Havre i foder til søer

SAMMENDRAG

Afprøvningen blev gennemført over en periode på 15 måneder i tre sobesætninger, som brugte indkøbt tørfoder.

I afprøvningen indgik to grupper, som fik blandinger med en kornandel på ca. 72 pct. I kontrolgruppen tildeltes søerne i hele cyklus en blanding, hvor kornandelen bestod af 50 pct. byg + 50 pct. hvede. I forsøgsgruppen tildeltes søerne i hele cyklus en blanding, hvor kornandelen bestod af 30 pct. havre + 70 pct. hvede.

Der var ikke problemer med at få søerne til at æde foderet, og der blev ikke set forskelle i søernes foderoptagelse i diegivningsperioden eller i det samlede foderforbrug. Der var heller ikke forskelle i søernes gødningskonsistens.

Der blev ikke konstateret sikre forskelle på de målte produktionsparametre. Der var dog en tendens (P = 0,054) til, at faringsprocenten var højest, og spildfoderdage pr. kuld var lavest, når søerne fik havre i foderet.

Ud fra denne afprøvning må det konkluderes, at søer fodret med en blanding, hvor kornandelen består af 30 pct. havre og 70 pct. hvede, opnår mindst lige så gode produktionsresultater som søer fodret med en blanding, hvor kornandelen består af 50 pct. byg og 50 pct. hvede.

BAGGRUND

Havre adskiller sig væsentligt fra de øvrige kornarter på grund af det høje indhold af både råfedt og fibre. Fiberindholdet er ca. fire gange højere i havre end i hvede og ca. dobbelt så højt som i byg. Indholdet af FEs pr. 100 kg er 10-20 pct. lavere end i de øvrige kornarter. Søerne udnytter energien i fiberfraktionen bedre end slagtesvin; derfor er forskellen i energiindhold mellem kornarterne sandsynligvis mindre.

Havre er således et udmærket foderstof til søer, men i de sidste mange år har det været for dyrt at bruge. Nye havresorter, som giver et højere udbytte, havres forfrugtseffekt og EU’s hektartilskud til kornproduktion betyder, at prisforskellen mellem havre og de øvrige kornarter er reduceret betydeligt inden for det sidste år.

Havre er et reelt alternativ til vårbyg og må på baggrund af det lavere energiindhold afregnes med op til 89-93 pct. af bygprisen. Havren skal således give et merudbytte på 8-12 pct. i forhold til vårbyg, hvilket er muligt, når havrens forfrugtseffekt medtages.

Havrens relativt høje fiberindhold medvirker til at gøre foderet mere fyldende i tarmen og dermed øge mæthedsfølelsen. Havrens fiberindhold gør den endvidere velegnet til at bruge sammen med store mængder hvede og/eller valle. Dertil kommer, at havrens relative høje indhold af fedt har en god diætetisk virkning, hvilket ikke mindst har betydning omkring faring. Fra praksis angives, at der er færre dødfødte grise, fordi faringerne forløber nemmere, og at fravænningsvægten bliver forbedret, når der er havre i sofoderet.

Der findes nogle få ældre undersøgelser af havre i foder til søer, men de kan hverken be- eller afkræfte de erfaringer, som er gjort i praksis. Der foreligger enkelte undersøgelser af havreskaller i foder til søer, som viser en gavnlig effekt på søernes reproduktion. Hvorvidt dette skyldes havreskallernes diætetiske effekt, er ikke klarlagt.

Der er ingen tvivl om, at hvede vil udgøre en stadig større del af foderet til søer i de kommende år. Erfaringerne med brug af hvede som eneste kornart er meget varierende. Derfor baseres kornandelen i hovedparten af sofoderblandingerne på 50 pct. byg og 50 pct. hvede. Det er derfor vigtigt at få afklaret, om brug af havre i foder med et højt hvedeindhold har en gunstig effekt på produktionsresultaterne i soholdet i forhold til at bruge blandinger baseret på 50 pct. byg og 50 pct. hvede.

Formålet var at undersøge havres betydning for søernes produktionsresultater og sundhed i forhold til brug af byg i blandinger med højt hvedeindhold.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i tre sobesætninger med tørfodring, hvor der ikke blev anvendt halmstrøelse. Besætning A havde 430 årssøer, besætning B havde 250 årssøer og besætning C havde 170 årssøer. Alle besætningerne brugte indkøbt færdigfoder og fravænnede grisene efter fire uger. Søerne var individuelt opstaldet. Afprøvningen forløb over en periode på 18 måneder.

