Hvedehalm er mest velegnet, men at rapshalm kan anvendes som et alternativ til strøning før faring i hytter. Sammenlignet med byghalm, vurderes raps- og hvedehalm at suge mindre fugt op fra græs-/jordoverfladen.

Afprøvningens formål var at undersøge, hvordan etablering af et ikke-sugende materiale i form af rapshalm eller hvedehalm i bunden af farehytterne påvirkede pattegrisedødeligheden sammenlignet med brug af byghalm. Afprøvningen blev gennemført i to besætninger og forløb over 9-12 måneder i hver besætning og omfattede i alt 1.186 kuld.

Der indgik følgende grupper i afprøvningen:

Gruppe 1: Hytter tildelt byghalm før faring
Gruppe 2: Hytter tildelt rapshalm før faring
Gruppe 3: Hytter tildelt hvedehalm før faring

Der blev i alle tre grupper anvendt byghalm til dækning af efterfølgende behov for strøelse.

Der var vekselvirkning mellem besætning og grupper med hensyn til totaldødelighed for pattegrise. Totaldødeligehed inkluderer dødfødte og døde i diegivningsperioden. I besætning 1 var der ikke forskel mellem grupperne, mens pattegrisedødeligheden i besætning 2 var signifikant lavere ved brug af hvedehalm (total dødelighed 21,5 pct.) end ved brug af byg- (total dødelighed 26,8 pct.) eller rapshalm (total dødelighed 26,1 pct.) til opstrøning før faring. I besætning 1 var total pattegrisedødelighed for de tre grupper mellem 17,5 og 19,0 pct.

Strøelsesforbruget var størst, hvis der før faring blev strøet med rapshalm, lavere ved hvede og lavest for byghalm. I besætning 1 blev der i gennemsnit anvendt fra 27 kg til 44 kg halm til opstrøning afhængigt af halmtypen. I besætning 2 blev der anvendt fra 39 kg til 72 kg til opstrøning afhængigt af halmtypen. Inklusive strøelse tildelt efter faring, blev der i begge besætninger i alt brugt flest kilo strøelse i hytter, der blev strøet med rapshalm før faring, efterfulgt af hytter strøet med hvedehalm og byghalm.

Erfaringerne med brug af rapshalm, som strøelsesmateriale tildelt før faring, tydede på, at rapshalmen lå mere jævnt fordelt i hytten sammenlignet med de andre halmtyper. En anden erfaring var, at rapshalmen ikke sugede fugt op fra jorden.

Det konkluderes, at hvedehalm er mest velegnet, men at rapshalm kan anvendes som et alternativ til strøning før faring i hytter. Sammenlignet med byghalm, vurderes raps- og hvedehalm at suge mindre fugt op fra græs-/jordoverfladen. Men, da rapshalm ligger som en flad tæt måtte, er der samtidig behov for at strø med byg- eller hvedehalm ovenpå rapshalmen, så pattegrisene har noget at søge ned i.

Baggrund

Dødeligheden blandt pattegrise er størst i de første levedøgn. For eksempel fandt Kongsted & Larsen (1999) i tre frilandssobesætninger, at 81-87 pct. af de døde grise var dødfødte eller døde indenfor de første to døgn. I samme undersøgelse skete 74-80 pct. af dødsfaldene blandt de levendefødte grise indenfor to døgn efter faring. Det skyldes bl.a., at grisene i denne periode er meget følsomme overfor kulde og fugt (Kongsted & Larsen, 1999). Obduktionsfund har yderligere vist, at ihjellægning tilsyneladende er den mest udbredte dødsårsag i frilandssohold, men de samme obduktioner pegede desuden på, at en del af de ihjellagte grise ikke havde mælk i ventriklen (mavesækken), og derfor måske har haft sult som den primære dødsårsag. Ligesom det ikke kan udelukkes, at en del af de ihjellagte grise forud har lidt af iltmangel under fødsel eller af kulde og derfor er mere disponeret for at blive lagt ihjel. En konklusion fra undersøgelsen af Kongsted & Larsen (1999) var således, at det var vigtigt ikke udelukkende at fokusere på faktorer, som direkte vedrører pattegrisedødelighed men, at der samtidig fokuseres på faktorer, der kan påvirke faringsforløbet, mælkeoverførsel og grisens termiske miljø.

Ved at strø i hytterne før faring med et ikke-sugende materiale som fx raps- eller hvedehalm forventes det, at strøelsen suger mindre fugt fra jorden. Dermed opnås en mere tør overflade, hvilket forbedrer nærmiljøet for pattegrisene. Samtidig medfører det et mindre behov for at strø efter faring. Da strøning før faring ofte foregår vha. en strømaskine, mens strøning efter faring som regel baseres på manuel tildeling af halm, reduceres behovet for manuelt arbejde, hvis behovet for strøning efter faring mindskes.

Formålet med afprøvningen var at afklare, om etablering af et ikke-sugende materiale i bunden af farehytterne, med byghalm ovenpå, reducerede pattegrisedødeligheden samt halmforbruget sammenlignet med, hvis der udelukkende blev anvendt byghalm.

