I det følgende fortæller seniorforsker Sigurd Boisen om problemerne i det nuværende system og om perspektiverne i en bedre fodervurdering.

Den igangværende debat om vandmiljøet har aktualiseret behovet for at udvikle et nyt fodervurderingssystem til svin. Via en mere præcis proteinvurdering, som er en væsentlig del af systemet, kan det blive muligt at optimere grisenes aminosyreforsyning, og dermed reducere udskillelsen af kvælstof til gødning og urin. Det aktuelle behov for en bedre kvælstofhusholdning er imidlertid langt fra det eneste perspektiv i et nyt fodervurderingssystem. Der er både ernæringsmæssige og i særdeleshed produktionsøkonomiske muligheder i en bedre og mere præcis fodervurdering.

I det følgende fortæller seniorforsker Sigurd Boisen, Afdeling for Ernæring ved SH om problemerne i det nuværende system og om perspektiverne i en bedre fodervurdering.

Den nuværende danske fodervurdering er baseret på et system, der er udviklet for ca. 20 år siden. Det betyder med andre ord, at den praktiske fodervurdering ignorerer den viden, der er skabt igennem de sidste 20 års forskning. Udenlandske fodervurderingssystemer bygger på tilsvarende grundprincipper som det danske, men dog med variationer, der som konsekvens fører til betydelige forskelle i vurderingen af de aktuelle foderstoffer og -blandinger. Dette gælder også for systemer, der umiddelbart skulle forventes at give en sammenlignelig vurdering.

På den baggrund er der i de senere år blevet fokuseret på fodervurdering især i Frankrig og Holland. De franske og hollandske systemer er ligesom det danske energivurderingssystem baseret på "netto energi" (NE), der defineres som den energi, der er til rådighed til vedligehold og aflejring. I alle tre systemer beregnes NE på grundlag af energiværdien af forskellige fordøjelige næringsstoffraktioner. Disse energiværdier er imidlertid beregnet på grundlag af matematiske regressioner mellem de anvendte forsøgsblandingers kemiske sammensætning og NE, der i det pågældende forsøg beregnes ud fra tilvæksten og et antaget forbrug til vedligeholdsprocesser. De anvendte energiværdier er således afhængig af de givne forsøgsbetingelser og valgte forudsætninger - i stedet for at være baseret på de faktiske fysiologiske værdier.

Forskellige vurderinger af foderet

Som en følge heraf, er energiværdierne for de forskellige næringsstoffer i de tre systemer forskellige. En forkert vurdering af foderet kan være vanskelig at opdage, så længe der anvendes traditionelle blandinger, hvortil normerne er tilpasset. Men selv relativt små ændringer i næringsstofsammensætningen kan dog let få en væsentlig betydning (og føre til fejlkonklusioner, så længe der tages udgangspunkt i systemets ufejlbarlighed).

I det danske fodervurderingssystem er der en række forhold, der giver anledning til skævvridninger i bestemmelsen af et foders værdi. Generelt gælder dette for især proteinværdien, der baseres på fæcesfordøjeligt kvælstof i stedet for tyndtarmsfordøjelige aminosyrer, og for proteinets energiværdi, der i det danske system er kraftigt overvurderet.

Desuden antages værdierne - ligesom i de udenlandske vurderingssystemer - at være konstante og uafhængige af den aktuelle fysiologiske og fodringsmæssige situation. Desuden tager systemet generelt ikke højde for de variationer, der kan være i fordøjeligheden af de forskellige næringsstoffer i forskellige partier af det samme foderstof.

Store forskelle i produktionsresultater

Det er derfor ikke overraskende, at kommercielle blandinger, der ifølge det nuværende system skulle forventes at have den samme foderværdi, kan vise sig at give vidt forskellige resultater i produktionsforsøg. Det er heller ikke overraskende, at man med "resultatfodring" kan være heldig at opnå en bedre produktionsøkonomi, eftersom der kan forventes ofte at være en betydelig afstand mellem den givne og den optimale fodringssituation i den givne besætning. Spørgsmålet er i hvor høj grad den anvendte metode for resultatfodring er i stand til at udnytte det potentiale, der er for at forbedre de ofte suboptimale fodringsbetingelser, der vil forekomme ved en slavisk normfodring ifølge vort nuværende fodervurderingssystem.

