Fæcesimmunisering af drægtige søer og gylte

SAMMENDRAG

Fæcesimmunisering af drægtige søer og gylte blev gennemført i 4 besætninger. De sidste 3 uger inden overflytning til farestald, blev drægtige søer og gylte to gange om ugen "fodret" med en opløsning af diarrégødning fra pattegrise. I afprøvningen indgik i alt 2.247 kuld.

I én ud af 4 besætninger blev der opnået en statistisk sikker nedgang i pattegrisenes diarréfrekvens som følge af fæcesimmunisering.

Kuldstørrelse påvirkes ikke ved fæcesimmunisering. Antallet af levendefødte grise pr. kuld blev forøget med 0,2 gris ved fæcesimmunisering, men forskellen var ikke signifikant.

Afprøvningen i de 4 besætninger viste ikke tegn på, at diarréproblemet hos pattegrisene tiltog som følge af fæcesimmunisering. Hos søer og gylte blev der ikke observeret diarré eller andre sygdomstegn i forbindelse med tildeling af fæces fra pattegrisene i farestalden.

Metoden har således ikke haft nogen negative effekter. Såfremt fæcesimmunisering anvendes er det vigtigt, at den gødning, der tildeles drægtige søer og gylte opsamles fra den aldersgruppe af pattegrise, hvor diarréproblemet optræder eller er størst.

Tildeling af gødning bør ikke ske i den sidste uge før faring. Den 3-ugers periode, hvori fæcesimmuniseringen i denne afprøvning foregik, kan formentlig med fordel forlænges til 6 - 7 uger.

På baggrund af afprøvningens resultater må det konkluderes, at fæcesimmunisering ikke kan betragtes som en metode, der generelt kan anbefales til løsning af diarréproblemer i diegivningsperioden.

BAGGRUND

Et af de væsentligste sygdomsproblemer i diegivningsperioden er pattegrisediarré. Dette registreres gennemsnitligt i 17 pct. af kuldene i besætninger under Den rullende Afprøvning. En del af forklaringen på diarréproblemerne i farestalden kan tilskrives den øgede sektionering i produktionen, hvor drægtigheds- og farestalde adskilles, samt hvor grisene opstaldes enkeltvis. Søer og gylte får derfor kun i mindre udstrækning kontakt med de smittestoffer (især fæcesrelaterede) i farestaldens miljø, som betinger pattegrisediarré. Derfor danner søer og gylte uens og ikke altid tilstrækkelige mængder antistoffer i råmælk og mælk.

Der eksisterer vacciner mod f.eks. colidiarré, der kan kompensere for manglende eller utilstrækkelig naturlig immunisering. Da der i den enkelte besætning kan ske et skift til nye coli-typer, er vaccinerne imidlertid ikke altid dækkende. Endelig er der ikke vacciner mod alle smittestoffer, eksempelvis virus og coccidier.

Ved fodervaccinationer (fæcesimmunisering) aktiveres dannelsen af sekretorisk IgA i både råmælk og efterfølgende mælk. Ved traditionel vaccination (indsprøjtning) dannes primært IgG. Mængden af IgA er, i forhold til IgG, konstant i mælken igennem hele diegivningsperioden. Sekretorisk IgA kan modstå enzymatisk nedbrydning i tarmen, hvorfor IgA yder god beskyttelse af pattegrise mod diarrégivende smittestoffer.

Formål

Formålet med afprøvningen var at undersøge, om der ved immunisering af drægtige søer og gylte med diarrégødning fra pattegrise i farestalden, kunne opnås en positiv effekt på diarréfrekvensen hos det efterfølgende kuld pattegrise.

GENNEMFØRELSE

Afprøvningen blev gennemført i 4 besætninger. Undersøgelsen blev gennemført i nært samarbejde med Institut for Intern Medicin, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Produktionsforholdene i besætningerne fremgår af tabel 1. Farestaldene i de 4 besætninger var ikke sektionerede.

Besætningerne var udvalgt på grundlag af en meget høj frekvens af diarré i diegivningsperioden.

