Vådfoder efter tilnærmet ædelyst til diegivende søer

SAMMENDRAG

Tildeling af vådfoder til diegivende søer efter tre forskellige strategier blev sammenlignet over en periode på 24 måneder i to besætninger. Besætningerne var nyetablerede ved afprøvningens begyndelse, og søernes første fire kuld indgik i undersøgelsen - i alt 1.751 kuld.

Ved 1. strategi blev vådfoderet tildelt i enkeltkrybbe, og foderstyrken blev styret efter en foderkurve. Ved 2. strategi blev vådfoderet tildelt i dobbeltkrybbe.

Foderstyrken blev styret efter en foderkurve i 1. diegivningsuge og i resten af diegivningsperioden af en føler i to perioder á 90 minutter pr. dag. Ved 3. strategi blev vådfoderet også tildelt i dobbeltkrybbe, men foderstyrken blev styret af en føler i to perioder á 90 minutter pr. dag i hele diegivningsperioden.

Alle tre foderstrategier var tilrettelagt efter, at søerne skulle fodres efter tilnærmet ædelyst.

Søernes samlede foderoptagelse i diegivningsperioden var statistisk sikkert størst ved brug af 3. strategi. Foderoptagelsen ved 2. strategi var også statistisk sikkert større end ved 1. strategi.

Det var muligt at beskrive en statistisk sikker sammenhæng mellem søernes foderoptagelse, deres vægttab i diegivningsperioden og kuldets fravænningsvægt. En ekstra foderoptagelse på 8 FEs i diegivningsperioden vil således resultere i 2 kg mindre vægttab hos soen og 1 kg ekstra kuldvægt ved fravænning. Der var ikke sammenhæng mellem søernes foderoptagelse og reproduktionsresultaterne i den efterfølgende cyklus.

Dobbeltkrybberne fungerede tilfredsstillende, men de skulle være tomme, når udfodringen begyndte, for ellers meldte føleren, at krybben var fuld. I afprøvningsperioden blev mellem 5 og 10 pct. af krybberne dagligt tømt for vand før fodring.

Denne afprøvning har vist, at vådfoder efter tilnærmet ædelyst i dobbeltkrybbe til diegivende søer er et velegnet alternativ til traditionel kurvefodring i enkeltkrybbe. Dobbeltkrybben skal dog udvikles, så vandforsyningen ikke kan påvirke føleren under udfodring.

BAGGRUND

Søernes foderoptagelse i diegivningsperioden skal sikre, at evnen til at producere mælk udnyttes fuldt ud. Ligeledes skal soens vægttab begrænses mest muligt, da det kan påvirke reproduktionsresultaterne i den efterfølgende cyklus.

I diegivningsperioden tildeles vådfoder normalt i enkeltkrybbe efter en foderkurve. De fleste besætninger bruger kun en foderkurve, som tilpasses de enkelte søers foderoptagelse ved parallelforskydning. Dette system kræver, at foderkurven ofte justeres op eller ned, for at søerne kan fodres efter tilnærmet ædelyst.

En anden mulighed er, at flere diegivende søer æder fra samme krybbe. Dette system kan indrettes med både to og fire diegivende søer pr. krybbe. Når der er to søer pr. krybbe, kan de enten være placeret over for eller ved siden af hinanden. I disse systemer er der en foderventil pr. krybbe, og foderstyrken styres af en foderkurve.

Systemerne kan også indrettes med både foderventil og føler. Herved bliver det muligt at fodre både efter foderkurve og efter tilnærmet ædelyst. Når der er fire diegivende søer pr. krybbe, er krybben placeret i midten og udformet som et kar.

Når der er flere søer pr. krybbe, forventes det, at den indbyrdes konkurrence om foder mellem søerne øger den daglige foderoptagelse. Når der monteres en føler, er det muligt at fodre søerne efter tilnærmet ædelyst, så der ikke er behov for en foderkurve.

Det er vigtigt at få klarlagt, om foderoptagelsen hos de diegivende søer øges, når der er flere søer pr. krybbe i forhold til kun en so pr. krybbe, samt om der er driftsmæssige forhold, som taler for det ene eller det andet system.

Formålet med afprøvningen var at undersøge, om foderoptagelsen hos diegivende søer steg, når de blev fodret efter tilnærmet ædelyst i dobbeltkrybber styret af en føler i forhold til fodring efter tilnærmet ædelyst i enkeltkrybbe styret af en foderkurve. Foderoptagelsens betydning for soens vægttab i diegivningsperioden, kuldets fravænningsvægt og reproduktionsresultater i efterfølgende cyklus blev undersøgt.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført over en periode på ca. 24 måneder i to sobesætninger. Ved afprøvningens start var der kun sopolte og gylte i begge besætninger. Staldanlæggene var nybyggede.

