Aminosyrer til hangrise

SAMMENDRAG

Hangrise blev tildelt forskellige niveauer af aminosyrerne lysin, methionin og treonin i perioden fra 25 til 95 kg.

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med ad lib. tørfoder og to besætninger med restriktiv vådfoder.

I besætningerne med tørfoder blev de nævnte aminosyrer i kontrolgruppen tildelt efter den gældende norm for so- og galtgrise. Dertil blev afprøvet en forøgelse af aminosyretildelingen med 10 og 20 pct. i forhold til normen.

I besætningerne med vådfoder blev aminosyrer tildelt efter norm, samt en forøgelse af normen med 20 pct.

Der indgik i alt 243 grise i tørfoderbesætningerne og 5.660 grise i vådfoderbesætningerne.

I vådfoderbesætningerne blev de tilstræbte mængder af aminosyrer i foderet opnået med en afvigelse på mindre end 5 pct. I tørfoderbesætningerne var der tale om et konsekvent overindhold på ca. 6 pct. af de tre aminosyrer.

Der blev ikke fundet nogen forskel i produktionsresultaterne mellem de forskellige niveauer af aminosyrer. Dette var gældende i såvel besætninger med ad lib.tørfoder som i besætninger med restriktiv vådfoder.

Der er på baggrund af afprøvningen ikke grundlag for at udarbejde et specielt normsæt for aminosyrer til hangrise. Normerne for aminosyrer til slagtesvin skal derfor være ens for hangrise, sogrise og galtgrise.

BAGGRUND

Hangrise har en større kødaflejring end so- og galtgrise. Derfor vil en øget tildeling af aminosyrer til hangrise i forhold til normerne for so- og galtgrise måske resultere i en forøgelse af kødprocenten hos hangrise.

Engelske og australske undersøgelser har påvist, at ad lib. fodrede hangrise har et mérbehov for aminosyrer i forhold til so- og galtgrise. I England er mérbehovet for aminosyrer til hangrise anslået til ca. 5 pct. Australske undersøgelser har vist forbedret proteinaflejring ved op til 25 pct. større tildeling af aminosyrer til hangrise.

I hvor høj grad hangrise kvitterer for en øget tildeling af aminosyrer er til dels arveligt betinget og afhænger naturligt nok af udgangspunktet for niveauet af aminosyrer. Normerne for aminosyrer til slagtesvin i England og Australien er lavere end de gældende danske normer. Spørgsmålet var derfor om øget aminosyretildeling til hangrise i forhold til normen for so- og galtgrise i Danmark ville resultere i forbedring af hangrises produktionsresultater.

Formålet med afprøvningen var at vurdere effekten af forskellig tildeling af aminosyrer til hangrise.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen belyste både tør- og vådfodring og inkluderede en forøgelse af aminosyretildelingen med 10 og 20 pct. i forhold til normen som angivet i "Fokus på Normer for Næringsstoffer", 1989, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER. Tabel 1 viser normerne for aminosyrerne lysin, methionin og treonin til slagtesvin. I afprøvningen blev normerne for slagtesvin i vægtintervallet 25 til 100 kg brugt.

Tabel 2 viser opdelingen af delforsøg samt de tre niveauer af aminosyrer.

De respektive aminosyreniveauer blev opnået ved primært at variere mængden af proteinfoderstoffer, men også ved tildeling af syntetiske aminosyrer. Foderets øvrige sammensætning var ens i alle grupper inden for hver besætning.

Tabel 1. Normer for aminosyrer, g ford. pr. FEs
	Ungsvin			Slagtesvin
Aminosyrer	18 - 50 kg	25 - 50 kg	25- 100 kg		50 - 100 kg
Lysin Methionin Treonin	8,5 2,7 5,4	7,8 2,5 5,1	7,3 2,3 4,8		7,0 2,2 4,6

Tabel 2. Niveauer af aminosyrer i de tre grupper

Tørfoder, ad lib. -

besætning A og B

Vådfoder, restriktiv -

besætning C og D

Gruppe 1

Gruppe 2

Gruppe 3

Norm

Norm + 10 pct.

Norm + 20 pct.

Norm

Norm + 20 pct.

-

Der var forventet følgende indhold af fordøjeligt råprotein pr. FEs:

Tørfoderforsøg

Besætning A og B: 142 g i gruppe 1, 152 g i gruppe 2 og 165 g i gruppe 3.

Vådfoderforsøg

Besætning C: 156 g i gruppe 1 og 177 g i gruppe 2. Besætning D: 145 g i gruppe 1 og 156 g i gruppe 2.

