Ostevalle og beriget permeat til slagtesvin

SAMMENDRAG

Ostevalle og beriget permeat blev afprøvet i to sektionerede slagtesvinebesætninger, der anvendte restriktiv vådfodring. I kontrolgruppen bestod vådfoderets væskedel af vand, mens væskedelen i forsøgsgruppen enten bestod af ostevalle eller beriget permeat. Begge valle-produkter indgik med ca. 17 pct. af FEs i vådfoderet.

Fodring med valle, uanset type, øgede slagtesvinenes daglige foderoptagelse signifikant, hvilket resulterede i en lidt højere daglig tilvækst (10 g). Der var ingen væsentlige forskelle med hensyn til foderudnyttelse, kødprocent og sygdomsmæssige forhold.

Gødningskonsistensen og graden af svineri i stierne var ens for kontrol- og forsøgsgruppen, selv om forsøgsgrisene forbrugte op til 30 l vand ekstra pr. gris.

Der blev ikke i afprøvningsperioden (ca. 1 år) fundet øget tæring af inventar og spaltegulve ved fodring med valleprodukter. En eventuel langtidseffekt kan ikke vurderes på dette grundlag.

Meromkostninger forbundet med vådfodring med valleprodukter er beregnet til 0,2 øre pr. l valleprodukt, forudsat at der alternativt anvendes vand i vådfoderet, og at dette vand er gratis. Ligeledes er det forudsat, at der i forvejen er investeret i valletank.

BAGGRUND

Valle er sædvanligvis et relativt billigt foderstof, som derfor har fundet udbredt anvendelse, fortrinsvis som foder til slagtesvin.

Som hovedregel handles der med to kategorier af valle, nemlig A (valle) og B (beriget permeat). Der indgår forskellige valletyper i hver kategori.

Valle (kategori A) er således et restprodukt fra fremstilling af oste (ostevalle) og kasein (kaseinvalle). Beriget permeat (kategori B) er et restprodukt fra produktion af f.eks. fetaost og kasein på basis af ultrafiltrering. Under ultrafiltrering fjernes visse proteiner, således at sammensætningen og fordøjeligheden af aminosyrerne ændres. Desuden foretages en opkoncentrering til ca. 7 pct. tørstof.

Næringsindholdet afhænger således af valletypen. Den kan have stor indflydelse på fuldfoderets næringsindhold, da valle ofte udgør 15 - 25 pct. af FEs i foderet.

Der har i mange besætninger været konstateret svingende indhold af tørstof og protein fra leverance til leverance, hvilket gør det vanskeligt at sikre svinene en korrekt og stabil forsyning med næringsstoffer.

Vallens relativt høje saltindhold medfører samtidigt, at grisenes vandoptagelse øges. Herved øges omkostningerne til lagring og udbringning af gylle.

Formålet med afprøvningen var derfor at:

-	undersøge variationen i forskellige valletypers næringsindhold fra leverance til leverance.
-	belyse forskellige valletypers effekt på slagtesvins foderoptagelse, foderudnyttelse, tilvækst og sundhed.
-	vurdere omfanget af tæring på inventar og spaltegulv
-	beregne vallens anvendelsespris.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger, der anvendte restriktiv vådfodring og sektioneret holddrift.

I forsøget indgik to grupper. Der var i besætning A 11 gentagelser (hold) med ca. 130 grise pr. gruppe. I besætning B var der 14 gentagelser med ca. 125 grise pr. gruppe. Afprøvningen omfattede i alt 6347 grise.

De to grupper var sammensat således, at grisene ved indsættelse havde samme kønsfordeling og vægt.

Grisene i gruppe 1 udgjorde kontrolgruppen og blev tildelt vådfoder, hvor væskedelen bestod af vand. I vådfoderet til forsøgsgruppen bestod væskedelen enten af ostevalle (besætning A) eller beriget permeat (besætning B). Begge valleprodukter udgjorde gennemsnitligt 17 pct. af FEs i vådfoderet.

