Den hyppigste lokalisation af osteochondrose var i knæleddet, hvor 78 % af dyrene havde patologisk synlige forandringer, efterfulgt af forandringer i den distale vækstzone i albuebenet (77 %) og albueleddet (44 %).

Osteochondrose er en multifaktoriel lidelse i led og vækstzoner i de lange knogler hos voksende dyr. Lidelsen skyldes en forstyrrelse af ossifikationen, resulterende i en fokalt fortykkelse og retention af brusken i det underliggende knoglevæv. Der kan derefter opstå nekrose af den retenderede brusk og ved efterfølgende fysisk stress kan udvikles revnedannelse udgående fra det nekrotiske væv, hvorved en dissekerende læsion med dannelse af en bruskflap, osteochondritis dissecans (OCD), kan opstå. Osteochondrose og især OCD er blandt hovedårsagerne til bensvaghed i grise. Røntgenundersøgelse har været anvendt til osteochondrosediagnostik på udbenene knogler, idet det nekrotiske væv kan ses på røntgen, men ikke brusken. På levende dyr er der ikke lavet undersøgelser i større skala over røntgens muligheder.

Formålet med denne undersøgelse var at undersøge muligheden for at diagnosticere osteochondrose ved hjælp af røntgenundersøgelse af levende grise. Dette blev undersøgt på slagtekroppe ved at estimere korrelationen mellem læsioner diagnosticeret radiologisk og patologisk. Derudover var det formålet at undersøge sammenhængen mellem bensvaghed og osteochondrose.

I undersøgelsen, som fandt sted i et samarbejde mellem SH, KVL og Danske Slagterier, blev 278 Landrace orner klinisk undersøgt for bensvaghed umiddelbart inden slagtning. Efter slagtning (ved 95 kg) blev albue, forknæ, knæ, og haseleddene undersøgt for osteochondrose dels røntgenologisk på den intakte slagtekrop og dels patologisk på de udbenede knogler. Kun led fra den ene side blev undersøgt, da osteochondrose hyppigt er bilateralt forekommende. Bensvaghedssymptomer og ledforandringer blev scoret fra 1 (normal) til 5 (meget svære forandringer).

Den hyppigste lokalisation af osteochondrose var i knæleddet, hvor 78 % af dyrene havde patologisk synlige forandringer, efterfulgt af forandringer i den distale vækstzone i albuebenet (77 %) og albueleddet (44 %). Der var ingen associationer mellem læsionerne de forskellige steder. Osteochondrose kan derfor ikke betegnes som en generaliseret lidelse. Prevalensen af osteochondritis dissecans (OCD) var størst i albueleddet (16 %), hvorimod kun én gris havde OCD i knæleddet. Overbelastning og trauma er sandsynligvis af betydning, som udløsende faktorer for OCD. Resultaterne tyder på, at albueleddet kan være mere sårbart overfor trauma og overbelastninger end knæleddet.

Korrelationerne mellem de radiologiske og patologiske bedømmelser var stærkt signifikante i albueleddet (r=0.66,P<0.001), i distale vækstzone i albueleddet (r=0.51, P<0.001), i knæleddet (r=0.33, P<0.001) og i hasen (r=0.17, P<0.01), hvilket indikerer, at røntgenundersøgelse er en brugbar metode til at diagnosticere osteochondrose i levende svin.

Regressions koefficienter mellem ledforandringer og bensvaghedssymptomer analyseret på 5 trins skalaen var små og viste ingen klare tendenser. OCD (0,1) i albueleddet var imidlertid signifikant associeret med "udaddrejede forben" (OR=2.48, P<0.001), "udaddrejede bagben" (OR=1.62, P<0.05) og "stiv forbevægelse" (OR=2.01, P<0.05). Der var 7 grise, der ikke kunne rejse sig ved den kliniske undersøgelse, af disse havde 4 OCD i albueleddet. Osteochondrose er således sammenlignelig med en tærskelegenskab, hvor tærsklen er udviklingen af OCD i et osteochondrose-beskadiget led.

OCD er ikke radiologisk synlig, så længe læsionen kun involverer ledbrusken. Først hvis bruskflappen calcificerer til en ledmus, kan denne ses på røntgenbilleder (der fandtes ingen ledmus i denne undersøgelse). Da OCD er af særlig betydning i forbindelse med bensvaghed, vil det være af interesse at vide, om en "OCD-gris" også vil få høje scorer for osteochondrose på røntgenbilleder, som en konsekvens af sammenhængen med vævsnekrosen som er synlig på røntgenbilleder. I datamaterialet fandtes, at røntgenscorene i albueleddet var signifikant højere for "OCD-grise" (2.45) end for "ikke OCD-grise" (1.65) (P<0.001). Sandsynligheden for at finde en "OCD-gris" ved røntgenundersøgelse er derfor høj.

Med baggrund i resultaterne fra dette forsøg er der nu iværksat en genetisk undersøgelse af osteochondrose diagnosticeret ved hjælp af røntgen for om muligt at medtage egenskaben som et avlsmål. Undersøgelsen foregår i samarbejde med Danske Slagterier på orneteststationen Bøgildgård med støtte fra Landbrugsministeriet forskningspakke "Genetik, avl og reproduktion i husdyrbruget (1993-1997)".

Kilde:

B. Jørgensen, J. Arnbjerg and M. Aaslyng, 1995. Pathological and Radiological investigations on osteochondrosis in pigs, associated with leg weakness. J. Vet. Med. A. 42, 489-504.

Patologiske og radiologiske undersøgelser af osteochondrose hos grise