Undersøgelsen kunne ikke understøtte, at sodeksem-bakterien eller bid skulle være primære årsager til øresår. Antibiotikabehandling af smågrise påvirkede ikke forekomsten af øresår. Der var en højere forekomst af sygdom hos slagtesvin med øresår.

Sammendrag

Undersøgelsen kunne ikke understøtte, at sodeksem-bakterien eller bid skulle være primære årsager til øresår. Antibiotikabehandling af smågrise påvirkede ikke forekomsten af øresår. Der var en højere forekomst af sygdom hos slagtesvin med øresår.

Formålet med undersøgelsen var at undersøge udviklingen af øresår hos smågrise med henblik på at belyse årsagerne til øresår. Det blev også undersøgt, hvilke konsekvenser øresår havde for sundhed og tilvækst hos smågrise og slagtesvin, og om antibiotikabehandling kunne bruges som intervention mod øresår i en smågrisebesætning.

En smågrisebesætning og en slagtesvinebesætning med høj forekomst af øresår indgik i undersøgelsen. I begge besætninger blev en gruppe grise (hhv. 136 og 218 grise) observeret gennem en periode, hvor øresår og sygdomstegn løbende blev registreret og tilvæksten for hver enkelt gris målt. I smågrisebesætningen blev yderligere 134 grise behandlet med antibiotika mod sodeksem-bakterien (S. hyicus).

Resultaterne viste, at en stor del af grisene fik milde øresår i løbet af de første par uger efter fravænning, mens alvorlige øresår udviklede sig hos en mindre del af grisene senere i smågriseperioden. Der var ingen tegn på, at øresår skyldtes, at grisene var små eller svækkede. Rifter på ørerne kunne muligvis fremprovokere milde sår efter fravænning men forklarer ikke, hvorfor grisene fik alvorligere øresår senere. Der kunne ikke konstateres nogen sammenhæng mellem risikoen for øresår og soens alder, hvilket ellers er typisk for infektioner forårsaget af S. hyicus. Da antibiotikabehandling desuden ikke havde nogen effekt på øresårene, kunne undersøgelsen ikke understøtte, at infektion med S. hyicus kunne være den primære årsag til, at øresårene opstod. Der var ikke tegn på, at bid i ørerne spillede nogen rolle for udviklingen af øresårene.

I smågrisebesætningen kunne det ikke konstateres, at øresår havde nogen betydning for grisenes tilvækst eller sundhed. Men da de alvorligste øresår især forekom sidst i observationsperioden er det muligt, at konsekvenserne af øresår først viste sig senere i grisenes liv.

I slagtesvinebesætningen var næsten alle øresår afhelet 9 uger efter indsættelse. Der kunne ikke påvises nogen statistisk sikker forskel i tilvækst mellem grise med og uden øresår. Der sås flere utrivelige eller halte grise, flere bylder og flere døde og aflivede grise blandt grise med øresår end hos grise uden øresår, men hvis der ses bort fra halebidte grise, var forskellen ikke statistisk sikker (p>0,05). Det vil kræve en større undersøgelse at dokumentere denne forskel. Øresår medførte ikke bylder ved slagtning i det omfang, som normalt ses hos grise med halebid.

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt NaturErhvervsstyrelsen journalnr.: LD-projekt: 3663-D-10-00460.

Baggrund

Øresår er sår i randen af ørerne og ses hos smågrise og slagtesvin. Sårene findes hyppigst langs ørernes nederste rand men kan også sidde på ørespidserne. Øresår opstår typisk i løbet af smågriseperioden. Den højeste forekomst og de alvorligste øresår ses som regel hos grise på 20-40 kg, hvorefter sårene normalt heler [1], [2], [3]. Forekomsten af øresår varierer meget fra besætning til besætning og kan også variere stærkt over tid.

I figur 1 ses eksempler på øresår.

Figur 1. Eksempler på øresår. Sårene findes hyppigst langs ørernes nederste rand og oftest på begge ører

Der er flere forskellige teorier om årsagen til øresår [4]. I nogle tilfælde opfattes øresår som et adfærdsbetinget problem på linie med halebid. Det vil sige, at sårene formodes at skyldes bid fra andre grise. Ifølge andre teorier skyldes sårene bakterier eller andre smitstoffer. Især er bakterien Staphylococcus hyicus (S. hyicus) mistænkt for at spille en rolle. Staphylococcus hyicus er den bakterie som forårsager sodeksem. Det nævnes også, at øresår kan skyldes en beskadigelse af huden, for eksempel som følge af slagsmål efter sammenblanding, med følgende infektion med bakterier. Allergi/overfølsomhed samt toksiner i foderet er også nævnt som mulige årsager til øresår.

