Udfordringen de kommende år består i at fastholde og udbygge konkurrenceevnen i forhold til nye producentlande, og samtidig sikre produktionsforhold, der imødekommer de stigende krav om fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og miljø fra det omgivende samfund.

InfoSvin/4112.tif

Visioner uden handling er dagdrømmeri
Handling uden visioner er tidsfordriv
Visioner og handling sikrer dansk svineproduktions fremtid

Indholdsfortegnelse	Side
1. Sammendrag	2
2. Baggrund og formål	5
3. Den internationale konkurrenceevne	5
4. Dansk svineproduktion på vej til internationalisering	8
5. Eksport af smågrise	9
6. Danske smågrise i tyske stalde	11
7. Nye konkurrenter på det tyske marked	11
8. Eksportens indflydelse på smågriseprisen i Danmark	12
9. Dansk svineproduktion i Tyskland	13
10. Økonomi i forskellige produktionsformer	15
11. Størrelsesøkonomi	17
12. Produktionssystemernes effekt på sundhed	20
13. Ledelse af svinebedrifter	22
14. Generationsskifte og finansiering	24
15. Udvikling i produktionseffektivitet	26
16. VVM godkendelse og miljøvurderinger	28
17. Afkobling af hektartilskuddet	30
18. Landbrugsloven	31
19. Udvikling i produktionsomkostninger	34
20. Udvikling i harmoniareal	35
21. Strukturudviklingen og miljøbelastning	37
22. Fra afvikling til udvikling	39

1. Sammendrag

I denne rapport har Landsudvalget for Svin ønsket at anskue svinesektorens udviklingstendenser og muligheder ud fra primærproduktionens synsvinkel med svineproducenten i centrum. Der er lagt vægt på at fremskaffe baggrundsviden om økonomien i de forskellige produktionsformer, størrelsesøkonomi, eksport af smågrise, samt rammevilkårenes indflydelse på de strukturelle forhold i svinesektoren.

Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem medarbejdere i Landsudvalget for Svin med bistand fra Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret – specielt driftsøkonomi.

Landsudvalget for Svin har ønsket at sætte fokus på den enkelte svinebedrifts udviklingsmuligheder vurderet i forhold til de rammevilkår og konkurrenceforhold den danske svineproduktionen har at arbejde under.

Omkostningerne til opfyldelse af kravene om miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed er øget de senere år, og nye stramninger omkring fosfor, kvælstof, vandrammedirektiv samt afstandskrav og reduktion af lugt, stiller endnu større krav til valg af strategi på bedriften og placering af svinebesætningerne.

Udsigten til øgede omkostninger i primærproduktionen bliver vanskeligere at dækket ind via en højere afregningspris. Svinekød fra Nord-, Syd- og Mellem Amerika vil præge prisdannelsen på verdensmarkedet. Derfor må det forventes, at afregningsprisen til danske svineproducenter kommer under pres de kommende 10 år.

Øgede omkostninger kan derfor på længere sigt medføre en alvorlig forringelse af den enkelte svineproducents økonomiske situation, og ud fra en gennemsnitsbetragtning kan de øgede omkostninger heller ikke forventes dækket af de forbedringer, der kommer i effektivitet og produktivitet. For at hold trit med omkostninger og inflation er det i gennemsnit nødvendigt med en fordobling af besætningsstørrelsen over de næste ti år fra 100 til 200 dyreenheder.

Det er derfor altafgørende for den enkelte svineproducent og dermed den danske svinesektors fremtid, at der er muligheder for at gennemføre den nødvendige strukturtilpasning. Analyserne i denne rapport viser at stordriftsfordelene først klinger af omkring 750 dyreenheder og det gælder både for integreret produktion og for adskilt sohold og slagtesvineproduktion.

Det også vigtigt at være opmærksom på de fordele der kan opnås ved integreret produktion. En samlet enhed på fx 500 dyreenheder har lavere produktionsomkostninger end opsplittet produktion i en sobesætning med 250 dyreenheder og en slagtesvineproduktion på 250 dyreenheder samt salg af smågrise. Samtidig er der meget der peger i retning af af man ikke har specielle sundhedsmæssige fordele ved adskilt produktion, hvis man kører med sektioner og ikke kan køre alt ind – alt ud på besætningsniveau.

Den nye landbrugslov giver mulighed for at bedrifterne kan blive større, og der åbnes for bedre mulighed for at opnå besparelser gennem samdrift af flere ejendomme, men der er behov for at tænke yderligere fremad og få en diskussion af hvorledes de danske svinebesætninger og ikke mindst slagtesvinebesætningerne kan etableres, så man får udnyttet stordriftsfordelene.

En dynamisk udvikling med renoveringer og investeringer i nye stalde giver mange fordele. Udover en bedre produktivitet og effektivitet opnås der samtidig væsentlige forbedringer med hensyn til dyrevelfærd, arbejdsmiljø og ikke mindst miljø dvs mulighederne for at reducere lugtgener og ammoniakfordampning.

Det forventes at tabet af kvælstof fra svineproduktionen reduceres væsentligt i de kommende år pr. produceret kg svinekød. Det kræver dog investeringer i nye stalde, samt teknologi til styring af produktionen samt i nogle tilfælde rensning af ventilationsluften. Endvidere skal tabet af kvælstof reduceres under opbevaring, håndtering og udbringning af gylle.

De teknologiske løsninger til at reducere kvælstofemissionen og lugtgenerne må ikke blive en belastende og konkurrenceforvridende omkostning. Det er vigtigt at være opmærksom på de bærende elementer i arbejdet for et bedre miljø er en generel indsats på med hensyn til avl og foderudnyttelse samt etablering af nye stalde. For at kunne etablere nye stalde og renovere de eksisterende skal svineproducenterne fortsat have mulighed for strukturudvikling og der primært sættes ind hvor der er behov for det.

Anvendelse af speciel teknologi som eksempelvis lugtrensning bør ikke være et generelt instrument i reguleringen af dansk svineproduktion, men overvejes nøje i forhold til at ændre beliggenhed af produktionen.

Derfor skal svineproducenterne have mulighed for at flytte dyreenheder fra en lokalitet til en anden, og det skal være muligt at udnytte staldanlægget fuldt ud, således at der er plads til produktivitetsforbedringer – som fx flere grise pr. årsso og øget daglig tilvækst.

I fremtiden vil der komme langt flere staldanlæg end hidtil, som vil blive pålagt en VVM- godkendelse. Det er derfor afgørende for strukturtilpasningen, at sagsbehandlingen foregår så hurtigt som muligt. Det lader sig kun gøre ved at sagsbehandlerne, for såvel bygherrer som myndigheder, har et fælles teknisk grundlag for VVM-vurderingen. Derved har bygherrens sagsbehandler mulighed for at forberede VVM-sagerne så grundigt, at sagsbehandlingstiden kan afkortes væsentligt.

Den nuværende udvikling går i retning af en øget investering i soholdet og dermed en øget eksport af smågrise.

Med mindre der findes økonomisk bæredygtige løsninger for slagtesvineproduktionen og det vil primært sige en lempelse af ejerkravet til jord samt tilladelser til store slagtesvineproduktioner. Mængden af gylle og dermed mængden af næringsstoffer der udbringes pr. hektar vil fortsat være ens uanset om der tale om slagtesvin eller sohold og dermed vil et ændret ejerkrav ikke have en miljømæssig betydning. Derimod har det stor investeringsmæssig betydning, da kravet til jord er det dobbelte pr. slagtesvin og pr. investeret krone og det tredobbelte pr arbejdsplads i forhold til smågriseprodukton og sohold.

Fastholdes ejerkravet kan det meget let betyde en langsom men sikker afvikling af slagtesvineproduktionen, hvilket er et samfundsøkonomisk problem. Spørgsmålet er om der er nogle miljømæssige begrundelser for en sådan afviklingsstrategi for den danske slagtesvineproduktion. Samtidig forventes det at kvægbestanden falder med ca. 25 procent de kommende 10 år og der er 30 procent af landbrugsarealet, der ikke modtager naturgødning. En fastholdelse af slagtesvineproduktionen er, set sammen med faldet i kvægsektoren, nødvendigt for at bevare beskæftigelsen i landbruget.

Om den mulighed kan udnyttes, afhænger af den fremtidige økonomi i dansk svineproduktion. Hvis driftsoverskuddet for den bedste halvdel af bedrifterne er stort nok til at den finansielle sektor tror på svinesektorens fremtid, vil svineproducenterne også få muligheder for at udvikle deres bedrifter.

Det vurderes, at dansk svineproduktion fortsat kan konkurrere internationalt, forudsat at danske svineproducenter får det nødvendige råderum til at tilpasse omkostningerne. Fortsat øget effektivitet er også en forudsætning. Det kræver, at der fortsat er den rigtige balance i forsknings- og udviklingsaktiviteterne og kravene til dyrevelfærd ikke skærpes yderligere ud over EU – niveauet.

2. Baggrund og formål

Dansk svineproduktion har igennem mange år været konkurrencedygtig både i primærproduktionen såvel som i slagterisektoren. Det danske system med andelsselskaber blev grundlagt for over 100 år siden, og det har sikret en effektiv slagteristruktur, som via vores høje veterinære status sikrer eksport af svinekød til mere end 130 lande.

Andelsstrukturen, hvor svineproducenterne ejer slagterierne, har været beundret verden over som et effektivt system til at sikre den bedst mulige pris til svineproducenterne. Samtidig har sektorens forsknings- og udviklings aktiviteter sikret, at dansk svineproduktion er en af de mest produktionseffektive i verden.

Blandt konkurrenterne på verdensmarkedet har Canada, USA og især Brasilien lavere omkostninger. Produktionen har været stærkt stigende i Canada og Brasilien i de senere år. Efterhånden som Brasilien får adgang til flere markeder, vil konkurrencen øges. Derfor må det forventes, at afregningsprisen til danske svineproducenter kommer under pres de kommende år.

Udfordringen de kommende år består i at fastholde og udbygge konkurrenceevnen i forhold til nye producentlande, og samtidig sikre produktionsforhold, der imødekommer de stigende krav om fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og miljø fra det omgivende samfund.

Formålet med rapporten er at afdække de væsentligste forhold, der har indflydelse på produktionsomkostningerne. Det er endvidere formålet at afdække økonomien ved eksport af smågrise, som et alternativ til at producere slagtesvin i Danmark.

3. Den internationale konkurrencesituation

Verdenshandelen med landbrugsvarer herunder svinekød er de sidste årtier steget stødt, i takt med at forskellige politiske handelsbarrierer er blevet nedbrudt. Handelen med Østeuropa er et eksempel herpå.

I figur 1 er vist at handel med landbrugsvarer stier langt mere end produktionen.


Figur 1.	Handel med landbrugsvarer. Kilde Landbrugsrådet

Den stigende handel med svinekød på verdensmarkedet medfører øget konkurrence mellem svineproducenterne i de lande, der eksporterer. Med en eksportandel på over 80 procent af landets svineproduktion er Danmark særligt påvirket af denne udvikling.

Svinekød er en forholdsvis standardiseret handelsvare, der handles ud fra pris, kvalitet og leveringssikkerhed. Det giver begrænsede muligheder for prisdifferentiering. Endvidere er der i de fleste eksporterende lande store professionelle slagterikoncerner, som opererer globalt. Dermed bliver det i højere grad konkurrenceevnen i primærproduktionen, i de forskellige lande, der afgøre hvem der kommer til at producere svinekød til verdensmarkedet på langt sigt.

Landsudvalget for Svin følger løbende udviklingen i omkostning pr. kg svinekød i en række udvalgte lande, der anses for at være de væsentligste konkurrenter.

Omkostningerne er påvirket af følgende faktorer:

Produktionseffektiviteten i svineproduktionen
Faktorforbrug (eksempelvis forbrug af foder)
Faktorpriser (priser på eksempelvis foder eller arbejdskraft)
Valutakurser

Omkostningerne i svineproduktionen for år 2002, ses i figur 2.


Figur 2.	Produktionsomkostninger pr. kg slagtekrop, gennemsnit af året 2002

Landene med de laveste omkostninger i svineproduktionen er Brasilien, Canada, Irland, Spanien og USA. Disse lande har lave priser på fx foder og stalde og en lav produktionseffektivitet. Herefter følger en gruppe med omkostninger på et mellemniveau, som består af Frankrig, Holland og Danmark. Disse lande har høje priser på bygninger og lønninger, men også en høj produktionseffektivitet. Gruppen med høje omkostninger består af Ungarn, Tyskland, Sverige og UK, de har ligeledes høje priser på bygninger og lønninger, men kun en mellemhøj produktionseffektivitet.

Lande som Canada, Spanien, Brasilien og USA øger i disse år fortsat deres produktion af svin. Det kan de med baggrund i lave omkostninger. Disse lande må forventes at øge deres eksport af svinekød i de kommende år. For Canadas vedkommende vil det dog afhænge af, om eksporten af smågrise til USA fortsat øges. Det skal dog bemærkes, at især Brasiliens konkurrenceevne afhænger af landets valuta i forhold til Euro og Dollar. USA's og Canadas konkurrenceevne svinger ligeledes i takt med forholdene mellem US $ henholdsvis CAN $ og Euro.

Brasiliens pt. lave produktionsomkostninger blev skabt i begyndelsen af 2002, hvor den brasilianske real blev devalueret fra knap 4 kr. til godt 2 kr. Effekten af en sådan devaluering bliver normalt opslugt over 5-7 år som følge af øget inflation, som en devaluering ofte medfører.

Lande med høje omkostninger vil fortsat se en faldende svineproduktion.

For at danske svineproducenter skal have en chance for at klare sig i den internationale konkurrence, skal svineproducenterne have mulighed for at tilpasse omkostningerne, samtidig med at slagteriet kan betale en afregningspris, der svarer til det de øvrige slagteriselskaber i Europa kan betale.

Dansk svineproduktions fremtidige konkurrenceevne vil i høj grad afhænge af omkostninger pr. kg svinekød produceret som råvare. Det vil sige omkostningerne i primærproduktionen frem til og med slagtning og opskæring i delstykker.

