Ved fodring med den høje norm var grisenes vægt ved fravænning ca. 0,5 kg højere og smågrisedødeligheden formindsket med 1,0 procentenhed i forhold til den lave norm. Øvrige reproduktionsresultater var ens.

To fodernormer til søer er afprøvet mod hinanden. ved den ene fodernorm (Økonomisk Svinefodring, 1980 skulle søer med 10 grise have 2,5 FEs pr. dag ved faring, og fodermængden skulle øges til 5,5 FEs pr. dag fra 2 uger efter faring til fravænning). I den ene besætning fik søerne dog først 5,5 FEs pr. dag fra 3 uger efter faring til fravænning. Ved den anden fodernorm fik søer med 10 grise 3,0 FEs pr. dag ved faring, og fodermængden blev øget til 6,5 FEs pr. dag fra 1 uge efter faring til fravænning. Den høje norm var ens i de to besætninger, og der anvendtes samme norm for de to grupper i drægtighedsperioden i begge besætninger.

Afprøvningen er gennemført i to besætninger omfattende alle søer og gylte samt sopolte fra 5 måneders alderen. I begge besætninger anvendtes en foderblanding med ca. 105 FEs pr. kg. Der blev født 609 kuld i gruppen fodret efter den lave norm og 571 kuld i gruppen fodret efter den høje norm. Grisene blev fravænnet ved en alder på ca. 4 uger i begge besætninger.

Ved fodring med den høje norm var grisenes vægt ved fravænning ca. 0,5 kg højere og smågrisedødeligheden formindsket med 1,0 procentenhed i forhold til den lave norm. Øvrige reproduktionsresultater var ens. Søerne fodret efter den høje norm havde mindre vægttab i diegivningsperioden. Forskellen i vægttab mellem de to grupper var 4,7 kg i den ene besætning og 11,9 kg i den anden besætning. Samtidig var foderforbruget 39 henholdsvis 51 FEs pr. kuld i større ved den høje norm i de to besætninger.

Beregninger på gennemsnitsresultatet for de to besætninger viser, at DB pr. årsso var ca. 51 kr. større ved den høje fodernorm.

Baggrund

Der anvendes nu krydsningssøer, som har større mælkeproduktion end renracede. Endvidere er der i en årrække blandt andet selekteret mod lavere rygspæktykkelse. En kombination af disse forhold kan være årsagen til, at der ofte blev observeret problemer med, at specielt 1. lægs søer ikke havde tilstrækkelig energireserve, og derfor var magre efter diegivningsperioden ved anvendelse af den gamle fodernorm (Økonomisk Svineforbrug 1980).

Formål

Det var afprøvningens formål at undersøge produktionsøkonomien ved at anvende en øget foderstyrke i diegivningsperioden. Herunder især at undersøge smågrisenes tilvækst og dødelighed, og om et eventuelt mindsket vægttab ville have indflydelse på søernes reproduktion.

Afprøvningens gennemførelse

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med henholdsvis 230 og 180 søer og gylte i en periode på ca. 1½ år. Søerne var opdelt i to grupper, hvor der blev tilstræbt samme gennemsnitlige kuldnummer og racefordeling.

I begge besætninger blev der fodret med automatisk tørfodringsanlæg, og vandtildelingen sket via drikkenipler over truget. Foderet blev blandet på gårdene og indeholdt 3 pct. animalsk fedt og ca. 105 FEs pr. kg. Der blev foretaget vægtfyldebestemmelser på blandingen i begge besætninger med henblik på indstilling af teleskoprørene efter nedenstående normer. På grund af en misforståelse blev den lave norm forskellig i de to besætninger.

Anvendte fodernormer:

Normerne i diegivningsperioden er for 10 grise. Ved afvigende antal grise blev der ved begge normer tillagt/fradraget 0,25 kg pr. dag pr. gris over henholdsvis under 10 grise.

