Ved at gå fra 12 til 11 pattegrise i kuldet skal der bruges 9 pct. flere ammesøer. I de to besætninger blev dette opnået ved dels at anvende 6 og 3 pct. flere stipladser, og dels ved i gennemsnit at fravænne grisene 3 og 6 pct. tidligere end planlagt.

Ammesøer koster ekstra stipladser i farestalden. Ved at øge antallet af pattegrise i kuldet reduceres behovet for ammesøer og staldudnyttelsen forbedres. Omkostningerne kan være en øget dødelighed samt uens grise og lavere fravænningsvægt.

I to besætninger blev søerne fordelt på to grupper ved flytning til farestalden. I gruppe 1 skulle søerne passe 11 pattegrise, mens søerne i gruppe 2 passede 12 pattegrise. I besætning 1 var der ugedrift, og søerne havde i gennemsnit 26 diegivningsdage. I besætning 2 var der 2-ugers drift, og søerne havde i gennemsnit 32 diegivningsdage. Begge besætninger havde traditionelle kassestier og fodrede med en indkøbt diegivningsblanding.

Da antal grise i kuldet var forskelligt, kunne grupperne ikke balanceres i forhold til brug af ammesøer og fravænningsalder. Afprøvningen fulgte alle fødte grise i de to grupper, så det samlede resultat beskriver udbytte og omkostninger under praktiske forhold for en besætning med en strategi for enten 11 eller 12 grise i kuldet efter afsluttet kuldudjævning.

Ved at gå fra 12 til 11 pattegrise i kuldet skal der bruges 9 pct. flere ammesøer. I de to besætninger blev dette opnået ved dels at anvende 6 og 3 pct. flere stipladser, og dels ved i gennemsnit at fravænne grisene 3 og 6 pct. tidligere end planlagt. Korrigeret for grisenes fravænningsalder kostede det i gennemsnit 400 gram lavere fravænningsvægt og 0,5 pct. flere døde grise i diegivningsperioden (0,05 gris/kuld) at øge kuldstørrelsen fra 11 til 12 grise pr. kuld. Kun forskellen i fravænningsvægt var statistisk sikker.

Der blev ikke registreret flere flytninger af små eller svage grise fra gruppen med 12 grise pr. kuld. Vejning af 800 grise ved fravænning i besætning 1 viste samme standardspredning i fravænningsvægt indenfor kuldet i begge grupper.

Ved at øge kuldstørrelsen fra 11 til 12 pattegrise pr. kuld efter kuldudjævning opnås der en bedre staldudnyttelse, der svarer til produktion af én ekstra gris pr. kuld. Omkostningerne ved den højere kuldstørrelse vil være en statistisk sikkert lavere fravænningsvægt på ca. 4 kg/kuld og muligvis en højere dødelighed. Der var ikke forskel på vægtspredningen indenfor kuldene i de to grupper. Ved at øge antallet af diende grise pr. kuld skal der bruges færre ammesøer. Den ekstra stiplads kan udnyttes til at fravænne grisene senere. Så vil tabet i fravænningsvægt og dødelighed, som følge af det større kuld, svare til gevinsten i fravænningsvægt, ved at grisene fravænnes senere. Hvis de ekstra stipladser i stedet udnyttes til flere faringer, vil gevinsten svare til 9 pct. flere faringer, eller én fravænnet gris mere pr. kuld, hvilket er mere værd end 400 gram lavere fravænningsvægt og eventuelt 0,5 pct. lavere dødelighed.

Baggrund

Igennem mange år er kuldstørrelsen ved faring årligt steget med ca. 0,1 gris. Igennem de sidste 5 år har avl for høj kuldstørrelse øget stigningen til ca. 0,2 gris pr. år. Den gennemsnitlige kuldstørrelse er nu på 12 levendefødte grise pr. kuld. Da kuldstørrelsen fortsat stiger, er det relevant at kende fordele og ulemper ved forskellige antal pattegrise hos søerne.