Tørfoderforsøg (delforsøg 1)

Ved fravænning blev tre hangrise pr. kuld placeret i hver sin gruppe. Grisene indgik i afprøvningen fra 25 kg. Foderet blev fremstillet af Tjørnehøj Mølle og bestod af byg, hvede, sojaskrå, rapskage, animalsk fedt samt vitaminer og mineraler. Der indgik 33 grise pr. gruppe i besætning A og 48 grise pr. gruppe i besætning B, svarende til i alt 243 grise. Der var individuel registrering af tilvækst og kødprocent, mens foderudnyttelsen blev opgjort på stiniveau. Grunden til at der indgik relativt få grise i dette delforsøg, var at der var individuel registrering af daglig tilvækst, og at der blev foretaget undersøgelser af kødkvalitet.

Vådfoderforsøg (delforsøg 2)

Grisene blev ved indsættelse i forsøget delt i to grupper. Dyrene blev indsat ved 25 kg. Foderet til besætning C blev fremstillet af DLG, Høng og til besætning D af FAF. Foderet bestod af byg, hvede, sojaskrå, animalsk fedt, melasse, vitaminer og mineraler og var baseret på tilsætning af valle eller vand. Der blev korrigeret for vallens indhold af aminosyrer. Der indgik 744 grise pr. gruppe i besætning C og 2.090 grise pr. gruppe i besætning D, svarende til i alt 5.663 grise.

RESULTATER OG DISKUSSION

De procentvise afvigelser fra de tilstræbte aminosyreniveauer i blandingerne blev registreret udfra analyser. I vådfoderforsøget blev taget analyser af såvel tørfoderdelen som det færdigblandede vådfoder. For begge delforsøg blev der foretaget analyser af mellem 10 og 13 prøver pr. aminosyreniveau.

Tørfoderet i delforsøg 1 havde et systematisk overindhold af aminosyrer. Det gennemsnitlige overindhold af lysin var 6 pct. Overindholdet af methionin var 5 pct. og treonin 9 pct. Et hold fra hver af de to tørfoderbesætninger blev udeladt i opgørelsen. Dette skyldes, at foderet i en enkelt foderlevering afveg betydeligt fra kravene til indholdet af aminosyrer.

De tilstræbte niveauer af aminosyrer i delforsøg 2 med vådfoder, blev opnået med under 5 procents afvigelse i tørfoderdelen. Stikprøveudtagning af det blandede vådfoder viste større afvigelser fra det forventede aminosyreindhold end de 5 pct. En stikprøve repræsenterer kun en tredjedel af en dags vådfoderproduktion og eftersom den forventede mængde tørfoder blev brugt har dyrene fået den tilstræbte mængde aminosyrer fordelt over tre daglige fodringer. Der blev taget højde for vallens næringsstofsammensætning, ligesom der løbende blev taget prøver af vallen for at imødekomme eventuelle afvigelser fra den forventede næringsstofsammensætning.

Tabel 3 og 4 viser resultaterne af henholdsvis delforsøg 1 med ad lib.tørfoder og delforsøg 2 med restriktiv vådfoder.

Tabel 3. Resultat af delforsøg 1, tørfoder ad lib.

Gruppe

Norm

Norm + 10 pct.

Norm + 20 pct.

Antal hold

Prod. svin

FEs pr. dag

Daglig tilvækst, g

FEs pr. kg tilvækst

Kødprocent

Døde og kass., pct.

Skatoltal

5

84

2,00

837

2,50

61,2

3,8

0,14

5

84

1,99

815

2,53

61,6

4,1

0,13

5

84

2,07

828

2,56

61,4

3,0

0,15

Tabel 4. Resultat af delforsøg 2, restriktiv vådfoder

Gruppe

Norm

Norm + 20 pct.

Antal hold

Prod. svin

FEs pr. dag

Daglig tilvækst, g

FEs pr. kg tilvækst

Kødprocent

Døde og kass., pct.

Skatoltal

16

2.829

1,98

800

2,49

60,3

2,2

0,13

16

2.834

1,95

797

2,47

60,5

2,2

0,13

Som det fremgår af tabellerne var der ingen forskel på produktionsresultaterne mellem grupperne uanset om dyrene fik tør- eller vådfoder.

Skatoltallene for hangrisene var på et almindeligt niveau og der var ingen forskel grupperne imellem. Der var ligeledes ingen forskel i frasorteringsprocenten.