I USA forlanger fx Wal-Mart, at deres indkøb af kødprodukter kan køres direkte ind på hylderne. Det sparer omkostninger for Wal-Mart, samtidig med at det øger kravene til leverandørerne. Jo større indkøberne bliver, jo større krav vil de stille til leverandørerne. Svinekødsprodukter vil i fremtiden, på samme måde som mælkeprodukter, skulle leveres i pakninger, der direkte kan køres ind på hylderne. Derfor er det ikke kun lavere lønninger udenfor Danmark der medfører at forarbejdning og forædling kommer til at ske uden for landets grænser, det vil i sig selv være nødvendigt for at kunne betjene kunderne og dermed få kundeadgang.

Fremtidige perspektiver

Det vurderes, at dansk svineproduktion fortsat kan konkurrere internationalt, men det kræver at danske svineproducenter fortsat er blandt de mest produktionseffektive i verden.

Efter udvidelsen af EU vil afsætningen af svinekød til EU området øges, hvilket alt andet lige mindsker de valutamæssige risici.

Svinekød fra Syd-, Mellem- og Nord- Amerika vil på samme måde som sydamerikansk okse- og kyllingekød komme til at præge priserne på verdensmarkedet.

Produktionen har været stærkt stigende i Canada og Brasilien i de senere år, og ser nu også ud til at ville stige i USA. Efterhånden som Brasilien får adgang til flere markeder vil de brasilianske svineproducenter øge produktionen. Hvis produktionen af svinekød på verdensplan overstiger efterspørgslen, bliver det en kamp om markedsandele, som vindes af dem der har den bedste vare til prisen. Derfor må det forventes, at afregningsprisen til danske svineproducenter kommer under pres de kommende 10 år.

Konkurrencen mellem europæisk, nordamerikansk og sydamerikansk svinekød vil yderligere blive skærpet hvis USA, Canada og EU beslutter at reducere eller afvikle hektar tilskuddene.

En afgørende faktor er, at danske svineproducenter får en konkurrencedygtig afregningspris. Det stiller store krav til slagteriselskabernes evne til fortsat at kunne reducere deres omkostninger, og være strategisk godt placeret i markedet. Både befolkningstallet og økonomien stiger hurtigt de kommende år i Asien, ligesom økonomien vil være stærkt stigende i de nye EU lande, resten af Østeuropa og Rusland. Derfor er det vigtigt med kundeadgang på disse markeder, hvor forbruget på kort sigt vil udvikle sig hurtigere end udviklingen i produktionen.

For at få slagteriselskabernes vision og strategi til at lykkes, er der behov for omstillingsevne, tilpasningsevne, handlekraft og risikovillighed samt kapital. Danske svineproducenter må derfor indstille sig på, at der skal investeres milliarder af kroner i forarbejdningsvirksomheder og strategiske samarbejdspartnere i de kommende 10 år. Det bliver nødvendigt for at tage kampen op med de multinationale selskaber, som fx Best Meat fra Holland der i stor stil opkøber slagterier i Tyskland, og Smith Field fra USA, der opkøber slagte- og forarbejdningskapacitet over hele verden, samtidig med at de i en række lande går direkte ind i produktionen af svin.

4.Dansk svineproduktion på vej til internationalisering

Danske svineproducenter har de senere år vist stigende interesse for at etablere svineproduktion i udlandet. Samtidig er der set en stigende eksport af smågrise til især Tyskland.

Baggrunden er dels eventyrlyst, dels at det bliver stadigt mere besværligt og tidskrævende at investere i svineprojekter i Danmark. Der findes ingen statistik over hvor stor en svineproduktion, danske svineproducenter kontrollerer i udlandet, men et løseligt overslag i august 2004 viser følgende resultat:

Land	Antal igangværende projekter	Antal søer/stipladser	Antal projekter under udvikling
Tyskland	3 integrerede 3 slagtesvin	9.500 46.000	1
Polen	3 integrerede	22.000	0
Estland, Letland Litauen	4	3.500	Under udvidelse
Slovakiet	4	8.000	Planlagt udvidelse
Ungarn	1	750	Planlagt udvidelse
Rusland	?	?	5
Ukraine	1	800	1
Canada	2	1.700
Kilde: Landsudvalget for Svin

Indtil nu har danske svineproducenter investeret i ca. 46.000 sopladser i udlandet. Heri er ikke indregnet DANAVL avlsbeætninger. Der kan udmærket være projekter, der ikke er med på listen, fordi investorerne i stigende grad går stille med dørene – ikke mindst i planlægningsfasen. Det vurderes, at antal søer under dansk kontrol kan stige til et niveau på 150.000-300.000 om 10 år.

På nuværende tidspunkt har danske svineproducenter investeret op imod 1,5 mia. kr. i primærproduktionen, samt et ukendt beløb i slagterisektoren i udlandet. Hvis de gennemsnitlige investeringer når op på 15.000 søer årligt, vil investeringerne runde 0,5 mia. kr. årligt.

Antal arbejdspladser, som danske svineproducenter generer rundt omkring i verden, er dermed ganske betydeligt. Med tre arbejdspladser pr. 100 søer bliver det til 4.500-9.000 arbejdspladser, fordelt på primærproduktion, slagterier og servicevirksomheder. Dette tal skal sammenlignes med godt 35.000 fuldtidsbeskæftigede i den danske svinebranche. Hertil kommer de betydelige investeringer som danske svineproducenter foretager gennem deres slagteriselskaber Danish Crown og TiCan.

Fremtidige perspektiver

Danske svineproducenter har igennem de senere år investeret ca. 3 mia. kr. årligt i svineproduktion i Danmark. Investeringer der foretages i udlandet vil ikke nødvendigvis reducere investeringerne i dansk svineproduktion. Baggrunden for udenlandske investeringer er ofte, at det ikke er muligt for den enkelte svineproducent at øge aktiviteterne i Danmark. Det kan skyldes, at bedriften ikke kan udvikles som følge af en uheldig placering ved bymæssig bebyggelse, naturfølsomme områder eller landbrugslovens begrænsninger. Der er dog formentlig også nogen der investerer i udlandet med håb om gevinst på langt sigt.

Den største risiko i forbindelse med ”dansk svineproduktion i udlandet” opstår hvis de unge svineproducenter, som er færdiguddannede og parate til at etablere sig som selvstændige svineproducenter, finder det mere interessant at engagere sig i svineproduktion i udlandet end i Danmark. Det kan medføre dels mangel på kvalificerede ledere, dels manglende købere til danske svinebedrifter. Det er derfor vigtigt at det fortsat er attraktivt at etablere sig som svineproducent i Danmark.

5. Eksport af smågrise

Eksport af smågrise indebærer forskellige risikoelementer, men også muligheder. Eksporten af smågrise forventes at nå op på 1,8 mio. stk. i 2004, hovedsageligt til Tyskland.

For dem der eksporterer deres smågrise i dag, og dem der planlægger at etablere smågriseproduktion til eksport, er det vigtigt at få indblik i de fremtidige forventninger til økonomien i den tyske svineproduktion, måden grisene handles på, samt kendskab til forhold, der kan ændre omkostningerne i fremtiden.

Tabel 1 viser omkostningerne i svineproduktionen i Danmark og Tyskland fordelt på henholdsvis gris og pr. kg slagtekrop.

Tabel 1.

Omkostninger i svineproduktionen i Danmark og Tyskland

Land	Danmark		Tyskland
Slagtevægt, kg	78		90
Omkostninger, kr.	Pr. gris	Pr. kg	Pr. gris	Pr. kg
Omk. slagtesvin, kr.	389	4,99	503	5,59
Omk. smågris, kr.	348	4,46	398	4,42
Handels/transportomk., kr.	12	0,25	24	0,29
Samlede omk., kr.	749	9,60	927	10,30

Omkostningen pr. smågris ved 30 kg er 50 kr. højere i Tyskland end Danmark. Det er især energi, og medicinudgifterne, der er større i Tyskland end i Danmark.

Handels- og transportomkostningerne er væsentligt højere i tysk svineproduktion end dansk svineproduktion. Det skyldes dels at sobesætningerne er mindre og dels at hovedparten af grisene ikke afsættes i griseringe.

Slagtesvineproducenterne har hverken leveringsret eller -pligt. Derfor bliver slagtesvinene afsat til forskellige slagterier, hvilket er med til at øge handelsomkostningerne. Samlet set er omkostningerne ca. 70 øre højere pr. kg svinekød i tysk svineproduktion end i dansk svineproduktion, for den del af smågrisene der omsættes. Tabel 2. viser en beregning af smågriseprisen i Danmark og Tyskland samt ved eksport fra Danmark til Tyskland.

Tabel 2.

Smågriseprisen i Tyskland og Danmark

Slagtesvineproducenten	DK	D	D	D	D
Smågriseproducenten	DK	D	DK	D	DK
Afregningspris, kr. pr. kg	9,60	9,60	9,60	9,87	9,87
Omk. slagtesvin, kr.	389	472	472	484	484
Omk./pris pr. smågris, kr.	348	366	336	378	348
Handels/transportomk., kr.	12	26	26	26	26
Eksport omkostning, kr.	0	0	30	0	30
Omkostning i alt, kr.	749	864	864	888	888

Hvis afregningsprisen er den samme i Danmark og Tyskland mangler den tyske slagtesvineproducent 70 øre pr. kg, svarende til 64 kr. pr. slagtesvin. Dette tab forudsættes delt med smågriseproducenten. Derved falder smågriseprisen fra 398 kr. til 366 kr., hvilket er 18 kr. højere end den danske smågrisepris. Eksportomkostningerne er ca. 30 kr. pr. gris, som den danske smågriseproducent alt andet lige vil få mindre end den tyske smågriseproducent. Den danske smågriseproducent får derfor kun 366 kr. ÷30 kr., i alt 336 kr. Det er 12 kr. mindre end smågriseprisen i Danmark. Smågriseprisen skal dermed hæves med 12 kr. på det tyske marked førend eksportprisen er den samme som i Danmark. Det kræver at afregningsprisen øges med 24 kr. pr. gris, svarende til 27 øre pr. kg.

Hvis noteringen i Tyskland på langt sigt ligger mere end 70 øre højere end den danske notering, er det en bedre forretning at producere grise i Tyskland end Danmark. Selv om der i perioder er denne forskel, synes det usandsynligt at der generelt skulle være så stor en forskel. Derfor vil økonomien i den tyske svineproduktion sandsynligvis være dårligere end i den danske svineproduktion. På langt sigt må det dog forventes, at der sker omkostningstilpasninger i den tyske svineproduktion.

På trods af en forventelig dårligere økonomi i tysk svineproduktion, vil smågriseprisen alligevel være højere i Tyskland end i Danmark, fordi slagtesvineproducenterne kan betale mere på grund af en højere slagtevægt.

I Danmark er der en række eksportører, der på vegne af danske smågrisesælgere, eksporterer grisene til det tyske marked. På Landsudvalgets hjemmeside ses to eksportnoteringer, SPF’s markedsnotering og Sam Mark. De to noteringer er ofte meget forskellige, men den faktiske handelspris er formentlig nogenlunde den samme. Grisene afsættes typisk gennem mellemhandlere, som har kundeadgang. Nogle af de tyske slagtesvineproducenter køber danske grise på faste aftaler, med et aftalt afregningsgrundlag, men de fleste smågrise handles til den ugentlige markedspris med tillæg og fradrag.

Smågrisehandel i Tyskland foregår via mellemhandler, som er den tyske svineproducents nærmeste samarbejdspartner. Mellemhandleren skaffer smågrisene, sørger for transport, fakturering, tager handelsrisikoen, hjælper med at afsætte slagtesvinene, transporterer slagtesvinene og rådgiver om fodring og pasning af grisene. Mellemhandleren ”sidder på kunderne”, og hvad de tager for denne ydelse er stort set umuligt at finde ud af. Der gættes på en Euro pr. gris, men ofte nok mere.

Omkostningerne ved eksport er følgende:

Plastikøremærker kr. ca. 2,20 pr. stk.
Samlestedet kr. ca. 2,25 pr. stk.
Produktionsafgift 2/3 del af slagtesvineafgiften
Dyrlægens godkendelse af grisenes eksportegnethed på samlestedet koster kr. 135 i grundgebyr, plus 155 pr. kvarter
Vask af biler på samlestedet
Vask og desinfektion af bilen i Padborg før ny eksporttransport
Administrationsomkostninger til dansk eksportør
Transport til samlestald.

Samlede meromkostninger ved eksport indtil grisene er på vej over grænsen er ca. 30 kr. Selv om de tyske slagtesvineproducenter kan betale mere end de danske, vil omkostningerne medføre, at danske smågriseproducenter risikerer at få mindre på det tyske marked end på det danske, medmindre eksportomkostningerne kan reduceres. Det er der mulighed for ved direkte eksport mellem en dansk og tysk svineproducent. Det er muligt at få en aftale med den lokale fødevareregion om at få dyrene besigtiget på ejendommen, og dermed køre grisene direkte til aftageren i Tyskland. Denne mulighed er velegnet for besætninger, der kan levere store hold grise af gangen, og kan formentlig reducere eksportomkostningerne med 10-20 kr. pr. gris.

6. Danske smågrise i tyske stalde

Ved eksport af smågrise skal man være opmærksom på, at danske smågrise er en anden vare end tyske smågrise. I Tyskland vil de helst have grise med store skinker, en høj kødprocent og grise der kan tåle ad libitum fodring op til 120 kg levendevægt. I Tyskland stammer de fleste smågrise fra en Pietrain orne, som netop er karakteriseret ved at have store skinker, høj kødprocent og en lav foderoptagelse.

For at få det fulde udbytte af danske grise under tyske forhold skal opstaldning, fodring og pasning svare til danske forhold. Hvis de gør det, vil en lavere dødelighed og højere daglig tilvækst for de danske smågrise medføre, at de dygtige tyske slagtesvineproducenter opnår bedre resultater med de danske smågrise.

For at øge kundetilfredsheden og for at få en højere pris på smågrise i Tyskland, bør den danske model med et fast samarbejde mellem to eller flere parter udbygges så meget som muligt. Det tyske marked har det med at gå i stå i perioder, til stor skade for smågrisemarkedet i Danmark. Enhver smågrisesælger bør, af hensyn til afsætningssikkerheden, sørge for at den størst mulige del af produktionen sælges på langtidskontrakter. Ansvaret for grisenes kvalitet øges, når sælger skal stå til ansvar for sit produkt, hvilket på langt sigt er en fordel for både sælger og køber.

