Grønmel til drægtige søer

SAMMENDRAG

En drægtighedsblanding med 30 pct. grønmel blev sammenlignet med en drægtighedsblanding baseret på sojaskrå og korn. I diegivningsperioden fik alle søerne en almindelig diegivningsblanding uden grønmel.

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med henholdsvis løsgående og individuelt opstaldede drægtige søer.

Søerne var cirka dobbelt så lang tid om at æde blandingen med grønmel, og de udskilte en større og mere klistret gødning, end søerne der fik blandingen med sojaskrå og korn.

Der blev ikke observeret forskelle i søernes huld eller reproduktionsresultater som følge af, hvilken blanding der blev anvendt i drægtighedsperioden.

De drægtige søer udnyttede tilsyneladende blandingen med 30 pct. grønmel bedre end forventet. Dette stemmer overens med resultatet fra fordøjelighedsforsøg med grønmel til søer, udført af Statens Husdyrbrugsforsøg.

I diegivningsperioden blev forsøgssøernes moderegenskaber påvirket. Således var dødeligheden blandt pattegrise signifikant større, og der var tendens til lavere fravænningsvægt, når søerne havde fået 30 pct. grønmel i drægtighedsperioden i forhold til de søer, som kun fik sojaskrå og korn i drægtighedsperioden.

På baggrund af denne undersøgelse kan det derfor ikke anbefales at anvende 30 pct. grønmel i en drægtighedsblanding. Ifølge Statens Husdyrbrugsforsøgs undersøgelser fungerede op til 20 pct. grønmel til drægtige søer tilfredsstillende.

BAGGRUND

Der er store mængder grønmel til rådighed i Danmark. Grønmel er aktuelt til søer blandt andet på grund af et højt indhold af kostfibre. Et højere fiberindhold i sofoderet forventes at resultere i færre mave/tarmproblemer og øget mæthedsfornemmelse. Det formodes, at soen bliver mere rolig og derved skabes grundlag for forbedrede reproduktionsresultater.

Landsudvalget for Svin og Statens Husdyrbrugsforsøg indledte i 1989 et samarbejde med kunsttørringsindustriens sammenslutning KISAM om anvendelse af grønmel til søer. Formålet med dette samarbejde var at undersøge og beskrive foderværdien af grønmel til søer på baggrund af slættidspunkt. Endvidere var det målet at studere effekten af grønmel på søernes ædelyst og ædetid, samt at registrere dyrenes produktionsresultater.

Statens Husdyrbrugsforsøg gennemførte analyserne af grønmel, fordøjelighedsforsøg og belastningsforsøg med grønmel til søer. Resultaterne af dette arbejde blev fremlagt på Statens Husdyrbrugsforsøgs årsmøde, 1991.

Den rullende Afprøvning har gennemført første del af produktionsforsøgene. Forsøget "Grønmel til søer" blev publiceret i Meddelelse nr. 208, 1991.

Formålet med denne afprøvning var at undersøge, om 30 pct. grønmel i foderet til drægtige søer havde indflydelse på søernes produktionsresultater.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger, som ikke anvendte halmstrøelse.

I besætning A var alle søerne individuelt opstaldet. Søerne blev opdelt i to grupper, således at det gennemsnitlige kuldnummer var ens i begge grupper. Besætning A brugte indkøbt færdigfoder, der blev udfodret som tørfoder. Afprøvningen forløb i denne besætning over en periode på 19 måneder.

I besætning B var søerne løsgående i perioden 3 uger efter løbning og frem til overførsel til farestalden. I den resterende periode var søerne individuelt opstaldet. De drægtige søer var opstaldet i stier med plads til 10-12 søer, svarende til et ugehold. Hvert ugehold var en forsøgsenhed, det vil sige første ugehold fik forsøgsfoder, andet ugehold fik kontrolfoder, tredie ugehold fik forsøgsfoder osv. Der var 11 storstier til søerne. I seks stier blev fodret med kontrolfoder og i fem stier med forsøgsfoder. I storstierne blev der fodret på gulvet en gang dagligt. (Gyltene blev taget ud af ugeholdene og opstaldet separat, derfor indgik de ikke i afprøvningen). I farestalden blev der fodret med hjemmeblandet vådfoder, mens der i løbeafdelingen og drægtighedsstalden blev anvendt tørfoder. Afprøvningen forløb over en periode på 24 måneder i denne besætning.

Forsøgsdesignet for afprøvningen var følgende:

-	I goldperioden og de første tre uger af drægtighedsperioden blev alle søerne fodret med kontrolblandingen.
-	I resten af drægtighedsperioden fik kontrolsøerne kontrolblandingen og forsøgssøerne grønmelsblandingen.
-	I diegivningsperioden blev alle søerne fodret med samme blanding.

