Grønmel til søer

SAMMENDRAG

En sofoderblanding med 12 pct. grønmel blev sammenlignet med en traditionelt sammensat sofoderblanding. Der blev anvendt et parti grønmel i afprøvningen, som var høstet i 1.slæt. Analyserne af grønmelet viste, at dette parti havde en næringsstofsammensætning svarende til Statens Foderstofkontrol Cirk. nr. 5.07, græsgrønmel.

Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger med tørfodring over en periode på 21 måneder. Undersøgelsen omfattede søer, gylte samt sopolte ældre end 5 måneder. Der var 395 kuld i gruppen med grønmel og 442 kuld i kontrolgruppen.

I gruppen med grønmel fik de unge søer (1-3.læg) 0,6 færre levendefødte grise pr. kuld end de unge søer i kontrolgruppen. Til gengæld fik de ældre søer (4-9.læg) i forsøgsgruppen 0,5 flere levendefødte grise pr. kuld end de ældre søer i kontrolgruppen.

Dødeligheden blandt pattegrisene var signifikant større i gruppen med grønmel end i kontrolgruppen. Der blev udsat signifikant flere søer fra gruppen med grønmel som følge af manglende brunst. De fundne forskelle må tilskrives en lavere foderoptagelse blandt forsøgssøerne i diegivningsperioden.

På baggrund af denne undersøgelse kan det derfor ikke anbefales at anvende 12 pct. grønmel i en sofoderblanding til diegivende søer, men et lavere niveau vil kunne anvendes.

BAGGRUND

Der er store mængder grønmel til rådighed i Danmark. Grønmel er aktuelt til søer bl.a. på grund af et højt indhold af kostfibre. Et højere fiberindhold i sofoderet forventes at resultere i færre mave-tarmproblemer og øge mæthedsfornemmelsen hos soen. Dette vil medføre, at soen bliver mere rolig og skaber grundlag for forbedrede produktionsresultater.

Grønmel indeholder Beta-Karotin, som menes at kunne forbedre kuldstørrelsen.

Landsudvalget for Svin og Statens Husdyrbrugsforsøg indledte i 1989 et samarbejde med kunsttørringsindustriens sammenslutning KISAM om anvendelse af grønmel til søer. Formålet med dette samarbejde var at undersøge og beskrive foderværdien af grønmel på baggrund af slættidspunkt. Endeligt var det målet at studere effekten af grønmel på søernes ædelyst, ædetid og adfærd i forbindelse med fodringen, samt at registrere dyrenes produktionsresultater.

Statens Husdyrbrugsforsøg gennemførte analyserne af grønmel, fordøjelighedsforsøg og belastningsforsøg med grønmel til søer. Resultaterne af dette arbejde blev fremlagt på Statens Husdyrbrugsforsøgs årsmøde, 1991.

Det parti grønmel, der blev anvendt i produktionsforsøgene, indgik også i forsøget ved Statens Husdyrbrugsforsøg.

Formål

Formålet med denne afprøvning var at undersøge, om 12 pct. grønmel i sofoderet havde indflydelse på søernes produktionsresultater.

GENNEMFØRELSE

Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger. Søerne blev opdelt i to grupper, således at det gennemsnitlige kuldnummer var ens i begge grupper. Afprøvningen forløb over en periode på 21 måneder.

Beskrivelse af besætningerne

Besætning

A

B

Sundhedsstatus

Antal årssøer

Sorace

Fodringsprincip

Foderblanding

MS

130

LY

Tørfoder

Færdigfoder

MS

LY

Tørfoder

Færdigfoder

Registreringer

Søernes produktionsresultater og sundhedstilstand blev registreret gruppevis.

Der blev foretaget temperaturmålinger på alle søer ved første fodring efter faring, dog tidligst 6 timer efter faringens ophør samt ved den efterfølgende morgenfodring. Temperaturen blev målt halvanden time efter fodringens start. Det blev registreret, når søerne blev behandlet for mindst en af de 3 sygdomme, der indgår i MMA-komplekset, (mælkemangel, yverbetændelse og børbetændelse).

