Den gennemsnitlige kuldstørrelse på 12,2 levendefødte grise pr. kuld har øget behovet for brug af ammesøer. Dette litteraturstudie skal belyse faktorer med betydning for optimal brug af ammesøer, samt at generere idéer til undersøgelser på området.

Den gennemsnitlige kuldstørrelse på 12,2 levendefødte grise pr. kuld har øget behovet for brug af ammesøer. Dette litteraturstudie skal belyse faktorer med betydning for optimal brug af ammesøer, samt at generere idéer til undersøgelser på området.

Overordnet skal der vælges mellem en et-trins ammeso, hvor ammegrisene flyttes til en so, der har været diegivende i mindst 21 dage, og en to-trins ammeso, hvor ammegrisene kommer til en so, der har været diegivende i 2-7 dag, mens denne so´s grise flyttes til en so, hvor grisene er blevet fravænnede. Mælkens sammensætning 24 timer efter faring er stort set identisk med mælken senere i laktationen og har derfor ikke betydning for, om der skal vælges en et- eller to-trins ammeso. Ammesoens mælkeydelse falder drastisk ved tildelingen af et nyt kuld mindre grise, men det ser ud til at mælkeydelsen kommer op på maksimalt niveau igen, når der er tale om en to-trins ammeso. Det vides ikke hvordan ydelseskurven udvikler sig hos en et-trins ammeso, hvor ydelsen var aftagende før soen blev ammeso. Soens diegivningsadfærd ændres gennem diegivningsperioden, og den naturlige fravænningsadfærd er en gradvist fremadskridende proces. Da et-trins ammesoens adfærd ikke tilpasses de yngre ammegrise, forventes stor aldersforskel mellem egne grise og ammegrise at få en negativ effekt på ammegrisenes tilvækst og dødelighed. Tildeling af supplerende mælkeerstatning har positiv effekt på pattegrisenes tilvækst og kan derfor være en god metode til at sikre ammegrise en tilvækst på højde med grise hos modersoen.

Ofte anvendes førstelægs-søer som ammesøer, da de angiveligt lettere accepterer nye grise, og derved får en længere diegivningsperiode. Førstelægssøer har en lavere mælkeydelse end søer ældre end førstelæg, og de er mere udsatte for et stort huldtab med risiko for negativ effekt på den efterfølgende reproduktion. Yderligere undersøgelser er dog nødvendige, for at afgøre hvilke søer der er mest optimale som ammesøer. Strategierne for tilsætning af ammegrise og hvorledes soen hurtigst accepterer et nyt kuld er ikke dokumenteret og bygger på praktiske erfaringer. På baggrund af denne litteraturgennemgang må anvendelsen af to-trins ammesøer anbefales samtidig med, at førstelægs-søer i teorien bør fravælges som ammesøer.

Baggrund

De væsentligste mål i smågriseproduktionen er at sikre en høj overlevelse af de fødte grise, at opnå så høj fravænningsvægt som muligt, at producere ensartede grise ved fravænning og at sikre en høj staldudnyttelse. Målene søges opfyldt samtidig med at omkostninger og arbejdsindsats holdes på et acceptabelt niveau. Den gennemsnitlige kuldstørrelse på 12,2 levendefødte grise pr. kuld kan være flere grise end søerne har funktionelle patter til at ernære, og dette medfører således overtallige grise. Den høje kuldstørrelse medfører også flere grise med lav fødselsvægt, der har en forøget risiko for at dø i diegivningsperioden (figur 1) eller for at blive efternølere, hvis ikke der tages hånd om dem. Håndteringen af de overskydende grise ved kuldudjævning kompliceres af, at søerne ikke farer samtidig, af variationerne i kuldstørrelsen og af en eventuel sektionering af farestalden.

Figur 1. Effekt af fødselsvægt på dødelighed indtil fravænning. Der indgik 15.000 grise i forsøget. Det ses, at blot en lille forøgelse af fødselsvægten (fra <1,0 kg til 1,2 kg) vil halvere dødeligheden (mod. e. Roehe, 1999)

På den baggrund er der behov for en optimering af brugen af ammesøer. Denne rapport gennemgår faktorer af betydning for brugen af ammesøer, bl.a. hvilke grise der kan have gavn af at blive flyttet til en ammeso, soens mælkeydelse og mælkens sammensætning, diegivningsadfærd, udvælgelsen af ammesøer samt ammesoens accept af grisene.