7. Nye konkurrenter på det tyske marked

Et andet forhold, som det er meget vigtigt at være opmærksom på, ved eksport af smågrise til det tyske marked, er en mulig fremtidig konkurrence fra de øvrige lande, der omkranser Tyskland: Holland, Frankrig og Polen. Holland er storeksportør af smågrise med en samlet eksport på ca. 4 mio. grise årligt, heraf ca. halvdelen til Tyskland. Hvis man ikke er villig til at øge slagtesvineproduktionen mere i Frankrig, end man har været hidtil, vil de franske smågriseproducenter måske også kaste sig over det tyske marked. Pt. er der dog en lille import fra Holland.

I Holland er smågriseproducenterne, ligesom i Danmark, væsentligt mere effektive end tyske smågriseproducenter. På længere sigt kunne de nye store producenter i Polen måske også få øje på det tyske marked. Arbejdsomkostningerne er ca. tre gange så store på en smågris som på et slagtesvin, og den billigere arbejdskraft i Polen kunne medføre, at nogen af de nye store besætninger i Polen ville eksportere smågrise. Lige nu er interessen modsat som følge af den pt. høje afregningspris i Polen. I figur 3 ses grise pr. årsso i de forskellige lande.


Figur 3.	Grise pr. årsso

8. Eksportens indflydelse på smågriseprisen i Danmark

Det kan konstateres, at puljenoteringen i Danmark i stigende grad styres af eksporten af smågrise til det tyske marked. Puljenoteringen var i 2003 16 kr. under Den beregnede Notering og i perioden uge 1-45 i 2004, 31 kr. under Den beregnede Notering. Forklaringen er, at der skeles meget kraftig til hvad smågriseprisen er i Tyskland, når puljenoteringen skal sættes. Det betyder, at markedsprisen på smågrise i Tyskland i stigende grad får indflydelse på smågrisepriserne i Danmark.


Figur 4.	Puljenotering i forhold til beregnet Notering

Afsætningen til det tyske marked varierer måned for måned, og derfor er der varierende pres på det danske smågrisemarked. Forholdet mellem puljenotering og Den beregnede Notering ses af figur 4.

9. Dansk svineproduktion i Tyskland

Mange danske svineproducenter er direkte eller indirekte involveret i svineproduktion i en række lande. Tyskland er i den forbindelse specielt, fordi det er et naboland. I stedet for at etablere smågriseproduktion i Tyskland, er der mulighed for at transportere danske smågrise direkte ned til slagtesvineproduktionsenheder, som er ejet eller lejet af danske svineproducenter. Produktion af egne smågrise, eller direkte handel mellem køber og sælger, giver mulighed for at reducere eksportomkostningerne. Der er allerede eksempler på danske grupper af svineproducenter, der har købt produktionsanlæg i Tyskland. I august 2004 havde danske svineproducenter købt produktionskapacitet på ca. 35.000 stipladser til at producere danske grise i. Der er også eksempler på, at danske svineproducenter har købt/lejet et komplet produktionsanlæg med søer og slagtesvineproduktion.

At etablere sig som svineproducent i Tyskland er muligvis en bedre forretning end at køre smågrise fra Danmark til Tyskland. Der må dog advares imod at tro, at der kan opnås samme høje effektivitet i soholdet under Østtyske produktionsforhold som i Danmark. Såvel staldforholdene som arbejdskraften har ikke samme standard som i Danmark. Omkostningen pr. smågris vil sandsynligvis fortsat være lavere på de dansk producerede smågrise, selvom de skal transporteres lidt længere, og der er en eksportomkostning. Men hvis ambitionen er at have en meget stor svineproduktion, så må det erkendes, at mulighederne er større uden for Danmarks grænser.

Dansk kontra tysk afregningspris

Det er usikkert, om den tyske afregningspris på langt sigt vil ligge højere end den danske. Set over perioden 1994 til 2004 har afregningsprisen i Tyskland og Danmark i gennemsnit været ens. I årene 1996, 1997, 2003 og 2004 har noteringen været højere i Tyskland end i Danmark. De øvrige seks år har den været ens eller lidt højere i Danmark end i Tyskland. Det er svært at se, om der på langt sigt er nogen sammenhæng mellem $-kursen og afregningsprisen i Danmark.


Figur 5.	Dansk, Tysk afregningspris og $-kursen. Kilde: landsudvalget for Svin

Hvis de foregående års svinecykluser holder, må der forventes en højere afregningspris i 2005 end i 2004, uanset hvilken retning $-kursen måtte tage. Alt andet lige har kursen på $, JPY og £ indflydelse på den hjembragte pris og dermed også på afregningsprisen til svineproducenterne. Udviklingen i dansk og tysk afregningspris, samt US $ ses af figur 5.

Risiko ved eksport

Det nævnes ofte, at eksport er forbundet med en højere risiko, fordi den danske grænse kan blive lukket, hvis der fx opstår tilfælde af svinepest eller mund- og klovesyge. Risikoen for den enkelte svineproducent består i hvorvidt han afskæres fra at sælge sit produkt.

Hvis producenten eksporterer slagtesvin, må det formodes at et dansk slagteri kan aftage grisene, men formentlig på ringere vilkår end en andelshaver. Hvis producenten eksporterer smågrise, har han kun den mulighed at afsætte grisene på det danske marked.

Hvis der pludseligt kommer 15 procent flere grise på markedet, bryder markedet sammen. Konsekvensen bliver, at samtlige smågriseproducenter, uanset om de eksporterer smågrisene eller afsætter dem indenlands, bliver ramt.

Risikoen ved eksport ligger dermed i hele svinesektoren. Med de transportrestriktioner der i øvrigt vil komme i tilfælde af mund- og klovesyge eller svinepest, er det ikke sikkert at det forværrer situationen væsentligt. Det afgørende er, om eksporten kan genoptages nogenlunde samtidig med at den indenlandske omsætning bliver normal.

Nye krav til svineproduktionen i Tyskland

I Tyskland har man endnu ikke indarbejdet EU’s sidste stramning af dyreværnsloven, der først og fremmest drejer sig om løsgående søer og beskæftigelsesmateriale. Baggrunden er politisk uenighed om, hvorvidt der samtidig skal ske en stramning af arealkravet til slagtesvin. Der er forslag om at øge arealkravet fra 0,65 m² til 0,92 m² pr. stiplads til grise, der er ca. 120 kg levendevægt ved slagtning.

Det areal der anvendes i praksis, er derfor formentlig noget over de 0,65 m². Det faglige arealkrav er formentlig 0,8 m² med de racer, der anvendes i Tyskland. De foreslåede 0,92 m² må derfor formodes at ligge over det, der anvendes. Hvis der opnås politisk enighed om de 0,92 m² vil det øge omkostningerne i slagtesvineproduktionen.

Fremtidige perspektiver

Eksport af smågrise er et godt supplement til det danske smågrisemarked, der ellers ville have været meget presset. Det er samtidig en mere risikofyldt form for produktion, fordi smågriseprisen på det tyske marked på langt sigt formentlig kun vil ligge 15-20 kr. over prisen i Danmark. På langt sigt vil smågriseprisen formentlig nærme sig den danske, fordi de tyske svineproducenter står overfor tvungne omkostningstilpasninger. Truslen om øgede omkostninger i slagtesvineproduktionen kan være med til at øge presset på smågriseprisen. Hvis de tyske smågriseproducenter ikke formår at reducere omkostningerne, bliver de langsomt udkonkurreret af danske og hollandske smågriseproducenter.

Det vurderes, at det i fremtiden bliver svært at få eksportomkostningerne dækket. Det er der bedst mulighed for ved direkte eksport mellem en dansk og tysk bedrift. Derved er det også muligt, at målrette smågriseproduktionen så der fx anvendes gener, der er efterspurgte på det tyske marked og i Tyskland er det endvidere lovligt at anvende vækstfremmere i smågrisefodret. Samtidig skal danske smågriseproducenter, der eksporterer til Tyskland, forvente et øget pres på at deltage i det tyske QS system, der efterhånden omfatter den største del af produktionen.

Ved et evt. svinepestudbrud i Danmark bliver eksporten suspenderet i en periode. Det vil naturligvis ramme dem der eksporterer hårdt, men i den sidste ende vil det ramme hele svinesektoren, fordi smågrisemarkedet vil bryde sammen, når der skal afsættes omkring 30-40.000 smågrise yderligere på det danske marked. Med de kraftige forholdsregler der er i Danmark, for at holde svinepest ude, må risikoen for svinepestudbrud vurderes til at være meget lav.

10. Økonomi i forskellige produktionsformer

Rentabiliteten i fem produktionstyper er analyseret på baggrund af et udtræk fra Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentrets regnskabsdatabase.

De fem typer er:

7 kg smågriseproduktion
30 kg smågriseproduktion
Produktion af 7-100 kg produktion (dvs. små-/slagtesvinestalde eller FRATS)
Slagtesvin (grise fra ca. 30-100 kg)
Integreret produktion (søer, smågrise og slagtesvin)

I tabel 3 ses en karakteristik af de fem produktionstyper med 150-249 DE.

Tabel 3.

Facts om produktionstyper med 150-249 DE

	7 kg produktion	30 kg produktion	7-100 kg produktion	Slagtesvin	Integreret produktion
Etableringsår	1996	1990	1989	1985	1982
Landbrugsareal, ha	115	108	133	138	129
Antal årssøer	598	460	-	-	202
Slagtesvin produceret	546	482	5.449	6.893	4.154

Besætningerne er opdelt i grupper ud fra antal dyreenheder. Dermed er der valgt en gruppering, hvor krav til jord på bedriftsniveau er ens.

Den økonomiske analyse er foretaget ud fra lønningsevnen, som er et beregnet resultatmål. Fordelen ved lønningsevnen er at den kan bruges, uanset om ejeren har ydet en stor eller lille andel af arbejdsindsatsen, og uanset gældsprocenten.

I figur 6 ses lønningsevnen i gennemsnit for årene 2000-2003. Disse fire år er valgt ud, for dermed at vurdere indtjeningen over en hel svinecyklus.

Når besætningerne sammenlignes, ud fra antal DE på bedriften, viser analysen, at sohold med salg af smågrise, set over en hel svinecyklus (2000-2003), giver en bedre lønningsevne end integrerede brug, som igen ligger bedre end FRATS/slagtesvinebedrifter. Den rækkefølge er gældende, når der ses på bedrifter, der har mellem 150-249 DE. Når der ses på bedrifter, der er større end 250 DE, kommer lønningsevnen i integrerede besætninger og FRATS-/ slagtesvinebesætninger på niveau med hinanden og de ligger tæt på lønningsevnen i smågrisesælgende besætninger.


Figur 6.	Lønningsevne i forskellige produktionssystemer, gennemsnit 2000-2003. Kilde: landbrugets Rådgivningscenter

Som nævnt er analysen baseret på DE på bedriften. Hvis analysen var baseret på investering i staldanlæg, så ville so- og slagtesvinebesætningen producerer nogenlunde lige mange grise. Dermed ville der være dobbelt så mange DE i slagtesvinebesætningen som i sobesætningen. Analysen ville så vise, at lønningsevnen stort set er ens for alle produktionsformer. Ejerkravet til jord er dermed en begrænsende faktor, der rammer slagtesvineproducenter hårdere en smågriseproducenter.

Der er en klar stigning i lønningsevnen med stigende besætningsstørrelser, og gruppen med de største slagtesvinebrug opnår en lige så høj lønningsevne som smågriseproducenterne. Forskellen i størrelsesgruppernes lønningsevne er mere udtalt blandt slagtesvineproducenterne i forhold til smågriseproducenterne, når grupperingen er baseret på DE.

Det skyldes at sobesætningen producerer dobbelt så mange grise som slagtesvinebesætningen. Den væsentligste årsag til bedre økonomi blandt de større bedrifter skyldes dels en bedre foderudnyttelse, dels købmandskab og billigere indkøb af foder ved større partier. De større bedrifter har ligeledes en højere arbejdsproduktivitet.

Lønningsevne i bedrifter fordelt på flere lokaliteter

Ved at sætte en smågriseproducent sammen med to slagtesvineproducenter, eller en smågriseproducent, der sælger grisene ved fravænning, sammen med tre FRATS producenter, fås der i princippet ”lukkede” bedrifter, hvor produktionen er fordelt på forskellige lokaliteter. Dermed kan man se hvor godt integrerede kæder med søer, smågrise og slagtesvin kan klare sig, sammenlignet med integrerede bedrifter. I figur 7 ses resultatet af analysen.

Ved 250 DE pr. lokalitet er der meget lille forskel på lønningsevnen mellem de tre typer af bedrifter. Der er dog en tendens til, at de specialiserede kæder, som består af en sobesætning med tilhørende slagtesvine- eller FRATS besætninger, har en lidt højere lønningsevne end de integrerede bedrifter.


Figur 7.	Lønningsevne i bedrifter fordelt på flere lokaliteter. Kilde: landbrugets Rådgivningscenter

Perspektiver

Jo færre DE der er på den enkelte lokalitet jo mere specialiseret skal produktionen være for at opnå den bedst mulige rentabilitet. Under 350 DE giver sobesætninger den bedste rentabilitet. Over 350 DE (900 søer eller 12.500 slagtesvin) er der ikke længere nogen sammenhæng mellem rentabilitet og valg af produktionsform. Fremtidens besætninger vil typisk have denne størrelse. Valg af produktionsform skal derfor baseres på, hvad man som driftsleder helst vil beskæftige sig med. Vælges der smågriseproduktion, anvendes der væsentligt mere tid i svineproduktionen end i det tilhørende markbrug. Vælges der FRATS eller slagtesvineproduktion er tidsforbruget nogenlunde ens i svineproduktionen og markbruget.

Der er to forhold, der kan påvirke rentabiliteten mellem smågriseproducenter og slagtesvineproducenter:

En permanent overpris på smågrise
Mangel på jord / for dyr afsætning af gylle.