Forsøgsdesign

Der blev afprøvet tre forskellige strategier for fodertildeling i diegivningsperioden:

Første strategi: Søerne blev fodret i enkelt krybbe fra indsættelse til afgang fra farestalden. Foderstyrken blev styret af en foderkurve, der var tilrettelagt, så søerne blev fodret efter tilnærmet ædelyst efter første diegivningsuge. Der blev fodret to gange dagligt.

Anden strategi: Søerne blev fodret i dobbeltkrybbe med føler fra indsættelse og til afgang fra farestalden. I den første diegivningsuge blev foderstyrken styret af en foderkurve, derefter blev foderstyrken styret af en føler i to perioder á 90 minutter hver dag.

Tredje strategi: Søerne blev fodret i dobbeltkrybbe med føler fra indsættelse og til afgang fra farestalden. Foderstyrken blev styret af en føler i to perioder á 90 minutter hver dag.

Alle tre strategier var tilrettelagt, så søerne blev fodret efter tilnærmet ædelyst. De anvendte foderkurver blev tilpasset den enkelte sos foderoptagelse ved ± forskydning af kurven.

Der blev anvendt samme foderkurve i gruppe 1 og 2 de første syv dage efter faring. Søerne blev i gennemsnit indsat i farestalden fem dage før forventet faring.

Foderkurve

Der blev brugt følgende foderkurver i de to besætninger:

Tabel 1. Foderkurve
Besætning	A		B
Diegivningsdag	FEs/so/dag	FEs/gris	FEs/so/dag	FEs/gris
0	1,50	0,00	1,50	0,00
2	1,50	0,00	2,50	0,00
4	2,50	0,00	3,00	0,00
7	4,00	0,00	4,00	0,00
10	4,00	0,15	4,00	0,10
15	4,00	0,25	4,00	0,25
18	4,00	0,30	4,00	0,30
40	4,00	0,30	4,00	0,30

Besætningsbeskrivelse

Besætning A: SPF-besætning på 180 årssøer. Der blev brugt en blanding til søerne baseret på færdigfoder tilsat vand i forholdet 1:4. Vådfodringsanlægget var fra Datamix A/S, og det var med flowmåler. Farestalden var indrettet med 42 farestier fordelt i seks rækker á syv stier. Faresti, fareboks og foderkrybbe var fra West Staldinventar.

I 18 farestier var der enkeltkrybber, og i 24 farestier var der dobbeltkrybber, således at to søer - som stod ved siden af hinanden - havde samme krybbe. Dobbeltkrybberne var ført gennem stiadskillelsen og havde en længde svarende til tre enkeltkrybber. Dobbeltkrybben havde samme form som enkeltkrybben. I midten af dobbeltkrybben - ud for stiadskillelsen - var der monteret et nedløbsrør med kort T-stykke og en føler. Der var monteret næseventiler i krybben. Der var ingen adskillelse mellem stierne i krybben. I denne besætning blev der kun gennemført afprøvning af strategi 1 og 2.

Besætning B: MS-besætning på 270 årssøer. Der blev kun brugt en blanding til søerne baseret på tilskudsfoder, korn og vand. Vådfodringsanlægget var fra Big Dutchman. Der var etableret adskilt omløb til dobbeltkrybberne. Farestalden var indrettet med 60 farestier fordelt i ti rækker á seks stier. Faresti, fareboks og foderkrybbe var fra Sdr. Vissing.

I 20 farestier var der enkeltkrybber, og i 40 farestier var der dobbeltkrybber, således at to søer - som stod ved siden af hinanden - havde samme krybbe. Dobbeltkrybberne var ført gennem stiadskillelsen og havde en længde svarende til tre enkeltkrybber. Dobbeltkrybben havde samme form som enkeltkrybben. I midten af dobbeltkrybben - ud for stiadskillelsen - var der monteret en adskillelse i galvaniseret rundjern for at øge krybbens styrke og for at undgå, at pattegrisene kunne passere. På adskillelsen var der monteret et nedløbsrør og en føler. Der var monteret næseventiler i krybben. I denne besætning blev der gennemført afprøvning af strategi 1, 2 og 3.

Fodring efter tilnærmet ædelyst blev ikke praktiseret på samme måde i de to besætninger på grund af forskelligt vådfodringsanlæg.