Efter fravænning blev fodermængden reduceret med 2,0 FEs pr. dag for begge grupper, så foderstyrken var 4,5 FEs pr. dag henholdsvis 3,5 FEs pr. dag indtil løbning.

Vægttab og huldvurdering

Søerne blev vejet før faring og ved fravænning. I besætning 306 var der gennemsnitligt ca. 4 dage fra vejning til faring, mens der var ca. 5 dage i besætning 334. Samtidig med vejningen blev søernes huld registreret efter følgende skala:

For fed
Middel
Mager
For mager

Foderblandingernes sammensætning

De anvendte blandingers sammensætning og beregnede indhold fremgår af tabel 1.

Analyseresultaterne i tabel 2 var i god overensstemmelse med det beregnede indhold, dog var indholdet af FEs pr. 100 kg lidt højere end beregnet i besætning 334, hvilket bevirkede, at indholdet af fordøjeligt råprotein pr. FEs var lidt under forventet. I øvrigt var indholdet af meth. + cyst. (tabel 1) lidt under den nuværende norm på 4,8 g pr. FEs.

Tabel 1. Foderblandingernes sammensætning og beregnede indhold af næringsstoffer

Besætning

306

334

Byg

Hvede

Animalsk Fedt

Sojaskrå

DLG SO-TUF *)

DLG-So-sevimin

65,0

10,0

3,0

-

22,0

-

60,7

14,2

3,0

18,2

-

3,9

Beregnet indhold

FEs pr. 100 kg

Fordøjeligt råprotein, g/FEs

Fordøjeligt lysin, g/FEs

Fordøjeligt meth. + cyst., g/FEs

Fordøjeligt treonin, g/FEs

Ca, g.FEs

P g/FEs

105

131

6,2

4,6

4,5

9,7

7,7

105

130

6,1

4,5

4,5

9,6

7,8

*) DLG SO-TUF blev ændret i afprøvningsperioden. Det beregnede indhold svarer til gennemsnitsindholdet.

Tabel 2. Foderblandingernes analyserede indhold
Besætning	306	334
Antal prøver Vand, pct. Råprotein, pct. Fedt,(Stoldt), pct. NFE, pct. Træstof, pct. Aske, pct. Ca, pct. P, pct. FEs/kg ) Fordøjeligt råprotein, g/FEs ) Ca, g/FEs ) P g/FEs )	4 13,1 16,1 5,0 56,4 4,3 5,1 0,98 0,84 1,06 128 9,2 7,9	5 12,2 16,2 5,6 56,3 4,2 5,5 0,96 0,88 1,08 126 8,9 8,1
*) Beregnet ud fra analyse.

For at sikre, at alle søer havde fulgt normen i hele cyklus, var der en indkøringsperiode på 3-4 måneder, hvorefter søerne indgik i afprøvningen ved første faring herefter.

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne og resultatet af vægt og huldregistrering er vist i tabel 3 og 4.

Tabel 3 og 4 viser, at den høje foderstyrke i diegivningsperioden medførte ca. 8 kg mindre vægttab i diegivningsperioden i forhold til den lave norm. Det er dog muligt, at en del af forskellen i vægt ved fravænning skyldes, at søerne fodret efter høj norm havde mere foder i mave-tarmkanalen. Dette kunne forklare, at forskellen i vægt er større umiddelbart efter fravænning end ved faring.

Smågrisene vejede ca. 0,5 kg mere ved fravænning ved den høje norm. Dette tyder på, at søerne også har udnyttet det ekstra foder til at producere mere mælk. Endvidere blev dødeligheden formindsket med 0,1 gris i diegivningsperioden ved den høje norm (signifikant P < 0,05), men da der samtidig blev født 0,1 gris mere ved den lave norm (ikke signifikant), blev antal fravænnede grise ens.

Søernes frugtbarhed, det vil sige levendefødte grise, dage til 1. løbning og golddage har ikke været påvirket af de to fodringsstrategier.

