SAMMENDRAG Nye metoder inden for ultralydscanningen af søer har gjort det muligt at bestemme tidspunktet for ægløsningen. Derved kan man undersøge sammenhængen mellem brunstforhold og ægløsningstidsp

SAMMENDRAG

Nye metoder inden for ultralydscanningen af søer har gjort det muligt at bestemme tidspunktet for ægløsningen. Derved kan man undersøge sammenhængen mellem brunstforhold og ægløsningstidspunktet og finde det optimale insemineringstidspunkt.

På forsøgsstation Grønhøj blev 143 søer fravænnet. Brunstforholdene blev registreret, og ved hjælp af ultralydscanningen blev ægløsningstidspunktet bestemt. Søerne blev insemineret én gang med forskellige intervaller til ægløsningstidspunktet. Ved faring blev antallet af pattegrise opgjort for at finde det optimale insemineringstidspunkt.

Afprøvningen viste, at der er en lineær sammenhæng mellem perioden fra fravænning til brunstens begyndelse og perioden fra brunstens begyndelse til ægløsning. Således vil en so, der kommer i brunst dag 3 efter fravænning, tidligst have ægløsning 30 timer efter brunstens begyndelse, hvorimod en so, der kommer i brunst dag 6 efter fravænning, kan have ægløsning kort efter brunststart.

Den største kuldstørrelse ved faring og den laveste omløberprocent blev opnået ved inseminering i intervallet 24 til 0 timer før ægløsning. I denne forsøgsbesætning kan følgende løbestrategi med 2 insemineringer pr. so anbefales, under forudsætning af at brunstkontrollen udføres allerede fra dag 3 efter fravænning:

Er soens første stående brunst fundet:

- på dag 3, skal den insemineres første gang dag 4 om eftermiddagen og igen 24 timer efter.

- på dag 4, skal den insemineres første gang dag 5 om morgenen og igen 24 timer efter.

- på dag 5, skal den insemineres dag 5 om eftermiddagen og igen 24 timer efter.

- senere end dag 5, skal den insemineres med det samme og eventuelt igen 12 timer senere.

BAGGRUND

Brunstlængden hos søer varierer betydeligt både imellem individuelle dyr og racer, men også imellem besætninger afhængigt af blandt andet opstaldningsforhold og ornekontakt. Således fandt to udenlandske undersøgelser henholdsvis en brunstlængde på 50±13 timer med ornekontakt 3 gange dagligt og en brunstlængde på cirka 60 timer ved konstant ornekontakt. Trods denne forskel i brunstlængden viste begge undersøgelser en tydelig sammenhæng mellem længden af perioden fra fravænning til brunstens begyndelse og længden af brunsten. Således havde de søer, der kom tidligt i brunst en lang brunst, hvorimod søer, der kom sent i brunst, havde en kort brunst.

Der har længe været et ønske om at kunne bestemme tidspunktet for ægløsningen. Et kendskab til ægløsning vil give mulighed for at inseminere eller løbe soen på det optimale tidspunkt. Tidligere bestemmelser af tidspunktet for ægløsning har været baseret på usikre hormonanalyser eller på operative indgreb, hvor man direkte undersøgte æggestokkene. I 1990 blev der udviklet en teknik til ultralydscanning af søers æggestokke. Dette muliggjorde en direkte undersøgelse af æggestokkene i forbindelsen med ægløsningen, og man kunne bestemme ægløsningstidspunktet uden at påvirke soen. Forskningsgrupper i Tyskland og Holland udførte ultralydscanning på renracede gylte og søer og fandt en konstant sammenhæng mellem længden af brunsten og længden af perioden fra brunstens begyndelse til ægløsning: således at ægløsningen sker, når 72±15 procent af brunstperioden er forløbet.

Formålet med denne afprøvning var at undersøge brunstforhold og tidspunkt for ægløsning for krydsningssøer under praktiske forhold og at se, hvorledes forskellige intervaller mellem insemination og ægløsning påvirker befrugtningsprocenten og kuldstørrelse ved faring.

MATERIALE OG METODE

Over en periode på 7 uger blev der hver onsdag (dag 0) fravænnet 15-25 krydsningssøer på forsøgsstation Grønhøj. Efter fravænning gik søerne gruppevis i stier med fast gulv og med konstant ornekontakt fra nabostierne.