Gennemgang

Et- eller to-trins ammeso

Ammesøer konstrueres enten i et eller to trin. En et-trins ammeso konstrueres ved at et kuld grise fravænnes efter mindst 21 dages diegivning, hvorefter soen tildeles overtallige grise fra ét eller flere kuld. To-trins ammesøer konstrueres ved at fravænne et kuld grise og flytte et kuld max. ugegamle grise til den fravænnede so. Den tiloversblevne so tildeles derefter de overtallige grise. Der findes ingen undersøgelser over brugen af henholdsvis et- eller to-trins ammesøer.

Hvilke grise kan samles hos en ammeso?

Den nuværende viden med hensyn til hvilke grise, der med størst succes kan flyttes til en ammeso, er begrænset. Det er en udbredt opfattelse, at de største overskydende grise er mest robuste og derfor bedre i stand til at klare omstillingen til en ammeso. Men der er endnu ikke foretaget undersøgelser, der belyser konsekvenserne af udelukkende at flytte store, små eller gennemsnitlige overskydende grise til en ammeso. Milligan et al. (2001) fandt, at antallet af aggressioner mellem grise var lavere og kuldtilvæksten højere i kuld, hvor vægtspredningen blev bevaret, i forhold til kuld hvor grisene var ens mht. vægt. Dette antyder, at der kan være en tilvækstmæssig fordel i at opretholde en vis vægtspredning mellem grisene ved konstruktion af ammegrisekuld.

Efternølere

Der er lavet flere undersøgelser med hensyn til håndtering af efternølere både i løbet af diegivningsperioden og ved fravænning. Effekten af at samle ugegamle efternølere hos en ammeso er undersøgt af Straw & Dewey (1998) samt Hansen (2000), mens effekten af at samle efternølere ved fravænning er belyst i en svensk undersøgelse (Erdtman et al., 2002) (tabel 1).

Tabel 1.

Effekt af at flytte 7 dage gamle efternølere til en ammeso i forhold til at grisene blev hos modersoen

	Efternølere ved moderso ----- (kontrol) -----			Efternølere flyttet til ammeso
Kilde	Start- vægt, kg	Slutvægt, kg	Døde- lighed, pct.	Start- vægt, kg	Slut- vægt, kg	Døde- lighed, pct.	P-værdi slutvægt	P-værdi dødelighed
Straw & Dewey (1998)	1,8	3,4	25	1,8	4,2	3	P<0,05	P<0,05
Hansen (2000)	2,1	5,4	34	2,0	5,5	10	P>0,05	P<0,001
Erdtman et al. (2002)*	6,2*	17,0	-	6,2*	20,5	-	P<0,001	-
* Grisene blev først flyttet til ammesøer, når resten af kuldet blev fravænnet

Straw og Dewey (1998) fandt statistisk sikker positiv effekt på både slutvægt og dødelighed af at flytte grisene til ammesøer. Hansen (2000) fandt positiv effekt af flytning ammeso på dødeligheden, men kun effekt på tilvæksten for de efternølere, der i forsøget blev betegnet som magre. Effekten på tilvækst er således afhængig af typen af efternølere. Den svenske undersøgelse fandt en sikker effekt på tilvækst (slutvægt) af at lade efternølere tilbringe 6 ekstra uger hos en ammeso i stedet for at blive fravænnede. Dødeligheden var ikke angivet. Hvis en forøget dødelighed og sygdomsfrekvens samt en lavere tilvækst kan forebygges hos efternølere ved brug af ammesøer, kan dette forhåbentlig modsvare udgifterne forbundet med ammesoen. Desuden er det etisk betænkeligt at undlade at gøre brug af ammesøer, hvis det vides at kunne redde nogle grise.

Krav til en ammeso

Mælkeydelse

Søer når maksimal mælkeydelse 2-3 uger efter faring, hvorefter ydelsen indstilles på et forholdsvist stabilt niveau (Toner et al. 1996) (figur 2). Flere studier viser, at mælkeydelsen falder drastisk, når en so med høj mælkeydelse får et kuld yngre grise, der har en lavere mælkeoptagelse (Garst et al., 1999; King et al., 1997). I sidstnævnte studie blev det vist, at mælkeydelsen hos søer der dag 15 i laktationen fik et kuld næsten nyfødte grise faldt med 22 pct. dag 18 til 22. Dag 25-29 var der ingen forskel i mælkeydelsen i forhold til kontrolgruppen. Dette tyder på, at ammegrisene kunne malke ammesoen op på maksimal ydelse igen. Andre finder ikke, at en ammeso kan opnå endnu en maksimal mælkeydelse (Sørensen, 2003). Faldet i mælkeydelse må formodes at være mindre drastisk, jo mindre aldersforskel der er mellem soens egne og de tillagte grise, sådan som det er tilfældet ved en 2-trins ammeso.