I diegivningsperioden blev søer med nedsat foderoptagelse i forhold til minimumsnormen registreret. Pattegrise, der døde i dieperioden, blev registreret med dato og årsag. Pattegrisenes fravænningsalder og -vægt samt diarréfrekvens blev registreret.

Grønmel

Der blev anvendt to partier grønmel i afprøvningen. Begge partier blev høstet på samme mark med et års mellemrum. Dette blev gjort for at sikre ens botanisk sammensætning af de to partier. I perioden fra grønmelet blev produceret til det blev forbrugt i foderblandingerne blev det opbevaret i 50 kg's sække for at undgå kvalitetsforringelse af grønmelet.

Første parti grønmel blev høstet den 31. maj 1989 og er identisk med det parti, som blev anvendt i forsøgene ved Statens Husdyrbrugs forsøg (årsmøde 1991). Andet parti grønmel blev høstet den 2. juni 1990. Resultaterne af analyserne er samlet i tabel 1.

Analyserne viste, at der var forskel i de to partiers indhold af råprotein, hvilket må tilskrives forskellige opvækstforhold (gødskning, nedbørsmængde og temperatur) de to år. Indholdet af næringsstoffer i de to partier grønmel stemmer overens med cirk.nr. 5.07, græsgrønmel, fra Statens Foderstofkontrol.

Der blev udtaget prøver hver måned til Beta-Karotin analyse på det parti grønmel, der blev høstet den 2. juni 1990,. Resultaterne er vist i figur 1. Af figur 1 fremgår det, at indholdet af Beta-Karotin blev reduceret til ca. 1/4 efter et års forløb, selvom grønmelet blev opbevaret i sække.

Tabel 1. Analyse af grønmel

Cirk. 5.07

Statens Foderstofkontrol

1.parti

2.parti

Pr. 100 kg tørstof

FEs

63

64

63

Pct. af tørstof

Råprotein

Råfedt

NFE

Træstof

Aske

Calcium

Fosfor

16,1

3,0

47,5

24,4

9,0

-

-

13,1

3,9

50,3

24,2

8,5

0,54

0,34

16,1

2,8

46,9

25,3

9,6

0,59

0,34

Aminosyrer, g/kg tørstof

Lysin

Methionin

Cystin

Treonin

6,9

2,7

1,6

7,1

6,0

2,2

1,0

5,9

7,2

2,9

1,0

6,9

Figur 1. Beta-Karotins henfaldstid i grønmel i forhold til høsttidspunktet

Foderblandingerne

Blandingerne var enkelt sammensat, og der blev tilstræbt ens næringsindhold. Der var tilsat mere animalsk fedt og hvede til forsøgsblandingen ud fra ønsket om ens energiindhold i de to blandinger. Blandingerne var sammensat ud fra normerne til søer (FOCUS PÅ Næringsstofnormer, 1989). Blandingernes sammensætning er vist i tabel 2.

Tabel 2. Blandingernes sammensætning, pct.

Blanding

Kontrol

Forsøg

Grønmel

Sojaskrå

Rapskage

Byg

Hvede

Melasse

Animalsk fedt

Vitaminer og mineraler

-

15,5

6,0

68,8

3,0

1,0

3,0

2,7

12,0

15,9

6,0

47,4

10,0

1,0

5,0

2,7

Blandingerne blev fremstillet af P.P. Hedegaard. Pillekvaliteten var ens i de to blandinger. I løbet af afprøvningsperioden blev der udtaget 17 prøver af hver blanding. Prøverne blev sendt til fuldfoderanalyse inkl. calcium og fosfor på Steins Laboratorium. Af hver blanding blev der ligeledes udtaget 7 prøver til aminosyre- og Beta-Karotin analyse. Prøverne blev analyseret på Steins Laboratorium. Der er gennemført to fiberanalyser. Analyserne blev udført af Afd. for Dyrefysiologi, Statens Husdyrbrugsforsøg. Foderblandingernes analyserede indhold er vist i tabel 3.