Når antallet af pattegrise hos soen øges, bliver flere mælkekirtler aktiverede, idet der normalt aktiveres én mælkekirtel pr. gris. Det medfører, at fravænningsvægten pr. kuld vil stige med antal grise i kuldet. Det er soens resurser, der er begrænsende for mælkeydelsen. Derfor ses det, at fravænningsvægten pr. gris falder, når kuldstørrelsen øges. Forskellen på den største og den mindste gris forventes at stige, når der bliver flere grise i kuldet. Med et stigende antal grise hos soen øges risikoen for, at der ikke bliver plads til de mindste grise ved yveret og i pattegrisehjørnet.

Omkostningen ved at reducere antallet af grise hos soen er at flytte de overtallige grise til en ammeso. Ved at gå fra 12 til 11 pattegrise i kuldet skal der pr. 10 faringer bruges én ekstra ammeso med plads til 10 pattegrise. Dette medfører, at antal faringer pr. faresti reduceres med 1/11 eller med 9 pct. De manglende faringer svarer til, at der produceres ca. én gris mindre pr. kuld.

Formålet med afprøvningen var at beskrive fordele og ulemper ved at have enten 11 eller 12 pattegrise i kuldet.

Materialer og metoder

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med traditionelle kassestier til individuelt opstaldede søer. Farestaldene var i begge tilfælde sektionerede, men der blev flyttet en del grise mellem sektionerne i besætning 2. Begge besætninger blev udvalgt pga. en høj kuldstørrelse. Bortset fra forskellen i antal pattegrise, blev det tilstræbt, at søerne i begge grupper blev udsat for samme management, herunder strategier for rekruttering af ammesøer, for tildeling af tilskudsfoder til pattegrisene og for fodring af søerne. Grisene blev fravænnet ved hhv. 4 og 5 uger i de to besætninger.

Søerne blev tilfældigt fordelt på de to grupper ved flytning til farestalden. Grisene blev hos soen det første døgn efter faring. Herefter blev der foretaget kuldudjævning for at opnå den kuldstørrelse, som soen skulle have ifølge gruppeinddelingen. Grise måtte kun flyttes til søer indenfor gruppen. Hvis soen ikke blev skønnet egnet til at passe 13 grise, blev dette noteret, og soen fik det antal grise, som driftslederen vurderede, at den kunne passe. Ved behov blev der lavet ammesøer. Grise hos ammesøer blev fulgt som hørende til den gruppe, de oprindeligt var født i. Antallet af grise efter afsluttet kuldudjævning blev registreret dag 3. Der var ikke andre begrænsninger omkring pasningen af grisene, og det var tilladt at flytte grise til andre søer i samme gruppe, hvis dette indgik i besætningens normale management. Det var ligeledes tilladt at lade små grise blive tilbage ved fravænning, forudsat, at disse grise blev flyttet til søer indenfor gruppen. I besætning 1 blev grisene vejet kuldvis ved fravænning. Desuden blev grisene i tre ugehold vejet enkeltvis ved fravænning for at beskrive spredningen i vægt indenfor gruppen. I besætning 2 blev alle fravænnede grise fra hver gruppe vejet samlet på en brovægt.

De primære parametre ”dødelighed i farestalden” og ”fravænningsvægt” er behandlet statistisk. Som sekundære parametre registreredes antal flytninger, forbrug af ammesøer og staldudnyttelse beregnet som diegivningsdage i begge besætninger. Desuden blev standardspredningen indenfor kuldet opgjort i den ene besætning.

Resultater og diskussion

De samlede resultater af afprøvningen fremgår af tabel 1

Tabel 1.

Afprøvning af 11 og 12 pattegrise i kuldet

Gruppe	Gruppe 1. 11 pattegrise pr. kuld	Gruppe 2. 12 pattegrise pr. kuld
Antal faringer	347	350
Levendefødte grise pr. kuld, stk.	12,7	12,7
Dødfødte grise pr. kuld, stk.	1,4	1,3
Grise pr. kuld efter kuldudjævning, stk.	11,1	12,1
Ammesøer (pct.)	16	7
Dødelighed pr. kuld, stk.*	1,3	1,5
Fravænninger, stk.*	365	347
Fravænnede grise pr. kuld, stk.*	10,8	11,3
Fravænningsalder, dage	27,5	27,6
Fravænningsvægt pr. gris, kg	7,9	7,8
* Disse tal kan ikke sammenlignes, da grisene er fordelt over 9 pct. flere søer i gruppe 1 end i gruppe 2. Se tabel 2.