I besætning A blev der brugt PIGMIX med en minimumsmængde på 36 kg pr. udfodring og en cyklustid på 10 minutter. Der blev udfodret 6 kg foder pr. ventil pr. gang. Det svarede til, at der i starten blev udfodret med intervaller på 2-4 minutter, derefter gik der længere tid imellem.

I besætning B var der reelt 9 minutter mellem hver udfodring, og der blev udfodret 8 kg pr. ventil pr. gang. Det skal dog bemærkes, at pausetiden i starten blev halveret. Det var ikke muligt at udfodre med kortere intervaller i besætningen, da der kun kan bruges en pausetid for alle blandinger, som blev udfodret efter ædelyst. Pausetiden anvendtes således også i smågrisestalden og ungsvinestalden, hvor der ikke var interesse i at have en kortere tid mellem udfodringerne.

Registreringer

I diegivningsperioden blev søernes daglige foderoptagelse registreret via data fra hver ventil. Foderoptagelsen i gold- og drægtighedsperioden blev ikke registreret, men søerne blev fodret efter samme retningslinier i de tre grupper.

Søernes reproduktionsresultater, MMA-frekvens, kuldresultater, sovægt ved indsættelse og afgang fra farestalden blev registreret.

Pattegrise, som døde i dieperioden, blev registreret med dato og årsag. Fravænningsalder og vægt samt diarrébehandlinger blev registreret.

I begge besætninger blev søernes adfærd omkring udfodringen registreret i to perioder af et døgns varighed. Det blev registreret, om søerne lagde sig ned mellem de enkelte udfodringer, og om de påbegyndte en diegivning.

I afprøvningsperioden blev der udtaget seks prøver af sofoderet i hver af de to besætninger. Foderprøverne blev analyseret på Steins Laboratorium for indhold af råprotein, råfedt, træstof, råaske, vand, kalcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin.

RESULTATER OG DISKUSSION

I tabel 2 er vist de samlede produktionsresultater. For både tabel 2, 3, 4, 5 og 6 skal det bemærkes, at det kun er tal fra søernes fire første kuld, og at der ikke indgår lige mange søer for hvert kuldnummer. Således er der cirka dobbelt så mange 1. kuld som 4. kuld.

Tabel 2. Produktionsresultater
Besætning	A			B
Foderstrategi	1	2	1		2	3
Antal kuld	325	441	325		324	336
Sovægt efter faring, kg *	196	197	217		217	217
Levendefødte grise pr. kuld	11,1	11,2	11,2		11,2	11,3
Døde grise i die.per., pct.	8,1	7,1	7,1		6,3	7,1
Diegivningsperiode, dage	26	26	26		26	26
Kuldvægt ved fravænning, kg	72,0	73,6	71,8		73,2	73,5
Samlet sofoderopt. i dieperiode, FEs	137^a	145^b	140^a		152^b	158^c
Vægtænd. hos søer fra faring-frav.kg	0	+ 2	- 14		- 8	- 6
Lev.fødte grise i efterfølgende kuld	11,7	11,8	11,6		11,6	11,5
Faringspct. i efterflg. cyklus, pct.	93	92	87		85	87
* Beregnet ud fra sovægt ved indsættelse i farestalden - antal fødte grise x 2,0 kg

Tabel 3.	Regressioner af søernes vægttab og kuldtilvækst på søernes foderoptagelse for begge besætninger
		Hældning
Vægttab, so, kg, gens. af begge besætninger		- 0,25 ± 0,05
Tilvækst pr. kuld, kg, gens. af begge besætn.		+ 0,12 ± 0,05

Søernes samlede foderoptagelse i diegivningsperioden var lidt højere i besætning B end i besætning A. Søerne i besætning B var i bedre huld ved faring, og de vejede i gennemsnit 20 kg mere ved faring, derfor har søerne haft et større behov for foder til vedligeholdelse på 2-3 FEs i diegivningsperioden end søerne i besætning A.

I begge besætninger var foderoptagelsen statistisk sikkert højere hos søerne, som blev fodret i dobbeltkrybbe. I besætning B

var foderoptagelsen også statistisk sikkert højere, når søerne blev fodret efter ædelyst fra faring i stedet for først syv dage efter faring.

Reproduktionsresultaterne i efterfølgende cyklus blev ikke forbedret, selv om den større foderoptagelse reducerede søernes vægttab.

