Multifasefodring af slagtesvin

SAMMENDRAG

Konstant aminosyreindhold i foderet i hele vækstperioden blev sammenlignet med ugentlig tilpasning af foderets aminosyreindhold til grisenes forventede behov (multifasefodring). Foderet blev udfodret i tørfoderautomater efter tilnærmet ædelyst ved hjælp af computerstyrede fodringsanlæg. Afprøvningen blev gennemført i to sektionerede slagtesvinebesætninger og omfattede i alt 2446 grise pr. gruppe.

Fasefodring nedsatte signifikant grisenes daglige tilvækst med gennemsnitligt 17 g, men havde ingen sikker effekt på deres foderoptagelse. Foderforbruget var signifikant højere i forsøgsgruppen i besætning A, men ikke i besætning B. I begge besætninger faldt kødprocenten i forsøgsgruppen signifikant med gennemsnitligt ca. 0,5 pct. enheder. Der var ingen forskelle mellem grupperne mht. pct. døde og kasserede grise.

Grisenes kvælstofudskillelse blev ved fasefodring reduceret med ca. 11 pct. i besætning A og 14 pct. i besætning B. Der var ingen sikre forskelle i vandforbruget imellem de to grupper.

Dækningsbidraget blev ved fasefodring nedsat med ca. 15 kr. pr. produceret svin i besætning A og med ca. 8 kr. i besætning B.

Multifasefodring kan teknisk set fungere, men det er uvist, hvor meget aminosyretildelingen kan reduceres uden at forringe produktionsresultaterne. Fasefodring er alligevel interessant på grund af de mulige "sidegevinster" i form af lavere foderudgift, nedsat fosforudledning og optimal udnyttelse af vækstfremmere. Økonomisk må foretrækkes simple fasefodringsanlæg frem for de mere kostbare computerstyrede anlæg, med mindre man i forvejen råder over en vådfodercomputer.

BAGGRUND

Slagtesvin udnytter knap 35 pct. af foderproteinerne til at producere kød. De resterende ca. 2/3 tabes hovedsagelig via urin og i mindre grad gennem gødning.

Tabet af kvælstof gennem urinen kan begrænses ved at nedsætte foderets indhold af fordøjeligt råprotein. Dette sker ved at tilsætte industrielt fremstillede aminosyrer. Desuden kan man tilpasse proteinforsyningen bedre til grisenes behov gennem såkaldt fasefodring. Fasefodringsprincippet bygger på, at foderets proteinindhold gradvist nedsættes gennem hele vækstperioden. Dette kan bl.a. ske ved

-	at skifte mellem to til tre blandinger med faldende aminosyreindhold i vækstperioden. En række undersøgelser i ind- og udland har sammenlignet fodring med to eller tre foderblandinger med forskellige aminosyreniveauer med fodring med samme blanding i hele vækstperioden. Der er gennemgående ikke fundet forskelle i produktionsresultaterne mellem de to strategier for aminosyretildeling.
-	at udfodre to foderblandinger med forskelligt aminosyreindhold samtidigt og i varierende mængdeforhold (multifasefodring). Der foreligger kun få danske og udenlandske undersøgelser af denne strategi.

Teoretisk set kan grisenes kvælstofudskillelse nedsættes med ca. 8 pct. ved multifasefodring sammenlignet med fodring med samme foderblanding i hele vækstperioden. Såfremt multifasefodring kombineres med at sænke proteinindholdet i de anvendte foderblandinger, vil grisenes kvælstofudskillelse typisk kunne reduceres med yderligere ca. 10 pct. i forhold til sædvanligt anvendte foderblandinger.

Der savnes praktiske erfaringer med at gennemføre multifasefodring ved hjælp af computerstyrede fodringsanlæg, specielt når proteinindholdet i foderblandingerne samtidigt reduceres. Desuden savnes erfaringer med, hvor meget grisenes kvælstofudskillelse kan reduceres i praksis ved disse tiltag.

Formålet med denne undersøgelse var derfor

-	at undersøge, om det er teknisk muligt ved hjælp af computerstyrede fodringsanlæg at udfodre to foderblandinger samtidigt i varierende mængdeforhold (multifasefodring) og med tilstrækkelig nøjagtighed.
-	at sammenligne effekten af gradvis reduktion af aminosyreindholdet med et konstant indhold af aminosyrer (samme foderblanding) igennem hele vækstperioden ved et reduceret indhold af fordøjeligt råprotein.

