Forvanding af diegivende søer

SAMMENDRAG

Vandtildeling via drikkeventiler (selvvanding) er sammenlignet med selvvanding suppleret med forvanding i diegivningsperioden.

Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger i en periode på 22 måneder (1567 kuld) og omfattede søer og gylte. Søerne var individuelt opstaldede i kassestier og blev fodret med tørfoder. Hele vandforsyningssystemet blev renoveret og indstillet optimalt inden afprøvning.

Søerne optog i gennemsnit 32 l vand pr. døgn i diegivningsperioden, når de havde fri adgang til vand via drikkeventiler (selvvanding), mens de i gennemsnit optog 33 l vand pr. døgn, når de desuden fik tilbudt vand i krybben (forvanding). Forskellen var ikke statistisk sikker. Der var heller ikke forskel mellem grupperne på produktionsresultaterne og frekvensen af MMA-behandlinger og langtrukne faringer.

Enkelte søer drak i gennemsnit over 50 l/dag i diegivningsperioden. Resultaterne tyder på, at søernes væskebehov var dækket, men at det daglige behov kan være større end de tidligere antagne 35 l pr. so dagligt.

Afprøvningen viste, at søernes produktionsresultater ikke kunne forbedres med forvanding, hvis næseventilerne i farestalden ydede 5 l/min., når 20 pct. af søerne drak samtidigt.

Det automatiske forvandingsanlæg var vanskeligt at justere. Der var behov for jævnlig justering af vandmængden.

Anvendelse af et vandfilter på hovedforsyningsledningen reducerede arbejdet med udskiftning og rensning af ventiler med ca. ½ time om ugen i den ene besætning på ca. 450 årssøer.

BAGGRUND

Søernes foderoptagelse i diegivningsperioden har betydning for søernes huld og mælkeproduktionen. Forsøg fra Statens Husdyrbrugsforsøg har vist, at reproduktionen i den efterfølgende periode forløber bedre, når soen er i godt huld ved fravænning. En stor mælkeproduktion hos soen medvirker til at øge pattegrisenes fravænningsvægt. Dette har stor betydning for de senere produktionsresultater i smågrisestalden.

En tidligere afprøvning fra Den rullende Afprøvning viste, at forvanding ikke påvirkede søernes produktionsresultater (Meddelelse nr. 87). Alligevel mener mange besætningsejere, at ekstra tildeling af vand har en positiv effekt på foderoptagelse og farefeberfrekvens i diegivningsperioden.

Afprøvningens formål var at sammenligne produktionen hos diegivende søer, der fik tildelt vand fra en drikkeventil (selvvanding) med søer, der fik tildelt vand fra drikkeventil og forvanding. Samtidigt blev forskellige forvandingsmetoder vurderet.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i en periode på 22 måneder i to sobesætninger, hvor alle søer var opstaldet individuelt i drægtigheds- og diegivningsperioden.

Produktionsforholdene er beskrevet i tabel 1.

Tabel 1. Produktionsforhold i besætningerne
Besætning	A	B
Driftsform	Holddrift	Holddrift
Foder	Tørfoder/hjemmebl.	Tørfoder/indkøbt
Antal fodringer	2 gange/dag	3 gange/dag
Forvanding	Automatisk	Manuel

I farestierne i begge besætninger var monteret næseventiler, Lund type 11, indstillet til max. ydelse på 5 l/min. ved 2,5 atm vandtryk.

På hovedforsyningsledningen blev der monteret et fint vandfilter (Silhorko) for at hindre tilstopning af drikkeventilerne med partikler. Der blev monteret reduktionsventiler (Braukmann) på stikledningerne til hver sektion, så vandtrykket var stabilt.

Under forudsætning af, at hver 5. so drak samtidigt i spidsbelastningsperioder, var kravet til den samlede vandforsyning, at hovedforsyningsledning og stikledninger skulle kunne fremføre:

1 l/min. pr. farestiplads

0,6 l/min. pr. drægtighedsplads

0,03 l/min. pr. stiplads i smågrisestaldene.

I besætning A blev der installeret et automatisk forvandingsanlæg (Egebjerg) i en række farestier i hver sektion (9 stier). Der blev monteret vandmålere, således at vandoptagelse via drikkeventiler og via forvanding kunne registreres.

I besætning B blev der etableret manuelt betjent forvanding med hane for hver sti i halvdelen af farestierne. Der var monteret en vandmåler for hver faresti, så vandoptagelsen kunne registreres individuelt for hver so.

Søerne skulle have ca. 15 l vand via forvanding pr. dag, fordelt på to henholdsvis tre daglige tildelinger i forbindelse med fodring.

Søerne fik tildelt ca. 2 FEs pr. dag de første fire uger efter løbning. Herefter blev de fodret efter huld frem til fire uger før faring, hvor foderstyrken blev hævet til ca. 3,5 FEs pr. dag. I diegivningsperioden blev foderet tildelt efter tilnærmet ædelyst. Foderet var optimeret efter norm.

Søerne var opdelt, så det gennemsnitlige kuldnummer og racefordelingen var ens i forsøgs- og kontrolgruppen.

Søernes reproduktionsresultater, sundhedstilstand og kuldresultater blev registreret enkeltvis, men opgjort gruppevis. Ligeledes blev søernes vægt ved ind- og afgang og vandforbruget samt produktionsresultaterne i diegivningsperioden registreret.

RESULTATER OG DISKUSSION

Produktionsresultaterne fra besætningerne er vist i tabel 2.

