Søernes foderstyrke de første fire uger efter løbning

SAMMENDRAG

Forskellige foderstyrker 1,8; 2,3 og 3,0 FEs pr. dag i de første fire uger efter løbning blev sammenlignet.

Afprøvningen blev gennemført i 3 sobesætninger over en periode på 15 måneder og omfattede søer og gylte - i alt 1.879 kuld. Søerne var individuelt opstaldede i drægtighedsperioden og blev fodret med tørfoder.

Søerne fulgte uden problemer de tre foderstyrker, og deres huld blev vurderet visuelt efter en karakterskala 1-4 ved løbning og 4 uger efter løbning.

Effekten af de 3 foderstyrker i den 4 ugers periode var ens i besætningerne, således faldt huldkarakteren svagt i perioden, når søerne fik 1,8 FEs pr. dag. Den steg svagt, når søerne fik 2,3 FEs pr. dag, og den steg lidt mere, når søerne fik 3,0 FEs pr. dag. Dette stemmer overens med, at en gennemsnitsso har behov for ca. 2 FEs pr. dag til vedligehold.

Der var ikke statistisk sikre forskelle i produktionsresultater eller reproduktionsindeks mellem de 3 forskellige foderstyrker. Der var dog en tendens til bedre reproduktionsindeks ved foderstyrke 2,3 og 3,0 FEs pr. dag i forhold til 1,8 FEs pr. dag. Afprøvningen viste, at det ikke giver dårligere reproduktionsresultater at tildele søerne op til 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løbning.

I besætninger, hvor søernes huld er for dårligt ved løbning, kan søerne tildeles 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løbning. Perioden, hvor søernes huld kan genoprettes, bliver således længere.

Ud fra en foderøkonomisk betragtning er det bedre at undgå vægttab hos søerne i diegivningsperioden ved at tildele en høj foderstyrke i denne periode fremfor at skulle reparere på et huldtab i diegivningsperioden ved at tildele en højere foderstyrke i den efterfølgende drægtighedsperiode.

BAGGRUND

Flere udenlandske forsøg har antydet, at foderstyrken i de første tre-fire uger af drægtighedsperioden har betydning for, hvor mange fostre der implanteres. I de gennemførte forsøg er resultaterne opgjort ved tælling af fostre i børhornene, når fostrene var fire-fem uger gamle. Det kan således ikke afgøres, hvor mange af de talte fostre, der ville have resulteret i levendefødte grise.

På baggrund af disse forsøg anbefales en foderstyrke på 1,8-2,2 FEs pr. dag de første 4 uger efter løbning, hvilket svarer til behovet for energi til soens vedligehold. Derefter fodres soen efter huld frem til 4 uger før faring, hvor foderstyrken øges til 3,5 FEs pr. dag.

I visse produktionssystemer, hvor de drægtige søer fodres med vådfoder (flere søer pr. ventil) eller er løsgående efter løbning, er det vanskeligt - om ikke umuligt - at sikre, at alle søerne får den lave foderstyrke de første fire uger efter løbning. Det kan kun sikres effektivt ved individuel fodring.

Der er dog intet, som tyder på, at besætninger med vådfoder eller løsgående drægtige søer skulle have ekstraordinære problemer med lav kuldstørrelse. Derfor er det vigtigt at få klarlagt, hvor stor betydning foderstyrken i de første fire uger efter løbning har for kuldstørrelsen, daetablering af individuel fodring i denne periode er forbundet med ekstra omkostninger. Ydermere kan en længere periode end den nuværende til huldregulering være ønskelig i besætningerne.

Afprøvningens formål var at undersøge, om en daglig foderstyrke på henholdsvis 1,8 FEs, 2,3 FEs og 3,0 FEs de første 4 uger efter løbning påvirker kuldstørrelsen i det efterfølgende kuld. Hvis det har betydning, skal dette inddrages i overvejelserne omkring produktionsanlæggets indretning, da søerne så skal fodres individuelt de første 4 uger af drægtighedsperioden.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført over en periode på 15 måneder i 3 sobesætninger. Søerne blev fodret med tørfoder i drægtighedsperioden.

Alle søerne var opstaldet individuelt i drægtighedsperioden, og der blev ikke tildelt halm. I besætning C gik gyltene i løsdrift, så individuel fodring var umulig. Gyltene fra denne besætning var derfor ikke med i afprøvningen. De søer, som løb om, efter at de var indsat i afprøvning, blev registreret som omløbere, men deres senere kuld indgik ikke i resultatopgørelsen.