Figur 2. Udvikling i mælkeydelsen (kg/dg) frem til dag 39 i laktationen hos 24 førstelægs-søer. Den maksimale ydelse opnås fra anden laktationsuge (mod. e. Toner et al., 1996)

Mælkens sammensætning

Mælkens sammensætning gennem laktationen afspejler grisenes behov, så ammesoens laktationsstadie bør derfor give anledning til overvejelser, når ammesøer konstrueres. Figur 3 og 4 viser mælkens indhold af tørstof, fedt, laktose og total protein samt fordelingen af immunoglobuliner fra faring frem til dag 42 i laktationen. Bemærk at x-aksen starter med timer og slutter med dage.

Figur 3. Sammensætning af somælk med hensyn til tørstofindhold, fedt, laktose og total protein fra faring til dag 42 i laktationen (mod. e. Klobasa et al., 1987)

Figur 3. Sammensætning af somælk med hensyn til tørstofindhold, fedt, laktose og total protein fra faring til dag 42 i laktationen (mod. e. Klobasa et al., 1987)

Figur 4. Indhold af de tre immunoglobuliner IgG, IgM og IgA i somælk fra faring til dag 42 i laktationen. 24 timer efter faring stabiliseres indholdet på et relativt lavt niveau hvor det forbliver resten af laktationen (mod. e. Klobasa et al., 1987)

Figur 4. Indhold af de tre immunoglobuliner IgG, IgM og IgA i somælk fra faring til dag 42 i laktationen. 24 timer efter faring stabiliseres indholdet på et relativt lavt niveau hvor det forbliver resten af laktationen (mod. e. Klobasa et al., 1987)

Somælken indeholder en lang række vækstfaktorer og bioaktive komponenter med betydning for bl.a. tarmkanalens udvikling og grisenes vækst umiddelbart efter fødsel. En af de vigtigste vækstfaktorer er insulin-lignende-vækst-faktor - I (IGF-I). Somælkens indhold af dette er belyst i en dansk undersøgelse (Purup, 2003) (figur 5).

Figur 5. Indhold af vækstfaktoren IGF-I i valle fra somælk udtaget på forskellige tidspunkter efter faring og fra tre forskellige søer. Efter tre dage stabiliseres IGF-I koncentrationen på et lavt niveau (mod. e. Purup, 2003)

Figur 5. Indhold af vækstfaktoren IGF-I i valle fra somælk udtaget på forskellige tidspunkter efter faring og fra tre forskellige søer. Efter tre dage stabiliseres IGF-I koncentrationen på et lavt niveau (mod. e. Purup, 2003)

Det vides ikke hvorledes indholdet af andre vækstfaktorer ændres gennem laktationen, og om dette kan betyde noget for strategien mht. ammesøer. Bortset fra IGF-1, der ændres over 3 døgn, så viser figur 3, 4 og 5, at det kun er de første 24 timer efter faring, at kolostrum adskiller sig væsentligt fra mælken i resten af laktationen. Forudsat at grisene sikres råmælk, er der på baggrund af mælkens sammensætning, ikke noget der umiddelbart taler mod, at overtallige grise efter 24 timer flyttes til en so på et senere laktationsstadie, hvad enten der er tale om en et- eller to-trins ammeso. Overordnet set er det således mælkeydelsen og so/grise relationerne og ikke mælkens sammensætning, der har betydning for, om der skal vælges en et- eller to-trins ammeso.

