Aminosyrenorm til drægtige søer

SAMMENDRAG

To grupper af søer blev sammenlignet. Den ene gruppe fik en blanding i drægtighedsperioden, som var optimeret ud fra normen for aminosyrer til drægtige søer, efterfulgt af en blanding i diegivnings- og goldperioden, som var optimeret ud fra normen for aminosyrer til diegivende søer. Den anden gruppe fik en blanding, som var optimeret ud fra normen for aminosyrer til diegivende søer i hele cyklus.

Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger med indkøbt tørfoder i en periode på 18 henholdsvis 24 måneder og omfattede søer, gylte samt sopolte fra ca. 5-måneders alderen. Der indgik i alt 1317 kuld i afprøvningen.

De to foderskift i gruppen med to foderblandinger forløb uden problemer. Der var ikke statistisk sikre forskelle mellem de opnåede produktionsresultater, behandlingsfrekvensen mod MMA eller antal udsatte søer, afhængig af om der blev brugt en eller to sofoderblandinger.

Konklusionen på afprøvningen er således:

At den gældende norm for indhold af gram fordøjelig lysin, methionin, cystin og treonin pr. FEs i foder til drægtige søer fuldt ud dækker behovet.

Foderskiftet fra drægtighedsblanding til diegivningsblanding bør ske ca. fem dage før forventet faring, svarende til 111. drægtighedsdag.

At det er muligt at reducere proteinforbruget til søerne med ca. 30 kg pr. årsso svarende til en reduktion på ca. 15 pct. ved at bruge to sofoderblandinger. Reduktionen i den udskilte kvælstofmængde fra søerne forventes at være i samme størrelsesorden.

BAGGRUND

Den gældende norm for protein og aminosyrer til søer er fastlagt ud fra fodringsforsøg gennemført på Statens Husdyrbrugsforsøg i begyndelsen af 80'erne.

Forsøgene viste, at drægtige søer har et mindre behov for protein og aminosyrer i foderet i forhold til diegivende søer. Desuden viste forsøgene, at når foderskiftet fra drægtighedsblanding til diegivningsblanding sker ved 107. drægtighedsdag, var der ingen forskelle i produktionsresultaterne i forhold til søer, som blev fodret med diegivningsblanding i hele cyklus. Dette understøttes af en oversigt over nyere udenlandske forsøg med protein.

Siden forsøgene blev gennemført, er det genetiske grundlag forbedret og produktiviteten steget betydeligt i soholdet. Søerne får således større kuld og fravænner flere og større grise. Foderudnyttelse og kødprocent er steget væsentligt i de hvide racer.

Udskiftningsprocenten er høj i de fleste sobesætninger, hvilket medfører, at der er mange gylte og 1. lægssøer i drægtighedsstalden. Disse søer er stadig i vækst og har behov for mere protein end ældre søer.

Brug af drægtighedsblandinger med et aminosyreindhold svarende til den gældende norm har været meget begrænset. Det skyldes for det første, at kun få besætninger har mulighed for at bruge to sofoderblandinger (adskilt rørstreng) og for det andet, at prisen på proteinfoderstofferne har været så lav, at der ikke har været nogen økonomisk gevinst ved at reducere proteinforbruget i drægtighedsperioden.

Det forventes imidlertid, at prisforskellen mellem proteinholdige foderstoffer og korn bliver større i takt med, at kornprisen i EU nærmer sig verdensmarkedsprisen.

Det kan beregnes, at proteinindtaget reduceres med ca. 15 pct, når der bruges to sofoderblandinger. Dette reducerer kvælstofudskillelsen via gyllen med samme mængde.

Hvis søerne tildeles mere råprotein i sofoderet, end de har behov for, skal søerne bruge energi til at omdanne overskudsprotein til urinstof. Derudover medfører store mængder ufordøjet råprotein i tyktarmen en vis produktion af ammoniak.

Formålet med afprøvningen var at undersøge, om søer fodret med en blanding (optimeret ud fra normen for aminosyrer til drægtige søer) fra løbning til 107. drægtighedsdag efterfulgt af en blanding (optimeret ud fra normen for aminosyrer til diegivende søer) i den resterende del af cyklus opnår samme produktionsresultater, som søer fodret med en blanding (optimeret ud fra normen for aminosyrer til diegivende søer) i hele cyklus.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført over en periode på henholdsvis 18 og 24 måneder i to sobesætninger, der brugte indkøbt tørfoder. Søerne blev opdelt i to grupper, så det gennemsnitlige kuldnummer og racefordelingen var ens i begge grupper. Sopoltene indgik i afprøvningen efter løbning.

De to foderblandinger i afprøvningen var optimeret ud fra de gældende normer for aminosyrer til diegivende og drægtige søer. (Fokus på "Normer for næringsstoffer", 1991, Landsudvalget for Svin/DS).

Der indgik samme foderstoffer i begge blandinger og aminosyreindholdet blev reguleret via mængden af sojaskrå.

Normer i gram ford. pr. FEs	Drægtige søer	Diegivende søer
Lysin	3,5	6,0
Methionin	1,6	2,0
Methionin + Cystin	3,2	4,0
Treonin	3,2	4,4

Planlagte forsøgsdesign
Gruppe	1	2
Løbning - 107. drægtighedsdag	Diegivningsblanding	Drægtighedsblanding
108. drægtighedsdag - Løbning	Diegivningsblanding	Diegivningsblanding

Søernes reproduktionsresultater, sundhedstilstand herunder MMA-frekvens og kuldresultater blev registreret. Pattegrise, som døde i dieperioden, blev registreret med dato og årsag. Fravænningsalder og vægt samt diarrébehandlinger blev registreret.