Brunstkontrol blev udført hver 8. time fra dag 3 efter fravænning indtil brunsten var overstået. Ved hver brunstkontrol blev kønslæberne vurderet, og efter stimulation med fx stød i flanken blev der forsøgt rideprøve foran ornen, for at se om soen havde stå-refleks. Brunstens begyndelse blev defineret som tidspunktet for første stå-refleks fratrukket 4 timer og brunstens ophør som den sidste stå-refleks tillagt 4 timer (4 timer = ½ brunst kontrol interval).

På dag 4 blev æggestokkene på alle fravænnede søer undersøgt ved hjælp af ultralydscanning. Før undersøgelsen med ultralyd blev endetarmen tømt. Herefter blev lydhovedet (sektor-prober, 7,5 Mhz, Pie Medical 150) ført cirka 25 til 40 cm ind i endetarmen. På skærmen kan man se æggestokkene mellem tarme og urinblæren og tælle antallet af ægblærer (follikler). Søer med cyster eller tegn på ægløsning under diegivningen (gule legemer) blev frasorteret. Tolv timer efter brunstens begyndelse blev søerne scannet hver 6. time indtil tidspunktet for ægløsning var fundet. Dette blev defineret som den første scanning, hvor ingen follikler var at se på æggestokken fratrukket 3 timer (3 timer = ½ scannings interval). Hvis antallet af follikler var mærkbart lavere end tidligere scanninger, blev det formodet, at ægløsningen var i gang, idet tidligere scannings-undersøgelser har vist, at ægløsningen varer cirka 2 timer. Disse søer blev scannet endnu engang 6 timer senere, for at bekræfte at ægløsningen var overstået.

På forskellige tidspunkter efter brunstens begyndelse blev søerne insemineret én gang med Duroc blandingssæd. Den anvendte sæd var mindre end 36 timer gammel. For at få en jævn fordeling af søerne insemineret fra 36 timer før til 9 timer efter ægløsningen, blev søerne insemineret efter følgende strategi. Hver anden so blev insemineret ved brunstbegyndelse. De øvrige søer blev insemineret 12-24 timer efter brunstbegyndelse eller insemineret efter ægløsning var observeret. Efter hver uge blev inseminationsstrategien rettet ind for at sikre den jævne fordeling. Hvis intervallet fra inseminationen til ægløsningen oversteg 36 timer, blev soen taget ud af forsøget.

27 søer blev slagtet 10 dage efter ægløsningen, og antallet af gule legemer på æggestokkene blev talt for at finde det gennemsnitlige antal ægløsninger. Derefter blev børen skyllet for embryoner (tidlige fostre) for at finde antallet af embryoner, der havde udviklet sig til dag 10.

Drægtighedskontrol af de resterende søer blev udført ved 3. og 6. uge i form af brunstkontrol og ved 10. uge som rektalpalpation. Søer, der ikke var drægtige, blev noteret som tomme. For de søer, der farede, blev efterbyrden checket for mumier, og antallet af mumier blev noteret sammen med antallet af levende- og dødfødte pattegrise.

Antallet af totalfødte pattegrise pr. so blev udregnet som en indikator for hvor mange fostre, der overlevede den første halvdel af drægtigheden. Fosterdød i den sidste halvdel af drægtigheden (mumier og dødfødte) skyldes faktorer, som ikke påvirkes af inseminationstidspunktet, og som derfor ikke har interesse i denne undersøgelse.

RESULTAT OG DISKUSSION

Af de 143 fravænnede søer blev 25 frasorteret (se tabel 1). 27 søer blev slagtet 10 dage efter ægløsning, og af de øvrige 91 søer farede 75, og 16 søer blev løbet om. Alle brunstoplysninger forelå på 118 søer. Brunstlængden varierede fra 30 til 89 timer svarende til en gennemsnitlig brunstlængde på 60±11 timer (se tabel 2).

Tabel 1. Årsager til at søer udgik af undersøgelsen
	Antal (pct.)
Brunstbeg. ikke observeret	3 (2,1)
Gule legemer fundet - ægløsning u. diegiv.	1 (0,7)
Cyster	2 (1,4)
Viste ingen brunst	2 (1,4)
Brækket ben	1 (0,7)
For snævert bækken til scanning	5 (3,5)
Interval fra insemination til ægløs. over 36 timer	11 (7,7)
Total udgået	25 (17,5)

Tabel 2. Brunstparameter hos 118 søer
Brunstparametre	Gennemsnit±SD
Fravæn. til brunstbeg., timer	92±12
Brunstlængde, timer	60±14
Brunstbeg. ægløs., timer	42±11
Ægløsningstidsp. i pct. af brunstens varighed	71±14

Figur 1a: Sammenhæng mellem interval fra fravænning til brunstens begyndelse og brunst-længde.