Der var ingen statistisk sikre forskelle i det samlede resultat. Forskelle i fravænningsvægten er efterfølgende behandlet under de to besætninger. Der var 0,2 flere døde grise pr. kuld i gruppe 2, svarende til en forskel i dødelighed på 2 pct. Det skyldes delvis, at dødeligheden i gruppe 1 er fordelt over 9 pct. flere kuld end i gruppe 2. Korrigeret for kuldstørrelse var forskellen i dødelighed på 0,5 pct., hvilket ikke var statistisk sikkert.

Fordelingen af kuldstørrelser ved kontroltælling og ved fravænning er angivet i appendiks. Som forventet, var der 9 pct. flere ammesøer i gruppe 1 i begge besætninger. Ofte fremstilles en ammeso ved, at alle grisene hos en so fravænnes, hvorefter der tilsættes nye grise. I besætning 2 blev der imidlertid ofte fravænnet enkelte store grise fra en so, hvorefter der blev tilsat yngre grise fra andre søer i gruppen. Ved opgørelsen var det derfor svært at skelne mellem søer med tilsatte grise og ammesøer. For at få overblik over det samlede resultat, må man i stedet se på puljen af grise i de to grupper, hvilket fremgår af tabel 2.

Tabel 2.

Regnskab for grisene i afprøvningen

Besætning	1		2
Gruppe. Antal pattegrise pr. kuld	Gr. 1 - 11	Gr. 2 - 12	Gr. 1 - 11	Gr. 2 - 12
Levendefødte grise i alt, stk.	2.119	2.142	2.274	2.304
Fravænnede grise i alt, stk.	1.859	1.847	2.080	2.064
Døde grise, pct.	13,7	14,0	9,2	10,1
Total antal so-diedage	4.779	4.510	5.715	5.546
Ekstra so-diedage i 11-gruppen	+ 6 pct.		+ 3 pct.

Antallet af ekstra so-diedage er opsummeret for alle søer og ammesøer, der indgik i afprøvningen. Antallet af ekstra diegivningsdage i gruppe 1 er mindre end antallet af ekstra ammesøer i gruppe 1 berettiger. Dette forklares under de enkelte besætninger.

Besætning 1

Forskellen i fravænningsvægt mellem grupperne i besætning 1 var på 260 gram. Dette var statistisk sikkert. Der blev fravænnet ved ca. 24 dage. Udover fraflytninger ved produktion af totrins-ammesøer, så blev der kun fraflyttet 39 grise (2 pct.) fra søerne i både gruppe 1 og 2. (Appendiks tabel 3). Stipladserne til ammesøer blev opnået ved 6 pct. flere diegivningsdage og ved at fravænne grisene i gruppe 1 ca. 3 pct. tidligere. Det svarer til, at hvert kuld blev fravænnet 0,8 dag tidligere end planlagt. I praksis er det opnået ved at fravænne enkelte kuld én uge tidligere end de øvrige kuld, der var født i samme uge. Ved 200 gram daglig tilvækst vil fravænning 0,8 dag tidligere end planlagt medføre, at de fravænnede grise i gennemsnit vejer gram mindre pr. gris end forventet. Den reelle forskel i fravænningsvægt mellem grupperne ved samme fravænningsalder ville således være 400 gram pr. gris. Dødeligheden i besætningen var på 14 pct. I besætningen blev 812 grise vejet enkeltvis ved fravænning. Forskellen i fravænningsvægt var statistisk sikker på hhv. 7,3 og 7,1 kg i gruppe 1 og 2 og bekræfter således den forskel i fravænningsvægt, der blev fundet i afprøvningen. Standardspredningen indenfor kuld var på 1,5 kg i begge grupper. Der var således forskel på fravænningsvægten, men ikke forskel på vægtspredningen indenfor kuldene i de to grupper. I gruppe 2 var dødeligheden 0,3 pct. højere end i gruppe 1. Forskellen var ikke statistisk sikker.