Tørfoderdelen bestod i begge besætninger og grupper af korn, sojaskrå, animalsk fedt og mineraler. Besætning A anvendte desuden fedtrige rapskager i en kortere periode.

Indholdet af næringsstoffer og energi var beregnet at være ens for begge grupper inden for besætning. Næringsindholdet opfyldte normerne som angivet i "Fokus på normer for næringsstoffer" (1990).

Begge de anvendte valleprodukter blev leveret af MD-Foods 3 - 4 gange ugentligt.

Ostevallen blev opbevaret i en rustfri ståltank, der rummede 30 tons og var udstyret med omrører. Omrøring blev foretaget umiddelbart før overpumpning til blandekar i forbindelse med foderfremstilling. Tanken blev ikke vasket regelmæssigt og blev aldrig tømt fuldstændigt mellem hver valleleverance.

Permeatvallen blev opbevaret i 2 rustfri ståltanke á 25 tons. Disse blev ikke rengjort, men tømt på skift. Tankene var ikke forsynet med omrører, men permeatet blev cirkuleret ved pumpning i 3 - 5 minutter, før det skulle anvendes til fremstilling af foder.

Inden for hver gruppe blev registreret tilvækst, foderforbrug, kødpct. og sygdomsforhold. Desuden blev vandforbruget registreret.

For løbende at følge indholdet af næringsstoffer i valle og permeat blev der udtaget prøver hver 14. dag til analyse for tørstof og råprotein. En gang månedligt blev desuden foretaget fuldstændig foderstofanalyse samt bestemt indholdet af en række aminosyrer og mineraler. På to prøver af beriget permeat blev endvidere bestemt indholdet af fire mikromineraler.

Prøver af vådfoder blev udtaget ca. 1 gang pr. måned og underkastet samme analyseprogram som valle- og permeatprøverne.

RESULTATER OG DISKUSSION

Næringsstofsammensætning

Ostevalle og beriget permeat er siden 1.3.1991 solgt af MD-Foods med følgende garantier:

Ostevalle

Beriget Permeat

Tørstof, pct.

Råprotein, pct.

pH

5,5 (±10%)

0,6 - 0,8

4,0 - 4,5

7,0 (±10%)

0,3 - 0,6

4,0 - 4,5

Tabel 1 viser sammensætningen af ostevalle og beriget permeat.

Tabel 1.	Gns. analyseret indhold af næringsstoffer i ostevalle og beriget permeat pr. kg tørstof
		Ostevalle	Beriget permeat
Antal prøver		14	25
Vand, pct.		94,1	93,60
Indhold pr. kg tørstof
Råprotein, pct.		11,0	6,4
Råfedt, pct.		1,4	0,5
NFE, pct.		79,1	83,7
Råaske, pct.		8,5	9,4
FEs		1,07	1,02
Calcium, g/kg		6,8	6,9
Fosfor, g/kg		6,9	7,7
Natrium, g/kg		8,0	8,9
Klorid, g/kg		-	26
Kalium, g/kg		-	23
Lysin g/kg		8,1	2,2
Methionin, g/kg		1,4	0,4
Cystin, g/kg		2,0	0,4
Threonin, g/kg		5,9	1,5
pH		4,1	4,2
Kobber, mg		-	0,2
Jern, mg		-	1,2
Zink, mg		-	1,9
Mangan, g		-	0,05

Analyseresultaterne viser, at disse garantier gennemsnitligt set er overholdt, men at enkelte partier afveg udover grænseværdierne. Indholdet af råprotein varierede således fra 0,40 pct. til 0,74 pct. (ostevalle) og fra 0,21 pct. til 0,94 pct. i beriget permeat. Tørstofindholdet varierede fra 4,8 pct. til 8,8 pct. (ostevalle) og fra 4,0 pct. til 8,0 pct. (beriget permeat).

Det bemærkes, at en væsentlig del af de partier, som afveg udover de fastsatte garantier for råprotein og tørstof, blev leveret før garantiordningen trådte i kraft. Desuden blev prøverne ikke, som forudsat i garantibestemmelserne, udtaget fra tankvognene, men fra valletankene.