Det var muligt at beskrive en statistisk sikker sammenhæng mellem søernes foderoptagelse, deres vægttab i diegivningsperioden og kuldets fravænningsvægt ved hjælp af regressionerne vist i tabel 3. Ud fra disse regressioner kan det beregnes, at søerne skal have 4,0 FEs for at undgå 1 kg vægttab. Hvis kuldet skal veje 1 kg ekstra ved fravænning, kræver det 8,3 FEs. Regressionerne er ikke uafhængige, derfor vil en større foderoptagelse på 8 FEs i diegivningsperioden resultere i 2 kg mindre vægttab hos soen og 1 kg ekstra kuldvægt ved fravænning.

Statens Husdyrbrugsforsøg fandt en regression for søernes vægttab på -0,28 og en regression for tilvækst pr. gris på 0,008. Der er således god overensstemmelse. Det skal bemærkes, at søerne, som indgik i Statens Husdyrbrugsforsøgs undersøgelse, generelt var ældre end de søer, som indgik i denne undersøgelse.

I tabel 4 er vist foderoptagelsens fordeling i gennemsnit pr. dag i diegivningsperioden.

Tabel 4. Gennemsnitlig foderoptagelse i FEs pr. dag
Besætning	A			B
Foderstrategi	1	2	1		2	3
1. diegivningsuge	2,45	2,52	3,10		3,10	4,24
2. diegivningsuge	5,36	6,08	5,40		6,47	6,52
3. diegivningsuge	6,86	7,20	6,67		7,23	7,00

Foderstrategi 1

I begge besætninger var den gennemsnitlige foderoptagelse næsten ens. I 1. diegivningsuge optog søerne i besætning A som planlagt ca. 0,7 FEs mindre pr. dag. Til gengæld optog de mere foder i 3. diegivningsuge. Kuldenes vægt ved fravænning var ens i besætningerne, men søerne i besætning B tabte i gennemsnit 14 kg i diegivningsperioden, hvorimod der ikke var vægttab hos søerne i besætning A.

Foderstrategi 2

Foderoptagelsen var større i besætning B i 2. diegivningsuge end i besætning A. I 3. diegivningsuge var foderoptagelsen ens. Kuldets vægt ved fravænning var ens mellem besætningerne, men søerne i besætning A tog 2 kg på, mens søerne i besætning B tabte 8 kg.

Foderstrategi 3

Søerne optog i gennemsnit 4,24 FEs pr. dag i 1. diegivningsuge. Dette resulterede ikke i, at søerne optog mere foder i 2. diegivningsuge. Ud fra tallene tydede det faktisk på, at foderoptagelsen i 3. diegivningsuge var lidt lavere end ved foderstrategi 2. Samlet var foderoptagelsen størst ved foderstrategi 3, det påvirkede dog ikke kuldvægten ved fravænning i forhold til foderstrategi 2, men søernes vægttab var 2 kg mindre.

I tabel 5 er vist søernes samlede foderoptagelse i diegivningsperioden fordelt på kuld. Som det fremgår af tabel 5 og 6, optog søerne mere foder ved stigende kuldnummer og sovægt ved alle tre foderstrategier. Det tyder ikke på, at forskellen i optaget fodermængde mellem foderstrategierne var afhængig af kuldnummeret.

Tabel 5. Søernes samlede foderoptagelse i FEs i diegivningsperioden fordelt på kuld
Besætning	A			B
Foderstrategi	1	2	1		2	3
1. kuld	128	133	133		143	146
2. kuld	136	146	142		156	162
3. kuld	144	155	140		153	159
4. kuld	145	155	145		167	170

Tabel 6. Sovægt efter faring fordelt på kuld i kg*
Besætning	A			B
Foderstrategi	1	2	1		2	3
1. kuld	175	174	189		188	192
2. kuld	200	199	211		210	211
3. kuld	206	208	237		237	235
4. kuld	219	222	240		242	235
* Beregnet ud fra sovægt ved indsættelse i farestalden - antal fødte grise x 2,0 kg

Fodertildeling

Registrering af søernes adfærd omkring fodringen viste, at en del af søerne ved dobbeltkrybberne i besætning B lagde sig ned mellem udfodringerne, men kun få søer begyndte en diegivning. Dette skyldtes, at der var forholdsvis lang tid mellem hver udfodring. Efter afprøvningens afslutning øgede besætningsejeren den udfodrede mængde fra 8 til 11 kg, derefter var der ingen søer, som lagde sig ned mellem udfodringerne.

