Rapporten giver et bud på, hvordan produktionssystemer bør bygges i dag for at tilgodese udviklingen over de næste 10-15 år. Der er opstillet scenarier, som i videst muligt omfang tilgodeser bedste produktionspraksis inden for sundhed, velfærd, etc.

Formål og metode

Med den nuværende strukturudvikling må det forventes, at fremtidens svinebesætninger i stigende grad kommer til at bestå af store enheder. Dette rejser en række spørgsmål om, hvordan de store enheder indrettes, så logistik, sundhed, dyrevelfærd, miljø, arbejdsforhold og den øvrige drift kommer til at spille sammen.

Denne rapport giver et bud på, hvordan produktionssystemer kan bygges i dag for at tilgodese udviklingen over de næste 10-15 år (2020-2025). Rapporten er ikke 100 pct. fyldestgørende men skal ses som et oplæg til diskussion og overvejelse.

Rapporten er blevet udarbejdet med følgende formål:

At give svineproducenter, der står overfor investeringer i nye store staldanlæg et bedre grundlag at træffe deres valg på
At give et grundlag for at sammenligne forskellige produktionssystemer og vise deres økonomiske potentiale ved forskellige produktivitetsniveauer
At udarbejde en metode til beregning af økonomi ved forskellige produktionssystemer (scenarier)
At give et overblik over vores nuværende viden om større produktionsanlæg og identificere områder, hvor vi mangler viden, og hvor et udviklingsarbejde er relevant.

Rapporten tager udgangspunkt i, at fremtidens produktionssystemer skal være robuste, fleksible, arbejdseffektive, overskuelige, rentable og acceptable. Rapporten behandler først relevante rammebetingelser samt forslag til bedste produktionspraksis inden for en række områder, fx sundhed, dyrevelfærd, fodring og eksternt miljø. Disse centrale forhold er dernæst søgt implementeret i en række scenarier, der i videst muligt omfang tilgodeser den bedste produktionspraksis inden for alle områderne – altså efter en helhedsvurdering. Derefter er der foretaget beregninger af økonomien i hvert af de valgte scenarier.

Rapporten omhandler udelukkende produktionsformer, som det kan forventes, at en stor del af svineproduktionen i Danmark vil blive produceret i (”main-stream-produktion”).

Rapporten er blevet udarbejdet som et fællesprojekt mellem en række afdelinger i Videncenter for Svineproduktion i perioden 2009-2011. Desuden har projektchef Søren Jacobsen, Danish Farm Design A/S bidraget. Projektet har fået tilskud fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram ID: VSP 09/10/54 samt nr. 3663-D-10-00460.

Strukturen i svineproduktionen og ejerformer

Fremtidens sobesætninger vil have fra 1.000 til 4.000 søer. Søer og smågrise vil kunne opstaldes på samme lokalitet. Større slagtesvinebedrifter vil have 4.000-8.000 stipladser, eventuelt fordelt på flere lokaliteter, hvoraf nogle kan være med alt-ind/alt-ud på ejendomsniveau. Mindre slagtesvinebedrifter vil fortrinsvis drives alt-ind/alt-ud på ejendomsniveau.

Alt-ind/alt-ud produktion på ejendomsniveau i slagtesvineproduktionen er det sundhedsmæssigt mest sikre system. Imidlertid er omkostningerne til lokalisering (miljøtilladelse, foder- og personalefaciliteter) af en lille produktion forholdsmæssigt større end til et stort produktionsanlæg. For at udvikle alt-ind/alt-ud princippet i slagtesvineproduktionen kræves, at de eksisterende produktionstilladelser kan opretholdes. Opdeling af produktionen på flere lokaliteter betyder øgede transportomkostninger, hvilket skal kunne dækkes ind af en bedre effektivitet.

Store besætninger kan fordele lokaliseringsomkostninger og større miljøteknologi-investeringer på et stort antal producerede dyr. De har også fordele, når det gælder mulighederne for at etablere hjemmeblanding og bruge mere avancerede fodringssystemer. Andre fordele ved store besætninger er muligheden for flere fravænninger om ugen, mere hensigtsmæssig håndtering af restgrise og bedre arbejdsforhold.