Sammenhængen, som er påvist i udenlandske undersøgelser, mellem perioden fra fravænning til brunstens begyndelse og brunstens længde, blev ligeledes set i denne undersøgelse (p<0.001) (se figur 1a). Sammenhængen gælder uanset brunstlængde og er derved upåvirket af de faktorer, som kan have indflydelse på brunstens længde. Der var også sammenhæng mellem længden af brunsten og længden af perioden fra brunstens begyndelse til ægløsning (p<0.001) (se figur 1b), som fundet af de hollandske og tyske forskningsgrupper. Tidspunktet for ægløsning i relation til brunstperioden var dog ikke konstant på 71±14 procent, men faldt med øget brunstlængde.

Figur 1b: Sammenhæng mellem brunstens længde og intervallet fra brunstens begyndelse til ægløsning.

Figur 1c: Sammenhængen mellem intervallet fra fravænning til brunstens begyndelse og intervallet fra brunstens begyndelse til ægløsning. Det optegnede 95 pct. konfidensinterval viser, hvor stor sikkerheden er ved bestemmelse af ægløsningstidspunktet ud fra intervallet fra fravænning til brunstens begyndelse

Figur 1c viser en sammenhæng mellem længden af perioden fra fravænning til brunstens begyndelse og længden af perioden fra brunstens begyndelse til ægløsning (p<0.001). Ved brunstens begyndelse kender man længden af perioden fra fravænning til brunstens begyndelse (X-aksen) og kan derfor forudsige længden af periode fra brunstens begyndelse til ægløsning (Y-aksen) og finde ægløsningstidspunktet.

De stiblede linier i figur 1c viser usikkerheden ved denne forudbestemmelse af ægløsningstidspunktet, men figuren viser ikke desto mindre, at en so, som kommer i brunst allerede på dag 3 (72 timer efter fravænning), tidligst har ægløsning 55±18 timer efter brunstens begyndelse, hvorimod en so, der kommer i brunst dag 5 (120 timer efter fravænning), kan have ægløsning kort efter (35±18 timer) brunstens begyndelse. Denne sammenhæng kan være et vigtigt værktøj ved planlægning af løbestrategier.

Kuldstørrelse afhængig af inseminationstidspunktet

Ved slagtning af de 27 søer blev antallet af ægløsninger fundet til 22±4. Under forudsætning af en høj befrugtningsprocent giver dette potentiale for en stor kuldstørrelsen. Det højeste antal embryoner (18,6 pr. so) blev fundet hos de søer, der var insemineret i intervallet fra 24 timer før frem til ægløsning, hvorimod det laveste antal embryoner (13,6 pr. so) blev fundet ved inseminering mere end 24 timer før ægløsningen.Ved inseminering op til 4 timer efter ægløsningen faldt antallet af embryoner pr. so kun til 18,0, mens inseminering mere end 4 timer efter ægløsningen ikke gav befrugtning.

I figur 2 vises antallet af totalfødte pattegrise hos de søer, der farede ved forskellige intervaller mellem inseminering og ægløsning. Kurven viser sammenhængen mellem totalfødte pattegrise og insemineringstidspunktet. Toppunktet på kurven (10±6 timer før ægløsningen) angiver det optimale insemineringstidspunkt. Mens den flade kurve viser, at insemination i et stort område omkring toppunktet kan give en tilsvarende høj kuldstørrelse.

Figur 2. Sammenhængen mellem tidspunktet for inseminering i forhold til ægløsningstidspunktet og den opnåede totale kuldstørrelse. Ved inseminering i intervallet fra 24 til 0 timer før ægløsning opnås den laveste omløberprocent og den højeste kuldstørrelse.

Antallet af omløbere er ikke indregnet i kurven. Opdelingen af insemineringsintervallerne i tabel 3 giver mulighed for at inddrage omløberprocenten i undersøgelsen. Der var ikke statistisk forskel på kuldstørrelsen og faringsprocenten for søer løbet i intervallerne 28-24 timer og 24-0 timer før ægløsningen og 0-4 timer efter ægløsningen. Derimod giver inseminering mere end 28 timer før og mere end 4 timer efter ægløsning en lavere kuldstørrelse og højere omløberprocent. Dette resultat udbygger resultatet fundet fra embryonerne. Dog blev ultralydscanningen udført hver 6. time, så opdelingen i disse inseminations-/ægløsningsintervaller må ikke tolkes som skarpe grænser.