Lønningsevnen er stigende med besætningsstørrelsen og det viser, hvor nødvendigt det er, at strukturudviklingen kan fortsætte af hensyn til de nødvendige omkostningstilpasninger, som skal sikre svineproduktionens konkurrenceevne.

11. Størrelsesøkonomi

Størrelsesøkonomi er ofte nemmere at håndtere som modelberegninger. I disse modelberegninger er svineproduktionen analyseret uafhængig af ejerkrav til jord. Denne metode er valgt for at gøre beregningerne uafhængige af enhver form for lovgivning. Modelberegningerne skal vise, hvad der er økonomisk optimalt uden lovmæssige forhindringer. Alle øvrige investeringer og omkostninger, inkl. udbringning af gylle, er indregnet.

Der er anvendt samme effektivitet, svarende til de 25 procent bedste besætninger i alle besætningsstørrelser. Derved kommer omkostningerne til at ligge på et niveau, der svarer til investeringer i nye svinestalde.

Som mindste besætning er valgt 250 DE (650 søer eller 9.000 slagtesvin) og som største besætning 1.500 DE (3.900 søer eller 54.000 slagtesvin). Besætninger under 250 DE vil konkurrencemæssigt have det svært, og besætninger over 1.500 DE vil tilsvarende have vanskeligheder med at reducere omkostningerne pr. produceret enhed.

I USA er der typisk 1.200, 2.400 eller 3.600 søer på en lokalitet. Hvis der er flere søer, er de ofte organiseret som parallelle produktionsenheder med hvert deres personale. Afstandene indenfor besætningen bliver for stor, og giver dermed for meget spildtid på transport.

Der er analyseret på følgende produktionssystemer:

Integreret besætning med søer og grise på samme lokalitet
Søer med flytning af smågrise ved 30 kg til to slagtesvinelokaliteter
Søer med flytning af grisene ved fravænning til tre FRATS lokaliteter.

Ved at sammenkæde fx to slagtesvinelokaliteter med en solokalitet, vil alle tre lokaliteter stort set have samme antal DE.

Der er beregnet produktionsomkostninger pr. kg svinekød, et nøgletal der er sammenligneligt på tværs af de tre produktionssystemer.

Det integrerede system er opbygget med søer og smågrise under samme tag og slagtesvin i en separat bygning. Smågrise- og slagtesvinestalde er sektionerede. De specialiserede produktionssystemer er beregnet pr. lokalitet. Vedrørende arbejdsforbruget er der forudsat de samme tekniske hjælpemidler i alle besætninger. Jo større besætningerne er, jo mere relevant er det at investere i arbejdsrationalisering. Fx investering i halm- og vaskerobotter. Tilsvarende vil investeringer i miljøforbedringer være mere overkommelige i store besætninger. Fx røranlæg til pumpning af gylle frem til udbringningsstederne, gylleseparering evt. kombineret med biogas, samt reduceret NH₃ emission og lugtgener ved hel eller delvis luftrensning.

Stordriftsfordele

Arbejdet kan tilrettelægges mere rationelt. I besætninger på mere end 2.000 søer er rationaliseringsmulighederne ved at være udtømte. Alle besætninger er bemandet med en driftsleder, samt medarbejdere på forskellige uddannelsesniveauer. Driftslederens ansvar stiger med besætningsstørrelsen, og derfor er lønnen øget tilsvarende. Dermed er der taget højde for, at omkostninger til ledelse og administration øges med besætningsstørrelsen.

Byggeomkostninger er faldende op til 2.000 søer og derefter næsten konstante.

Foderpris, standardrabatter, slutter ved leverancer på over 30 ton pr. gang og ved årsleverancer på over 3.500 ton. Besætninger på over 600 DE vil stort set kunne købe foder til samme pris. Ved hjemmeblandet foder vil der være en fortsat marginal faldende foderpris indtil hjemmeblandeanlægget er fuldt udnyttet. Foderblandinger og råvarer skal kunne aftippes for at få den laveste pris.

Omkostninger til transport af smågrise afhænger af tiden til at flytte en smågris, generelt falder omkostningerne, når der flyttes op til ca. 430 (svarer til 900 søer) 30 kg grise eller ca. 850 (svarer til 1.700 søer) 9 kg grise ad gangen.

Rabat på indtransport til slagteriet øges op til 251 grise pr. afhentningssted (svarer til 14.000 slagtesvin årligt).

Udbringning af gylle: Omkostningen øges med stigende transportafstand, ca. 3 kr. pr. km Røranlæg til pumpning af gylle kan eliminere de øgede transportafstande og reducere de mange tunge transporter, der er forbundet med et stort svineproduktionsanlæg. For en besætning på 1.500 DE vil der være 30.000 ton gylle (svarende til 2.000 læs), som skal udbringes.

Der er ikke indregnet nogen størrelsesøkonomiske fordele vedr. energi, avl, medicin/vacciner og destruktion. Der er kun små stordriftsfordele ved disse typer af omkostninger.

En integreret besætning hvor smågriseproduktionen udgør 250 DE og slagtesvineproduktionen udgør 500 DE vil samlet have en produktion på 750 DE. Derfor er det relevant at sammenligne en integreret besætning på 750 DE med en smågrisebesætning på 250 DE, som hører sammen med to slagtesvinebesætninger på hver 250 DE. Tilsvarende en integreret besætning på 1.000 DE, med en smågrisebesætning på 250 DE, hvor grisene flyttes ved fravænning, som hører sammen med tre FRATS-besætninger på hver 250 DE - altså samlet 1000 DE.

Disse forhold er analyseret i figur 8 og 9.


Figur 8.	Antal DE pr. lokalitet


Figur 9.	Antal DE i produktionssystemet

I figur 8 sammenlignes omkostninger pr. kg svinekød ud fra det antal DE, der er på lokalitetsniveau og i figur 9. vises omkostninger ud fra det antal DE, der er i produktionssystemet hvor sobesætningen ligger på en lokalitet, og de tilhørende FRATS eller slagtesvinebesætninger ligger på andre lokaliteter.

Figur 8 viser, at opdelingen af søer og grise på forskellige lokaliteter giver de laveste produktionsomkostninger op til 750 DE pr. lokalitet, derefter er der ingen nævneværdig forskel på produktionsomkostningerne. Ved 250 DE er omkostningerne ca. 25 øre højere pr. kg i de integrerede besætninger end i de specialiserede, og ved 500 DE ca. 10 øre højere end i de specialiserede besætninger. Ved 1.500 DE er omkostningerne ca. 5 øre lavere i de integrerede besætninger. I en integreret besætning med 250 DE udgør smågriseproduktionen i virkeligheden kun en tredjedel af det samlede produktionssystem. Det er forklaringen på at mindre integrerede besætninger ikke er konkurrencedygtige.

Figur 9 viser, at det er ca. 35 øre dyrere pr. kg svinekød med 750-1.000 DE fordelt på tre til fire lokaliteter, end at have det hele samlet på en lokalitet. De væsentligste årsager til at omkostningerne er lavest i en integreret besætning er besparelser på foderpris, transport, arbejde og byggeomkostninger. Hvis de specialiserede lokaliteter ligger indenfor rimelige afstande kan de drives som en bedrift med fælles management, transport og gyllehåndtering. Det vil give nogle stordriftsfordele, som ikke er indregnet i denne analyse. Det skønnes dog at forskellen over til den integrerede bedrift vil blive meget lille, hvis der er tale om en solokalitet med 250 DE og en slagtesvinelokalitet med 500 DE. Der er endvidere ikke taget højde for, at der kan være sundhedsmæssige fordele ved denne deling af produktionen.

Perspektiver

De teoretiske stordriftsfordele er stort set udtømte ved 750 DE pr. lokalitet, uanset om der er sohold, slagtesvinehold eller begge dele på lokaliteten. Der kan fortsat være mindre besparelser pr. produceret enhed på administration, rådgivning, bestyrelseshonorarer. Det er dog ikke noget, der afgørende kan forbedre svineproduktionens konkurrenceevne.

Hvis der er tilstrækkelige fordele i et fælles management, kan en lokalitet med søer forsyne tre FRATS lokaliteter med smågrise. Derved opnås der 3.000 DE under samme ledelse. Det er muligt i et driftsfællesskab, hvor flere ejere går sammen. Fire lokaliteter med hver 750 DE kan ikke ejes af en svineproducent med den nuværende lovgivning.

12. Produktionssystemernes effekt på sundhed

Den sundhedsmæssig effekt er vurderet i følgende produktionssystemer:

Integreret produktion (one-site)
Smågriseproduktion med flytning af grise ved 20-40 kg til anden lokalitet (two-site)
Produktion af fravænnede grise på én lokalitet, herefter flytning til fravænningssektioner på en anden lokalitet, og endelig flytning af grisene til en tredje lokalitet ved 20-40 kg (three-site)
Produktion af fravænnede grise på én lokalitet, hvorefter de ved fravænning flyttes til andre lokaliteter (multisite)

Beskrivelsen er delt op på den sundhedsmæssige effekt på soholdet, og den sundhedsmæssige effekt på smågrise- og slagtesvineholdet. Udgangspunktet for beskrivelserne er i alle tilfælde sektioneret drift på sektionsniveau.

Sundhed i soholdet

En dansk undersøgelse af den sundhedsmæssige effekt af at flytte grisene til en anden lokalitet ved fravænning viste, at de undersøgte sobesætninger stadig var positive for de fleste luftvejsinfektioner efter flere års three-site eller multi-site drift. Systemet har dog vist positiv effekt overfor PRRS. Der er fra praksis meldt om positiv effekt også overfor Mycoplasma-lungesyge og ondartet lungesyge.

Nogle besætninger melder tilbage, at infektionspresset generelt er blevet mindre, udtrykt som ”der er ro i soholdet”, uden at det nødvendigvis kan præciseres hvad årsagen er. Det kan dog være vanskeligt at adskille forbedret management som følge af specialisering, samt effekt af de ny- og ombygninger, der ofte forekommer i forbindelse med ændring af smågriseproduktion eller integreret produktion til produktion af fravænnede grise.

Et væsentligt problem ved etablering af three-site og multi-site systemer er rekruttering af avlsdyr. Det formodes at den manglende effekt af disse systemer i nogle besætninger skyldes, at avlsdyr tilbageføres fra smågrise, eller slagtesvinestalde, og opstaldes i soholdet uden en karantæneperiode. Den optimale procedure for introduktion af avlsdyr til soholdet er endnu ikke fundet, men det synes at være væsentligt, at poltene opstaldes i separat karantæne i en længere periode efter at være flyttet fra smågrise- eller slagtesvinestaldene.

Sundhed i smågrise- og slagtesvinehold

Undersøgelser i danske two-site og three-site systemer viste, at mere end halvdelen af holdene var positive for ondartet lungesyge, og 10 procent af holdene fik kasseret svin ved slagtning på grund af akut ondartet lungesyge.

Samlet set kan det konkluderes, at for smågrise og slagtesvin er de direkte sundhedsmæssige gevinster ved two-site og three-site systemer begrænsede i forhold til regelret sektioneret drift i en integreret produktion.

Det sundhedsmæssige resultat er således mere afhængigt af drift og management af sektionerne, end af om grisene flyttes.

Multisite-systemer, hvor driften er alt-ind alt-ud på lokalitetsniveau har fordele i forhold til både integreret produktion, two-site og three-site. Her sker der en effektiv smitteafbrydelse mellem holdene. Danske undersøgelser viser, at disse systemer giver bedre mulighed for at kontrollere PRRS, Mycoplasma lungesyge og ondartet lungesyge end sektioneret drift.

Systemet har dermed en positiv effekt på både produktivitet, dødelighed og sundhed. Det skal dog bemærkes, at det fra amerikansk side oplyses, at streptokok-infektioner synes at være hyppigere i multi-site systemer end i integrerede systemer. Årsagerne til dette er ikke helt klarlagte, men hypotesen er, at dyrene udsættes for smitten senere i multisite-systemet, og derfor ikke er dækket af antistoffer fra soens råmælk.

Perspektiver

Med stigende besætningsstørrelse får sundhedsstyringen også stigende betydning. Det overordnede krav til alle nye produktionsanlæg er, at staldene er sektioneret således, at holdstørrelserne er brudt ned i overskuelige enheder, og smitte mellem aldersgrupperne reduceres.

Sobesætninger skal endvidere have karantænefaciliteter. En høj sundhedsstatus i sobesætningerne er grundlaget for en høj produktionseffektivitet i smågrise/slagtesvineproduktionen. Soholdet og slagtesvineholdet bør være så meget adskilt, at sygdommene ikke umiddelbart kan overføres af medarbejdere eller redskaber mellem de to staldanlæg. Mindre slagtesvinebesætninger kan med fordel køre alt-ind alt-ud i hele staldanlægget. Derved opnår de en sanering mellem hvert hold. De indsatte grise bør dog have samme sundhedsstatus.

13. Ledelse af svinebedrifter

Prognoserne viser, at antallet af bedrifter om 10 år er mere end halveret i forhold til i dag. Det medfører en fordobling af besætningsstørrelsen og dermed flere store besætninger.

I takt med at svinebedrifterne bliver større og større, er der behov for at udvikle ledelsesfunktionerne og de informations- eller styringssystemer, der er nødvendige. Det gælder faktisk alle opgaverne på de tre ledelsesniveauer: Virksomhedens udvikling, tilpasning og daglige drift.

Den store spredning, som regnskabsanalyserne indikerer, viser at der er potentiale for betydelige forbedringer i 75 procent af bedrifterne, naturligvis i varierende omfang.

Et område hvor der er behov for en særlig indsats, er at få håndteret de nye krav til lederne, som udspringer af kravene til miljø, husdyrsundhed og dyrevelfærd. Disse elementer er endnu ikke i tilstrækkeligt omfang integreret i driftsledelsen og stiller nye krav til registreringer, beslutningsstøtte og praktisk håndtering.

