De største problemer i forbindelse med økologisk svineproduktion er fodringsvilkår, herunder fodersammensætning og forsyningssikkerhed samt næringsstofbalancer på mark- og bedriftsniveau.

Formålet med projektet er at belyse mulighederne for en udvidelse af den økologiske svineproduktion og samtidig vurdere omfanget af de problemer, som forhindrer en sådan udvidelse. Problemerne omfatter svineproduktion set isoleret samt svineproduktionen inkl. den tilhørende planteproduktion.

De største problemer i forbindelse med økologisk svineproduktion er fodringsvilkår, herunder fodersammensætning og forsyningssikkerhed samt næringsstofbalancer på mark- og bedriftsniveau.

I projektet er der redegjort for de komplekse forhold, som frembringer disse problemer, og med udgangspunkt i fire modelejendomme er omfanget af disse problemer forsøgt belyst.

Rapporten redegør endvidere for nogle specifikke problemer, som bør kunne løses gennem en øget forskningsindsats inden for de enkelte områder:

Krav om udeareal

I det omfang søerne kan holdes på friland og slagtesvinene kan opstaldes med adgang til løbegård (evt. overdækket), er problemet af mindre betydning. Problemerne opstår først på de jordtyper, hvor frilandsproduktion ikke er mulig. Her er der brug for forskning i brugbare systemer. Endvidere bør der fortsat forskes i udformningen af udearealer/løbegårde til slagtesvin.

Krav om 7 ugers fravænning

Kravet om 7 ugers fravænning kan betyde en nedgang fra 2,4 kuld til 2,0 kuld pr. år, hvilket svarer til ca. 4 grise pr. årsso. Denne produktionsnedgang kan dog imødekommes, hvis man gennemfører løbning i diegivningsperioden. Men hvilke konsekvenser det har for reproduktionen, er der behov for at få tilstrækkeligt belyst gennem forskning.

Regelsæt uden kvantificering

Det er vanskeligt at fremtidssikre en produktion, hvis beslutningsgrundlaget ikke er kvantificeret (fx arealkrav, lys- /ventilationskrav, strøelse mm.). Regelsættet bør kvantificeres i et meget større omfang, end det er i dag, eller det bør omformuleres på en række punkter.

Økologisk svineproduktion er endnu forbundet med en del problemer, som gør produktionen meget uoverskuelig. I en rådgivningssituation vil det være meget svært at anbefale en omlægning til økologisk svineproduktion, fordi svarene på mange problemer endnu er ukendte. Derudover kan foderforsyningen være meget svingende, fordi dyrkningssikkerheden i økologisk planteproduktion ikke er så god som i konventionel planteproduktion, og fordi der stadigvæk er for få omlagte planteavlsbedrifter.

For at kunne anbefale økologisk svineproduktion er det nødvendigt at øge forskningen på området, og samtidigt animere til et samarbejde mellem svineproduktionen og andre driftsgrene. Gennem et samarbejde kan man øge såvel forsyningssikkerheden af foder som næringsstofbalancerne.

1. Baggrund

Produktionen af økologiske fødevarer er i fremgang, fordi såvel danske som udenlandske forbrugere udviser en stigende interesse for fødevarer, der er produceret under større hensyntagen til bl.a. miljø og dyreetik end i den traditionelle produktion. I detailhandlen har udbuddet af økologiske landbrugsprodukter indtil nu primært været baseret på mælk, brød og grøntsager. Økologisk svineproduktion har næsten været ’ikke-eksisterende’, fordi det i praksis har vist sig vanskeligt at opfylde kravene til en harmonisk drift. Desuden gør den begrænsede viden inden for området det vanskeligt at rådgive potentielle økologiske svineproducenter og løse de problemer, der hindrer en udvidelse af den økologisk svineproduktion. Svineproduktionen har derfor slet ikke udvidet sig i samme grad som de øvrige økologiske produktionsgrene, og det på trods af en tilsyneladende stor efterspørgsel efter økologisk svinekød.

Produktionen af økologisk svinekød udgør i dag ca. 0,02 pct. af den samlede svinekødsproduktion i Danmark og vil ifølge Strukturdirektoratet (1995) udgøre ca. 1 pct. af den totale produktion i år 2000. Hvis man skal nå dette beskedne mål, er det af stor betydning at få belyst, hvilke problemer der kan være forbundet med at øge den økologiske svineproduktion, og om en øget økologisk svineproduktion er realistisk med udgangspunkt i den bedriftsstruktur, der er i Danmark idag.

Formål

Med baggrund i Plantedirektoratets bekendtgørelse nr. 892 og vejledning vedr. økologisk jordbrug er det projektets formål at undersøge mulighederne og problemer ved økologisk svineproduktion. I vurderingen indgår litteraturstudier, praktiske erfaringer og teoretiske beregninger. Rapporten skal danne baggrund for en vurdering af muligheden for en udvidelse af den økologiske svineproduktion i Danmark, herunder relevansen af opstart af et større projekt i regi af Landsudvalget for Svin. Rapporten beskæftiger sig kun med økologisk svineproduktion inden for primærsektoren.

3. Indledning

I forhold til den konventionelle drift medfører en omlægning til økologisk drift en lang række produktionsmæssige begrænsninger. Disse er en følge af Plantedirektoratets bekendtgørelse nr. 892 af 27. oktober 1994, der danner baggrund for det økologiske regelsæt. For at skabe større forståelse for det økologiske regelsæt, er det vigtigt at få defineret økologisk jordbrug ideologisk set. Den definition, som anvendes i “Aktionsplan for fremme af den økologiske fødevareproduktion i Danmark” (Strukturdirektoratet, 1995), er formålsparagraffen i lov nr. 363 af 10. juni 1987 om økologisk jordbrugsproduktion.

Økologisk jordbrug bygger på en målsætning om etablering af stabile og harmoniske driftsformer, hvor produktionsmetoderne tilrettelægges således, at de enkelte driftsgrene kan integreres i et naturligt biologisk kredsløb i mark og stald. Det tilstræbes så vidt muligt at have husdyr på brugene. Der anvendes ikke industrielt fremstillet gødning, pesticider eller vækststoffer, ligesom der i fodermidler ikke anvendes industrielt fremstillede tilsætningsstoffer. Gødningsforsyningen baseres især på organiske gødninger, husdyrgødning, grøngødning, afgrøderester m.v. samt kvælstoffiksering gennem bælgplanter. Plantesygdomme, ukrudt og skadedyr kontrolleres ved veltilrettelagte og alsidige sædskifter, mekanisk jordbehandling, samt hensigtsmæssigt sortsvalg, herunder sortsblandinger.

Grundideen i det økologiske jordbrug er bæredygtighed, hvor jordens frugtbarhed søges opretholdt, og hvor man tilstræber den bedst mulige balance mellem dyreantal og areal.

3.1. Eksisterende produktion

Ifølge “Autorisation og produktion af økologiske produkter 1993 og 1994" (Plantedirektoratet, 1995), var der i 1994 godkendt 428 søer til økologisk produktion, og yderligere 410 søer var under omlægning. Årsproduktion var på 3.993 økologiske slagtesvin, mens 3.845 slagtesvin var under omlægning. Denne produktion var fordelt på ca. 130 bedrifter,

svarende til at ca. 20 pct. af det samlede antal økologiske bedrifter havde svin.

Erfaringer med fuldtidsøkologisk svineproduktion er således meget begrænset, idet man regner med, at der i dag max. er 3-5 fuldtidsbedrifter. Generelt er de opnåede produktionsresultater præget af, at produktionen foregår på deltids-/hobbyniveau.

Én af konsekvenserne af det økologiske regelsæt er, at søerne ofte holdes på friland, hvorfor erfaringer, resultater og litteratur, der eksisterer i forbindelse med konventionel frilandsproduktion, i vid udstrækning kan benyttes i økologisk svineproduktion.

4. Omlægning til økologisk drift

For at opnå autorisation som økologisk bedrift skal man opfylde regelsættet formuleret i Plantedirektoratets “Bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion”. Produkter fra danske bedrifter kan kun markedsføres som økologiske, hvis de stammer fra en autoriseret økologisk jordbrugsbedrift.

Regelsættet vedrørende husdyrproduktion er lokalt gældende for Danmark, hvilket betyder, at importerede animalske produkter ikke er underlagt samme regelsæt. Samhandel mellem lande er ofte underlagt det regelsæt, som er formuleret af IFOAM (International Federation of Organic Agriculture Movements). Et fælles regelsæt for EU er under udarbejdelse. Der er fælles EU regler for den økologiske

planteproduktion, mens samhandel med lande uden for EU foregår under regelsættet formuleret af IFOAM.

For at bedriften kan opnå autorisation til økologisk produktion, skal hele bedriften som udgangspunkt omlægges inden for en nærmere fastsat årrække (4 år for at opnå tilskud). Omlægningen gælder alle arealer og dyr på bedriften, og skal for arealerne minimum tage 2 år, dog kan afgrøder betragtes som 50 pct. økologiske i 1. dyrkningsår og 100 pct. økologiske i 2. dyrkningsår, hvis de opfodres på egen bedrift, hvilket er vist i tabel 1. Ved samdrift af to eller flere ejendomme kan der dispenseres, således at den ene bedrift dyrkes konventionelt.

Tabel 1. Andel af afgrøderne som er økologisk godkendt under omlægning

	Opfodring på egen bedrift	Videresalg
1. Dyrkningsår	50 pct.	0
2. Dyrkningsår	100 pct.	50 pct.
3. Dyrkningsår	100 pct.	100 pct.

4.1. Planteproduktion

Omlægning til økologisk drift medfører et forbud mod pesticider og kunstgødning. Gødningsforsyningen baseres i stedet på organisk gødning. Plantesygdomme, ukrudt og skadedyr søges primært kontrolleret gennem veltilrettelagte sædskifter og mekanisk jordbehandling.

4.1.1. Udbytter

En af de største konsekvenser ved økologisk produktion er udbyttenedgangen for en lang række afgrøder, hvilket først og fremmest er en følge af forbudet mod pesticider og kunstgødning. Udbyttenedgangen er dog meget forskellig fra afgrøde til afgrøde og afhænger af jordbundsforhold, klima, vanding, sygdoms-/skadedyrstryk, sortsvalg osv. I tabel 2 er nogle af de økologiske udbytter sammenlignet med de konventionelle.

Tabel 2. Udbyttesammenligning mellem konventionelt og økologisk dyrkede afgrøder. Tallene er beregnet ud fra gennemsnitsudbytter fra marker med god jordbonitet og marker med dårlig jordbonitet

Afgrøde	Konventionelkg/ha	Økologiskkg/ha	Produktionsnedgang vedøkologisk drift, pct.
Vårbyg	5.250	3.500	35
Vinterhvede	6.700	4.700	30
Havre	5.250	3.500	35
Vinterrug	5.750	3.950	30
(Vinterraps)¹	2.950	2.500²	20
Ært	3.550	2.900	30
Byg/ært	4.750³	3.300	30

¹	Dyrkning af økologisk raps kræver fuld kontrol af frøukrudtet.
²	Udbyttet kan variere meget pga. en øget følsomhed for insektangreb.
³	Udbyttet er beregnet udfra 30 pct. ært og 70 pct. byg.
Kilde: Landbrugstatistikken (1993), Landbrugets Informationskontor (1995) og Specialudvalget for Økologi (1995).

Der er ikke anført udbytter for grovfoder i tabel 2, da disse sædvanligvis vil være af næsten samme størrelse som de konventionelle. Udbyttet forventes således at være ca. 90 pct. af konventionelle udbytter (Specialudvalget for Økologi, 1995).

Af tabel 2 fremgår det, at omlægning til økologisk drift betyder en udbyttenedgang på 20-35 pct. For at kunne opretholde de økologiske udbytter, der er vist i tabel 2, er det nødvendigt, at en del af sædskiftet består af bælgplanter, som fikserer kvælstof fra atmosfæren. Derudover er det en stor fordel for ukrudtstrykket, at en del af sædskiftet er flerårige afgrøder.

4.1.2. Afgrøder

I det økologiske sædskifte skal minimum 30-40 pct. af afgrøderne være kvælstoffikserende, hvilket vil medføre, at der kommer en større andel af grovfoder ind i sædskiftet. Ved økologisk svineproduktion er en optimal sammensætning af sædskiftet problematisk, idet kornandelen ikke kan blive så stor, som i det traditionelle sædskifte på en konventionel svinebedrift. Årsagen er, at sædskiftet skal kompensere for den manglende kunstgødning og samtidig medvirke til at kontrollere ukrudtstrykket. Nedenstående er eksempler på simple sædskifter på en økologisk svinebedrift:

1.

Vårsæd m. kløvergræs

1. års kløvergræs

2. års kløvergræs

Vintersæd m. efterafgrøde

Vårsæd

2.

Vårsæd m. kløvergræs

1. års kløvergræs

2. års kløvergræs

Vintersæd m. efterafgrøde

Rækkeafgrøde

Vårsæd m. ært

De to eksempler på sædskifter har begge en stor andel af kornafgrøder med følgende risiko for ukrudtsproblemer. Det kan i øjeblikket ikke anbefales, at andelen af kornafgrøder i det økologiske sædskifte overstiger 60 pct. I det konventionelle sædskifte vil en del af kløvergræsset typisk være erstattet med raps eller ærter i ren bestand, og vil således bestå af 100 pct. korn-/proteinafgrøder. Mht. til sædskifte nr. 2 er der medtaget en rækkeafgrøde, som fx kunne være kartofler. Rækkeafgrøden har en god effekt på ukrudtstrykket og det er muligt at avle flere FE pr. ha end i kornafgrøder.

4.1.3. Pris

Prisen på de økologiske fodermidler skal bl.a. modsvare den udbyttenedgang, som er forbundet med økologisk drift. Der er endvidere forskel på omkostningerne mellem konventionel dyrkning og økologisk dyrkning. I konventionel dyrkning ligger omkostningerne

bl.a. i anvendelsen af sprøjtemidler og kunstgødning, mens økologisk dyrkning fortrinsvis har omkostninger til brændstof ved ukrudtsharvning/radrensning, arbejdsløn ved lugning samt til gas i forbindelse med flammebehandling af ukrudt. Ved dyrkning af specialafgrøder må man forvente, at de økologiske producenter har relativt større omkostninger, mens dyrkning af traditionelle afgrøder ikke nødvendigvis er forbundet med større omkostninger i forhold til konventionel dyrkning (Specialudvalget for Økologisk og Biodynamisk Jordbrug, 1995).

Priserne på økologiske fodermidler ligger i gennemsnit 114 pct. over de konventionelle fodermidler, hvor det specielt er de importerede proteinafgrøder, som løfter gennemsnittet. Prisen på økologiske foderblandinger ligger ca. 50 pct. over de konventionelle blandinger. Årsagen til, at blandingerne er billigere, er, at der må iblandes 25 pct. ikke-økologisk foder.

Priserne er primært et resultat af udbyttenedgangen på 20-35 pct. og efterspørgslen. Prisen skal ligeledes fungere som en form for økonomisk sikkerhed, idet dyrkningssikkerheden for økologiske afgrøder ikke er så stor som for konventionelle. Derudover er de importerede proteinafgrøder relativt dyrere end de dansk avlede afgrøder, hvilket sandsynligvis skyldes, at markedet er meget ustabilt.