Det analyserede indhold af andre næringsstoffer var gennemgående på niveau med resultater fra tidligere analyseserier, bortset fra et væsentligt højere indhold af fosfor (57 pct.) og livsvigtige aminosyrer (op til 75 pct.) i beriget permeat i forhold til tidligere.

Variationen i valleprodukternes næringsindhold, udtrykt som enkeltanalysers afvigelse fra analysegennemsnittet, var typisk op til 20 pct. for makromineraler og op til 100 pct. for aminosyrer.

De målte pH-værdier i valle og permeat varierede fra 3,6 til 5,2 med størstedelen inden for garantiintervallet 4,0 - 4,5.

Det analyserede indhold af mikromineraler i de to prøver af beriget permeat var noget lavere end tabelværdierne fra Andersen og Just (1983) angiver.

Det analytisk bestemte indhold af FEs i vådfoderprøverne var 0,01 - 0,04 FEs pr. kg lavere end det forventede(0,30 FEs/kg). Analyser af næringsindholdet pr. FEs viste imidlertid god overensstemmelse med det beregnede indhold.

Vådfoderets pH-værdi var i gennemsnit ca. 5, uanset om væsken bestod af vand, ostevalle eller permeat. Anvendelse af fælles eller separate blandekar til kontrol- og forsøgsfoder gav ligeledes ens pH-værdier. At pH i vådfoderblandingerne var ens kan derfor ikke forklares alene ved mulig overslæbning af mælkesyrebakterier fra forsøgs- til kontrolblanding (podning).

Produktionsresultater

Tabel 2 viser de gennemsnitlige produktionsresultater fra de to besætninger i afprøvningen. Da der ikke var vekselvirkning mellem besætning og forsøgsbehandling, er kun det samlede resultat vist.

Resultaterne af afprøvningen viser, at de valle/permeatfodrede grise havde en signifikant større daglig foderoptagelse end grisene på kontrolholdet. Valle/permeatgruppen opnåede som følge heraf en lidt højere tilvækst, der dog ikke antog signifikans (P <.15). Der var ikke nævneværdige forskelle mellem grupperne med hensyn til foderudnyttelse og kødpct.

Der var ingen forskel i andelen af døde og kasserede grise mellem grupperne, lige-som der heller ikke optrådte forskelle i forekomsten af sygdomsbemærkninger og årsager til dødsfald og kassationer.

Fodring med ostevalle og beriget permeat i mængder på ca. 17 pct. af FEs har ikke i denne afprøvning vist sig at have negativ effekt på grisenes produktionsresultater. Det skal dog tages i betragtning, at afprøvningen er gennemført med vallepartier af forholdsvis ensartet kvalitet, og at der er leveret valle af samme type fra gang til gang.

Gødningskonsistensen og graden af svineri i stierne var nogenlunde ens i de to grupper. At fodring med valle i stedet for vand skulle give anledning til højere diarréfrekvens og mere svineri i stierne kan således ikke bekræftes i denne afprøvning. Det noteres dog, at valleandelen af foderet var moderat, og at afprøvningen blev gennemført i stalde med fuldspaltegulv, hvilket erfaringsvis giver færre problemer med svineri.

Tabel 2. Produktionsresultater. Gennemsnit af besætning A og B
	Kontrol	Valle
Producerede svin	3167	3180
Vægt ved indsættelse, kg	35,2	35,1
FEs pr. dag	2,19^a	2,23^b
Daglig tilvækst, g	689	699
FEs pr. kg tilvækst	3,18	3,19
Kødprocent	58,4	58,3
Døde/kasserede, pct.	3,5	3,1

a, b: P<0,05

Vandforbrug fra drikkeventiler

I besætningen der anvendte permeatvalle, blev vandforbruget fra drikkeventiler opgjort for 4 hold á ca. 130 grise pr. gruppe. Grisene på kontrolfoderet brugte i gennemsnit 129,9 l vand pr. gris mod 158,7 l hos grisene på permeatfoderet. Den berigede permeat øgede grisenes samlede væskeforbrug med knap 30 l pr. gris, svarende til 22 pct.