Blandingerne, som blev brugt i de to besætninger, havde forskellig energikoncentration. Blandingen i besætning A indeholdt 0,25 FEs pr. kg, mens blandingen i besætning B indeholdt 0,29 FEs pr. kg. Ud fra resultaterne i tabel 2 tyder det ikke på, at foderblandingernes forskellige energikoncentration har påvirket søernes foderoptagelse.

Registreringssikkerheden på ventilniveau blev løbende kontrolleret, og der var god overensstemmelse mellem den indvejede fodermængde, og den registrerede udfodrede mængde.

Analyserne af blandingerne viste, at deres indhold af næringsstoffer var i overensstemmelse med det forventede.

Dobbeltkrybber

Fareboksen var placeret 25 cm fra stiadskillelsen, og søerne kunne fjerne foderet ved nedløbsrør og føler, så der ikke var kagedannelser. Søerne "legede" med næseventilerne, så der stod vand i krybben - både i enkelt- og dobbeltkrybberne. Konsekvensen af dette var størst i dobbeltkrybberne, da de skulle være tomme, når udfodringen begyndte, ellers meldte føleren, at krybben var fuld. I afprøvningsperioden blev mellem 5 og 10 pct. af krybberne dagligt tømt for vand før fodring. Der blev ikke set mere svineri fra vand- og foderrester i stier med dobbeltkrybbe end i stier med enkeltkrybbe.

Begge afprøvningsværter mente, at dobbeltkrybben burde være indrettet, så der var adskillelse mellem vand og vådfoder. Dette ville sikre, at overskydende vand ikke kom i kontakt med føleren.

Følerne blev ikke ødelagt, selv om søerne kunne få fat i dem. En del af følerne fra Big Dutchman blev udskiftet i slutningen af afprøvningsperioden, så de har haft en holdbarhed på knapt to år. Big Dutchman har senere udviklet en kraftigere føler, som sandsynligvis vil have en længere levetid. Følerne fra Datamix var kraftigere end følerne fra Big Dutchman, og de klarede hele afprøvningsperioden uden problemer.

Det krævede ikke ekstra omkostninger at etablere en dobbeltkrybbe med ædelystfodring styret af en føler fremfor to enkeltkrybber. Prisen på en dobbeltkrybbe var den samme som for to enkeltkrybber. Prisen på en føler var den samme som en foderventil med nedbørsrør.

Arbejdsforbrug

Fodring efter ædelyst i dobbeltkrybbe styret af en føler krævede - ifølge afprøvningsværterne - en mindre arbejdsindsats end kurvefodring i enkeltkrybbe. Fordelen bestod først og fremmest i, at der ikke skulle bruges tid på at justere foderkurven for hver so, samt i at der ikke blev udfodret i krybber, hvor der i forvejen stod foder. Som tidligere nævnt skulle dobbeltkrybberne kontrolleres og eventuelt tømmes for vand før hver fodring. Dette problem vil dog kunne fjernes ved en bedre indretning af dobbeltkrybben. Det var mere arbejdskrævende at vaske en faresti med dobbeltkrybbe end en faresti med enkeltkrybbe.

Sammenfatning

Søernes foderoptagelse i diegivningsperioden stiger statistisk sikkert, når der fodres efter ædelyst i en dobbeltkrybbe i to perioder á 90 minutter pr. dag.

Det kan ikke klarlægges, om den større foderoptagelse i dobbeltkrybberne skyldes indbyrdes konkurrence mellem søerne eller udfodring af mindre fodermængder over en længere periode. I praksis er dette spørgsmål ikke så interessant, da den større foderoptagelse resulterer i mindre vægttab hos soen og større kuldvægt ved fravænning.

Det er bemærkelsesværdigt, at søerne i besætning A ikke havde noget vægttab i forhold til søerne i besætning B, når foderoptagelsen og kuldets vægt ved fravænning stort set var ens i de to besætninger. En årsag kan være, at søerne i besætning A udnyttede foderet bedre end søerne i besætning B. Hvorvidt det skyldes forskelle i søernes vægt ved faring, herunder huld, forskelle i fodersammensætning eller genetiske forskelle kan ikke afgøres. En anden årsag kan være forkert vurdering af energiindholdet i foderblandingerne, men analyserne af foderblandingerne kan ikke underbygge dette. En tredje årsag kunne være større foderspild i besætning B end i besætning A.

REFERENCER

Landsudvalget for Svin/DS, juli 1991, "Fokus på normer for næringsstoffer"

Statens Husdyrbrugsforsøg, Meddelelse nr. 494, 1983, "Fodring af diegivende søer efter ædelyst"

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 86, 1985, "Afprøvning af to fodernormer til diegivende søer"