Søerne blev delt i to grupper, således at det gennemsnitlige kuldnummer var ens i grupperne. Sopoltene indgik i afprøvningen, når de var ca. fem måneder gamle.

Blandingerne var sammensat ud fra normerne til diegivende søer (Fokus på “Næringsstofnormer”, 1991, Landsudvalget for Svin/DANSKE SLAGTERIER). I kontrolblandingen bestod kornandelen af 50 pct. byg + 50 pct. hvede. Forsøgsblandingens kornandel bestod af 70 pct. hvede og 30 pct. havre, svarende til at havre udgjorde 20 pct. af den samlede blanding. Derudover var forsøgsblandingen tilsat ekstra fedt for at opnå samme indhold af FEs i blandingerne. Der blev anvendt samme blandinger i de tre besætninger, og hver blanding blev brugt i hele cyklus.

Blandingernes sammensætning er vist i tabel 1.

Tabel 1. Blandingernes sammensætning, pct.

Blanding

Kontrol

Forsøg

Sojaskrå, toasted

Fiskemel, askefattig

Byg

Hvede

Havre

Sukkerrørmelasse

Animalsk fedt

Vegetabilsk fedt

Vitaminer og mineraler

16,50

2,00

36,00

36,25

-

4,00

1,00

1,00

3,25

16,60

2,00

-

51,00

20,00

4,00

1,55

1,55

3,30

Søernes fodring blev gennemført efter følgende retningslinier:

*	Goldperioden Fra fravænning til løbning: Ca. 3,5 FEs pr. dag.
*	Drægtighedsperioden De første 12 uger efter løbning: Ca. 2,2 FEs pr. dag (efter huld). 12-16 uger efter løbning: 3,5 FEs pr. dag. De sidste tre dage før faring: 2,0 FEs pr. dag.
*	Diegivningsperioden Der blev fodret efter tilnærmet ædelyst med følgende retningsgivende minimumsmængder. Indtil 7. dagen efter faring: Minimum 2,0 FEs + 0,2 FEs pr. gris daglig. Fra 7.-14. dagen efter faring: Minimum 2,0 FEs + 0,3 FEs pr. gris daglig. Fra 14. dagen til fravænning: Minimum 2,0 FEs + 0,4 FEs pr. gris daglig.
*	Pattegrise Fodring af pattegrise hos soen skete med samme smågriseblanding til alle grupper.
*	Orner Alle ornerne blev fodret med kontrolblandingen.

Søernes produktionsresultater og antallet af MMA-behandlinger blev registreret.

Der blev ikke foretaget individuel registrering af søernes foderoptagelse i diegivningsperioden eller af det totale foderforbrug. Det samlede foderforbrug af de to blandinger i hver besætning blev dog registreret, og ud fra disse tal blev foderforbruget vurderet.

Pattegrise, der døde i diegivningsperioden, blev registreret med dato og årsag. Pattegrisenes fravænningsalder og -vægt samt diarréfrekvens blev registreret.

I løbet af afprøvningsperioden blev der udtaget 10 prøver af hver foderblanding. Prøverne blev analyseret for indhold af råprotein, råfedt, aske, træstof, vand, FEs (EFOS), calcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin på AnalyCen A/S.

Derudover blev der foretaget analyse for indhold af råprotein og råfedt på samtlige leverede foderpartier - i alt 72 analyser. Disse analyser blev foretaget på foderstofleverandørens laboratorium.

RESULTATER OG DISKUSSION

Analyserne viste, at indholdet af energi i forsøgsfoderet var 2 FEs lavere pr. 100 kg end kontrolfoderet. Derudover viste analyserne god overensstemmelse mellem det forventede og det analyserede indhold af næringsstoffer. I begge blandinger var indholdet af gram fordøjelige aminosyrer pr. FEs højere, end normen anbefaler.

Foderblandingernes analyserede indhold af næringsstoffer er vist i tabel 2.

Tabel 2. Foderblandingernes analyserede indhold

Blanding

Kontrol

Forsøg

Antal prøver

FEs pr. 100 kg (EFOS)

Råprotein, pct.

Råfedt, pct.

Træstof, pct.

g pr. FEs

Lysin

Methionin

Cystin

Treonin

g ford./FEs (beregn.)