Tabel 3. Foderblandingernes analyserede indhold
Blanding	Kontrol	Forsøg
FEs/kg	1,08	1,09
Indhold pr. FEs Råprotein, g Råfedt, g Træstof, g Aske, g Calcium, g Fosfor, g	163 57 44 50 7,7 6,5	162 68 57 54 7,7 6,4
Lysin, g Methionin, g Cystin, g Treonin, g	7,8 2,6 2,9 5,7	7,6 2,5 2,8 5,6
Beta-Karotin, mg	1	7
Pct. af tørstof Opløselige fibre Uopløselige fibre Kostfibre, i alt	4,6 13,8 18,4	3,6 15,3 18,9

Energiindholdet i forsøgsblandingen er beregnet til at være lidt højere end kontrolblandingen. Til energiberegningen for forsøgsblandingen er anvendt græsgrønmel. Råfedt- og træstofindholdet var højest i forsøgsblandingen. Fiberanalyserne viste, at kontrolblandingen indeholdt flere opløselige fibre, men færre uopløselige fibre end forsøgsblandingen. Indholdet af Beta-Karotin i forsøgsblandingen var i gennemsnit 7 mg pr. FEs. Kontrolblandingen indeholdt i gennemsnit 1 mg pr. FEs.

RESULTATER

Tabel 4. Produktionsresultater
	A			B			C
	kontrol	forsøg	kontrol		forsøg	kontrol		forsøg
Antal kuld	185	172	257		223	442		395
Antal levendefødte grise/kuld	11,1	11,0	10,9		10,9	11,0		10,9
-heraf svagtfødte grise/kuld	0,3	0,5	0,1		0,1	0,2		0,3
Antal dødfødte grise/kuld	1,1	1,2	0,7		0,7	0,9		0,9
Korr.kuldstr. efter udjævn.	11,0	11,0	10,9		11,0	10,9		11,0
Diarrépct. af kuld (1.lev.uge)	2,5	6,0	0		0	1,3		3,0
Pct. døde indtil fravænnig	14,0a	16,7b	10,1a		12,0b	11,6a		13,9b

Antal fravænnede grise/kuld	9,4	9,2	9,8		9,7	9,7		9,5
Alder ved fravænning, dage	32	32	27		27	30		30
Vægt ved fravænning, kg	7,9	8,0	7,5		7,4	7,6		7,6

Pct. søer m. temp.>39,5 ºC	20	8	18		18	19		14
MMA-behandling, pct. af søer	9	7	34		30	22		19

Dage til 1. løbning	6,2	5,9	6,1		6,1	6,1		6,0
Pct. omløbninger	6,2	5,2	10,9		7,5	8,6		6,4
Pct. drægtige, i alt	94,1	96,0	89,1		88,1	91,6		92,1

a,b signifikant forskellig (P <0,05)

I tabel 4. er vist produktionsresultaterne.

I besætning A var der flere svagtfødte grise i forsøgsgruppen. Antallet af dødfødte grise pr. kuld var højt i begge grupper. Dødeligheden blandt pattegrisene var signifikant større i forsøgsgruppen. I forsøgsgruppen fik færre søer konstateret forhøjet temperatur efter faring i forhold til kontrolgruppen. Dette resulterede imidlertid ikke i forskelle på antallet af MMA-behandlinger mellem grupperne. Reproduktionsresultaterne var meget tilfredsstillende i begge grupper.

I besætning B var dødeligheden blandt pattegrisene signifikant større i forsøgsgruppen. Fravænningsvægten var størst i kontrolgruppen, selvom der blev fravænnet 0,1 gris mere pr. kuld i forhold til forsøgsgruppen. Der var flere omløbere blandt søerne i kontrolgruppen. Drægtighedsprocenten var tilfredsstillende i begge grupper.

Dødsårsager

Fordelingen af dødsårsager for pattegrisene i dieperioden er vist i tabel 5.

Tabel 5. Dødsårsager i dieperioden, pct. af døde
Besætning	A			B			Gns.
Gruppe	kontrol	forsøg	kontrol		forsøg	kontrol		forsøg
Ihjellagte Sult/kulde Diarré Andet	27 19 16 38	27 25 15 33	37 16 23 25		35 16 30 19	32 18 20 30		31 21 23 25

Resultaterne viste ingen væsentlige forskelle i dødsårsagerne i de to grupper, selvom der generelt var en højere dødelighed blandt grisene i forsøgsgruppen.

Udsatte søer

Fordelingen af årsager til udsætning er vist i tabel 6.