Søernes fodring blev gennemført efter følgende retningslinier:

*	Goldperioden Fra fravænning til løbning: Ca. 3½ FEs pr. dag
*	Drægtighedsperioden 0-4 uger efter løbning: 1,8-2,0 FEs pr. dag 4-12 uger efter løbning: Ca. 2,2 FEs pr. dag, (efter huld) 12-16 uger efter løbning: 3,5 FEs pr. dag De sidste 3 dage før faring:2,0 FEs pr. dag
*	Diegivningsperioden Der blev fodret efter tilnærmet ædelyst med følgende retningsgivende minimumsmængder.
*	Indtil 7. dagen efter faring: Min. 2,0 FEs + 0,2 FEs pr. gris daglig. Fra 7.-14. dagen efter faring: Min. 2,0 FEs + 0,3 FEs pr. gris daglig. Fra 14. dagen til fravænning: Min. 2,0 FEs + 0,4 FEs pr. gris daglig.
*	Pattegrise Fodring af pattegrise hos soen skete med samme smågriseblanding til begge grupper.

Foderblandingerne var enkelt sammensat, og der blev tilstræbt ens næringsindhold. Energiindholdet var højere i kontrolblandingen end i forsøgsblandingen. Det anvendte grønmel var fra samme partier, som blev anvendt i afprøvningen "Grønmel til søer", Meddelelse nr. 208, fra Den rullende Afprøvning.

Blandingerne var sammensat ud fra normerne til drægtige søer (Fokus på "Næringsstofnormer", 1989, Landsudvalget for Svin, DS).

Blandingernes sammensætning er vist i tabel 1.

Besætning A brugte indkøbt færdigblandinger. I besætning B var kontrolblanding hjemmeblandet melfoder, mens forsøgsblandingen var en indkøbt færdigblanding, denne blanding blev leveret som Pellet Cross.

Søernes produktionsresultater og sundhedstilstand blev registreret. Søernes adfærd i drægtighedsperioden blev vurderet subjektivt af afprøvningsvært og registreringstekniker.

Pattegrise, der døde i dieperioden, blev registreret med dato og årsag. Pattegrisenes fravænningsalder og -vægt samt diarréfrekvens blev registreret.

Der blev jævnligt udtaget prøver af diegivningsblandingerne, som blev anvendt i de to besætninger, for at sikre at blandingerne levede op til normerne for næringsstoffer til diegivende søer.

I løbet af afprøvningsperioden blev der udtaget 12 prøver af hver drægtighedsblanding. Prøverne blev sendt til fuldfoder- og aminosyreanalyse på Steins Laboratorium.

Tabel 1. Blandingernes sammensætning, pct.

Blanding

Kontrol

Forsøg

Grønmel

Sojaskrå

Byg

Hvede

Animalsk fedt

Vitaminer og mineraler

-

9,6

42,0

40,9

5,0

2,5

30,0

4,5

38,0

20,0

5,0

2,5

Der blev gennemført to fiberanalyser af blandingerne. Analyserne blev udført af Afdelingen for Dyrefysiologi, Statens Husdyrbrugsforsøg.

RESULTATER OG DISKUSSION

De foderblandinger, som blev anvendt i afprøvningen var af en god og ensartet kvalitet.

Der var ikke problemer med at få søerne til at æde forsøgsblandingen i drægtighedsperioden. Omkring foderskiftet 3 uger efter løbning var der enkelte søer med ædevægring i en til to dage.

Foderblandingernes analyserede indhold er vist i tabel 2.

Analyserne stemte overens med det deklarerede indhold. Forsøgsblandingen havde et højere indhold af træstof end kontrolblandingen, og dette var den væsentligste årsag til forskellen i indhold af FEs pr. 100 kg.

Tabel 2. Foderblandingerens analyserede indhold

Blanding

Kontrol

Forsøg

Antal prøver

FEs pr. 100 kg

Råprotein, pct.

Råfedt, pct.

Træstof, pct.

g/kg

Lysin

Methionin

Cystin

Treonin

Fibre

Opløselige fibre, pct.

Uopløselige fibre, pct.

Fibre i alt, pct.