Effekten blev målt på

- slagtesvins produktionsresultater samt dødelighed,

- N-udskillelse,

- vandforbrug,

- produktionsøkonomi.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to sektionerede slagtesvinebesætninger med fuldspaltegulv og tørfodring. Besætning A havde konventionel og besætning B blå MS sundhedsstatus.

Afprøvningen omfattede to grupper pr. besætning. Grisene i gruppe 1 udgjorde kontrolgruppen, hvor indholdet af fordøjelige aminosyrer pr. FEs var konstant i hele vækstperioden, svarende til den gældende norm til slagtesvin i vægtintervallet 25-100 kg.

Grisene i gruppe 2 udgjorde forsøgsgruppen, hvor indholdet af fordøjeligt lysin blev ændret fra 8,5 g pr. FEs til 5,5 g pr. FEs. De øvrige essentielle aminosyrer indgik med en konstant andel af lysinet, svarende til de gældende normer.

De to grupper var ensartet sammensat efter vægt ved indsættelse.

I besætning A indgik der i gennemsnit 104 grise pr. gruppe med i alt 10 gentagelser (hold). I besætning B indgik der i gennemsnit 117 grise pr. gruppe med i alt 12 gentagelser. Afprøvningen omfattede i alt 2446 grise pr. gruppe.

I begge besætninger blev anvendt to fabriksfremstillede fuldfoderblandinger, der var sammensat efter aminosyrekravene i tabel 1. Blandingerne havde samme energiindhold og bestod af de samme råvarer (hovedsagelig korn, sojaskrå, rapsprodukter, solsikkeskrå, kornbiprodukter, foderfedt og melasse). Indholdet af de øvrige næringsstoffer svarede til normerne for slagtesvin (25-100 kg), som angivet i "Fokus på normer for næringsstoffer" (1991).

Kontrolfoderet fremkom ved udfodring af blanding 1 og 2 i et fast forhold 60:40 igennem hele vækstperioden. Forsøgsfoderet fremkom ved udfodring af de 2 blandinger i mængdeforhold, der var styret af grisenes beregnede lysinbehov, og blev ændret en gang om ugen. Hver blanding blev udfodret efter separat foderkurve. Et eksempel på foderkurver til kontrol- og forsøgsfoderet er vist i bilag 1.

Tabel 1. Næringsstofkrav til foderblandinger, g fordøjeligt pr. FEs

Blanding 1

Blanding 2

Råprotein, max.

Lysin

Methionin

Methionin + cystin

Treonin

Tryptofan

150

8,5

2,7

5,4

5,6

1,6

100

5,5

1,7

3,4

3,6

1,0

I besætning A blev foderblandingerne udfodret i tørfoderautomater ved hjælp af et Alfa-Laval Feedmaster 800 computerstyret fodringsanlæg. Foderet blev tildelt 4 gange dagligt efter foderkurver, der var baseret på fodring efter tilnærmet ædelyst. Udfodring skete ved elektronisk udvejning af foder fra en hængebanevogn, der blev fremført via en loftskinne igennem besætningen. Fodervognen medbragte begge foderblandinger, som således blev udfodret samtidigt.

Foderblandingerne i besætning B blev udfodret i tørfoderautomater via samme foderstreng ved hjælp af et computerstyret ECHBERG-tørfodringsanlæg. Foderet blev tildelt 6 gange dagligt efter foderkurver, der var baseret på tilnærmet ædelyst. Udfodring skete ved tidsstyret åbning af ventiler monteret i et traditionelt tørfodringsanlæg og anbragt over de enkelte foderkasser. Da der kun kunne udfodres een blanding ad gangen, blev udfodringsrækkefølgen ændret fra fodring til fodring, således at der blev fodret i rækkefølgen 1-2 og 2-1. Dette for at modvirke, at eventuelle rester af de enkelte foderblandinger systematisk påvirkede den planlagte udfodrede mængde.

Inden for hver gruppe blev registreret tilvækst, foderforbrug, kødpct., dødelighedspct. og sygdomsforhold. Grisenes vandforbrug blev registreret for hvert hold og gruppe i to staldsektioner pr. besætning.

Foderets næringsindhold blev kontrolleret stikprøvevis i form af fuldstændig foderstofanalyse, samt ved bestemmelse af indholdet af Ca, P og samtlige aminosyrer, undtagen tryptofan og tyrosin.

RESULTATER OG DISKUSSION

Fodringsanlæggenes tekniske funktion

Multifasefodring kan praktiseres med Alfa-Laval-anlægget, hvis der tages hensyn til dets tekniske begrænsninger, specielt:

-	at det medbragte foder skal række til en hel staldsektion. Der er ikke mulighed for at returnere efter ekstra foder.
-	at der kun kan medbringes to blandinger. Det betyder, at samtlige staldsektioner skal have de samme to blandinger.
-	at fodervognen rummer max. 435 liter i rum 1 og max. 345 liter i rum 2. Det vil i større besætninger medføre mange daglige fodringer.
-	at indkodning af foderkurver er tidskrævende og kompliceret.