Der findes flere typer af S. hyicus. De typer, der er årsag til sodeksem, producerer et toksin (giftstof), som beskadiger huden. Det er erfaringen fra laboratorieundersøgelser, at man i langt de fleste tilfælde kan finde S. hyicus i øresår, men man finder ikke altid toksinproducerende S. hyicus. Muligvis er det forskellige typer af S. hyicus, der er ansvarlige for henholdsvis øresår og sodeksem. En anden mulighed er, at S. hyicus ikke er ansvarlig for øresårene, selvom de findes i sårene. S. hyicus kan findes overalt på grisens hud uden nødvendigvis at forårsage skader på huden. Antibiotika bruges i nogle besætninger som behandling mod øresår, men tilsyneladende har behandling med antibiotika ofte ikke nogen klar effekt [1].

Øresår kan medføre vanskeligheder med at afsætte smågrise. Sårene kan også udgøre et problem ved transport af smågrise jævnfør reglerne vedrørende transportegnethed. I hvor høj grad øresår medfører nedsat produktivitet eller følgesygdomme, for eksempel på grund af blodforgiftning, er endnu ikke afklaret. I nogle besætninger giver øresår tilsyneladende ikke anledning til yderligere sygdomsproblemer, mens sårene i andre besætninger menes at medføre tilfælde af blodforgiftning og ledbetændelse og deraf følgende øget dødelighed [1].

Denne meddelelse er en sammenfatning af undersøgelser udført af tre dyrlægestuderende i to besætninger. Formålene med undersøgelserne var:

At undersøge udviklingen og afhelingen af øresår hos hhv. smågrise og slagtesvin med henblik på at belyse årsagsforholdene for øresår.
At udpege risikofaktorer for øresår inden for besætningen (faktorer knyttet til den enkelte gris).
At undersøge om øresår havde konsekvenser for sundhed og tilvækst hos smågrise og slagtesvin.
At undersøge om antibiotikabehandling rettet mod S. hyicus (sodeksem-bakterien) kunne bruges som intervention mod øresår i en besætning.

Materiale og metode

Undersøgelsens overordnede design

Undersøgelserne blev udført i to besætninger med længerevarende høj forekomst af øresår hos henholdsvis smågrise og slagtesvin. Følgende blev undersøgt:

Besætning 1 Sohold med smågrise	Udvikling og afheling af øresår Risikofaktorer for øresår inden for besætningen Konsekvenser af øresår for sundhed og tilvækst Effekt af antibiotikabehandling mod S. hyicus
Besætning 2 Slagtesvinebesætning på to ejendomme (A og B)	Udvikling og afheling af øresår Konsekvenser af øresår for sundhed og tilvækst

Slagtesvinene i besætning 2 blev alle leveret fra samme sobesætning (ikke besætning 1).

I begge besætninger blev en gruppe grise observeret gennem en periode. Grisene var øremærkede, så de kunne identificeres individuelt. Gennem observationsperioden blev øresår og sygdomstegn løbende registreret og den gennemsnitlige tilvækst for hver enkelt gris målt. Derved kunne forekomsten af øresår sammenholdes med andre sygdomstegn og tilvækst. I smågrisebesætningen blev halvdelen af de observerede grise behandlet med antibiotika mod S. hyicus.

Besætningerne

Besætning 1 (Sohold med smågrise)
Besætning 1 var et sohold med polteproduktion (opformeringsbesætning). De producerede grise var Landrace x Yorkshire-krydsninger. Grisene blev fravænnet ved cirka fire uger. Ved indsættelse i klimastalden blev grisene kønsopdelt med 18-40 grise pr. sti. Efter cirka fem uger i klimastalden blev grisene flyttet til en ungsvinestald, som bestod af én enkelt kontinuerligt drevet sektion. Også her gik grisene kønsopdelt i stierne.