Tabel 3. Produktionsresultater
Besætning	306		334		Gns.
Norm	Lav	Høj	Lav	Høj	Lav	Høj
Antal kuld Gns. kuldnr. a) Antal levendefødte grise Antal grise ved fravænning Antal døde grise i dieg.per. Døde grise i dieg.per., pct. Alder ved fravænning Vægt ved fravænning Dage til 1. løbning Golddage	212 3,5 10,5 9,1 1,4 13,6 27 6,5 5,5 8,1	189 3,5 10,4 9,1 1,3 12,3 28 6,9 4,8 8,2	397 2,8 10,7 9,6 1,1 10,4 31 7,6 6,5 8,3	382 2,9 10,6 9,6 1,0 10,0 30 8,1 6,5 8,0	609 3,2 10,6 9,4 1,2 ) 12,0 29 7,0 ) 6,0 8,2	576 3,2 10,5 9,4 1,1 11,1 29 7,5 5,6 8,1
a) Kuldnr. > 4 indgår som kuldnr. = 4 *) Forskel signifikant P < 0,05

Tabel 4. Vægt og huld
Besætning	306		334		Gns.
Norm	Lav	Høj	Lav	Høj	Lav	Høj
Vægt ved faring, kg, korrigeret a) Registreret vægt ved fravænning Vægttab i diegivningsperioden b) Huldkarakter før faring c) Huldkarakter ved fravænning	220,6 189,8 30,8 2,31 2,55	227,3 201,2 26,1 2,22 2,32	205,0 161,6 43,4 2,03 3,01	208,2 176,7 31,5 2,07 2,61	212,8 175,7 37,1 *) 2,17 2,78	217,3 189,0 28,8 2,15 2,47
a) Korrigeret til vægt ved faring ved at tillægge ét kilo pr. dag mellem vejning og faring. b) Heraf udgør kuldets vægt ved faring ca. 17 kg. c) Høj karakter = mager. *) Forskel signifikant P < 0,001.

Den statistiske analyse viste, at der var vekselvirkning (P < 0,02) mellem vægttab og besætning, således at forskellen i vægttab mellem de to grupper var 4,7 kg i besætning 306 mod 11,9 kg i besætning 334. Dette stemmer med, at der blev fodret svagere ved den lave norm i besætning 334, som angivet på side 2.

De afgivne huldkarakterer (høj karakter = mager) understøtter de registrerede vægtforskelle. Forskellen i huldkarakter mellem de to grupper var størst i besætning 334, hvor der var 11,9 kg forskel i vægttab. Ligeledes var forskellen mellem huld ved faring og fravænning størst i denne besætning, hvor vægttabet mellem faring og fravænning var størst. Der er altså god overensstemmelse mellem vægt og huldkarakter.

Foderforbrug

Under afprøvningen blev foderforbruget i de to grupper registreret, og resultatet er vist i tabel 5.

Tabel 5. Foderforbrug ved de to normer
Besætning	306		334		Gns.
Norm	Lav	Høj	Lav	Høj	Lav	Høj
FEs sofoder/kuld	460	499	469	520	465	510
Forskel (høj + lav)	39		51		45

Foderforbruget i tabel 5 er inkl. foder til polte og udsættersøer. Til sammenligning er det teoretiske foderforbrug ved de anvendte normer beregnet i tabel 6.

Tabel 6. Teoretiske sofoderforbrug ved de anvendte normer (10 grise pr. kuld og fravænning ved 28 dage, ingen omløbere)
				Forskel
Norm	Lav		Høj	Lav	Høj
Besætning	306	334	306 og 334	306	334
Faring til 1 dag efter faring Faring til 3 dage efter faring 1(3) dage til 7 dage efter faring 7 til 14 dage 14 til 28 dage Til løbning (5 dage) Løbning til 4 uger før faring (86 dage) 4 uger før til 2 dage før faring 2 dage før til faring	2,5 21,0 31,5 77,0 17,5 189,2 91,0 5,0	24,5 70,0	9 18,0 45,5 91,0 22,5 189,2 91,0 5,0
I alt pr. kuld	434,7	420,7	471,2	36,5	51,5

