Undersøgelsen viste, at 25 pct. af besætningerne ikke havde flere omløbere end landsgennemsnittet. I en stor del af de øvrige besætninger drejede det sig om managementmæssige problemer.

Svineproduktionskonsulenterne indstillede en række besætninger med omfattende omløberproblemer. Data fra 24 besætninger blev undersøgt ved hjælp af programmer i "pigsys" analysedel.

Undersøgelsen viste, at 25 pct. af besætningerne ikke havde flere omløbere end landsgennemsnittet. I en stor del af de øvrige besætninger drejede det sig om managementmæssige problemer. Dette kunne i nogle af besætningerne påvises ud fra dataanalysen. De registreringer der foretages i forbindelse med den rutinemæssige effektivitetskontrol er brugbare til at opnå et overblik over en besætnings reproduktionsforhold. En vurdering af data kræver et godt kendskab til besætningens historie og management.

Metoden begrænses af, at vurderingerne baseres på historiske data, således at der beskrives et problem, der kan være ophørt.

Baggrund

Rådgivning i besætninger med mange omløbere er ofte i sig selv et problem. Selve årsagen til problemet kendes meget sjældent, så løsningsmodellerne må bygge på sund fornuft, tradition og gode råd, der sjældent er underbyggede af regulære forsøg.

Formålet med undersøgelsen var at undersøge værdien af diverse løsningsmodeller i besætninger med store omløberproblemer.

Gennemførelse

Svineproduktionskonsulenterne indstillede besætninger, hvor der i mindst 2 kvartaler havde været mange omløbere. En stor del af besætningerne havde problemer, der ikke lod sig løse med traditionelle metoder. Rapporten bygger derfor på et selekteret materiale.

Af de indstillede besætninger blev 24 udvalgt som relevante, med høje omløberprocenter og/eller mange spildfoderdage. Effektivitets-kontroldata fra disse besætninger blev behandlet i pigsy's analyseprogram. På baggrund af resultatet herfra blev 11 besætninger udvalgt til videre undersøgelse, mens resultaterne fra resten af besætningerne blev sendt til konsulent og dyrlæge til videre opfølgning af problemerne.

Metode

Såvel danske som udenlandske undersøgelser finder en gennemsnitlig faringsprocent på 85. For at begrænse materialet til besætninger med store omløberproblemer, blev besætninger med en faringsprocent på over 80 procent udelukket af undersøgelsen.

Seks besætninger udgik af undersøgelsen som følge af en for høj faringsprocent. Det drejede sig om besætninger, der tidligere havde haft problemer, men hvor forholdene havde normaliseret sig umiddelbart inden undersøgelsen begyndte. Endvidere var der en besætning med en faringsprocent på 85, hvor næsten alle søer der ikke farede blev løbet igen. Dette gav en omløberprocent på 14 trods normale reproduktionsforhold.

Det registreres sjældent om en so er løbet med orne, eller med KS. I et forsøg på alligevel at analysere for eventuelle forskelle i resultatet efter de to løbeteknikker, blev søerne delt op i 2 grupper. Denne ene gruppe består af søer løbet inden 8 dage efter fravænning. Denne gruppe forventes at indeholde mange søer løbet med KS. Den anden gruppe indeholder søer løbet 8 dage efter fravænning eller senere. Disse søer løbes oftest med orne, da der ikke er sæd til rådighed på løbningstidspunktet.

Gruppering af problemtyper:

Gruppe 1:	Omløbere ses kun hos sopolte: 1 besætning
Gruppe 2:	Omløbere ses hos sopolte, søer og hos omløbere: 8 besætninger.
Gruppe 3:	Omløbere ses primært hos søer, der løbes inden 8 dage efter fravænning. Sopolte, søer der løbes sent efter fravænning og omløbere giver normale resultater: 4 besætninger.
Gruppe 4:	Søer, der løbes inden 8 dage efter fravænning giver acceptable resultater, mens omløbere, søer der løbes sent efter fravænning og sopolte giver dårlige resultater: 3 besætninger.
Gruppe 5:	Problemet ses kun hos sopolte og søer løbet i 7 uger: 2 besætninger.

Efter grupperingen blev der foretaget en undersøgelse af drægtighedsresultater opnået for de enkelte kuldnumre (figur 1), og af drægtighedsresultaterne for de enkelte uger. Det sidste viste, om problemet er periodisk i forhold til løbetidspunktet (figur 2). Endvidere blev intervallet fra løbning til omløbning og udsætning undersøgt. (figur 3).

Figur 1.