Det er i forbindelse med undersøgelser af skatoldannelse fundet, at skatol er et nedbrydningsprodukt af aminosyren tryptofan.

I nærværende afprøvning blev det generelle proteinniveau hævet i takt med, at niveauet af de tre aminosyrer lysin, methionin og treonin blev hævet. En effekt af øget tryptofanindhold i foderet på skatoldannelsen kunne derfor tænkes. Resultaterne viste, at dette ikke var tilfældet.

De reelle niveauer af aminosyrer, opnået i tørfoderforsøget, var ca. 6 pct. højere end tilstræbt. Det kan på baggrund af produktionsresultaterne konkluderes, at der ikke kan opnås noget ved at hæve aminosyreniveauet fra kontrolniveauet svarende til "norm + 6 pct.". Det kan ikke ses af tørfoder-forsøget om den gældende norm, det vil sige det tilstræbte niveau i kontrolgruppen er for lav.

I vådfoderforsøget blev de tilstræbte niveauer opnået med en afvigelse på mindre end 5 pct i tørfoderdelen. Dyrene har derfor fået de tilsigtede mængder af aminosyrer. Ved afvigelse var der fortrinsvis tale om lavere mængder end tilsigtet.

Der var således ingen forskel på at tildele dyrene "norm + 6 pct." ved tørfodring, eller "norm ¸ 0-5 pct." ved vådfodring.

126 dyr blev undersøgt med hensyn til kødkvalitet. Der blev bl.a. registreret pigmentindhold, forekomst af PSE og DFD, samt protein-, vand- og fedtindhold. Aminosyreniveauet havde ingen indflydelse på kødkvalitetsegenskaberne.

Der kan være flere årsager til, at der i modsætning til de udenlandske forsøg ikke er opnået nogen effekt af at hæve tildelingen af aminosyrer til hangrise i forhold til normen for so- og galtgrise.

Energivurderingssystemet og den beregnede proteinfordøjelighed er forskellige i Danmark og England/Australien. Derfor er det vanskeligt at foretage direkte sammenligninger af normer for næringsstoffer til svin.

Normerne for aminosyrer til slagtesvin er i Danmark højere end i Australien og England. Derfor har udgangspunktet for forsyning af aminosyrer til hangrise været forskelligt i danske og udenlandske forsøg. Det betyder, at det anbefalede lysinniveau til hangrise i udlandet, svarer til den danske norm for lysin. Det vil sige, at de i afprøvningen testede niveauer af lysin ligger over de i udlandet anbefalede mængder til hangrise.

I et forsøg ved Statens Husdyrbrugsforsøg (Medd. nr. 795) blev effekten af stigende mængder sojaskrå til so- og hangrise belyst. Ud fra dette forsøg blev det ligeledes konkluderet, at so- og hangrise har samme behov for tildeling af aminosyrer i vækstperioden 20 til 100 kg.

Statens Husdyrbrugsforsøg (SH) har endvidere udført et forsøg med stigende mængder sojaskrå til hangrise (Medd. nr. 810). I det pågældende forsøg blev der opnået en højere daglig tilvækst og en bedre foderudnyttelse ved at øge mængden af sojaskrå fra 14 til 34 pct. til ungsvin og fra 11 til 25 pct. til slagtesvin. I gruppen med den højeste sojaskråtildeling og de bedste produktionsresultater var indholdet af fordøjelig lysin højere end den anbefalede norm.

Derimod svarede indholdet af methionin i gruppen med det højeste sojaskråindhold til de anbefalede normer. Det vil sige, at det i forsøget har været methionin, der har været den begrænsende aminosyre. Det er således ikke muligt ud fra de anvendte aminosyretildelinger i meddelelse 810 fra SH at konkludere, at hangrise skal have højere tildeling af aminosyrer end normen angiver.

Der er på baggrund af nærværende afprøvning og forsøg udført på SH, således ikke basis for at udarbejde et specielt normsæt for aminosyrer til hangrise. Normerne er derfor ens for han-, so- og galtgrise.

REFERENCER

Madsen A.; J. Petersen; H.P. Mortensen; C. Bejerholm og P. Barton, 1991. Protein til han- og sogrise. Stigende mængder sojaskrå. Medd. 795, Statens Husdyrbrugsforsøg.

Madsen A.; J. Petersen; H.P. Mortensen; C. Bejerholm og P. Barton, 1992. Hangrise fodret efter norm eller ædelyst med stigende mængder sojaskrå. Medd. 810, Statens Husdyrbrugsforsøg.