Højere kvælstofudvaskning end nødvendigt

Et eksempel på systemets sårbarhed ved ændringer i næringsstofsammensætningen i forhold til de typiske blandinger, som det danske fodervurderingssystem oprindeligt blev udviklet på grundlag af (og som normerne er tilpasset efter), er forholdene i forbindelse med en proteinreduktion i foderet (Se afsnittet om reduktion af protein på modsatte side). Denne problemstilling er særdeles aktuel i forbindelse med bestræbelserne på at reducere kvælstofudskillelsen fra svineproduktionen.

Eksemplet viser, at der kan være betydelige problemer med at nå frem til holdbare konklusioner på grundlag af produktionsforsøg, der (selv om de er korrekt designede) udelukkende tager udgangspunkt i vort nuværende fodervurderingssystems præmisser. Det synes også oplagt, at en væsentlig grund til uventet dårlige resultater med foderet i praksis kan skyldes såvel systematiske fejl i systemet som upræcise bestemmelser på de aktuelle blandinger.

Det må derfor være en særdeles vigtig opgave, at gå ind i en målrettet færdigudvikling af et nyt fodervurderingssystem med tilhørende normangivelser og et pålideligt kontrolsystem af de aktuelle blandinger. I den forbindelse ville det formentlig være hensigtsmæssigt at starte med at færdigudvikle et nyt proteinvurderingssystem. (Se principperne for et sådant system bagest i artiklen. Red.)

Præcise simuleringsmodeller

Det nye fodervurderingssystem vil kunne danne en perfekt baggrund for en computerbaseret simuleringsmodel, der præcist kan beregne såvel den optimale fodersammensætning i den givne fodringssituation, som aktuelle værdier for produktionsresultater, slagtekvalitet, produktionsøkonomi samt næringsstofudskillelse fra produktionen i en besætning fodret med et givet foder efter en given fodringsstrategi.

Reduktion af protein

Foderets proteinværdi er afhængig af indholdet af fordøjeligt idealprotein. I almindelige kornbaserede foderblandinger er der underskud af de fleste essentielle aminosyrer i forhold til idealproteinet for grisen. Lysin er altid den første begrænsende aminosyre, medens treonin og methionin er de næstfølgende. Disse aminosyrer er alle kommercielt tilgængelige, medens de øvrige essentielle aminosyrer (bortset fra tryptofan) ikke produceres i større skala, og er derfor ikke økonomisk relevante for den almindelige produktion. Tilsætning af lysin og treonin (og evt methionin) kan typisk øge idealproteinets andel af det fordøjede protein fra 0.6 til 0.9, og dermed give mulighed for en tilsvarende reduktion i foderproteinet uden en reduktion i foderets proteinværdi.

I praktiske blandinger vil en sådan proteinreduktion ske ved at et proteinrigt foderstof (f.eks. soyaskrå) erstattes af korn (f.eks. byg eller hvede) og handelspræparater af lysin og treonin (og methionin), således at indholdet af fordøjeligt lysin og treonin (og methionin) holdes konstant i forhold til indholdet af foderenheder til svin (FEs). Dette svarer i realiteten stort set til at en del af foderblandingens protein erstattes af stivelse, idet de ekstra tilsatte aminosyrer kvantitativt spiller en underordnet rolle. På denne måde er det realistisk at reducere proteinindholdet med 5 %. I praksis kan det ske ved at udskifte 13 % soyaskrå med byg.

Forskellen på de to blandingers næringsstofsammensætning kan beskrives ret præcist ved at proteinet er reduceret med 5 % og stivelsen er øget med 5 % i den nye blanding, under opretholdelse af et konstant indhold af ford. aa/FEs.

For at dette kan være korrekt, er det en forudsætning, at 1) de anvendte fordøjeligheder af aminosyrer fra korn og soyaskrå er korrekte (fordøjeligheden af de tilsatte aminosyrer kan antages at være 100 %) og 2) energiværdien af protein og stivelse er korrekte - eller i hvert fald rigtige i forhold til hinanden.

Ingen af disse forudsætninger er imidlertid opfyldte.

