I en besætning er der gennemført en afprøvning af fermenteret vådfoder til smågrise sammenlignet med tørfoder og ikke- eller delvist fermenteret vådfoder.

Der er gennemført en afprøvning af fermenteret vådfoder til smågrise sammenlignet med tørfoder og ikke- eller delvist fermenteret vådfoder. Afprøvningen blev gennemført i én besætning og var opdelt i tre på hinanden følgende forsøg. Der indgik tre grupper i hvert forsøg.

Gruppe	1	2	3
Forsøg 1	Tørfoder A	Ikke-fermenteret vådfoder A	Fuldt fermenteret vådfoder A
Forsøg 2	Tørfoder A	Delvist fermenteret vådfoder A	Fuldt fermenteret vådfoder A
Forsøg 3	Tørfoder B	Delvist fermenteret vådfoder B	Fuldt fermenteret vådfoder B

A: Smågrisefoder med syntetiske aminosyrer
B: Smågrisefoder uden syntetiske aminosyrer

I forsøg 1 og 2 blev der anvendt en traditionel smågriseblanding, og der blev registreret produktionsresultater for smågrise i alderen cirka 6-12 uger. Der indgik cirka 300 smågrise pr. gruppe pr. forsøg og 6 hold (gentagelse) pr. forsøg. I forsøg 3 blev der anvendt en smågriseblanding uden syntetiske aminosyrer, og der blev kun foretaget analyser af foderet.

Der var god overensstemmelse mellem det beregnede og analyserede indhold af energi (FEs) og råprotein i foderblandingerne. Der var derimod ikke god overensstemmelse mellem beregnet og analyseret indhold af lysin i foderblandingerne med syntetiske aminosyrer, idet syntetisk lysin blev nedbrudt ved fuld fermentering. Der kunne ikke påvises tab af andre syntetiske aminosyrer (methionin og treonin) med lavere indhold i fodret, hvilket kan skyldes andre faktorer som blandesikkerhed og analyseusikkerhed.

Vitamin A, E, B1 og K3 blev ikke nedbrudt ved fermentering af vådfoder.

Der blev dannet biogene aminer, blandt andet histamin, ved fermentering af vådfoder. Det vurderes ud fra litteraturen, at det målte indhold af histamin i delvist eller fuldt fermenteret vådfoder ikke havde indflydelse på grisenes sundhed og produktivitet.

Mikrobiologiske analyser af vådfoderet viste, at ved opstart af fermenteringen skulle vådfoderet fermenteres (uden udfodring) i mindst 2 dage eller til pH var under 4,5 for at sikre, at der ikke var sygdomsfremkaldende bakterier i vådfoderet. I fuldt fermenteret vådfoder var mælkesyrebakterier og gær de dominerende mikroorganismer, og indholdet af mælkesyre var højt (6,3-8,6 procent af tørstof).

Der blev ikke fundet sikker forskel i dødelighed eller behandlingsfrekvens mod diarre mellem grupperne inden for hvert forsøg. I forsøg 1 var den gennemsnitlige dødelighed 0,8 procent og 4,2 procent blev udtaget af afprøvningen på grund af sygdom. I forsøg 2 var den gennemsnitlige dødelighed 1,5 procent og 9,2 procent blev udtaget af afprøvningen på grund af sygdom. Den gennemsnitlige behandlingsfrekvensen mod diarré i forsøg 1 og 2 var henholdsvis 39 og 79 procent.

Anvendelse af fuldt fermenteret vådfoder sammenlignet med ikke-fermenteret vådfoder til smågrise (forsøg 1) reducerede produktionsværdien. Den lavere produktionsværdi skyldtes lavere foderoptagelse, lavere tilvækst og dårligere foderudnyttelse. Der var en højere produktionsværdien for delvist fermenteret vådfoder sammenlignet med fuldt fermenteret vådfoder (forsøg 2), men forskellen var ikke statistisk sikker.

Produktionsværdien ved anvendelse af ikke-fermenteret vådfoder var højere end ved anvendelse af tørfoder i rørfodringsautomater (forsøg 1). En medvirkende årsag til denne forskel kan være, at rørfodringsautomaterne var indstillet, således at grisene ikke havde let adgang til tørfoderet, hvilket kan have nedsat foderoptagelsen og dermed også tilvæksten.

Sammenfattende viste afprøvningen, at syntetisk lysin blev nedbrudt ved fuld fermentering af vådfoder, og det medførte væsentlig dårligere produktionsresultater, især ringere foderudnyttelse. Det frarådes derfor at fermentere fuldfoderblandinger indeholdende syntetiske aminosyrer.

Baggrund

Forsøg på Danmarks JordbrugsForskning har vist, at fermenteretvådfoder til smågrise i de første to uger efter fravænning reducerede væksten af blandt andet coliforme bakterier i mave-tarmkanalen (Mikkelsen og Jensen, 1997). I England har forsøg vist, at fermenteret vådfoder sammenlignet med tørfoder øgede foderoptagelse og tilvækst i de første fire uger efter fravænning (Russell et al., 1996). Der er således flere undersøgelser, der tyder på, at fermenteret vådfoder til smågrise kan være en af løsningerne på problemer med fordøjelsesforstyrrelser og dårlige produktionsresultater, efter at vækstfremmerne er fjernet fra foderet.

Konceptet, der blev anvendt i forsøget i England, var baseret på, at foderet skulle være fuldt fermenteret, inden udfodringen startede. Forsøgsresultater viste, at foderet skulle stå i støb i cirka fem dage, inden den optimale mikroflora i vådfoderet var opnået, det vil sige højt indhold af mælkesyrebakterier og lavt indhold af coliforme bakterier. Derefter blev der udfodret én gang om dagen og der blev dagligt kun anvendt halvdelen af den totale fodermængde i tanken, således at restmængden udgjorde cirka 50 procent af foderblandingen til den næste dag.

Undersøgelser på Danmarks JordbrugsForskning har vist, at temperaturen i vådfoderet har stor betydning for fermenteringen, og at den optimale temperatur i vådfoderet er cirka 20 °C (Jensen og Mikkelsen, 1998).

Formålet med afprøvningen var at udvikle en metode til fremstilling af fermenteret vådfoder til smågrise på baggrund af forsøgsresultater fra England og Danmarks JordbrugsForskning. Fermenteret vådfoder blev sammenlignet med ikke-/delvist fermenteret vådfoder og tørfoder. Effekten blev primært målt på produktionsresultaterne; daglig foderoptagelse, daglig tilvækst og foderudnyttelse. Sekundært blev effekten målt på grisenes sundhed.

Materialer og metoder

Afprøvningen blev gennemført i én konventionel besætning. Afprøvningen var opdelt i tre forsøg. I forsøg 1 og 2 blev der anvendt en traditionel smågriseblanding, og der blev registreret produktionsresultater for smågrise i alderen cirka 6-12 uger. Smågrisene blev indsat i smågrisestalden ved cirka fire ugers alderen, og de blev fodret med en fravænningsblanding som tørfoder i de første to uger indtil de blev sat i forsøg ved 6-ugers alderen. I forsøg 3 blev der anvendt en smågriseblanding uden syntetiske aminosyrer og der blev ikke registreret produktionsresultater men kun foretaget analyser af fodret.

Gruppeinddelingen i forsøg 1, 2 og 3 fremgår af tabel 1. Foderet var hjemmeblandet og der blev indkøbt tilskudsfoder fra Sydvestsjællands Andels Grovvareforening. Foderblandingernes sammensætning fremgår af appendiks 1. Indenfor hvert forsøg blev der anvendt samme foderblanding i de tre grupper, idet tørfoderblandingen indgik som eneste foderkomponent sammen med vand i vådfodertankene.

Tabel 1. Gruppeinddeling

Gruppe	1	2	3
Forsøg 1	Tørfoder A	Ikke-fermenteret vådfoder A	Fuldt fermenteret vådfoder A
Forsøg 2	Tørfoder A	Delvist fermenteret vådfoder A	Fuldt fermenteret vådfoder A
Forsøg 3	Tørfoder B	Delvist fermenteret vådfoder B	Fuldt fermenteret vådfoder B
A: Smågrisefoder med syntetiske aminosyrer B: Smågrisefoder uden syntetiske aminosyrer

Den gennemsnitlige vægt ved indsættelse i afprøvningen var 9,0 kg i forsøg 1 og 9,8 kg i forsøg 2. Vægt ved afgang i forsøg 1 og 2 var henholdsvis 24,8 kg og 26,7 kg. Der indgik seks hold (dobbeltstier) i hver gruppe i både forsøg 1 og 2, i alt cirka 300 grise pr. gruppe pr. forsøg.

Tørfoderet i gruppe 1 blev udfodret ad libitum i rørfodringsautomater, så grisene havde adgang til foderet døgnet rundt. Vådfoderet i gruppe 2 og 3 blev udfodret fire gange dagligt af to timers varighed (ad libitum udfodringsperiode). Udfodringsperioderne startede kl. 3, 8, 14 og 18.

Fodringsanlæg og staldindretning

Vådfodringsanlægget var fra Funki A/S. Der var to blandetanke á 4.100 liter og en resttank på 1.900 liter. Alle tanke var med vejeceller og omrører. De to blandetanke blev anvendt til udfodring af vådfoderet i henholdsvis gruppe 2 og 3. Blandetankene var forbundet med hver sin vådfoderstreng i smågrisestalden, således at der var to parallelle vådfoderstrenge i seks sektioner i smågrisestalden. I hver sektion var der fire dobbeltstier á cirka 56 grise. En skitse af indretningen af smågrisestalden fremgår af appendiks 2.