Til sammenligning optog grisene i begge grupper ca. 620 l vand pr. gris fra vådfoderet, beregnet ud fra det analytisk bestemte vandindhold og grisenes foderoptagelse. Vandforbruget fra vådfoderet svarer til ca. 2,6 l pr. FEs.

Grisene på kontrolfoderet brugte således i alt ca. 750 l vand pr. gris, svarende til 3,1 l vand pr. FEs, mod ca. 780 l vand pr. gris (3,2 l vand pr. FEs) på permeatfoderet.

I den anden besætning blev registreret en næsten tilsvarende stigning i grisenes vandforbrug fra drikkeventiler (21 l) ved fodring med valle. Vandforbruget er dog her kun opgjort for de første 66 ud af i alt 81 foderdage på et hold og kan derfor kun betragtes som orienterende.

Målingerne af vandforbruget viser således, at selv om grisene fodres med vådfoder, der i forvejen indeholder ca. 78 pct. vand, kan de forbruge op til 0,5 - 0,6 l vand ekstra pr. FEs vådfoder fra drikkeventilerne. Det gælder, uanset om vådfoderet er baseret på vand eller valle/permeat. Den ekstra vandoptagelse er dog størst ved valle/permeatfodring, formentlig på grund af dennes højere saltindhold.

Økonomi

Vallens anvendelsespris kan opgøres som anskaffelsespris med tillæg af omkostninger fra evt. produktionstab, gyllelagring og -håndtering, slid og tæring på inventar m.v. Det forudsættes, at valletank er installeret i forvejen. Anvendelsesprisen bliver således den reelle pris, som skal betales for vallen, og dermed den pris, som skal anvendes ved sammenligning med andre foderstoffer.

Der er ikke i afprøvningen fundet forskelle i produktionsresultaterne til ugunst for valleprodukter, hvorfor produktionsværdien ikke belastes heraf.

Det ekstra vandforbrug ved anvendelse af permeat medfører omkostninger til øget kapacitet til gylleopbevaring. Disse kan anslås til 170 kr. pr. m³, svarende til ca. 4 kr. pr. produceret svin ved 30 l ekstra vandforbrug og 9 måneders gylleopbevaring.

Ved en gennemsnitlig årlig forrentning og afskrivning på 18,4 pct. af det investerede beløb (10 år, 13 pct. rente p.a.) øges produktionsomkostningerne pr. produceret svin med 0,75 kr. Hertil kommer de øgede udbringningsudgifter, der kan ansættes til ca. 50 øre pr. produceret svin ved en udbringningsudgift på 15 kr. pr. m³ gylle. I alt øges produktionsomkostningerne med i alt ca. 1,25 kr. pr. produceret svin ved vådfodring med valle/permeat i stedet for vand.

Med en permeatandel på 17 pct. af FEs forbruges ca. 600 l permeat pr. produceret svin. De ekstra omkostninger til lagring og udbringning udgør da 0,2 øre pr. l valleprodukt.

I ingen af de to besætninger, der deltog i afprøvningen, blev der konstateret øget tæring af inventar og spaltegulv ved fodring med valleprodukter. Spaltegulvene var dog relativt nye ved afprøvningens start. Desuden forløb afprøvningen over relativt kort tid. En evt. langtidseffekt kan derfor ikke vurderes og er ikke medtaget i de økonomiske overvejelser.

Alt i alt viser beregninger, baseret på resultaterne fra denne afprøvning, at valleprodukters anvendelsespris kan ansættes til mejeriets salgspris med tillæg af 0,2 øre pr. liter, forudsat at der alternativt anvendes vand i vådfoderet, og at dette vand er gratis.

Praktiske anvisninger vedr. opbevaring af og fodring med valleprodukter er beskrevet i pjecen Fokus på valle og beriget permeat, hvortil der henvises.

REFERENCER

Andersen, P.E. og A. Just, 1983. Tabeller over foderstoffers sammensætning m.m. Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab

FOKUS PÅ Normer for næringsstoffer, 1990, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER

FOKUS PÅ Valle og beriget permeat, 1992, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER