i kulhydrat og protein (Lehninger, 1984) og samtidig har en yderst ringe vandbindingsevne, repræsenterer fedttilsætning til foder et koncentreret energitilskud. Da ydermere prisen på fedt ofte har været forholdsvis lav, er tilsætning af fedt til foderet til svin, kyllinger, kvæg og mink blevet almindelig.

I praksis har det undertiden vist sig, at de forventede produktionsresultater, f.eks. i svinebesætninger, ikke altid er opnået, hvilket menes at kunne tilskrives kvaliteten af de anvendte fedtpartier.

Hartfiel og Sagredos (1989) har ved tildeling af destillationsrester til kyllinger fundet dårligere tilvækst og foderudnyttelse, sammenlignet med kyllinger fodret med "frisk" fedt.

Desuden kunne det vises (Sagredos og Hartfiel, 1990), at destillationsresterne havde en negativ indflydelse på E-vitamin status og på status af visse B-vitaminer. Andre negative effekter blev ikke påvist i deres forsøg.

Nærværende arbejde har derfor taget sigte på at belyse sammenhængen mellem fedtets kemiske sammensætning og dets energiværdi samt effekt på rotters kvælstofomsætning. Desuden er toksikologiske effekter undersøgt i begrænset omfang.

Der har dels været arbejdet med analyseudvikling og dels med rotteforsøg til belysning af forskellige analysemetoders værdi som kvalitetsanalyser for foderfedter. En fraktion af foderfedtet, som det er meget ønskeligt at kunne bestemme kvantitativt, er de polymere fedtstoffer. Polymere fedtstoffer er en fællesbetegnelse for store molekyler af fedtstoffer, dannet ved, at fedtkomponenter har bundet sig til hinanden - eksempelvis ved en binding mellem to fedtsyrer i hvert sit triglycerid.

Baggrunden for at påbegynde udvikling af en metode til bestemmelse af indholdet af polymere fedtstoffer i foderfedt er også, at man i flere år fra DAKOFO's side har angivet en grænse for polymere forbindelser i fedt, uden at der har foreligget en specifik analysemetode til bestemmelse af disse polymere forbindelser. Dette problem er imidlertid ikke enkelt at løse, idet polymere fedtstoffer er en yderst hertogen stofgruppe, som består af to hovedgrupper nemlig:

a) oligomere fedtstoffer ,hvor nogle få ikke stærkt oxiderede komponenter er bundet sammen i et molekyle, og

b) højere polymere stærkt omdannede forbindelser.

De oligomere fedtsyrer kan være forestrede til glycerol eller uforestrede. I den forestrede form kan der være dannet netværk mellem triglyceridmolekyler ved dimerisering mellem fedtsyrer fra forskellige triglyceridmolekyler, men efter forsæbning foreligger fedtsyrer, der har indgået sådanne forbindelser, som oligomere fedtsyrer. De lader sig definere som dimere, trimere og eventuelle højere oligomere ud fra deres størrelse. De hyppigst forekommende af disse er dimere fedtsyrer. Dimere fedtsyrer er imidlertid også en heterogen stofgruppe, dels pga. de mange kombinationsmuligheder mellem fedtsyrerne, dels pga. de forskellige bindingstyper så som kulstof-kulstof bindinger, æter og peroxid bindinger og endelig forskellige muligheder for andre oxidativt indførte grupper, som f.eks. hydroperoxid og alkoholgrupper. På den anden side lader gruppen sig let afgrænse, og man har kendskab til en del af stoffernes strukturer (Christopoulou, 1986).

Anderledes forholder det sig med de højere polymere forbindelser, d.v.s. forbindelser, som selv efter forsæbning har en molekylvægt på mere end ca. 1000 au (autommasse enheder). Disse synes at være stærkt omdannede, og strukturerne af disse stoffer er ikke kendte, men der er ingen tvivl om, at der er tale om meget komplekse stofblandinger. Man bør derfor ikke forvente egentlige strukturopklaringsresultater for denne stofgruppe, da f.eks. massespektrometri kun vil kunne anvendes til de mindste molekyler inden for gruppen, og alle spektroskopiske teknikker vil uden tvivl give så komplekse spektre, at tolkningsmulighederne begrænses stærkt.

Det er på denne baggrund klart, at enhver analyse af en så dårligt defineret og kompleks blanding vil være uspecifik, ligesom kvantiteringen er vanskeliggjort af det forhold, at forskellige kemiske forbindelser giver anledning til forskelligt respons/masse forhold i almindeligt anvendte detektionssystemer. Der blev derfor i stedet fokuseret på udvikling af en analysemetode til bestemmelse af dimere fedtsyrer, som kunne anvendes til forskellige typer af dimere og blandinger af disse. Metoden vil blive beskrevet i en selvstændig publikation, men principperne i metoden omtales under materialer og metoder.

Foruden bestemmelsen af dimere fedtsyrer blev en anden analysemetode (Arens et al, 1977) vurderet om fedtkvalitets-parameter til foderfedter. Det drejer sig om en uspecifik analyse for oxiderede fedtsyrer, som ikke lader sig opløse i petroleumsæter under de i analyseforeskriften angivne betingelser.

Analysen er beregnet til kvalitetsvurdering af stegefedt. Det formodedes, at den ville have en vis værdi også til foderfedt. En del foderfedtpartier synes nemlig at have været udsat for kraftig varmepåvirkning, idet de er sortfarvede.

Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning

Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.

Forskellige kemiske analysemetoders værdi som kvalitetskriterier for foderfedt - belyst gennem forsøg med rotter