Tabel 6. Årsager til udsætning af søer, antal
Besætning	A			B
Gruppe	kontrol	forsøg	kontrol		forsøg
Manglende brunst Manglende drægtighed Andet	3a 20 7	9b 17 9	3a 20 19		11b 24 22

Søer udsat, i alt	30	35	42		57

a,b: Signifikant forskellig (P< 0,05)

Resultaterne viste, at der i begge besætninger blev udsat signifikant flere søer i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen som følge af manglende brunst.

Diskussion og konklusion

De to blandinger har forskelligt indhold af råfedt og kulhydrater. Forsøgsblandingen indeholdt 11 g råfedt mere pr. FEs end kontrolblandingen. Tidligere afprøvninger har haft tilsvarende forskelle i råfedtindholdet, uden at det har påvirket søernes produktionsresultater. Derfor er det sandsynligvis ikke forskellen i råfedtindholdet, der er årsagen til de konstaterede forskelle i produktionsresultaterne.

Kulhydratfraktionens sammensætning er forskellig, således har forsøgsblandingen et højere indhold af uopløselige fibre og et lavere indhold af opløselige fibre end kontrolblandingen.

I forsøgsperioden var der tilsyneladende ikke forskel på hygiejne niveauet i farestierne. Fordelingen af dødsårsager blandt pattegrisene var ens i de to grupper. Pattegrisedødeligheden var jævnt fordelt på kuldnummerniveau, så de fundne forskelle må i højere grad tilskrives forsøgsblandingen end omgivelsernes belastning.

Kuldresultaterne var ens i de to grupper, men når kuldresultaterne opdeles på kuldnummerniveau, opstår der forskelle, som er vist i tabel 7.

Tabel 7. Levendefødte pr. kuld på kuldnummer

Kuldnummer

Kontrol

Forsøg

1

2

3

4 - 9

9,5

11,2

12,1

11,2

9,4

10,2

11,2

11,7

Resultaterne viser, at de unge søer, specielt 2. og 3. kuld har været påvirket af forsøgsblandingen, hvilket resulterede i en reduceret kuldstørrelse i forhold til kontrolgruppen. Dette må tilskrives en lavere foderoptagelse blandt de unge søer i forsøgsgruppen. De ældre forsøgssøer har derimod en væsentlig større kuldstørrelse.

Der blev udsat signifikant flere søer fra forsøgsgruppen i begge besætninger som følge af manglende brunst. Dette må tilskrives søernes huld ved fravænning.

Søerne blev ikke vejet ved indgang til og afgang fra farestalden, så det er ikke muligt at beregne forskelle i søernes foderoptagelse i diegivningsperioden og huld ved fravænning. Produktionsresultaterne tyder på, at der var forskelle i søernes huld ved fravænning, men det har ikke kunnet konstateres visuelt i besætningerne.

Flere udenlandske undersøgelser peger på, at tildeling af Beta-Karotin til foderet øger kuldstørrelsen. Grønmel indeholder Beta-Karotin, men indholdet falder som følge af oxidering i løbet af året. Forsøgssøernes kuldresultater har ikke varieret i løbet af afprøvningsperioden, så det tyder ikke på, at Beta-Karotin har haft effekt på kuldresultaterne. Dette må tilskrives, at Beta-Karotin indholdet i forsøgsblandingen maks. var 15 mg pr. FEs - gennemsnittet i perioden var 7 mg pr. FEs. I de udenlandske undersøgelser er anvendt langt større mængder.

Denne undersøgelse kan ikke anvendes til at vurdere anvendelse af grønmel til drægtige søer, men Statens Husdyrbrugsforsøg viste i deres undersøgelse, at anvendelse af op til 20 pct. grønmel i en drægtighedsblanding fungerede uden problemer.

Denne undersøgelse viser, at forsøgsblandingen påvirker søernes produktionsresultater. Det kan derfor ikke anbefales at anvende 12 pct. grønmel i foderet til diegivende søer, men et lavere niveau vil kunne anvendes.

REFERENCELISTE

Bilag til Årsmøde 1991, Afd. for forsøg med svin og heste, Statens Husdyrbrugsforsøg.