Besætningsdata er vist i tabel 1.

Tabel 1. Besætningsdata
Besætning	A	B	C
Antal årssøer	510	315	515
Antal sofoderblandinger	1	2	1
Type blanding	Hjemmeblandet	Færdigfoder	Hjemmeblandet
FEs pr. 100 kg drægtighedsfoder	108	103	107
Pct. træstof i drægtighedsfoder	4,0	8,0	4,5
Diegivningsperiode, dage	28	22	19

Tabel 2. Foderstyrke i de 3 grupper
Periode/Gruppe	1	2	3
Fra fravænning til løbning	Efter tilnærmet ædelyst
0-4 uger efter løbning	1,8 FEs	2,3 FEs	3,0 FEs
4-12 uger efter løbning	Efter huld
12-16 uger efter løbning	3,5 FEs

Grupper

Forud for afprøvningens start blev søerne delt i 3 grupper, som var ens med hensyn til søernes gennemsnitlige antal kuld. Foderstyrken i de 3 grupper er vist i tabel 2.

Alle søerne blev fodret efter samme foderstrategi i diegivningsperioden.

Registrering

Der blev opsamlet reproduktionsdata via E-kontrol i besætningerne, suppleret med vurdering af søernes huld ved løbning og 4 uger efter løbning. Huldvurderingen blev foretaget efter karakterskala på baggrund af en visuel bedømmelse af søerne. Karakterskala og tegning til beskrivelse af søernes huld fremgår af figur 1.

Huldkarakter:

Figur 1. Vurdering af søernes huld

Huldkarakter 1. = For mager - Hofteben og rygrad træder tydeligt frem.

Huldkarakter 2. = Mager - Hofteben og rygrad kan ses.

Huldkarakter 3. = Middel - Hofteben og rygrad kan mærkes med et let håndtryk.

Huldkarakter 4. = Fed - Hofteben og rygrad er skjult.

Tabel 3. Produktionsresultater
FEs pr. dag de første 4 uger efter løbning	1,8	2,3	3,0
Antal fødte kuld	614	634	631
Antal levendefødte pr. kuld ^*)	10,9	10,9	11,1
Antal dødfødte pr. kuld ^*)	0,7	0,8	0,8
Omløbninger, pct.	6	5	5
Soens huld ved løbning	2,8	2,8	2,8
Soens huld 4 uger efter løbning	2,7	2,9	3,0
Faringsprocent efter 1. løbning ^*)	85,9	88,4	88,4
Reproduktionsindeks ^**)	100	104	106

*^)**	Korrigeret for kuldnummer.
^)**	Reproduktionsindeks = (Levendefødte grise pr. kuld + dødfødte grise pr. kuld) x faringsprocent. Reproduktionsindekset er ikke økonomisk vægtet. Gruppe 1 er sat til indeks 100.

Analyser

I afprøvningsperioden blev der udtaget foderprøver af besætningernes sofoderblandinger, som blev sendt til fuldstændig foderstofanalyse på Steins Laboratorium for at sikre, at de var i overensstemmelse med de danske normer for avlsdyr.

RESULTATER OG DISKUSSION

De anvendte sofoderblandinger var i overensstemmelse med normen for næringsstoffer til avlsdyr.

Løbende kontrol af fodervolumen og det beregnede indhold af FEs pr. kg sofoder sikrede, at de tre foderstyrker blev fulgt i besætningerne.

Der var ikke problemer med at få søerne til at optage de tildelte fodermængder i de første fire uger efter løbning.

Der var ikke vekselvirkning mellem de 3 besætninger, så det er kun gennemsnitstallene, der er vist i tabel 3.

Der var forskel i søernes huld ved løbning mellem de 3 besætninger. I besætning A var huldkarakteren i gennemsnit: 2,6; i besætning B: 2,8 og i besætning C: 3,0. Dette påvirkede ikke fodereffekten af de forskellige foderstyrker i besætningerne, således faldt huldkarakteren svagt i perioden, når søerne fik 1,8 FEs pr. dag. Den steg svagt, når søerne fik 2,3 FEs pr. dag, og den steg lidt mere, når søerne fik 3,0 FEs pr. dag. Dette stemmer overens med, at en gennemsnitsso har behov for ca. 2 FEs pr. dag til vedligehold.