Diegivningsadfærd

Når so og grise i naturen forlader reden, skifter grisene reelt fra at være "skjulere" til at være "følgere", og soen forventer, at grisene følger hende og selv sørger for at initiere diegivningerne. En lignende udvikling i diegivningsadfærden er observeret hos søer på friland (Damm et al., 2003) (figur 6). Svenske studier af domesticerede søers diegivningsadfærd i 9-13 ha store folde (semi-naturlige omgivelser) viste, at den gradvise fravænning af grisene allerede starter efter den redebundne fase (første laktationsuge) og er endeligt afsluttet 9-17 uger senere. Dette kommer til udtryk ved, at grisene oftere indleder diegivningen, mens soen initierer færre og færre diegivninger og afslutter en stigende andel af diegivningerne. Samtidig falder diegivningsfrekvensen gradvist fra ca. 1,3 diegivninger/time til næsten 0 diegivninger/time efter 15 uger. Det største fald ses fra første til fjerde laktationsuge (Jensen et al., 1991; Jensen, 1988).

Figur 6. Diegivningsadfærd hos 16 søer på friland fra 16 til 44 dage efter faring. Procent diegivninger initieret af grisene og procent diegivninger afbrudt af soen er vist på venstre y akse. Diegivningsfrekvensen er opgjort som antal diegivninger per 4 timers observationsperioder (højre y akse) (mod. e. Damm et al., 2003). Der var ingen udvikling over tid i procent diegivninger afbrudt af soen, da soen allerede dag 16 efter faring afsluttede alle diegivninger. Dette aspekt af den gradvise fravænning var således i gang da forsøget startede dag 16 efter faring

Figur 6. Diegivningsadfærd hos 16 søer på friland fra 16 til 44 dage efter faring. Procent diegivninger initieret af grisene og procent diegivninger afbrudt af soen er vist på venstre y akse. Diegivningsfrekvensen er opgjort som antal diegivninger per 4 timers observationsperioder (højre y akse) (mod. e. Damm et al., 2003). Der var ingen udvikling over tid i procent diegivninger afbrudt af soen, da soen allerede dag 16 efter faring afsluttede alle diegivninger. Dette aspekt af den gradvise fravænning var således i gang da forsøget startede dag 16 efter faring

Diegivningsadfærden udvikles på samme måde i intensive staldsystemer med traditionelle farestier (Valros et al., 2002). Det konkluderes i denne undersøgelse, at soen fra 2. laktationsuge bliver mindre tilbøjelig til at lade grisene die, samtidig med at perioderne, hvor det tillades, bliver kortere. Diegivningsadfærden dag 3 efter faring var markant forskellig fra adfærden dag 30, hvilket skyldes den so-initierede fravænningsproces (Valros et al., 2002). Der er ikke fundet undersøgelser af hvordan diegivningsmotivationen påvirkes hos en ammeso, hvis den efter fravænning af egne grise tildeles et kuld yngre grise. Soens diegivningsmotivation vil sandsynligvis være styret af, hvornår den selv har faret, og derfor være svær at tilpasse et kuld yngre ammegrise (Pedersen, 2003; Jensen, 2003). På baggrund af dette formodes større aldersforskel mellem soens egne grise og det tillagte ammegrisekuld at ville øge risikoen for, at soens diegivningsadfærd får en negativ effekt på grisenes tilvækst og dødelighed. Derfor må to-trins ammesøer være at foretrække frem for et-trins ammesøer pga. den mindre aldersforskel mellem kuldene.

Ammesoens kuldnummer

Ved valg af ammeso skal både betingelser for ammegrise og soens fremtidige produktivitet tages i betragtning. En dataopgørelse har vist, at det er en udbredt praksis at anvende førstelægs-søer som ammesøer. Dette skyldes antagelsen om at kunne forbedre førstelægs-soens fremtidige reproduktionsegenskaber. Men der er også andre forhold at tage hensyn til, når ammesøer udvælges.

Ammesoens ophold i farestalden forlænges, og dermed er der risiko for et større huldtab end ved den almindelige fravænning ved 3-4 uger. Flere undersøgelser har vist, at førstelægs-søer har et større relativt vægttab gennem laktationen end søer i senere læg pga. en større negativ energibalance (Sørensen et al., 1998). En undersøgelse viste, at for hver procent tab i kropsvægt (hovedsagligt som fedt) gennem første laktation blev den efterfølgende reproduktion påvirket, så der blev født 0,12 gris mindre, fravænnet 0,14 gris færre og den samlede fravænningsvægt af det efterfølgende kuld blev 1,1 kg lavere (McCaw, 2000).