Besætning 2

I besætning 2 var der ingen forskel på fravænningsvægten. Der blev fravænnet ved 32 dage, og der blev gennemført 2-ugers holddrift. Mange ammesopladser blev lavet ved, at de største grise blev fravænnet et kuld, hvorefter 2 uger gamle grise fra yngre kuld blev flyttet hertil. De frigjorte pladser hos søer med 2 ugers diegivning blev så benyttet som ammepladser. Metodikken gjorde det svært at definere en ammeso, idet mange søer dels var ammesøer for én eller flere grise, dels fortsatte med at opfostre en del af sine egne grise. Den mest produktive so nåede at afslutte 38 grise! De søer, der i alt fravænnede mere end 15 grise, blev klassificeret som ammesøer. Kun 3 pct. af de 9 pct. ekstra stipladser til ammesøer blev opnået ved at benytte flere farestier end i gruppe 2. Resten af stipladserne blev som nævnt opnået ved at plukke store grise fra kuldene og flytte grise mellem kuldene. De i alt 6 pct. stipladser, der blev rekrutteret ved denne strategi, medførte at grisene i gennemsnit blev fravænnet 6 pct. tidligere end planlagt, hvilket ved 32 dages diegivning svarede til 2 dage tidligere fravænning. Hvis grisene havde fået disse 2 ekstra diegivningsdage, så ville de have vejet 400 gram mere ved fravænning. Ved den høje fravænningsalder har grisene haft god mulighed for at optage smågrisefoder. Dette kan have været til fordel for grisene i gruppe 2, der bedre kunne kompensere for en eventuelt lavere mælkeydelse pr. gris ved at optage mere smågrisefoder. Omkring 1/3 af grisene blev fraflyttet soen, efter at kuldene var udjævnet til 11 og 12 grise (Appendiks, tabel 3). De mange flytninger kan have påvirket resultaterne. Dødeligheden i besætningen var 10 pct. I gruppe 2 var den 0,9 pct. højere end i gruppe 1, hvilket ikke var statistisk sikkert.

Forskellen i fravænningsvægt pr. gris i besætning 1 var statistisk sikker, og betød, at søerne i gruppe 1 (11 grise pr. kuld) fravænnede 79,3 kg. gris (7,7 kg/gris), mens søerne i gruppe 2 (12 grise pr. kuld) fravænnede 80,7 kg gris (7,4 kg/gris). Det kan beregnes, at grisene i gruppe 1 i gennemsnit havde ca. 3 pct. færre diegivningsdage i besætning 1 (0,8 dage/gris) og 6 pct. færre i besætning 2 (2 dage/gris). Ved samme fravænningsalder i begge grupper kan der forventes en forskel i fravænningsvægt på 400 gram i begge besætninger ved 200 gram daglig tilvækst pr. gris. Der var ikke forskelle i årsag til eller omfang af flytning mellem de to grupper i besætning 1, og i besætning 2 kan de flere flytninger i gruppe 1 forklares med flytninger ved fremstilling af ammesøer. Der var således ikke tegn på problemer med flere svage grise eller flere efternølere ved at have 12 pattegrise i kuldet.

Ved at øge kuldstørrelsen fra 11 til 12 pattegrise pr. kuld kan der opnås flere faringer pr. hold (svarende til +1 gris pr. kuld), eller grisene kan i gennemsnit die 9 pct. længere hos søerne (2 dage ved 24 dages fravænning). Den højere kuldstørrelse hos søerne vil medføre færre flytninger lige efter faring, hvilket vil reducere arbejdsindsatsen og smittespredningen. Af omkostninger må der forventes en reduktion i fravænningsvægten på 400 gram pr. gris og muligvis en stigning i dødeligheden på 0,5 pct. (0,05) gris pr. kuld. Der vil ikke blive flere svage grise i kuldene, og kuldene bliver ikke uens ved fravænning. Det kan betale sig at have 12 pattegrise i kuldet, hvis de opnåede stipladser kan udnyttes til flere faringer. Hvis man kan skabe plads til ammesøer ved at foretage en tidligere fravænning, så er der ingen forskel på det økonomiske resultat.

