Sammenligning af parvosorb vet. (hoechst) og ppv-vaccine vet. (sviv)

SAMMENDRAG

Effekten af vaccination imod infektion med porcint parvovirus (PPV) med vacciner fra Hoechst Danmark A/S og fra Statens Veterinære Institut for Virusforskning er afprøvet på 635 sopolte i to besætninger.

Der var en målelig titerstigning efter vaccinationen hos 98,3 pct. af sopoltene. Vaccination med vaccine fra Hoechst Danmark A/S gav en gennemsnitlig titer på 207 titerenheder, mens vaccination med vaccine fra Statens Veterinære Institut for Virusforskning gav en titer på 377 titerenheder. Denne forskel var statistisk sikker. Titerværdierne angiver, hvor meget virus antistofferne i et dyr er i stand til at neutralisere. Undersøgelsen kunne ikke afklare, hvor høj titeren skal være, for at et dyr er godt beskyttet.

I besætning 1 var der ingen tegn på spredning af PPV i løbet af afprøvningsperioden.

I besætning 2 var der spredning af PPV efter at 63 pct. af gyltene havde faret. Der var ikke statistisk sikker forskel på produktionsresultaterne i første eller andet kuld imellem dyr vaccinerede med de to vacciner, eller imellem vaccinerede dyr og kontroldyr. Begge vacciner viste en effekt ved at nedsætte antal dyr med titerstigning efter infektion i forhold til antallet i kontrolgruppen.

Som følge af den begrænsede smittespredning under afprøvningsperioden, kan det ikke afklares, om der opnås forskellige reproduktionsresultater efter brug af de to vacciner.

BAGGRUND

Porcint parvovirus (PPV) er et virus, der forekommer i de fleste sohold. PPV-virus er meget modstandsdygtigt overfor desinfektion og udtørring. Da symptomerne i de fleste tilfælde er uspecifikke, er det ikke muligt at udrydde infektionen. PPV har betydning i soholdet, da infektion kan forårsage fosterdød, der medfører omløbning eller lav kuldstørrelse. Dette kan eventuelt ses sammen med fødsel af mumificerede eller svagtfødte grise. Søer, der én gang har haft PPV får sandsynligvis ikke infektionen igen.

Ved at vaccinere avlsdyrene imod PPV undgås forringede reproduktionsresultater. Det er sandsynligt, at inficerede dyr vil udvise en titerstigning efter smitte trods forudgående vaccination.

Undersøgelser i forbindelse med en tidligere afprøvning (Reproduktionsrapport nr. 9: "Antibiotikabehandling omkring løbning", oktober 1990) viste, at PPV-vaccinationen i mange tilfælde ikke medførte en titerstigning. Det blev ikke afklaret, om det var fejl ved vaccinen, opbevaringen i besætningen eller vaccinationsteknikken, der var årsag til den manglende effekt af vaccination. Ved ny vaccination af de aktuelle dyr blev der i alle tilfælde påvist den forventede titerstigning.

Afprøvningens hovedformål var at sammenligne effekten af at bruge to PPV-vacciner under danske forhold. Samtidig skulle afprøvningen vise, om bestemte typer af dyr ikke reagerer på vaccinationen, samt eventuelt afklare årsagen til dette.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to lukkede besætninger på ca. 400 årssøer, hvor sopoltene blev opstaldet i separate stalde. I begge besætninger blev der opnået produktionsresultater på omkring 22 grise pr. årsso. Sundhedsstatus var henholdsvis MS og konventionel. Såvel sopolte som orner blev produceret i besætningerne under afprøvningsperioden.

Søer og orner i begge besætninger var gennemvaccinerede, så det var ikke muligt at afklare omfanget af smitte med PPV i soholdet. Der var tidligere observeret symptomer i begge besætningerne, der blev tilskrevet PPV-udbrud.

Afprøvningen blev gennemført som dobbelt blindforsøg. Dette betød, at ingen af de involverede parter vidste, hvilke grupper af dyr, der blev vaccineret med hvilken vaccine. Ved indkøb af vaccine til afprøvningsperioden blev det tilstræbt, at de 2 produktioner fra hvert firma var typiske for de to firmaers leverancer. For vaccine fra Statens Veterinære Institut for Virusforskning skete dette ved, at der blev indkøbt vaccine til afprøvningsperioden via veterinærafdelingens kontor i Roskilde. Kontoret indkøber løbende vaccine. Vaccine fra Hoechst Danmark A/S blev afhentet personligt på Statens Veterinære Serumlaboratorium, blandt det vaccinelager som var til stede på afhentningstidspunktet.

Vaccinen blev fordelt på mindre pakninger, der blev påført en farvet etiket og koderne a til d. Ved at teste a mod b og c mod d blev firmaerne testet imod hinanden i to gentagelser. Først ved opgørelsen af resultaterne blev det oplyst, at a og d var fra samme firma.