Udfodringsnøjagtigheden var acceptabel, idet variationen på forskellen mellem forventet og faktisk udfodret mængde var ± 1 pct.

Multifasefodring var også muligt ved hjælp af ECHBERG-anlægget. En vigtig begrænsning for dette anlæg er, at der kun udfodres én blanding ad gangen. Der blev ikke noteret særlige tekniske problemer omkring indlægning af foderkurver og drift af anlægget. Indlægning af foderkurver foregik principielt som på et vådfodringsanlæg og vurderes som enklere at foretage end på Alfa-Laval-anlægget.

Udfodringsnøjagtigheden var acceptabel også for ECHBERG-anlægget, idet variationen på forskellen mellem forventet og faktisk udfodret mængde ved gentagne kontrolvejninger på forskellige anlæg typisk var ± 1,5 pct.

For begge fabrikaters vedkommende lykkedes det stort set at ramme det planlagte gennemsnitlige blandingsforhold, som det fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Registreret og beregnet udfodret fodermængde
	Besætning A			Besætning B
Kontrol	Blanding 1	Blanding 2	Blanding 1		Blanding 2
FEs pr. produceret svin	106	71	114			76
Faktisk fordeling, pct.	59,9	40,1	60,0			40,0
Planlagt fordeling, pct.	60,0	40,0	60,0			40,0
Forsøg
FEs pr. produceret svin	49	132	71			116
Faktisk fordeling, pct.	27,1	72,9	38			62
Planlagt fordeling, pct.	29,4	71,6	36			64

Foderanalyser

Stikprøvebestemmelser af råproteinindholdet i de anvendte foderblandinger blev foretaget af et autoriseret laboratorium månedligt i begge besætninger, samt i den ene besætning yderligere af foderleverandørens eget laboratorium ved hver levering. I begge tilfælde afveg det gennemsnitligt analyserede indhold af råprotein med højst 3 g pr. FEs fra det beregnede.

Indholdet af fordøjelige aminosyrer pr. FEs blev beregnet ud fra det analytisk bestemte totale aminosyreindhold og svarede nøje til det planlagte indhold. Foderet med lavt proteinindhold i besætning A indeholdt dog 0,3 g fordøjeligt lysin mindre pr. FEs end forventet. Det betød, at forsøgsgruppen i besætning A fik ca. 5 pct. mindre fordøjeligt lysin end planlagt.

Det analyserede indhold af andre næringsstoffer end protein og aminosyrer svarede til det forventede.

Produktionsresultater

Tabel 3 viser de gennemsnitlige produktionsresultater fra de to besætninger i afprøvningen.

Tabel 3. Produktionsresultater
Besætning	A			B^*
Behandling	Kontrol	Forsøg	Kontrol		Forsøg
Vægt ved indsættelse, kg	40,8	40,8	25,5		25,3
FEs pr. gris daglig	1,97	1,98	2,29		2,26
Daglig tilvækst, g	703^a	683^b	848^c		834^d
FEs pr. kg tilvækst	2,82^a	2,92^b	2,71		2,72
Kødpct.	61,6^a	61,0^b	60,6^c		60,3^d
Døde og kasserede, pct.	1,8	1,6	0,6		0,6

Tallene er korrigeret for vægt ved indsættelse.

^a,b,c,d Resultater med forskelligt bogstav er signifikant forskellige (P<.05) inden for besætning.

Der var ingen statistisk sikker forskel mellem gruppernes daglige foderoptagelse. Den daglige tilvækst var signifikant (P < .0008) lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen i begge besætninger. Foderforbruget var signifikant højere i forsøgsgruppen i besætning A, men ikke i besætning B. Vekselvirkningen mellem behandlinger og besætninger var for foderforbrugets vedkommende signifikant (P < .02). Kødprocenten var i begge besætninger signifikant (P < .0001) lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen.

Der var ingen forskelle i pct. døde og kasserede grise.

Boisen og medarbejdere (1991) sammenlignede skift mellem fire blandinger med faldende indhold af protein/aminosyrer med anvendelse af to blandinger efter nuværende normer. I forsøget indgik slagtesvin (20-95 kg). Der blev i kontrolgruppen skiftet foderblanding ved 50 kg og i forsøgsgrupperne ved henholdsvis 35, 50 og 70 kg. I forsøget blev proteintildelingen reduceret ved at nedsætte sojaskråandelen, dels uden dels med tilsætning af industrielle aminosyrer, og således at grise-nes behov for fordøjelige aminosyrer blev søgt tilgodeset. Man fandt, at fasefodring med 4 blandinger ikke påvirkede den daglige tilvækst for vækstperioden som helhed, men foderforbruget steg.