Materialer og metoder

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger og omfattede i alt 1.186 kuld. I besætning 1 blev der gennemført registreringer i 12 måneder (oktober-oktober), og i besætning 2 i ca. ni måneder (juli-marts).

Følgende grupper indgik i afprøvningen:

Gruppe 1: Hytter tildelt byghalm før faring
Gruppe 2: Hytter tildelt rapshalm før faring
Gruppe 3: Hytter tildelt hvedehalm før faring

I alle tre grupper blev der efter behov suppleret med byghalm efter faring. Der blev benyttet strømaskine ved strøning før faring, mens efterfølgende byghalm blev tildelt manuelt. Landmanden/medhjælper vurderede, hvor meget strøelse der var behov for til at sikre pattegrisene et tørt nærmiljø. Halmmængder var ikke fastsat, men blev derimod tildelt efter behov.

Registreringer

Når søerne blev indsat i farefoldene blev der for hver so registreret: Gruppe-, hytte- og sonummer.

Herudover registreredes på kuldniveau: Lægnummer, levendefødte og dødfødte, kuldudjævning og døde i diegivningsperioden inklusiv dato for dødsfald samt forventet dødsårsag. Derudover registreredes antal og gennemsnitlig vægt ved fravænning.

Med hensyn til halmforbrug blev der for hvert hold registreret: Holdnummer, dato for tildeling af strøelse, gruppenummer, kilo anvendt før faring per gruppe og kilo byghalm anvendt efterfølgende per gruppe.

Ved besøg af registreringsteknikeren fra Den rullende Afprøvning ca. hver tredje uge, blev hytterne til næste hold faringer fordelt på grupperne. Udover at indsamle data, noterede teknikeren fra den Rullende afprøvning besætningsejernes erfaringer med at anvende de forskellige halmtyper.

Produktionsforholdene i de to besætninger fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Produktionsforhold i besætningerne

Besætning	1	2
Sundhedsstatus	MS	Konv.
Antal årssøer	330	360
Driftsform	Tre ugers drift	Tre ugers drift
Foldtype	Primært fællesfarefolde	Enkelt farefolde
Hyttetype	Primært rundbuehytter	A-hytter
Strømaskine	"Tomahawk"	"Jeantil"

Registreringer

Når søerne blev indsat i farefoldene blev der for hver so registreret: Gruppe-, hytte- og sonummer.

Herudover registreredes på kuldniveau: Lægnummer, levendefødte og dødfødte, kuldudjævning og døde i diegivningsperioden inklusiv dato for dødsfald samt forventet dødsårsag. Derudover registreredes antal og gennemsnitlig vægt ved fravænning.

Med hensyn til halmforbrug blev der for hvert hold registreret: Holdnummer, dato for tildeling af strøelse, gruppenummer, kilo anvendt før faring per gruppe og kilo byghalm anvendt efterfølgende per gruppe.

Ved besøg af registreringsteknikeren fra Den rullende Afprøvning ca. hver tredje uge, blev hytterne til næste hold faringer fordelt på grupperne. Udover at indsamle data, noterede teknikeren fra den Rullende afprøvning besætningsejernes erfaringer med at anvende de forskellige halmtyper.

Statistik

Den primære forsøgsparameter var total pattegrisedødelighed (dødfødte og døde i diegivningsperioden) på kuldniveau. Afprøvningen var planlagt til at forløbe, indtil der var ca. 200 kuld i hver forsøgsgruppe for hver besætning.

Den sekundære forsøgsparameter var halmforbrug per hold.

Data for den primære og den sekundære forsøgsparameter blev analyseret ved hjælp af GLM-proceduren i statistikprogrammet SAS.

Resulater og diskussion

De primære produktionsresultater er vist i tabel 2. Der var vekselvirkning mellem besætning og grupper med hensyn til total dødelighed for pattegrise. Derfor er besætningerne opgjort hver for sig. I besætning 2 blev afprøvningen indstillet efter ca. ni måneder, da foldene på dette tidspunkt blev flyttet til nye arealer.

Tabel 2. Primære produktionsresultater – pattegrisedødelighed per kuld

Besætning	1			2
Periode	Oktober 2000 – oktober 2001			Juli 2001 – april 2002
Halmtype før faring	Byg	Raps	Hvede	Byg	Raps	Hvede
Antal fravænnede kuld, stk.	239	197	226	176	130	188
Totalfødte grise per kuld, stk.	13,3	13,2	13,1	12,8	13,6	13,0
Total dødelighed*, pct.	19,0	17,7	17,5	26,8^a	26,1^a	21,5^b

*	Det totale antal døde svarer til dødfødte + døde i diegivningsperioden; total dødelighedsprocent er korrigeret for kuldstørrelse og lægnummer
a,b:	statistisk sikkert forskellige (p<0,05)

I besætning 1 var der ingen forskel i total dødelighed for pattegrise mellem de tre halmtyper. I besætning 2 var pattegrisedødeligheden signifikant lavere for hvedehalm end for byghalm (p<0,05) og rapshalm (p<0,01). Generelt lå den totale pattegrisedødelighed på et højere niveau i besætning 2 end i besætning 1. Materialet giver ikke grundlag for at afdække denne forskel mellem besætningerne, men det generelt lave niveau for pattegrisedødelighed i besætning 1 kan være årsag til, at der ikke var forskel mellem grupperne med hensyn til pattegrisedødelighed.