Tabel 3. Antal af omløbere og faringer i forhold til tidspunkt for inseminering
	Inseminationsinterval (timer)
	Insemination før ægløs.				Insemination eft. ægløs.
	>28 t.	28-24 t.	24-0 t.	0-4 t.		4-9 t.
Total ant. af søer	10	9	52	12		8
Ant. omløb. (pct.)	5 (50)	1 (11)	6 (12)	2 (17)		2 (25)
Ant. faringer (pct.)	5 (50)	8 (89)	46 (88)	10 (83)		6 (75)

Tabel 4.

Anbebefalet løbestrategi for søerne i forsøgsbesæt., ved brunstkontrol fra dag 3 eft. fravæn. (M = morgen, E = eftermiddag)

Første stående brunst fundet

Dag 3

(lørdag)

Dag 4

(søndag)

Dag 5

(mandag)

Dag 6

(tirsdag)

Dag 7

(onsdag)

M

E

M

E

M

E

M

E

Første løbning

Dag 4

E

Dag 5

M

Dag 5

E

Dag 6

M

Dag 6

E

Dag 7

M

Anden løbning

Dag 5

E

Dag 6

M

Dag 6

E

Dag 6

E

÷

÷

På baggrund af dette og ved at udnytte den fundne sammenhængen mellem længden af perioden fra fravænning til brunstens begyndelse og længden af perioden fra brunstens begyndelse til ægløsning kan der udformes en løbestrategi.

Ovenstående indikerer, at et optimalt resultat fås efter inseminering i intervallet fra 24 timer før ægløsning frem til ægløsning med en eventuel mulighed for udvidelse af intervallet fra 28 timer før til 4 timer efter ægløsning (se tabel 4).

Således behøver man ikke at inseminere de tidlige brunstige søer før 1½ døgn efter brunstens begyndelse, mens inseminering af de sene søer skal ske straks efter brunstens begyndelse. Denne viden kan kun udnyttes, hvis brunstkontrollen i besætningen påbegyndes allerede dag 3 efter fravænning. Kun således kan man være sikker på at finde det sande tidspunkt for brunstens begyndelse (se tabel 4).

Den største kuldstørrelse ved faring og den laveste omløberprocent blev opnået ved inseminering i intervallet 24 til 0 timer før ægløsning. I denne forsøgsbesætning kan følgende løbestrategi med 2 insemineringer pr. so anbefales, under forudsætning af at brunstkontrollen udføres allerede fra dag 3 efter fravænning:

Er soens første stående brunst fundet:

- på dag 3, skal den insemineres første gang dag 4 om eftermiddagen og igen 24 timer efter.

- på dag 4, skal den insemineres første gang dag 5 om morgenen og igen 24 timer efter.

- på dag 5, skal den insemineres dag 5 om eftermiddagen og igen 24 timer efter.

- senere end dag 5, skal den insemineres med det samme og eventuelt igen 12 timer senere.

REFERENCER

Nissen, A.K., Lehn-Jensen, H., Hyttel, P., and Greve, T. (1995). Follicular Development and Ovulation in Sows: Effect of hCG and GnRH Treatment. Acta Veterinary Scandinavia. 36, pp 123-133, in press.

Soede, N.M., Wetzels, C.C.H., Zondag, W., de Konning M.A.I., and Kemp, B. (1995). Time of insemination relative to ovulation - ultrasonographically determined - affects fertilization rate and accessory sperm count in sows. Journal of reproduction and fertility, in press.

Waberski, D., Weitze, K.F., Lietmann, C., Lübbert sur Lage, W., Bortolozzo, F.P., Willmen, T., and Petzoldt, R. (1994). The initial fertilizing capaity of longterm-stored liquid boar semen following pre-and post ovulatory insemination. Theriogenology. 41. pp.1367-1377.

Weitze, K.F., Wagner-Rietschel, H., Waberski, D., Richter, L., and Krieter, J. (1994). The onset of heat after weaning, heat duration and ovulation as major factos in AI timing in sows. Reproduction in Domestic Animals.29. pp.433-443.

Tidspunkt for insemination i relation til brunst og ægløsning