Før undersøgelsens begyndelse blev der udtaget prøver fra begyndende øresår med rødme og let skorpedannelse. Prøverne (svaberprøver) blev taget fra 20 grise 2-3 uger efter fravænning og blev undersøgt for S. hyicus. Resultaterne viste moderat til massiv vækst af S. hyicus i 18 ud af de 20 prøver. Der blev lavet resistensbestemmelse på 10 isolater af S. hyicus. Resultaterne viste blandt andet, at alle 10 isolater var følsomme over for sulfa/TMP, som er den antibiotika-kombination, der hyppigst anvendes til behandling af sodeksem.

Besætning 2 (Slagtesvinebesætning på to ejendomme)
Besætning 2 var en slagtesvinebesætning med to ejendomme (ejendom A og B). Alle grise blev leveret fra samme sobesætning (ikke fra besætning 1). Grisene blev indsat ved en vægt på cirka 35 kg. I størstedelen af stierne gik der cirka 11-12 grise. Generelt blev de ringeste grise indsat på ejendom B. Alle grise fra de to ejendomme blev slagtet på samme slagteri.

Yderligere beskrivelse af besætningerne kan ses i appendiks 1.

Gennemførelse og registreringer

I besætning 1 indgik i alt 270 smågrise i undersøgelsen (galtgrise og sogrise). Grisene udgjorde alle grise fra to ugehold. Dog blev grise med synlige tegn på sygdom (udover øresår) ikke inkluderet i undersøgelsen. Ved fravænning blev grisene sorteret efter størrelse og køn og fordelt på i alt 11 stier i klimastalden (fem stier med galtgrise og seks stier med sogrise). Grisene var afkom efter i alt 35 søer. Halvdelen af grisene blev behandlet med antibiotika mod øresår (jf. afsnit nedenfor)

I besætning 2 (slagtesvinebesætningen) indgik i alt 218 grise i undersøgelsen (galtgrise og sogrise). Alle grisene var indsat i besætningen samtidigt. Grisene blev udvalgt til undersøgelsen på følgende måde: Først blev 109 grise med øresår udvalgt. Det blev forsøgt at finde de grise i holdet, som havde de alvorligste øresår. For hver gris med øresår blev der derefter udvalgt en gris uden øresår (kontrolgris). Kontrolgrisen skulle gå i samme sti, have samme køn og omtrent samme størrelse som grisen med øresår. På ejendom A blev der udvalgt 84 grise med øresår og på ejendom B 25 grise. Grise med halebid blev ikke inkluderet i undersøgelsen.

Alle grise i undersøgelsen blev individuelt øremærkede, når de indgik i undersøgelsen og blev derefter løbende undersøgt i løbet af en periode:

Smågrise	270 grise (halvdelen blev behandlet med antibiotika) Observationsperiode fra 2 dage før fravænning til dag 46 efter fravænning (grisene blev undersøgt 2 gange pr. uge)
Slagtesvin	109 grise med øresår og 109 grise uden øresår Observationsperiode fra 2 uger efter indsættelse (gennemsnitlig vægt 43 kg) til slagtning (grisene blev undersøgt 1 gang pr. uge)

Følgende blev registreret for hver enkelt gris:

Graden af øresår, gradueret på skala fra 0-4 (0=ingen øresår, 4= alvorligt øresår)
Øresårets placering på øret
Om øresåret havde et blodigt udseende
Rifter på ørerne efter slagsmål (ingen, få, mange) – Kun registreret for smågrisene
Andre tegn på sygdom eller skader
Grisens køn
Vægt ved observationsperiodens begyndelse og afslutning
Soens (moderens) kuldnummer – Kun registeret for smågrisene
Bylder registreret af kødkontrollen og kødprocent – Kun registreret for slagtesvinene

Alle grise i undersøgelsen modtog behandling, hvis sygdom opstod, men der blev ikke tildelt antibiotika via vand eller foder. Omfanget af behandlinger af enkeltdyr (ved indsprøjtning) blev ikke registreret.

Appendiks 2 indeholder yderligere oplysninger om, hvordan undersøgelserne blev udført i de to besætninger.

Appendiks 3 beskriver, hvordan øresår blev gradueret, og appendiks 4 viser eksempler på forskellige grader af øresår.