Tabel 1. Produktionsforhold i besætningerne
Besætning	1	2	3	4
Sundhedsstatus	SPF	KONV	KONV	MS
Antal årssøer	130	210	100	100
Farestald
Type	Kassesti	Kassesti	Trekantsti	Kassesti
Stidimension, m.m.	1,5 x 2,5	1,5 x 2,5	3,0 x 3,0	1,7 x 2,4
Spaltegulv	1,5 x 0,8	1,5 x 1,0	-	-
Strøelse	Ingen	Ingen	Halm	Halm
Frav.alder, uger	4	3	6	4

I alle besætningerne var de drægtige søer opbundet i bås. I besætning 1 og 2 var der spaltegulv i båsenes bageste del. I besætning 3 og 4 var der fast gulv i hele båsens areal.

Gyltene blev fikseret i bås senest 6 uger efter løbning.

Fodring

I alle besætningerne blev søerne fodret med tørfoder. I besætning 3 foregik fodringen af alle dyr manuelt.

Grupper

Søerne blev delt i 2 ens grupper, hvad angik race og alder. Søerne forblev i samme gruppe i hele afprøvningsperioden.

Gruppe 1: Ingen fæcesimmunisering (kontrol).

Gruppe 2: Fæcesimmunisering (forsøg).

Arbejdsrutinerne ved fæcesimmuniseringen var følgende

Opsamling af gødning: Der blev opsamlet gødning fra pattegrisene i farestalden, så vidt muligt fra alle kuld med diarré. Gødningen blev opsamlet i en spand, hvori der var lidt fysiologisk saltvand (ca. 1/2 dl salt til 2 l vand). Efter hver opsamling blev vand og gødning blandet. I perioder uden diarré, blev der opsamlet normal gødning fra pattegrisene i 3 kuld.

Fodring med gødning: Søer og gylte i forsøgsgruppen fik tildelt gødningsopløsning to gange om ugen i de sidste 3 uger før flytning til farestalden. Spanden med den opsamlede gødning blev tilsat fysiologisk saltvand, hvorefter gødning og væske blev blandet. Straks efter fodring blev ca. 1,5 dl af gødningsopløsningen hældt på foderet. Det betyder, at søer og gylte i forsøgsgruppen er immuniseret med gødning i perioden fra 28 til 7 dage før forventet faring.

Registreringer

Der blev foretaget registreringer af:

Produktionsresultater.
Diarré (udbrud, antal, varighed, behandling).

Tillige blev der løbende indsendt gødningsprøver til laboratorieanalyser.

RESULTATER

Produktionsresultaterne for hver besætning fremgår af tabel 2 og 3. Tabel 4 viser gennemsnitstal for de 4 besætninger. Tilsvarende er frekvensen af diarré i relation til pattegrisenes alder i de 4 besætninger vist i figur 1.

Tabel 2. Produktionsresultater - besætning 1 og 2
	Besætning 1			Besætning 2
Fæcesimmunisering	Kontrol	Forsøg	Kontrol		Forsøg
Antal kuld	333	327	360		360
Antal lev.fødte pr. kuld	10,4	10,6	11,1		11,2
Antal dødfødte pr. kuld	1,2	1,0	0,6		0,6
Kuld med diarré, pct.	38,7 a	26,9 b	27,8		24,9
Antal diarréudbrud pr. kuld	1,0	1,1	1,0		1,0
Antal grise pr. diarréudbrud	8,2	7,2	6,0		6,4
Behandlingsperiodens længde, dage	1,1	1,1	1,5		1,6
Behandlede grise, pct.	32 a	21 b	11		12
Døde i 1.leveuge, pct.	10,9 a	8,7 b	13,8		12,1
Døde i diegivningsperioden, pct.	13,8	13,2	14,9		13,2
Alder ved frav., dage	28	27	23		24
Vægt ved frav., kg	7,5	7,3	6,2		6,5

a, b: Signifikant (P <0,05) forskellene skal læses indenfor hver besætning.