Det er ligeledes fundet, at søer med et stort relativt vægttab (> 15 pct.) har et signifikant længere fravænning-til-brunst interval end søer med et medium (8-15 pct.) eller lavt vægttab (< 8 pct.), og at der var langt flere førstelægs-søer i gruppen af søer med stort relativt vægttab (Tantasuparuk et al., 2001). De reproduktionsmæssige konsekvenser af et vægttab gennem laktationen, er sandsynligvis mindre drastiske for ældre søer, da disse er færdigudvoksede. Det betyder, at risikoen for en negativ effekt på den efterfølgende reproduktion af at være ammeso er mindre, forudsat at energiindtaget kan holdes på et højt niveau i diegivningsperioden.

Der er dog også fundet en lang række fordele ved at øge diegivningslængden. Det drejer sig bl.a. om forkortet fravænning til brunst interval, øget faringsprocent, øget kuldstørrelse m.m. (Levis, 2002). Men ofte beskæftiger disse undersøgelser sig kun med at øge diegivningslængden fra eksempelvis 12 til 21 dage med soens eget kuld, og de tegner derfor ikke noget fyldestgørende billede af hvordan reproduktionsegenskaberne påvirkes hos ammesøer.

Den hormonelle balance, der betinger og styrer brunstcyklus, påvirkes af grisenes dieadfærd samt af soens ernæringsmæssige status (Hultén et al., 2002; Quesnel & Prunier, 1995). Ved diegivning stimulerer grisene udskillelsen af prolaktin, som bl.a. er er betydende for mælkesyntesen. Gennem laktationen aftager diegivningsfrekvensen og dermed udskillelsen af prolaktin. Netop prolaktin menes at hæmme igangsætning af brunstcyklus gennem påvirkning af hormonet LH, men der er ikke fuld enighed i litteraturen om prolaktins betydning (Kemp, 1998). Ligeledes menes igangsætning af brunstcyklus og LH niveauet også at påvirkes af en anden gruppe signalstoffer (opioide peptider), som ligeledes udskilles under grisenes stimulering af yveret under diegivning. Et kuld nyfødte grise lagt til en so eksempelvis på dag 25 i laktationen vil sandsynligvis stimulere en lavere udskillelse af prolaktin og af de øvrige signalstoffer både pga. af deres størrelse og fordi soen ikke tilpasser diegivningsfrekvensen efter de små grises behov. Risikoen for at brunstcyklus igangsættes må derfor forventes at være højere i tilfælde af en et-trins ammeso end ved en to-trins ammeso. Der savnes egentlige undersøgelser af denne problemstilling. Det er erfaringen, at førstelægs-søer sjældent kommer i brunst i farestalden.

Det er tidligere vist, at førstelægs-søer generelt er dårligere til at passe grise, idet fravænningsvægten var ca. 800 g mindre i et forsøg vedrørende kuldudjævning, uanset om grisene stammede fra førstelægs-soen selv eller fra en ældre so, hvilket bl.a. afspejler en lavere mælkeydelse (Thorup, 1998; Baas et al., 1992).

Samlet set antyder disse forhold, at det formodentlig vil være mere hensigtsmæssigt, at anvende søer, der er ældre end første læg, som ammesøer, uanset om der er tale om en et- eller to-trins ammeso.

Accept af grisene

Tre metoder er udbredt i praksis ved flytning af grise til en ammeso:

1-2 timer efter flytning af soens egne grise tildeles de nye grise, således at yveret er spændt, og soen derfor mere villig til at acceptere grisene og lade dem at die.
Soen flyttes til en sti med de nye grise. På grund af stiskiftet er soen ikke opmærksom på, at grisene også er skiftet ud.
Grisene byttes ud under fx udfodring, således at soens opmærksomhed er afledt, og samtidig sprøjtes et stærkt lugtstof (eksempelvis hjortetaksolie) på soens tryne og over grisene for at sløre grisenes fremmede lugt.

Sidstnævnte metode bygger på en antagelse om, at soen identificerer sine grise vha. lugtesansen, hvilket dog ikke nødvendigvis er tilfældet. Adfærdsstudiet af søer i semi-naturlige omgivelser viste, at kontakten mellem so og grise ændrer sig fra at være domineret af tryne- kontakt (lugt) dag 10 i diegivningen til overvejende at bestå af lydkontakt i form af forskellige typer grynt (Jensen & Redbo, 1987). En tjekkisk undersøgelse bekræfter lugt som soens måde at genkende grisene på tidligt i laktationen (de første 24 timer) (Maletinska et al., 2002). Kontakten i resten af diegivningsperioden er ikke undersøgt i andre undersøgelser. Det er således vanskeligt at præcisere lugtesansens betydning for soens genkendelse af egne grise sidst i diegivningsperioden, men det ser ud til at høresansen spiller en stor rolle.