Faringsprocenter for de enkelte kuldnumre (eksempel) (Besætningen behandles under gruppe 2)

Løbning nummer

1

2

Antal sopolte løbet

Antal faret

Faringprocent

46

32

69

12

8

67

1.lægssøer løbet

Antal faret

Faringsprocent

31

9

29

18

6

33

2.lægssøer løbet

Antal faret

Faringsprocent

29

16

55

12

6

50

3.lægssøer løbet

Antal faret

Faringsprocent

24

14

58

8

4

50

Ældre søer løbet

Antal faret

Faringsprocent

63

40

63

14

9

64

Løbning nummer 2 er en omløbning. Alle kuldnumrene giver dårlige resultater. Løbning af sopolte giver de bedste resultater, mens løbning af 1-lægssøer kun har 29% chance for at føre til en faring. En so, der løbes om, har samme chance for at fare, som den havde efter første løbning.

Konklusion: Problemet er udbredt i alle aldersgrupper, og rammer 1-lægssøerne hårdest. En so, der er omløber, har samme chance for at fare, som søer der løbes 1. gang. Gruppen af 1. gangs-omløbere består altså ikke af specielt følsomme søer.


Figur 2.	Faringsprocent efter de enkelte ugers løbninger (eksempel. Besætningen behandles under gruppe 2 )

For hver uge angiver kurven hvor mange procent af de løbne søer, der farer. Linien ved 85% faringer svarer til, hvad der opnås i en gennemsnitsbesætning. Det ses, at løbning foretaget i uge 2, 25, 26, 31 og 42 næsten alle fører til faring, mens de øvrige løbninger op til uge 40 giver for dårlige resultater. Løbninger foretaget efter uge 40 fører til acceptable faringsresultater.

Konklusion: Der er ændret noget i besætningen, så de dyr, der løbes efter uge 40, har større chance for at gennemføre drægtigheden.

Figur 3.

Dage fra løbning til omløbning eller udsætning. (Referenceværdier)

Omløberintervaller (Referenceværdier)
Dag 0-18	19-24	25-30	31-38	39-44	45-79	80-120	>120
Pct. 4,9	32	11,2	8,2	8,4	19,4	12,4	3,5

Interval fra sidste løbning til udsætning (Referenceværdier)
Dag 0-20	21-30	31-44	45-60	61-90	91-120	>120
Pct. 12,3	13,3	11	9,4	13,3	31,2	9,3

Intervallerne er opgjort for 1242 søer og gylte, der er løbet netop 2 gange og for 1.264 søer, der er udsat efter mindst en løbning. Der indgår 16 tilfældige besætninger i opgørelsen, heraf 3 med omløberproblemer.

Undersøgelse af en besætnings omløberintervaller giver et godt indtryk af drægtighedskontrollen og af udsætterstrategien, mens værdien ved løsning af selve omløberproblemet er begrænset.

Gennemgang af typer af problemer:

Gruppe 1: Problemet ses kun hos sopolte

Selvom sopolte er mest følsomme overfor infektioner, fordi de kommer til et ny miljø, er der kun én besætning i denne undersøgelse, der falder ind under gruppe 1. Denne besætning var nystartet på undersøgelsestidspunktet, og problemet blev flyttet til 1. lægssøerne. I flere af de andre besætninger har der i perioder været specielt mange omløbere hos sopoltene.

Undersøgelsen har ikke påvist årsager, der specielt medfører omløbere hos sopolte. Det må dog bemærkes, at udvælgelsen af besætninger til undersøgelsen ikke har favoriseret besætninger, hvor især sopolte giver problemer.

Gruppe 2: Problemet ses hos alle typer af dyr

I denne gruppe på 8 besætninger var der for mange omløbere hos alle dyretyper. Generelt drejede det sig om langvarige problemer med høje omløberprocenter. Det var alle ret store besætninger (gennemsnit 280 årssøer).

En besætning inseminerede alle søer 5 og 6 dage efter fravænning. Resultatet for løbning af de enkelte kuldnumre er vist i figur 1 (side 3). Det er sandsynligt at den skemalagte løbestrategi medførte, at en del af søerne blev løbet før eller efter den aktuelle brunst. Besætningen blev saneret p.g.a. aujeszky, så effekten af en forbedret løbeteknik kunne ikke undersøges.

En besætning havde en drægtighedsstald med et meget fugtigt staldmiljø. Dette var en følge af dårlig ventilation, revnede krybber og ujævnt gulv. Besætningens resultater er angivet i figur 2. Den høje omløberfrekvens kunne dog føres tilbage til løbninger foretaget af en tidligere fodermester, mens den nuværende fodermester (ansat fra uge 40) præsterede acceptable resultater trods det dårlige miljø.

I 2 besætninger på over 300 årssøer hvor problemerne havde stået på i 2-3 år ophørte problemerne pludseligt. I den ene besætning faldt dette sammen med en ændring fra inseminering af opbundne søer til inseminering af løsgående søer. Dette medførte samtidig at antal dage til 1. løbning steg. Resultater fra denne besætning er angivet i figur 5.