Søerne blev fodret efter huld frem til fire uger før faring, hvor foderstyrken blev hævet til ca. 3,5 FEs pr. dag. I diegivningsperioden blev foderet tildelt efter tilnærmet ædelyst.

I afprøvningsperioden blev der udtaget 12 foderprøver af hver blanding. Foderprøverne blev analyseret på Steins Laboratorium for indhold af råprotein, råfedt, træstof, råaske, vand, kalcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin. Ud fra analyseresultaterne blev indholdet af fordøjelig råprotein, lysin, methionin, cystin og treonin pr. FEs beregnet.

RESULTATER OG DISKUSSION

Søerne ville gerne æde blandingerne, og foderskiftet i gruppe 2 gav ikke problemer. Foderskiftet mellem drægtighedsblanding og diegivningsblanding var planlagt til at ske ved 107. drægtighedsdag. I praksis skete det, når søerne blev overført til farestalden. Søerne blev i gennemsnit overført til farestalden fem dage før forventet faring, men det varierede fra to til syv dage. Der kunne ikke testes effekt af tidspunkt for foderskift og de opnåede produktionsresultater inden for dette interval.

Der blev ikke foretaget opgørelse over foderoptagelsen i de forskellige perioder af cyklus -kun af det totale foderforbrug. Stikprøvekontrol af foderforbruget hos enkelte søer i de to grupper tydede ikke på nævneværdige forskelle mellem grupperne. Det må dog antages, at energiforbruget til udskillelse af overskudsprotein via urin har været størst i gruppen, som fik samme blanding i hele cyklus.

I tabel 1 er vist resultaterne af de gennemførte foderanalyser. Blandingernes analyserede indhold af næringsstoffer var i overensstemmelse med det forventede. Det beregnede indhold af gram fordøjelig lysin, methionin, cystin og treonin pr. FEs var lige over eller lig med gældende normer.

Tabel 1. Foderblandingernes analyserede indhold
Blanding	Drægtighedsblanding	Diegivningsblanding
Antal prøver FEs pr. 100 kg Råprotein, pct. Råfedt, pct. Træstof, pct. Gram/FEs Råprotein Lysin Methionin Cystin + methionin Treonin Beregnet gram fordøjelig/FEs Råprotein Lysin Methionin Cystin + methionin Treonin	12 105 12,8 6,2 6,1 122 4,5 2,0 4,4 4,1 94 3,5 1,6 3,4 3,2		12 107 17,7 6,5 6,0 165 7,8 2,7 5,8 6,2 130 6,2 2,1 4,6 4,9

Ved brug af to blandinger indtog søerne ca. 30 kg protein mindre pr. årsso end søerne, der fik en blanding.

Der var ikke vekselvirkning mellem besætninger og forsøgsbehandling. Derfor er det kun de gennemsnitlige resultater, som er vist i tabel 2. Der var ikke statistisk sikker forskel på de opnåede produktionsresultater, behandlingsfrekvens mod MMA eller antallet af udsatte søer imellem de to grupper. En analyse af gyltenes og 1. lægssøernes produktionsresultater viste heller ikke forskelle mellem grupperne.

Tabel 2. Produktionsresultater for begge besætninger

Gruppe

1

2

Antal kuld

Antal levendefødte grise pr. kuld

Heraf svagtfødte grise pr. kuld

Antal dødfødte grise pr. kuld

Faringsprocent

Diarré, pct. af kuld (1. leveuge)

Døde indtil fravænning, pct.

Alder ved fravænning, dage

Kuldvægt ved fravænning, kg

MMA-behandling, pct

Udsatte søer

651

10,7

0,3

0,7

86,8

0,3

11,3

27,0

67,6

17,6

103

666

10,7

0,3

0,8

86,4

0,2

11,9

27,0

68,0

17,4

103

Konklusionen på afprøvningen er således:

At den gældende norm for indhold af gram fordøjelig lysin, methionin, cystin og treonin pr. FEs i foder til drægtige søer fuldt ud dækker behovet.

Foderskiftet fra drægtighedsblanding til diegivningsblanding bør ske ca. fem dage før forventet faring svarende til 111. drægtighedsdag.

At det er muligt at reducere proteinforbruget til søerne med ca. 30 kg pr. årsso svarende til en reduktion på ca. 15 pct. ved at bruge to sofoderblandinger. Reduktionen i den udskilte kvælstofmængde fra søerne forventes at være i samme størrelsesorden.

REFERENCER

Dourmad J.Y, M. Etienne, A. Prunier og J. Noblet, 1993, "The effect of energy and protein intake of sows on their longevity" indlæg på EAAP-mødet i Århus den 16.-19. august 1993. (Oversættelse)

"Fokus på normer for næringsstoffer", juli 1991, Landsudvalget for Svin/DS

Statens Husdyrbrugsforsøg, Meddelelse nr. 398, 1981, "Forskellig proteintildeling i en del af eller hele drægtighedsperioden til søer af ren race eller krydsning"

Statens Husdyrbrugsforsøg, Meddelelse nr. 399, 1981, "Forskellig proteintildeling i drægtigheds- og diegivningsperioden til søer med 5 ugers fravænning"

Statens Husdyrbrugsforsøg, Meddelelse nr. 461, 1983, "To energinormer og to proteinnormer til drægtige søer"

Statens Husdyrbrugsforsøg, Meddelelse nr. 817, 1992, "Lysin til diegivende søer"