Tabel 3. Prisforskelle mellem økologiske og konventionelle fodermidler. Vejledende priser august 1995 (høst 1994)

Fodermiddel	Konventionel pris kr./100 kg	Økologisk pris Kr./100 kg	Prisforøgelse i pct.
Byg	106,50	230,00	116
Hvede	107,50	230,00	114
Rug	96,00	215,00	124
Ærter	102,00	225,00	120
Havre	98,50	220,00	123
Triticale	102,00	225,00	120
Hestebønner	-	200,00	-
Soyabønner, toasted	130,50	350,00	168
Rapskage-DL, fedtrig	126,00	250,00	98
Hvedeklid DK - tysk	114,00	160,00	40
Solsikkekage	95,00	250,00	163
Sød lupin	-	220,00	-
Grøn/lucernemel	88,00	145,00	65
Kilde: Foderstofbranchen, 1995

Erfaringer fra tidligere år har vist, at der ofte kan være tale om meget store prisvariationer fra tiden lige efter høst til tiden lige inden høst. Det er i høj grad det svingende udbud, og dermed antallet af omlagte bedrifter samt årets høst, som er afgørende for prisen. Priserne har generelt været meget høje lige inden høst. Dette skyldes primært, at prisen lige efter høst har været for lav i forhold til den udbudte mængde, hvilket har medført store opkøb til lagre med efterfølgende højere priser. Efter høst i 1994 var prisen på byg fx 150 kr./100 kg, og som det fremgår af tabel 3 var prisen i august 1995 230 kr./100 kg. Efter høsten 1995 er prisen på byg 180 kr./100 kg og man forventer derfor ikke prisstigninger i et omfang som året før.

4.1.4. Gødning/halm

Der må hverken benyttes kunstgødning eller slam. Den gødning der anvendes skal være af økologisk oprindelse, dog kan op til 25 pct. af markernes samlede kvælstofbehov stamme fra ikke økologisk husdyrgødning.

Der må anvendes konventionel halm til strøelse og til nedmuldning på de økologiske marker.

Udnyttelsen af den gødning, som produceres på ejendommen, er relativ dårlig. Det skal blandt andet ses som en følge af, at søerne går ude, og at slagtesvinene ofte holdes på dybstrøelse. Hvor søerne går, vil der opbygges en temmelig stor pulje næringsstoffer i jorden med øget risiko for udvaskning. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at Landbrugets Byggeblad (1995) foreskriver, at der ved udendørs sohold maksimalt må holdes 15 søer pr. ha, hvis smågrisene fravænnes ved 4 uger. Det betyder, at der i økologisk sammenhæng kun må holdes 10 søer pr. ha, da smågrisene tidligst fravænnes soen, når de er 7 uger gamle. Dermed bliver udnyttelsen af smågrisenes gødning også dårlig.

Udover at der opbygges en stor næringsstofpulje på det areal, hvor søerne går, kan søernes gødeadfærd også udgøre et problem, idet gødningen ofte afsættes inden for begrænsede områder. Ved hjælp af god management kan man dog i høj grad påvirke søerne til at afsætte gødningen i hele folden. Hvis man fx flytter hytterne og foderpladsen efter hver 4. uge, kan man få en meget jævn fordeling af gødningen i folden.

I forbindelse med slagtesvinenes gødning vil anvendelsen af dybstrøelse betyde, at kun en lille del af næringsstofferne er umiddelbart plantetilgængeligt, da frigivelsen til planterne sker meget langsomt. For at "starte" planterne er det af stor betydning, at husdyrgødningen er på en form, hvor næringsstofferne umiddelbart bliver tilgængelige for planterne (Eriksen et al., 1995). Slagtesvinestierne kan derfor med stor fordel udformes, så gødningen afsættes i både dybstrøelse og på et fast-/delvist spaltegulvsareal, hvorved husdyrgødningen også omfatter gylle/ajle. Tilføres afgrøden udelukkende dybstrøelse, vil de tidligere beskrevne udbytteniveauer (afsnit 4.1.1.) ikke være realistiske.

4.2. Husdyrholdet

Dyr til kødproduktion regnes for økologiske 30 dage efter fødslen, forudsat de er født under økologiske produktionsforhold. Dyr født i konventionelle besætninger regnes for økologiske, når de har levet under økologiske produktionsforhold i mindst et år. Det betyder, at slagtesvin altid skal være født i en økologisk godkendt besætning, for at kødet kan markedsføres som økologisk.

Ikke økologiske dyr, som indkøbes til besætningen, kan umiddelbart anvendes som avlsdyr.

4.2.1. Medicinanvendelse

Der må ikke anvendes antibiotika, kemoterapeutika og sulfopræparater til forebyggelse af husdyrsygdomme. Ormemidler må ikke anvendes forebyggende, hvilket betyder, at fx forebyggende parasitbehandling skal foregå ved hyppige foldskift. Det er tilladt at vaccinere og serumbehandle.

Behandling med både receptpligtig- og håndkøbsmedicin medfører en tilbageholdelsesfrist på 3 gange fristen, som Veterinærdirektoratet har fastsat for det pågældende præparat.

På bedriften skal der føres logbog over al anvendelse af veterinærmedicin, og de behandlede dyr skal være tydeligt mærkede eller i hele tilbageholdelsesperioden holdes adskilt fra de øvrige dyr.

I forbindelse med den forlængede tilbageholdelsesfrist stiller Det Dyreetiske Råd (1995) spørgsmålstegn ved, om denne regel er til gavn for dyrene, eller den alene skal tjene til markedsføring af de økologiske produkter. En af konsekvenserne ved denne regel kan være, at syge dyr ikke får den optimale behandling, og man bør derfor overveje relevansen af dette påbud.

4.2.2. Stald- og udeforhold

Det økologiske regelsæt forudsætter, at dyrenes fysiologiske og adfærdsmæssige behov skal tilgodeses ved opstaldning samt røgt og pleje. Disse behov er for en stor dels vedkommende ikke kvantificeret, og der er således intet specifikt krav til fx areal, lys eller ventilation.

Landmanden har derfor et meget uklart beslutningsgrundlag, hvilket specielt gør sig gældende i forbindelse med en udvidelses-/nybygningssituation. Fx har landmanden svært ved at få svar på følgende spøgsmål:

Hvor stort ude- og indeareal skal der være til slagtesvin?
Hvordan skal den økologiske stald indrettes mht. lys og ventilation?
Hvilket halmforbrug skal man regne med?
Hvis det økologiske regelsæt pludselig bliver kvantificeret, er den nye stald så fremtidssikret?

Disse spørgsmål har landmanden meget svært ved at få svar på såvel gennem det økologiske regelsæt som gennem den kontrollerende myndighed, Plantedirektoratet. Problemet bør elimineres ved i størst muligt omfang at få kvantificeret regelsættet. Hvis en kvantificering ikke er mulig, bør man overveje andre formuleringer i regelsættet.

I forhold til konventionel drift er der nogle væsentlige ændringer ved økologisk drift, som er samlet i tabel 4.

Tabel 4. Forskellen på gældende regler for konventionel og økologisk produktion. Minimumkravene gældende for konventionelle bedrifter er også gældende for økologiske

	Konventionelt	Økologisk
Fiksering af dyr	Tilladt, dog er opbinding af søer ikke tilladt efter år 2006.	Dyr må kun fikseres kortvarigt fx ved sygdomsbehandling, og alle dyr skal have mulighed for jævnlig motion.
Indendørs arealer	Arealkrav med angivelse af m² pr. dyr.	Alle dyr skal kunne ligge ned samtidigt, og liggearealet skal være velforsynet med strøelse.
Gulvprofil	Ingen regler.	Fuldspaltegulv er ikke tilladt.
Lys og ventilation	Lys: Minimum 200 Lux under arbejde. Vent.: Alle stalde skal være forsynet med alarmanlæg, og minimum vent. er bestemt ved grænseværdier for luftforurening	Der skal være tilstrækkelig med frisk luft og dagslys i stalden.
Udearealer	Ingen regler.	I sommerhalvåret skal alle dyr have adgang til græsning, dog kan slagtesvin holdes på stald hele året, hvis de har adgang til udendørs løbegård og de dagligt fodres med grovfoder efter ædelyst.* Hvis dyrene holdes ude skal der være mulighed for skygge.
Fravænningsalder	Smågrisene skal være mindst 21 dage inden de fravænnes soen.	Smågrisene må tidligst fravænnes soen, når de er 7 uger gamle.
Halekupering	Tilladt. Dog ikke systematisk.	Ikke tilladt.
* Vedrørende udendørs løbegård til slagtesvin, er der indsendt 2 dispensationsansøgninger til Plantedirektoratet, hvori der søges om at fravige kravet om udendørs løbegård, men sagen var ikke afgjort pr. 01.12.95.

I forbindelse med stald- og udeforhold er de væsentligste konsekvenser af det økologiske regelsæt kravet om udeareal til alle dyr. For søerne vil det i praksis betyde, at de bliver holdt på friland, mens slagtesvinene oftest opstaldes i dybstrøelsesstier med adgang til en (evt. overdækket) løbegård. Sammenlignet med den konventionelle svineproduktion vil kravet om udeareal generelt medføre et øget foderforbrug for såvel søer som slagtesvin.

Det er ikke et krav, at søerne skal holdes på friland hele året, de skal blot have adgang til græsning i sommerhalvåret. I den forbindelse skal det nævnes, at det er tilladt at ringe søerne, hvilket er et kompromis mellem at tilgodese søernes adfærd og et hensyn til miljøet.

Hvis man vælger at holde søerne på stald en del af året, eller man fx har de drægtige søer på stald med fri adgang til forskellige græsningsfolde, kan dette give anledning til parasitære problemer. Indslæbning af parasitter i stalden kan være et meget stort problem, fordi parasitterne her (specielt i gamle staldbygninger) har meget gode vækstbetingelser, da rengøringen ofte er meget vanskelig (Roepstorff et al., 1992). Derudover kan det blive et problem at overholde miljølovgivningen på længere sigt med hensyn til belastning af jorden, da det kan være svært at holde græs på arealerne omkring bygningerne.

I forbindelse med kravet om 7 ugers fravænning har Det Dyreetiske Råd (1995) udtalt, at det er en god fravænningsalder for smågrisene, men af hensyn til soens velfærd bør det være muligt at kunne fravige denne regel.

Kravet om 7 ugers fravænning kan også have en væsentlig produktionsmæssig konsekvens i form af en nedgang fra ca. 2,4 til ca. 2,0 kuld pr.årsso svarende til ca. 4 grise pr. årsso. Denne produktionsnedgang kan teoretisk reduceres, hvis man gennemfører løbning i diegivningsperioden (pers. medd. Bak, 1995).

Der findes ikke meget litteratur, som beskriver konsekvenserne af løbning i diegivningsperioden. De få beskrevne forsøg antyder, at brunsten kan være sværere at fremkalde, og at faringsprocenten generelt er lavere ved denne løbestrategi. Derudover tyder nogle af forsøgene på, at kuldstørrelsen har tendens til at blive mindre (Kirkwood og Thacker, 1991; Walton, 1986). I hvor høj grad løbning i diegivningsperioden påvirker ægløsning, ægfæstning og fosterudvikling i de efterfølgende kuld er endnu ikke undersøgt i tilstrækkeligt omfang til at vurdere konsekvenserne på længere sigt.

På en af de få økologiske fuldtidssvinebedrifter, Søgård Andelsbrug, som har 60 søer, har man forsøgt at forbedre produktionsresultaterne ved at gennemføre løbning i diegivningsperioden. Gennem de sidste fire år er der gennemført løbning i diegivningsperioden på følgende måde:

Søerne farer i individuelle indhegninger. Når smågrisene er ca. 3 uger, fjernes hegnene mellem farestierne samtidig med, at der indsættes fælleshytte til søerne. Endvidere indsættes en orne i denne fælles sti. Herved foregår løbningerne i diegivningsperioden, og de søer, der ikke bliver løbet inden fravænning, løbes i drægtighedsafdelingen, idet ornen også følger søerne til denne afdeling. Denne driftsform tilgodeser i høj grad søernes naturlige adfærd, idet søerne under naturlige forhold vil bevæge sig væk fra flokken for at fare, og efter få uger vil hun returnere til flokken med sine pattegrise og her møde ornen.

Tabel 5. Fordele og ulemper ved løbning i diegivningsperioden

Fordele	Ulemper
De 7 ugers fravænning får stort set ingen betydning for produktionsresultaterne.	Det er vanskeligt at fastsætte det eksakte løbningstidspunkt og dermed faringstidspunkt.
Det tilgodeser den naturlige adfærd.	Man kan ikke “flushe” søerne.
Man kan “spare” en løbeafdeling. Søerne skal kun flyttes mellem fareafdelingen og drægtighedsafdelingen.	Det kræver en god energiforsyning for at søerne kommer i brunst.
	Nogle forskningsresultater tyder på, at løbning i diegivningsperioden medfører færre grise pr. kuld og lavere faringsprocent.
	Der er store krav til styring.
	Der er ofte variation i holdstørrelserne.

På Søgård Andelsbrug varierer kuldstørrelsen fra 10,5 grise til 11,5 levendefødte grise pr. kuld, og der har ikke været tegn på reduktion i kuldstørrelsen, dog har løbning i diegivningsperioden ikke medført en entydig forbedring i antallet af kuld pr. årsso, som er 2,0 (pers. medd. Bak, 1995; Landbrugets Informationskontor, 1995). De væsentligste fordele og ulemper ved løbning i diegivningsperioden er samlet i tabel 5.

Delkonklusion

Reglerne omkring stald-/udeforhold giver anledning til to meget væsentlige ændringer i forhold til den konventionelle svineproduktion. Kravet at grisene tidligst må fravænnes soen, når de 7 uger gamle, og kravet at alle dyr skal have adgang til udearealer, er to væsentlige barrierer for udvidelsen af den økologiske svineproduktion. Begge krav kan medføre en nedgang i produktionsresultaterne, og især kravet om udeareal kan være problematisk for etablerede svineproducenter med et forholdsvis nyt produktionsapparat eller for producenter med lerholdig jord, som er uegnet til udendørs svinehold. Gennem en øget forskning på områderne må det forventes, at produktionsnedgangen og konsekvenser ved opstaldningsforholdene på længere sigt bliver reduceret.

4.2.3. Foder/fodring

Af den daglige foderration pr. dyr skal mindst 75 pct. være godkendt økologisk. Beregningen skal foretages ud fra energiindhold (FEs). I bilag 5 er der samlet eksempler på foderplaner, som har det højst mulige indhold af økologiske råvarer sammensat ud fra de økologiske fodermidler, der findes på markedet i dag.

4.2.3.1. Tilsætningsstoffer

Foderet må ikke tilsættes følgende:

Antibiotika
Midler mod coccidiose eller andre lægemidler
Farvestoffer
Syntetiske aminosyrer
Konserveringsstoffer

Det gælder både den økologiske del af foderet samt den del, der må indkøbes konventionelt til bedriften.

Foderet må gerne indeholde følgende:

Vitaminer
Mineraler
Antioxydanter
Bindemidler
pH-regulatorer
Enzymer
Mikroorganismer

Konventionelt foder med antibiotiske vækstfremmere må derfor ikke anvendes, mens foderstoffer, som indeholder biologiske vækstfremmere i form af mikroorganismer eller enzymer, gerne må anvendes.