Blanding, fermentering og udfodring af vådfoder

Forsøg 1 (ikke-/fuldt fermenteret)

Det ikke-fermenterede vådfoder (gruppe 2) blev fremstillet umiddelbart inden hver udfodringsperiode med så lav restmængde i tanken som muligt. Ved blanding af vådfoderet blev tørfoderet blandet med koldt vand i forholdet 1:2,7. Inden hver udfodring blev vådfoderet i rørstrengen recirkuleret til resttanken, således at der var frisk opblandet foder i både blandetank og rørstreng, når udfodringen startede. Foderet, der blev recirkuleret til resttanken, blev anvendt til grise udenfor forsøg.

Ved første opstart af fermenteringen til produktion af fuldt fermenterede vådfoder (gruppe 3) blev der lavet en foderblanding af 500 kg tørfoder og vand i forholdet 1:2,7. Vandet var cirka 30 °C, når det blev blandet med foderet. Vandet blev opvarmet ved hjælp af en varmeveksler til cirka 60-70 °C og blandet med koldt vand til temperaturen var cirka 30 °C. Rørstrengen i smågrisestaldene blev ikke tømt før fermenteringen blev opstartet. Foderet i rørstrengen (cirka 400 kg) har således været podemateriale for fermenteringen. Fermenteringstanken stod i et rum ved cirka 20 °C (tidligere smågrisestald). Foderet stod i fermenteringstanken i fem dage inden udfodringen af fermenteret vådfoder begyndte. Foderet i rørstrengene i smågrisestalden blev recirkuleret til fermenteringstanken på de normale udfodringstidspunkter men uden udfodring. Fra udfodringen startede blev der tilført frisk foder og vand en gang dagligt efter sidste udfodring. Foderet stod i støb i cirka fem timer inden første daglige udfodring. Ved sidste daglige udfodring havde foderet stået i støb i cirka 20 timer. Fodermængden i fermenteringstanken blev løbende tilpasset, så der dagligt blev brugt cirka 50 procent af foderblandingen i tanken. Der var således en restmængde i tanken på cirka 50 procent af den daglige foderblanding.

Da der var afsluttet tre hold smågrise i afprøvningen, blev fermenteringstanken tømt, hvorefter tank og rørstreng blev rengjort med koldt vand. Årsagen var, at der var mistanke om, at det anvendte hvede fra gastæt silo medførte et for højt indhold af gær i vådfoderet. I resten af forsøget blev der kun anvendt korn fra planlager. Fermenteringen blev opstartet igen ved at blande 500 kg tørfoder med vand ved cirka 30 °C i forholdet 1:2,4. Foderet fermenterede i fem dage før første udfodring. Årsagen til, at vandindholdet i vådfoderet blev reduceret, var, at der var mistanke om, at den observerede lave foderoptagelse i gruppe 3 kunne skyldes, at fodersuppen var for tynd. Forholdet mellem tørfoder og vand i gruppe 2 (ikke-fermenteret vådfoder) blev samtidig ændret til 1:2,4.

Forsøg 2 (delvist/fuldt fermenteret)

Vådfoderet i gruppe 2 blev ændret fra at være ikke-fermenteret vådfoder i forsøg 1 til delvist fermenteret vådfoder i forsøg 2. Ændringen foregik ved at recirkulere foderet i rørstrengen tilbage til blandetanken i stedet for at recirkulere foderet til resttanken. Der var cirka 400 kg foder i rørstrengen og det udgjorde cirka 70 procent af den samlede foderblanding i tank og rørstreng inden hver udfodring. I det delvist fermenterede vådfoder stod foderet i rørstrengen således i støb i 2-4 timer mellem hver udfodringsperiode om dagen og i 7 timer om natten.

I gruppe 3 var ændringen fra forsøg 1 til forsøg 2, at restmængden i fermenteringstanken blev nedsat fra cirka 50 til cirka 25 procent af den daglige foderblanding i tanken.

De øvrige forhold vedrørende foderblanding, fermentering og udfodring var uændret i forhold til forsøg 1.

Forsøg 3 (delvist/fuldt fermenteret – uden syntetiske aminosyrer)

Vådfoderet i gruppe 2 var delvist fermenteret som i forsøg 2, men foderet indeholdt ikke syntetiske aminosyrer. Forholdet mellem tørfoder og vand var cirka 1:2,0. Indholdet af vand i vådfoderet var dermed reduceret yderligere i forhold til forsøg 2. Dette skyldtes, at det var observeret, at det delvist fermenteret vådfoder var mere homogent/tyndflydende end ikke-fermenteret vådfoder, og dermed kunne vandindholdet nedsættes, uden at der blev problemer med udpumpningen af foderet.

I gruppe 3 blev fermenteringstanken og tilhørende rørstrenge i smågrisestalden vasket med koldt vand, og der blev igangsat en ny fermentering af smågrisefoder uden syntetiske aminosyrer. Tørfoderet (cirka 400 kg) blev blandet med vand i forholdet cirka 1:2,0. Vandet blev indtaget ved en temperatur på cirka 30 °C. Vådfoderet fermenterede i fem dage uden udfodring. Foderet blev recirkuleret fire gange dagligt på de normale udfodringstidspunkter. Herefter blev der påfyldt frisk foder en gang dagligt og restmængden var cirka 50 procent som i forsøg 1.

Foderanalyser

"pH" og temperatur i vådfoderet blev målt ved hjælp af et elektronisk pH-meter. Inden hver måling blev pH-meteret kalibreret. Ved hver opstart af fermentering blev der målt pH og temperatur i vådfoderet en gang om dagen i cirka én uge. Derefter blev pH og temperatur målt ved den anden daglige udfodring mindst én gang om ugen cirka 10-12 timer efter iblanding af frisk foder i fermenteringstanken. pH og temperatur i vådfoderet til gruppe 2 og 3 blev målt samtidig. Der blev ved hver måling udtaget to foderprøver fra hver gruppe. Prøverne blev udtaget under udfodring fra prøveudtagningshaner monteret på nedfaldsrørene over vådfoderkrybberne. Der var to prøveudtagningshaner på hver af de to parallelle rørstrenge i smågrisestalden.

Planen for foderanalyser i forsøg 1, 2 og 3 fremgår at appendiks 3. I forsøg 1 og 2 blev tør- og vådfoderprøver analyseret for FEs, lysin, methionin, cystin, treonin, calcium, fosfor og syrebindingskapacitet. Tørfoderet blev desuden analyseret for indhold af zink og screenet for indhold af antibiotika. I tør- og vådfoderprøver blev der analyseret for mikroorganismer og organiske syrer. Der blev desuden målt bufferkapacitet ved at titrere vådfoderprøverne med 0,1 N NaOH til pH 4, pH 5 og pH 6.

I forsøg 3 blev der i de første fem dage efter opstart af fermenteringen i gruppe 3 udtaget prøver, der blev analyseret for mikroorganismer og organiske syrer. Efter udfodring af fermenteret vådfoder var påbegyndt blev foderet i alle tre grupper analyseret for mikroorganismer og organiske syrer. Samtidig blev tør- og vådfoderprøver analyseret for FEs, calcium, fosfor, alle aminosyrer (eksklusiv tryptofan), biogene aminer, vitamin A, E, B1 og K3. Tørfoderet blev analyseret for zink og screenet for antibiotika.

Produktionsdata

I forsøg 1 og 2 blev produktionsværdien beregnet ud fra de registrerede parametre: tilvækst og foderforbrug samt fastsatte priser. Produktionsværdien blev beregnet som: (kg tilvækst x kr. pr. kg tilvækst) – (antal analyserede FEs x kr. pr. FEs). Tilvækstværdien (henholdsvis 6,06 og 5,89 kr. pr. kg tilvækst i forsøg 1 og 2) blev beregnet dels på basis af den gennemsnitlige indsættelses- og afgangsvægt i hvert forsøg og dels på basis af den gennemsnitlige notering i de seneste 5 år (1. september 1995 – 1. september 2000) for 7 kg’s grise (228 kr. pr. gris, ± 7,16 kr. pr. kg), samt 30 kg’s grise (364 kr. pr. gris, ± 4,98 kr. pr. kg). Den anvendte pris på smågrisefoderet (1,52 kr. pr. FEs) var også en gennemsnitpris for de seneste 5 år (1. september 1995 - 1. september 2000).

Som sekundær parameter blev der registreret sygdomsbehandlinger og dødelighed på stiniveau.

Statistik

Produktionsværdien i forsøg 1 og 2 blev statistisk analyseret som primære parameter ved en variansanalyse i MIXED-proceduren i SAS. I modellen indgik gruppe som systematisk effekt og hold som tilfældig effekt. Desuden indgik vægt ved indsættelse som covariabel. Resultaterne er vist som korrigerede gennemsnit for hver gruppe. Statistisk sikker forskel angives på 5 procentniveau korrigeret for tre parvise sammenligninger ved en Bonferroni t-test.