Ejerformerne vil ændres, og flere producenter vil gå sammen i selskaber, for at de store produktionsenheder kan håndteres økonomisk. Nogle selskaber vil være dannet af hensyn til indkøb og afsætning af egne produkter. I disse selskaber kan planteavlere, soholdere og slagtesvineproducenter indgå. I udlandet, specielt i USA, er risikoafdækning, fx i form af en kontraktproduktion udbredt i slagtesvineproduktionen. Denne produktionsform kan tages med i overvejelserne i forhold til udvikling af slagtesvineproduktionen. De selvejende bedrifter vil dog kendetegne dansk svineproduktion de næste mange år.

Sundhed og smittebeskyttelse

Der er konsekvent alt-ind/alt-ud drift i alle staldafsnit, hvor der opstaldes pattegrise, smågrise og slagtesvin. Det indebærer, at også farestaldene vil have alt-ind/alt-ud drift, og at ammesøer etableres ved at flytte søerne rundt men ikke grisene. For at gøre alt-ind/alt-ud driften nemmere at praktisere, vil et ugehold kunne fylde flere faresektioner op.

Vækstdyr – herunder pattegrise – skal flyttes og sammenblandes så lidt som muligt. Det skal tilstræbes at overføre hele, intakte kuld af pattegrise til smågrisestalden, hvorefter der kun må ske en neddeling af flokken. I en del af de nye systemer vil man vælge at fravænne grisene i farestien.

Det sektionerede system skal håndtere 90-95 pct. af grisene. De resterende 5-10 pct. skal håndteres i opsamlingsstalde og må på intet tidspunkt tilbageføres til det sektionerede system.

Dyrevelfærd

I løbet af de næste 10-15 år vil den nationale lovgivning stille krav om løsgående søer i hele cyklus, dog med mulighed for kortvarig opstaldning i boks ved løbning og omkring faring. Det vil i første omgang være gældende i nybyggeri, men med overgangsordninger for eksisterende byggeri. Dette vil stille store krav til udvikling af produktionssikre stier. Løsgående søer medfører et øget arealforbrug.

Fravænningsalderen for pattegrisene vil fortsat være minimum 21 dage (alderen på den enkelte gris). Idet kuldstørrelsen fortsat vil stige, vil udfordringen være at holde pattegrisedødeligheden på et acceptabelt niveau. Brugen af ammesøer vil fortsat være nødvendigt.

Kastration vil sandsynligvis ophøre inden for en overskuelig årrække. Halekupering vil ikke blive accepteret i samme omfang som i dag, og der vil blive stillet øgede krav til dokumentation af behovet for halekupering. Dette øger fokus på, hvordan smågrise og slagtesvin skal opstaldes for at undgå adfærdsmæssige problemer.

Der vil i alle dyregrupper være fokus på at holde dødeligheden så lav som muligt. Der er fortsat behov for at reducere dødelighed, samt fx benproblemer, ved ændret stiudformning eller ændret avlsindsats. Generelt skal produktionsforholdene sikre, at der er få skader på dyrene. Grise og søer skal opstaldes i stabile grupper for at begrænse antallet af sammenblandinger og hos grisene desuden for at reducere risikoen for smittespredning.

Lovgivere og meningsdannere har stor fokus på, om grise og søer tilgodeses med rode- og beskæftigelsesmateriale. Derfor vil der sandsynligvis komme øgede krav til hvilke adfærdsbehov, som materialerne skal kunne dække hos dyrene. Der vil også komme øget fokus på, om drægtige søer er sultne og på brug af fiberrigt foder i de kommende år. Der er således behov for forsøg, der klarlægger disse forhold.

Der vil være øget kontrol, eventuelt i form af egenkontrol, for at dokumentere at velfærden er i orden.

Fodring

I soholdet vurderes tørfodring at være det mest robuste valg, da det har fordelene af en enkel styring, god foderhygiejne og mindre anlægspris. Modsat giver vådfodring mulighed for fermentering af korndelen, hvilket forventes at øge fordøjeligheden af fosfor og energi, samt giver mulighed for anvendelse af våde alternative fodermidler. Det forventes, at der i fremtidens større produktioner vil indgå en tredje blanding i soholdet, som dels anvendes til sopolte, dels anvendes som overgangsfoder imellem drægtigheds- og diegivningsfoder.