Sopoltene indgik i afprøvningsperioden ved en alder på ca. 4 måneder. De blev løbende inddelt i de to grupper, idet hver tiende sopolt blev udtaget til kontrolgruppen. Alle sopoltene blev blodprøvet to gange med 3-ugers interval for at kende sopoltenes smittestatus ved vaccinationen.

Samtidig med anden blodprøve blev forsøgssopoltene vaccineret med 2 ml PPV-vaccine. Kontrolgruppen blev ikke vaccineret. Tre uger senere blev sopoltene i forsøgsgrupperne vaccineret med 1 ml vaccine. Vaccinationen blev foretaget under huden bag øret, mens sopolten var fikseret med næsebremse. Alle 635 vaccinationer i afprøvningsperioden blev foretaget af den samme person.

Tre uger efter anden vaccination blev der udtaget endnu en blodprøve til måling af vaccinens effekt. Ved produktionskontrollen af PPV-vaccine på Statens Veterinære Institut for Virusforskning skal der opnås en titerværdi på mindst 128 titerenheder, for at vaccinen godkendes til salg. De to vacciner blev sammenlignet på basis af logaritmisk transformerede titerværdier.

Efter vaccination blev sopoltene flyttet til løbestalden og løbet.

Ved faring, omløbning eller udsætning blev der udtaget en fjerde blodprøve, til afklaring af om der havde været infektion i løbet af drægtighedsperioden. Alle blodprøverne blev undersøgt for antistoffer imod PPV af Statens Veterinære Institut for Virusforskning. Ved en titer på over 1.000 titerenheder, var det forventet, at gylten havde været udsat for smitte.

Ved faring blev antal levendefødte, dødfødte, mumificerede og misdannede grise registreret. Hvis der var tegn på PPV-infektion i form af abort, færre end syv levendefødte grise, mere end to dødfødte grise eller mumificerede grise, så blev alle dødfødte fostre frosset ned. Ved afslutningen af afprøvningsperioden blev de undersøgt for PPV-antistoffer eller -antigener af Statens Veterinære Institut for Virusforskning.

I besætning 2 blev der undersøgt blodprøver efter anden faring. I denne besætning blev produktionsresultaterne efter anden faring indsamlet fra de daglige registreringer til effektivitetsrapporten.

RESULTATER OG DISKUSSION

Der indgik 743 sopolte i afprøvningsperioden. Heraf blev 587 sopolte løbet og 508 farede efter denne løbning. I gennemsnit nåede 68 pct. af de indsatte sopolte frem til en faring efter første løbning. I alt 635 sopolte blev færdigvaccinerede, mens 86 sopolte indgik som kontroldyr.

Status før vaccination

Der var ikke tegn på PPV-infektion blandt sopoltene. Ved første vaccination var der et lavt niveau af antistoffer hos 55 pct. af sopoltene i besætning 1 og hos 84 pct. af sopoltene i besætning 2. Hos resten af sopoltene kunne der ikke påvises antistoffer imod PPV. De antistoffer, der blev målt hos en del af sopoltene, kan forklares som maternelle antistoffer.

Status efter vaccination

Den tredje blodprøve blev taget 21 til 24 dage efter 2. vaccination. Den højeste titerværdi i kontrolgruppen var på 24 titerenheder. Der var 11 af de i alt 635 sopolte (1,7 pct.) i vaccinationsgrupperne, hvor resultatet af tredje blodprøve var under 25 titerenheder. Resten af sopoltene (98,3 pct.) havde således reageret på vaccinationen.

Det samlede resultat af blodprøverne er vist i tabel 1. Der var ikke vekselvirkning imellem gruppe og besætning eller gentagelse, hvorfor resultaterne vises samlet for de to besætninger og to gentagelser.

Vaccination med vaccine fra Hoechst Danmark A/S gav en gennemsnitlig titer på 207, mens vaccination med vaccine fra Statens Veterinære Institut for Virusforskning gav en titer på 377. Forskellen var statistisk sikker (P <,001).

Efter brug af vaccine fra Hoechst Danmark A/S havde 55 pct. af dyrene en titer på over 128 titerenheder efter vaccinationen mod 81 pct. af dyrene vaccineret med vaccine fra Statens Veterinære Institut for Virusforskning. Procentdelen af dyr med en titer på over 128 efter vaccination var uafhængig af dyrenes alder og antistoftiter før vaccination, men var statistisk sikkert påvirket af besætning (P <,001).

Tabel 1. Resultat af afprøvningen
	Hoechst Danmark A/S	Statens Veterinære Institut for Virusforskning	Kontrol
Antal testet efter vaccination	314	321	86
Titer efter vaccination *	207^a	377^b	4^c
Pct. sopolte, hvor titer efter vaccination var over 128 **	55^a	81^b	0^c

a,b,c: Statistisk sikker forskel.