En af konsekvenserne ved reglerne omkring tilsætningsstoffer er forbudet mod brug af syntetiske aminosyrer. For at opfylde aminosyrenormerne betyder det, at råproteinindholdet bliver meget højt. Overskuddet af råprotein kan ikke udnyttes af grisene, hvorfor en større mængde af kvælstof udskilles med gødning og urin til miljøet. Derfor belaster de økologiske grise ved samme belægningsgrad miljøet mere end de konventionelle. Hvis man tillod brugen af syntetiske aminosyrer, ville en del af problemerne omkring proteinkilder kunne begrænses (se afsnit 4.2.3.3.).

I forbindelse med anvendelsen af enzymer kan tilsætning af enzymet fytase i foderet være medvirkende til en nedsat fosforudskillelse til det omgivende miljø, og dermed forbedre fosfor balancen (se afsnit 6).

4.2.3.2. Grovfoder

Alle dyr skal dagligt have adgang til grovfoder.

Til grovfoder medregnes:

Friskt grønt
Hø
Ensilage
Rodfrugter, fx roer og kartofler
Løv fra træer og buske
Frugt og grønsager

I forbindelse med svineproduktionen regnes halm ikke som grovfoder. Erfaringerne mht. brug af grovfoder i svineproduktionen er meget få, hvorfor det kan være vanskeligt at vurdere mulighederne for og konsekvenserne af brug af grovfoder.

De få erfaringer, der er med grovfoder, er primært baseret på løsgående drægtige søer, hvor grovfoder har vist sig at have en række positive egenskaber. Ved anvendelse af grovfoder bliver foderet ikke en begrænsende ressource. Derved vil aggressiv adfærd i forbindelse med fodringen kunne mindskes eller helt fjernes. Når søerne ikke er sultne, forventes det endvidere, at aggressiv adfærd i forbindelse med dannelse af rangordenen vil kunne begrænses. Derudover bliver en stor del af energiindholdet i grovfoder omdannet til varme via mikrobiel nedbrydning i tyk- og blindtarm, hvilket er en fordel i kolde perioder.

Ved anvendelsen af helsædsensilage er det meget vigtigt, at tørstofindholdet er over 40 pct. Et tørstofindhold under 40 pct. kan medføre et stort foderspild, hvis der fodres direkte på dybstrøelse. Derudover kan det medføre vægttab hos de drægtige søer, da de ikke er i stand til at optage en tilstrækkelig mængde ensilage til at dække deres energibehov.

Hvilke konsekvenser der er forbundet med tildeling af grovfoder til diegivende søer samt smågrise og slagtesvin er ikke undersøgt i et omfang, så man kan drage endelige konklusioner. Nogle resultater tyder på, at slagtesvinene først kan udnytte grovfoderet til sidst i opfedningsperioden, og at fordøjeligheden af NFE, råfedt, råprotein og træstof for slagtesvin ligger ca. 5 pct. under søernes (Vestergaard et al., 1995). I igangværende forsøg undersøges forskelle i den mikrobielle sammensætning i mave-tarmkanalen hos økologiske og konventionelle slagtesvin. De foreløbige resultater tyder på, at der er en forskel, som muligvis kan være et udtryk for, at de økologiske slagtesvin i højere grad end de konventionelle er i stand til at udnytte grovfoder.

Som tidligere beskrevet består en stor del af den økologiske sædskifte af grovfoder, som med fordel kan opfodres på bedriften. Men da man endnu ikke kender, hvad grisene kan fordøje/optage af grovfoder i foderrationen samt konsekvenserne heraf, kan der opstå et problem i forbindelse med sædskifter med store mængder grovfoder. Hvis økologisk svineproduktion skal praktiseres i større målestok, er det af meget stor betydning, at man gennemfører undersøgelser, som kan belyse de konsekvenser, der er forbundet med anvendelsen af grovfoder til svin. Da grovfoder kan være "billige" foderenheder, er det ikke kun af økologisk interesse, at området bliver belyst, men den konventionelle svineproduktion kan således også få stor glæde af mere forskning på området.

Tabel 6 viser de grovfodermidler, der i øjeblikket kendes næringsværdier af. En detaljeret gennemgang af de enkelte grovfodermidler er samlet i bilag 3.

Tabel 6. Grovfoderemner til anvendelse i svineproduktionen. Tallene er vejledende.

Grovfoder	FEs/kgtørstof	Pct. tørstof	Råprotein i pct. af tørstof
Kløvergræs, frisk og i knop	0,15	22	16,0
Kløvergræsensilage	0,58	30	14,0
Byg-ærthelsæd, ensilage	0,80	50	5,6
Kartofler, kogte/ensilerede	1,25	23	9,0
Lucerne, frisk	0,15	20	19,0
Majshelsæd	0,61	21	10,0
Sukkerroer	1,12	24	6,2
Sukkerroeaffald	0,85	11	6,2
Græsgrønmel	0,59	90	18,0

Generelt gælder det, at foderudnyttelsen falder ved anvendelse af grovfoder i foderrationen. Ligeledes skal der tages højde for, at når grovfoder ensileres, påvirkes indholdet af essentielle aminosyrer, hvorved protein kvaliteten forringes. I forbindelse med anvendelsen af grovfoder må det anbefales, at hvert enkelt parti analyseres for næringsstofindhold, tørstofindhold og indhold af uønskede stoffer.

I forbindelse med dyrkning af grovfoder kræves ofte ekstra investeringer i udstyr til oplagring og håndtering.

4.2.3.3. Fodersammensætning

Ved fremstilling af økologiske foderblandinger kan der opstå problemer med at opfylde kravene til næringsstof- og energiindhold. Problemerne opstår primært pga. et begrænset udvalg af proteinrige fodermidler, og fordi der ikke eksisterer økologisk fedt på markedet. Derudover er der dyrkningsmæssige problemer vedr. proteinholdige afgrøder. Som tidligere nævnt kræver dyrkning af raps, at man har fuld kontrol over frøukrudtet, ligesom der er en dyrkningsmæssig risiko i forbindelse med insektangreb. Det er delvis den samme problematik, som gør sig gældende for dyrkning af ærter i renbestand, da disse kan være utroligt svære at holde fri for ukrudt. De proteinkilder, der primært anvendes i økologisk svineproduktion, er samlet i tabel 7. En detaljeret gennemgang af de enkelte fodermidler er samlet i bilag 4.

Det er i dag kun muligt at sammensætte en foderplan til slagtesvinene og smågrisene indeholdende ca. 90 pct. økologiske produkter, da det ellers ikke er muligt at opfylde næringsstofnormerne (se bilag 5). Men i takt med at flere bedrifter omlægges til økologiskdrift, vil det i løbet af en årrækkesandsynligvis være muligt at sammensætte foderblandinger, som er 100 pct. økologiske.

Økologiske proteinkilder	FEs/kg tørstof	Råprotein i pct. af tørstof
Sød lupin	1,17	41
Soyabønner Toasted	1,43	39
Rapskage, fedtrig	1,12	25
Solsikkekage	1,04	24
Hestebønner	0,98	24
Ærter	1,05	21
Konventionelle proteinkilder
Fiskemel, LT	1,45	66,3
Tørgær	1,13	45,8
Kødbenmel	0,78	41,6
Blodmel	1,29	94,0

Proteinindholdet i økologiske foderstoffer er generelt lavere i forhold til konventionelt dyrket foder. Indholdet varierer meget, hvorfor det er vigtigt at få foretaget analyser af de enkelte fodermidler.

Græs og græsmarksbælgplanter er også udmærkede proteinkilder, men de indeholder kun halvt så meget fordøjelig energi som korn. Især lysin er der meget af i bælgplanter. Slættidspunktet er meget vigtigt for fordøjeligheden og dermed grisenes evne til at udnytte både energi og protein. I en hvidkløver/rajgræsblanding, som bliver slået inden begyndende skridning, kan man høste næsten 2 tons råprotein af god kvalitet på 1 ha. (Specialudvalget for Økologi, 1994).

Delkonklusion

Problemerne omkring proteinrige og energirige fodermidler er ikke af særlig stor betydning, da det er tilladt at indkøbe op til 25 pct. af det daglige foderbehov som konventionelt foder. Man må dog forvente, at de indkøbte 25 pct. konventionel foder vil blive reduceret i takt med at det økologiske areal udvides. Kun for de bedrifter, som vil være 100 pct. selvforsynende med foder, skaber det allerede nu problemer,

For at være forberedt på denne situation, er det derfor nødvendigt at undersøge mulighederne for at dyrke alternative proteinafgrøder og øge forskningen inden for grovfoder, hvilket er nævnt under afsnit 4.2.3.2. I fremtiden, må man dog forvente, at det vil være muligt at indkøbe økologiske animalske proteinkilder i takt med at den økologiske animalske produktion stiger.

En del af problemerne med proteinforsyningen kunne sandsynligvis løses, hvis man tillod anvendelsen af syntetiske (mikrobielle) aminosyrer. Det ville øge muligheden for at afstemme de enkelte blandinger og som tidligere nævnt øge fordøjeligheden af “proteinet”og dermed mindske kvælstofudledningen til miljøet.

4.4. Omlægningsstøtte og tilskud

For at opnå tilskud til økologisk jordbrugsproduktion skal følgende være opfyldt:

Jordbrugsbedriften skal være autoriseret til økologisk jordbrug i henhold til Plantedirektoratets bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion (ansøgning skal være indsendt til Plantedirektoratet inden 31. marts i det år, hvor omlægningen ønskes påbegyndt)
Omlægningen til økologisk jordbrug omfatter hele bedriften
Omlægningen til økologisk jordbrug skal være gennemført inden fire år efter påbegyndelsen af omlægningen
Ansøgeren forpligter sig til at drive bedriften med økologisk jordbrug i mindst 5 år
Det årligt omlagte areal udgør mindst 1 ha.

Der kan ydes tilskud til følgende:

Omlægningstilskud.
Tilskud for anvendelse af økologisk produktionsmetode.
Tilskud for nedsat gødningstilførsel.

Tabel 8. Tilskudsbeløb til økologisk produktion

Årligt tilskud pr. ha, kr.¹
År	1995	1996	Efter 1996
Omlægningstilskud Brug af økologisk prod. metode Nedsat gødningstilførsel	275 600 525	200 450 400	200 450 400
¹ Jordbrugsdirektoratet kan ændre de anførte beløb på baggrund af udviklingen i jordbrugets konjunkturer.

Omlægningstilskuddet ydes i omlægningsperioden i 2 år for hvert års omlagte arealer. Tilskud til økologisk produktionsmetode og til nedsat gødningstilførsel ydes både i omlægningsperioden og i opretholdelsesperioden for de arealer, der hvert år i alt er omlagt.

Tilskud til nedsat gødningstilførsel ydes for arealer med afgrøder, hvor kvælstofbehovet er over 0 kg kvælstof pr. ha, jvf. Plantedirektoratets vejledning og skemaer: “Grønne marker, sædskifte- og gødningsplan, gødningsregnskab og nøgletal”.

Tilskuddet ydes ikke i det/de år, hvor arealerne dyrkes med en afgrøde, som ikke har behov for tilførsel af kvælstof. Udover ovennævnte tilskud kan der søges tilskud til udviklingsprojekter indenfor følgende aktiviteter:

Indsamling, forarbejdning, afsætning m.v. af økologisk fremstillede produkter.
Udarbejdelse af undervisnings- og informationsmateriale, praktikophold, undervisning og kursusafholdelse.
Gennemførelse af forskning og forsøg, herunder markforsøg.
Rådgivningsvirksomhed inden for økologisk jordbrug, som er samordnet under landboorganisationernes rådgivningstjeneste.
Andre foranstaltninger som er af særlig betydning for udvikling af økologiske jordbrug og afsætning af økologiske produkter.

Tilskuddet dækker normalt 40 pct. af omkostningerne til udviklingsarbejdet. Dog kan tilskuddet overstige 40 pct., hvis projektet er

omfattet af punkt 2, 3 eller 4 (for yderligere detaljer henvises til Strukturdirektoratets “Vejledning om tilskud til økologisk jordbrug”. Udviklingsprojekter januar 1995).

For nyetablerede svineproducenter findes der endvidere en tilskudsordning, der omfatter tilskud til rådgivning mv. det første år. De enkelte slagterier har finansieret ordningen og den har derfor forskellige udformninger. Den enkelte producent bør kontakte de/det lokale svineslagteri(er) for flere detaljer vedrørende ordningen.

5. Modelbrug

For at vurdere konsekvenserne og mulighederne for økologisk svineproduktion er det nødvendigt at opstille en række modelbrug. Modelbrugene er opstillet således, at de repræsenterer typiske danske fuldtidssvinebedrifter.

Der er opstillet fire modelbrug, som alle tager udgangspunkt i samme dyrehold, men som varierer mht. til jordtilliggende, og dermed opfylder harmonikravet i forskellig grad. Alle modelbrugene overholder de miljømæssige regler og forudsættes omlagt til økologisk drift.

Tabel 9. Fire modelbrug for økologisk svinehold. Alle modelbrugene har et svinehold på 100 årssøer incl. slagtesvineproduktion

Modelbrug	Areal, ha	Dyretæthed, DE/ha	Indkøb
			Konv. gylle	Økol. foder	Konv. foder
			DE/ha	pct. af foderenheder (FEs)
1 2 3 4	140 140 100 60	0,7 0,7 1,0 1,7	0 0,2 0,2 0	0 0 ca. 20 ca. 40	25 25 25 25

Alle modelbrugene har 100 årssøer og en produktion af 1.900 slagtesvin pr. år. Modelbrug 1 og 2 er begge selvforsynende med økologisk foder og de adskiller sig kun ved, at der i modelbrug 2 indkøbes den tilladte mængde konventionel husdyrgødning, hvorved den samlede husdyrbelastning når op på 0,9 DE/ha. I modelbrug 3 bliver den samlede husdyrbelastning på 1,2 DE/ha, mens modelbrug 4 opnår den maksimale tilladte husdyrbelastning på 1,7 DE/ha.

Alle andre forudsætninger vedr. modelbrugene er samlet i bilag 1, 2 og 6. Der er i forbindelse med de efterfølgende beregninger af økonomi og næringsstofbalance taget udgangspunkt i disse fire modelbrug.

6. Næringsstofbalancer

Hvis den økologiske svineproduktion skal udvides, er det af meget stor betydning, at man kender de miljømæssige konsekvenser ved denne produktionsform. Derfor er det vigtigt, at man kender overskuddet eller underskuddet af forskellige næringssalte, så jordens frugtbarhed bevares bedst mulig og den optimale balance sikres - også på lang sigt.

En af de store forskelle på økologisk og konventionel produktion er, at næringsstofferne i den økologiske produktion er en begrænset ressource. Dette er ligeledes en af grundene til, at kendskabet til næringsstoffernes omsætning er vigtig, så tabet til det omgivende miljø minimeres.

For at beregne eksempler på næringsstofbalancer i økologisk svineproduktion, er der her taget udgangspunkt i de fire modelbrug, som er beskrevet i afsnit 5 og i forudsætningerne, som er samlet i bilag 1 og 2.

Næringsstofbalancerne opdeles normalt i to forskellige niveauer: bedrifts- og markniveau.