Stigningen i foderforbruget var signifikant højere, hvor proteinindholdet var mest reduceret (tilsætning af industrielle aminosyrer). Der fandtes ingen signifikante forskelle imellem gruppernes kødprocent. Der var således en tendens til forringelse af produktionsresultaterne, hvor fasefodring blev knyttet til blandinger med højt indhold af industrielle aminosyrer, uanset at indholdet af begrænsende aminosyrer var afstemt efter svinenes behov.

Et senere dansk forsøg med gradvis reduktion af aminosyretildelingen til slagtesvin er foretaget af Madsen og medarbejdere (1993). Reduktionen blev i denne undersøgelse foretaget ved at fortynde kontrolblandingen med enten en proteinfri blanding eller med byg.Der blev ikke anvendt industrielle aminosyrer. Produktionsresultaterne for hele vækstperioden var uafhængige af den valgte proteinstrategi.

I denne afprøvning blev tildelingen af livsvigtige aminosyrer planlagt efter samme kurver, som blev anvendt af Boisen og medarbejdere (1991). Desuden blev foderblandingernes indhold af fordøjeligt råprotein reduceret indtil lysin, methionin og threonin blev begrænsende, dvs., der blev tilsat industrielle aminosyrer. Som nærliggende årsager til de forringede produktionsresultater kan peges på, at den anvendte lysinkurve muligvis har været forkert, eller at andelen af fordøjeligt protein i relation til foderets energiindhold har været lavere end beregnet.

At lysinkurven har været forkert - og således resulteret i underforsyning- støttes af, at grisene i forsøget udført af Madsen og medarbejdere (1993) i gennemsnit for vækstperioden 20-100 kg har fået 6,9-7,2 g fordøjeligt lysin pr. FEs, mens grisene i denne afprøvning i vækstperioden 25-100 kg har fået gennemsnitlig 6,7 g pr. FEs. Dertil kommer, at forsøgsgrisene i besætning A blev tildelt 5 pct. mindre end planlagt, hvilket kan være en forklaring på, at deres produktionsresultater er forringet mere i forhold til deres kontrolgruppe end tilfældet er i besætning B, som fik den planlagte tildeling.

Ved fasefodring tilnærmes aminosyretildelingen til grisenes forventede behov. Det betyder, at variationen i foderstoffernes indhold af fordøjeligt råprotein/aminosyrer får større betydning end ved "normal" tildeling af aminosyrer. Desuden betyder den lavere tilførsel af fordøjeligt råprotein et mindre forbrug af energi til "forbrænding" af overskudsprotein og dermed større fedtaflejring. En ændring af protein/energi-forholdet i ugunstig retning er således en sandsynlig medvirkende årsag til de nedsatte produktionsresultater.

Ud fra det registrerede foderforbrug og foderblandingernes indhold af protein i denne afprøvning kan det beregnes, at grisenes kvælstofudskillelse ved fasefodring alene er reduceret med 11 pct. (besætning A) og 14 pct. (besætning B). Dertil kan lægges den reduktion i kvælstof- udskillelsen, der forlods er sket gennem tilsætning af industrielle aminosyrer. Ved at anvende kontrolblandingerne (170 g råprotein pr. FEs) i stedet for en "traditionel" foderblanding (190 g råprotein pr. FEs), er kvælstofudskillelsen reduceret med henholdsvis 9 pct. (besætning A) og 18 pct (besætning B). Under denne forudsætning har besætningerne i alt reduceret deres kvælstofudskillelse med henholdsvis 19 pct. (besætning A) og 30 pct. (besætning B). Forskellene mellem besætningerne skyldes forskelle i indsættelsesvægt og foderforbrug.

Hvis produktionsnedgange - som i denne afprøvning - skal undgås, vil reduktionen i kvælstofudskillelsen fra fasefodring antagelig blive langt mindre end den fundne. I forsøget udført af Madsen og medarbejdere (1993) blev den gennemsnitlige aminosyretildeling via fasefodring således nedsat med 5 pct., svarende til en reduktion i N-udskillelsen på ca. 8 pct. fra fasefodring alene.