Der eksisterer ikke sammenlignende undersøgelser, der belyser hvilke strategier, der giver den mest problemfrie accept af et kuld fremmede grise. Derfor beror strategien omkring flytning af både et- og to-trins ammegrise fortsat på praktiske erfaringer.

Mælkeerstatning

Pattegrisene optager først tørfoder af betydning efter 3 ugers diegivning (Dissing, 2001). På baggrund af soens mælkeydelse og diegivningsadfærd kan det være hensigtsmæssigt at tildele supplerende mælk til grisene hos ammesoen. Dertil kommer, at soens mælkeydelse bliver begrænsende for grisenes vækst allerede i løbet af 2. laktationsuge (Dunshea et al., 1999; Hurley, 2001). Flere forsøg undersøger effekten af fri adgang til mælkeerstatning samtidig med adgang til almindelig mælk hos soen, dog ikke i ammegrisekuld. Resultaterne er vist i tabel 2.

Tabel 2.

Daglig tilvækst og fravænningsvægt for grise i fire undersøgelser hvor grisene havde ad libitum adgang til mælkeerstatning samtidig med at de diede hos soen. Andersen (1885) gav adgang til mælkeerstatning fra fødsel til 24 dage, Dunshea et al. (1999); gav adgang til ekstra mælk dag 10-20 i laktationen, Wolter et al. (2002); dag 3-21 i laktationen og King et al. (1998); dag 4-28. Grisene blev fravænnet ved ophør af tildeling af mælkeerstatning

	÷ mælkeerstatning		+ mælkeerstatning
Kilde	Daglig tilvækst, g/dg	Fravæn- ningsvægt, kg	Daglig tilvækst, g/dg	Fravæn- ningsvægt, kg	Daglig tilvækst	Fravæn- ningsvægt
Andersen (1985)		6,7		7,1		P<0,05
King et al. (1998)	239	8,3	277	9,2	P<0,05	P<0,05
Dunshea et al. (1999)	223	6,1	291	6,7	P<0,001	P<0,05
Wolter et al. (2002)	192	5,7	236	6,6	P<0,001	P<0,001

Andersen (1085) undersøgte en mælkeerstatning baseret på vallepulver og fiskemel. King et al. (1998) tilsatte mælkepulveret syntetiske aminosyrer og valleproteiner. I de to sidste forsøg var der tale om tildeling af somælkserstatning fremstillet af tørret mælkepulver tilsat varmt vand. Der var en statistisk sikker positiv effekt af mælketilskud på grisenes tilvækst og fravænningsvægt i alle fire undersøgelser. Andersen (1985) observerede, at antallet af grise med diarre blev fordoblet, i den gruppe, der fik mælkeerstatning. Alle fire undersøgelser viste, at søernes vægttab ikke ændres signifikant i forhold til søer, hvor grisene ikke får mælketilskud. Foderoptagelsen hos søer, hvis grise fik ekstra mælk, blev heller ikke ændret signifikant. Dette indikerer, at søers mælkeydelse ikke påvirkes i negativ retning, selvom grisene tilbydes mælkeerstatning. Tildeling af mælkeerstatning kan betragtes som en supplerende løsning i forbindelse med at opnå en høj daglig tilvækst hos både et- og to-trins ammegrise. Det forudsætter naturligvis, at hygiejnen omkring mælkens udfodring kan holdes på et højt niveau. Den optimale sammensætning af mælkeerstatningen er ikke afklaret. Andersen (1985) konstaterede, at efter betaling af mælkeerstatning og arbejde (½ time pr. kuld), så kunne den ekstra tilvækst ikke betale for tilskuddet. Der er bred enighed om, at kunstige ammesøer ikke er nogen god løsning til overskydende grise i farestalden (Nielsen, 1995), og derfor overvejende bør anvendes til efternølere ved fravænning.

Konklusion

Somælkens sammensætning 24 timer efter faring bør ikke give anledning til at gå fra et- til to-trins ammesøer. Mælkeydelsen falder drastisk, når ammegrise lægges til en ammeso, men det ser ikke ud til, at den efterfølgende mælkeydelse hos to-trins ammesøer er en begrænsende faktor for ammegrisenes vækst. Det er uklart hvordan udviklingen i mælkeydelse vil være hos en et-trins ammeso, men det formodes, at jo større aldersforskel mellem egne og tillagte grise, jo mere udpræget vil ydelsesfaldet være, og jo mere vanskeliggøres endnu en høj mælkeydelse. Ændringer i soens diegivningsadfærd gennem laktationen bør tages i betragtning, når ammesøer konstrueres, idet diegivningsadfærden og den naturlige gradvise fravænningsproces tilsyneladende dårligt tilpasses et kuld yngre ammegrise. En stor aldersforskel mellem soens egne grise og ammegrise, vil sandsynligvis medføre en større risiko for en negativ effekt på ammegrisenes tilvækst og dødelighed. På den baggrund må to-trins ammesøer være at foretrække frem for et-trins. Førstelægs-søer kan være mindre hensigtsmæssige som ammesøer, da de udsættes for et stort huldtab, og desuden har en lavere mælkeydelse end ældre søer. Yderligere undersøgelser er dog nødvendige, for at afgøre hvilken so der er mest egnet som ammeso. Der er ingen egentlige undersøgelser, der belyser hvilken strategi for flytning af grise, der hurtigst medfører soens accept af et nyt kuld. De anvendte strategier beror derfor på praktiske erfaringer. Samlet set bør brugen at to-trins ammesøer anbefales samtidig med, at søer ældre end første læg tilsyneladende tilbyder ammegrise de bedste betingelser.

Supplerende mælk til ammegrise er en mulighed for at sikre høj tilvækst, samtidig med at soens foderoptagelse og mælkeydelse ikke synes at blive påvirket i negativ retning af at grisene får ekstra tilskud.

Reference
-	Baas, T. J., Christian, L. L. & Rothchild, M. F. (1992): Heterosis and recombination effects in Hamshire and Landrace swine: I. Maternal traits. J. Anim. Sci. 70:89-98
-	Andersen, A. (1985). Afprøvning af mælkeblanding til pattegrise i diegivningsperioden. Meddelelse nr. 71, Landsudvalget for Svin.
-	Damm, B. I., Pedersen, L. J., Jessen, L. B., Thamsborg., S. M., Mejer, H. & Ersbøll, A. K. (2003): The grad-ual weaning process in outdoor sows and piglets in relation to nematode infections. App. Anim. Beh. Sci. 82:101-120
-	Dunshea, F. R., Kerton, D. J., Eason, P. J. & King, R. H. (1999): Supplemental skim milk before and after weaning improves growth performance of pigs. Aust. J. Agric. Res. 50:1165-1170
-	Erdtman, C., Olsson, A. C. & Mattsson, B. (2002): Amsuggor - ett sätt att underlätta avvänjningen för underviktiga smågrisar. Pig Praktiskt Inriktade Grisförsök nr. 28, august.
-	Garst, A.S., Ball, S. F., Williams, B. L., Wood, C. M., Knight, J. W., Moll, H. D., Aardema, C. H. & Gwazdauskas, F. C. (1999): Influence of pig substitution on milk yield, litter weights and milk composition of machine milked sows. J. Anim. Sci. 77:1624-1630
-	Hansen, M. R. (2000): Efternølere i diegivningsperioden - Identifikation af faktorer, som kan påvirke pattegrises tilvækst. M.Sc. Speciale. Institut for Husdyrbrug og Husdyrsundhed, KVL
-	Hultén, F., Valros, A., Rundgren, M. & Einarsson, S. (2002): Reproductive endocrinology and postweaning performance in the multiparous sow. Part 2. Influence of nursing behavior. Theriogenology 58:1519-1530
-	Hurley, W. L. (2001): Mammary gland growth in the lactating sow. Livest. Prod. Sci. 70:149-157
-	Jensen, P. (1988): Maternal behaviour and mother-young interactions during lactation in free-ranging domestic pigs. App. Anim. Beh. Sci. 20:297-308
-	Jensen, P. (2003): Personlig meddelelse, e-mail per.jensen@ifm.liu.se, Professor, Department of Biology, IFM, University of Linköbing, Sweden
-	Jensen, P. Redbo, I. (1987): Behaviour during nest leaving in free-ranging domestic pigs. App. Anim. Beh. Sci. 18:355-362
-	Jensen, P, Strangel, G. & Algers, B. (1991): Nursing and suckling behaviour of semi-naturally kept pigs during the first 10 days postpartum. App. Anim. Beh. Sci. 31:195-209
-	Kemp, B. (1998): Lactational effects on the endocrinology of reproduction. In: The lactating sow. Verstegen, M. W. A., Moughan, P. J. & Schrama, J. W. (edt.) Wageningen Pers.
-	King, R. H., Mullan, B. P., Dunshea, F. R. & Dove, H. (1997): The influence of piglet body weight on milk production of sows. Livest. Prod. Sci. 45:169-174
-	King, R. H., Boyce, J. M. & Dunshea, F. R. (1998): Effect of supplemental nutrients on the growth performance of suckling pigs. Aust. J. Agric. Res. 49:883-887
-	Klobasa, F., Werhahn, E. & Butler, J. E. (1987): Composition of sow milk during lactation. J. Anim. Sci. 64:1458-1466
-	Levis, D. G. (2002): Effect of lactational length on sow reproductive performance. University of Nebraska Cooperative Extension EC 97-275-A
-	Maletinska, J, Spinka, M, Vichova, J. & Stehulova, I. (2002): Individual recognition of piglets by the sows in early postpartum period. Behaviour 139:975-991
-	McCaw, M. B. (2000): Gilt development. Proceedings of the North Carolina healthy hogs seminar. http://mark.asci.ncsu.edu/HealthyHogs/book2000/mccaw.htm
-	Nielsen, N. P. (1995): Ammesoen ”Rosa”. Notat nr. 9520, Landsudvalget for Svin.
-	Pedersen, L. J. (2003): Personlig meddelelse, e-mail Lene.JuulPedersen@agrsci.dk, Seniorforsker, afd. for husdyrsundhed og velfærd, Danmarks JordbrugsForskning, Foulum.
-	Purup, S. (2003): Rapport vedr. forundersøgelse af vækstfaktorer i mælk. Forskergruppen for næringsstofomsætning, vækst og laktation, HEF, Danmarks JordbrugsForskning, Foulum. In press.
-	Roehe, R. (1999): Genetic determination of individual birth weight and its association with sow productivity traits using Bayesian analyses. J. Anim. Sci. 77:330-343
-	Straw, B. & Dewey, C. E. (1998): The effect on growth rate and mortality of fostering 1-wk old piglets onto a nurse sow. Proceedings of the 15th IPVS congress, Birmingham, England, 5-6 july 1998
-	Sørensen, M. T. (2003): Personlig meddelelse, e-mail Sorensen@agrsci.dk, Seniorforsker, afd. For husdyrernæring og fysiologi, Danmarks JordbrugsForskning, Foulum
-	Sørensen, M. T., Danielsen, V. & Busk, H. (1998): Different rearing intensities of gilts: I. Subsequent milk yield and reproduction. Livest. Prod. Sci. 54:159-165
-	Tantasuparuk, W., Dalin, A.-M., Lundeheim, N., Kunavonkrit, A. & Einarsson, S. (2001): Body weight loss during lactation and its influence on weaning-to-service interval and ovulation rate in Landrace and Yorkshire sows in the tropical environment of Thailand. Anim. Reprod. Sci. 65:273-281
-	Thorup, F. (1998): Kuldudjævningens betydning for fravænningsvægten. Erfaring nr. 9804, Landsudvalget for Svin.
-	Toner, M. S., King, R. H., Dunshea, F. R., Dove, H. & Atwood, C. S. (1996): The effect of exogenous somatotropin on lactation performance of first-litter sows. J. Anim. Sci. 74:167-172
-	Valros, A. E., Rundgren, M., Spinka, M., Saloniemi, H., Rydhmer, L. & Algers, B. (2002): Nursing behaviour of sows during 5 weeks lactation and effects on piglets growth. Appl. Anim. Behav. Sci. 76:93-104
-	Wolter, B. F., Ellis, M., Corrigan, B. P. & DeDecker, J. M. (2002): The effect of birth weight and feeding of supplemental milk replacer to piglets during lactation on preweaning and postweaning growth performance and carcass characteristics. J. Anim. Sci. 80:301-308
-	Quesnel, H. & Prunier, A. (1995): Endocrine bases of lactational anoestrus in the sow. Reprod. Nutr. Dev. 35(4):395-414