Aminosyrernes fordøjelighed er bestemt som den tilsyneladende fordøjelighed efter en direkte analyse af indholdet i gødningen. Proteinrige foderstoffer kan ikke bestemmes direkte men må fortyndes (oftest sker dette med en proteinfri blanding). De bestemte værdier bliver derfor afhængig af forsøgsblandingens sammensætning og er ikke et direkte mål for det undersøgte foderstof. Generelt undervurderes proteinrige foderstoffers fordøjelighed ved denne metode. Desuden giver anvendelse af fæcesfordøjeligheden af kvælstof generelt en individuel grad af fejlvurdering af de tyndtarmsfordøjelige aminosyrer.

I det givne eksempel kan det antages, at der er en systematisk undervurdering af fordøjeligheden af lysin i soyaprotein på 5 %, medens en evt fejlvurdering af lysin i byg er af mindre betydning i denne sammenhæng (der tages ikke her stilling til specifikke variationer i lysinfordøjeligheden i forskellige partier af soyaskrå).

Med et lysinindhold på 28 g/kg soyaskrå vil en reduktion på 13 % soyaskrå i blandingen og en undervurdering af fordøjeligheden på 5 % bevirke, at den nye blanding med reduceret protein i virkeligheden vil indeholde ca 0,2 g ford. lysin mindre pr FEs end udgangsblandingen (når FEs er beregnet i henhold til det danske energivurderingssystem). Det skal også bemærkes, at ved anvendelse af den tilsyneladende ilealfordøjelighed, som generelt er mere korrekt, ville den systematiske undervurdering i det givne eksempel være endnu højere.

Udskiftning af 5 % protein med 5 % stivelse påvirker energiværdien. Størrelsen af denne påvirkning afhænger af disse to næringsstoffers relative energiværdi. Som det fremgår af tabel 1, er der en betydelig forskel i de 3 nettoenergivurderingssystemer i henholdsvis Danmark, Frankrig og Holland, der alle er baseret på matematiske beregninger under forskellige givne forudsætninger. Medens det hollandske system på dette punkt stemmer fint overens med den fysiologiske værdi, er der tale om en relativ undervurdering af proteinets energiværdi i det franske system men en relativ overvurdering i det danske system.

Tabel 1.

Relativ energiværdi af protein og stivelse i forskellige netto energi vurderingssystemer sammenlignet med den fysiologiske energiværdi

Relativ energiværdi
	Netto energi			Fysiologiskenergi
	Danmark	Frankrig	Holland
Stivelse	100	100	100	100
Protein	123	70	86	88

I et moderne og tidssvarende system må det være rimeligt at tage udgangspunkt i den fysiologiske energiværdi, der er baseret på et biokemisk grundlag og derfor uafhængig af de givne forsøgsbetingelser. Sammenligning mellem det danske system og de fysiologisk bestemte energiværdier af protein og stivelse viser, at en udskiftning af 5 % protein med stivelse i foderblandingen resulterer i en forøgelse af energiværdien på næsten 2 % i forhold til det forventede.

Ved en direkte sammenligning af 2 blandinger med normal og reduceret proteinindhold fodret igennem en vækstperiode fra ca 25 til ca 100 kg, hvorunder der forbruges 200 kg foder, og som ifølge vort nuværende fodervurderingssystem tilfører grisene den samme mængde energi og fordøjelige aminosyrer, vil grisene, der får den proteinreducerede blanding, altså i virkeligheden få tilført en ekstra energimængde svarende til ca 4 ekstra FEs og 40 g mindre fordøjeligt lysin. Da de ekstra FEs stammer fra stivelse, vil der kunne aflejres ca 0.3 kg fedt ekstra pr FEs, svarende til 1.2 kg ekstra fedt. Til gengæld betyder den mindre tilførsel af ford. lysin - forudsat lysin lige præcist har opfyldt behovet i den oprindelige blanding - at der er aflejret ca 1/2 kg mindre protein, svarende til ca 2 kg mindre kød.

