Forebyggelse af farefeber med hvidløgspulver

SAMMENDRAG

Effekten af at give søerne hvidløgspulver i farestalden blev afprøvet i tre besætninger.

Tre hundrede søer fik hver 20 gram hvidløgspulver, der blev givet ovenpå foderet som topdressing én gang daglig fra indflytning i farestalden indtil fravænning. Effekten af behandlingen blev afprøvet mod 300 ubehandlede søer. Hvidløgspulveret blev undersøgt på Steins Laboratorium, og viste god aktivitet imod flere bakterietyper.

Hvis hvidløgspulveret blev fugtigt ved tildelingen, kunne der være problemer med at få enkelte søer til at æde det.

Ved slagtning umiddelbart efter fravænning af fem behandlede søer, kunne der ikke påvises smag eller lugt af hvidløg i kødet eller fedtet. Dette stemmer overens med tidligere erfaringer.

I de tre besætninger kunne der ikke påvises statistisk sikre effekter på farings- eller diegivningsforløbet af at give hvidløg til søerne i farestalden.

BAGGRUND

Farefeber i form af yverbetændelse, børbetændelse, nedsat mælkeproduktion, feber og manglende ædelyst rammer hyppigt søer i de første dage efter faring. Specielt den nedsatte mælkeydelse forventes at have en negativ effekt på de diende grises sundhed, idet det forventes, at grisene så optager mindre mængder af antistoffer og energi med råmælken. Omkring 17 pct. af de danske søer behandles imod farefeber efter faring (1). Årsagen til farefeber hos danske søer er ikke afklaret. Undersøgelser tyder på, at farefeber kan skyldes en infektion med især gram negative bakterier fra omgivelserne. Da man sjældent påviser den samme bakteriestamme fra tilfælde til tilfælde, er der ikke tale om en smitsom sygdom. Der er sandsynligvis tale om, at nedsat modstandskraft hos soen medfører en unormal vækst af bakterier, der normalt ikke er sygdomsfremkaldende.

Hvidløg indeholder en række lægemiddellignende stoffer (2). Den kolesterolsænkende og blodtryksregulerende effekt er påvist hos mennesker og forsøgsdyr i kontrollerede forsøg, mens den bakteriehæmmende effekt hidtil kun har kunnet påvises i reagensglasforsøg (5). Reagensglasforsøg har desuden vist en afslappende effekt på glat tarmmuskulatur (4). Da børmuskulaturen ligeledes består af glat muskulatur, kan hvidløg også forventes at have afslappende effekt på denne. På basis af litteraturen er det svært at forudsige, om effekten på glat muskulatur kan vise sig i form af en lammelse af børmuskulaturen (faringsproblemer), eller i form af en bedre funktion (bedre forløb af faringer). Endelig indeholder hvidløg relativt store mængder af B6- og C-vitamin, mangan og selen (2). De 20 gram hvidløgspulver vil dog ikke dække mere end 1-4 pct. af den anbefalede daglige tilførsel af B6-vitamin, mangan eller selen til en diegivende so.

Hvidløg har en karakteristisk smag og lugt, der først er til stede, når stoffet alliin ved kontakt med luftens ilt omdannes til allicin. Hvidløgssmagen får måske betydning, da tilblanding enten kan forbedre foderoptagelsen igennem en smagsforbedrende effekt, eller reducere optagelsen på grund af hvidløgspulverets stærke smag.

Tildeling af hvidløg kan muligvis medføre en ændret smag af kødet efter slagtning, hvis smagsstoffer fra hvidløget optages fra tarmen.

Afprøvningens formål var, at undersøge hvidløgspulverets effekt på søernes og smågrisenes sundhed og produktion i form af frekvensen af farefeberbehandlinger og grisenes fravænningsvægt.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i samarbejde med NOR-FEED Aps, Kanalholmen 2, Hvidovre.

Afprøvningen blev gennemført i tre besætninger, hvor det blev tilstræbt at gennemføre sektioneret drift i sektionerede farestalde. Alle tre besætninger var seropositive for PRRS-virus. PRRS-udbruddene var i ro, eller var kun serologisk påvist i besætningerne. I den ene besætning farede søerne i trekantstier med fast gulv og halmstrøelse. I denne besætning blev søerne fodret manuelt med en blanding af korn og tilskudsfoder. I de to andre besætninger farede søerne i traditionelle kassestier med boks og fuldspaltegulv. I disse to besætninger blev hjemmeblandet foder udfodret som vådfoder. Alle tre besætninger havde fem faresektioner, der så vidt muligt blev drevet sektioneret efter alt ind - alt ud princippet.

Søerne blev inddelt i to grupper på basis af lige og ulige sonumre ved flytning til farestalden. For at sikre, at de rigtige søer modtog forsøgsbehandlingen, blev søerne fra hver gruppe opstaldet fortløbende, fulgt af den anden gruppe. Det blev tilstræbt, at der ved den følgende forsøgsrunde blev opstaldet kontrolsøer, hvor der sidste gang stod forsøgssøer og vise versa. Kuldudjævning mellem grupperne var accepteret indtil dag 3 efter faring, herefter blev det tilstræbt helt at undgå flytning af grise imellem kuldene. Hvis en so blev valgt ud til ammeso ved fravænning, blev alle grise vejet ud fra kuldet, selvom nogle af disse herefter kom tilbage til soen. Soen sluttede hermed i afprøvningen.