Behandlingsfrekvens mod diarre og dødelighed i forsøg 1 og 2 blev analyseret som sekundære parametre ved en variansanalyse i GLM-proceduren i SAS. Gruppe og hold indgik som klassevariable og vægt ved indsættelse indgik som covariabel.

Resultater og diskussion

Foderets næringsstofindhold

Foderblandingernes beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer fremgår af appendiks 4.

Energi og råprotein

I alle tre forsøg var der god overensstemmelse mellem det beregnede og analyserede indhold af energi (FEs) og råprotein i foderblandingerne.

Aminosyrer

I forsøg 1 var der god overensstemmelse mellem det beregnede og analyserede indhold af aminosyrer i gruppe 1 (tørfoder) og i gruppe 2 (ikke-fermenteret vådfoder). I gruppe 3 (fuldt fermenteret vådfoder) var det analyserede totale indhold af lysin 27 procent lavere end beregnet, og det analyserede totale indhold af treonin var 11 procent lavere end beregnet.

I forsøg 2 var det analyserede totale indhold af lysin og methionin i gruppe 1 (tørfoder) henholdsvis 15 og 10 procent lavere end beregnet. I gruppe 2 (delvist fermenteret vådfoder) var det analyserede totale indhold af lysin og methionin henholdsvis 17 og 9 procent lavere end beregnet. I gruppe 3 (fuldt fermenteret vådfoder) var det totale indhold af lysin 31 procent lavere end beregnet, og det totale indhold af methionin og treonin var henholdsvis 9 og 10 procent lavere end beregnet.

Da det var den samme foderblanding, der blev anvendt samtidig i de tre grupper, var det forventet, at afvigelserne af næringsstofindholdet ville være ens i de tre grupper inden for samme forsøg. Analyserne viste derimod, at der var større afvigelse i aminosyreindholdet, især lysin, i det fuldt fermenterede vådfoder end i tørfoderet i forsøg 1 og 2. Det analyserede indhold af lysin i procent af råprotein og i procent af det analyserede indhold af lysin i tørfoder er vist i tabel 2. Ved denne beregning er der derved korrigeret for underindholdet af lysin i tørfoderet i forsøg 2. Det fremgår af tabel 2, at indholdet af lysin i det fuldt fermenteret vådfoder var 25-28 procent lavere end i tørfoderet. I det delvist fermenterede vådfoder var indholdet af lysin 10 procent lavere end i tørfoderet, mens indholdet af lysin i ikke-fermenteret vådfoder var i god overensstemmelse med indholdet i tørfoderet. Disse resultater viser således, at en betydelig del af lysinet blev nedbrudt under fermenteringen.

Tabel 2. Indhold af lysin i foderblandinger, forsøg 1 og 2

Forsøg

Gruppe

Foder

Lysin i pct.
afråprotein

Lysin i procent af
indhold i tørfoder

1

1

2

3

Tørfoder

Ikke-fermenteret vådfoder

Fuldt fermenteret vådfoder

6,50

6,55

4,86

100

101

75

2

1

2

3

Tørfoder

Delvist fermenteret vådfoder

Fuldt fermenteret vådfoder

6,16

5,52

4,43

100

90

72

Den mængde lysin, der blev nedbrudt i det fuldt fermenterede vådfoder, var i samme størrelsesorden som den mængde lysin, der var tilsat i syntetisk form. Indholdet af syntetisk lysin i tørfoderet i forsøg 1 og 2 udgjorde henholdsvis 23 og 32 procent af det totale indhold af lysin. Ud fra dette er det nærliggende at antage, at det er det syntetiske lysin, der er nedbrudt under fermenteringen.

Det er sandsynligt, at en del af de andre syntetiske aminosyrer (methionin og treonin) i foderet også blev nedbrudt under fermenteringen. Da indholdet af disse syntetiske aminosyrer var lavere er det ikke muligt at afgøre, om afvigelserne i indholdet af methionin og treonin skyldtes blandesikkerhed, analyseusikkerhed eller tab af syntetiske aminosyrer. I forsøg 1 og 2 udgjorde indholdet af syntetisk methionin henholdsvis 15 og 20 procent af totale indhold af methionin i tørfoder og syntetisk treonin udgjorde henholdsvis 8 og 13 procent af det totale indhold af treonin i tørfoder.

I forsøg 3, hvor der ikke var tilsat syntetiske aminosyrer til foderet, var der generelt et god overensstemmelse mellem det beregnede og analyserede indhold af de først begrænsende aminosyrer. Det analyserede indhold af lysin i tørfoderet var 8 procent lavere end beregnet. I det delvist fermenterede vådfoder var det analyserede indhold af lysin 13 procent lavere end beregnet, mens det analyserede indhold af lysin i det fuldt fermenterede vådfoder kun var 5 procent lavere end beregnet. Der var således ikke et lavere indhold af lysin i det fuldt fermenterede foder end i tørfoderet.

FIgur 1. Aminosyresammensætning i foder, forsøg 3

Figur 1. Aminosyresammensætning i foder, forsøg 3

I figur 1 er vist den analyserede aminosyresammensætning (undtagen tryptofan) i procent af råprotein i forsøg 3. Som det fremgår af figuren, var der ikke væsentlig forskel i aminosyresammensætningen mellem tørfoder, delvist fermenteret vådfoder og fuldt fermenteret vådfoder. Disse resultater tyder således ikke på, at lysin eller andre aminosyrer bundet i foderprotein bliver nedbrudt under fermenteringen i væsentligt omfang. Resultaterne viser derimod, at aminosyresammensætningen i foderprotein ikke bliver ændret ved fermentering.

Ud fra disse resultater kan det konkluderes, at er det syntetiske lysin, der er nedbrudt under fermenteringen i forsøg 1 og 2.

Vitaminer, mineraler og syrebindingskapacitet

Foderblandingernes beregnede og analyserede indhold af vitaminer og mineraler fremgår af appendiks 4. Indholdet af vitamin A og vitamin E var i god overensstemmelse med beregnet i alle tre grupper i forsøg 3. Indholdet af vitamin B1 var væsentligt højere end den tilsatte mængde i alle tre grupper. Dette skyldes foderets naturlige indhold af vitamin B1. Forskellen mellem analyseret og beregnet tilsat indhold af vitamin B1var 3,5 mg/kg i tørfoderet. Dette naturlige indhold af vitamin B1 i foderet stemmer godt overens med en tidligere undersøgelse af naturligt vitaminindhold i slagtesvinefoder (Meddelelse nr. 404, Landsudvalget for Svin). Indholdet af vitamin K3 var lavere end beregnet i tørfoderet og højere end beregnet i fuldt fermenteret vådfoder, men stemte godt overens med beregnet indhold i det delvist fermenterede vådfoder. Årsagen til det lavere analyserede indhold af vitamin K3 end beregnet i tørfoderet kan skyldes tab under lagring, idet foderprøverne til samleprøven blev udtaget over 18 dage og opbevaret ved staldtemperatur indtil det blev sendt til analyse. Vådfoderprøverne blev derimod indsendt til analyse samme dag, som de blev udtaget.

I forsøg 1 var der god overensstemmelse mellem beregnet og analyseret indhold af calcium og fosfor. I forsøg 2 var indholdet af calcium og fosfor henholdsvis 11 og 13 procent lavere end beregnet i tørfoderet, mens indholdet i vådfoderet var i overensstemmelse med beregnet.

I forsøg 1 var syrebindingskapaciteten som forventet højest i tørfoderet og lavest i det fuldt fermenterede vådfoder som følge af produktion af organiske syrer især mælkesyre i det fermenterede vådfoder. I forsøg 2 var syrebindingskapaciteten derimod lavest i tørfoderet, hvilket kan skyldes et lavere indhold af foderkridt end beregnet, jævnfør det lavere analyserede indhold af calcium end beregnet.

I forsøg 3 var der et overindhold af calcium og fosfor på henholdsvis 48 og 14 procent af beregnet i tørfoderet. Da den samme foderblanding blev anvendt i vådfoderet, var der også et overindhold af calcium og fosfor i det delvist og fuldt fermenterede vådfoder.

Indholdet af zink i tørfoderet var under det maksimalt tilladte indhold på 250 mg/kg i alle tre forsøg. Der blev ikke fundet antibiotika i foderet ved screening.

Sundhedsforhold

Sundhedstilstanden i besætningen var generelt dårlig på grund af forekomst af sygdomsfremkaldende bakterier, blandt andet Lawsonia intracellularis. Desuden var der store problemer med halebid.

Der blev ikke fundet sikker forskel i dødelighed eller behandlingsfrekvens mod diarré mellem grupperne inden for hvert forsøg. I forsøg 1 var den gennemsnitlige dødelighed 0,8 procent og 4,2 procent blev udtaget af afprøvningen på grund af sygdom. I forsøg 2 var den gennemsnitlige dødelighed 1,5 procent og 9,2 procent blev udtaget af afprøvningen på grund af sygdom. Den gennemsnitlige behandlingsfrekvens mod diarré i forsøg 1 og 2 var henholdsvis 39 og 79 procent. Behandlingsfrekvensen udtrykker antal behandlingsdage i procent af antal indsatte grise.

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne for forsøg 1 er vist i tabel 3 og produktionsværdien fremgår af tabel 4. Der var stor spredning i forsøget, hvilket bevirkede, at der med seks gentagelser skulle være en forskel på 11,5 kr. eller 29 indekspoint mellem grupperne for at der kunne påvises en sikker forskel.