De fleste svineproducenter vil gerne have ansatte og dermed er de ikke bare svineproducent, men også leder af en virksomhed. Et ansvar og et arbejde som mange svineproducenter ikke er nok beviste om, eller ikke godt nok uddannet til at varetage. Faglig dygtighed er ikke nok, men et godt grundlag. I de kommende år, med stadigt større bedrifter med flere ansatte, stilles der stigende krav til bedriftens ledelseskraft. Det er ejerens ansvar, at ledelseskraften er til stede på bedriften. Svinesektoren skal være opmærksom på de stigende krav og være med til at skabe de uddannelsesrammer der skal til, for at nuværende og kommende svineproduktionsledere kan få udviklet deres ledelseskompetencer.

Organisation

Samarbejde mellem svineproducenter samt organisation af samarbejdet og den enkelte bedrift er et vigtigt grundlag. Produktionsselskaber der ejer og driver en række bedrifter er ikke lovlige i Danmark, men kan evt. bruges til inspiration til hvad der kunne gøres mere effektivt under danske forhold.. I figur 10 er vist et eksempel på et produktionsselskab.


Figur 10.	Eksempel på produktionsselskab. Kilde: Landsudvalget for Svin

Produktionsselskaber kræver en effektiv organisation både for selskabet og for den enkelte lokalitet. Der kan ikke angives noget tal for hvor mange lokaliteter, det er optimalt at have i et produktionsselskab. Organisationen skal blot være tilpasset antallet af besætninger og afstanden imellem dem. Begrænsningen ligger i hvor mange driftschefer direktøren kan overskue, og hvor mange lokaliteter den enkelte driftschef kan overskue. Antal besøg pr. lokalitet pr. år bliver den begrænsende faktor for hvor mange lokaliteter, driftschefen kan føre kontrol med. Styrken er, at der kan ansættes de bedste folk til de enkelte funktioner, og at produktionseffektiviteten dermed kan holdes på et højt niveau.

Produktionsselskaber er som nævnt ikke lovlige i Danmark. Til gengæld må en svineproducent gerne være med i et driftsselskab. Specielt indenfor planteavlen anvendes der fælles driftsselskaber i stigende udstrækning. Der er også eksempler på driftsselskaber hvor flere svineproducenter går sammen med en stor planteavler, som aftager gyllen og passer jorden for svineproducenterne. Udover pasning af jorden kunne driftsselskabets arbejdsområde udvides til at tage sig af alle de opgaver, der ikke har noget at gøre med den daglige drift af svineproduktionen. Et eksempel på organisation på et driftsselskab er vist i figur 11. De største producenter vil formentlig ikke have fordel af at være med i et produktionsselskab. Organisationen af en virksomhedsproducent vil ligne enhver anden produktionsvirksomhed, med en bestyrelse, direktør, mellemledere og staldpersonale såvel som markpersonale. Se figur 12.


Figur 11.	Eksempel på organisation af fælles driftsselskab. Kilde: Landsudvalget for Svin


Figur 12.	Eksempel på organisation af svinebedrift. Kilde: Landsudvalget for Svin

I Spanien er der en stigende tendens til at producenter slår sig sammen for at have tilstrækkelig gennemslagskraft over for især slagterierne, men også foderstoffabrikkerne, og det foregår typisk i form af driftsselskaber.

De opgaver det ville være naturligt at placere i et driftsselskab kunne være:

Indkøb herunder foder, medicin, el, EDB og telefoni.
Administrative opgaver som budget, regnskab, produktionskontrol, samt personale.
Finansiering og forsikringer er områder, hvor der formentlig også kan findes besparelser. Især på finansieringens sammensætning, på kreditinstitutternes krav til reservefondshenlæggelser og bankens rentemarginal.

Derudover er der formentlig andre områder, hvor et driftsselskab med fordel kunne overtage forhandlingerne med de relevante parter. Det vil fortsat være den enkelte ejer der tager beslutningen og har det endelige ansvar. Men den rigtige vare til den rigtige pris bliver stadig vigtigere for den enkelte svineproducent, selv få procent for høje priser har store økonomiske konsekvenser.

Perspektiver

Behovet for at være bevist om bedriftens organisation og ledelse stiger med bedriftens størrelse. Investeringerne bliver langt større, samtidig med at investeringsstrategien og planlægningstiden skal tilpasses rammebetingelserne.

Gradvise udbygninger af et produktionsanlæg lader sig ikke gøre, når sagsbehandlingen hver gang tager år. Den fremtidige planlægningshorisont kommer til at ligge på 4-5 år, og de fremtidige udbygninger af produktionsanlæggene vil blive store strategiske udbygninger i stedet for mindre tilpasninger.

De krav der blev nævnt til slagteriselskaberne om omstillingsevne, tilpasningsevne, handlekraft og risikovillighed gælder også for svineproducenter, når deres vision for bedriften skal føres ud i strategi og handling.

Svinebedrifter vil også i fremtiden have forskellige størrelser og behov. Derfor er det vigtigt, at der ved hjælp af rådgivningssystemet udvikles organisatoriske og ledelsesmæssige koncepter som kan tilpasses svinebedrifterne. Det nye koncept med en nøglerådgiver, er et eksempel på en bedre udnyttelse af rådgivningen. Det handler om at producenten og rådgiveren gør forventningerne til hinanden klart, samt hvilke krav og forpligtigelse det medfører.

Besætninger med fælles interesse har størst chance for at opnå succes med at samarbejde. Det er derfor oplagt at begynde med områder, hvor man enten har planteavl og eller svineproduktion til fælles. Samarbejdet kan derfra udvikles så langt, som den enkelte ønsker det.

Kravene til rådgiverne vil stige i de kommende år. Udover at mange besætninger vil benytte sig af en nøglerådgiver, vil der i stigende omfang blive behov for specialrådgivere. Hvis der kommer en udvikling i retning af driftsfællesskaber, som udfører en række af de administrative opgaver, vil de sammen med virksomhedsproducenterne øge efterspørgslen efter den bedste specialviden, der er til rådighed – ikke bare lokalt, men på landsplan og i mange tilfælde også internationale rådgivere.

Firmarådgivere vil i et vist omfang blive brugt som specialrådgivere sammen med private rådgivere. Virksomhedsproducenterne og driftsselskaberne vil i høj grad selv opsøge viden, samtidig med at de typisk vil bruge 5-10 højt specialiserede rådgivere, fx indenfor områderne finansiering, økonomi, fodring, sundhed, miljø og planteavl.

14. Generationsskifte og finansiering

Mange ejendomshandler foregår ved, at en etableret landmand køber naboejendommen og lægger den sammen med/eller driver den sammen med egen bedrift. Det er en væsentlig del af strukturprocessen. Men på et tidspunkt skal nogle af bedrifterne (dem der bliver tilbage) overføres til næste generation, til en ung landmand, der dels har mindre ledelsesmæssig erfaring, dels har en relativ lille egenkapital.

Der bliver tale om store kapitalkrævende enheder, der mest hensigtsmæssigt skal fortsætte sin drift, investeringer og kapitaldannelse hen over generationsskiftet. At indlede en nedslidningsstrategi, med så store enheder forud for generationsskiftet, er hverken driftsøkonomisk eller samfundsøkonomisk forsvarligt.

Der er to hovedkrav, som delvist hænger sammen, der skal opfyldes, nemlig kontinuitet i ledelsen på højt niveau og evne til at absorbere risici. Hvis disse krav ikke opfyldes, er der betydelig risiko for, at generationsskiftet mislykkes.

Det vil derfor fremover være nødvendigt at anvende nye modeller for generationsskifte, der i langt højere grad end hidtil bygger på samarbejde mellem den gamle og den nye ejer, og hvor ejendommen gradvis overdrages evt. via en selskabsdannelse og/eller et driftsfællesskab. Sådanne konstruktioner må anvendes både ved generationsskifte inden for familien og til tredjemand. Sidstnævnte vil normalt være det sværeste at etablere, da personligt kendskab og fortrolighed er en del af et samarbejde gennem flere år. Men et samarbejde med en betroet medarbejder kan være en mulighed.

Der er behov for at udbrede kendskabet til nye modeller for generationsskifte, herunder nye ejerformer. Og der er behov for demonstration og erfaringsudvikling på området.

Arbejdskraft i svineproduktionen

Antallet af medarbejdere i svineproduktionen i 2004 formodes at være 6.000. På grund af strukturudviklingen må det forventes, at antallet af lønmodtagere i svineproduktionen vil stige svagt i de kommende år.

Medarbejderne kommer fra følgende grupper:
Fagl ærte medarbejdere	ca. 1.600-2.100
Ufaglærte medarbejdere	ca. 1.500-2.000
Elever unde ruddannelse (faglært landmand, dyrepasser, jordbrugsassistent)	ca. 1.500
Udenlandske praktikanter	ca. 600
Nye EU-borgere	maks. 100
Landbrugsvikarer	ca. 60-70
Andre (familie m.fl. i løs ansættelse)	ca. 150
Kilde. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret

Det forventes ikke, at antallet af medarbejdere og sammensætningen af medarbejderstaben danske/udenlandske medarbejdere vil ændre sig væsentligt i de kommende år.

I besætninger med flere medarbejdere (fx 3-8) er der behov for kvalifikationer på højt ledelsesmæssigt og fagligt niveau. Det vil være udfordringer, der kan tiltrække og fastholde ældre medarbejdere. Udfordringen for besætningsejerne bliver at udvikle disse job.

På kort sigt vil der være en vis tilgang af medarbejdere fra de nye EU-lande. Erfaringsmæssigt vil denne stigning hurtigt flade ud. Der vil også komme medarbejdere fra Ukraine og Rumænien. Denne tilgang vil efter al sandsynlighed finde et vist (lavt) niveau efter nogle få år og aftage i takt med, at de nye EU-lande opnår samme eller tilsvarende levestandard som i Danmark.

Et fælles træk for de udenlandske medarbejdere er, at de som hovedregel har et ressourcemæssigt overskud mht. uddannelse, økonomi og social status. De vil derfor ret hurtigt søge nye udfordringer gennem uddannelse eller selvstændig virksomhed her eller i hjemlandet.

Uddannelse i fremtiden af de ufaglærte danske og udenlandske medarbejdere

Det forventes ikke, at antallet af ufaglærte danske og/eller udenlandske medarbejdere vil stige væsentligt. Regeringen har i deres uddannelsespolitiske redegørelse fremsat et mål om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, der også omfatter faglig uddannelse. Andelen af unge, der tager en gymnasial uddannelse, er fortsat stigende, og landbruget har stor interesse i denne gruppe for at sikre sig et tilstrækkeligt antal medarbejdere med gode skolekundskaber.

I landbrugsuddannelsen arbejdes der på at etablere en trindelt uddannelse. Der bliver mulighed for at stoppe uddannelsesforløbet efter Skolemodul 1b og samtidig opnå en erhvervskompetence. Planerne er ikke færdige, og det overvejes at beskrive de pågældende elevers kompetence i forhold til den praktik, der er gennemført. Hvis det bliver resultatet, kan der blive tale om at give medarbejdere inden for områderne svin, kvæg og planteavl en veldefineret delkompetence, uden de får status som faglærte.

Landbrugsuddannelseudvalget (LUU) har ikke en forventning om, at der bliver et stort antal medarbejdere med delkompetencer, fordi målet er, at så mange som muligt færdiggøre deres uddannelse til faglært landmand.

Erhvervet vil fortsat kunne tilbyde ufaglærte medarbejdere og borgere fra de øvrige EU-lande en kvalificeret uddannelse/efteruddannelse gennem AMU-systemet. Flere landbrugsskoler er i 2003 blevet godkendt til at gennemføre husdyrkurser i AMU-systemet.

Perspektiver

Dansk svinestalde bliver i fremtiden fyldt med højteknologisk udstyr til styring og overvågning af produktionen. Det er nødvendigt for fortsat at øge produktionseffektiviteten samt øge produktionssikkerheden. Det bliver en stor udfordring at få styringen og anvendelsen af højteknologien gjort så simpel, at alle typer af bedrifter kan få gavn af det. Samtidig stiller det nye krav til medarbejderne. Udover selve håndværket med at passe grise er det vigtigt, at uddannelsen af medarbejderne omfatter brugen af alle former for styringer og overvågningssystemer. Alt for mange ventilationssystemer, blandeanlæg og foderanlæg bruges forkert på grund af manglende viden. Kravene til medarbejderne vil på den baggrund stige i fremtiden.

15. Udvikling i produktionseffektivitet

Omkostningsbesparelser gennem større og mere rationelle bedrifter er på langt sigt afgørende for en sektors fremtidsmuligheder. Det har stor betydning for om produktionsomkostningerne pr. produktionsenhed (1 kg svinekød) på langt sigt kan tilpasses salgsprisen (afregningsprisen).

For den enkelte svineproducent er betingelsen, at der kan lægges en langsigtet strategi for bedriftens udvikling, og at produktionsomkostningerne er lavere end gennemsnittet for sektoren som helhed. Det kræver, at der er fuld fokus på den daglige drift for at holde så høj en produktionseffektivitet som mulig. For at anskueliggøre dette vises betydningen af at produktionseffektiviteten ligger i den bedste fjerdedel henholdsvis den dårligste fjerdedel sammenlignet med gennemsnittet i tabel 4. Tabellen viser alene effekten af forskel i produktionseffektivitet.

Ofte er det sådan at de, der har den bedste produktionseffektivitet, også er de bedste købmænd med en lavere foderpris og højere salgspris. I regnskaberne er forskellen derfor endnu større end vist i tabel 4.

Tabel 4.

Omkostning pr. kg svinekød ved forskellig effektivitet

Gruppe	Gns	Dårligste ¼ del	Bedste ¼ del
Antal søer pr. besætning	282	221	350
Fravænnede grise pr. årsso	24,6	21,8	27,1
Producerede grise pr. årsso	23,6	20,6	26,0
Daglig tilvækst 30-102 kg	832	770	917
FEsv 30-102 kg	2,85	2,95	2,73
Døde/kasserede	3,6	5,1	2,8
Produktionspris pr. kg svinekød*	9,60	10,30	8,95
Kilde: Rapport over P-rapportens resultater 2004; * Landsudvalget for Svin

Det ses af tabellen at den dårligste ¼ af producenterne har en produktionsomkostning, der er 70 øre højere end gennemsnittet, og 135 øre højere end den bedste ¼ af producenterne.