Den anden besætning indførte antibiotikabehandling ved løbning. Samtidig med dette blev der ansat en ekstra mand i løbestalden. Antal dage til første løbning steg også i denne besætning.

Det er sandsynligt, at en forbedret brunstkontrol og løbeteknik har løst problemet i begge disse besætninger.


Figur 5.	Faringsresultatet vurderet ud fra tidspunkt for løbning. Antal søer løbet mere end 7 dage efter fravænning

Besætningen opnår konsekvent for få faringer, indtil der sker en ændring, så søer løbet efter uge 43 har en større chance for at fare. Kort tid før uge 43 blev løbeteknikken ændret. Dette medførte, at 1-3 søer pr. uge først blev løbet senere end 7 dage efter fravænning. Tidligere blev disse søer sikkert løbet for tidligt.

I endnu en besætning på over 500 søer forbedrede resultaterne sig samtidig med et skift af fodermester. Her kunne der ikke samtidig ses ændring i antal dage til 1. løbning.

Fælles for de 5 besætninger nævnt her, er at de anvendte KS (også til sopolte), og at drægtighedsresultaterne lå på et stabilt, men for lavt niveau.

I de sidste 3 besætninger i gruppen varierede drægtighedsresultaterne meget afhængigt af uge for løbning. Alle 3 besætninger blevet passet af ejeren selv. Den ene besætning afveg fra de øvrige i gruppen ved, at der kun løbes med orne. De sidste 2 besætninger blev fulgt op af konsulent og dyrlæge. I den ene besætning ophørte ejeren med KS, da han ikke havde tid til brunstkontrol, mens et flådproblem ophørte i den sidste besætning, samtidig med at ejeren gik over til at anvende KS.

Gruppe 3: Bes. hvor omløbere primært ses hos søer, der er løbet inden 8 dage efter frav.

I besætninger, der anvender KS, insemineres denne gruppe af søer, mens sopolte, omløbere og søer der kommer sent i brunst normalt vil blive løbet med orne. Det var derfor relevant at undersøge, om fejl ved KS-teknikken var årsag til problemerne.

Denne teori blev understøttet i 2 besætninger, der begge anvendte meget KS, og hvor problemerne kunne henføres til søer løbet i få uger spredt over året. Se figur 6.


Figur 6.	Faringsprocent vurderet ud fra tidspunkt for løbning

Bortset fra uge 3, 13, 14, 16, 24 og 36, opnår besætningen meget gode resultater. Det er sandsynligt, at årsagen til omløberne må søges på løbetidspunktet i disse 6 uger, mens en mere generel årsag ikke er sandsynlig. Der er tegn på, at løbninger foretaget efter uge 39 generelt fører til for få faringer.

I den tredie besætning der også anvendte meget KS, var problemerne mere periodiske. Her blev der altid først løbet med orne, hvorefter der blev insemineret. Et besætningsbesøg gav ingen afklaring af problemerne.

Den sidste besætning havde ligeledes periodisk svingende resultater. I denne besætning blev der kun anvendt 5% KS, hvorfor forskellig løbeteknik ikke forklarer de forskellige resultater for de enkelte grupper. Heller ikke i denne besætning gav et besøg nogen sikker afklaring på problemet. Træk i farestalden samt for dårlig vandforsyning kan have været årsag til dårlig modstandskraft hos søerne i denne besætning, men forklarer ikke den skæve fordeling af omløbere.

Gruppe 4: Bes. hvor søer løbet inden 8 dage efter frav. giver gode resultater, mens søer løbet senere giver problemer

En besætning var på 74 årssøer, og derfor svær at behandle statistisk p.g.a. få løbninger. Der var mange søer, der først blev løbet senere end 7 dage efter fravænning, og det var disse, samt sopolte der gav problemerne. Besætningen blev ikke nærmere undersøgt, som følge af det lille statistiske materiale.

En avlsbesætning på 130 Yorkshire-årssøer, så omløbere efter enkelte ugers løbninger, og kun efter løbning af omløbere samt søer, der kom sent i brunst efter fravænning. På undersøgelsestidspunktet havde besætningen et akut omløberproblem. Således var resultaterne for søer løbet mere end 4 måneder før opgørelsesdagen pæne, mens der var mange omløbere efter de sidste måneders løbninger. Besætningen var derfor ikke egnet til nærværende undersøgelse. Den sidste besætning på årssøer løb kun med orner. Variationen mellem grupperne kan derfor ikke tilskrives en forskel i løbeteknikken, men skyldes muligvis forskellig intensitet ved brunstobservation.