Lysin

Methionin

Cystin

Treonin

Calcium, g pr. FEs

Fosfor, g pr. FEs

10

106

16,8

4,1

3,7

7,5

2,4

2,7

5,4

6,5

2,1

2,4

4,8

8,1

6,5

10

104

16,9

5,3

4,6

7,7

2,5

2,8

5,5

6,7

2,2

2,5

4,9

8,2

6,6

Der var ingen problemer med at få søerne til at æde de to foderblandinger. Der var synligt flere skaldele i foderpillerne indeholdende havre, men det resulterede ikke i forskelle i gødningens konsistens.

Det var tilladt at kuldudjævne grise mellem grupperne inden for de første fem levedøgn, men kuldudjævningerne skulle så vidt muligt holdes inden for grupperne. Samtlige flytninger blev registreret med dato, samt hvilke søer grisene blev flyttet fra og til. Efter 5. levedøgn måtte der kun flyttes grise inden for gruppen. Korrigeret kuldstørrelse, som anvendes i tabel 3, er udtryk for, hvor mange grise søerne reelt har passet.

Der var ikke vekselvirkning mellem besætningerne. Derfor er det de samlede produktionsresultater fra alle tre produktionsbesætninger, som er vist i tabel 3.

Resultaterne i tabel 3 antyder, at søernes moderegenskaber, målt ved pattegrisedødelighed og kuldvægt ved fravænning, har været påvirket af forsøgsfoderet, men forskellene var ikke statistisk sikre. De registrerede dødsårsager for pattegrisene tyder ikke på, at der er nogen speciel årsag til forskelle i pattegrisedødelighed mellem grupperne.

Reproduktionsresultaterne viser, at der var en tendens (P = 0,054) til, at faringsprocenten var højest og spildfoderdage pr. kuld dermed lavest i forsøgsgruppen. Årsagen til dette kendes ikke. Forskellene i forhold til forsøgsgruppen er vist for alle tre besætninger i tabel 4.

Tabel 3. Samlede produktionsresultater fra alle tre besætninger

Gruppe

Kontrol

Forsøg

Antal kuld

Antal levendefødte grise pr. kuld

- heraf svagtfødte grise pr. kuld

Antal dødfødte grise pr. kuld

Korrigeret kuldstørrelse

Døde indtil fravænning, pct.

Antal fravænnede grise pr. kuld

Kuldvægt ved fravænning, kg

Diegivningsperiode, dage

MMA-behandling, pct.

Antal afgåede søer

Faringsprocent

Spildfoderdage pr. kuld

Kuld pr. årsso

Fravænnede grise pr. årsso.

758

10,8

0,6

1,1

10,9

9,7

9,8

73,3

27

35,6

122

82,7

17,7

2,26

22,1

760

10,9

0,6

1,0

10,8

10,6

9,7

72,6

27

29,4

128

86,1

15,8

2,29

22,0

Tabel 4. Forskelle i reproduktionsresultater
Besætning	A	B	C
Spildfoderdage pr. kuld, dage	÷ 1	÷ 2,2	÷ 3,1
Faringsprocent, procentpoint	+ 1,8	+ 5,2	+ 4,0

Reproduktionsresultaterne var forskellige i de tre besætninger. Således havde besætning A i gennemsnit 14 spildfoderdage pr. kuld og en faringsprocent på gennemsnitlig 88,4. Besætning B havde i gennemsnit 15 spildfoderdage pr. kuld og en faringsprocent på gennemsnitlig 86,1. Besætning C havde i gennemsnit 22 spildfoderdage pr. kuld og en faringsprocent på gennemsnitlig 77,4. Det tyder således på, at der er en sammenhæng mellem besætningernes produktivitet og den opnåede effekt på faringsprocent og spildfoderdage pr. kuld af at anvende forsøgsfoderet.

Ud fra denne afprøvning må det konkluderes, at søer fodret med en blanding, hvor kornandelen består af 30 pct. havre og 70 pct. hvede, opnår mindst lige så gode produktionsresultater som søer fodret med en blanding, hvor kornandelen består af 50 pct. byg og 50 pct. hvede.

Erfaringerne fra praksis med færre dødfødte grise pr. kuld, nemmere faringer og større fravænningsvægt pr. kuld, når der var havre i sofoderet, kunne ikke eftervises i denne afprøvning.

REFERENCER

Fokus på “Næringsstofnormer”, 1991, Landsudvalget for Svin/DANSKE SLAGTERIER.

Den Rullende Afprøvning, 1993, Meddelelse nr. 269, “Kostfibrenes indflydelse på konsistensen af gødning hos drægtige søer”.