Tabel 2. Kuldresultater og vandforbrug
BESÆTNING	A			B
Vandforsyning	Selv-vanding	For-vanding	Selv-vanding		For-vanding
Antal kuld	373	382	413		399
Antal lev.fødte grise pr. kuld	11,1	10,9	11,5		11,5
Antal dødfødte grise pr. kuld	0,7	0,9	0,7		0,7
Antal fravænnede grise pr. kuld	9,8	9,7	10,4		10,4
Alder ved fravænning, dage	26	26	22		22
Vægt ved fravænning, kg	6,8	6,9	5,9		5,9
Døde indtil fravænning, pct.	11,7	11,0	9,6		9,6
Diarré, pct. af kuld (1.leveuge)	20,9	17,8	6,3		9,3
MMA-behandling, pct.	28	24	31		38
Vægttab i dieg.perioden inkl.fostre,kg	61	59	31		30
Vandforbrug pr. so pr. dag i alt, l	39	41	25		26
Heraf vandforbrug/so/dag fra forvand.,l	-	5	-		17

Den gennemsnitlige vandoptagelse for begge besætninger var henholdsvis 32 l ved selvvanding og 33 l ved forvanding, men der var stor forskel i søernes vandoptagelse mellem besætningerne. Derfor er resultaterne fra begge besætninger vist i tabellen.

Indenfor besætningerne var der ikke statistisk sikker forskel (P<0,05) mellem grupperne med hensyn til søernes vandforbrug og vægttab i diegivningsperioden, pattegrisenes fravænningsvægt og dødelighed.

Forskellen i søernes vandforbrug på ca. 15 l dagligt mellem besætningerne kan ikke umiddelbart forklares, men skyldes sandsynligvis et samspil mellem dyr, fodring og staldklima.

I besætning B (manuel tildeling) drak søerne den planlagte vandmængde på ca. 15 l vand pr. dag fra forvanding, mens søerne i besætning A (automatisk tildeling) ikke optog den forventede mængde vand. Søerne i denne besætning kompenserede ved at drikke tilsvarende mere vand fra drikkeventilen.

Enkelte søer i besætning B drak i gennemsnit over 50 l/dag i diegivningsperioden. Resultaterne tyder på, at søernes væskebehov var dækket, men at det daglige behov er større end de tidligere antagne 35 l pr. so dagligt.

Forvandingsteknik

Afprøvningen har givet den erfaring, at automatiske forvandingsanlæg er meget vanskelige at indstille. Ventilerne til dosering i de enkelte krybber var af nåleventiltypen, som er præcise, men uden skala. Derfor var forudindstilling vanskelig.

Når ventilerne til en række søer skulle efterjusteres på grund af én eller flere søer, som ikke kunne drikke vandet, var det nødvendigt at efterjustere alle ventiler i rækken. Det skyldes tilsyneladende, at reduktionsventilen ikke kunne holde vandtrykket konstant uanset ventiljustering.

I besætning A med automatisk forvanding blev vandet forsøgsvis tildelt enten lige før, under eller lige efter uddosering af foder, for at undgå enkelte søers uheldige adfærd med at kaste vand ud af krybben. Ingen af metoderne medførte, at vandmængden kunne fastholdes på 5-8 l pr. fodring.

Manuel tildeling af vandet fungerede bedst, idet der kunne tages individuelle hensyn til søerne.

Vandfiltrering

I besætning A med ca. 450 årssøer og smågriseproduktion blev vandfiltret renset/skiftet fire gange på 2 år. Brugen af filter medførte en arbejdsbesparelse på ca. ½ time pr. uge, som tidligere blev brugt til udskiftning og rensning af drikkeventiler. Besparelsen i tid kunne betale for investeringen i et filter (ca. kr. 8.000). Udover tidsbesparelsen, som vil variere fra besætning til besætning, giver et filter en større sikkerhed for, at drikkeventiler ikke tilstoppes.

Krav til vandforsyning

Denne afprøvning har vist, at der ikke kunne opnås bedre produktionsresultater ved at tildele de diegivende søer vand udover den mængde, som de selv kunne optage via en drikkeventil, der ydede 4-5 l vand pr. minut. Dette stemmer overens med konklusionen i Meddelelse nr. 87 fra Den rullende Afprøvning.

Grunden til, at mange producenter i praksis har positive erfaringer med forvanding, skyldes sandsynligvis dårlig eller mangelfuld funktion af den eksisterende vandforsyning. Ventilernes ydelse kan fx være for lav, ventilerne tilstoppede, eller vandforsyningens kapacitet kan være så lav, at alle søer ikke kan få tilstrækkeligt med vand samtidigt.

En tidligere undersøgelse af vandforsyning i farestaldene viste, at ventilerne generelt ydede for lille vandmængde. Det gjorde sig også gældende i besætninger, hvor ventiltypen var i orden. Der var desuden stor forskel i ventilernes ydelse indenfor samme besætning.

Derfor er det vigtigt at optimere vandforsyningen til:

1. ejendommen

2. stalden

3. staldafsnittet

4. det enkelte dyr.

Hvis det ikke er muligt at forsyne hele ejendommen optimalt med vand, bør specielt staldene sikres tilstrækkeligt vand og ikke mindst staldafsnit med diegivende dyr. Dette kan gøres ved at etablere stødpudetanke til staldsystemet.

REFERENCE

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 87, 1985. Vandtildeling til søer i diegivningsperioden.