I smågrisestalde forventes det, at der kan opnås den bedste produktivitet med vådfodring. Men tørfodringens simple styring og muligheden for flere blandinger og dermed billigere foder vil vægte højere end den forventede højere produktivitet ved vådfodring. Til smågrise forventes fremover tre eller flere blandinger.

I slagtesvineproduktionen vil kapitalomkostningen til stalde med restriktiv vådfodring være væsentligt højere end til stalde med tørfodring efter ædelyst. Meromkostningen forventes dog at blive betalt af en bedre foderudnyttelse og kødprocent som følge af den restriktive fodring sidst i vækstperioden. Overgangen fra produktion af galtgrise til hangrise vil sandsynligvis reducere produktivitetsforskellen imellem vådfoder- og tørfoderstalde, og valget af staldtype vil afhænge af muligheden for hjemmeblanding og anvendelsen af rest- eller biprodukter.

Hjemmeblanderi vil være økonomisk interessant til soholdet og vil have en god effekt på mavesundheden. Hjemmeblanderi er endvidere interessant til slagtesvinestalde med vådfoder, særligt når besætningsstørrelsen øges. Det forventes derfor fremover, at hjemmeblanderier vil have en stor kapacitet og vil kunne levere lønforarbejdet foder til omkringliggende svineproduktioner.

Klima og ventilation

Farestalde, fravænnings- og slagtesvinestalde ventileres diffust, suppleret med stråleventilation i varme perioder. Løbe- og drægtighedsstalde og stalde med uens belægning ventileres med stråleventilation og har varmeforsyning.

Nye staldanlæg opført i miljøfølsomme områder, eller tæt på bebyggelser, forventes at rense afgangsluften for såvel gasser som lugt via kemiske og biologiske filtre. Gulvudsugning af en mindre del af ventilationsluften under grisenes leje, kombineret med rensning af denne delmængde for ammoniak og eventuelt lugt, forventes at blive en god teknologisk løsning i fremtidens stalde. De fremtidige stalde indrettes med eller forberedes til luftrensning, gylleforsuring eller gyllekøling.

Der vil fortsat være fokus på energiforbruget, så fremtidens stalde vil være forsynet med sidste nye generationer af energieffektive motorer og styringssystemer, ligesom der anvendes varmegenindvinding. Der opsættes overvågningsudstyr, så klima- og ventilationsforhold kan følges centralt.

Eksternt miljø

Det er vanskeligt at finde lokaliteter, hvor store produktionsenheder – specielt til slagtesvineproduktion – kan placeres, med mindre man finder effektive og billige løsninger til at begrænse lugtemissionen. Det er også vanskeligt at etablere små nye produktioner, da omkostninger til lokalisering (miljøansøgning, vejanlæg, el, vand, etc.) bliver for store til, at en lille produktion kan forrente omkostningen. Der forventes at blive udpeget områder i kommunerne, der er egnede til etablering af større husdyrbedrifter.

De nuværende lugtgenegrænser til nabobeboelser forventes at være gældende i fremtiden. Der vil dog blive arbejdet med at få reduceret afstandskravene fra større slagtesvineproduktioner, da kravene i Danmark er noget højere end i fx Tyskland og Holland.

Aftalen om Grøn Vækst vil medføre omfattende krav til ammoniakreduktion i fremtidens svineproduktioner. Særligt anlæg, der ligger tæt på internationale naturbeskyttelsesområder, men også anlæg tæt på heder, overdrev, moser og visse skove, vil blive berørt. Kravene vil dels komme i forbindelse med placering af nyanlæg, dels i allerede etablerede anlæg, der ønskes udvidet eller skal regodkendes. I praksis vil det for større produktionsanlæg ofte medføre skærpede reduktionskrav i forhold til Miljøstyrelsens vejledende emissionsgrænseværdier (BAT).

Placeringen af nyanlæg vil på grund af ammoniak- og lugtudledningen være en vigtig beslutning i fremtidens svineproduktion, og der vil fortsat være behov for udvikling af teknologiske løsninger til reduktion af ammoniak- og lugtemission fra store produktionsanlæg.

Det kan blive nødvendigt at fjerne næringsstoffer (kvælstof og fosfor) fra visse geografiske områder ved gylleseparering. En større andel af gyllen vil fremover blive leveret til større biogasanlæg, hvilket vil reducere svinekødets CO2-belastning og vil fjerne/omfordele næringsstoffer i området. Etableringen af biogasanlæg skal dog drives af tilskud fra staten for at gøre investeringen økonomisk rentabel.

Logistik, bygningstype og flytning af dyr

Fremtidens produktionsanlæg vil være hensigtsmæssigt opbygget. De vil være optimeret på alle funktioner og vil være forberedt til udvidelse. Længden på bygninger vil gå mod et maksimum på omkring 100 meter. Den indbyrdes placering af staldafsnit skal sikre korte transportveje for dyr og personale. Det vurderes, at en forbedret logistik kan reducere antallet af medarbejdere. Lean-værktøjer kan forventes udnyttet i svineproduktionen.

Flytning af dyr bliver – ud over overvågning – den helt store arbejdsopgave i de fremtidige produktioner. Tilpasning af staldanlægget og udnyttelse af dyrenes naturlige adfærd vil være essentielt, for at denne opgave kan udføres rationelt. Ressourceforbruget til flytning af dyr kan reduceres, når kendskab til dyrenes adfærd udnyttes.

Medarbejderhåndtering og brug af rådgivning

I takt med at produktionsanlæggene bliver større, bliver der også flere ansatte. Det vil stille store krav til den daglige ledelse, samt hurtig og systematisk implementering af viden. Flere store enheder eller ejerkredse har mulighed for at ansætte HR-uddannet personale, der kan stå for ansættelse, MUSamtaler og efteruddannelse. Et lavt turn-over på personalet vil give mulighed for høj effektivitet og et lille ressourcespild.

Medarbejderne vil være specialiserede og uddannet specifikt til at arbejde i henholdsvis farestald, løbeafdeling, poltestald m.m. Uddannelse af driftsledere og medarbejdere vil blive håndteret af professionelle firmaer, eller rådgivere, som har specialiseret sig inden for HR. Dette vil medføre, at systematisk management og efteruddannelse vinder udbredelse på mange bedrifter. Arbejdsmiljøet optimeres ved anvendelse af støvdæmpende foranstaltninger, samt etablering af jobrotationsordninger. Inden for hver bedrift skal der kun være ét fælles sprog, da det er nødvendigt for at opnå det bedst mulige samarbejde.

I store anlæg er der mulighed for at personalet gennemfører beskrevne uddannelsesprogrammer. Dermed standardiseres arbejdsprocedurerne og spild undgås. Det vil også være en effektiv måde at sikre, at ny viden og nye procedurer implementeres. Uddannelsesmaterialet udarbejdes af Videncenter for Svineproduktion (VSP), den lokale rådgivning eller landbrugsskolerne (fx håndbogsblade, SOP (standard operating procedure)). Den mere teoretiske uddannelse afvikles på landbrugsskolerne.

Ny viden vil blandt andet komme fra universiteter og videncentre, men kan også genereres i store enheder eller ejerkredse, som det ses i udlandet.

Scenarierne

På grundlag af de relevante rammebetingelser og forslag til bedste produktionspraksis er udvalgt tre so-scenarier og tre vækstdyr-scenarier.

So-scenarierne er primært udvalgt for at vise de økonomiske konsekvenser af de øgede velfærdskrav, som med tiden kan forventes i soholdet. Vækstdyr-scenarierne skal ses som eksempler på produktionssystemer, hvor der forventes at være et potentiale i form af bedre sundhed, bedre produktivitet, og lavere arbejdsindsats. Helt centralt har det været at give eksempler på produktionssystemer, der sikrer mindst mulig flytning og sammenblanding af vækstgrisene.

So-scenarier:

Som reference er valgt det nuværende traditionelle system, hvor søerne er løsgående fra 4 uger efter løbning (TRAD)
Et system, hvor søerne er løsgående efter fravænning (LEF)
Et system, hvor søerne er løsgående i hele cyklus, dvs. også i farestalden (LØS).

Vækstdyr-scenarier:

Som reference er valgt det nuværende traditionelle system med smågrise- og slagtesvinestalde (Klassisk)
Et system med FRATS-stalde (FRATS)
Et system med fravænning i farestien (FIF).

I vækstdyr-scenarierne flyttes grisene til én eller flere selvstændige slagtesvinelokaliteter. Vægt ved flytning varierer mellem scenarierne. I Klassisk flyttes grisene ved cirka 30 kg fra en smågrisesektion, hvor de har opholdt sig cirka 7 uger efter fravænningen. Ved FRATS flyttes de umiddelbart efter fravænning ved cirka 7 kg. Ved FIF sker flytningen ved cirka 18-20 kg efter cirka otte ugers opholdstid i den faresektion, hvor grisen er født. Alle vækstdyr-scenarier er således 2-site-systemer. En gris vil fra fødsel til slagtning kun skulle transporteres to gange. Den ene gang er mellem sohold og slagtesvinelokaliteten, mens den sidste flytning er mellem slagtesvinelokaliteten og slagteriet. I det klassiske system vil den opleve skift imellem tre stimiljøer, mens den i de to andre kun vil opleve to stimiljøer.

Økonomien i hvert af scenarierne er først beregnet med samme produktionseffektivitet i alle scenarier for primært at belyse betydningen af en øget anlægsinvestering. Arbejdstiden vil kun variere som funktion af antal vækstdyr-flytninger og totalt vaskeareal pr. produceret gris. Derefter er der for de alternative scenarier foretaget beregninger med de forventede ændringer i effektivitet og ændringer i arbejdstid i forhold til referencescenarierne.

So-scenarier med uændret effektivitet viser, at omkostningen pr. produceret enhed næsten ikke stiger ved at gå fra TRAD til LEF, idet ESF er relativt billigt pr. sostiplads i forhold til en boks pr. so. De større og dyrere farestier ved LØS øger omkostningerne med cirka 6 kr. pr. produceret gris i forhold til TRAD.

Når produktivitetsændringer og ændret arbejdstid indregnes, stiger omkostningen ved LEF til cirka 12 kr. pr. gris på grund af den forringede reproduktion, den større sodødelighed og et øget arbejdstidsforbrug. LØS medfører, at omkostningen stiger med cirka 50 kr. pr. gris i forhold til TRAD, idet her også indregnes den højere pattegrisedødelighed og et øget arbejdstidsforbrug i farestien.

For vækstdyr-scenarierne gælder at Klassisk er lidt bedre end FRATS og FIF, hvis vækstdyrene i de tre systemer har samme tilvækst, dødelighed og foderforbrug. Produktionsomkostningen pr. gris er henholdsvis 5 og 4 kr. højere for FRATS og FIF. Den samlede ”husleje” pr. produceret gris er højere i disse to systemer og kan ikke helt dækkes af andre besparelser (lavere transportomkostning, mindre arbejdstid på grund af en flytning mindre og mindre vaskeareal pr. produceret gris). Hvis FRATS og FIF får den forventede relative forbedring i effektivitetstal i forhold til det klassiske system, vil de derimod ende med at have produktionsomkostninger, som samlet set er henholdsvis 7 og 11 kr. pr. gris lavere end i det klassiske system.

For vækstdyrene gælder, at der tilsyneladende er et potentiale i ændrede opstaldningsformer med færre flytninger og mere stabil gruppesammensætning. Det skal imidlertid eftervises i forsøgsaktiviteter, om dette potentiale kan realiseres i praksis.

Rapportens hovedbudskaber

Flere store bedrifter samles i selskaber med fælles ejerkreds
Risikoafdækning kan være et element i udviklingen af slagtesvineproduktionen
Konsekvent alt-ind/alt-ud-drift i alle stalde med vækstdyr – også farestalde
Nye muligheder i meget store enheder – fx flere fravænninger om ugen, mere hensigtsmæssig håndtering af restgrise og bedre arbejdsforhold
Brug af miljøteknologi vil være nødvendig for at finde placeringsmuligheder for nye bedrifter
Logistik og udnyttelse af dyrenes naturlige adfærd skal spille sammen for at dyr kan flyttes rationelt
Uddannelse af driftsledere og medarbejdere vil blive håndteret af professionelle firmaer eller rådgivere, som har specialiseret sig inden for HR
Management vil på mange bedrifter blive grebet systematisk an med brug af arbejdsbeskrivelser, specialiserede medarbejdere m.m.
Modelberegninger kan vise nye veje at gå, fx FIF.

Læs hele rapporten

Til orientering er sammendraget oversat til engelsk

Vurdering af fremtidens produktionssystemer til svin