Der var ingen statistisk forskel mellem de to opstaldningsprincipper med hensyn til antal totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent.

Afprøvningen af løbeafdeling til løsgående søer med to forskellige indretninger blev gennemført i to besætninger. Afprøvningen forløb over to år og omfattede 1337 kuld.

Der indgik følgende grupper i afprøvningen:

søer opstaldet i enkeltdyrsstier
søer opstaldet i flok

Cirka to dage efter løbning blev søerne flyttet til dynamiske grupper i drægtighedsstalden og fodret i fælles ædebokse.

Afprøvningen var en opfølgning på en tidligere afprøvning (Medd. nr. 493) med samme indretninger i løbeafdelingen. Inden igangsættelse blev løbestrategien ændret, så de flokopstaldede søer forblev i stien i forbindelse med inseminering, i modsætning til den tidligere afprøvning hvor søerne blev flyttet. Samtidig blev forholdene omkring brunstkontrol og løbning optimeret for søer i begge grupper.

Der var ingen statistisk forskel mellem de to opstaldningsprincipper med hensyn til antal totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent. Dette er forskelligt fra den første afprøvning, hvor søer opstaldet i enkeltdyrsstier, fik 0,3 flere totalfødte grise pr. kuld end søer opstaldet i flok. Forskellen var statistisk sikker. Der var ingen forskel på faringsprocenten.

De forbedrede resultater for søerne opstaldet i flok skyldes sandsynligvis en forbedret strategi omkring brunstkontrol og løbning. Det tyder således på, at hvis der er fokus på håndtering af søerne i forbindelse med løbning, kan selv et system, hvor den enkelte so ikke isoleres fra flokken under løbning, fungere på niveau med individuel opstaldning. Disse resultater er under forudsætning af, at søerne er opstaldet i mindre grupper (10-12 søer pr. sti), at de fodres tilnærmet individuelt og at der er god plads i stien (3-4 m² pr. so).

Det kan ikke afvises, at også forhold omkring personalets fortrolighed med håndtering af løsgående søer har haft indflydelse på resultaterne.

Baggrund

Resultater fra en tidligere afprøvning har vist, at søer opstaldet i enkeltdyrsstier i løbeafdelingen fik 0,3 flere totalfødte grise pr. kuld end søer opstaldet i flok. Denne forskel var statistisk sikker. Der var ingen forskel på faringsprocenten. Søerne blev ca. to dage efter løbning flyttet til en dynamisk gruppe i drægtighedsstalden og fodret i fælles ædebokse eller via elektronisk sofodring (Medd. nr. 493).

Resultaterne viste, at flokopstaldede søer i løbeafdelingen blev belastet i en sådan grad, at det reducerede kuldstørrelsen. Denne belastning var sandsynligvis forårsaget af flere forhold samt et samspil mellem disse:

Konkurrence i fodringssituationen
Dannelse af rangorden
Spring fra søer der er i forbrunst/brunst
Manglende flugtmulighed
Frygt/stress i forbindelse med løbning (flytning, opspring)

I forbindelse med gennemførelse af den tidligere afprøvning var alle stald- og managementmæssige forhold - herunder løbestrategi - ens ved begge stiindretninger. Dette bevirkede, at løbestrategien for søer, der var opstaldet i flok, ikke var optimal ud fra soens adfærd. Det blev besluttet at gentage afprøvningen med ændring af løbestrategien, så hver so fik optimale betingelser i forbindelse med løbning, uanset opstaldningsform.

Formålet med afprøvningen var at afklare om antal totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent blev påvirket af, at søerne var opstaldet i flok i perioden fra fravænning til efter løbning frem for i enkeltdyrsstier. Dette var under forudsætning af optimal løbestrategi.

Materialer og metoder

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger over en periode på ca. to år. Gylte indgik ikke i afprøvningen. Kuldresultater fra omløbere er ikke medtaget. Følgende grupper indgik i afprøvningen:

Gruppe 1: søer opstaldet i enkeltdyrsstier
Gruppe 2: søer opstaldet i flok

I forbindelse med at søerne blev fravænnet, blev de fordelt, så søer med ulige numre indgik i gruppe 1 og søer med lige numre indgik i gruppe 2. Cirka to dage efter løbning blev søerne flyttet til en dynamisk gruppe og fodret i fælles ædebokse.

Produktionsforhold i besætningerne og fodringsstrategi i løbeafdelingen fremgår af Meddelelse nr. 493 (besætning 2 og 3). Af samme meddelelse fremgår også omfanget af registreringer.

Løbestrategi

Løbestrategien der blev anvendt i den tidligere afprøvning (Medd. nr. 493), tog udgangspunkt i, at alle forhold skulle være ens mellem grupperne. Det bevirkede, at søer opstaldet i flok blev insemineret individuelt i sti eller ædeboks.

Løbestrategien blev i nærværende afprøvning gennemført, som beskrevet nedenunder.

Søer opstaldet i enkeltdyrsstier:

Ornen gik på inspektionsgangen foran to søer ad gangen i forbindelse med brunstkontrol og inseminering.

Søer opstaldet i flok:
I forbindelse med brunstkontrol og inseminering var ornen enten opstaldet i en tilstødende sti eller på inspektionsgangen. Søerne blev løbet i flokken, hvis de var rolige. Urolige søer som sandsynligvis kun var i forbrunst, blev lukket i en sti for sig indtil løbearbejdet var overstået.