12

112

13,9

5,8

3,4

6,1

2,6

2,5

4,8

2,0

15,7

17,7

12

97

14,5

6,3

9,5

6,1

2,6

2,1

5,1

2,5

22,7

25,3

I begyndelsen af afprøvningen blev søerne i drægtighedsperioden fodret efter en foderkurve beregnet ud fra foderblandingernes beregnede indhold af FEs. Det vil sige, at forsøgssøerne fik tildelt cirka 12 pct. mere foder end kontrolsøerne. Det viste sig imidlertid hurtigt, at forsøgssøerne blev for fede. Derfor blev der fodret efter huld med det resultat, at foderforbruget målt i kg næsten var det samme i de to grupper. Årsagen til dette må være, at søerne har udnyttet forsøgsfodret væsentlig bedre end forventet. Sagt på en anden måde; søerne har fundet flere FEs pr. kg forsøgsfoder end det beregnede indhold på 97 FEs pr. 100 kg. Dette stemmer overens med resultaterne fra fordøjelighedsforsøg med grønmel til søer, udført af Statens Husdyrbrugsforsøg.

Forsøgssøerne var cirka dobbelt så lang tid om at æde foderet i forhold til kontrolsøerne. Dette blev observeret i begge besætninger. Forsøgssøerne udskilte en større og mere klistret gødning end kontrolsøerne. Dette medførte, at forsøgssøerne i besætningen med løsdrift ofte var beskidte, mens kontrolsøerne altid var rene.

Produktionsresultaterne fra de to besætninger er vist i tabel 3.

Tabel 3. Produktionsresultater
Besætning	A			B
Gruppe	Kontrol	Forsøg	Kontrol		Forsøg
Antal kuld Antal levendefødte grise/kuld - heraf svagtfødte grise/kuld Antal dødfødte grise/kuld Korr. kuldstr. efter udjævn. Diarrépct. af kuld (1. lev. uge) Pct. døde indtil fravænning Antal fravænnede grise/kuld Alder ved fravænning, dage Kuldvægt ved fravænning, kg Pct. søer m. temp. >39,5°C MMA-behandling, pct. af søer Faringsprocent	197 10,6 0,2 0,9 10,5 1,2 10,5^a 9,4 29 69,6 23,3 8,2 88,5	197 10,6 0,3 1,0 10,5 1,4 14,0^b 9,0 29 67,5 29,2 10,0 88,2	399 11,1 0,4 1,0 11,0 1,6 11,8^a 9,7 25 69,8 - 0,3 82,7		292 11,2 0,5 0,9 11,2 0,7 14,3^b 9,6 25 68,0 - 0,0 86,7

a), b): Signifikant forskellige (P <0,05).

I besætning A, hvor alle søerne var opstaldet individuelt i drægtighedsperioden, blev der ikke visuelt observeret forskellig adfærd mellem de to grupper af søer, ligesom der heller ikke var problemer med uens huld i grupperne.

I besætning B, hvor alle søerne var løsgående i drægtighedsperioden, var søerne i kontrolgruppen tilsyneladende mere aktive, uden det dog medførte flere slagsmål og udsatte søer i denne gruppe. Der var ikke problemer med uens huld, hverken i forsøgs- eller kontrolgruppen. Det skal bemærkes, at faringsprocenten var størst i forsøgsgruppen uden dog at være statistisk sikker.

I begge besætninger var der signifikant større pattegrisedødelighed hos forsøgssøerne, men der var ikke forskelle i fordelingen af dødsårsagerne og -tidspunkt. Vægten af et kuld fravænnede grise var lavere hos forsøgssøerne end hos kontrolsøerne. Denne forskel var ikke statistisk sikker (P <0,09). Det tyder således på, at forsøgssøernes moderegenskaber har været dårligere end kontrolsøernes. Dette må tilskrives foderskiftet eller dårligere foderudnyttelse hos forsøgssøerne i diegivningsperioden.

I besætning B, hvor søerne fik vådfoder i diegivningsperioden, blev der ikke konstateret forskelle i søernes foderoptagelse mellem kontrol- og forsøgsgruppen.

Det tydede således ikke på, at søer, som er fodret med en træstofrig drægtighedsblanding med 30 pct. grønmel, kunne optage en større fodermængde i den efterfølgende diegivningsperiode.

Denne undersøgelse viser, at anvendelse af en drægtighedsblanding med 30 pct. grønmel ikke påvirket søernes huld og reproduktionsresultater, til gengæld påvirker det søernes moderegenskaber i den efterfølgende diegivningsperioden i negativ retning.

Hvorvidt en mindre mængde grønmel end 30 pct. i drægtighedsperioden er gavnligt for søer, kan ikke afgøres på baggrund af denne undersøgelse, men Statens Husdyrbrugsforsøgs undersøgelser viste, at op til 20 pct. grønmel til drægtige søer fungerede tilfredsstillende.

REFERENCER

Bilag til Årsmøde 1991, Afd. for Forsøg med Svin og Heste, Statens Husdyrbrugsforsøg.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 208, 1991. Grønmel til søer.