Der er således ingen tvivl om, at produktionseffektiviteten altid skal være i fokus og at det er grundlaget for en god produktionsøkonomi for den enkelte svineproducent. De nye bedrifter der etableres de kommende år bør have et rentabilitetsnulpunkt, der ligger under den nuværende nulpunktspris for de 25 procent bedste. Et nyt anlæg skal være konkurrencedygtigt 15 år frem i tiden.

Tabellen viser at de bedste besætninger også er de største. Dette skal ikke tages som udtryk for at produktionseffektiviteten er bedst fordi de er store, men snarere at den gode indtjening har været midlet til at udvikle bedriften.

En fortsat udvikling i produktionseffektiviteten er nødvendig for at fastholde den danske svinesektors konkurrenceevne. Udviklingen har over de sidste 10 år været markant og vil formentlig fortsætte også i de kommende år. I tabel 5 er der givet et bud på hvad produktionseffektiviteten vil være om 5 henholdsvis 10 år.

Tabel 5.

Udvikling i produktionseffektivitet

År	1993	1998	2003	2008	2013
Slagtevægt, kg	75,7	77,2	77,5	80,0	80,0
Grise pr. årsso	21,1	21,9	23,4	24,7	25,7
FEsv pr. kg tilvækst (30-slagt kg)	3,01	2,90	2,85	2,75	2,60
Daglig tilvækst (30-slagt kg)	698	785	832	860	890
Kilde: Landsudvalget for Svin

Slagtevægten er generelt stigende i de svineproducerende lande, og det forventes at slagtevægten i Danmark vil følge denne udvikling.

I perioden 1993 til 1998 var der en markant fremgang i produktionseffektiviteten for slagtesvin og mindre for sohold.

I perioden 1998 til 2003 var der en større fremgang i soholdet end slagtesvineholdet.

Der er for de kommende 10 år indlagt en forventning om, at produktionseffektiviteten i soholdet vil have samme udvikling som de foregående 10 år.

I slagtesvineholdet forventes det at den daglige tilvækst vil udvikle sig som de foregående 5 år. Fodereffektiviteten forventes derimod at forbedres markant, dels som følge af øgede muligheder for at benytte egne tal (miljøregnskab med fokus på at øge DB pr. gris i stedet for at producere flere svin).

Perspektiver

Stigningen i effektiviteten skal ses udfra at der fortsat forventes avlsmæssige fremgange svarende til de sidste 5 år, og at der er stor spredning i effektiviteten mellem besætninger. Endvidere forventes det at de fleste af de besætninger, der nedlægges de næste 10 år, er blandt de mindre og effektiviteten er under gennemsnittet. Endvidere vil øget anvendelse af egne tal til dokumentation af de miljømæssige påvirkninger og behovet for at øge DB pr. gris skabe øget fokus på foderudnyttelsen. Stalde med lav ammoniakfordampning, høj hygiejne, høj sundhed og optimal fodring kan skabe meget store miljømæssige fremskridt de kommende år.

16. VVM-godkendelse og miljøvurderinger

Svineproduktionen påvirker omgivelserne via produktion af gødningsstoffer som kvælstof og fosfor. Derudover påvirkes omgivelserne af forskellige grader af lugt. Gødningsstofferne kan, i det omfang de udledes til vandløb eller grundvand, påvirke miljøet. Lugt har ingen miljømæssige påvirkninger, men kan være til gene for naboer.

Lovgivningen der regulerer produktionsbetingelserne for svineproduktionen anvendes i stigende omfang som løftestang af amter og kommuner til direkte eller indirekte at pålægge svineproducenter, der ønsker at udvide deres produktion, forskellige miljøforbedrende foranstaltninger.

VVM-vurderingen administreres pt. af amterne og er en del af regionsplanlægningen. Her undersøges bedriftens belastning af miljøet med hensyn til belastning af kvælstof og fosfor samt ammoniakfordampning.

Endvidere vurderes eventuelle lugtgener, transporter og støj. Miljøkravene til nye stalde kan blive en væsentlig økonomisk belastning og kan selvsagt være afgørende for produktionsudvidelsen hos den enkelte landmand.

Gyllehåndtering – transport og udbringning samt reduktion af lugtgener

Transport af gylle på vejene med traktor/gyllevogn medfører gener for andre trafikanter (store, langsomme transporter, spild af gylle, jord på vejen) og er derfor med til at ”plette landbrugets image”. Fjernelse af denne transport fra vejene vil utvivlsomt have en betydelig positiv effekt i forholdet til omverdenen. De mest lovende tiltag til effektivisering er transport i tankbiler og rørtransport.

Transport af gylle i tankbiler betyder, at gyllevognene i vid udstrækning kommer væk fra vejene. De fleste erfaringer med transport i tankbiler foreligger fra eksisterende biogas fællesanlæg, hvor der er store gyllemængder i spil. Men i takt med at bedrifterne bliver større og transportafstandene længere vil der også i stigende omfang være grundlag for tankbiltransport på bedriftsniveau.

Der er endnu ikke erfaringer fra længere tids drift i storskala af rørsystemer, men adskillige biogasprojekter arbejder i øjeblikket med mulighederne for massiv rørføring af gylletransporten.

I det hele taget er hele gyllehåndteringen et område, hvor specialisering og stordriftsfordele i stigende grad bør udnyttes.

Der gennemføres i øjeblikket en række undersøgelser af lugtgenerne ved forskellige udbringningsformer (slangeudlægning, sortjordsnedfælder og DGI-nedfælder). Foreløbige resultater peger i retning af, at der kan opnås en betydelig reduktion af lugtgener ved nedfældning i forhold til slangeudlægning. Der er ligeledes målt lavere koncentration af lugtstoffer ved udbringning af afgasset gylle i forhold til ubehandlet gylle. Der er endnu ikke foretaget lugtmålinger i forbindelse med udbringning af produkter fra separering af gylle; men der kan forventes betydelige lugtmæssige fordele forbundet hermed – afhængigt af produkternes beskaffenhed.

Status på gylleseparering

Lavteknologisk separering er veldokumenteret. Der er flere forskellige anlægskoncepter på markedet, og adskillige anlæg er i fuld ”normal drift”. Omkostningerne er kendte, og der foreligger også dokumentation for kvælstofudnyttelse for produkterne.

Udover dekanteringscentrifuger og Ansagers SepTec, der er dokumenteret af Forskningscenter Bygholm, er der koncepter på vej fra Staring Maskinfabrik, Kemira Miljø og Vredo.

Den væsentligste barriere synes fortsat at være afsætning af tørstoffraktionen fra separeringen. Flere firmaer tilbyder nu at aftage tørstoffet, men prisen herfor ligger i størrelsesordenen 40-70 kr. pr. ton. Problemet med direkte afsætning til planteavlen er, at tørstoffraktionen ”konkurrerer” med tilsvarende fosforholdige produkter, som planteavleren ofte får penge for at aftage.

Endvidere er produktet ikke håndteringsmæssigt attraktivt sammenlignet med handelsgødning. Der er gennemført flere forsøg med tørring og pelletering af tørstofproduktet med henblik på at gøre det mere attraktivt, men dette har vist sig relativt dyrt. Cimbria har nu udviklet en tørringsmetode, der tilsyneladende kan nedsætte omkostningerne betydeligt. I efteråret 2004 er der planlagt gennemført et dokumentationsprogram for denne proces. Endvidere er der i det nye forskningsprogram, der etableres i forbindelse med Vandmiljøplan III, lagt op til en betydelig indsats på området – herunder muligheder for afbrænding af produktet.

Højteknologisk separering mangler fortsat et endeligt gennembrud.

Funki’s MANURA 2000 anlæg på Mors er testet i en periode med tilfredsstillende resultat, men har efterfølgende ikke levet op til anlægsejerens forventninger; Funki Manura A/S er gået i betalingsstandsning, og konceptets fremtid er ikke afklaret.

Afprøvning (FarmTest) på DDH Contractors inddampningsanlæg (Tidligere Dansk Biogas) inddampningsanlæg afsluttes ved udgangen af juni 2004.

Green Farm Energy (GFE) har udsat opstarten FarmTest på Overgaard anlægget. Der arbejdes pt. med dokumentation af delprocesser på Overgaard og Over Løjstrup anlæggene. GFE er nu gået konkurs og konceptets fremtid er uafklaret.

Staring Maskinfabrik har endnu ikke deres højteknologiske koncept i fuldskala drift.

Perspektiver

Svinebedrifterne vil blive større i femtiden, hvilket vil medføre et øget behov for at fordele gyllen til et større område fra den enkelte bedrift end i dag. Det kan gøres ved at eksportere næringsstofferne væk fra svineejendommene, enten som fraktioner eller som rågylle. En af de store udfordringer, de kommende 10 år, bliver at få gyllehåndteringen gjort ”usynlig”, dels ved at pumpe gyllen i rørledninger ved kortere transportafstande, dels transport i tankbiler ved længere afstande. For at udnytte gyllen endnu bedre skal den nedfældes eller dekanteres i en våd og tør fraktion. Forsøg viser at det kan reducerer ammoniaktabet under udbringning. Det er også vigtigt at få reduceret ammoniaktabet under opbevaring. Gyllebeholderne bør derfor have en form for overdækning og der bør være beplantninger omkring dem.

De højteknologiske gyllesepareringsanlæg ser ikke ud til at blive konkurrencedygtige. Investerings- og driftsudgifter er for høje, og fraktionerne er for forskellige til at de kan bruges rationelt.

17. Afkobling af hektartilskuddet

Danmark iværksætter reformen af EU’s landbrugsstøtte fra 1. januar 2005. Hovedprincippet i den nye landbrugsreform er, at der ikke længere gives støtte til en given produktion. I stedet vil alle med landbrugsjord kunne ansøge om støtte, næsten uanset hvad jorden anvendes til. Der er dog et krav om at jorden skal holdes i landbrugsmæssig forsvarlig stand, hvilket formentlig vil sige at den skal slås hvert andet eller tredje år. Den afgørende forskel i forhold til i dag er således, at der kan opnås et hektartilskud på cirka 2.300 kr. pr. hektar uden jorden dyrkes. Der er samtidig lagt op til at hektartilskuddet kan opretholdes, også hvis der modtages hektarpræmier i forbindelse med en MVJ-ordning (MiljøVenlige Jordbrugsforanstaltninger).

Afkoblingen medfører, at de landmænd der, ved normal dyrkningspraksis, i dag har et resultat til aflønning af jorden, som er lavere end hektarstøtten, kunne med fordel lade jorden ligge udyrket hen. En analyse af heltids planteavlsbrugenes resultater i 2003 viste, at det var cirka 25 procent af arealet, der med fordel kunne have ligget udyrket hen i 2003 med den nye form for støtte, hvis der ses bort fra kapacitetsomkostningerne.

Ovenstående vurderinger betyder at:

På ejendomme med husdyrproduktion vil jorden fortsat blive dyrket
På planteavlsbrug med udbytter under landsgennemsnittet kan planteproducenter med gylleaftaler lægge pres på prisen for at modtage husdyrgødning fra husdyrproducenter. Planteavlsproducenter uden gylleaftaler vil måske ophøre med planteproduktion, hvis kapacitetsomkostningerne kan skæres væk.

På kort sigt skønnes det på basis af ovenstående, at under 50.000 hektar vil blive udtaget udelukkende som følge af afkoblingen, og at det dermed får begrænset indflydelse på svineproducenternes mulighed for afsætning af husdyrgødning. På længere sigt vil der formentlig forsvinde op mod 100.000 hektar fra dyrkningen i forhold til det vi kender i dag.

Den overordnede betydning af EU-reformen er således, at den kun i begrænset omfang vil forringe mulighederne for afsætning af gylle, men den vil bevirke, at der vil ske et pres på prisen (det vil blive dyrere) at afsætte gyllen til planteavlsbrugene. Desuden vil jordprisen falde med ca. samme beløb, som tilskudsbeviserne handles til.

Perspektiver

Kreditforeningerne har meddelt at de foreløbig nedsætter jordværdierne med 11.000 kr. pr. hektar, hvilket vil påvirke de fremtidige muligheder for optagelse af nye realkreditlån. Finansieringen af tilskudsbeviserne er pt. lidt usikker.

18. Landbrugsloven

Landbrugsloven sætter rammerne for den primære drift i landbruget. Det vil sige krav til uddannelse, dyrkningspligt, bopælspligt, sammenlægning, husdyrhold og arealkrav, afstandskrav, ejerskab, forpagtning og generel drift.

I forbindelse med strukturudviklingen indenfor erhvervet er det primært kravene til sammenlægning samt husdyrhold og arealkrav, som sætter en grænse for udviklingen. Der skal således dispenseres, hvis dyreholdet overstiger 750 DE, og i praksis er det svært at få tilladelser til husdyrhold, der overstiger 500 DE.

Landbrugserhvervet er i hovedtræk karakteriseret ved at være selvejende. Det vil sige, at ca. 90 procent af landbrugsbedrifterne er enkeltmandsvirksomheder. I 1989 blev der med ændringen af landbrugsloven igen skabt mulighed for at andre ejerformer kunne tillades. Dette gælder også aktie- og andelsselskaber. I dag er der over 1.200 aktie- og andelsselskaber, hvoraf ca.550 er enkeltmandsejede, ca. 230 familieselskaber og ca. 430 er selskaber med eksterne investorer uden for familien.

Der er samtidig sket en større grad af forpagtning, hvilket betyder at forpagtning i dag udgør 27,1 procent af det dyrkede areal mod 7 procent i midten af 1960’erne.

Landbrugsloven:

Ret til fri erhvervelse inden for en arealgrænse på 400 ha uden begrænsning af antal ejendomme eller højest fire ejendomme uden arealgrænse
Ægtefæller kan erhverve en eller flere ejendomme uden der skal medregnes ejendomme, som den anden ægtefælle ejer
Adgang til at anvende holdingkonstruktioner
Samdrift skal kunne ske uden areal-, antals- og afstandsbegrænsning
Forpagtning inden for en arealgrænse på 500 ha (uden antalsbegrænsning) eller højest fem ejendomme (uden arealbegrænsning).

Den 1. september 2004 trådte den ny landbrugslov i kraft.