Behandling af smågrise med antibiotika (Besætning 1, sohold med smågrise)
Halvdelen af de 270 smågrise i undersøgelsen blev behandlet med antibiotikum rettet mod S. hyicus, mens de øvrige grise (kontrolgruppen) ikke blev behandlet mod øresår.

Behandlingsgruppe	Alle grise behandlet i 5 dage fra dag 12 efter fravænning Lægemiddel: Sulfadoxin/TMP givet ved indsprøjtning Dosis: 400 mg sulfadoxin og 80 mg TMP pr. gris
Kontrolgruppe	Ingen behandling mod øresår

Det blev besluttet at påbegynde behandlingen på dag 12 efter fravænning, da der ved den alder var begyndende øresår med rødme og let skorpedannelse.

Lægemidlet blev valgt i samarbejde med den praktiserende dyrlæge ud fra resultaterne af de tidligere udførte resistensundersøgelser. Dosis blev valgt ud fra en forventning om, at grisene ville veje 10-15 kilo under behandlingen. Denne dosis svarer omtrent til den dosis, der anbefales til hunde med hudinfektion (målt pr. kilo legemsvægt) [5], [6].

Den valgte behandling må betragtes som meget intensiv og ikke realistisk som generel behandling mod øresår i besætningen. Men behandlingen blev valgt ud fra den betragtning, at man ved injektionsbehandling er sikker på, at grisene får den tiltænkte dosis. Normalt bliver antibiotika mod øresår tildelt som flokbehandling [7].

Det blev sikret, at kønsfordeling og vægtfordeling var ligelig mellem behandlingsgruppe og kontrolgruppe, og at grise fra hvert kuld var fordelt ligeligt mellem de to grupper. Grise fra henholdsvis behandlingsgruppe og kontrolgruppe gik tilfældigt blandet i stierne, og andelen af grise tilhørende behandlingsgruppen varierede mellem stierne fra 44 til 59 procent.

Umiddelbart før antibiotikabehandling blev påbegyndt, blev der fra grise i begge ugehold taget i alt 34 prøver fra typiske øresår til resistensbestemmelse. Desuden blev en stikprøve på 33 tilfældigt udvalgte grise vejet på den første behandlingsdag, så det efterfølgende kunne vurderes, hvor høj dosis antibiotika grisene havde fået i forhold til deres kropsvægt.

Statistik

Analyse vedr. risikofaktorer for øresår og konsekvenserne af øresår hos smågrise (besætning 1)
Den gennemsnitlige daglige tilvækst målt over observationsperioden var primærparameter. Stikprøvestørrelsen blev fastlagt til 100 grise på baggrund af en forventning om en forskel mellem grise med og uden øresår på 30 g/dag (hhv. 400 og 430 gram/dag), en spredning i daglig tilvækst på 60 g, et konfidensniveau på 95 procent og en styrke på 80 procent (en-sidet test).

Det blev undersøgt, om grisens risiko for at have øresår grad 2-4 (ja/nej) ved afslutningen af observationsperioden (dag 46) havde sammenhæng med soens kuldnummer, grisens køn, fravænningsvægt, daglig tilvækst, tilstedeværelsen af rifter på grisens ører på dag 4 samt ugeholdet. Variationen i risikoen for at have øresår blev beskrevet ved hjælp af en logistisk regressionsmodel, hvor de mulige faktorer indgik samtidigt (Proc GENMOD, SAS). Følgende interaktionsled blev medtaget i modellen: ugehold * køn og fravænningsvægt * daglig tilvækst.

Sammenhængen mellem sygdom og forekomst af øresår blev undersøgt ved chi-i-anden-tests.

Analyse vedr. effekten af antibiotikabehandling mod øresår (besætning 1)
Stikprøvestørrelsen blev beregnet på baggrund af følgende kriterier: Der forventedes en forekomst af øresår på mindst 35 procent hos ubehandlede grise (kontrolgruppen), og det forventedes, at antibiotikabehandling ville halvere forekomsten. Med et konfidensniveau på 95 procent og en styrke på 80 procent skulle der (med en to-sidet test) indgå 99 grise i hver gruppe (hhv. kontrolgruppe og behandlingsgruppe).

Sammenhængen mellem antibiotikabehandling og øresår blev undersøgt ved en logistisk regression (Proc GENMOD, SAS), hvor tilstedeværelsen af øresår var den afhængige variabel. Gruppe (behandling/kontrol), køn og ugehold samt interaktioner indgik som forklarende variable. Sammenhængen blev undersøgt for alle observationsdage og med flere forskellige definitioner på øresår (grad 1-4, grad 2-4).