Tabel 3. Produktionsresultater, 6-12 ugers-alderen, forsøg 1

Gruppe	1	2	3
Foder	Tørfoder	Ikke-fermenteret vådfoder	Fuldt fermenteret vådfoder
Antal hold	6	6	6
Antal grise indsat	303	300	302
Daglig foderoptagelse, FEs	0,80	0,91	0,81
Daglig tilvækst, g	387	535	392
FEs pr. kg tilvækst	2,08	1,71	2,08

Produktionsværdien for gruppe 2, der fik ikke-fermenteret vådfoder, var statistisk sikker højere end produktionsværdien for gruppe 1, der fik tørfoder, og gruppe 3, der fik fuldt fermenteret vådfoder. Der var ikke statistisk sikker forskel i produktionsværdien mellem tørfoder og fuldt fermenteret vådfoder. Den højere produktionsværdi for grisene, der fik ikke-fermenteret vådfoder skyldtes både en højere foderoptagelse, højere daglig tilvækst og bedre foderudnyttelse end for grisene i de to andre grupper.

Tabel 4. Produktionsværdi ved 5-års priser, forsøg 1

Gruppe	1	2	3
Foder	Tørfoder	Ikke-fermenteret vådfoder	Fuldt fermenteret vådfoder
Produktionsværdi, kr. pr. gris ¹	40,4	65,4	42,0
Indeks	100^a	162^b	104^a

1)	Ved parvis sammenligning mellem grupperne skal der være en forskel i produktionsværdien på minimum 11,5 kr. pr. gris eller minimum 29 indekspoint, for at der er statistisk sikker forskel (p<0,05). Indeks med forskellige bogstaver er statistisk sikkert forskellige.

Produktionsresultaterne for forsøg 2 er vist i tabel 5 og produktionsværdien fremgår af tabel 6. Den højeste produktionsværdi blev opnået med delvist fermenteret vådfoder, men der var ikke statistisk sikker forskel i produktionsværdien mellem grupperne, hvilket kan skyldes en stor spredning i forsøget. Den mindste sikre forskel mellem grupper skulle være på 18 kr. pr. gris eller 37 indekspoint.

Tabel 5. Produktionsresultater, 6-12 ugers-alderen, forsøg 2

Gruppe	1	2	3
Foder	Tørfoder	Delvist fermenteret vådfoder	Fuldt fermenteret vådfoder
Antal hold	6	6	6
Antal grise indsat	291	288	291
Daglig foderoptagelse, FEs	0,95	0,72	0,71
Daglig tilvækst, g	452	404	363
FEs pr. kg tilvækst	2,11	1,80	1,96

Tabel 6. Produktionsværdi ved 5-års priser, forsøg 2

Gruppe	1	2	3
Foder	Tørfoder	Delvist fermenteret vådfoder	Fuldt fermenteret vådfoder
Produktionsværdi, kr. pr. gris ¹	49,2	55,3	44,3
Indeks	100	112	90

1)	Ved parvis sammenligning mellem grupperne skal der være en forskel i produktionsværdien på minimum 18,0 kr. pr. gris eller minimum 37 indekspoint, for at der er statistisk sikker forskel (p<0,05).

Den højere daglige tilvækst ved anvendelse af ikke-fermenteret vådfoder sammenlignet med tørfoder i forsøg 1 er i god overensstemmelse med en tidligere undersøgelse, hvor der blev fundet en højere daglig tilvækst ved anvendelse af traditionel vådfoder sammenlignet med tørfoder til smågrise (Meddelelse nr. 210, Landudvalget for Svin). Desuden er den bedre foderudnyttelse af ikke-fermenteret vådfoder sammenlignet med tørfoder i nærværende afprøvning i god overensstemmelse med en undersøgelse med slagtesvin, hvor der blev fundet både højere daglig tilvækst og bedre foderudnyttelse ved vådfodring ad libitum sammenlignet med tørfodring ad libitum (Meddelelse nr. 276, Landsudvalget for Svin). Det skal dog bemærkes, at i nærværende afprøvning kan de dårlige produktionsresultater hos grisene, der fik tørfoder, til dels skyldes, at rørfodringsautomaterne i forsøg 1 var indstillet, således at der kom meget lidt tørfoder ud af automaten, når grisene aktiverede doseringsenheden. Grisene skulle således arbejde forholdsvis meget for at få foder ud af rørfodringsautomaterne, og det kan have nedsat foderoptagelsen og dermed også tilvæksten i gruppe 1. I forsøg 2 blev indstillingen af rørfodringsautomaterne ændret, så grisene havde lettere adgang til foderet.

Den lave daglige foderoptagelse af fuldt fermenteret vådfoder (gruppe 3) sammenlignet med ikke-fermenteret vådfoder (gruppe 2) i forsøg 1 kan måske skyldes dannelse af eddikesyre eller andre mikrobielle nedbrydningsprodukter i vådfoderet (se afsnittet ”Mikroorganismer og mikrobielle nedbrydningsproduktet”). Tabet af syntetisk lysin ved fermentering ermed stor sandsynlighed den væsentligste årsag til den lavere daglige tilvækst og den dårligere foderudnyttelse ved anvendelse af det fuldt fermenterede vådfoder sammenlignet med ikke-fermenteret vådfoder. Indholdet af fordøjeligt lysin var cirka 27 procent lavere i fuldt fermenteret vådfoder (gruppe 3) end i ikke-fermenteret vådfoder (gruppe 2). Ud fra tommelfingerreglen for betydning af underindhold af den første begrænsende aminosyre (”FOKUS PÅ Normer for næringsstoffer”, 2000, Landsudvalget for Svin) vil der ved en underforsyning af lysin på 27 procent forventes en lavere daglig tilvækst på 76 g og en dårligere foderudnyttelse på 0,22 FEs pr. kg tilvækst. De målte forskelle mellem gruppe 2 og 3 var næsten dobbelt så store (143 g daglig tilvækst og 0,37 FEs pr. kg tilvækst), som forventet ud fra tommelfingerreglen. Resultat er derimod i god overensstemmelse med resultatet af en amerikansk undersøgelse (Mavromichalls et al., 1998), hvor der er fundet tilsvarende nedgang i produktivitet hos smågrise ved underforsyning med lysin på 39 procent. Dette resulterede i nedgang i daglig tilvækst på 124 g og dårligere foderudnyttelse på 0,42 kg foder pr. kg tilvækst. Ud fra tommelfingerreglen ville 39 procent underforsyning med lysin kun forventes at medføre en nedgang i daglig tilvækst på 109 g og en dårligere foderudnyttelse på 0,26 kg foder pr. kg tilvækst (ved 1,2 FEs pr. kg foder). Dette tyder på, at tommelfingerreglen undervurderer den negative konsekvens af kraftig underforsyning med lysin hos smågrise. Den målte nedgang i foderudnyttelse ved anvendelse af fuldt fermenteret vådfoder i forhold til ikke-fermenteret vådfoder kan derfor med stor sandsynlighed alene skyldes tabet af lysin ved fermenteringen.

Årsagen til, at der i forsøg 1 blev opnået samme produktionsresultater ved anvendelse af tørfoder (gruppe 1) og fuldt fermenteret vådfoder (gruppe 3), og at produktionsresultaterne var dårligere end ved anvendelse af ikke-fermenteret vådfoder (gruppe 2), kan således skyldes flere forskellige forhold. Foderoptagelsen af tørfoderet kan have været begrænset af indstillingen af rørfodringsautomaterne, mens foderoptagelsen af fuldt fermenteret vådfoder kan have været begrænset at ædelyst, måske på grund af eddikesyre i foderet. Foderudnyttelsen og tilvæksten ved anvendelse af tørfoder var som fundet tidligere dårligere end ved anvendelse af vådfoder (ikke-fermenteret). Den dårlige foderudnyttelse af fuldt fermenteret vådfoder kan derimod tilskrives tab af syntetisk lysin.

pH og temperatur i vådfoder

Opstart af fermentering

Udviklingen i pH i de første seks dage efter opstart af fermenteringen med og uden restmængde i rørstrengen fremgår af figur 2 (forsøg 1). Der var stor forskel på pH-forløbet afhængig af, om der var restmænge i rørstrengen eller ej. Når der ikke var restmængde i rørstrengen, var pH over 5,5 dagen efter at foderet var blandet, mens pH var under 4,5 dagen efter at foderet var blandet, når der var restmængde i rørstrengen. Restmængden i rørstrengen, der udgjorde cirka 18 procent af den samlede fodermængde, har således fungeret som podemateriale for fermenteringen. Først fire dage efter at foderet var blandet, var pH på samme niveau med og uden restmængde i rørstrengen ved start af fermenteringen.

I forsøg 3 blev fermenteringen startet uden restmængde i rørstrengen. pH-udviklingen er vist i figur 3. I forsøg 3 faldt pH hurtigere til et stabilt niveau end i forsøg 1, men efter fem dage var pH højere i forsøg 3 (pH 4,0) end i forsøg 1 (pH 3,8). I en engelsk undersøgelse blev der også fundet forskelle i det stabile pH-niveau (henholdsvis pH 3,5 og pH 4,0) ved to separate fermenteringer af det samme foder i samme vådfoderanlæg (Russell et al., 1996). Disse forskelle kan skyldes, at det er forskellige stammer af mælkesyrebakterier, der er blevet dominerende i vådfoderet. I nærværende undersøgelse kan den ændrede fodersammensætning i forsøg 3 også have haft betydning for udviklingen i pH.