Tabel 3. Produktionsresultater - besætning 3 og 4
	Besætning 2			Besætning 4
Fæcesimmunisering	Kontrol	Forsøg	Kontrol		Forsøg
Antal kuld	165	192	246		264
Antal lev.fødte pr. kuld	10,6	11,0	10,3		10,6
Antal dødfødte pr. kuld	1,3	1,2	0,7		0,7
Kuld med diarré, pct.	43,6	46,4	50,4		46,9
Antal diarréudbrud pr. kuld	1,3	1,4	1,3		1,2
Antal grise pr. diarréudbrud	6,2	6,1	6,1		6,6
Behandlingsperiodens længde, dage	3,3	3,4	1,1		1,0
Behandlede grise, pct.	10	11	33		31
Døde i 1.leveuge, pct.	7,0	8,4	5,0		5,2
Døde i diegivningsperioden, pct.	12,4	14,7	9,2		10,9
Alder ved frav., dage	42	44	31		31
Vægt ved frav., kg	10,8	11,4	7,7		7,9

Tabel 4. Produktionsresultater - gennemsnit af de 4 besætninger
Fæcesimmunisering	Kontrol	Forsøg
Antal kuld	1.104	1.143
Antal lev.fødte pr. kuld	10,6	10,8
Antal dødfødte pr. kuld	0,9	0,8
Kuld med diarré, pct.	38,0	34,0
Antal diarréudbrud pr. kuld	1,1	1,2
Antal grise pr. diarréudbrud	6,7	6,6
Behandlingsperiodens længde, dage	1,3	1,4
Behandlede grise, pct.	22	19
Døde i 1.leveuge, pct.	9,8 a	9,1 b
Døde i diegivningsperioden, pct.	13,0	12,9
Alder ved fravænning, dage	29	30
Vægt ved fravænning, kg	7,6	7,9

a, b: Signifikant forskel, P <0,05.

Det samlede resultat af afprøvningen viste generelt ingen effekt af fæcesimmunisering (tabel 4). Antallet af levendefødte grise pr. kuld var ikke signifikant forskellig selvom forskellen mellem forsøg og kontrol var 0,2 grise pr. kuld. Antallet af døde pattegrise i l. leveuge var signifikant lavere i gruppen, der blev fæcesimmuniseret, men for hele diegivningsperioden var der ingen forskel i dødelighed mellem kontrol- og forsøgsgruppe.

Resultaterne vedrørende pattegrisediarré dækker over variationer mellem de 4 besætninger (figur 1). I 3 ud af 4 besætninger var diarréfrekvensen lavere i forsøgsgruppen, men kun i én af de 3 besætninger var reduktionen signifikant. Behandlingsintensiteten var kun lavere i forsøgsgruppen i én besætning. I de øvrige besætninger blev der ikke fundet forskel.

Figur 1. Diarréudbrud (pct.) i relation til grisenes alder. Besætning 1, 2, 3 og 4.

Behandling mod diarré i de 4 besætninger blev i de fleste tilfælde foretaget med antibiotika.

Ved laboratorieundersøgelser af døde pattegrise og gødningsprøver udtaget før og under afprøvningen er fastlagt, hvilke årsager der i de enkelte besætninger har været til diarréproblemerne. Diarréårsagerne fremgår af tabel 5.

Tabel 5.

Diarréårsager i de enkelte besætninger (den formentlig væsentligste årsag angivet med fed skrift)

Besætning 1:

Besætning 2:

Besætning 3:

Besætning 4:

Coccidier (Isospora suis) og E-coli

E-coli, coccidier og rotavirus

E-coli, coccidier

Rotavirus og E-coli

I besætning 1 blev der registreret en generel positiv effekt af fæcesimmunisering. Forsøgsgruppen viste en signifikant lavere forekomst af diarré, færre behandlinger og en lavere dødelighed i 1. leveuge. For pattegrise i 1.lægs kuld blev diarréfrekvensen reduceret fra 39 til 10 procent. For pattegrise fra andre søer reduceredes diarréfrekvensen fra 39 til 29 procent. Problemer med diarré optrådte i denne besætning både før og under afprøvningen meget konstant og næsten udelukkende ved 10 - 12 dages alderen (figur 1). Jf. tabel 5 har gødningsundersøgelser gennem hele afprøvningsperioden afsløret konstante (og til tider store) mængder coccidier.

