Det anbefales, at søer og gylte fodres efter huld i drægtighedsperioden. Det skal tilstræbes, at dyrene ikke bliver for fede. Dette betyder, at hoftebenet netop bør kunne ses ved huldvurderingen.

Indledende forsøg antyder, at en høj foderstyrke sidst i drægtigheden hos gylte øger mængden af mælkeproducerende væv i yveret. Der er derfor gennemført en afprøvning for at undersøge, om høj foderstyrke i sidste halvdel af drægtighedsperioden medfører en højere mælkeydelse målt som en højere fravænningsvægt hos grisene.

Lav og høj foderstyrke (2,2 eller 3,5 FEs/dag) i sidste halvdel af drægtighedsperioden blev afprøvet. Der indgik 589 gylte samt 3.- og 4.-lægssøer fra to besætninger i afprøvningen. Kuldstørrelsen blev ikke påvirket af foderstyrken i drægtighedsperioden. De dyr, der fik en høj foderstyrke i sidste halvdel af drægtighedsperioden fravænnede grise, der vejede ca. 100 g mere ved fravænning end grise fravænnet dyr på lav foderstyrke i sidste halvdel af drægtighedsperioden. Forskellen i fravænningsvægt var ikke statistisk sikker (p = 0,16). Hos gyltene var forskellen på 140 gram/gris (p = 0,13), mens forskellen var på 30 gram/gris hos 3. og 4. lægssøerne (p = 0,72).

Den planlagte forskel i foderstyrke på 1,3 FEs/dag medførte, at søer på høj foderstyrke optog ca. 75 FEs mere end søer på lav foderstyrke. Denne forskel i foderoptagelse medførte ingen sikker forskel på de to grupper ved huldvurdering før faring. Der var ikke statistisk sikker forskel på de produktionsresultater, der kunne forventes at blive påvirket af søernes huld ved faring. I begge besætninger udgik 2,5 pct. af søerne, fordi de ikke kom i gang med diegivningen efter faring. Omfanget af denne type problemsøer er ikke tidligere registreret under danske forhold.

Det anbefales, at søer og gylte fodres efter huld i drægtighedsperioden. Det skal tilstræbes, at dyrene ikke bliver for fede. Dette betyder, at hoftebenet netop bør kunne ses ved huldvurderingen.

Baggrund

En høj mælkeydelse hos søerne er en vigtig faktor for grisenes fravænningsvægt. Indtil 8-10 dage efter fødsel er mængden af mælk sjældent en begrænsende faktor for grisenes energioptagelse, men herefter kan grisene optage mere mælk, end søerne producerer. Ved Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, har et indledende forsøg antydet, at en høj fodertildeling i sidste tredjedel af drægtighedsperioden øger mængden af mælkeproducerende celler i yveret hos gylte. Andre undersøgelser har vist, at hvis søerne er for fede ved faring, vil mælkeydelsen falde, hvilket sandsynligvis skyldes nedsat foderoptagelse i farestalden. Det er derfor afprøvet, om høj fodertildeling sidst i drægtighedsperioden vil øge mælkeydelsen.

Materiale og metoder

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger. I begge besætninger blev der udfodret med indkøbt tørfoder. I første halvdel af afprøvningen blev alle dyr fodret efter huld. Midt i drægtighedsperioden blev gylte samt 3.- og 4.-lægssøer inddelt tilfældigt i to grupper, der blev tildelt enten 2,2 eller 3,5 FEs daglig indtil få dage før forventet faring. Mindst én gang månedligt blev foder vejet ud fra mindst 2 foderkasser i hver gruppe, til sikring af korrekt fodertildeling. De sidste dage før faring fik dyrene i begge grupper ca. 2 FEs/dag. Efter faring blev der foretaget kuldudjævning til ca. 11 grise pr. kuld, idet grise med en vægt under 1 kg og grise med en vægt på over 2 kg (visuelt bedømt) blev flyttet til 2.-lægssøer og søer ældre end 4. læg, der ikke indgik i afprøvningen. Antallet af grise og vægten af kuldet blev registreret efter afsluttet kuldudjævning. Kuldudjævningen var normalt afsluttet 2-3 dage efter faring. Ved senere fraflytning af grise blev årsag og tidspunkt registreret. Tilsætning af grise efter afsluttet kuldudjævning var ikke tilladt i afprøvningen. Ved fravænning blev antallet af grise i kuldet registreret, og kuldet blev vejet.

Huldet blev vurderet ved indgang i afprøvningen, før flytning til farestalden og ved fravænning. Der blev anvendt en skala, hvor 1 blev givet til en fed so, 2 til en lidt kraftig so, 3 til en middel so og 4 blev givet til en mager so. Foderkassernes indstilling blev registreret ved indgang i afprøvningen og ved fravænning, til beregning af foderstyrken på disse tidspunkter.

Resultater

Resultaterne for de to foderstyrker er angivet i tabel 1. Der indgik hhv. 405 og 202 kuld i de to besætninger i afprøvningen. I besætning 1 måtte syv søer på høj og seks søer på lav foderstyrke udgå fra afprøvningen, da grisene blev flyttet bort kort tid efter fødsel som følge af manglende mælkeproduktion. I besætning 2 udgik tre søer. Hos én so var fravænningsvægten utroligt lav, hvilket måtte skyldes en registreringsfejl. Hos to søer blev det flere gange forsøgt at tilsætte nye store grise for at få mælkeproduktionen i gang. Der var én so i hver gruppe. I alt udgik 2,5 pct. af søerne i afprøvningen pga. problemer med igangsætning af laktationen. Der udgik relativt lige mange søer og gylte. Der var således ikke forskel på gyltenes og søernes evne til at starte laktationen. Da søerne allerede havde gennemført mindst to laktationer, kan en medfødt eller arvelig årsag til mælkemangelen sandsynligvis udelukkes.