Principper for et nyt proteinvurderingssystem
1.	Aminosyreindholdet i aktuelle foderstofpartier bestemmes på grundlag af en kvælstofanalyse og regressionsligninger for sammenhængen mellem kvælstof og de enkelte aminosyrer. Aminosyreindholdet i færdige foderblandinger kontrolleres ved direkte aminosyreanalyser.
2.	Aminosyrernes fordøjelighed baseres på individuelle koefficienter for deres tynd-tarmsfordøjelighed.
3.	Tabelværdier for de enkelte foderstoffers aminosyrefordøjelighed fastlægges på grundlag af in vivo forsøg. Aminosyrefordøjeligheden i enkeltfoderstoffer refererer direkte til det pågældende foderstof (= nettofordøjeligheden). Nettofordøjeligheden af protein-lave foderstoffer, der er bestemt direkte, er identisk med den bestemte tilsyneladende fordøjelighed. Nettofordøjeligheden af proteinrige foderstoffer bestemmes ved extrapolation. Nettofordøjeligheden korrigeres for en standardværdi for det endogene tab, der svarer til det basale tab ved fordøjelsen af proteinholdigt foder. Den herved bestemte standardiserede fordøjelighed er karakteriseret ved at ekstra, foderspecifikt, endogent tab debiteres foderet (hvilket afspejles i lavere fordøjelighedskoefficienter).
4.	Aktuelle værdier for foderpartiernes aminosyrefordøjelighed bestemmes ud fra in vitro analyser af proteinfordøjeligheden. Proteinets in vitro fordøjelighed er uafhængig af det endogene proteintab og refererer derfor til foderproteinets faktiske fordøjelighed. Det samlede endogene proteintab (basal + ekstra) afspejles i in vitro ufordøjet tørstof. Aminosyresammensætningen i basal og ekstra endogent protein antages at være konstant. Den standardiserede fordøjelighed af aminosyrerne kan derfor beregnes efter korrektion af in vitro fordøjeligheden for det bestemte foderspecifikke ekstra endogene proteintab.
5.	Aminosyrebehovene angives for samtlige essentielle aminosyrer og defineres på grundlag af en standardværdi for idealprotein. Aminosyrebehovene omfatter behovet til proteinaflejring og vedligeholdsprocesser. Det basale endogene tab indgår i vedligeholdsbehovet. Aminosyrebehovene angives i forhold til foderets energiværdi. Dette forhold reduceres gradvist igennem vækstperioden fra fravænning til slagtning ved 100 kg. Idealproteinets aminosyreprofil antages at være konstant igennem vækstperioden.
6.	Energiværdien af aminosyrer, der ikke bidrager til idealproteinet i færdige blandinger (eller aflejres i den aktuelle fodringssituation), beregnes ud fra aminosyrernes fysiologiske energiudnyttelse.
7.	Det optimale indhold af fordøjelige aminosyrer i den givne foderblanding beregnes på grundlag af grisenes proteinaflejringskapacitet og den fysiologisk betingede fedtaflejring i den givne situation, sammenholdt med den aktuelle energiværdi af foderet (beregnet på grundlag af den fysiologiske energiudnyttelse af de relevante næringsstoffraktioner, hvis aktuelle fordøjelighed er bestemt in vitro).
8.	Proteinværdien af færdigblandinger karakteriseres ved deres indhold af:
		a) kvælstof, der potentielt kan aflejres, svarende til idealprotein-N (aflejret N)
		b) kvælstof, der fordøjes men ikke kan udnyttes til aflejring (urin-N)
		c) kvælstof, der ikke fordøjes (fæces-N).
	Den aktuelle fordelingen mellem a og b afhænger af den aktuelle fodringssituation, idet a er en maximum-værdi.

Rererence:

Boisen, S. & Eggum, B.O. 1991. Critical evaluation of in vitro methods for estimating digestibility in simple-stomach animals. Nutr. Res Rev. 4, 141-162.

Boisen, S. & Fernandez, J.A. 1995. Prediction of the apparent ileal digestibility of protein and amino acids in feedstuffs and feed mixtures for pigs by in vitro analyses. Anim Feed Sci. Technol. 51, 29-43.

Boisen, S. & Moughan, P.J. 1996. Dietary influences on endogenous ileal protein and amino acid loss in the pig - A review. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci., 46. (in press).

Boisen, S. & Moughan, P.J. 1996. Different expressions of dietary protein and amino acid digestibility in pig feeds and their application in protein evaluation. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci., 46. (in press).

Boisen, S. 1996. Ideal protein - and its suitability to characterize protein quality in pig feeds. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci., 46. (in press).

Boisen, S. 1996. A new protein evaluation system for pig feeds and its practical application (submittet).

Behov for nyt fodervurderingssystem til svin