Vandforbrug

Vandforbruget blev registreret hos 3 hold i besætning A og 6 hold i besætning B. I gruppen, der blev fasefodret, steg vandforbruget med ca. 7 pct. i besætning A, men det faldt tilsvarende i besætning B. Ud fra de aktuelle forsøgsomstændigheder og data fra en hollandsk undersøgelse var det forventet, at den nedsatte proteintilførsel via fasefodring ville medføre ca. 3,5 pct. lavere vandforbrug til udskillelse af overskudsprotein i form af urinstof. Vandforbruget varierede imidlertid mellem 3,2 og 5,3 liter pr. kg foder på tværs af de enkelte grupper, hold og besætninger. Der er derfor grund til at antage, at de fundne forskelle er tilfældige og ikke er udtryk for en behandlingseffekt.

Økonomi

Beregnet ud fra besætningernes produktionsdata har fasefodring nedsat dækningsbidraget med ca. 15 kr. pr. produceret svin svarende til 20 øre pr. svin pr. dag i besætning A. Det tilsvarende tab udgør i besætning B henholdsvis ca. 8 kr. og 9 øre.

Multifasefodring kræver computerstyret udfodring og er på grund af merudgiften hertil mest relevant for vådfodringsanlæg, hvor den eksisterende computer kan anvendes. Til simpel fasefodring med tørfoder markedsføres nu anlæg, der relativt enkelt kan håndtere op til 3 blandinger. Ved simpel fasefodring med fx. 2 blandinger spares ca. 3 kr. pr. produceret svin i forhold til at anvende een foderblanding igennem hele vækstperioden. Fra dette beløb skal trækkes omkostninger til forrentning og afskrivning af anlægget til fasefodring.

Ud over en lavere foderudgift opnås som "sidegevinst" en nedsættelse af grisenes fosforudskillelse, hvis der samtidig foretages en gradueret fosfortildeling. Fasefodring gør det også muligt at udnytte vækstfremmere optimalt til gavn for produktionsøkonomien. Der kan således anvendes højt niveau i "startblandingen" og lavt niveau i "slutblandingen" frem for lavt niveau i hele perioden.

Fasefodring eller enhedsblanding

Resultaterne af denne afprøvning viser, at fasefodring teknisk kan fungere. Afprøv-ningen giver dog ikke svar på, hvor meget aminosyretildelingen kan reduceres uden at forringe produktionsresultaterne. Fasefodring synes kun at rumme begrænsede muligheder for at nedsætte grisenes kvælstofudskillelse. (Det vil i den henseende være langt mere effektivt blot at nedsætte foderets indhold af råprotein og fordøjeligt råprotein ved anvendelse af industrielle aminosyrer).

At fasefodring alligevel påkalder sig interesse, hænger primært sammen med mulige "sidegevinster" såsom lavere foderudgift, nedsat fosforudledning via graduerede fosfornormer og optimal udnyttelse af vækstfremmere.

Simpel fasefodring har i andre forsøg fungeret uden produktionsmæssige problemer og må indtil videre foretrækkes frem for multifasefodring.

REFERENCER

Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, "Fokus på normer for næringsstoffer", juli 1991.

Boisen, S., Fernandez, J.A. og A. Madsen, 1991. Studies on ideal protein requirement of pigs from 20 to 95 kg live weight. 6th. int. symp. protein metabolism and nutrition, Herning.

Madsen, A. og S. Boisen, 1993. Gradvis reduktion af aminosyrer til slagtesvin. 842. meddelelse fra Statens Husdyrbrugsforsøg.

APPENDIKS

Bilag 1. Eksempel på foderkurver
		Kontrol			Forsøg			FEs i alt pr.
Foder- dage	Vægt/dyr	Blanding 1	Blanding 2	Blanding 1		Blanding 2	gruppe
0	21	0,78	0,52	1,30		0	1,30
7	25	0,81	0,54	1,35		0	1,35
14	29	0,90	0,60	1,30		0,20	1,50
21	34	1,02	0,68	1,30		0,40	1,70
28	39	1,20	0,80	1,40		0,60	2,00
35	44	1,35	0,90	1,35		0,90	2,25
42	49	1,44	0,96	1,20		1,20	2,40
49	55	1,53	1,02	1,10		1,45	2,55
56	61	1,59	1,06	0,97		1,68	2,65
63	67	1,62	1,08	0,81		1,89	2,70
70	72	1,68	1,12	0,65		2,15	2,80
77	78	1,68	1,12	0,37		2,43	2,80
84	84	1,68	1,12	0,19		2,61	2,80
91	90	1,68	1,12	0,09		2,71	2,80
98	96	1,68	1,12	0		2,80	2,80
120	115	1,68	1,12	0		2,80	2,80