6.1. næringsstofbalancer på bedriftsniveau

Den differens, der er mellem indkøbte (importerede) og solgte (eksporterede) næringsstoffer i forbindelse med bedriften, betegnes som næringsstofbalancen på bedriftsniveau. De poster, der indgår i balancen, er vist i figur 1.


Figur 1.	Poster i næringsstofbalancer på bedriftsniveau

Som det fremgår af figur 1 indeholder bedriftsbalancen udelukkende købs- og salgsposter. Da man stort set altid er i besiddelse af disse oplysninger, er det en meget anvendt beregningsmetode i praksis.

Beregningen inkluderer imidlertid ikke de meget vigtige poster som fx N-fiksering, N-fordampning og udvaskning, hvilket gør beregningen ufuldstændig og derfor ikke et reelt billede af næringsstofsituationen.

6.1.1. Beregning af balance

Med udgangspunkt i de fire modelbrug er resultatet af beregningerne af næringsstofbalancer på bedriftsniveau følgende: (se afsnit 5, samt beregningerne i bilag 7)

Balancerne beregnet på bedriftsniveau giver altid overskud på modelejendommene, fordi der importeres flere næringsstoffer i foderet, end der fjernes med kød. Jo mere foder, det er nødvendigt at indkøbe, desto større bliver overskuddet. I modelbrug 4 (1,7 DE/ha), hvor over 60 pct. af det totale foderbehov indkøbes, fordi den høje belægningsgrad mindsker selvforsyningen, er der således et overskud på 165 kg N, 23 kg P og 58 kg K pr. ha.

Tab af næringsstoffer ved produktionen er inkluderet i bedriftsbalancens overskud. Da der sker uundgåelige tab af både N og K i systemet, er det således umuligt at undgå, at tilførslen i foderet overstiger fraførslen i kød. Der findes dog flere måder, hvorpå overskuddet kan minimeres. En reduktion i ejendommens foderimport er nødvendig for at reducere balancernes overskud. Det fremgår tydeligt af figur 2, at dette kan gøres ved at mindske belægningsgraden, og dermed øge selvforsyningsgraden. Hvis belægningen sænkes til omkring 0,8 DE/ha, er der på bedriftsniveau dog stadigvæk et overskud på ca. 50-60 kg N, 10 kg P og 25-30 kg K pr. ha.

En yderligere reduktion vil kræve en ændret afgrødesammensætning, som gør det muligt at høste flere foderenheder pr. ha. En reduktion i kornarealet til fordel for mere grovfoder som roer, kartofler, lucerne, lupiner etc. vil øge foderudbyttet pr. ha, bl.a. fordi udbyttenedgangen ved dyrkning af disse er væsentlig mindre end ved dyrkning af økologisk korn (Halberg et al., 1994). Men da der desværre ikke er tilstrækkelig erfaring med fodring med grovfoder, kan der ikke anbefales en større andel i foderblandingerne, hvilket også er argumentet for, at modelbrugene ikke har en større andel grovfoder i sædskiftet.

I figur 3 vist bedriftsbalancer for tre konventionelle svinebrug. Balancerne er beregnet ud fra Landskontoret for Planteavl’s “Demonstrationsejendomme for bedre udnyttelse afhusdyrgødning” (Nielsen og Knudsen, 1994).


Figur 2.	Næringsstofbalancer på bedriftsniveau for modelbrug


Figur 3.	Bedriftsbalancer for konventionelle svinebrug beregnet som købs-salgsbalancer ud fra Nielsen og Knudsen (1994). Tallene er gennemsnitstal for perioden 1989-93, og brakarealet i 1993 er ikke inkluderet.

I figur 3 er der vist et gennemsnit af perioden 1989-93. Selvom de konventionelle demonstrationsbrug især sidst i perioden har en god udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning og er over gennemsnittet på landsplan, viser balancerne dog stadig et større N-overskud end for de tilsvarende økologiske brug. Bortførsel af betydelige mængder N i salgsafgrøder fra de tre demonstrationsejendomme (40-120 kg N/ha) er årsagen til at forskellen i N-overskud trods alt kun er 20-30 kg N/ha i forhold til de økologiske modelbrug.

Delkonklusion

Næringsstofbalancer på bedriftsniveau er et udtryk for forskellen imellem næringsstoffer indeholdt i indkøbte- og solgte varer. Med udgangspunkt i en dyretæthed på mindst 0,8 DE/ha, som er fundet rimeligt udfra balancerne på markniveau (hvilket vil fremgå af afsnit 6.2.), er der på de beskrevne modelbrug altid et overskud på bedriftsniveau mindst af størrelsesordenen 50-60 kg N, 10 kg P og 25-30 kg K.

Ved større dyretæthed og dermed øget foderimport, øges også overskuddet. Overskuddet er dog for alle modelbrugene mindre end for de tilsvarende konventionelle brug.

En reduktion af overskuddet på bedriftsniveau kræver en reduktion af foderimporten, hvilket igen kræver en højere andel af grovfoder i sædskiftet, idet der i grovfoder kan avles flere foderenheder pr. ha end i korn (forudsat at dyrene kan omsætte grovfoderet). Der ligger dog et væsentligt arbejde i at undersøge, hvilke grovfodertyper der er egnede, og i hvilket omfang disse kan indgå i foderplanen.

6.2. Næringsstofbalancer på markniveau

For at vurdere om næringsstofpuljen i jorden opbygges eller nedbrydes, er det vigtigt at se på næringsstofbalancer på markniveau. I figur 4 ses de poster, der indgår i beregningerne af næringsstofbalancer på markniveau.


Figur 4.	Poster i næringsstofbalancer på markniveau

I næringsstofbalancerne på markniveau er der inkluderet poster, som er bestemt af biologiske, kemiske og fysiske processer. Mange af disse poster er behæftet med en betydelig usikkerhed (det er biologiske processer) og manglende viden, men balancen på markniveau giver dog et noget bedre og mere detaljeret billede af den reelle langsigtede næringsstofsituation end balancen på bedriftsniveau.

6.2.1. Beregning af balance

Ud fra de konstruerede driftsplaner for modelejendommene (se afsnit 5 og bilag 1 og 2) og det beskrevne datagrundlag (bilag 7), er der for de enkelte marker beregnet næringsstofbalancer for N, P og K. Som tidligere nævnt er der betydelig usikkerhed omkring posterne på tabssiden (udvaskning, ammoniakfordampning og denitrifikation), hvilket især gælder i marken, hvor søerne går eller har gået året i forvejen. Balancerne, som således må betragtes som det bedste bud i øjeblikket, giver dog en god indikation af næringsstofsituationen. Næringsstofbalancerne på enkeltmarksniveau for modelbrugene er samlet i bilag 7.

Resultaterne fra balanceberegningerne på markniveau er fremkommet ud fra teoretiske forhold og fra erfaringer fra andre driftsgrene. Det er derfor nødvendigt at tage en række forbehold i fortolkningen af resultaterne:

Datagrundlaget for balanceberegningerne er i visse tilfælde ikke fyldestgørende. For alle næringsstoffer udgør husdyrgødning og plantebortførsel meget betydelige poster i balancen. Det giver en usikkerhed mht. næringsstofkoncentrationer og dermed en stor usikkerhed i balanceberegningerne. Dertil kommer at tabsposterne, især på marken med fritgående svin, er mangelfuldt belyst, da de i høj grad er baseret på et skøn.
De beskrevne sædskifter indeholder en høj andel af korn, hvilket indebærer en risiko for ukrudtsproblemer.
Beregningerne er gennemført for en jordtype JB6, dvs. en lerblandet sandjord. På en sandjordstype vil udbytteniveauerne sandsynligvis være lavere, hvilket er ensbetydende med en mindre plantebortførsel. Udvaskningstabet vil omvendt være større på sandjord. Det skønnes derfor, at der også på sandjorde kræves en husdyrgødningstilførsel svarende til mindst 1 DE/ha for at opnå positive næringsstofbalancer, men at det på sandjorde vil kræve en større import af foder for at opretholde dette husdyrhold.
I balanceberegningerne indgår husdyrgødningens totale næringsstofindhold, selv om kun en del er plantetilgængeligt i det pågældende år. Hvis afgrøden fx udelukkende tilføres dybstrøelse, hvor kun en lille del af næringsstofindholdet er umiddelbart plantetilgængeligt, vil det beskrevne udbytteniveau i korn være urealistisk. Det er således en forudsætning, at der er tilstrækkelige mængder gylle eller ajle til at “starte” kornet med i foråret. Selv om dybstrøelsen på længere sigt oparbejder en N-pulje, som frigiver N, vil timingen oftest være forkert i forhold til kornets behov.

Udgangspunktet for beregningerne har været sædskifter, som er velkendte i økologiske systemer. I disse systemer produceres en del foderenheder, specielt kløvergræs, som ikke med den viden vi har idag, kan anvendes i større omfang til svinefodring. Således anvendes kun 16 pct. af kløvergræsslætmarken til foder i modelbrug 1 og 2. I modelbrug 3 og 4 anvendes henholdsvis 28 og 57 pct. af kløvergræsslætmarken til foder. Den øvrige kløvergræs anvendes som grøngødning, hvilket forbedrer markbalancerne væsentligt for både N og K i forhold til bortførsel af kløvergræs. Som vist i bilag 7 er der næringsstofmangel i en del af markerne, men hvis man betragter balancerne som et gennemsnit af hele sædskiftet, er der generelt god balance eller overskud.

Modelbrug 2 svarer til brug 1 bortset fra, at der importeres den tilladte mængde konventionel husdyrgødning i form af svinegylle. Denne næringsstoftilførsel påvirker balancerne kraftigt i positiv retning. Kun for havremarken, der kommer efter kløvergræsmarken med soholdet, er der en kraftig negativ balance. Imidlertid forventes eftervirkningen fra kløvergræsmarken at være tilstrækkelig til at dække dette underskud.

Modelbrug 3 med 1 DE/ha tilføres ligeledes konventionel svinegylle svarende til en samlet husdyrgødningstilførsel på 1,2 DE/ha. På samme måde, som det er tilfældet for modelbrug 4 (1,7 DE/ha), er dette brug ikke i næringsstofunderskud. Til gengæld er brug 3 og 4 ikke selvforsynende med foder.

For at vurdere de langsigtede konsekvenser for jordens næringsstofbalance i økologisk svineproduktion, er der beregnet et gennemsnitligt balancetal for hele sædskiftet på de fire modelbrug. Dette balancetal forventes at være en væsentlig indikator for systemets langsigtede bæredygtighed. I figur 5 er afbildet de gennemsnitlige balancetal for de fire modelbrug.

Eksport af større mængder næringsstoffer fra et dyrkningssystem, end der tilføres udefra, er ensbetydende med, at der tæres på jordens næringsstofpulje. Dette vil på lang sigt medføre at jorden bliver udpint, og udbyttet vil falde til et niveau, hvor der er balance mellem import og eksport.

Overordnet viser balancerne, at kalium er det mest begrænsende af næringsstofferne. Kaliumregnskabet på markniveau balancerer således ved en belægningsgrad omkring 0,8-0,9 DE/ha, mens kvælstofregnskabet allerede balancerer omkring 0,7 DE/ha. Fosfor viser for alle bedrifter (sædskifter) et overskud, givetvis fordi gødningen indeholder tungtfordøjeligt fosfor, som stammer fra det indkøbte foder. Dette overskud vil dog sandsynligvis blive reduceret i den nærmeste fremtid, da man i stigende grad benytter letfordøjeligt fosfor og tilsætning af fytase til foderet.

Lerjorde indeholder oftest en del kalium, idet lermineralerne vermiculit, illit og smectit har et meget højt naturligt indhold af fikseret og ombytteligt kalium (Lampkin, 1992). Problemer med kaliummangel vil derfor først og fremmest optræde på sandjorde med et lavt indhold af disse lermineraler. Et kaliumunderskud på lerjorde vil dog på lang sigt også give udslag i kaliummangel, da de fleste danske jordtyper kan udpines for kalium (Dissing Nielsen, 1979; Møberg og Dissing Nielsen, 1983).


Figur 5.	Næringsstofbalancer for modelbrugene på markniveau, illustreret som et gennemsnit af sædskiftet. Grunden til, at tallene er opgjort som gennemsnitstal er, at der for enkelte marker kan være store udsving i det enkelte år, men disse udsving vil udjævnes efterhånden som sædskiftet kommer rundt på hele arealet.

Delkonklusion

Da tilførsel af kalium er muligt, fx ved at øge halmimporten eller ved hjælp af andre kalium kilder, tyder alting på, at afgrødernes næringsstofforsyning på lang sigt kan opretholdes i økologisk svineproduktion med en belægningsgrad på over 0,8 DE/ha med de gældende regler for økologisk jordbrugsproduktion, og i systemer svarende til de her beskrevne. Det skal bemærkes, at ejendomme med dette produktionsniveau ikke er selvforsynende mht. de påkrævede 75 pct. økologisk foder.

Drift af ejendomme med en lavere belægningsgrad end ca. 0,8 DE/ha vil sandsynligvis kræve en mere ekstensiv driftsform, hvor bælgplanteafgrøder indgår i sædskiftet til opsamling af kvælstof og efterfølgende nedpløjning som grøngødning.

6.3 Perspektiver for næringsstofbalancer

Bedriftsniveau

Samdrift imellem andre driftsgrene og svinebesætninger kan til en vis grad reducere overskudsproblemerne på bedriftsbalancen, idet man her formentlig kan opnå en bedre udnyttelse af næringsstofferne. Grisene vil kunne udnytte restprodukter, fx roer, gulerødder og kartofler (Hansen, 1994), som ikke behøver at indgå i sædskiftet, men udgøre en del af sædskiftet. Samdriften kan dermed udnyttes til at opnå et mindre presset og mere fleksibelt sædskifte pga. en mindre kornandel.

Markniveau

Næringsstofbalancerne på markniveau er et udtryk for markdriftens langsigtede bæredygtighed mht. planternes ernæring og dermed opretholdelsen af en stabil foderproduktion. De beregnede eksempler på økologiske svinebrug, som er gennemført her, spænder fra to brug, hvor der kun importeres ca. 10 pct. økologisk foder (der importeres de tilladte 25 pct. konventionelt dyrket foder) til et brug, hvor der indkøbes yderligere 40 pct. økologisk foder. Dyretætheden varierer fra 0,7 DE/ha for de selvforsynende brug til 1,7 for ‘import-bruget’. Næringsstofforsyningen til marken afhænger af den gødningsmængde, der er til rådighed. Det vurderes, at der ved en samlet belægning på over 0,8 DE/ha er tilstrækkelig med gødning til at forsyne planterne optimalt i de beskrevne sædskifter. Imidlertid er brug med denne belægningsgrad ikke selvforsynende med økologisk foder. Det tyder således på, at økologisk svineproduktion er afhængig af et udbud af økologiske fodermidler, fx produceret på økologiske kvæggårde. Alternativt kræver selvforsyning med økologisk foder en mere ekstensiv driftsform baseret på en stor andel af grøngødningsafgrøder i sædskiftet og med en belægningsgrad på 0,5-0,6 DE/ha.

Det vil sige, at den svineproduktionsbedrift, der har ca. 0,8 DE/ha er i en god næringsstofbalance, men er afhængig af en god forsyning af økologisk foder. Da forsyningssikkerheden af økologisk foder i dag er meget svingende, må det for den økologiske svineproducent være en fordel eller måske en nødvendighed at indgå (lokale) samarbejdsaftaler med andre driftsgrene. På den måde vil foderforsyningen være sikret, og samtidig vil man opnå endnu bedre balancer i næringsstofregnskaberne.

7. Økonomi

Med baggrund i modelbrug nr. 3 med 100 ha og 1 DE/ha er der gennemført en analyse af økonomien i en økologisk svinebesætning. Beregningerne er foretaget med udgangspunkt i modelen beskrevet i publikationen ’Nye produktionssystemer til svin’ (Nørgaard, 1995). Analysen er foreløbig og omfatter kun svineproduktionen, selvom den inddirekte er baseret på, at driftsgrenen indgår i sammenhæng med planteavlen.

Forudsætninger for analysen

I ’Nye produktionssystemer til svin’ (Nørgaard, 1995) er beregningerne baseret på en besætning på 266 årssøer og et tilsvarende antal slagtesvin. Analysen er tillige delt op i en analyse af økonomien i soholdet og økonomien i slagtesvineholdet under varierende driftsbetingelser. I nærværende analyse er besætningen reduceret til 100 årssøer med opfedning af de producerede grise (1900 stk.). Analysen er således en analyse af toltaløkonomien i svineholdet. Det er derfor ikke muligt at sammenligne resultaterne for den økologiske bedrift med de konventionelle bedrifter i Nørgaard’s model.

Analysen af soholdet og slagtesvineproduktionen er lavet under ét, da det i øjeblikket ikke er aktuelt alene at have økologiske søer eller slagtesvin, idet omsætningen af smågrise er vanskelig pga. den samlede økologiske svineproduktions ringe udbredelse. Det samlede resultat for produktionen forekommer således mest interessant.

En grundlæggende forudsætning for modellen er, at der regnes på nyinvesteringer i hele produktionsapparatet. Herved opnås der resultater, der afspejler de langsigtede muligheder for en økologisk svineproduktion. I praksis vil det ofte være muligt at lave billigere løsninger på grundlag af et eksisterende produktionsapparat. Dette kan give en likviditetsmæssig gevinst og i nogle tilfælde også en rentabilitetsmæssig gevinst på kort sigt.

Dækningsbidragsberegningerne bygger på indkøb af alt foder i færdige foderblandinger. Prisen på disse er i øjeblikket meget høj pga. en stor efterspørgsel på økologiske kornprodukter. Den pris, som økologisk foder kan produceres til på bedriften, vil være væsentlig lavere end indkøbte færdige foderblandinger, og derfor anvendes i analysemæssig sammenhæng en intern foderpris, som svarer til afregningsprisen til landmanden for foder leveret til foderstoffirmaet. Prisen er i øjeblikket kr. 1,85 pr. kg byg og den ligger muligvis ikke så langt fra en langsigtet økologisk kornpris, dvs. prisen i et mere stabilt økologisk marked baseret på forskellen i udbytterne mellem konventionel og økologisk dyrkning. Dette bygges på, at der i det økologisk landbrug ses udbyttereduktioner på 25 - 35 pct. i forhold til udbytterne i det konventionelle landbrug. Med en forsigtig vurdering af udbytterne i økologisk avl kan reduktionen sættes til 35 pct. Ved en konventionel kornpris på 1,15 kr/kg vil en sådan udbyttereduktion resultere i en kilopris på knap 1,8 kr. for økologisk korn, hvis indtjeningen skal være den samme pr. ha. I analysen er der anvendt en langsigtet pris på 1,90 kr. pr. FE økologisk fuldfoder til svin. Denne pris skulle inkludere omkostninger til lagring og blanding af foderet (gennemsnit for søer, smågrise og slagtesvin). Prisen er dog temmelig usikker, idet udbytteresultatet af samspillet mellem mark og stald på økologiske svineavlsbedrifter endnu ikke er særlig godt belyst.

Foderforbruget er i udgangssituationen noget højere sat end forbruget i tilsvarende konventionelle systemer. Dette skyldes dels, at slagtesvinene i økologisk produktion må forventes at have et højere aktivitetsniveau end i konventionelle systemer, dels at fordøjeligheden af grovfoderet er forholdsvis ringe. Et lavere foderforbrug end forudsat i udgangssituationen giver mulighed for en produktionsgevinst. Derfor er der lavet en analyse af effekten af en fodertildeling, der ligger 20 foderenheder lavere pr. slagtesvin end i udgangssituationen. Denne reduktion dækker over en samlet ændring for både søer og slagtesvin.

Afregningsprisen på svinekød ligger i øjeblikket ligesom kornprisen på et meget højt niveau pga. stor efterspørgsel. Der er derfor som udgangspunkt anvendt en afregningspris på 17,70 kr/kg, hvilket bygger på de priser, der er opgivet i økologisk markedsorientering for uge 40, 1995. Prisen kr. 17,70 er en sammenvejning af priserne ved forskellige kvaliteter (mht. kødprocent etc.) i forhold til den andel svin, der i øjeblikket produceres i de forskellige kvaliteter. En langsigtet merpris på økologisk svinekød kan forventes at ligge 30 - 50 pct. over den konventionelle afregningspris, idet produktionsprisen for svinekød i høj grad vil følge foderprisen.

I Nørgaards model er der regnet med en samlet afregningspris på kr. 10,40 pr. kg. Ved en merpris på 35 pct. svarer det til en økologisk afregningspris på 14 kr/kg. Ved 50 pct. merpris vil afregningen være på 15,60 kr/kg. Udgangspunktet for produktiviteten er 19 grise pr. årsso. Dette er meget forsigtigt ansat; i andre udendørs besætninger forventes der gennemsnitlig 22,0

grise pr. årsso hos den bedste fjerdedel af producenterne (Nørgaard, 1995). Økologisk produktion opererer dog med en væsentlig senere fravænning end konventionel, hvilket giver problemer med at få søerne løbet 4 uger efter faring. Dette nedbringer antallet af grise pr. årsso, men det er dog ikke urealistisk at forvente omkring 20 grise pr. årsso hos den bedste del af driftslederne. Der er derfor lavet de samme simulationer ved 20 grise som ved 19 grise pr. årsso.

Det har ikke være muligt at indarbejde markdriften i modellen, da dette kræver en mere omfattende justering af modellen. En indarbejdelse af markdriften ville gøre det muligt at beregne en intern produktionspris på fodermidlerne, og dermed den lavest mulige produktionspris på slagtesvinene. Sådanne analyser vil der blive arbejdet på at gennemføre i nærmeste fremtid.

Resultater

Der er som nævnt lavet to grundscenarier med hhv. 19 og 20 grise pr. årsso. Forudsætningerne i udgangssituationen er som angivet nedenfor i tabel 11.

Tabel 11. Initialt prissæt

Foderpriser (initiale):	Kr. pr. kg
Sofoder (vægt gnst. af drægtigheds- og diegivn. foder)	2,00
Smågrisefoder	2,30
Slagtesvineblanding	2,15
Foderpriser (langsigtet):
Enhedspris	1,90
Afregningspris slagtesvin:
Initialt	17,70
Langsigtet (35 pct. merpris)	14,00
Langsigtet (50 pct. merpris)	15,60

Kapitalværdien (nutidsværdien) efter skat ved en afvikling af bedriften efter 20 år bruges som udtryk for systemets rentabilitet. Dette kan også udtrykkes ved den gennemsnitlige gevinst, hvilket er værdier, der ligger ud over aflønningen af driftslederen, idet aflønningen regnes endogent i modellen med en fast sats på 100 kr. pr. time.

Tabel 12. Nøgletal for rentabilitet (1.000 kr.)

	Kapitalværdi	Gnst. årl. gevinst	DB drift v. fuld prod.
19 grise pr. årsso	1373	83	819
20 grise pr. årsso	1874	114	875

En mere interessant vinkel på resultatet ved økologisk drift er dog følsomhederne ved udsving i priserne på foder og afregning for slagtedyr. Der er derfor lavet analyser af break-even priser på begge prissæt (Priser ved en kapitalværdi på 0 kr.).

Tabel 13. Break-even priser. (kr./kg kød)

	19 grise pr. årsso	20 grise pr. årsso
Afregning slagtesvin(uændret foderpris)	16,90	16,50
Afregning slagtesvin (langsigtet foderpris)	15,80	15,40
Foderpriser (uændret afregningspris) (kr. pr. FE)
Soblandinger	2,10	2,20
Slagtesvineblanding	2,30	2,40
Enhedsfoderpriser (langsigtet afregningspris)
Konv. afregn. + 35 pct.	1,57	1,65
Konv. afregn. + 50 pct.	1,89	1,97

Tallene i tabel 13 er alle fremkommet på grundlag af et relativt højt ansat foderforbrug. Tabellen viser således, at med de eksisterende prisforudsætninger bør det være rentabelt at etablere en økologisk svineproduktion, såfremt foderforsyningen er sikret. Men på længere sigt kan en faldende afregningspris skabe problemer. Et fald i afregningsprisen til en merpris i forhold til den konventionelle på ca. 35 pct. (14 kr./kg) vil medføre et krav om en urealistisk lav foderpris, hvis produktionen netop skal være rentabel. Ved en merpris på ca. 50 pct. (15,60 kr./kg) vil produktionen være rentabel ved ca. 19 grise pr. årsso. At foderprisen, der findes frem til ved en merpris på 50 pct., netop er den samme som den anslåede langsigtede foderpris, er et tilfælde. Det udtrykker dog, at det er realistisk, at merprisen skal være omkring 50 pct., for at økonomien kan hænge sammen på lang sigt.

Såfremt fodereffektiviteten kan forbedres med gennemsnitlig 20 FE pr. slagtesvin, vil resultatet forbedres væsentligt. Selv ved den initiale foderpris på ca. 2 kr./kg vil afregningsprisen ved 20 grise/årsso kunne reduceres til 16,10 kr./kg. Sættes den langsigtede pris på foder ind som forudsætning, bliver break-even afregningsprisen 15 kr./kg. Der er dermed mulighed for temmelig store udsving i resultatet alt efter effektiviteten på forskellige parametre.

Delkonklusion

Forudsætningerne i beregningen er forsigtigt ansat i relation til effektiviteten i bedriften. Med de eksisterende prisforudsætninger bør det være rentabelt at etablere en økologisk svineproduktion, såfremt foderforsyningen er sikret. Et fald i afregningsprisen til en merpris i forhold til den konventionelle på ca. 35 pct. (14 kr/kg) vil medføre et krav om en urealistisk lav foderpris, for at produktionen netop skal være rentabel.

Ved en merpris på ca. 50 pct. (15,6 kr /kg) vil produktionen være rentabel ved ca. 19 grise pr. årsso. Følsomhedsberegningerne viser dog, at det er ganske afgørende om de indlagte forudsætninger holder.

Det er derfor af stor interesse at få fastlagt mere sikre forudsætninger ved afprøvning af den økologiske svineproduktion i praksis. Det gælder at:

antal grise pr. årsso, hvor mulighederne for en effektivitet svarende til den der ses i andre systemer med fritgående søer, er utilstrækkeligt belyst.
samspillet mellem mark og stald og dette samspils effekt på interne foderpriser.
fodringseffektiviteten både for søer og slagtesvin, idet virkningen af en voksende grovfoderandel i den samlede foderration ikke er tilstrækkeligt belyst.

8. Konklusion

Ved omlægning til økologisk drift får det økologiske regelsæt konsekvenser for en række forhold både inden for den primære svineproduktion som for den tilhørende planteproduktion. Disse konsekvenser har givet anledning til følgende konklusioner:

Planteproduktionen

En omlægning til økologisk drift vil betyde en udbyttenedgang på ca. 20-35 pct. for kornafgrøder og en udbyttenedgang for grovfoder på ca. 10 pct. Derudover er det en nødvendighed, at sædskiftet indeholder minimum 30-40 pct. kvælstoffikserende afgrøder, som gerne må være flerårige afgrøder af hensyn til ukrudtstrykket. Det betyder, at den økologiske svinebedrift i modsætning til den konventionelle kun kan dyrke korn-/proteinafgrøder på maksimalt 60 pct. af arealet. Dertil kommer at de proteinafgrøder, man traditionelt dyrker i Danmark (ærter og raps), kun vanskeligt kan dyrkes under økologiske forhold.

Udbyttenedgangen samt de dyrkningsmæssige problemer kan medføre en stor variation i foderforsyningen. Det er problematisk at opretholde en selvforsyning af økologisk foder, ligesom det på nuværende tidspunkt er umuligt at få en forsyningssikkerhed ved indkøb af økologisk foder p.g.a. det svingende marked. I takt med at et større areal omlægges til økologisk drift, vil det være muligt at sikre foderforsyningen, og gennem øget forskning vil der sandsynligvis i højere grad kunne dyrkes proteinafgrøder i Danmark. Derudover kan forskning inden for alternative proteinkilder være med til at løse problemet.

Prisen på de økologiske fodermidler ligger i dag ca. 100 pct. over prisen på de konventionelle med tendens til store udsving afhængig af årstiden. Prisniveauet må dog forventes at stabiliseres efterhånden som udbuddet af økologiske fodermidler vokser.

Det må konkluderes, at planteproduktionen er forbundet med nogle problemer, som har stor betydning for foderforsyningen. En udvidelse af det økologiske areal samt øget forskning må forventes at løse de fleste problemer, men indtil da kan foderforsyningen delvis sikres gennem indkøb af op til 25 pct. af foderet fra konventionelle besætninger, hvilket er tilladt i følge det økologiske regelsæt.

Husdyrholdet

Kravet om udeareal til alle dyr kan nemt opfyldes på de bedrifter, hvor man har mulighed for at holde søerne på friland og opstalde slagtesvinene i en stald med fri adgang til en udendørs løbegård. Der hvor det ikke er muligt at holde søerne på friland, fx som følge af en meget lerholdig jord, kan kravet om udendørsarealer være en stor barriere for omlægning til økologisk svineproduktion.

Regelsættet foreskriver, at smågrisene tidligst må fravænnes soen, når de er 7 uger gamle. Dette krav kan betyde en nedgang fra ca. 2,4 kuld pr. år til ca. 2,0 (svarende til ca. 4 grise pr. årsso). Kravet kan dog få mindre betydning, hvis man gennemfører løbning i diegivningsperioden. Hvilke konsekvenser, der er forbundet med denne produktionsform, er endnu ikke belyst i tilstrækkeligt omfang, og det vil derfor kræve øget forskning på området, før dette kan anbefales.

Det må konkluderes, at der i forbindelse med opstaldning af dyrene ikke er væsentlige problemer, som forhindrer en udvidelse af den økologiske svineproduktion, men forskningen på området bør styrkes.

Foder/fodring

Kravet om grovfoder til alle dyr giver anledning til en del problemer, da der traditionelt ikke har været anvendt grovfoder i svineproduktionen. Der ligger derfor en væsentlig opgave i at undersøge muligheder for anvendelse af større mængde grovfoder i svineproduktionen både i forbindelse med optagelse, udnyttelse, og håndtering.

Med hensyn til danskproducerede proteinafgrøder må det konkluderes, at det er meget vanskeligt at dyrke de traditionelle proteinafgrøder under økologiske forhold. Det betyder, at proteinkilder enten skal indkøbes konventionelt eller importeres i form af fx soyaprodukter.

Animalske protein-/energikilder kan i øjeblikket ikke købes som økologiske, men ved en øget økologisk animalsk produktion må man forvente, at disse fodermidler også kan indkøbes som økologiske i løbet af de kommende år.

Det er ikke tilladt at bruge syntetiske aminosyrer. Derved vil der være et unødigt højt råproteinindhold i foderet. Hvis syntetiske aminosyre var tilladt, kunne det i høj grad afhjælpe problemerne omkring proteinkilderne, og det kunne sænke råproteinindholdet i de økologiske foderblandinger. Herved ville udledningen af kvælstof fra økologiske grise til det omgivende miljø minimeres og være på niveau med udledningen fra de konventionelle.

I forbindelse med foder/fodring må det konkluderes, at der her er nogle meget væsentlige problemer, som tildels hænger sammen med problemerne i planteproduktionen. Så længe det er tilladt at indkøbe 25 pct. af foderet fra konventionelle besætninger, er det dog i høj grad muligt at sikre proteinforsyningen og sammensætte foderblandinger til brug i svineproduktionen. Nogle af de fodringsmæssige problemer kan i vid udstrækning løses ved øget forskning, og derudover kan en række andre problemer løses, hvis der gennemføres driftsfællesskaber mellem svineproducenter og andre driftsgrene.

Næringsstofbalance

Gennem beregninger på fire forskellige modelbrug, hvor der er indlagt en række forudsætninger for driften, er der fremkommet følgende konklusion:

For at en økologisk svineproduktion med samme forudsætninger som modelbrugene kan være i en god næringsstofbalance, bør man have et dyrehold der svarer til mindst 0,8 DE/ha. Ved denne dyretæthed er der overskud på både bedrifts- og markbalancerne. Det er vigtigt at understrege, at bedrifter med en dyretæthed på 0,8 DE/ha ikke er selvforsynende med foder, idet der skal indkøbes 20-25 pct. økologisk foder, udover de 25 pct. konventionelt indkøbte foder.

Bedrifter med en lavere dyretæthed end 0,8 DE/ha kan naturligvis også drives økologisk, men de vil i meget højere grad være afhængige af et udbud af økologiske fodermidler, fx produceret på økologiske kvæggårde. Alternativt kræver selvforsyning med økologisk foder en mere ekstensiv driftsform baseret på en stor andel af grøngødningsafgrøder i sædskiftet og med en belægningsgrad på 0,5-0,6 DE/ha.

I næringsstofberegningerne fra modelbrugene er jordens næringsstofpulje i ligevægt. Hvis dyretætheden kommer under ca. 0,8 DE/ha, må man forvente, at der tæres på jordpuljens næringsstoffer. Konsekvenser heraf er endnu ikke helt klare, og det må i øjeblikket anbefales, at dyretætheden ikke kommer væsentligt under 0,8 DE/ha, specielt på jord med et lavt lerindhold. Det er vigtigt at understrege, at denne anbefaling er givet udfra de forudsætninger, der er opstillet for modelbrugene, og dermed ud fra forudsætninger om et meget traditionelt sædskifte. Endvidere er der i beregningerne forudsat en udvaskning fra frilandssøerne, som er estimeret ud fra meget få resultater. En mindre udvaskning herfra vil øge næringsstofbalancerne, og derved kan dyretæthed eventuelt sænkes yderligere.

I forbindelse med søer på friland er der en potentiel risiko for betydelige næringsstoftab i form af fordampning og udvaskning. Det er dog vanskeligt at vurdere størrelsen af tabet, og man bør fremover være meget opmærksom på problematikken. Man kunne eventuelt fordele søerne på et større areal, hvorved risikoen for udvaskning ville minimeres, og det ville samtidig være nemmere at “holde hus” med næringsstofferne.

Økonomi

Det kan konkluderes at økologisk svineproduktion er rentabel med de eksisterende prisforudsætninger og under forudsætning af, at foderforsyningen kan sikres. Ved en afregningspris på 50 pct. over den konventionelle, eller ved en langsigtet foderpis på kr 1,90/FEs vil produktionen være rentabel ved ca. 19 grise pr. årsso.

Generelle betragtninger

Det danske regelsæt for økologisk produktion er ikke kvantificeret på en række punkter (fx arealkrav, lys-/ventilation, mængder af strøelse m.m.). Det betyder, at det er meget vanskeligt for den enkelte landmand at fremtidssikre sin produktion. Regelsættet bør i videst mulige omfang kvantificeres, eller det bør omformuleres på en række punkter.

Perspektiver

Økologisk svineproduktion er endnu forbundet med en del problemer, som gør produktionen meget uoverskuelig. I en rådgivningssituation vil det være svært at anbefale en omlægning til økologisk svineproduktion, fordi svarene på mange problemer endnu ikke er kendt. Derudover kan foderforsyningen være meget svingende, da der endnu er så få omlagte planteavlsbedrifter og en lavere dyrkningsikkerhed i økologisk produktion sammenlignet med konventionel produktion.

For at kunne rådgive og anbefale økologisk svineproduktion til landmænd er det nødvendigt, at øge forskningen på området og animere til samarbejde mellem svineproduktionen og andre driftsgrene. Gennem samarbejde kan man både øge forsyningssikkerheden af foder og næringsstofbalancerne.

Efterskrift

Denne rapport er et udredningsarbejde vedrørende forhold i den økologiske primærproduktion.

Forbrugernes ønsker og vaner omkring køb af økologisk kød har ikke tidligere været identificeret i en sådan grad, at et egentligt produktions-, distributions- og markedsføringskoncept for økologisk svinekød har været relevant.

Der er derfor gennemført en undersøgelse, der har belyst forhold vedrørende forbrugerønsker og købevaner i relation til svinekød. Denne undersøgelse foreligger som rapport.

Begge rapporter er resultatet af et udviklingsprojekt vedrørende økologisk svineproduktion. Projektet er et samarbejdsprojekt mellem DANSKE SLAGTERIER, FDB, Friland Food og Økologisk Landscenter.

Udredningsarbejdet vedr. denne rapport omfatter bl.a. litteraturstudier, teoretiske beregninger og praktiske forhold vedr. økologi. Udover DANSKE SLAGTERIER har Statens Planteavlsforsøg og Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut medvirket ved udarbejdelsen.

Referencer

-	Bak, S. (1995). Økologisk svineproducent, Søgård Andelsbrug, Sdr. Felding.
-	Det Dyreetiske Råd (1995). Udtalelse om økologisk husdyrproduktion. Udgivet af Justitsministeriet, Civilkontoret, København, november 1995, pp 20.
-	Dissing Nielsen, J. (1979). Potassium analysis of soils before and after exhaustion of K. Tidskr. Planteavl. 83, s. 185-193.
-	Edwards, A.C. & Livingstone, R.M. (1990). Potato and potato products. In: P.A. Thacker & R.N. Kirkwood (editors), Nontraditional feed sources for use in swineproduction. Butterworths 1990. 2 pp.
-	Eriksen, J. og Askegaard, M. (1995). Næringsstofbalancer i økologisk svineproduktion. Rapport over kontraktprojekt for LANDSUDVALGET FOR SVIN, DANSKE SLAGTERIER, udarbejdet af Statens Planteavlsforsøg, Forskningscenter Foulum, pp 28.
-	Halberg, N., Kristensen, E.S. & Kristensen, I.S. (1994). Expected yield loss when converting to organic farming in Denmark. I A. Granstedt & R. Koistinen (red.) Converting to organic agriculture. Appendix NJF-Utredning//Rapport nr. 93, pp. 43-47.
-	Hansen, L. F. (1994). Svinehold. Fakta om økologisk jordbrug nr. 5. Specialudvalget for Økologi, Landbrugets Rådgivningscenter, pp. 40.
-	Jost, M. (1985). Grundfutter an sauen, aber wie ? Schweinezucht und Schweinemast. 33, 5, 143-146.
-	Kirkwood R.N. and Thacker P.A. (1991). Induction of pregnancy during lactation and its effects on sow and litter performance. Research report to the 1991 annual report of the Prairie Sweine Center, University of Saskatchewan, Saskatoon, Saskatchewan, p 52-55.
-	Lampkin, N. (1992). Organic farming. Farming Press Books. UK. 701 pp.
-	Landbrugets byggeblad (1995). Landbrugets byggeblad med driftsvejledning vedrørende udendørs sohold (gr.nr. 95.03-02, januar 1993, rev. juli 1995). Landbrugets rådgivningscenter. Afdeling for Landbo Ret.
-	Landsudvalget for svin (1995). Foderstoffer til svin. Danske slagterier, primærproduktion, forsøg og udvikling.
-	Livingstone, R.M. (1983). Can a sow be like a cow ? Pig farming. 30, 11, 143-146.
-	Møberg, J.P. & Dissing Nielsen, J. (1983). Mineral changes in soils used for potassiumdepletion experiments for some years in pots and in the field. Acta. Agric. Scand. 33, s. 21-27.
-	Nielsen, T. & Knudsen, L. (1994). Demonstrationsejendomme for bedre udnyttelse af husdyrgødning 1990-1993. Miljøprojekt nr. 276. Miljøstyrelsen
-	Plantedirektoratet (1995). Autorisation og produktion på økologiske jordbrug 1993 og 1994, pp 14.
-	Roepstorff, A; Jørgensen R. J.; Nansen P.; Henriksen S. Aa.; Pedersen J. S. og Andreasen. M. (1992). Parasitter hos Økologiske svin. Rapport over projekt finansieret af Jordbrugsdirektoratet under Landbrugsministeriet, pp 36.
-	Specialudvalget for Økologisk og Biodynamisk Jordbrug (1994). Fakta om økologisk jordbrug nr. 5, Svinehold, pp. 40.
-	Specialudvalget for Økologisk og Biodynamisk Jordbrug (1995). Dyrkningsvejledninger for økologiske markafgrøder - konsulentmappe, udgivet af Fællesudvalget for Økologisk og Biodynamisk Jordbrug, afsnit 3.3.
-	Strukturdirektoratet (1995). Vejledning om tilskud til økologisk jordbrug. Udviklingsprojekter. Landbrug- og Fiskeriministeriet, Strukturdirektoratet, København, januar 1995, pp 7.
-	Strukturdirektoratet (1995). Aktionsplan for fremme af den økologiske fødevareproduktion i Danmark. Udarbejdet af Det Økologiske Jordbrugsråd, pp 418.
-	Sørensen, G. (1995). Helsædsensilage til løsgående drægtige søer. Erfaring fra Den Rullende Afprøvning, pp. 6.
-	Vestergaard, E. M.; Danielsen V. and Larsen A. E. (1995). Utilization of dried grass meal by young growing pigs and sows. Paper to the 46. Meeting of the European Association for Animal Production 4-7 september 1995 Praque, pp 6.
-	Walton, J. S. (1986). Effect of boar presence before and after weaning on estrus and ovulation in sows. Journal of Animal science, 62 p. 9-15.
-	Whittemore, C.T. (1977). The potato (Solanum Tuberosum) as a source of nutriens of pigs, calves and fowl - a review. Amin. Feed Sci. Technol. 190 pp.
-	Wiesemuller, W. & Poppe, S. (1990). Lucerne silage as a feedstuff for sows. WLD. Rev. Anim. Prod. 25:4, 47-53.
-	Wiesemuller, W. (1982). Lucernesilage as a source of aminoacids in sow nutrition. Pig news and information 3:2, 149-156.
-	Zabolotnyi, I. & Gulli, G. (1984). Pastures in industrial piggeries. Svinovodstvo, Moscow. 5, 14-16. Abstr.

Appendiks

Bilag 1 forudsætninger for modelbrug 1, 2, 3 og 4

Til alle modelbrugene er der opstillet følgende fælles forudsætninger:

Dyrehold:

Årssøer, stk.	100
Kuld pr. år (løbning i diegivningsperioden), stk.	2,2
Antal grise pr. kuld, stk.	10,5
Dødelighed inden fravænning, pct.	12
Dødelighed efter fravænning, pct.	5
Producerede slagtesvin, stk.	1.900
FEs pr. so incl 20 smågrise til fravænning	2.200
De 2200 FEs er fordelt på følgende måde:
Drægtighedsfoder:
Kraftfoder, FEs	1.150
Grovfoder, FEs	250
Diegivningsfoder:
Kraftfoder, FEs	515
Grovfoder, FEs	85
Kraftfoder til 20 smågrise indtil fravænning, FEs	200
FEs pr. slagtesvin indtil 100 kg	280
De 280 Fes er fordelt på følgende måde:
Kraftfoder, FEs	260
Grovfoder, FEs	20
Halmforbrug:
Søer, kg/årsso	380
Slagtesvin, kg/kg tilvækst	0,5

Driften:

Søer og smågrise opholder sig ude hele året på 10 ha kløvergræs. Der gennemføres holddrift med 14 dageshold, hvor holdstørrelsen er på 8 søer.

Der er 4 hold i fareafdelingen svarende til 36 farehytter (én ekstra pr. hold) og de resterende 8,5 hold går i løbe-/drægtighedsafdelingen med adgang til 10 fælleshytter (dobbelthytter).

Smågrisene fravænnes efter 7 uger og flyttes derefter til slagtesvinestalden (dybstrøelsesstald med udeareal, se bilag 7 for flere detaljer), hvor de opholder sig til slagtning. Slagtesvinene leveres ved en levende vægt på 100 kg.

Foderforbrug fordelt på fodermidler:

Fodertype

Fodermiddel

Modelbrug nr.

1

2

3

4

Konv.

Indkøbt

Rapskage

Fiskehelmel

Skum.mælksp.

Tørgær

Animalsk fedt

100% lysin

46.742

2.395

178

27.373

109.799

29

46.742

2.395

178

27.373

109.799

29

46.742

2.395

178

27.373

109.799

29

51.264

2.395

178

997

133.239

29

Økologisk

Indkøbt

Solsikkekage

Rapskage

Soyaskrå, toasted

Hvede

Triticale

Ærter

79.008

78.345

7.109

79.008

78.345

7.109

79.008

78.345

76.387

59.674

64.555

79.565

161.603

Produceret

Hvede

Triticale

Byg

Havre

Ærter

Byg-helsæd

Kløvergræsens.

179.992

36.470

46.479

86.020

42.305

10.892

179.992

36.470

46.479

86.020

42.305

10.892

103.605

36.470

46.479

61.451

42.305

10.892

61.622

5.296

17.979

63.924

18.969

31.116

Produceret

solgt

Triticale

Byg

Havre

Ærter

14.567

21.171

46.813

14.567

21.171

46.813

2.384

25.434

22.000

22.097

Indkøbt konventionelt, pct.

Netto-import økologisk, pct.

Produceret foder, pct.

25

9

66

25

9

66

25

35

40

25

39

36

De detaljerede foderplaner er samlet i bilag 2.

Sædskifter:

For modelbrug 1, 2 og 3 med 140 og 100 ha er sædskiftet.

Byg m. udlæg (kløvergræs), høstet delvis som helsæd.