* Der er korrigeret for en statistisk sikker effekt af besætning og af gentagelse

** Der er korrigeret for en statistisk sikker effekt af besætning

Produktionsresultater

Ved planlægning af afprøvningen var det forventet, at der løbende ville ske en infektion af gyltene efter løbning, og at infektion ville reducere kuldstørrelsen hos de ikke vaccinerede sopolte.

Der var ikke tegn på smitte med PPV i besætning 1 i afprøvningsperioden. Der blev undersøgt 87 fostre fra besætningen. Der blev ikke påvist PPV-antistoffer eller -antigener i nogen af disse. Som følge af at der ikke blev observeret titerstigninger hos kontroldyrene i denne besætning, blev det besluttet ikke at undersøge alle fostrene.

I besætning 2 var der ingen symptomer på smittespredning i prøver fra kontroldyr inden ca. 63 pct. af dyrene havde faret. Efter de følgende faringer var der høje titre som tegn på PPV-infektion hos halvdelen af kontroldyrene. De 103 gylte, der farede senere, havde således været drægtige i smitteperioden.

Der blev i alt undersøgt 171 fostre fra besætning 2. Der blev påvist antistoffer imod PPV i fire af disse (2 pct.), stammende fra tre søer. Der blev ikke påvist parvovirus i nogen af de undersøgte fostre.

Der var kun ca. 45 gylte, der farede i hver af forsøgsgrupperne, efter at der var påvist spredning af PPV i besætning 2. Forskellen i kuldstørrelse var ikke signifikant.

Ved faring i besætning 2 var der statistisk sikkert flere dyr med titerværdier på over 1.000 titerenheder i kontrolgruppen end blandt de vaccinerede dyr. Dyr med titer på over 1.000 har reageret tydeligt på infektion i løbet af drægtigheden. Dette tyder på, at begge vacciner har haft en beskyttende effekt.

Efter anden faring havde alle søerne i besætning 2 været udsat for risikoen for PPV-infektion. En stor del af søerne havde da også haft en stigning i antistoftiteren i løbet af 2. drægtighed som tegn på infektion. Over halvdelen af kontrolholdet havde en tydelig stigning i antistoftiteren, men dette havde kun haft en begrænset betydning for reproduktionsresultaterne, hvilket kan skyldes det lille antal dyr, tidspunktet for smitte eller at den pågældende PPV-stamme ikke gav ret mange tilfælde af fosterdød.

Den meget begrænsede smittespredning i besætningerne kan skyldes, at den øvrige del af soholdet var vaccineret efter gældende anbefalinger, således at de ikke-vaccinerede kontroldyr, der kunne medføre spredning af smitte, kun udgjorde 2 pct. af besætningen.

Titerværdierne angiver, hvor meget virus antistofferne hos den enkelte sopolt er i stand til at binde. Der er ikke gennemført praktiske forsøg, der viser, hvor høj titer der skal være, for at et dyr er beskyttet. Der findes undersøgelser, der viser, at en titer på 10 titerenheder kan være tilstrækkeligt til at beskytte imod infektion. Det er dog ikke klart, om titerenhederne er målt på samme måde i de førnævnte forsøg som i denne afprøvningsperiode. Grænseværdien på 128 anvendes ved produktionskontrollen af PPV-vaccine på Statens Veterinære Institut for Virusforskning, og er gældende for en blodprøve udtaget 10 dage efter 2. vaccination, mens blodprøverne i denne undersøgelse blev udtaget 21 dage efter sidste vaccination. Det kan ikke udelukkes, at der er sket et titerfald i løbet af de følgende 14 dage.

Afprøvningen viste, at ved korrekt opbevaring af vaccine og korrekt vaccinationsteknik, opnås der en målelig effekt af vaccinationen hos næsten alle dyrene. Der var imidlertid 32 pct. af sopoltene, der ikke opnåede den forventede antistoftiter. Der var statistisk sikker forskel på vaccinerne fra de to firmaer til at fremkalde en antistoftiter på over 128 titerenheder. Der var også statistisk sikker forskel på antistofdannelsen hos sopolte fra de to besætninger. Titeren efter vaccination var ikke påvirket af niveauet af maternelle antistoffer ved vaccination. Dette niveau var imidlertid lavt i forhold til titeren i besætninger, hvor der sker en aktiv infektion af søerne.

Med det begrænsede antal dyr, der blev udsat for smitte, er det ikke muligt at belyse virkningen af PPV-infektion, eller at afklare om de to vacciner har forskellig effekt på produktionsresultaterne.

Afprøvningen viste, at der dels var forskel på vaccinerne, dels var besætningsfaktorer, der har betydning for antistoftiteren efter vaccination. Der var ikke nogen effekt af alder eller antistoftiter ved vaccination på antistoftiter efter vaccination.