Figur 2. pH ved opstart af fermentering i forsøg 1

Figur 3. pH ved opstart af fermentering i forsøg 3

Sammenligning af grupper

pH og temperatur i alle vådfoderblandingerne i de tre forsøg fremgår af tabel 7. pH-niveauet i det fuldt fermenterede vådfoder i alle tre forsøg var som forventet på baggrund af tidligere undersøgelser med fuldt fermenteret vådfoder (Russell et al., 1996 og Mikkelsen og Jensen, 1997). I disse undersøgelser var der ikke lavere foderoptagelse af det fuldt fermenterede vådfoder sammenlignet med henholdsvis tørfoder og ikke-fermenteret vådfoder. Det er således ikke sandsynligt, at den lave foderoptagelse af fuldt fermenteret vådfoder i nærværende undersøgelse skyldes, at pH var for lav, således at foderet var for surt.

Tabel 7. pH og temperatur i vådfoder

Forsøg

Gruppe

Fermenteret

pH

Temperatur, °C

1

2

3

Ikke

Fuldt

5,3

3,9

14

20

2

2

3

Delvist

Fuldt

4,4

4,0

21

22

3

2

3

Delvist

Fuldt

4,8

4,2

15

19

pH i ikke-fermenteret vådfoder var som ventet væsentligt højere end i delvist og fuldt fermenteret vådfoder. Efter udfodringen af det fuldt fermenterede vådfoder (gruppe 3) begyndte, steg pH lidt i forholdt til det laveste pH-niveau ved opstart af fermenteringen (figur 2 og 3). Dette skyldes iblanding af frisk foder cirka 10-12 timer før pH blev målt.

Ændringen af restmængden i fermenteringstanken (gruppe 3) fra 50 procent i forsøg 1 til 25 procent i forsøg 2 ændrede kun pH fra 3,9 til 4,0. Derimod medførte ændringen i gruppe 2 fra ikke-fermenteret i forsøg 1 til delvist fermenteret i forsøg 2 et stort fald i pH (5,3-4,4). Dette skyldes restmængden i rørstrengen, der udgjorde cirka 70 procent af den samlede foderblanding pr. udfodring for det delvist fermenterede vådfoder, mens restmængden i rørstrengen ikke indgik i det ikke-fermenterede vådfoder. I det delvist fermenterede vådfoder havde foderet stået i rørstrengen i cirka tre timer inden næste udfodring, hvor pH i foderet blev målt.

pH i det fuldt fermenterede vådfoder var højere i forsøg 3 end i forsøg 1. Dette stemmer godt overens med, at fem dage efter opstart af fermenteringen var pH højere i forsøg 3 end i forsøg 1 (figur 2 og 3). pH i det delvist fermenterede vådfoder var højere i forsøg 3 end i forsøg 2, hvilket kan skyldes forskelle i fodersuppens temperaturen på grund af årstidsvariationer. Forsøg 2 blev udført i forårs- og sommermåneder, mens forsøg 1 og 3 blev udført i vinter- og forårsmåneder. Ved stigende temperatur forløber fermenteringen hurtigere og dermed bliver pH lavere. Desuden kan den forskellige fodersammensætning i forsøg 2 og 3 være en medvirkende årsag til de forskellige pH-niveauer i delvist fermenteret vådfoder.

Mikroorganismer og mikrobielle nedbrydningsprodukter i foder

Indholdet af mikroorganismer og organiske syrer i det fuldt fermenterede vådfoderet var generelt i god overensstemmelse med en tidligere undersøgelse af fuldt fermenteret vådfoder til smågrise (Mikkelsen og Jensen, 1997). Det er således ikke sandsynligt, at der er sket en fejlfermentering, som kunne være årsagen til de dårlige produktionsresultater i forsøg 1 ved anvendelse af fuldt fermenteret vådfoder.

Opstart af fermentering

Indholdet af mikroorganismer i vådfoderet blev ændret betydeligt ved opstart af fermenteringen (forsøg 3, gruppe 3), (figur 4). I de første dage var der mange forskellige mikroorganismer i vådfoderet, men efter tre dage var mælkesyrebakterier og gær de dominerende mikroorganismer og indholdet af øvrige mikroorganismer var omkring eller under detektionsgrænsen på cirka 10 exp. 3 (=1000) CFU pr. g vådfoder. CFU (colony forming units) er antallet af bakteriekolonier. Som det fremgår af figur 4, gik der to dage, før indholdet af enterobakterier var under detektionsgrænsen. Coliforme bakterier og Salmonella indgår i gruppen af enterobakterier. To dage efter opstart af fermenteringen var pH under 4,5 (figur 3). Dette viser, at ved opstart af vådfodringsanlæg til produktion af fermenteret vådfoder er det vigtigt at lade vådfoderet fermentere i mindst to dage eller til pH er under 4,5 inden udfodringen påbegyndes for at sikre, at der ikke er sygdomsfremkaldende colibakterier eller Salmonella i vådfoderet.

Figur 4. Mikroorganismer i vådfoder ved opstart af fermentering, forsøg 3

Som følge af det stigende indhold af mælkesyrebakterier i vådfoderet efter opstart af fermenteringen steg indholdet af mælkesyre kraftigt inden for den første uge (figur 5). Der var også en mindre stigning i indholdet af eddikesyre.

Figur 5. Mælkesyre og eddikesyre i vådfoder ved opstart af fermentering, forsøg 3

Sammenligning af grupper

De mikrobiologiske analyser af tørfoder, ikke-, delvist og fuldt fermenteret vådfoder i de tre forsøg fremgår af appendiks 5. Nogle af analyserne i vådfoder (enterobakterier, gær og skimmel) er foretaget både på Danmarks JordbrugsForskning og Bioteknologisk Institut for at sammenligne resultaterne fra de to laboratorier. Vådfoderprøver fra praksis kan indsendes til analyse til Bioteknologisk Institut, men normalt ikke til Danmarks JordbrugsForskning. Det er derfor vigtigt at vide, om analyseresultaterne fra Bioteknologisk Institut kan sammenlignes med analyseresultaterne fra Danmarks JordbrugsForskning, hvor størstedelen af analyserne i denne undersøgelse er foretaget.

I de følgende figurer (figur 6-10) er der kun vist analyseresultater fra Danmarks JordbrugsForskning, mens alle resultaterne fra begge laboratorier er vist i appendiks 5.

Indholdet af mælkesyrebakterier pr. g tørstof i tør- og vådfoderblandingerne i de tre forsøg er vist i figur 6.

Figur 6. Mælkesyrebakterier i tør- og vådfoder

Der var god overensstemmelse mellem de tre forsøg med hensyn til indhold af mælkesyrebakterier i tørfoder og fuldt fermenteret vådfoder. Som ventet var der et højere indhold af mælkesyrebakterier i fuldt fermenteret vådfoder end i tørfoder, men det er overraskende, at indholdet af mælkesyrebakterier i delvist fermenteret vådfoder var på samme høje niveau som i fuldt fermenteret vådfoder. Indholdet af mælkesyrebakterier i ikke-fermenteret vådfoder var højere end i tørfoder, hvilket viser, at selv om fermenteringen blev begrænset mest muligt, var der alligevel vækst af bakterier i vådfoderet.

Laktobaciller udgør en væsentlig del af mælkesyrebakterierne. Indholdet af laktobaciller i tør- og vådfoderblandingerne var derfor som forventet lidt lavere end det totale indhold af mælkesyrebakterier i samme foderblandinger (appendiks 5). Modsat var det totale kim-indhold (målt på Bioteknologisk Institut) generelt lidt højere end indholdet af mælkesyrebakterier i de samme vådfoderblandinger, idet mælkesyrebakterierne udgjorde langt de flere bakterier i vådfoderet.

Indholdet af enterobakterier (herunder coliforme bakterier) var lavere i delvist og fuldt fermenteret vådfoder end i ikke-fermenteret vådfoder og tørfoder (figur 7), hvilket er i god overensstemmelse med reduktionen af denne bakteriegruppe under opstart af fermenteringen (figur 4). Indholdet af colibakterier (målt på Bioteknologisk Institut) var også lavere i delvist og fuldt fermenteret vådfoder end i ikke-fermenteret vådfoder (appendiks 5) men analyseresultaterne for enterobakterier på de to laboratorier lå ikke på samme niveau. Analyseresultaterne for enterobakterier fra Bioteknologisk Institut var i gennemsnit cirka 40 procent lavere end analyseresultaterne fra Danmarks JordbrugsForskning. Hvis der indsendes prøver fra praksis til Bioteknologisk Institut til analyse for enterobakterier, som indikator for mulighed for sygdomsfremkaldende bakterier i foderet, skal man tage højde for dette lavere niveau i analyseresultater fra Bioteknologisk Institut, hvis der sammenlignes med analyseresultater fra Danmarks JordbrugsForskning.