Der var samme tendens mellem grupperne i reproduktionsindekset i de tre besætninger, så forskellene i de brugte foderblandingers energi- og træstofindhold har ikke påvirket resultaterne.

Der var ikke statistisk sikre forskelle i produktionsresultaterne mellem de 3 grupper inden for den enkelte besætning eller på gennemsnitstallene.

Der var dog en tendens til bedre reproduktionsindeks ved foderstyrke 2,3 og 3,0 FEs pr. dag i forhold til 1,8 FEs pr. dag. Gyltene reagerede på samme måde, som søerne på de 3 forskellige foderstyrker.

I besætningerne blev søerne - som var i god foderstand ved løbning, og som fik 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løbning - for fede. For at undgå at de var for fede ved faring, fik søerne mindre foder i drægtighedsperioden.

Betydningen af soens huld ved løbning og den efterfølgende foderstyrke er også blevet vurderet. Denne vurdering er kun gennemført på gennemsnitstallene, men der er korrigeret for effekt af besætningerne. Antallet af søer, som fik huldkarakteren 1 eller 4 ved løbning, var meget lille, derfor er det kun resultater for søer med huldkarakteren 2 eller 3 ved løbning, som er vist i tabel 4.

Tabel 4.	Foderstyrkens betydning for de opnåede produktionsresultater - afhængig af soens huld ved løbning
Soens huld ved løbning		2				3
FEs pr. dag, første 4 uger e. løbn.		1,8	2,3	3,0	1,8		2,3	3,0
Antal fødte kuld		122	135	114	453		459	460
Antal levendefødte pr. kuld ^*)		10,8	10,9	11,0	10,9		11,0	11,2
Antal dødfødte pr. kuld ^*)		0,7	0,8	0,8	0,8		0,7	0,7
Soens huld 4 uger efter løbning		2,2	2,6	2,6	2.8		3,0	3,1
Faringsprocent efter 1. løbning ^*)		82,8	85,5	87,3	87,8		88,1	89,2
Reproduktionsindeks ^**)		100	105	108	108		108	111

^*)	Korrigeret for kuldnummer.
^**)	Reproduktionsindeks = (Levendefødte grise pr. kuld + dødfødte grise pr. kuld) x faringsprocent. Reproduktionsindekset er ikke økonomisk vægtet. Huldkarakter 2 og gruppe 1 er sat til indeks 100.

Der var ikke statistisk sikker forskel i reproduktionsindeks mellem grupperne, selvom tallene tyder på, at reproduktionsindekset stiger ved stigende foderstyrke.

I de fleste besætninger taber søerne sig i diegivningsperioden. Det skyldes, at foderoptagelsen i diegivningen ikke har været stor nok til at dække næringsstofbehovet til mælkeproduktionen, og derfor mobiliserer soen næringsstoffer fra kroppen. Det koster i øvrigt væsentligt mere foder, når soen mobiliserer næringsstoffer fra kroppen, da soen i drægtighedsperioden bruger ca. 4 FEs pr. kg tilvækst. Derudover er der et energitab ved omdannelsen af kropsvæv til mælk.

Konklusionen på afprøvningen er således, at det ikke giver dårligere reproduktionsresultater at tildele søerne op til 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løbning. Denne afprøvning har ikke kunnet eftervise resultaterne af de udenlandske forsøg, som viste, at svag fodring de første 4 uger efter løbning øger antallet af overlevende fostre.

I de udenlandske forsøg er resultaterne opgjort ved tælling af fostre i børhornene, når fostrene er fire-fem uger gamle. Når det sammenholdes med kuldresultaterne fra denne afprøvning, tyder det på, at der sker et yderligere fostertab, når de er fire-fem uger gamle og frem til faring. Det kan således ikke afgøres, hvor mange af de talte fostre, der ville have resulteret i levendefødte grise.

Afprøvningens resultater betyder også, at man ikke behøver at tage hensyn til, at søerne skal fodres individuelt i de første 4 uger efter løbning, når det sikres, at hver so ikke æder mere end 3,0 FEs pr. dag i denne periode.

I besætninger, hvor søernes huld er for dårligt ved løbning, kan søerne tildeles 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løbning. Perioden, hvor søernes huld kan genoprettes, kan således blive længere. Ud fra en foderøkonomisk betragtning er det bedre at undgå vægttab hos søerne i diegivningsperioden ved en høj foderstyrke i denne periode fremfor at skulle reparere på et huldtab i diegivningsperioden ved en højere foderstyrke i den efterfølgende drægtighedsperiode.