Hvidløgspulveret blev undersøgt på Steins laboratorium. Ved diffusion i agar undersøgtes for antibiotisk effekt overfor Eschericia coli, Salmonella thyphimurium, Staphylococcus aureus og Streptococcus faecium. Som positiv kontrol blev en opløsning indeholdende 25 pct. tylosin benyttet. Det blev tilstræbt at udvælge leverancer med høj antibakteriel effekt til afprøvningen.

Behandlingen med hvidløg blev gennemført efter producentens anbefalinger. Søerne fik hvidløgspulveret tildelt på foderet én gang daglig fra indflytning i farestalden (cirka 5 dage før forventet faring) og indtil fravænning. Hver besætning fik udleveret måleskeer, der med topmål rummede lidt over 20 gram. Hver so har således fået cirka 600 gram hvidløgspulver i løbet af diegivningsperioden, hvilket svarer til cirka ét kg frisk hvidløg.

Ud over de traditionelle registreringer til effektivitetskontrollen, blev følgende registreringer foretaget: Dato for indsættelse i farestald, fødselshjælp, behandling af so og grise, temperatur efter faring, flytning af grise og foderstyrke cirka én uge efter faring.

Fra én besætning blev søer, der lige efter fravænning blev sendt til slagteriet, undersøgt for hvidløgslugt i råt og stegt fedt og kød og for hvidløgssmag i stegt fedt og kød. Hver undersøgelse blev foretaget af to personer ved kødkontrollen. Ved undersøgelsen blev det ikke oplyst for disse, hvilke søer der var behandlede.

Effekten af behandlingen blev vurderet på frekvensen af behandlinger imod farefeber (kategorisk variabel) og på fravænningsvægten (kontinuerlig variabel). Resultaterne blev analyseret i statistikpakken SAS med programmerne, henholdsvis Gen Mod og Proc Mixed. Afprøvningen var designet til at kunne påvise en effekt med 5 pct. signifikans ved en forskel på henholdsvis 8 pct. farefeberbehandlinger og 250 gram forskel i kuldvægt ved fravænning. Som forklarende variabler blev følgende registreret. Faredato, antal levende- og dødfødte grise, foderstyrke cirka 7 dage efter faring, soens rektaltemperatur efter afsluttet faring, antal tilfælde af langvarig faring, tidspunkt og årsag for sygdomsbehandling og dødsfald for søer og grise og antal og kuldvægt ved fravænning.

RESULTATER OG DISKUSSION

Der indgik 354 søer i kontrolholdet og 322 søer i forsøgsholdet. Den store forskel i antal søer pr. gruppe skyldes, at der var flere søer med ulige sonumre (kontrol) i to af besætningerne.

Enkelte af søerne afviste at æde hvidløgspulveret de første dage af behandlingen. Dette var mest et problem i de varmeste sommerdage, og specielt hvis hvidløgspulveret blev opløst i vand (eventuelt i vådfoder) i krybben. Her blev hvidløgspulveret så tildelt på det faste gulv foran krybben, hvorefter søerne normalt slikkede det op.

Produktionsmæssigt kunne der ikke observeres nogen statistisk sikker effekt af at tildele hvidløg til søerne (tabel 1). Der var således ingen forskel i antal behandlinger imod MMA. Der var statistisk sikker vekselvirkning mellem effekten på MMA-behandling imellem de tre besætninger (tabel 2). Der var ingen statistisk sikker effekt af hvidløgspulver på frekvensen af dødfødte grise, fødselshjælp, langvarige faringer eller på frekvensen af tilbageholdte fostre.

Den relativt høje fravænningsvægt i afprøvningen var generel for alle tre besætninger og kan skyldes, at der i alle tre besætninger blev gennemført sektioneret drift for at reducere overførslen af smitte fra ugehold til ugehold.

Der blev ikke påvist effekt på søernes foderoptagelse én uge efter faring, på dødelighed eller sygelighed hos smågrisene, på antal fravænnede grise eller på fravænningsvægten.

Tabel 1. Resultater af afprøvningen. De effektvariable, som skulle vise produktets effekt er fremhævede

Gruppe	Kontrol	Forsøg
Antal søer	354	322
Antal dage fra indsættelse til faring	7,1	7,1
Antal levendefødte grise pr. kuld	11,1	11,0
Antal dødfødte grise pr. kuld	1,2	1,0
Søer med temperatur over 39,4, pct.	12,7	9,9
MMA-behandlinger, pct. *	25,4	28,0
Antal grise pr. kuld der døde i diegivningsperioden	1,0	1,0
Diegivningsperiode, dage	24,7	24,5
Kuld behandlet imod diarre, pct.	15	14
Kuld behandlet i alt, pct.	26	27
Antal fravænnede grise pr. kuld	9,9	9,8
Fravænningsvægt pr. gris, kg	7,4	7,5

*	Der var signifikant vekselvirkning (p< 0,04) for frekvens af MMA-behandlinger mellem besætning og gruppe. Resultaterne for de enkelte besætninger er derfor vist i tabel 2.