Kløvergræs

Havre (efterafgrøde: rajgræs)

Ært

Vintertriticale (halm nedmuldes i modelbrug 1 og 2)

For modelbrug 4 er sædskiftet:

Byg m. udlæg (kløvergræs)

1. års kløvergræs

2. års kløvergræs

Havre (efterafgrøde: rajgræs)

Vinterhvede

Bilag 2 foderplaner for modelbrug 1, 2, 3 og 4

Til alle blandinger tilsættes vitamin-/mineralblanding efter behov, og er derfor ikke vist i foderplanerne.

Tabel 1. Diegivningsblanding modelbrug 1, 2 og 3

Landskontoret for Svin		FODEROPTIMERING	Diegivningsblanding Modelbrug 1,2 og 3
Navn: Sojaskrå, toasted Rapskage-DL, fedtrig Øko triticale Øko ærter Byg helsædsensilage Animalsk fedt (88 pct.)		Indhold, % 14,89 8,85 31,28 4,66 36,32 4,00		Pris kr/100kg 130,50 126,00 225,00 225,00 70,00 295,50
Tørfoder ialt Pris kr/100 kg Pris kr/100 FEs FEs/kg: 0,85		100,00		Beregnet: 148,69 175,44
Beregnet næringsstofindhold
Kemisk indh. Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Tørstof	pct. 30,7 3,1 39,2 6,4 14,8 5,8	g f. pr FEs 396 62 134 22	Aminosyrer: Lysin Methionin Cystein Cys+met Treonin Isoleucin	g pr kg 7,8 2,3 2,6 4,9 5,3 4,2	g f./FEs 7,2 2,0 2,4 4,4 5,0 4,1

Tabel 2. Diegivningsblanding modelbrug 4

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Diegivningsblanding
Modelbrug 4

Navn:

Sojaskrå, toasted

Rapskage-DL, fedtrig

Øko triticale

Øko ærter

Byg helsædsensilage

Animalsk fedt (88 pct.)

Indhold, %

16,97

8,87

34,15

36,01

4,00

Pris kr/100kg

130,50

126,00

230,00

70,00

295,50

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 0,85

100,00

Beregnet: 148,90

175,18

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh.

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

30,8

3,0

39,2

6,4

14,9

5,7

g f. pr FEs

396

62

136

21

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cys+met

Treonin

Isoleucin

g pr kg

7,6

2,3

2,7

5,1

5,3

4,6

g f./FEs

7,1

2,1

2,5

4,6

5,0

4,6

Tabel 3. Drægtighedsblanding modelbrug 1, 2 og 3

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Drægtighedsblanding
Modelbrug 1,2 og 3

Navn:

Sojaskrå, toasted

Rapskage-DL, fedtrig

Øko triticale

Øko byg

Kløvergræsensilage

Byg helsædsensilage

Animalsk fedt (88 pct.)

Indhold, %

4,43

6,6

519,39

15,49

29,29

22,75

2,00

Pris kr/100kg

130,50

126,00

225,00

230,00

35,00

70,00

295,50

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 0,85

100,00

Beregnet:

125,50

197,02

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh.

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

40,6

2,7

36,7

4,2

9,6

6,2

g f. pr FEs

484

48

102

39

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cys+met

Treonin

Isoleucin

g pr kg

4,3

1,5

1,7

3,2

3,3

2,2

g f./FEs

4,7

1,6

1,9

3,6

3,7

2,4

Tabel 4. Drægtighedsblanding modelbrug 4

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Drægtighedsblanding
Modelbrug 4

Navn:

Sojaskrå, toasted

Rapskage-DL, fedtrig

Øko hvede

Øko havre

Kløvergræsensilage

Animalsk fedt (88 pct.)

Indhold, %

3,91

6,3

725,55

8,06

53,11

3,00

Pris kr/100kg

130,50

126,00

230,00

220,00

35,00

295,50

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 0,85

100,00

Beregnet:

117,08

191,92

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh.

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

42,5

2,8

33,6

5,3

9,2

6,6

g f. pr FEs

464

65

101

54

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cys+met

Treonin

Isoleucin

g pr kg

4,0

1,4

1,6

3,0

3,2

2,4

g f./FEs

4,6

1,6

2,0

3,6

3,6

2,5

Tabel 5. Slagtesvineblanding modelbrug 1, 2 og 3

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Drægtighedsblanding
Modelbrug 1,2 og 3

Navn:

Sojaskrå, toasted

Tørgær

Øko triticale

Øko ærter

Øko havre

Øko rapskage

Øko solsikkekage

Byg helsædsensilage

Animalsk fedt (88 pct.)

Indhold, %

8,37

4,26

21,38

18,06

10,21

3,43

15,49

13,80

5,00

Pris kr/100 kg

130,50

209,00

225,00

225,00

220,00

250,00

250,00

70,00

295,50

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 0,85

100,00

Beregnet:

202,77

209,95

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh.

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

18,6

3,5

43,2

9,7

17,7

7,3

g f. pr FEs

381

75

145

22

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cys+met

Treonin

Isoleucin

g pr kg

9,1

2,8

2,9

5,7

6,5

2,6

g f./FEs

7,5

2,3

2,4

4,7

5,4

2,3

Tabel 6. Slagtesvineblanding modelbrug 4

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Drægtighedsblanding
Modelbrug 4

Navn:

Sojaskrå, toasted

Rapskage-DL, fedtrig

Øko hvede

Øko ærter

Øko solsikkekage

Kløvergræsensilage

Byg helsædsensilage

Animalsk fedt (88 pct.)

Indhold, %

14,50

8,53

27,15

12,94

11,82

11,26

7,80

6,00

Pris kr/100kg

130,50

126,00

230,00

225,00

250,00

35,00

70,00

295,50

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 0,85

100,00

Beregnet:

230,05

237,16

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh.

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

22,0

3,4

39,7

10,2

18,0

6,7

g f. pr FEs

351

81

145

28

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cys+met

Treonin

Isoleucin

g pr kg

9,3

2,8

3,0

5,9

6,6

4,2

g f./FEs

7,6

2,3

2,5

4,8

5,4

3,5

Tabel 7. Smågriseblanding modelbrug 1, 2, 3 og 4

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Drægtighedsblanding
Modelbrug 1,2,3 og 4

Navn:

Sojaskrå, toasted

Fiskehelmel, kval. A

Skummetmælkspulver

Tørgær

100 % Lysin

Øko byg

Øko havre

Øko rapskage, fedtrig

Animalsk fedt (88 pct.)

Indhold, %

11,23

9,56

0,78

4,89

0,12

31,96

28,63

5,83

7,00

Pris kr/100kg

130,50

359,50

1133,50

209,00

1250,00

230,00

220,00

250,00

295,50

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 0,85

100,00

Beregnet:

241,28

217,38

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh.

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

10,6

4,4

45,8

11,6

21,7

5,9

g f. pr FEs

354

89

165

12

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cys+met

Treonin

Isoleucin

g pr kg

13,8

4,4

3,4

7,8

8,7

6,5

g f./FEs

10,8

3,4

2,5

5,9

6,6

5,2

Bilag 3 grovfodermidler

Kløvergræs:

I det økologiske jordbrug i Danmark er der ofte kløvergræs i næsten halvdelen af sædskiftearealet, hvilket antyder denne afgrødes betydning for den økologiske drift.

Kløvergræsset på marken, hvor søer og smågrise opholder sig, bliver som regel ikke indregnet i foderplanen. Dels fordi indtagelsen her kan kompensere for det større foderbehov, der er på friland,dels er det svært at sige, hvor stor en andel af foderet, der kommer derfra.

Forsøg har vist, at hvis der er tilstrækkelig med græs på de arealer, som søerne går på om sommeren, vil de selv optage de græsmængder de kan, svarende til 0,25 - 0,55 FEs pr. dag (Livingstone, 1983; Thornton, 1988). Andre forsøg viser, at drægtige søer kan klare sig udelukkende på græs i de tre første sommer måneder maj, juni og juli, forudsat at det er friskt og bladrigt (Zabolotnyi & Gulli, 1984). Der er således ikke et entydigt svar på, hvor stor andel søerne kan optage ved afgræsning.

Frisk græs til slagtesvin kan ikke anbefales, da det kan have negativ indflydelse på kødkvaliteten.

Rødkløver har et højt indhold af østrogenlignende stoffer og anbefales ikke som foder til søer, da det kan give problemer med frugtbarheden. Udlægning af rødkløver i folde kan derfor ikke anbefales.

Kløvergræsensilage:

Forsøg med kløvergræsensilage har vist, at det kan dække ca. 70 pct. af proteinbehovet til drægtige søer og ca. 30 pct. til diegivende søer (Jost, 1985). Frugtbarheden og soens maternelle egenskaber påvirkes ikke af kløvergræsensilage. Fordøjelighed og næringsværdi af kløvergræsensilage til grise er afhængig af slættidspunktet, og en god ensilering er vigtig. Helt ideelt er ensilering i plastbeviklede minibigballer eller rundballer, idet man undgår dårlig ensilage i kanten, og græsset kan uden problemer ensileres med en høj tørstofprocent, hvilket giver mindre syredannelse.

Til ensilering i plansilo ønskes en tørstofprocent på 30-40 pct. Til balleensilering en tørstofprocent på 45-50 pct.

Helsædsensilage:

Der findes mange varianter af helsædsensilage. Det kan produceres på basis af vinterbyg, hvede eller vårbyg, eller det kan bestå af en blanding af vårbyg og ærter. Byg-ærthelsæd er kun aktuelt, hvor afgrøden kan sikres en tilstrækkelig vandforsyning, eller hvor der en begrænset gødningsmængde tilrådighed på ejendommen.

Jo flere ærter der er i blandingen, jo mere skal man være opmærksom på konkurencen fra ukrudt, idet afgrøden bliver mere åben om foråret. Fem - seks uger efter skridning skal helsæden høstes.

Udbyttet bliver ca. 10 pct. større, når kornet tages som helsæd fremfor, når kornet er fuldmodent, da der ikke forekommer kernespild og stublængden vil være kortere.

Den rullende afprøvning, Landsudvalget for Svin, DS har gennemført en forundersøgelse med grovfoder til drægtige søer. I en periode på 158 dage blev 65 søer og gylte fodret efter ædelyst med helsædsensilage bestående af vårbyg og ærter, suppleret med vitaminer og mineraler. Resultaterne viser, at både søer og gylte åd helsæden uden problemer, og deres huld var stort set uændret i perioden. Energi- og proteinindholdet i helsædsensilagen har således været tilstrækkeligt til at dække søernes behov for næringsstoffer.

Ud fra det analyserede energiindhold i helsædsensilagen var det forventet, at de drægtige søer skulle æde 7,5 kg helsædsensilage pr. dag for at få dækket deres energibehov. Søerne åd i gennemsnit 6,5 kg helsædsensilage pr. dag. På baggrund af huldvurderingerne blev det konstateret, at denne mængde var dækkende for deres energibehov. Ved fodring af udendørs sohold må man dog forvente et øget foderforbrug på ca. 10-15 pct. Helsædsensilagen havde tilsyneladende ingen negativ indflydelse på søernes produktivitet. Fremstillingsprisen var ca. kr. 73,- pr.100 FEs, og energiindholdet var på 0,8 FEs/kg tørstof (Sørensen, 1995).

Det er vigtigt at høsttidpunktet afpasses så helsæden høstes med ca. 40 pct. tørstof. Erfaringer har vist, at et tørstofindhold under 40 pct. giver et stort foderspild, hvis der fodres direkte på dybstrøelse. Et tørstofindhold under de 40 pct. kan endvidere medføre at søerne taber sig under drægtigheden, da søerne ikke er i stand til æde tilstrækkelig mængder af ensilage til at dække deres energibehov.

Derfor er det vigtigt at få foretaget en analyse af indholdet af næringsstoffer, så der kan fremstilles en tilskudsfoderblanding, som passer til det pågældende helsædsensilage. Som udgangspunkt kan man regne med ca. 1 kg tørstof fra helsædsensilage indeholder 0,80 FEs (Sørensen, 1995).

Kartofler:

Det vil sjældent være aktuelt at dyrke kartofler udelukkende med det formål at bruge dem til foder. I stedet kan der være tale om at anvende overskudspartier, spild i marken og frasorterede varer. Rådne kartofler bør ikke anvendes, og frosne skal bruges umiddelbart efter optøning. Spirede kartofler bør heller ikke anvendes, da der et højt indhold af solanin i spirene. Solanin har negativ effekt på tilvækst og foderudnyttelse. Solanin ødelægges ikke ved kogning eller anden form for opvarmning. Man skal også være opmærksom på, at kartofler indeholder proteaseinhibitorer, som kan hæmme proteinudnyttelsen.

Ved kogning af kartoflerne øges fordøjeligheden og grisenes appetit på foderet. Kartofler kan ensileres både som friske og kogte. Kogte kartofler ædes gerne af såvel søer som slagtesvin, og ca fire kg kogte kartofler kan erstatte et kg byg, både med hensyn til energi og protein. Drægtige søer vil normalt blive for fede af større mængder kogte kartofler, og det anbefales, at der højest bruges 4-6 kg pr. so om dagen (Edwards & Livingstone, 1990).

Det frarådes at anvende rå kartofler til slagtesvin. Whittemore (1977) fandt, at rå kartofler reducerede appetitten, gav faldende daglig tilvækst og en lavere kødprocent i forhold til fodring med kogte kartofler.

Lucerne:

Lucerne tåler ikke afgræsning i længere tid, så denne afgrøde skal anvendes til frisk udfodring om sommeren eller konservering.

Østtyske undersøgelser har vist, at drægtige søer, der fodres med 6 kg frisk lucerne og 1 kg korn pr. dag, får dækket såvel deres energibehov som deres næringsstofbehov (Wiesemuller, 1982).

Wiesemuller & Poppe (1990) lavede et tilsvarende forsøg med lucerneensilage, der viste at søer kunne få dækket deres energi- og næringsstofbehov de første 80 dage af drægtigheden med 9 kg lucerneensilage og 1 kg korn dagligt. Resten af drægtigheden fik søerne dagligt 5 kg lucerneensilage og 2 kg korn. I diegivningsperioden fik søerne dagligt 2 kg ensilage og 4,5 - 5,5 kg blandet korn- og kraftfoder. Forsøget sluttede, da søerne havde fået 4 kuld grise, og de fik således lucerneensilage, uanset reproduktiv status, i omkring 2 år. Der blev ikke fundet statistiske sikre forskelle på holdet, som fik lucerneensilage og de kontrolhold, der ikke fik ensilage. Det skal bemærkes, at de østtyske krav til foder og produktion ikke ligger på højde med de danske normer, og man skal derfor være forsigtig med at overføre resultaterne direkte til danske forhold.

Majshelsæd:

Majs kan dyrkes økologisk, men ukrudsbekæmpelsen er krævende som i kartofler og roer. I kolde år kan afgrøden mere eller mindre mislykkes og gro til i ukrudt. Helsædsensilagen af majs kan udmærket anvendes til søer og slagtesvin, men proteinindholdet er lavt, og prisen pr. FEs er betydeligt højere end for kløvergræs. Endvidere har majs en dårlig aminosyre sammensætning og man skal samtidig være opmærksom på, at majs ikke har den samme forfrugtsvirkning som kløvergræs.

Sukkerroer:

Sukkerroer er ligesom kartofler et energifoderstof med et lavt proteinindhold, men af god kvalitet. Det høje vandindhold i roer begrænser dyrenes foderoptagelse og dermed energiforsyningen gennem dette foderstof. Som i kartofler er er prisen på FEs høj, fordi der skal bruges mange arbejdstimer på ukrudtsregulering.

Sukkerroeaffald:

Der foreligger endnu ingen undersøgelser om roeaffald til grise, men resultater af igangværende danske undersøgelser ventes i løbet af efteråret 1996. Søerne fodres efter ædelyst med en fuldfoderblanding bestående af 93 pct. sukkerroeaffald (17 pct. tørstof) og de resterende 7 pct. er en tilskudsfoderblanding (beregnet pr. kg), der er tilpasset de drægtige søers behov for næringsstoffer.

Sukkerroeaffald indeholder ca. 11 pct. tørstof, hvoraf halvdelen består af opløselige fibre. Fuldfoderblandingen indeholder 17 pct. tørstof, leveres færdigblandet i perioden oktober- december og opbevares i store plasticruller. Herved sikres det, at foderet efter ensileringen er frisk hele året samt et minimalt foderspild.

Grovfoder med sukkerroeaffald koster kr. 60-90 pr. 100 FEs afhængig af, om man selv dyrker sukkeroer. Tørret sukkerroeaffald koster til sammenligning ca. kr. 90 pr. 100 FEs. Hvorvidt dette grovfoder vil kunne produceres til økologiske svineproducenter, foreligger der ikke noget om endnu.

Græsgrønmel:

Grønmel fremstilles ved tørring af finsnittet græs og kløver, hvorefter produktet pelleteres. Næringsstofindholdet i grønmel kan variere en del fra parti til parti, afhængig af græssets udviklingstrin. Grønmel kan anvendes til energifattige blandinger f.eks. som foder til ad libitum fodrede slagtesvin eller restiktivt fodrede drægtige søer.

Bilag 4 Proteinkilder

Ved anvendelsen af foderstofferne skal man tage højde for at nogle af dem kan indeholde uønskede stoffer, som kan hæmme produktionsegenskaberne. Mht. den mængde af et foderstof, der maksimalt må indgå i en blanding henvises til: Foderstoffer til svin, Landsudvalget for Svin, Primær produktion - forsøg og udvikling (1995).

Sød lupin dyrkes kun i meget ringe omfang i økologisk landbrug på grund af lave udbytter. Lupiner har et højere indhold af omsættelig energi og protein end både ærter og hestebønner.

Indholdet af lysin er på højde med indholdet i hestebønner, mens indholdet af de svovlholdige aminosyrer er næsten dobbelt så højt. Sødlupiner anbefales ikke til søer, da det indeholder alkaloider, som kan have negativ effekt på reproduktionen.

Soyabønner dyrkes ikke i Danmark, men importeres, da det er en god proteinkilde med et højt energiindhold. Jodtallet i olien er højt og bønnen bør derfor kun anvendes til slagtesvin, såfremt jodtalsproduktet i foderblandingen ikke ikke overstiger 60. Det er et udmærket foderstof til smågrise og søer.

Rapskager har et højt indhold af protein, men på grund af et højt træstofindhold er energiindholdet noget lavere end i korn. Rapsprodukter egner sig især godt til at indgå i blandinger med ærter, da de to supplerer hinanden godt med hensyn til aminosyresammensætningen. I økologisk landbrug bliver raps kun dyrket i lille udstrækning på grund af efterfølgende ukrudtsproblemer med spildfrø. De dobbeltlave sorter, som dyrkes herhjemme, har et lavt indhold erucasyre og glucosinolater, og kan derfor anvendes med op til 15 pct.af FEs i foderblandinger til slagtesvin.

Solsikkekager- og skrå kan indeholde cadmium og toksiner, og der er stor risiko for indhold af salmonella. Solsikkeskrå skal være helt eller delvist afskallet.

Hestebønner dyrkes kun i mindre udstrækning i økologisk drift, da afgrøden er temmelig dyrkningsusikker i varme og tørre år, og høsten er sen og vanskelig i fugtige år. Hestebønner har et højere indhold af protein og lavere indhold af omsættelig energi end ærter. Hestebønner er ikke egnet til sofoder pga. negativ effekt på frugtbarhed og mælkeydelse.

Ærter klarer sig dårligt i ren bestand i økologisk drift pga. for ringe konkurenceevne overfor ukrudt. Oftest dyrkes og høstes ærter i blanding med korn. Hvis ærteandelen ikke er for høj, kan blandingen anvendes direkte, ellers kan det være nødvendigt at supplere med mere korn eller adskille korn og ærter ved oprensning. Det er kun kogeærter, der har interesse som foder til svin. Råproteinindholdet varierer mellem sorterne, og der bør tages analyse af hvert parti. Til søer anbefales ikke, at ærter udgør mere end 10 pct. af energiindholdet, fordi en højere andel kan påvirke reproduktionen i negativ retning med flere tomdage og færre grise pr. kuld.

Konventionelle proteikilder

Fiskemel har et højt proteinindhold med en god aminosyresammensætning. Mineralstofindholdet er højt og fiskemel har højere indhold af selen end de øvrige proteinfodermidler. Fiskemel indeholder 9 pct. fiskeolie og kan give afsmag i kødet og forringet spækkvalitet. Fiskemel kan indgå i en foderblanding til slagtesvin, sålænge jodtalsproduktet ikke overstiger 60.

Tørgær er et tørret affaldsprodukt fra ølfremstilligen. Tørgær har et højt proteinindhold af høj biologisk værdi, hvorfor det er velegnet til at afbalancere aminosyresammensætningen i en blanding.

Blodmel har et proteinindhold på højde med fiskemel med en noget højere fordøjelighed. Lysinindholdet er meget højt, mens indholdet af methionin er lavt. Den uheldige aminosyresammensætning begrænser anvendeligheden til højst et par procent i blandingerne. Mineralindholdet er lavt, men jernindholdet er meget højt. Da jern hæmmer zinkoptagelsen, kan overforsyning med jern udløse symtomer på zinkmangel.

Kødbenmel har et højt proteinindhold og et højt mineralindhold. Proteinet har en lav biologisk værdi og det høje mineralindhold gør, at det ikke bør anvendes til smågrise.

BILAG 5

Eksempler på foderblandinger med det højeste indhold af økologiske fodermidler

For at belyse mulighederne for at lave blandinger, der er 100 pct. økologisk godkendt, er de økologiske fodermidler, der i øjeblikket markedsføres i Danmark, tilføjet i foderoptimerings programmet Optimix. Herefter er det forsøgt at lave 100 pct. økologiske blandinger (beregnet på energiindhold, FEs), som overholder de gældende normer for iblandingsprocenter, essentielle aminosyrer, råprotein-, calcium-, fosfor- og energiindhold. I tabellerne over foderblandingerne er de økologiske fodermidler anført med “øko”. Til alle blandinger skal tilsættes en vitamin-/mineralblanding for at tilgodese dyrenes behov.

Tabel 1. Smågriseblanding 86 pct. økologisk

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Smågriseblanding
86 pct. økologisk

Navn:

Øko soyaskrå, toasted

Fiskehelmel, kval. A

Øko skummetmælkspulver

100 pct. lysin (hydroclorid)

Kridt

Monocaliciumfosfat

Øko triticale

Øko byg

Øko rapskage, fedtrig

Animalsk fedt (88 pct.)

Indhold, %

16,19

9,90

4,17

0,12

0,79

0,28

35,01

24,36

4,67

4,51

Pris kr/100kg

350,00

409,50

4000,00

1250,00

72,50

347,00

225,00

230,00

250,00

295,50

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 1,15

100,00

Beregnet:

426,89

371,21

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh.

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

10,4

4,9

49,0

10,4

22,1

3,2

g f. pr Fes

393

74

165

12

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cys+met

Treonin

Isoleucin

Leucin

Tryptofan

Valin

Phenylalanin

Tyrosin

Histidin

g pr kg

14,1

4,5

3,2

7,7

8,8

4,5

7,7

2,8

5,1

3,8

3,1

2,0

g f. pr FEs

10,8

3,4

2,4

5,8

6,6

3,6

6,1

2,1

4,1

3,0

2,5

1,6

Mineraler:

Calcium (Ca)

Fosfor (P)

Natrium (Na)

enh

g

g

g

mgd pr FEs

6,5

5,0

0,9

Andre primær:

Ford. Fosfor

Jodtal

Jodtalsprodukt

Opl. fibre

Stivelse

Sukker

Uopl. fibre

enh

g

g

enh

pct

pct

pct

pct

mgd/kg

3,1

68,2

94,1

0,2

33,7

2,4

0,4

f. pr FEs

2,7

59,3

81,8

0,1

29,3

2,1

0,4

Tabel 2. Drægtighedsblanding 100 pct. økologisk

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Drægtighedsblanding
100 pct. økologisk

Navn:

Kridt

Dicalciumfosfat

Øko triticale

Øko hvede

Øko soyabønner, toasted

Øko kløvergræsensilage

Indhold, %

0,49

1,93

27,39

46,53

12,66

11,00

Pris kr/100kg

72,50

257,00

225,00

230,00

350,00

70,00

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 0,90

100,00

Beregnet:

225,98

251,09

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh.

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

18,7

4,6

57,3

3,9

12,5

3,0

g f. pr FEs

593

28

113

17

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cys+met

Treonin

Isoleucin

Leucin

Tryptofan

Valin

Phenylalanin

Tyrosin

Histidin

g pr kg

5,3

1,9

2,4

4,2

4,1

0,1

0,2

1,7

0,2

0,1

0,1

-

g f. pr FEs

4,9

1,7

2,1

3,8

3,7

-

0,1

1,6

0,1

-

-

-

Mineraler:

Calcium (Ca)

Fosfor (P)

Natrium (Na)

Jern (Fe)

Zink (Zn)

Kobber (Cu)

Kalium (K)

Magnesium (Mg)

Selen (Se)

Mangan (Mn)

enh

g

g

g

mg

mg

mg

g

g

mg

mg

mgd pr FEs

8,0

6,5

0,1

11,7

0,5

0,1

0,4

-

-

1,7

Vitaminer

A

E

Thiamin

Riboflavin

Pantoten syre

Niacin

Biotin

B-12

enh

1000 ie

mg

mg

mg

mg

mg

mg

mg

mng pr FEs

-

-

-

-

-

-

-

-

Andre primær:

Ford. Fosfor

Jodtal

Jodtalsprodukt

Opl. fibre

enh

g

g

enh

pct

mgd/kg

0,8

57,4

42,0

43,2

f. pr FEs

0,9

63,8

46,7

48,0

Tabel 3. Diegivningsblanding 100 pct. økologisk

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Drægtighedsblanding
100 pct. økologisk

Navn:

Øko soyaskrå, toasted

Kridt

Monocalciumfosfat

Øko triticale

Øko hvede

Øko byghelsædsensilage

Indhold, %

21,28

1,08

1,44

29,53

44,30

2,37

Pris kr/100kg

350,00

72,50

347,00

225,00

230,00

70,00

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 0,97

100,00

Beregnet:

250,25

257,99

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh:

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

13,3

5,4

59,5

2,0

16,7

3,1

g f. pr FEs

572

9

144

16

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cys+met

Treonin

Isoleucin

Leucin

Tryptofan

Valin

Phenylalanin

Tyrosin

Histidin

g pr kg

8,0

2,5

3,0

5,5

5,8

4,4

7,4

2,3

4,6

4,7

3,6

2,0

g f. pr FEs

7,0

2,1

2,6

4,7

5,0

3,9

6,5

2,0

4,1

4,2

3,2

1,8

Mineraler:

Calcium (Ca)

Fosfor (P)

Natrium (Na)

Jern (Fe)

Zink (Zn)

Kobber (Cu)

Kalium (K)

enh

g

g

g

mg

mg

mg

g

mgd pr FEs

8,0

6,5

0,1

37,4

12,8

3,7

4,7

Vitaminer

A

E

Thiamin

Riboflavin

Pantoten syre

Niacin

Biotin

B-12

enh

1000 ie

mg

mg

mg

mg

mg

mg

mg

mng pr FEs

-

1

1

1

1

3

5

-

Andre primær:

Ford. Fosfor

Jodtal

Jodtalsprodukt

Opl. fibre

Stivelse

Sukker

Uopl. fibre

enh

g

g

enh

pct

pct

pct

pct

mgd/kg

1,1

66,0

17,4

1,2

43,3

2,6

3,2

f. pr FEs

1,1

68,0

17,9

1,2

44,6

2,7

3,3

Tabel 4. Slagtesvineblanding 96 pct. økologisk

Landskontoret for Svin

FODEROPTIMERING

Drægtighedsblanding
96 pct. økologisk

Navn:

Øko soyaskrå, toasted

100 pct. lysin (hydroclorid)

Kridt

Dicalciumfosfat

Øko hvede

Øko solsikkekage

Øko byghelsædsensilage

Animalsk fedt (88 pct.)

Indhold, %

21,81

0,05

1,17

0,95

57,16

12,62

2,24

4,00

Pris kr/100kg

350,00

1250,00

72,50

257,00

230,00

250,00

70,00

295,50

Tørfoder ialt

Pris kr/100 kg

Pris kr/100 FEs

FEs/kg: 1,05

100,00

Beregnet:

256,65

244,43

Beregnet næringsstofindhold

Kemisk indh:

Vand

Råaske

NFE

Råfedt

Råprotein

Tørstof

pct.

12,7

5,2

51,2

7,6

18,3

5,0

g f. pr FEs

443

52

145

19

Aminosyrer:

Lysin

Methionin

Cystein

Cystein+metionin

Treonin

Isoleucin

Leucin

Tryptofan

Valin

Phenylalanin

Tyrosin

Histidin

g pr kg

9,0

2,9

3,2

6,1

6,4

4,6

7,6

2,5

4,8

4,8

3,7

2,0

g f. pr FEs

7,3

2,3

2,5

4,8

5,1

3,7

6,2

2,0

3,9

4,0

3,0

1,7

Mineraler:

Calcium (Ca)

Fosfor (P)

Natrium (Na)

Jern (Fe)

Zink (Zn)

Kobber (Cu)

Kalium (K)

Magnesium (Mg)

Selen (Se)

Mangan (Mn)

Cobolt (Co)

enh

g

g

g

mg

mg

mg

g

g

mg

mg

mg

mgd/FEs

7,5

5,0

0,1

35,4

12,1

3,5

4,5

0,6

-

8,2

0,1

Vitaminer

A

E

Thiamin

Riboflavin

Pantoten syre

Niacin

Biotin

B-12

enh

1000 ie

mg

mg

mg

mg

mg

mg

mg

mng pr FEs

-

1

1

1

1

2

5

-

Andre primær:

Ford. Fosfor

Jodtal

Jodtalsprodukt

Opl. fibre

Stivelse

Sukker

Uopl. fibre

enh

g

g

enh

pct

pct

pct

pct

mgd/kg

1,0

95,6

50,8

1,2

34,0

2,7

3,3

f. pr FEs

1,0

91,1

48,4

1,2

32,4

2,5

3,1

Bilag 6. Skitse over økologisk slagtesvinestald


	Skitse over slagtesvinestald med dybstrøelse, som er benyttet i forbindelse med modelbrug 1, 2, 3 og 4. Stalden har 720 stipladser med 0,7 m² indeareal og 0,3 m² udeareal pr. gris.

Økologisk svineproduktion - Udredningsprojekt vedr. primærproduktion