DISKUSSION/KONKLUSION

Der blev ikke opnået nogen nedgang i diarréfrekvensen hos pattegrise som følge af fæcesimmunisering af drægtige søer og gylte. Resultaterne varierer meget mellem de 4 besætninger. Kun i 1 ud af de 4 besætninger var der signifikant positiv effekt af fæcesimmunisering på diarréfrekvensen.

Diarréfrekvensen (procent kuld med diarré) var kun i besætning 1 reduceret ved fæcesimmunisering, og specielt hos 1.lægs søer var reduktionen stor. Tidspunktet for diarréudbrud i denne besætning var meget konstant og næsten altid, når pattegrisene var 10 - 12 dage gamle. Gødningsanalyser fra denne besætning viste, at diarréproblemet primært var forårsaget af coccidier. I overensstemmelse hermed ses, at nedsættelsen af diarréfrekvensen udelukkende skete i 2. leveuge (figur 1), hvilket netop er det tidspunkt, hvor coccidiosediarré typisk optræder. Resultaterne fra denne besætning tyder således på, at fæcesimmunisering kan have god effekt ved coccidiose.

Antallet af diarréudbrud pr. kuld, antal grise pr. diarréudbrud og behandlingsperiodens længde varierede meget lidt mellem forsøgs-og kontrolgruppene indenfor besætningerne. Mellem besætningerne var der forskelle i procent behandlede grise. Denne forskel er naturlig, da det var landmandens sædvanlige behandlingsprocedure, som skulle følges, blot skulle proceduren være ens i begge grupper.

Behandlingintensiteten var kun lavere i forsøgsgruppen i én besætning. Behandling af diarré i alle 4 besætninger blev i de fleste tilfælde foretaget med antibiotika. I de fleste tilfælde var én behandling nok, for at afhjælpe diarréproblemet.

For at sikre, at søerne bliver immuniseret mod de antistoffer, der forårsager diarré i farestalden, er det vigtigt, at den gødning, der opsamles og senere tildeles drægtige søer og gylte opsamles fra den aldersgruppe af pattegrise, hvor diarréproblemet optræder hyppigst.

Afprøvningen i de 4 besætninger viste ikke var tegn på, at diarréproblemet tiltog som følge af fæcesimmunisering. Hos søer og gylte blev der ikke observeret diarré eller andre sygdomstegn i forbindelse med tildeling af fæces fra pattegrisene i farestalden.

Antallet af levendefødte grise pr. kuld var i forsøgsgruppen gennemsnitlig 0,2 grise højere. Denne forskel, som ikke var signifikant udlignes tildels af, at der var 0,1 flere dødfødte i kontrolgruppen.

Arbejdsforbruget ved fæcesimmunisering var ca. 1 time pr. uge pr. 100 årssøer og har ifølge besætningsejerne ikke været belastende.

I denne afprøvning blev søerne immuniseret over en 3-ugers periode (28 - 7 dage før forventet faring). Effekten ved fæcesimmunisering kan formentlig forøges såfremt immuniseringsperioden forlænges til 6 - 7 uger. Det er dog vigtigt, at søerne ikke tildeles gødning i den sidste uge før faring.

På baggrund af resultaterne fra afprøvningen må det konkluderes, at fæcesimmunisering ikke kan anbefales som en metode, der generelt kan løse diarréproblemer hos pattegrise. Besætninger med coccidiose kan regne med en positiv effekt af fæcesimmunisering.

Fæcesimmunisering kan forsøges anvendt, da der ved afprøvningen ikke er registreret negativ effekt på søer, gylte eller pattegrise. Er der ved fæcesimmunisering af søer, hvis pattegrise har diarré, ikke opnået positiv effekt efter 2 - 3 kuld, kan der ikke forventes noget positivt resultat af immuniseringen.

Fæcesimmunisering af dræg­tige søer og gylte

Fæcesimmunisering af drægtige søer og gylte