Gruppe 5: 2 bes., hvor problemerne kun blev observeret hos søer løbet i en kort periode


Figur 7.	Faringsresultater vurderet ud fra tidspunkt for løbning

Besætningerne var på hhv 230 og 130 årssøer og de fleste løbninger blev foretaget med orne. I den ene besætning (figur 7) kunne omløberne føres tilbage til en orne, der blev steril. Denne orne var syg i uge 18. Herefter fungerede den normalt til og med uge 25 (7 uger). Herefter foretog ornen 15 løbninger, hvoraf ingen førte til en faring. Herefter blev ornen slagtet.

Det er ikke sikkert, at sygdommen havde noget med ornens frugtbarhed at gøre, men muligvis er det sæddannende væv blevet ødelagt, mens de sædceller, der var under udvikling og modning (dette tager 7 uger), ikke blev påvirket af sygdommen.

Den anden besætning havde ligeledes for mange omløbere efter 7 ugers løbninger. I denne periode førte 9 løbninger med KS til 9 faringer, mens 18 løbninger med orne gav 7 faringer. Der var for mange omløbninger efter 4 af besætningens 5 orner. Det var ikke muligt at opklare, hvorfor problemet opstod, eller hvorfor det forsvandt igen.

Infektioner

I forbindelse med undersøgelserne blev der specielt set efter symptomer på, at en infektion skulle være årsag til problemerne.

Ved en infektion forventes det, at søerne senest efter en cyklus bliver immune, så kun nye dyr smittes, samt at problemet er lige stort uanset løbeteknik og tidspunkt for løbning. En sådan udvikling er kun set i én besætning (figur 8), hvor der ses et resultat, der kan skyldes en infektion, der igennem en længere periode rammer alle søerne, hvorefter en udvikling af immunitet bevirker, at infektionen langsomt dør ud.


Figur 8.	Faringsprocent i forhold til tidspunkt for løbning

Besætningen opnår acceptable resultater, indtil der fra en uge til der næste opnås meget dårlige resultater. Efter 16 uger (længden af en drægtighedsperiode) ses en langsom bedring i besætningen. Dette kan tydes som en infektion der rammer næsten alle søerne, hvorefter der opbygges en immunitet i besætningen. Det lykkedes ikke at afklare dette problem yderligere.

Konklusion

Undersøgelse af E-kontroldata har været effektivt ved en vurdering af omfanget af omløberproblemerne. Det var muligt at udelukke 6 af de 24 besætninger (25%) på disse beregninger.

Til gengæld kan et omløberproblem være opstået eller forsvundet (figur 2 og 5) på så sent et tidspunkt, at det ikke kan observeres i de tilgængelige rapporter, der er baseret på at sammenholde løbninger med faringsresultater.

Endvidere har rapporterne været til nytte, hvor man ønskede at undersøge årsagen til, at et problem opstod eller ophørte.

Dataanalysen kunne ikke selvstændigt forklare et omløberproblem, men resultaterne kunne oftest vise hvilke løsningsmodeller, det er mest relevant at forsøge ved afhjælpning af problemerne.

Det er påfaldende, at ændring i reproduktionsforholdene i flere tilfælde faldt sammen med en ændret løbeteknik, eller et skift af fodermester. Der er mistanke om, at et par store besætninger igennem flere år har insemineret søerne for tidligt. I de aktuelle tilfælde var det umuligt at bevise en uheldig løbeteknik ved data-undersøgelsen eller ved besætningsbesøg.

I næsten alle besætninger har problemet været størst hos 1. lægssøerne. En del af besætningerne har også haft store problemer hos sopoltene. Det er nødvendigt, at der ved problemløsningen laves en separatkonklusion på disse 2 grupper af søer som følge af forskelle i immunitet, fodring, opstaldning og løbeteknik.

Ved opgørelse af dage fra løbning til omløbning eller udsætning opnås et indblik i besætningens (eventuelt ubevidste) omløberstrategi og intensitet af drægtighedsdiagnostik. Det er dog sjældent, at omløberintervallerne giver en forklaring på omløberproblemet. En besætning der fandt mange sene omløbere sendte en del af disse på slagteriet, og fik at vide, at de havde været i brunst mindst 2 gange før den brunst, der blev observeret og førte til slagtningen.

I enkelte besætninger er påpeget enten manglende ventilation, træk eller dårlige drikkenipler. Disse forhold burde være rettet før problemerne havde varet i 6 måneder.

Der blev anvendt KS ved over halvdelen af løbningerne i 13 af de 18 problembesætninger (72 pct.). Kun i 3 af disse besætninger var der direkte tegn på, at søer løbet med KS (løbet inden 7 dage efter fravænning) gav flere omløbere end andre søer. Der var dog 3 andre besætninger, hvor anvendelse af KS antagelig førte til, at søer blev løbet inden de kom i brunst. Disse besætninger har løst deres omløberproblemer efter at der er indført en bedre brunstkontrol og løbningsstrategi.

Undersøgelse af omløberproblemer i 24 produktionsbesætninger