Ved at øge diegivningsfoderets indhold af aminosyrer og protein opnås en højere daglig kuldtilvækst og et reduceret vægttab hos soen. På baggrund af disse resultater blev normerne til diegivende søer i 2015 øget.

Denne afprøvning resulterede i, at Normudvalget i oktober 2015 valgte at øge normen for st. ford. lysin fra 6,6 g pr. FEso til 7,7 g pr. FEso, og samtidig blev alle øvrige aminosyrer øget, så deres forhold til lysin forblev uændret. Det betød, at st. ford. råprotein blev øget fra min. 110 g pr. FEso til min. 125 g pr. FEso.

Afprøvningen viste, at hos diegivende søer var der en højere daglig kuldtilvækst og et mindre vægttab, når foderets protein- og aminosyreindhold blev øget. De positive effekter blev opnået ved anvendelse af 7,4-8,0 g st. ford lysin pr. FEso (128-134 g st. ford. råprotein pr. FEso), mens der kun var marginale positive effekter af endnu højere protein- og aminosyreniveau. Diegivende søer bør dermed fodres med foder indeholdende en øget protein- og aminosyrekoncentration, svarende til den nye norm, fra 2 dage efter faring og frem til fravænning for at opnå en højere gennemsnitlig daglig kuldtilvækst. Dermed øges pattegrisenes fravænningsvægt, samtidig med, at soens mobilisering fra kroppen vil blive reduceret.

Afprøvningen var designet som et dosis-respons forsøg med 6 grupper og blev gennemført i en besætning, hvor søerne først fik forsøgsfoderet fra kuldstandardiseringen, som skete senest 2 døgn efter faring. Det afprøvede interval af st. ford. råprotein var 98,5-142 g pr. FEso, svarende til 5,5-8,5 g st. ford. lysin pr. FEso. Data blev efterfølgende statistisk analyseret, og både en kurvelineær samt en broken-line model blev anvendt til at estimere den protein- og lysinkoncentration, der resulterede i maksimal daglig kuldtilvækst, minimalt dagligt vægttab hos soen og maksimal daglig ændring af rygspæk. Den gennemsnitlige daglige kuldtilvækst blev maksimeret ved 128 g st. ford. råprotein og 7,4 g st. ford. lysin pr. FEso og ved 146 g st. ford. råprotein og 8,8 g st. ford. lysin pr. FEso for henholdsvis broken-line og den kurvelineære model. Søernes daglige vægttab blev minimeret ved 134 g st. ford. råprotein pr. FEso og 7,9 g st. ford. lysin pr. FEso og ved 160 g st. ford. råprotein og 9,7 g st. ford. lysin pr. FEso for henholdsvis broken-line og den kurvelineære model. Tilsvarende blev tabet af rygspæk maksimeret ved 115 g st. ford. råprotein pr. FEso og 6,6 g st. ford. lysin pr. FEso og ved 150 g st. ford. råprotein og 9,0 g st. ford. lysin pr. FEso for henholdsvis broken-line og den kurvelineære model.

Der blev ikke fundet effekt af foderets råproteinkoncentration på forekomsten af pattegrisediarré, som primært opstod hos førstekuldssøer. Den efterfølgende reproduktion blev ligeledes ikke påvirket af foderets proteinkoncentration, dog var der en tendens til lavere kuldstørrelse i næste kuld ved de to laveste proteinkoncentrationer i diegivningsfoderet, hvor søerne også havde det største vægttab. Der var 5,5 og 6,1 g. st. ford lysin pr. FEso ved de to laveste niveauer af protein.

Læs hele meddelelse nr. 1098

Protein og aminosyrer til diegivende søer