Tabel 1. Resultater af afprøvningen. Effekt af foderstyrken sidst i drægtighedsperioden

Gruppe	Lav foderstyrke	Høj foderstyrke
Antal søer	300	289
Huldvurdering ved indgang i afprøvningen	2,0	2,0
Huldvurdering ved faring	2,0	1,9
Totalfødte grise, antal	12,9	12,8
Dødfødte grise, antal	0,9	1,0
Grise efter kuldudjævning, antal	10,7	10,9
Kuldvægt efter kuldudjævning*, kg	21,9	21,8
Antal diegivningsdage	24,1	23,8
Antal fravænnede grise pr. kuld	10,2	10,1
Fravænningsvægt pr. gris, kg	7,1	7,2
Huldvurdering ved fravænning	2,1	2,1
Foderoptagelse ved fravænning, FEs	7,9	7,7
* Omfatter de 245 og 232 kuld i lav og høj gruppe, der blev vejet mellem dag 1 og 5 efter faring.

Forskellen i fravænningsvægt var ikke statistisk sikker (p = 0,16). Ved den statistiske behandling af effekten på fravænningsvægten er der korrigeret for statistisk sikker effekt af besætning, antal diegivningsdage, kuldstørrelse ved fravænning og soens kuldnummer. Ved den statistiske behandling er der ikke korrigeret for effekten af foderstyrken ved fravænning, da denne sandsynligvis var påvirket af behandlingen. Den største forskel i fravænningsvægt blev opnået hos gyltene, hvor gylte på høj foderstyrke sidst i drægtighedsperioden fravænnede grise, der vejede 140 gram mere end grise fravænnet gylte på lav foderstyrke (p = 0,13). 3. og 4.-lægssøerne på høj foderstyrke fravænnede grise, der vejede 30 gram mere end grise fravænnet søer på lav foderstyrke (p = 0,72).

Fede søer forventes at kunne få problemer med langtrukne faringer og med at gennemføre diegivningen. En række resultater for de to grupper er vist i tabel 2.

Tabel 2. Farefeberrelaterede symptomer i de to grupper

Gruppe	Lav foderstyrke	Høj foderstyrke
Fødselshjælp, pct.	2,3	3,8
Dødfødte grise, antal	0,9	1,0
Farefeberbehandlinger, pct.	16	18
Kuld med behandlinger, pct.	22	25
Antal grise/kuld, der døde efter kuldudjævning	0,2	0,2
Foderoptagelse ved fravænning, FEs	7,9	7,7

Ligesom der ikke kunne ses sikker forskel på søernes foderstand ved faring, var der også kun svage forskelle i produktionsresultaterne. Søer på høj foderstyrke havde lidt flere tilfælde af fødselshjælp, flere dødfødte grise, flere tilfælde af farefeberbehandling og flere grise, der skulle behandles. Ingen af disse forskelle var statistisk sikre.

Der var dog en tendens til, at foderoptagelsen ved fravænning var påvirket af behandlingen (p = 0,06). Der er her korrigeret for statistisk sikker effekt af besætning, kuldnummer, antal diegivningsdage og antal fravænnede grise.

I de to besætninger var der henholdsvis 12 og 19 pct. søer, der blev behandlet for MMA. Desuden blev hhv. 0 og 33 pct. af kuldene behandlet for diarre, og ½ og 32 pct. af kuldene blev behandlet for ledbetændelse i de to besætninger.

Diskussion og konklusion

En høj foderstyrke i perioden op til faring skulle påvirke yverudviklingen og dermed mælkeydelsen positivt, men kan samtidig påvirke faringsforløbet og foderoptagelsen i farestalden negativt, som følge af et for godt huld ved faring.

De 2,2 FEs forventes at have dækket såvel søer som gyltes behov for energi til vedligehold, tilvækst og fostertilvækst. Forskellen til høj foderstyrke på 1,3 FEs daglig ville medføre en forskel over de 58 forsøgsfoderdage på ca.75 FEs. Modsat forventningerne kunne der ikke ses en synlig forskel i huldet i de to grupper ved faring. Dette kan skyldes, at den visuelle vurdering er usikker, og blev benyttet med en grov skala. Det var ikke forventet, at forskellen i huld ville være så stor, at det kunne give en forskel i dyrenes sundhed, så det ville påvirke produktionsresultaterne, hvilket heller ikke var tilfældet. Huldet ved indflytning i farestalden var meget ensartet, idet 88 pct. af søerne i afprøvningen fik vurderingen ”middel” (Huldvurdering 2 eller 3). Af 47 søer med vurderingen ”fed” (8 pct.) kom de 46 fra besætning 2. Søerne fordelte sig med hhv. 25 på høj og 21 på lav foderstyrke. Kun 3 dyr blev vurderet som ”magre” ved indflytning i farestalden.

Fodring med 3,5 FEs pr. dag i sidste halvdel af drægtighedsperioden medførte en højere fravænningsvægt pr. gris på 140 og 30 gram for grise fravænnet henholdsvis gylte og søer. Disse forskelle var ikke statistisk sikre.

Der blev ikke fundet statistisk sikre forskelle på de økonomisk vigtige parametre dødelighed i diegivningsperioden og fravænningsvægt. Under praktiske forhold er det vigtigt, at hver enkelt dyr fodres efter huld i drægtighedsperioden.

Afprøvningen er udført i samarbejde med:
Landbrugstekniker Hanne Nissen og landbrugstekniker Ernst Nielsen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning nr.: 486

Foderstrategi til drægtige søer og gylte med henblik på en høj mælkeydelse