Analyse vedr. konsekvenserne af øresår hos slagtesvin (besætning 2)
Sammenhængen mellem gruppe (øresår vs. kontrol) og gennemsnitlig daglig tilvækst i observationsperioden blev undersøgt ved hjælp af en lineær regressionsmodel (Proc MIXED, SAS), hvor tilvæksten var den afhængige variabel. Gruppe, startvægt, slutvægt, køn og ejendom samt interaktioner indgik her som forklarende variable. Sammenhængen mellem gruppe (øresår vs. kontrol) og sygdom og dødelighed blev undersøgt ved Fisher’s exact test. Sammenhængen mellem gruppe (øresår vs. kontrol) og kødprocent blev undersøgt ved t-tests.

Resultater og diskussion

Udviklingen af øresår hos smågrise i besætning 1 (ubehandlede kontrolgrise)

Figur 2 viser udviklingen af øresår hos smågrisene i besætning 1. Figuren omfatter kun de grise, som ikke modtog antibiotikabehandling mod øresår (kontrolgrise).

Det ses, at forekomsten af de alvorligste øresår (grad 4) steg i løbet af den sidste halvdel af observationsperioden (op til 21 procent). Der var dog flere end 21 procent af grisene, der på et eller andet tidspunkt i forløbet havde øresår grad 4. I alt havde 26 procent af grisene på et tidspunkt øresår grad 4. Til gengæld forekom øresår grad 4 næsten ikke i den første halvdel af observationsperioden. Forekomsten af de øvrige grader af øresår (grad 1-3) var stort set uændret efter dag 4.

Figur 2. Forekomsten af øresår hos smågrise i besætning 1. Figuren viser forekomsten af de forskellige grader af øresår hos 136 grise (kun ubehandlede kontrolgrise) fra to dage før fravænning til afgang fra smågrisestalden (Grad 0: intet øresår, Grad 4: alvorligt øresår)

Resultaterne tyder på, at udviklingen af øresår skete i to faser:

Udvikling af mildere grader af øresår hos cirka halvdelen af grisene de første par uger efter fravænning
Udvikling af alvorlige øresår hos en mindre del af grisene i løbet af uge 4-7 efter fravænning

Et lignende mønster i udviklingen i øresår blev konstateret i en tidligere undersøgelse i en dansk besætning samt i en amerikansk undersøgelse foretaget i en enkelt besætning [2], [8]. Der er ikke udført andre undersøgelser af udviklingen af øresår.

Grise med øresår havde hyppigst sår på begge ører, og sårene sad oftest på nederste rand. Eksempelvis havde 32 procent af grisene øresår af grad 2-4 på dag 46. Heraf havde 60 procent sår på ørets nederste rand på begge ører. De øvrige havde enten øresår på kun ét øre, sår på spidserne eller en kombination af sår på både spidser og nederste rand.

Kun to grise havde på et tidspunkt i observationsperioden blodige øresår, der så ud som om, de kunne være forårsaget af bid eller anden fysisk beskadigelse.

Betydningen af faktorer knyttet til grisen (besætning 1)

Det blev undersøgt, om følgende faktorer havde en sammenhæng med, om grisen havde øresår (grad 2-4) på dag 46:

Soens kuldnummer
Grisens fravænningsvægt og daglige tilvækst
Tilstedeværelse af rifter på grisens ører på dag 4 efter fravænning

Resultaterne viste, at ingen af faktorerne havde nogen sammenhæng med grisens risiko for at have øresår. Øresår af grad 1 blev ikke taget med i dataanalysen, fordi det i mange tilfælde viste sig at være vanskeligt, at skelne mellem meget små øresår og rifter forårsaget af slagsmål. Resultaterne er uddybet nedenfor.