Figur 7. Enterobakterier i tør- og vådfoder

Figur 7. Indholdet af clostridier var højere i ikke-fermenteret vådfoder end i delvist og fuldt fermenteret vådfoder (appendiks 5). Der blev fundet et højt indhold af clostridier ( 10 exp. 4 – 10 exp. 5 CFU pr. g) i to ud af 16 prøver af ikke-fermenteret vådfoder. Dette viser, at når vådfoderet ikke er fermenteret, er der risiko for vækst af sygdomsfremkaldende bakterier.

Indholdet af enterokokker var lavt (under 10 exp. 4 CFU pr. g) i alle foderblandinger (appendiks 5). I forsøg 3 var der dog et højere indhold af enterokokker (10 exp. 5 – 10 exp. 6 CFU pr. g) i to ud af fire prøver af fuldt fermenteret vådfoder. Enterokokker har ikke betydning for grisenes sundhed.

Indholdet af gær var højere i vådfoderblandingerne end i tørfoderet (figur 8). Der var ikke væsentlig forskel i indholdet af gær mellem ikke-, delvist og fuldt fermenteret vådfoder. Resultaterne tyder således ikke på, at indholdet af gær bliver påvirket af fermenteringsgraden. Anvendelse af hvede fra gastæt silo sammenlignet med hvede fra planlager (forsøg 1) havde ikke indflydelse på indholdet af gær i vådfoderet. Analyseresultaterne for gær fra de to laboratorier var på samme niveau i samme foderblandinger.

Indholdet af skimmel var lavt (under 10 exp. 4 CFU pr. g) i alle foderblandingerne (appendiks 5). Det er derfor ikke sandsynligt, at der har været svampetoksiner i foderet. I det fuldt fermenterede vådfoder i forsøg 2 blev der dog fundet et højere indhold af skimmel (10 exp. 5,5 CFU pr. g) på Bioteknologisk Institut som gennemsnit af tre analyser. Dette resultat var ikke samstemmende med analyseresultatet fra Danmarks JordbrugsForskning for de samme foderblandinger.

Figur 8. Gær i tør- og vådfoder

Der var stor forskel i indholdet af mælkesyre mellem foderblandingerne (figur 9). I tørfoderet var der under 20 mmol mælkesyre pr. kg tørstof. Indholdet af mælkesyre var stigende med stigende fermenteringsgrad. I det fuldt fermenterede vådfoder var der mellem 700 og 950 mmol mælkesyre pr. kg tørstof, hvilket svarer til 6,3-8,6 procent mælkesyre i tørstof. I en tørfoderblanding med 86 procent tørstof svarer det til 5,4-7,4 procent mælkesyre. Et højt indhold af mælkesyre forventes ikke at have negativ effekt på grisenes foderoptagelse.

Figur 9. Mælkesyre i tør- og vådfoder

Der var god sammenhæng mellem indholdet af mælkesyre og de målte pH-værdier i vådfoderblandingerne (tabel 7). Indholdet af mælkesyre korrelerede derimod ikke særlig godt til indholdet af mælkesyrebakterier, idet der som nævnt ikke var forskel i niveauet af mælkesyrebakterier mellem delvist og fuldt fermenteret vådfoder (figur 6). Dette viser, at indholdet af mælkesyrebakterier ikke er en god måleparameter for, hvor meget foderet er fermenteret, men at indholdet af mælkesyre er en bedre måleparameter.

Indholdet af eddikesyre blev også højere med stigende fermenteringsgrad i vådfoderet (figur 10). I fuldt fermenteret vådfoder udgjorde indholdet af eddikesyre (mmol pr. kg tørstof) dog kun 20 procent i forhold til indholdet af mælkesyre. Et højt indhold af eddikesyre kan muligvis have en negativ indflydelse på grisenes foderoptagelse, og det kan være en medvirkende årsag til den lavere foderoptagelse af fuldt fermenteret vådfoder sammenlignet med ikke-fermenteret vådfoder i forsøg 1 (tabel 3). Indholdet af eddikesyre var ca. 20 procent højere end fundet i et tidligere forsøg med fermenteret vådfoder til smågrise (Mikkelsen og Jensen, 1997). Indholdet af myresyre, propionsyre og smørsyre var lavt i alle tør- og vådfoderblandingerne (appendiks 5).

Figur 10. Eddikesyre i tør- og vådfoder

Titreringer af vådfoderprøver til pH 4, 5 og 6 var i god overensstemmelse med indhold af organiske syrer (appendiks 5). Ved stigende indhold af organiske syrer (især mælkesyre) i vådfoderet blev der titreret med stigende mængde base (NaOH) for at nå op på de nævnte pH-niveauer.

Biogene aminer

Indholdet af biogene aminer i de tre foderblandinger i forsøg 3 fremgår af tabel 8. Der var et højere indhold af biogene aminer i fuldt fermenteret vådfoder end i tørfoder. I det delvist fermenterede vådfoder var indholdet af biogene aminer generelt lavere end i fuldt fermenteret vådfoder. Disse resultater viser altså, at der sker en dannelse af biogene aminer under fermenteringen.

Tabel 8. Indhold af biogene aminer i foder (mg/kg tørstof), forsøg 3

Gruppe	1 Tørfoder	2 Delvist fermenteret vådfoder	3 Fuldt fermenteret vådfoder
Histamin	47	89	171
Cadaverin	256	398	386
Putrescin	139	344	467
Tyramin	123	149	162
Agmatin	23	77	74
Phenylethylamin og spemidin	-	79	67
Tryptamin	-	86	146
Sum	587	1222	1473

Biogene aminer er kvælstofholdige stoffer, der dannes af mikroorganismer ved nedbrydning af aminosyrer. Det er uvist, hvilken betydning biogene aminer har for grisenes sundhed, men for mennesker kan højt indhold af biogene aminer i maden medføre forgiftning. Histamin er det af de biogene aminer, der er bedst beskrevet med hensyn til forgiftning. Histamin dannes ud fra aminosyren histidin. Histaminforgiftning er især kendt fra indtagelse af fordærvede fiskeprodukter, men histamin kan også dannes i andre fødevarer. Symptomer på histaminforgiftning hos mennesker er udslæt, kvalme, opkast, hovedpine, diarré og mavesmerter. Histamin kendes også fra allergireaktioner. Det vurderes, at indhold af histamin på over 500-1000 mg/kg i maden er giftig for mennesker (Santos, 1996). I nærværende forsøg var indholdet af histamin i fodertørstof lavere end dette niveau (tabel 8).

Hvis histamin indtages i ren form, bliver det nedbrudt af enzymer i mave-tarmkanalen og forårsager dermed ikke forgiftning, men tilstedeværelsen af andre biogene aminer som cadaverin og putrescin kan hindre nedbrydningen af histamin. Cadaverin og putrescin dannes ud fra henholdsvis lysin og ornithin. I et forsøg med rotter er det vist, at forholdet mellem cadaverin og histamin eller forholdet mellem putrescin og histamin skal være højere end 5:1 for at forhindre nedbrydningen af histamin i tarmen (Stratton & Taylor, 1991). I nærværende forsøg var disse forhold lavere end 5:1 både i det fuldt fermenterede vådfoder og i det delvist fermenterede vådfoder.

På denne baggrund vurderes det, at indholdet af histamin i det delvist og fuldt fermenterede vådfoder ikke har haft indflydelse på grisenes sundhed og produktivitet. Det er uvist, om de andre biogene aminer har betydning for grisenes sundhed, eller om der dannes andre stoffer ved fermentering, der kan have negativ indflydelse på grisenes sundhed eller foderoptagelse.

Konklusion

Anvendelse af fuldt fermenteret vådfoder sammenlignet med ikke-fermenteret vådfoder til smågrise reducerede produktionsværdien. Den lavere produktionsværdi skyldtes lavere foderoptagelse, lavere tilvækst og dårligere foderudnyttelse. Der var en højere produktionsværdi for delvist fermenteret vådfoder sammenlignet med fuldt fermenteret vådfoder, men forskellen var ikke sikker.

Produktionsværdien ved anvendelse af ikke-fermenteret vådfoder var højere end ved anvendelse af tørfoder i rørfodringsautomater. En medvirkende årsag til denne forskel kan være, at rørfodringsautomaterne var indstillet, således at grisene ikke havde let adgang til tørfoderet, hvilket kan have nedsat foderoptagelsen og dermed også tilvæksten.

Der blev ikke fundet sikker forskel i dødelighed eller behandlingsfrekvens mod diarre mellem grupperne inden for hvert forsøg.

Der var god overensstemmelse mellem det beregnede og analyserede indhold af energi (FEs) og råprotein i foderblandingerne. Der var derimod ikke god overensstemmelse mellem beregnet og analyseret indhold af lysin i foderblandingerne med syntetiske aminosyrer, idet syntetisk lysin blev nedbrudt ved fuld fermentering. Der kunne ikke påvises tab af andre syntetiske aminosyrer (methionin og treonin) med lavere indhold i foderet, hvilket kan skyldes andre faktorer som blandesikkerhed og analyseusikkerhed.

Vitamin A, E, B1 og K3 blev ikke nedbrudt ved fermentering af vådfoder.

Der blev dannet biogene aminer, blandt andet histamin ved fermentering af vådfoder. Det vurderes ud fra litteraturen, at det målte indhold af histamin i delvist eller fuldt fermenteret vådfoder ikke havde indflydelse på grisenes sundhed og produktivitet.