Tabel 5 og 6 viser, at der har været god overensstemmelse mellem den teoretiske fodertildeling og den registrerede, når der tages hensyn til, at der i praksis har været anvendt en del foder til polte, omløbere og udsættersøer. Årsagen til, at FEs/kuld har været højere i besætning 334 end i besætning 306, kan være, at diegivningsperioden var ca. 3 dage længere, og at der blev anvendt mere foder til sopolte i besætning 334. Procent 1. lægs søer var således ca. 23 pct. i besætning 334 mod ca. 9 pct. i besætning 306.

Økonomi

Gennemsnittet for de to besætninger viser, at der for 45 FEs ekstra pr. kuld er opnået ca. 8 kg mindre vægttab i diegivningsperioden for søerne, ca. 0,5 kg større grise ved fravænning samt en mindsket pattegrisedødelighed svarende til 0,1 gris pr. kuld.

Ved 2,2 kuld pr. årsso og en udskiftningsprocent på 40 bliver det økonomiske resultat følgende:

Ekstra indtægter ved høj norm:
8 kg større so x 8 kr./kg x 0,4 (udskiftning)	= kr. 26,00
Sparet foder i fravænningsstald:
(9,3 grise x 2,2 kuld x 0,5 kg gris x 2,0 FEs/kg x 3 kr./FEs)	= kr. 62,00
0,1 gris mindre dødelighed x 2,2 kuld x 200 kr.	= kr. 44,00
I alt	= kr. 132,00
Ekstra udgift ved høj norm:
45 FEs á 1,80 kr.	= kr. 81,00
Gevinst ved høj norm, pr. årsso	= kr. 51,00

Hertil kommer, at der på grund af den øgede fravænningsvægt kan spares husleje i fravænningsstalden, da grisene sandsynligvis vil nå 25 kg ca. 2 dage tidligere. Endvidere er det muligt, at den øgede fravænningsvægt vil mindske dødeligheden i perioden efter fravænning. På den anden side er den højere vægt af søerne måske ikke reel, da en del kan skyldes større fodermængde i fordøjelseskanalen.

Diskussion og konklusion

Resultatet af at anvende den høje norm i diegivningsperioden har været en øget fravænningsvægt og en lille formindskelse af pattegrisedødeligheden. Endvidere har der været en meget sikker formindskelse af søernes vægttab i diegivningsperioden (P<0,001), men forskellen i vægttab mellem de to grupper har været større i besætning 334 end i besætning 306 (signifikant vekselvirkning, (P<0,05), fordi forskellen mellem de anvendte normer var forskellig i de to besætninger.

De økonomiske beregninger tyder på, at det kunne betale sig at fodre søerne efter den højeste norm i diegivningsperioden og den nu anbefalede norm (Økonomisk Svinefodring, 1983) er en mellemting mellem de her afprøvede. I denne afprøvning anvendtes samme foderstyrke i gold- og drægtighedstid for de to grupper.

Et nærliggende spørgsmål er, om man ved at kombinere en høj norm i diegivningsperioden med en lavere norm i drægtighedsperioden kunne bevare de gode resultater i diegivningsperioden samtidig med, at de totale foderforbrug pr. kuld blev holdt uændret.

Til sidst skal bemærkes, at der i besætning 334 blev konstateret øget frekvens af yverbetændelse (MMA), specielt 5-6 dage efter faring ved anvendelse af den høje norm. Dette har dog tilsyneladende ikke påvirket produktionsresultaterne i negativ retning, men kunne tyde på, at det måske i besætninger med MAA-problemer ville være en fordel at hæve foderstyrken over en lidt længere periode f.eks. 2 uger i stedet for at nå maksimal foderstyrke allerede efter én uge.

Afprøvning af to fodernormer til diegivende søer