Halmforbruget er vist for hver besætning i tabel 3. Der var ingen sammenhæng mellem den gennemsnitlige totale dødelighed for pattegrise og halmforbruget.

Tabel 3. Gennemsnitligt halmforbrug per kuld

Besætning	1			2
Antal hold	16			13
Halmtype	Byg	Raps	Hvede	Byg	Raps	Hvede
Før faring, kg/kuld	27,4	43,9	34,3	38,9	72,4	46,9
Byghalm efterfølgende, kg/kuld	22,3	19,7	20,7	18,3	14,1	12,9
Antal strøninger med byghalm per gruppe, stk	1-9	1-9	1-9	1-12	1-11	1-11
Total strøet, kg/kuld	49,7	63,6	55,0	57,2	83,9	59,8

Som det fremgår af tabel 3, blev der i begge besætnigner brugt mindst byghalm, efterfulgt af hvedehalm og rapshalm per kuld ved strøning før faring.

Figur 1 illustrerer for besætning 1 for hvert hold det gennemsnitlige halmforbrug per kuld til henholdsvis strøning før faring med enten byg, raps eller hvede og til efterfølgende tildelinger med byghalm. Figuren viser desuden den gennemsnitlige totale pattegrisedødelighed i de respektive hold. Figur 2 viser de tilsvarende tal for besætning 2. Figurerne illustrerer, at der ikke i nærværende forsøg var nogen tydelig sammenhæng mellem halmforbrug per kuld og den totale pattegrisedødelighed (pct.).

Figur 1. Gennemsnitligt halmforbrug per farehytte til henholdsvis strøning før faring og efterfølgende tildelinger af byghalm samt gennemsnitlig total pattegrisedødelighed per kuld (pct.) for 16 hold for hver af de tre halmtyper i besætning 1. Der blev strøet før faring ved hold 1 i oktober 2000 og ved hold 16 i oktober 2001.

For besætning 1 var halmforbruget størst i vinterperioden, mens dette var mindre tydeligt for besætning 2.

Figur 2. Gennemsnitligt halmforbrug per farehytte til henholdsvis strøning før faring og efterfølgende tildelinger af byghalm samt gennemsnitlig total pattegrisedødelighed per kuld (pct.) for 13 hold for hver af de tre halmtyper i besætning 2. Der blev strøet før faring ved hold 1 i juli 2001 og ved hold 13 i marts 2002.

Ifølge besætningsejerne var årsagen til, at der blev anvendt mindre mængder byghalm ved strøning før faring, tilsyneladende sammenhængende med det visuelle indtryk.

Byghalmen så ud til at fylde meget, når det blev ’blæst’ ind i farehytterne med strømaskinen, mens rapshalmen ikke så ud til at fylde så meget, men faldt relativt hurtigt sammen til en flad måtte (Figur 3).

Det var indtrykket, at rapshalmen i mindre grad sugede fugt op fra græs-/jordoverfladen. Dette indtryk skal dog også ses i sammenhæng med de betydelige mængder rapshalm, der blev anvendt. Den flade måtte var samtidig medvirkende til, at besætningsejeren i besætning 2 ikke syntes, at der var behov for at udjævne måtten i hytter med rapshalm, hvorimod halmen i de øvrige hytter blev udjævnet før faring.

I besætning 1 blev halmen udjævnet tre-fire dage før faring, hvis soen havde lavet en større fordybning. I både besætning 1 og besætning 2 var der tilfredshed med at anvende rapshalm - især i våde perioder eller i områder af marken med mere fugtig jord.

Figur 3. Foto af hytte i besætning 2 med rapshalm som strøelse. Det ses, at rapshalmen ligger jævnt fordelt men samtidig, at pattegrisene ikke har mulighed for at søge ned i halmen.

Det konkluderes, at som et alternativ til hvedehalm kan rapshalm anvendes til opstrøning før faring i hytter på friland. Sammenlignet med byghalm, vurderes raps- og hvedehalm at suge mindre fugt op fra overfladen. Men der er samtidig behov for at efterstrø med byg- eller hvedehalm, som pattegrisene kan søge ned i. I afprøvningen blev den totale pattegrisedødelighed ikke reduceret ved anvendelse af rapshalm.

Referencer

Kongsted, A.G. & Larsen, V.A., 1999. Pattegrisedødelighed i frilandssohold. DJF-rapport (Husdyrbrug), 11, 56 pp.

Deltagere:
Henrik Bækstrøm Lauritsen, Birgitte Iversen Damm, Ernst Nielsen, Erik Bach og Verner Ruby

Afpr. nr. 650

Strøelsesmaterialer i farehytter