Soens kuldnummer
Generelt har grise fra 1.-lægssøer en dårligere immunitet end grise fra ældre søer. Det medfører blandt andet, at de oftere rammes af sodeksem. Det var derfor relevant at undersøge, om grise fra unge søer havde større risiko for øresår end grise fra ældre søer. Det var kuldnummeret hos den so, som havde født grisene, og som de havde fået råmælk fra, som indgik i analysen. Der kunne ikke påvises nogen sammenhæng mellem kuldnummeret hos soen og risikoen for øresår hos grisene. Henover observationsperioden var antallet af grise med øresår stort set ens hos grise fra henholdsvis førstelægssøer og ældre søer. Cirka 40 procent af grisene kom fra førstelægssøer. Resultatet er i overensstemmelse med en tilsvarende undersøgelse i en anden dansk besætning, hvor der heller ikke blev fundet nogen effekt af soens alder [2].

Grisens fravænningsvægt og daglige tilvækst
Der var ingen sammenhæng mellem grisens fravænningsvægt eller daglige tilvækst og dens risiko for at have øresår grad 2-4 på dag 46. Den gennemsnitlige fravænningsvægt var henholdsvis 8,0 kg og 7,9 kg hos grise med og uden øresår på dag 46, og forskellen var ikke statistisk sikker (P=0,4). Der var dog en sammenhæng mellem høj fravænningsvægt og en øget risiko for øresår tidligt i observationsperioden (indtil dag 14), hvilket er i overensstemmelse med en tidligere undersøgelse i en anden dansk besætning [2]. Årsagen til denne sammenhæng kendes ikke med sikkerhed, men det kan under alle omstændigheder konkluderes, at der ingen tegn er på, at øresår især ses hos grise, som er små ved fravænning eller har en lav tilvækst. Det må derfor antages, at øresår sandsynligvis ikke er et resultat af en generel svækkelse hos grisene.

Rifter på ørerne efter fravænning
Rifter på ørerne opstår under slagsmål, især når grisene skal etablere rangorden efter fravænning. Den højeste forekomst af rifter forekom på dag 4 efter fravænning, hvor 73 procent af grisene havde rifter på ørerne (få eller mange rifter). Der blev ikke fundet nogen sammenhæng mellem forekomsten af rifter på ørerne på dag 4 og risikoen for, at grisen senere fik øresår grad 2-4, uanset hvilken observationsdag øresårene blev betragtet. På dag 46 var forekomsten af øresår (grad 2-4) henholdsvis 32 procent og 33 procent hos grise med og uden rifter på dag 4. I en tidligere undersøgelse i en dansk besætning blev der fundet en sammenhæng mellem rifter og øresår, men der var ingen sammenhæng, hvis man udelukkende så på de alvorligere grader af øresår, som hovedsageligt forekom i slutningen af smågriseperioden. Samlet tyder de to undersøgelser på, at rifter på ørerne ikke forklarer hvorfor nogle grise udvikler alvorlige øresår sidst i smågriseperioden.

Andet
Hudforandringer i hovedet vil ofte være inficeret med S. hyicus, og det var derfor relevant at undersøge, om der var en sammenhæng med øresår. Men kun seks grise havde hudforandringer, og der blev ikke fundet nogen sammenhæng – uanset om man så på øresår i første eller sidste halvdel af observationsperioden.

Da galtgrise og sogrise gik adskilt i stierne egnede undersøgelsen sig ikke til at påvise, om der var kønsforskelle i forekomsten af øresår. Gennemsnitligt havde stier med sogrise en højere forekomst af øresår end stier med galtgrise, men der var alt for få stier i undersøgelsen til, at der kan drages nogen konklusioner. I tidligere danske og engelske undersøgelser har man ikke kunnet konstatere forskelle mellem galtgrise og sogrise eller hangrise og sogrise [2], [9], [10].

Effekten af antibiotikabehandling af smågrise (besætning 1)

Resultater af resistensundersøgelser
Der blev fundet S. hyicus i 19 af de 34 udtagne prøver fra øresår. Den efterfølgende resistensundersøgelse af 19 isolater af S. hyicus viste, at alle undersøgte isolater var følsomme over for sulfa, og halvdelen var følsomme over for TMP. Det vil sige, at de fundne S. hyicus var følsomme over for den antibiotikabehandling, som grisene fik.

Forekomst af øresår
Figur 3 viser forekomsten af øresår grad 2-4 i behandlings- og kontrolgruppen. Der blev ikke fundet nogen statistisk sikker forskel i forekomsten af øresår mellem de to grupper, uanset hvilken observationsdag og hvilke grader af øresår, der blev taget i betragtning. Da der ikke kunne ses nogen effekt af antibiotikabehandlingen på øresårene, kunne resultaterne ikke understøtte teorien om, at øresårene skyldtes infektion med S. hyicus. Sandsynligvis skyldes øresårene enten smitstoffer, som ikke var følsomme over for det valgte antibiotikum, eller de skyldtes helt andre faktorer.

