15 pct. ærter i foderblandinger til smågrise

SAMMENDRAG

En fuldfoderblanding indeholdende 15 pct. ærter blev sammenlignet med en tilsvarende blanding uden ærter til smågrise fra 6 til 10 uger i 2 besætninger. Afprøvningen omfattede 6 hold pr. besætning, svarende til i alt ca. 740 grise pr. gruppe.

Ærtegruppen opnåede en signifikant højere tilvækst i den ene besætning sammenlignet med kontrolgruppen. I den anden besætning fandtes ingen forskelle i tilvækst. For afprøvningen som helhed fandtes der ingen signifikante forskelle i tilvækst mellem grupperne. Foderforbruget var i begge besætninger lidt lavere i ærtegruppen end i kontrolgruppen, men heller ikke disse forskelle var signifikante.

Sundheden var generelt god i begge besætninger og upåvirket af behandlingen.

Resultaterne fra denne afprøvning tyder på, at der uden nævneværdige problemer kan indgå 15 pct. ærter i pelleterede foderblandinger til de større smågrise.

Betydningen af ærtesorternes forskellige indhold af proteaseinhibitorer er usikker. I mel-blandinger vil de uden tvivl medvirke til at forringe foderværdien. Derimod viser upublicerede hollandske resultater, at proteaseinhibitorerne sandsynligvis har væsentlig mindre indflydelse på foderværdien i pelleterede blandinger end i mel-foderblandinger.

Erfaringsmæssigt er det en fordel, at evt. fravænningsproblemer (diarreer) er overstået før start på fodring med store mængder ærter. Samtidig vil et gradvist skifte til ærteblanding 10-14 dage efter fravænning ofte være at foretrække.

BAGGRUND

En tidligere afprøvning (meddelelse nr. 104, Den rullende Afprøvning)viste, at tilvækst og foderudnyttelse hos smågrise blev forringet signifikant ved fodring med en smågriseblanding indeholdende 20 pct. ærter og 10 pct. dobbeltlav rapsskrå sammenlignet med en blanding uden.

Afprøvningen gav ikke svar på, om de forringede produktionsresultater skyldtes forskelle i blandingernes næringsindhold eller indhold af skadelige stoffer. Det var derfor af interesse at undersøge effekten af dobbeltlav rapsskrå og ærter hver for sig. I denne afprøvning blev der fokuseret på 15 pct. ærter til fravænnede grise.

FORMÅL OG GENNEMFØRELSE

Formålet med afprøvningen var at sammenligne tilvækst, foderudnyttelse, dødelighed og antal diarrébehandlinger pr. gris hos smågrise, når disse blev fodret med 0 henholdsvis 15 pct. ærter i foderet fra ca. 6 til 10 uger.

Afprøvningen blev gennemført i perioden marts-juni 1987 i to sobesætninger. Grisene var i gennemsnit 27 dage gamle ved fravænning, hvor kuldene blev delt i 2 ensartede grupper efter afstamning og vægt. Afprøvningen omfattede 6 hold pr. besætning, svarende til i alt ca. 740 grise pr. gruppe.

Fra fravænning og frem til afprøvningens start blev begge grupper fodret med besætningens sædvanlige startfoderblanding.

Afprøvningen omfattede smågrise fra de var gns. 40 til 69 dage gamle. I perioden fik gruppe 1 smågriseblandingen, Grisestart 3 fra firmaet H.C. Hempel A/S, mens gruppe 2 fik den samme blanding, blot med 15 pct. ærter.

De ærter, som blev anvendt ved afprøvningen, var af blandede sorter, hovedsagelig af sorten Bodil. Foderblandingernes sammensætning fremgår af tabel 1.

Begge foderblandinger var tilsat 40 ppm tylosin.

Tabel 1. Foderblandingernes sammensætning, pct.

Kontrol

Forsøg

Ærter

Hvede

Sojaskrå, toasted

Fiskehelmel, askefattigt

Byg

Fumarsyre

L-Lysin

DL-methionin

Animalsk fedt

Makromineraler

Vitamin/mikromin. forbl.

-

64,3

19,0

6,0

5,0

0,1

0,2

-

2,3

2,9

0,2

15,0

53,0

15,0

6,0

5,0

0,1

0,1

0,1

2,6

2,9

0,2

Der blev indsendt foderprøver til analyse på Bioteknisk Institut.

Prøvernes deklarerede og analyserede næringsindhold er vist i tabel 2.