Mikrobiologiske analyser af vådfoderet viste, at ved opstart af fermenteringen skulle vådfoderet fermenteres (uden udfodring) i mindst to dage eller til pH var under 4,5 for at sikre, at der ikke var sygdomsfremkaldende bakterier i vådfoderet. I fuldt fermenteret vådfoder var mælkesyrebakterier og gær de dominerende mikroorganismer, og indholdet af mælkesyre var højt (6,3-8,6 procent af tørstof).

Sammenfattende viste afprøvningen, at syntetisk lysin blev nedbrudt ved fuld fermentering af vådfoder, og det medførte væsentligt dårligere produktionsresultater, især ringere foderudnyttelse. Det frarådes derfor at fermentere fuldfoderblandinger indeholdende syntetiske aminosyrer.

Referencer

-	Fisker, B. N. 1998. Flydende vitaminforblandinger sprøjtet på pelleteret færdigfoder til slagtesvin. Meddelelse nr. 404, Landsudvalget for Svin.
-	FOKUS PÅ Normer for næringsstoffer, 2000, Landsudvalget for Svin
-	Hansen, B. I. 1991. Vådfoder til smågrise i perioden 10-35 kg. Meddelelse nr. 210, Landsudvalget for Svin.
-	Jensen, B.B. & Mikkelsen, L.L. 1998. Feeding liquid diets to pigs. In: Garnsworthy & Wiseman. Recent Advances in Animal Nutrition. Nottingham University Press. Side 107-126.
-	Mavromichalls I.; Webel, D.M; Emmert, J.L.; Moser, R.L. & Baker, D.H. 1998. Limiting order of amino acids in a low-protein corn-soybean meal-whey-based diet for nursery pigs. J. Anim. Sci. 76: 2833-2837.
-	Mikkelsen, L.L.& Jensen, B.B. 1997. Effect of fermented liquid feed (FLF) on growth performance and microbial activity in the gastrointestinal tract of weaned piglets. In: Digestive Physiology in Pigs. Proceeding of the 7th symposium on digestive physiology. Saint-Malo, Frankrig. EAAP nr. 88, side 639-642.
-	Russell, P.J.; Geary, T.M.; Brooks, P.H. & Campbell, A. 1996. Performance, water use and effluent output of weaner pigs fed ad libitum with either dry pellets or liquid feed and role of microbial activity in the liquid feed. J. Sci. Food Agric. 72, side 8-16.
-	Santos, M.H.S. 1996. Biogenic amines: their importance in foods. Int. J. Food Microbiology. nr. 29, side 213-231.
-	Smed, A. F. 1994. Tørfodring kontra vådfodring til so- og hangrise. Meddelelse nr. 276, Landsudvalget for Svin.
-	Stratton, J.E. & Taylor, S.L. 1991. Scombroid Poisoning. In: Ward & Hockney. Microbiology of marine food products. New York. Side 331-351.

Deltagere:
Landbrugstekniker Søren Højby Simonsen, Landsudvalget for Svin
Landbrugstekniker Roald Koudal, Landsudvalget for Svin
Volontør stud. agro. Heidi Boel Frederiksen, Landsudvalget for Svin
Forskningsleder Bent Borg Jensen, Danmarks JordbrugsForskning
Mikrobiolog, mejeriingeniør Inge Dorthe Hansen, Bioteknologisk Institut

Appendiks 1

Smågriseblanding (tørfoder), råvaresammensætning i pct.

Blanding	Forsøg 1, 1. måned	Forsøg 1, 2. måned	Forsøg 1, 3. og 4. måned Forsøg 2, hele perioden
Hvede, gastæt	24,0	24,0	-
Hvede, planlager	24,0	24,0	76,0
Byg, planlager	28,0	30,0	-
Sojaskrå, afskallet, toasted	12,7	11,4	10,9
Fiskemel	7,44	6,82	6,72
Skummetmælkspulver	-	-	1,92
Animalsk fedt	0,84	0,77	0,84
Vitaminer og mineraler	2,60	2,64	3,03
L-lysin, 78 pct.	0,33	0,30	0,43
DL-methionin, 98 pct.	0,05	0,04	0,07
treonin, 98 pct.	0,04	0,03	0,09

Blanding	Forsøg 3
Hvede	44,0
Byg	22,0
Sojaskrå, toasted	7,2
Sojaskrå, afskallet, toasted	4,2
Sojaproteinkoncentrat	6,1
Fiskemel	10,2
Skummetmælkspulver	0,3
Vallepulver, sød	1,4
Animalsk fedt	2,3
Vitaminer og mineraler	2,3

Appendiks2

Skitse over indretning af smågrisestald

1:	Dobbeltsti med to rørfodringsautomater (gruppe 1).
2:	Dobbeltsti med en rørfodringsautomat og en vådfoderkrybbe til ikke-/delvist fermenteret vådfoder (gruppe 2).
3:	Dobbeltsti med en rørfodringsautomat og en vådfoderkrybbe til fuldt fermenteret vådfoder (gruppe 3).
4:	Stier uden for forsøg.

I dobbeltstierne med både rørfodringsautomat og vådfoderkrybbe blev rørfodringsautomaten kun anvendt de første uger efter fravænning inden grisene blev sat i forsøg.

* ventil til prøveudtagning

Appendiks3

Plan for foderanalyser

Forsøg 1 og 2

Analyser	Prøveudtagnings- hyppighed	Antal prøver pr. gruppe	Analyse- laboratorium
FEs, lysin, methionin, cystin, treonin, calcium, fosfor og syrebindings- kapacitet	Tørfoder: hver uge, samleprøver over 1-2 måneder Vådfoder: ca. hver måned	Tørfoder: 3 og 2 samleprøver i henholdsvis forsøg 1 og 2 Vådfoder: 1-2 prøver pr. gang, i alt 3 gange pr. forsøg	AnalyCen
Zink og screening for antibiotika	Kun tørfoder: hver uge, samleprøve over 1-2 måneder	Kun tørfoder: 3 og 2 samleprøver i henholdsvis forsøg 1 og 2	AnalyCen
Mælkesyrebakterier, laktobaciller, enterokokker, enterobakterier (herunder coliforme bakterier), gær, skimmel, myresyre, VFA og mælkesyre	Tørfoder: hver uge i forsøg 1, en gang i forsøg 2 Vådfoder: Hver uge i forsøg 1, hver måned i forsøg 2	Tørfoder: 17 prøve i forsøg 1, 1 prøve i forsøg 2 Vådfoder: 17 prøver i forsøg 1, 3 prøver i forsøg 2	Danmarks JordbrugsForskning
Total kim, coliforme bakterier, enterobakterier, clostridier, gær, skimmel, bufferkapacitet	Kun vådfoder: Hver uge i forsøg 1, hver måned i forsøg 2	Kun vådfoder: 17 prøver i forsøg 1, 3 prøver i forsøg 2	Bioteknologisk Institut

Forsøg 3

Analyser

Prøveudtagnings-
hyppighed

Antal prøver pr. gruppe

Analyse-
laboratorium

FEs, calcium, fosfor, alle aminosyrer (eksklusiv tryptofan) og biogene aminer

Tørfoder: hver dag i 18 dage samlet i én samleprøve

Vådfoder: 4 gange over 2 uger

Tørfoder: 4 neddelte prøver af samleprøven

Vådfoder: 4 prøver

AnalyCen

Vitamin A, E, B1 og K3

Tørfoder: hver dag i 18 dage samlet i én samleprøve

Vådfoder: 2 gange over 2 uger

Tørfoder: 2 neddelte prøver af samleprøven

Vådfoder: 2 prøver

AnalyCen

Zink og screening for antibiotika

Kun tørfoder: hver dag i 18 dage samlet i én samleprøve

Kun tørfoder: 1
samleprøve

AnalyCen

Mælkesyrebakterier,
enterokokker,
enterobakterier (herunder coliforme bakterier), gær,
skimmel, myresyre, VFA og mælkesyre

Vådfoder, gruppe 3: hver dag i fem dage ved opstart af fermenteringen

Tør- og vådfoder: 4 gange over 2 uger

Vådfoder, gruppe 3: 5 prøver ved opstart af fermenteringen

Tør- og vådfoder: 4 prøver

Danmarks
JordbrugsForskning

Appendiks 4

Foderblandingernes beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer

Forsøg 1	Gruppe1		Gruppe 2 og 3	Gruppe 2	Gruppe 3
Blanding	Tørfoder		Vådfoder	Ikke-fermenteret vådfoder	Fuldt fermenteret vådfoder
	Beregnet ¹	Analyseret ²	Beregnet ³	Analyseret ²	Analyseret ²
Tørstof, pct.	85,8	85,3	23,1	23,7	22,5
FEs/100 kg	107	109	29	30	29
Råprotein, pct.	18,2	18,1	4,9	5,1	4,9
Lysin, g/kg	12,1	11,8	3,3	3,3	2,4
Methionin, g/kg	3,8	3,6	1,0	1,1	1,0
Cystin, g/kg	2,9	2,9	0,8	0,8	0,8
Treonin, g/kg	6,8	6,8	1,9	2,0	1,7
Calcium, g/kg	8,4	8,8	2,3	2,5	2,3
Total-fosfor, g/kg	6,5	7,0	1,8	1,9	1,8
Syrebindingskapa- citet meq./kg tørstof	-	863	-	762	658
Zink mg/kg 4)	195	249	-	-	-
Antibiotika screening	-	Negativ	-	-	-