Tabel 2. Forekomst af farefeberbehandlinger. Pct. behandlede søer pr. besætning

Besætning	Kontrol	Forsøg	P-værdi
1	38	28	0,11
2	28	38	0,13
3	13	21	0,10

Den meget store variation i antal behandlinger imod farefeber i de tre besætninger kan skyldes, at hvidløgspulveret har ført til nedsat ædelyst hos en del af søerne umiddelbart efter faring, hvor søernes appetit i forvejen kan være nedsat. Manglende ædelyst har så medført øget opmærksomhed omkring disse søer.

I afprøvningen måtte der ikke foretages behandling blot ved observation af reduceret ædelyst, men en øget opmærksomhed hos de søer, der ikke æder op, kan føre til, at symptomer hos søer i forsøgsgruppen observeres hyppigere end i kontrolgruppen i to af besætningerne. Dette understøttes af, at der ikke var tilsvarende variationer imellem besætningerne i frekvensen af søer med forhøjet rektaltemperatur.

Laboratorieundersøgelse af hvidløgspulveret viste, at det anvendte hvidløgspulver kunne forhindre vækst af såvel gram positive som gram negative bakterier. At dette ikke kunne eftervises i farestalden i form af færre tilfælde af farefeber eller diarre kan skyldes, at hvidløgets effekt blev nedsat i fordøjelsessystemet. Denne teori støttes af japanske undersøgelser, der viser, at hvidløgsekstrakt er mest aktivt ved pH 7, mens den antimikrobielle aktivitet er tydeligt nedsat allerede ved pH 5.

Da foderet i soens mavesæk udsættes for mavesyre med pH 2,5, er der muligvis ingen antibakteriel aktivitet tilbage i hvidløgspulveret, når det når ned i soens tarm.

En anden mulighed er, at 20 gram hvidløgspulver daglig blot ikke virker overfor MMA. I denne afprøvning udgjorde indholdet af hvidløgspulver fra 1 pct. (af 1,5 FEs/dag før faring) til 0,3 pct. (af 7 FEs/dag sidst i diegivningsperioden) af den daglige fodertildeling. Koncentrationen af hvidløg har således været lav.

En sidste forklaring på den manglende effekt af behandlingen kan være, at farefeber i de tre besætninger har været forårsaget af andet end bakterier.

På slagteriet blev syv søer fra én besætning undersøgt 0 til 1 dag efter sidste fodring med hvidløgspulver. Heraf var to søer fra kontrolgruppen og fem søer fra forsøgsgruppen. Undersøgelsen af de fem behandlede søer involverede i alt fem forskellige personer, hvoraf ingen bemærkede hvidløgslugt eller -smag hos nogen af de behandlede søer. Dette stemmer overens med danske erfaringer efter fodring af slagtesvin med op til 250 g hvidløgssmør pr. dag, og franske undersøgelser efter tildeling af hvidløgsolie (6).

Hvidløgspulverets forventede effekt på kredsløb og glat muskulatur kunne have vist sig ved et ændret faringsforløb, men der var ikke statistisk sikker forskel imellem grupperne på antal dødfødte grise pr. kuld.

Selvom hvidløgspulverets stærke smag påvirkede enkelte søers ædelyst, fik dette ikke betydning for foderoptagelsen én uge efter faring eller for fravænningsvægten. Det må anbefales, at hvidløgspulver ikke gives direkte ovenpå vand. Hvis hvidløgspulver hældes i vådfodertanken bør effekten på foderoptagelsen følges nøje. Noor-feed angiver, at smagen eventuelt kan maskeres med andre planteudtræk, men dette vil øge prisen på behandlingen.

Ved tildeling af de angivne doseringer, er der begrænset risiko for, at der kan findes smagsstoffer i kødet ved slagtning.

Afprøvningen kunne ikke påvise en produktionsmæssig eller sundhedsmæssig effekt af at tildele søer i farestalden 20 gram hvidløgspulver én gang daglig.

REFERENCER

(1).	Mortensen et al. Outdoor pig production in Denmark. Pig News and information.1994, 15, 117N-120N.
(2).	T. Brøndsted. Kuriositeter om Hvidløg. Alimenta, maj 1997, 20-21.
(3).	Sato et al. Antibacterial action of Garlic extract on Food Poisoning Bacteria. J. of food hyg. Soc. of Japan. 1990. 328.
(4).	Aqel, M. B. et al. Direct relaxant effects of garlic juice on smooth and cardiac muscles. Journal of ethnopharmacology. 33, 1991, 13-19.
(5).	Shivastava. 1996. Personlig meddelelse.
(6).	H. Quesnel, INRA. 1997. Personlig meddelelse.