Tabel 2. Foderblandingernes deklarerede og analyserede næringsindhold
	Kontrol			Forsøg
	Dekl.	Analy.	Dekl.		Analy.
Antal prøver FEs pr. 100 kg Råprotein, g/FEs Råfedt, g/FEs Træstof, g/FEs Kalcium, g/FEs Fosfor, g/FEs	- 112 188 43 27 8,2 7,0	6 114* 179 48 28 8,1 6,4	- 112 188 43 27 8,2 7,0		6 113* 178 45 29 8,1 6,5
* Beregnet ud fra kemiske analyser

Det analyserede indhold af næringsstoffer var stort set ens i kontrol- og forsøgsblandingerne. Begge blandinger indehold 1-2 FEs mere pr. 100 kg en deklareret. I begge blandinger var det analyserede indhold af råprotein og fosfor henholdsvis ca. 5 og 9 pct. lavere end deklareret.

PRODUKTIONSRESULTATER

Produktionsresultaterne fra afprøvningen er vist i tabel 3.

Tabel 3. Produktionsresultater i afprøvningsperioden
Besætning	A			B			Gns.
Pct. ærter	0	15	0		15	0		15
Antal grise indsat Vægt ved inds., kg Alder ved inds., dg Vægt ved afg., kg Alder ved afg., dg Alder ved 25 kg, dg Daglig tilvækst, g FEs pr. gris/dagl. * FEs pr. kg tilvækst * Pct. grise døde Pct. grise beh. for diarré	352 9,7 38 23,9 67 59 501 0,95 1,90 0,2 0	351 9,5 38 25,0 67 67 543 0,99 1,82 0,6 0	386 11,2 42 26,1 71 69 510 1,02 2,00 0,7 0		386 11,2 42 26,2 71 70 509 1,01 1,98 0,2 0	738 10,5 40 25,0 69 69 506 0,98 1,95 0,5 0		737 10,4 40 25,6 69 68 526 1,00 1,90 0,4 0
* Beregnet på grundlag af analyseresultaterne.

For afprøvningen som helhed var den daglige tilvækst 20 g højere i gruppen, der fik 15 pct. ærter. Forskellen var dog ikke signifikant.

I besætning A voksede ærtegruppen signifikant hurtigere end kontrolgruppen, hvorimod der ikke blev registreret forskelle mellem grupperne i besætning B.

Såvel på besætningsniveau som for afprøvningen som helhed var der tendens til en bedre foderudnyttelse i ærtegruppen. Forskellen var i gns. 0,05 FEs pr. kg tilvækst, men ikke signifikant.

Smågrisedødeligheden var lav i begge besætninger, og der forekom ikke behandlingskrævende udbrud af diarré.

DISKUSSION OG KONKLUSION

Forskellige udenlandske forsøg tyder på, at der kan indgå 15-20 pct. ærter i foderet til smågrise fra 5-6 ugers alderen. Dette forudsætter dog, at foderets indhold af essentielle aminosyrer svarer til grisenes behov. Hvis der samtidig med ærter anvendes større mængder majs eller majsbiprodukter, synes især indholdet af tryptofan at blive kritisk.

Også resultaterne fra dette forsøg tyder på, at der uden problemer kan anvendes 15 pct. ærter i pelleterede foderblandinger til de større smågrise, når foderet i øvrigt har en traditionel sammensætning.

Det er uvist i hvilken grad ærtesorter med forskelligt indhold af trypsin- og chymotrypsininhibitorer vil påvirke produktionsresultaterne. Jævnfør resultater fra Statens Husdyrbrugsforsøg (upubl.) har sorter med højt indhold af proteaseinhibitorer en negativ indflydelse på produktionen, når ærterne indgår i melfoderblandinger.

Ærternes negative effekt kan ophæves ved hjælp af varmebehandling, men tilsyneladende også i nogen grad ved pelletering, hvorunder der normalt sker en opvarmning til 70-80 ºC. Således er den generelle anbefaling i Holland vedrørende det maksimale indhold af ærter i slagtesvinefoder dobbelt så høj i pelleterede blandinger som i blandinger på melform.

Smågrisenes sekretion af proteaser er normalt den mest begrænsende faktor for nedbrydningen af planteproteiner i tyndtarmen. Så meget som 15 pct. ærter bør derfor kun anvendes til smågrise, når foderet er pelleteret eller ærterne varmebehandlet.

De tidligere erfaringer viser samtidig, at eventuelle fravænningsproblemer af sundhedsmæssig art bør være overstået, før fodring med store mængder ærter indledes. Det vil sige fodringen bør først indledes 10-14 dage efter fravænning.

Det kan konkluderes, at 6-10 uger gamle smågrise kan udnytte 15 pct. ærter i et pelleteret foder med tilfredsstillende resultat.

REFERENCER

Bertrand, G., J.M. Perez og P. Quemere, 1980. Utilisation du pois protéagnieuz par le porcelet sevré précocement-influence de la nature de la céréale. Jour. Rech. Porcine en France, 215-226.