1)	Gennemsnit af tre foderblandinger jævnfør appendiks 1
2)	Gennemsnit af tre analyser
3)	Beregnet næringsstofindhold i tørfoder korrigeret til samme tørstofindhold som gennemsnitligt analyseret i vådfoder
4)	Beregnet indhold er tilsat mængde

Forsøg 2	Gruppe1		Gruppe 2 og 3	Gruppe 2	Gruppe 3
Blanding	Tørfoder		Vådfoder	Delvist fermenteret vådfoder	Fuldt fermenteret vådfoder
	Beregnet	Analyseret ¹	Beregnet ²	Analyseret ³	Analyseret ³
Tørstof, pct.	85,7	85,6	25,0	24,9	25,1
FEs/100 kg	107	110	31	31	32
Råprotein, pct.	18,0	17,1	5,3	5,4	5,6
Lysin, g/kg	12,5	10,6	3,6	3,0	2,5
Methionin, g/kg	3,9	3,5	1,1	1,0	1,0
Cystin, g/kg	2,8	2,9	0,8	0,8	0,8
Treonin, g/kg	7,0	6,7	2,0	1,9	1,8
Calcium, g/kg	8,7	7,7	2,5	2,8	2,5
Total-fosfor, g/kg	6,7	5,8	2,0	2,0	1,9
Syrebindings-kapacitet meq./kg tørstof	-	625	-	697	652
Zink mg/kg ⁴	200	200	-	-	-
Antibiotika screening	-	Negativ	-	-	-

1)	Gennemsnit af to analyser
2)	Beregnet næringsstofindhold i tørfoder korrigeret til samme tørstofindhold som gennemsnitligt analyseret i vådfoder
3)	Gennemsnit af tre analyser
4)	Beregnet indhold er tilsat mængde

Forsøg 3	Gruppe 1		Gruppe 2 og 3	Gruppe 2	Gruppe 3
Blanding	Tørfoder		Vådfoder	Delvist fermenteret vådfoder	Fuldt fermenteret vådfoder
	Beregnet	Analyseret¹	Beregnet²	Analyseret¹	Analyseret¹
Tørstof, pct.	88,0	86,8	26,5	25,9	27,1
FEs/100 kg	113	111	34	33	34
Råprotein, pct.	21,1	21,9	6,4	6,1	6,9
Lysin, g/kg	12,7	11,7	3,8	3,3	3,6
Methionin, g/kg	4,1	4,1	1,2	1,1	1,2
Cystin, g/kg	3,4	3,1	1,0	1,0	1,0
Treonin, g/kg	-	8,0	-	2,6	2,3
Isoleucin, g/kg	-	9,0	-	2,6	2,9
Leucin, g/kg	-	15,1	-	4,5	4,6
Histidin, g/kg	-	4,8	-	1,7	1,6
Fenylalanin, g/kg	-	9,4	-	2,7	2,9
Tyrosin, g/kg	-	6,8	-	2,2	2,2
Valin, g/kg	-	10,3	-	2,9	3,2
Asparaginsyre, g/kg	-	18,6	-	5,2	5,7
Serin, g/kg	-	10,0	-	3,2	3,1
Glutaminsyre, g/kg	-	40,0	-	12,0	12,1
Prolin, g/kg	-	12,4	-	3,6	4,0
Glysin, g/kg	-	10,4	-	2,9	3,2
Alanin, g/kg	-	10,1	-	2,9	3,3
Arginin, g/kg	-	12,4	-	3,4	3,7
Calcium, g/kg	8,5	12,6	2,6	3,0	3,4
Total-fosfor, g/kg	6,3	7,2	1,9	2,1	2,3
Zink, mg/kg ³	199	241	-	-	-
Vækstfremmer screening	-	Negativ	-	-	-
Vitamin A, IE/kg ⁴	9.894	11.200	2.979	3.247	2.663
Vitamin E, mg/kg ⁴	85	100	26	30	32
Vitamin B1, mg/kg ⁴	2,4	5,9	0,7	2,6	2,2
Vitamin K3, mg/kg ⁴	2,4	1,0	0,7	0,8	1,3

1)	Gennemsnit af fire analyser, hvis ikke andet er angivet
2)	Beregnet næringsstofindhold i tørfoder korrigeret til samme tørstofindhold som gennemsnitligt analyseret i vådfoder
3)	Beregnet indhold er tilsat mængde, en analyse
4)	Beregnet indhold er tilsat mængde, gennemsnit af to analyser

Appendiks 5

Mikrobiologiske analyser af foder

Tabel A1. Mikroorganismer (log CFU pr. g) , gennemsnit af 17 analyser

Forsøg 1	Gruppe 1	Gruppe 2
Blanding	Tørfoder	Ikke-fermenteret vådfoder
Analyser fra DJF
Mælkesyrebakterier	4,55	8,04
Laktobaciller	4,40	7,67
Enterokokker	3,28	3,62
Enterobakterier	5,37	4,57
Gær	5,57	6,16
Skimmel	3,31	3,52
Analyser fra BI
Total kim	-	8,21
Coliforme bakterier	-	2,69
Enterobakterier	-	3,45
Clostridier	-	2,24
Gær	-	6,30
Skimmel	-	2,78

Tabel A2. Organiske syrer og bufferkapacitet (titrering med 0,1 N NaOH)

Forsøg 1	Gruppe 1	Gruppe 2	Gruppe 3
Blanding	Tørfoder¹	Ikke-fermenteret vådfoder²	Fuldt fermenteret vådfoder²
Analyser fra DJF
Myresyre (mmol pr. kg)	0,66	0,00	0,00
Eddikesyre (mmol pr. kg)	10,84	14,43	53,84
Propionsyre (mmol pr. kg)	0,62	0,00	2,81
Smørsyre (mmol pr. kg)	1,72	0,94	0,89
Mælkesyre (mmol pr. kg)	9,25	35,52	213,19
Analyser fra BI
Titrering til pH 4 (ml 0,1 N NaOH)	-	0,00	7,83
Titrering til pH 5 (ml 0,1 N NaOH)	-	0,73	11,57
Titrering til pH 6 (ml 0,1 N NaOH)	-	2,67	14,94

1) Gennemsnit af 11 analyser
2) Gennemsnit af 16 analyser

Tabel A3. Mikroorganismer (log CFU pr. g)

Forsøg 2	Gruppe 1	Gruppe 2	Gruppe 3
Blanding	Tørfoder¹	Delvist fermenteret vådfoder²	Fuldt fermenteret vådfoder²
Analyser fra DJF
Mælkesyrebakterier	3,85	9,25	8,97
Laktobaciller	3,37	8,62	8,72
Enterokokker	3,37	3,82	3,02
Enterobakterier	4,87	3,68	3,32
Gær	3,37	6,71	6,01
Skimmel	4,07	3,10	3,35
Analyser fra BI
Total kim	-	9,08	9,10
Coliforme bakterier	-	1,00	1,00
Enterobakterier	-	2,00	2,00
Clostridier	-	1,30	1,26
Gær	-	6,98	6,01
Skimmel	-	3,85	5,51

1) En analyse
2) Gennemsnit af tre analyser

Tabel A4. Organiske syrer og bufferkapacitet (titrering med 0,1 N NaOH)

Forsøg 2	Gruppe 1	Gruppe 2	Gruppe 3
Blanding	Tørfoder¹	Delvist fermenteret vådfoder²	Fuldt fermenteret vådfoder²
Analyser fra DJF
Myresyre (mmol pr. kg)	2,40	0,00	0,00
Eddikesyre (mmol pr. kg)	8,90	22,73	37,87
Propionsyre (mmol pr. kg)	1,10	0,00	1,17
Smørsyre (mmol pr. kg)	0,80	0,00	0,00
Mælkesyre (mmol pr. kg)	4,20	155,77	185,97
Analyser fra BI
Titrering til pH 4 (ml 0,1 N NaOH)	-	2,86	6,98
Titrering til pH 5 (ml 0,1 N NaOH)	-	5,77	10,69
Titrering til pH 6 (ml 0,1 N NaOH)	-	8,87	14,06

1) En analyse
2) Gennemsnit af tre analyser, dog kun to titreringer

Tabel A5. Mikroorganismer (log CFU pr. g), gennemsnit af 4 analyser fra DJF

Forsøg 3	Gruppe 1	Gruppe 2	Gruppe 3
Blanding	Tørfoder	Delvist fermenteret vådfoder	Fuldt fermenteret vådfoder
Mælkesyrebakterier	4,56	8,79	9,37
Enterokokker	3,08	3,06	4,44
Enterobakterier	5,92	3,61	3,72
Gær	4,54	6,36	6,10
Skimmel	3,47	3,44	3,29

Tabel A6. Organiske syrer (mmol pr. kg)

Forsøg 3	Gruppe 1	Gruppe 2	Gruppe 3
Blanding	Tørfoder¹	Delvist fermenteret vådfoder¹	Fuldt fermenteret vådfoder²
Myresyre	4,65	3,11	1,94
Eddikesyre	19,64	25,25	42,30
Propionsyre	1,65	0,00	1,00
Smørsyre	1,35	0,00	0,00
Mælkesyre	16,14	110,73	240,82

1) Gennemsnit af fire analyser
2) Gennemsnit af tre analyser

Fermenteret vådfoder til smågrise