For ægtefæller sker der en lempelse af reglerne, idet ægtefæller ikke mere skal betragtes som en juridisk enhed i relation til erhvervelsesreglerne mv.

Når man ejer flere ejendomme

Alle ejendomme skal ligge inden for en luftlinieafstand på 10 km fra beboelsesbygningen på den ejendom, hvor ejeren bor
Erhververen må højst eje et samlet areal på 400 ha. Arealgrænsen gælder dog ikke, hvis erhververen højst vil blive ejer af fire landbrugsejendomme

Opgørelsen af om grænsen på 400 ha eller mere end fire landbrugsejendomme (uden arealgrænse) ved erhvervelse og sammenlægning overskrides, skal ske på grundlag af vægtede ejerandele (pro-rata-princippet).

Selskaber

Som noget nyt kan landmanden eje sin landbrugsbedrift i selskabsform gennem et holdingselskab, der fuldt ud ejes af landmanden i selskabet. Det er landmanden i selskabet, der har den bestemmende indflydelse, og det er ham, som skal opfylde de personlige erhvervelsesbetingelser.

Et aktieselskab eller et anpartsselskab kan eje en landbrugsejendom, hvis aktier eller anparter, der repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet, og mindst udgør 10 procent af selskabskapitalen, ejes af en landmand og de øvrige aktier eller anparter ejes af ægtefælle, samlever, søskende, søskendebørn, svigerbørn, svigerforældre eller beslægtede i ret op- eller nedstigende linie, eller af pensionskasser og livsforsikringsselskaber, og at personerne opfylder de betingelser, som er fastsat om erhvervelse af antal ejendomme og arealgrænse.

Driftsfællesskaber

I den nye landbrugslov gives der bedre muligheder for fælles driftsselskaber. Hvis driftsfællesskabet ikke skal eje de enkelte ejendomme, der indgår i den fælles drift, men udelukkende stå for driften, kan fællesselskabet frit organiseres som et aktie- eller anpartsselskab, et interessantselskab eller et partnerselskab.

Arealkrav og husdyrholdets størrelse

Harmonikravet er for svinebrug fastsat til 1,4 DE pr. ha pr. planperiode (1. august - 31. juli). For brug med kvæg, får eller geder må der udbringes fra 1,7 DE pr. ha. På brug, hvor mindst 2/3 af husdyrholdet er kvæg, må der udbringes husdyrgødning svarende til 2,3 DE pr. ha, når nogle nærmere fastsatte betingelser er opfyldt.

Harmoni- og ejerkrav er dermed forbundet med større omkostninger for svineproducenter end for ejendomme med kvæg. Harmoni og ejerkrav for svinebesætninger fremgår af tabel 6.

Tabel 6.

Harmoni og ejerkrav

	Nuværende		Forslag, Dansk Landbrug
Antal DE	Harmoniareal, ha	Ejerkrav, ha	Ejerkrav, ha
50	36	9	9
120	86	21	21
150	107	34	34
200	143	56	50
250	179	77	68
500	357	256	157
750	536	434	246
Kilde: Landsudvalget for Svin

I forbindelse med ændringen af Landbrugsloven blev der af Dansk Landbrug fremlagt forslag til ændring af ejerkravet, som har været gældende siden 1999. Forslaget er endnu ikke vedtaget, men det er vigtigt, af hensyn til en bedre fordeling af gyllen, at svineproducenterne får mulighed for at afsætte gylle til planteavlere. Det er også vigtigt af hensyn til den fremtidige strukturudvikling.

Mange smågriseproducenter har et ønske om selv at kunne opfede alle deres grise. På grund af ejerkravet er det næsten umuligt. I stedet vælger mange at øge sobesætningen.

En lovgivning der fremmer, at svineproducenterne kan investere i det de finder mest attraktivt, frem for det der er muligt - ville være ønskeligt.

Det nuværende krav om at hele harmonikravet skal ejes udover 250 DE, medfører at der maksimalt kan laves gylleaftaler på 100 ha. Med forslaget fra Dansk Landbrug vil en besætning på 500 DE have behov for gylleaftaler til ca. 200 ha, og en på 750 DE på næsten 300 ha. Gyllen vil dermed blive langt bedre fordelt end med de nuværende ejerkrav, og den samlede investering i en besætningsudvidelse vil blive væsentligt reduceret.

Landbrugslovens regler om husdyrhold og arealkrav kan samlet udtrykkes således:

Arealkravet for den enkelte ejendom skal altid opfyldes, jf. dog overgangsbestemmelserne fra 7. august 1999, nævnt nedenfor.

Ved opgørelsen af om arealkravet opfyldes, kan indtil 33 procent af arealkravet opfyldes af arealer, der ejes og drives lovligt sammen med den pågældende ejendom, eller tinglyste aftaler, herunder forpagtnings- og gylleaftaler med en løbetid på mindst fem år frem i tiden.

Der kan opnås reduktion af arealkravet ved etablering af et gyllesepareringsanlæg. Hvis gyllen behandles i et højteknologisk anlæg, kan der meddeles tilladelse til en reduktion af arealkravet med 50 procent Tilsvarende vil der kunne meddeles tilladelse til en reduktion på 25 procent, hvis gyllen behandles i et lavteknologisk anlæg.

Hvis landmanden ønsker at producere over 750 DE på bedriften, kan han søge om tilladelse til det. Der stilles da altid krav om at han, inden for bedriften, skal eje al den jord, der er nødvendig til udbringning af gødningen fra hele husdyrholdet.

Ved lovrevisionen i 1999 blev der fastsat nogle overgangsbestemmelser for de ejendomme og bedrifter, som var lovlige pr. 7. august 1999. De skal først opfylde ejerkravet i 2019. De vil fortsat være omfattet af denne overgangsbestemmelse, selv om der udvides med op til 25 DE i forhold til antallet af DE pr. 7. august 1999, uden at arealkravet skal opfyldes før 2019.

Perspektiver

Rammevilkårene for dansk svineproduktion afgør mulighederne for strukturudvikling, som er nødvendig for at svinebedrifterne kan tilpasse omkostningerne til fremtidens konkurrencevilkår. En af forudsætningerne for at strukturudviklingen kan fortsætte er, at sagsbehandlingen omkring VVM og miljøscreeninger bliver gennemført efter kvalitetssikrede metoder og efter så objektive kriterier som muligt. Derved kan ansøgningerne i højere grad være gennembearbejdede og tiden til sagsbehandling kan reduceres, samtidig med at svineproducenterne har mulighed for at forudse, hvilke krav der stilles i forbindelse med en VVM sag eller miljøscreening.

Ønskerne til sagsbehandlingstiden hos myndighederne er hurtigst muligt – under et år.

Den nuværende administration af miljølovene kan virke urimelig. Det burde være tilladt at overføre dyreenheder fra en lokalitet til en anden, hvis det kan gøres uden gener for naboerne. Det er urimeligt, at der kræves en ny miljøgodkendelse, når den samlede påvirkning af miljøet ikke ændres. Et andet meget væsentligt forhold er at bedrifterne skal have mulighed for at udnytte de økonomiske potentialer, der er i en forbedret produktivitet. Hvis staldkapaciteten ikke kan udnyttes, fordi den daglige tilvækst er steget, eller der produceres flere grise pr. årsso, er det ensbetydende med øgede omkostninger.

Danske svineproducenter burde have samme harmonikrav, som EU lovgivningen foreskriver dvs. 1,7 DE pr. ha. Den stadige stigende udnyttelse at kvælstoffet som forventes i fremtiden, gennem teknologiske udviklinger og nye staldsystemer, burde komme svineproducenterne til gode. Bedre miljø kan kun skabes gennem bedrifternes muligheder for at investere i ny teknologi.

Samtidig er der behov for at se på landbrugslovens ejerkrav i forhold til harmonikravet. Mange bedrifter vil i fremtiden kommer over 250 DE, og det er ikke hensigtsmæssigt, at den enkelte bedrift skal eje hele harmoniarealet, som er udover 250 DE.

Som ejerkravet er pt., er det begrænset hvor store mængder gylle, der kan eksporteres fra svinebedrifterne. I forbindelse med gylleseparering er der givet reduktion i ejerkravet på 25 eller 50 procent De nuværende ejerkrav lægger reelt et loft på 100 ha, som svinebrug, med mere end 250 DE, kan træffe gylleaftaler for. Ejerkravet er dermed indirekte med til at forhindre en bedre fordeling af gyllen. Ejerkravet gør det samtidigt svært at planlægge udviklingen af en bedrift, fordi jord kun kan erhverves når lejlighed byder sig.

19. Udvikling i produktionsomkostninger

I pjecen Produktionsøkonomi Svin fra Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, 2004, fremgår det, at en smågriseproducent har knap 300 søer og en slagtesvineproducent producerer godt 4.000 svin. I tilsvarende pjece fra 1994 havde en sobesætning ca. 150 søer og en slagtesvinebesætning producerede ca. 2.500 svin.

På den baggrund antages det, at sobesætningerne i 2013 har ca. 650 søer i gennemsnit og slagtesvinebesætningerne producerer ca. 9.000 slagtesvin i gennemsnit. Ud fra forventninger til større besætninger, forbedringer i produktionseffektiviteten og stigende slagtevægt er der, sammen med en forventning om en stigende løn pr. time på 3 procent, foretaget en analyse af omkostningerne pr. kg svinekød i tabel 7.

Den årlige omkostningsreduktion ved en forbedret produktionseffektivitet svarer til ca. 8 øre pr. kg og strukturudviklingen giver en besparelse på ca. 4 øre pr. kg. Den samlede besparelse er dermed på ca. 12 øre pr. kg årlig, hvilket skal opveje de øgede omkostninger alene fra inflationen, som udgør ca. 10 øre pr. kg. Derfor er der ikke plads til øgede miljøomkostninger.

Hvis besætningerne ikke får mulighed for at tilpasse bedriften, øges kapacitetsomkostningerne med ca. 40 øre pr. kg over de næste 10 år. Hvis omkostningstilpasningen alene skal ske ved øget produktionseffektivitet, skal grise pr. årsso øges fra de forventede 25,7 til 27 grise.

I beregningerne er foderpriser, veterinære omkostninger samt energi fastholdt på 2003 niveau. Disse omkostninger må ligeledes forventes at stige i de kommende år.

Tabel 7.

Udvikling i omkostninger pr. kg slagtekrop

År	2003	2013	2013
Scenarier		uændret besætningsstørrelse 3 % lønstigning	Fordobling af besætningsstørrelse 3 % lønstigning
Antal søer	300	300	650
Antal slagtesvin	4.500	4.500	9.000
Grise pr. årsso	23,4	25,7	25,7
FEs pr. kg tilvækst	2,85	2,60	2,60
Slagtevægt, kg	78	80	80
Foderomkostning	4,71	4,39	4,39
Øvrige stykomk.	0,67	0,62	0,62
Arbejdsomkostninger	1,27	1,57	1,40
Kapacitetsomkostninger	0,49	0,51	0,49
Renter og afskrivninger	2,41	2,67	2,44
Samlede omkostninger	9,55	9,76	9,34
Kilde: Landsudvalget for Svin

Perspektiver

De økonomiske beregninger viser hvor vigtigt det er at fastholde mulighederne for at svinebedrifterne kan udvikle sig.

Det er ikke kun mulighederne for at få byggetilladelser, der er afgørende for svinesektorens udvikling, det er ligeså vigtigt at forøge produktionseffektiviteten, for at få svineproduktionen til at give et driftsmæssigt overskud.

20. Udviklingen i harmoniareal

Indenfor kvægsektoren vil der de kommende år være en kraftig strukturudvikling som vil medføre et faldende antal malkekøer, samt et fald i antal øvrigt kvæg. I tabel 8 er der givet et bud på udviklingen på baggrund af forventninger fra Dansk Landbrug.

Tabel 8.

Udvikling i kvægbestanden og kvælstof udskillelsen

År	1993	1998	2003	2013
Malkekøer, stk.	730.000	650.000	589.000	500.000
Øvrigt kvæg, stk.	1.370.000	1.250.000	1.092.000	880.000
Total N-udskillelse, ton	146.275	129.425	116.931	100.500
Kilde: Dansk Landbrug

Det ses af tabel 8, at der forventes et fald på ca. 300.000 stk. kvæg, hvilket medfører at kvælstofproduktionen falder med ca. 16.400 tons årlig. Det giver mulighed for at øge svineproduktionen tilsvarende.

Faldet i kvægsektoren frigør ca. 80.000 ha harmoniareal, som kan anvendes til svinegylle. I samme periode forventes et fald i det dyrkede areal på 156.000 ha. Derved bliver der behov for at inddrage nye arealer til gylleudbringning i takt med, at arealer inddrages til andre formål. Udviklingen i det dyrkede areal ses i tabel 9.

Tabel 9.

Udviklingen i det dyrkede areal

År	1980	1990	2000	2015
Dyrket areal (1000 ha)	2.884	2.788	2.647	2.500 (2.400)
Pct. reduktion		3,3	5,1	5,6 (9,3)
Kilde: Dansk Landbrug

Mange bedrifter er hæmmet i deres udviklingsmuligheder, fordi de ligger for tæt på bymæssige bebyggelser, eller har jord der ligger op til fjorde, søer, enge, skove, hede eller andet, som medfører at der ikke må udledes flere næringsstoffer. Cirka 7 procent af det dyrkede areal er ramt af 0-krav til øget udledning af næringsstoffer, og ca. 20-25 procent af svinebedrifterne ligger indenfor 300 m fra bymæssige bebyggelser.

På trods af de skærpede miljøkrav har Dansk Landbrug beregnet, at der i 2015 fortsat vil være ca. 30 procent af landbrugsarealet, der ikke modtager gylle, forudsat at det samlede antal dyreenheder i Danmark er konstant. Det giver basis for en øget husdyrproduktion, hvis der kan findes harmoniarealer.

Fordelingen af overskydende udbringningsareal, som Dansk Landbrug forventer i år 2015, ses af figur 13.