Deltagere:
Tekniker Jens Ove Møller Hansen, Landsudvalget for Svin
Tekniker Jens Martin Strager, Landsudvalget for Svin

Afpøvning nr.: 599

Appendiks

Beregning af økonomien ved flere pattegrise i kuldet

Beregnet ved en smågrisepris på kr. 240,00 (svarende til den notering, der giver et dækningsbidrag fra grisene på kr. 0,00).

Omkostningerne ved at gå fra 11 til 12 pattegrise pr. kuld er en ca. 400 gram lavere fravænningsvægt pr. gris (kr. 32,00 pr. kuld) og muligvis ca. 0, 05 gris højere dødelighed pr. kuld (kr. 12,00).

Hvis kuldstørrelsen reduceres fra 12 til 11 pattegrise pr. kuld, skal der laves 9 pct. ekstra stipladser til ammesøer. De ekstra stipladser til ammesøerne kunne bruges til at producere ca. én gris pr. kuld mere, hvilket vil modsvare kr. 240,00 pr. kuld.

Hvis de 9 pct. ekstra stipladser opnås ved at fravænne grisene tidligere, vil de 9 pct. ekstra stipladser koste 2,2 diegivningsdage á 200 gram/gris á kr. 8,00/kg, i alt kr. 35,00 pr. kuld (beregnet for 24 dages fravænning). Den tidligere fravænning vil endvidere koste 0,06 gris mindre i kuldet ved næste faring (kr. 14,00). I alt kr. 49,00 pr. kuld.

Det kan således betale sig at have én gris mere i kuldet, hvis dette fører til flere faringer, idet de ekstra fødte grise (kr. 240 pr. kuld) så rigeligt dækker tabet i fravænningsvægt og dødelighed (kr. 44 pr. kuld) mens det ikke påvirker det økonomiske resultat, hvis det kun fører til en gennemsnitligt længere diegivningsperiode (kr. 49,00 pr. kuld).

Årsager til fraflytning og tilsætning af grise efter at kuldstørrelsen var standardiseret til 11 eller 12 grise i kuldet.

Tabel 3.

Fraflytning af grise efter den initiale kuldudjævning

	Besætning 1		Besætning 2
Årsag	Gruppe 1	Gruppe 2	Gruppe 1	Gruppe 2
Svag gris	6	3	12	2
Lille sund gris	1	1	241	303
Mælkemangel	8	9	-	6
Syg so	21	22	10	13
Stor gris	3	4	586	404
Skabt 2-trinsammeso	105	92	-	-
Fraflyttede grise i alt	147	132	850	752

Tabel 4.

Tilsætning af grise efter den initiale kuldudjævning

	Besætning 1		Besætning 2
Årsag	Gruppe 1	Gruppe 2	Gruppe 1	Gruppe 2
Svag gris	0	0	-	4
Lille sund gris	1	4	657	410
Mælkemangel	0	0	2	-
Syg so	0	0	-	-
Stor gris	10	1	287	330
Skabt 2-trinsammeso	0	0	11	5
Tilsatte grise i alt	11	5	957	749


Figur 1.	Fordeling af kuldstørrelser dag 3 efter faring i besætning 1.


Figur 2.	Fordeling af kuldstørrelser dag 3 efter faring i besætning 2.


Figur 3.	Fordeling af antal grise pr. kuld ved fravænning i besætning 1.


Figur 4.	Fordeling af antal grise pr. kuld ved fravænning i besætning 2.

En so fravænnede 38 grise i alt, og er ikke med i figuren.

Sammenligning af 11 eller 12 pattegrise i kuldet