Der var to personer til at inseminere, så de fleste søer blev insemineret, mens de var stimulerede. Eventuelle søer, der ikke blev insemineret, mens de var stimulerede, ventede 15-30 minutter, før de blev stimuleret igen.

I begge grupper blev følgende anvisning brugt i forbindelse med brunstkontrol (fremkaldelse af stående brunst):

Efterligning af ornens berøring dvs.:

Stød i flanken med knyttet hånd
Greb i og løft af knæfolden (lyskefolden)
Stød med knyttet hånd under kønsåbningen
Krydsgreb (omklamringsgreb)
Rideprøve

I begge grupper blev følgende metode til stimulering under inseminering brugt:
Efter fremkaldelse af stående brunst blev kateteret placeret korrekt i skede og følgende procedure blev anvendt:

Man satte sig/lagde sig omvendt på soen
Satte sæddosen på kateterenden
Anvendte den ”frie” hånd til greb og løft i knæfolden
Anvendte fødder/underben til stimulering af området omring soens brystkasse/flanke

Statistik

De primære måleparametre var antal totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent. De sekundære måleparametre var øvrige reproduktionsresultater, huld og udtagningsårsager.

Totalfødte grise pr. kuld blev testet med en variansanalyse ved hjælp af proceduren GLM i SAS. Faringsprocenten blev testet med en chi-square-test.

Resultater og diskussion

De primære reproduktionsresultater er vist i tabel 1. Da der ikke var vekselvirkning mellem besætningerne, er resultaterne fra begge besætninger vist samlet.

Der var ingen statistisk sikker forskel mellem de to opstaldningsprincipper med hensyn til antal totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent. I den foregående afprøvning fik søer opstaldet i enkeltdyrsstier 0,3 flere totalfødte grise pr. kuld end søer opstaldet i flok. Forskellen var statistisk sikker. Der var ingen forskel på faringsprocenten (Medd. nr. 493).

Tabel 1. Primære reproduktionsresultater, ekskl. gyltekuld

Opstaldning	Enkeltdyrsstier	Flok
Producerede kuld efter 1. løbning, stk.	663	674
Totalfødte grise pr. kuld*, stk.	12,7	12,7
Faringsprocent, efter 1. løbning	83	84

* svarer til antal levendefødte + antal dødfødte, korrigeret for kuldnummer.
Kuldresultater efter omløbere er ikke medtaget.

De opnåede resultater i denne afprøvning for søer opstaldet i flok skyldes sandsynligvis en forbedret strategi omkring brunstkontrol og løbning. Det tyder således på, at når der vælges en løbestrategi, hvor den enkelte so håndteres optimalt i forbindelse med løbning, kan selv et system, hvor den enkelte so ikke isoleres under løbning, fungere på niveau med individuel opstaldning. Denne vurdering er under forudsætning af, at søerne er opstaldet i mindre grupper (10-12 søer pr. sti), at de fodres tilnærmet individuelt (ad lib) og, at der er god plads i stien (3-4 m² pr. so).

Det kan ikke afvises, at også forhold omkring personalets fortrolighed med løsgående søer har haft positiv indflydelse på resultaterne.

De øvrige reproduktionsresultater er vist i tabel 2. Faringsprocenten var 5-7 procentenheder lavere i besætning 1 end i besætning 2, hvilket primært skyldtes flere omløbere. Niveauet på faringsprocenten i besætning 1 var ikke tilfredsstillende. Der var ingen umiddelbar forklaring på den lave faringsprocent i besætning 1.

I begge besætninger blev langt de fleste søer insemineret, og insemineringen foregik i flokken. I besætning 2 var niveauet af antal løbninger pr. so lidt lavere.

Inden for den enkelte besætning var der ingen effekt af opstaldningsprincip på søernes huld.

Det fremgår af tabel 2, at 7-8 procent af de udsatte søer var døde eller aflivede ved afgang fra besætningen. Dette var et betydeligt lavere niveau end i første del af afprøvningen, hvor niveauet var 10-15 procent i besætningerne (Medd. nr. 493). Dette skyldtes sandsynligvis, at begge besætninger i højere grad var indkørt.

Tabel 2. Sekundære reproduktionsresultater og huldvurdering fordelt på besætning, ekskl. gyltekuld

Besætning	1		2
Opstaldning	Enkeltdyrssti	Flok	Enkeltdyrssti	Flok
Faringsprocent, efter 1. løbning	80	80	85	87
Udsatte søer, pct.	2	2	3	3
Omløbningsprocent	18	18	12	10
Dage til 1. løbning	6	7	5	5
KS, procent	91	90	94	92
Antal løbninger pr. so	2	2	1,7	1,7
Døde/aflivede af udsatte søer, pct. *)	7		8

*) udsat af besætningen

Cirka 2 procent af søerne blev taget ud af løbeafdelingen. Årsagerne var primært på grund af manglende brunst, dårlige ben, død eller slagtet. Dette svarede til niveauet i den første afprøvning (Medd. nr. 493).

Referencer

-	Løbeafdeling med enkeltdyrsstier eller flokopstaldning. 2000, Meddelelse nr. 493, 2000, Landsudvalget for Svin

Deltagere: Erik Bach og Verner Ruby
Afprøvning: p000417 (2. del)

Løbeafdeling med enkeltdyrsstier eller flokopstaldning - ændret løbestrategi