Figur 13.	Overskydende udbringningsareal i pct. af landbrugsarealet. Kilde: Dansk Landbrug

Perspektiver

Strukturudviklingen indenfor kvægsektoren vil medføre, at denne sektor også får mange bedrifter med mere end 250 DE. Kvægsektoren får, sammen med svinesektoren, et stort behov for at flytte DE fra en lokalitet til en anden. Faldet i kvælstof-udskillelsen fra kvægsektoren bliver muligvis større end de forventede 16.400 ton, fordi der ikke er indregnet fremtidige effektivitetsforbedringer. De kvægejendomme der nedlægges i de kommende år, og som ikke overtages af andre kvægejendomme, vil blive overtaget af svineproducenter.

På landsplan skønnes det at omkring 20 procent af svinebrugene i dag ligger indenfor 300 m fra bymæssige bebyggelser, herudover er der omkring 7 procent, der ligger i naturområder, hvor der er stop for øget udledning af kvælstof. Disse brug vil have svært ved at skaffe tilladelse til at udbygge deres svineproduktion, og alt andet lige vil det være med til at lægge en dæmper på en udvidelse af svineproduktionen, hvis der ikke kommer billige teknologiske løsninger, som kan reducere lugtgener væsentligt.

Udflytning af slagtesvineproduktionen på den bare mark er en mulighed som bør overvejes, men det er vigtigt, at bedriften har en størrelse og beliggenhed, som gør at der er tilstrækkelige udviklingsmuligheder i fremtiden, elles er det en fejlinvestering.

21. Strukturudviklingen og miljøbelastning

Mange bedrifter vil forsvinde de kommende år, men en række bedrifter vil undervejs gennemgå en omlægning. De løbende reguleringer af dyreværnsloven, hvor eksisterende stalde kræves afskrevet over en periode på 15 år, vil alt andet lige øge tempoet i strukturudviklingen.

Er forholdende i orden, kan bedriften udvikles til en tre-mandsbedrift ofte med en ny ejer.

Mange af de nuværende besætninger med 100-200 søer og hel eller delvis slagtesvineproduktion vil, i forbindelse med renoveringskrav, sandsynligvis i en periode blive omlagt til slagtesvin eller 7-100 kg´s produktion. En række eksempler viser, at en overgangsløsning med 7-100 kg´s produktion kan være ret attraktiv, såvel arbejdsmæssigt som økonomisk, især hvis det sohold, der udsættes, har en forholdsvis lav effektivitet.

I tabel 10 ses den forventede strukturudvikling i svinebesætningerne.

Tabel 10.

Strukturudviklingen

År	1993	2003	2013
Antal bedrifter	26.860	11.110	5.500
Fordelt på:
Bedrifter med søer	4.877	1.220	800
Bedrifter med søer og slagtesvin	12.935	4.757	2.700
Bedrifter med smågrise/slagtesvin	9.048	5.133	2.000
Heltidsbedrifter	12.000	5.800	3.500
Deltidsbedrifter	14.860	5.310	2.000
Kilde: Landsudvalget for Svin

Antallet af svinebedrifter udgjorde 11.110 i 2003 og det tal forventes at være halveret om 10 år. Totalt set produceres ca. 24,2 mio. grise i 2003, heraf var 22,5 mio. slagtesvin og slagtesøer, resten blev eksporteret som smågrise. Denne produktion forventes øget med 2-4 mio. over de næste 10 år.

Reduktionen i antal besætninger er en fortsættelse af de foregående 10 års udvikling – dog med lidt mindre kraft. Antal bedrifter der kun har søer med salg af smågrise vil formentlig stabilisere sig efterhånden som mange af dem når op på omkring 1.000 søer.

Perspektiver

Det nuværende loft over bedrifter på 750 DE, svarende til ca. 650 søer med tilhørende slagtesvineproduktion, er uhensigtsmæssigt. De store sobesætninger kan få problemer, når de ønsker at udvide med slagtesvineproduktion. Beregninger over stordriftsfordele viser at der er økonomiske fordele med op til 750 DE på en lokalitet, eller alternativt 250 DE i sohold, kombineret med 500 DE i slagtesvin fordelt på to lokaliteter. Det ville derfor være ønskeligt at loftet på 750 DE gælder på lokalitetsniveau i stedet for bedriftsniveau.

Tabel 11.

Udviklingsscenarier for den danske svinesektor

År	1993	2002	2015¹	2015²
Produktion
Sobestand (1.000)	1.000	1.122	1.055	1.184
Slagtevægt, kg	75,7	77,7	80	80
Svinekød,(1.000 t)	1.592	1.892	1.968	2.182
Prod. grise, mio.	19,9	24,0	25,0	27,3²
Prod. grise fordelt på:
Slagtesvin/slagtesøer, mio.	19,9	22,3	23,1	26,0
Eksport af smågrise (25 kg), mio.	0	1,7	1,9	1,3
Miljø
N- produktion fra svin (ab dyr), 1.000 t	120,3	123,6	113,1	123,6
NH₃-kvælstof (stald, lager, udbringning), 1.000 t	39,9	33,8	20,8	22,8
¹ Samme produktion som i 2004 (25 mio. grise hvoraf 1,9 mio. eksporteres som smågrise) ² Baseret på forudsætninger beskrevet i Vandmiljøplan III

Som det fremgår af tabel 11 vil der frem til 2015 fortsat ske en reduceret miljøbelastning, som følge af bedre avlsdyr, bedre sammensætning af foder herunder øget brug af enzymer i foder, som samlet resulterer i en bedre foderudnyttelse. Derudover vil nye staldsystemer medføre en væsentlig reduktion af ammoniakfordampningen.

Selv ved en mindre udvidelse af produktionen fra de nuværende ca. 25 mio. producerede grise til ca. 27 mio. grise i 2015, som beskrevet i forudsætningerne for Vandmiljøplan III, vil der fortsat være tale om en markant reduktion i ammoniakfordampningen. Det er en udvikling som vil komme naturen til gode.

De miljømæssige forventninger er nærmere beskrevet i:

Svinesektoren i det danske samfund, Danske Slagterier og Landsudvalget for Svin, februar 2005.
Kvælstoftab, ammoniakfordampning og lugt fra stalde, Notat nr. 0501, Landsudvalget for Svin.
Miljøet og husdyrproduktionen, Dansk Landbrug og Landbrugsraadet, december 2004.

22. Fra afvikling til udvikling i svinebesætningerne

Udviklingen kommer til at afhænge af forventningerne til økonomien i dansk svineproduktion. Hvis driftsoverskuddet for den bedste halvdel af besætningerne er stort nok, til at finanssektoren tror på at svinesektoren har en bæredygtig økonomisk fremtid, så vil svineproducenterne også få mulighed for og have vilje til at udvikle deres bedrifter.

Den nuværende udvikling går i retning af en øget investering i soholdet og dermed en øget eksport af smågrise.

Så med mindre, der findes økonomisk bæredygtige løsninger for slagtesvineproduktionen, og det vil primært sige lempelser af ejerkravet til jord samt tilladelser til store slagtesvineproduktioner, må det faktisk forventes at den samlede svineproduktion målt i dyreenheder vil falde.

Der bliver reelt tale om en afviklingsstrategi for den danske slagtesvineproduktion, hvilket også bliver et samfundsøkonomisk problem.

Det er vanskeligt at finde nogle miljømæssige begrundelser for dette. Selvom den samlede produktion af svinekød i perioden 1985 til 2000 steg med 54 procent er kvælstof i svinegyllen kun øget med 2 procent. Dertil kommer at næringstofferne i gyllen nu udnyttes langt bedre.

Denne positive udvikling forventes fortsat i den kommende tiårs periode. Med udviklingen af nye staldsystemer, fortsatte effektivitetsforbedringer, samt fortsat bedre afbalanceret foder, forventes det, at tabet af kvælstof fra svineproduktionen reduceres i de kommende år.

Nye stalde halverer kvælstoffordampningen. Og mindre kvælstoffordampning øger relativt indholdet af kvælstof i gyllen, hvilket miljømæssigt er en fordel, fordi det øger den totale udnyttelse af kvælstoffet. Udnyttelsen af det kvælstof, der udskilles fra dyrene kan forbedres væsentligt ved hjælp at nye stalde og ny teknologi.

Det vil medføre investeringer og driftsomkostninger, som kun kan forrentes gennem større og mere effektive svineproduktionsbedrifter, som typisk vil have (600-1.100 søer) evt. med slagtesvin, eller produktion af 9.000-15.000 slagtesvin sammen med en stor planteavl, hvis de får mulighederne.

Samtidig forventes det at kvægbestanden falder med ca. 25 procent de kommende 10 år og der er 30 procent af landbrugsarealet, der ikke modtager naturgødning. En fastholdelse af slagtesvineproduktionen er nødvendigt for at bevare beskæftigelsen i landbruget og på slagterierne.

I takt med at strukturudviklingen går i retning af stadigt større bedrifter, vil et stigende antal besætninger og projekter blive pålagt en VVM godkendelse. Hvis sagsbehandlingen også i fremtiden tager 2-3 år, vil det nedsætte tempoet i strukturudviklingen. VVM godkendelser vil endvidere medføre, at bedrifterne skal udvikles ud fra en langsigtet strategi, fordi selve udbygningen vil ske med flere års mellemrum end hidtil. Det er derfor vigtigt, at få sagsbehandlingstiden reduceret til det mindst mulige.

Strukturudviklingen samt tilpasning af produktionsapparatet kræver meget store investeringer i jord og produktionsapparat. De løbende tilpasninger af produktionsapparatet koster ca. 2 mia. kr. årligt og herudover kommer investeringer i ny produktionskapacitet.

Alle de berørte emner i denne rapport vil på forskellig vis påvirke dansk svineproduktion i fremtiden, men hvis nedenstående forhold opfyldes, har den danske svinesektor gode muligheder for at modstå en eventuel øget konkurrence på verdensmarkedet for svinekød:

1. Strukturtilpasning afhænger af lovgivning

Generelt ville det være ønskeligt med en lovgivning der fremmer, at man kan investere i det mest attraktive frem for det, der er muligt, og der er behov for en grundig revurdering af de områder, der påvirker strukturudviklingen mest er:

Udvidet brug af det kumulative princip. Landmænd bør have mulighed for at flytte DE fra en lokalitet til en anden, dvs. dyreenheder tælles på bedriftsniveau, og svinebesætninger skal lokalt have mulighed for at overtage de dyreenheder, der bliver frigjort fra nedlagt kvæg og svinebrug. Desuden er det vigtigt, at de arealer der frigives i forbindelse med reduceret husdyrhold, kan konverteres til svinegylle.
Der er potentiale i at inddrage nye arealer, som kan modtage gylle. I øjeblikket er der et dansk særkrav om maximal udbringning af 140 kg N pr. ha mod 170 kg N pr ha i det øvrige EU.
en VVM sag skal kunne afsluttes på mindre end et år, fra det tidspunkt myndighederne har modtaget sagen, og generelt skal sagsbehandlingen i miljøsager have nedsat tiden.
Der er stordriftsfordele op til 750 dyreenheder, så der bør gøres op med den nuværende administrative grænse på 250 dyreenheder.
Ejerkravet til jord er helt afgørende i forhold til mulighederne for at investere i slagtesvineproduktion. Mange bedrifter vil i fremtiden komme over 250 DE og det er derfor nødvendigt at få reduceret ejerkravet til disse bedrifter. Hvis ejerkravet ikke reduceres, koster det ca. 25.000 kr. i staldkapacitet (9 stipladser) og 80.000 kr. for jorden (0,71 ha) at investere i en DE til slagtesvin for de DE, der ligger udover 250 DE.
VVM- og Miljøgodkendelser skal ske på et fælles teknisk grundlag lavet i samarbejde mellem landbrugets rådgivere og embedsmændene, så svineproducenterne ikke møder varierende og ubegrundede krav
For miljøgodkendelserne skal der laves et dynamisk system, der godskriver produktivitetsforbedringer.

2. Udviklingen afhænger af økonomi

Ud over de samfundsmæssige rammer i form af lovgivning vil udviklingsmulighederne for den enkelte svineproducent afhænge af de økonomiske vilkår, hvilket i høj grad kan påvirkes af den enkelte og svinesektoren som helhed.

Afregningsprisen pr. kg svinekød. Den skal minimum være på samme niveau som i de øvrige EU lande. Det er op til slagterisektoren at vise visioner og handlinger, der sikrer dette mål.
Afdækning over for prisudsving. Vi skal være forberedt på det globale marked.
Sikring af konkurrencedygtigt omkostningsniveau - ved ledelseskraft, effektivitet og udnyttelse af stordriftsfordele. Fremgangen i produktionseffektiviteten skal fastholdes. Af såvel økonomiske som miljømæssige årsager ønskes der en så høj produktionseffektivitet som mulig. Det kræver løbende justering af avlsmålene, udvikling af miljøvenlige og produktionssikre stalde og en målrettet uddannelse af ledere og medarbejde i den primære svinesektor.
Der skal investeres mange mia. kr. hvert år i den danske svinesektor. Ikke mindst i slagtesvinestalde, da eksport af smågrise næppe bliver særligt attraktivt i længden. Indtil nu er der ikke noget der tyder på, at investeringerne i udlandet begrænser de hjemlige investeringer.
Låne og salgsmulighederne skal være tilstede. Her har vi senest set, at afkoblingen af hektarstøtten betyder en reduktion. Kreditforeningerne vurderer umiddelbart en reduktion på 11.000 kr. mindre pr. ha. Kampen om jord giver mange problemer, men samtidig må det erkendes, at egenkapitalstørrelsen står og falder med jordpriserne. Det stadig er forholdsvis let at belåne og sælge ejendommen, og stort set alle kan forlade erhvervet uden gæld.
Generationsskifterne skal gennemføres hensigtsmæssigt. En nedslidningsstrategi for store bedrifter vil være både driftsøkonomisk og samfundsøkonomisk uforsvarligt. Heldigvis er det sådan, at banker, kreditforeninger og de unge svineproducenter er enige i, at man lige så godt kan starte stort, da en udbygningsstrategi kan være vanskelig og stordriftsfordelene skal udnyttes fra start af.

Hvis disse overordnede mål opfyldes, så har svineproducenterne mulighed for at kunne klare den internationale konkurrence, og dermed opretholde en rimelig indtjening til at dække de fremtidige investeringer og bidrage til samfundsøkonomien.

Dansk svineproduktion på rette vej