Vejning af 33 tilfældige grise fra behandlingsgruppen på den første behandlingsdag viste, at de havde en gennemsnitsvægt på 10,3 kg (spredning på 2,2 kg). Det vil sige, at grisene var lidt mindre end forventet, da dosis af antibiotika blev fastlagt, og dermed at de fik en højere dosis pr. kg legemsvægt end beregnet. Derfor kan den manglende effekt af behandlingen sandsynligvis ikke skyldes, at dosis var for lav.

Målt over hele observationsperioden havde grisene i behandlingsgruppen en statistisk sikker højere daglig tilvækst end grisene i kontrolgruppen (30 g/dag i forskel, p=0,009 (t-test)), men øresår spillede sandsynligvis ikke nogen rolle i denne forskel.

Figur 3. Forekomsten af øresår grad 2-4 hos henholdsvis behandlings- og kontrolgruppe (smågrise i besætning 1)

Afheling af øresår hos slagtesvin (besætning 2)

Figur 4 viser udviklingen i forekomsten af øresår hos de 109 slagtesvin i besætning 2, som havde øresår ved indsættelse. Da udviklingen af øresår på de to ejendomme var stort ses ens, er de vist samlet i figuren.

I observationsuge 11 havde 8 procent af grisene milde øresår (grad 1), og i uge 12 var alle øresår væk. Det skal dog siges, at antallet af undersøgte grise faldt kraftigt efter uge 9 p.g.a. slagtninger. I observationsuge 10, 11 og 12 var der kun hhv. 25, 25 og 11 grise tilbage. I kontrolgruppen (grise som ikke havde øresår ved indsættelse) udviklede ingen af grisene øresår i løbet af slagtesvineperioden.

Afhelingen af øresår i løbet af slagtesvineperioden er i overensstemmelse med andre undersøgelser [3]. Årsagen til afhelingen kendes ikke, men den kan muligvis skyldes
- Aldersbetingede ændringer i grisenes adfærd, som medfører at de ikke beskadiger ørerne så meget
- Eller at grisene med alderen opbygger en immunitet mod smitstoffer, som er involveret i udviklingen af øresår

Figur 4. Forekomsten af øresår hos slagtesvin i besætning 2. Figuren viser forekomsten af de forskellige grader af øresår hos 109 grise (kun grise med øresår ved undersøgelsens begyndelse) (Grad 0: intet øresår, Grad 4: alvorligt øresår)

De 109 grise med øresår blev udvalgt til undersøgelsen, fordi de var de grise, som havde de alvorligste øresår ved undersøgelsens begyndelse. Der var dermed tale om en selekteret stikprøve, som ikke afspejler, hvordan øresår generelt så ud i besætningen. Det skal dog nævnes, at blandt de 109 grise med øresår havde 76 procent samme grad af øresår på begge ører ved undersøgelsens begyndelse. Der var kun én gris, som kun havde øresår på det ene øre. På ejendom A sås næsten udelukkende øresår på ørernes nederste rand, mens der på ejendom B var et mere blandet billede med hensyn til sårenes placering.

Konsekvenserne af øresår hos smågrise og slagtesvin (besætning 1 og 2)

Smågrise (besætning 1)
Konsekvenserne af øresår blev kun undersøgt for de grise, som indgik i kontrolgruppen (grise som ikke blev behandlet med antibiotika mod øresår). Tabel 1 viser antallet af grise, som mindst én gang i løbet af observationsperioden viste tegn på forskellige sygdomme eller skader. Tabellen omfatter alle 136 grise, som indgik i kontrolgruppen.

Tabel 1. Antallet af smågrise med tegn på sygdom eller skader i løbet af observationsperioden, øresår ikke medregnet (ud af 136 undersøgte grise).

	Antal grise
	Dag -2 til 18	Dag 20-46	Hele observations-perioden
Utrivelighed	2	4	6
Ledbetændelse	4	3	7
Luftvejssygdom	1	1	2
Halebid	-	4	4
Sår andre steder på kroppen end øre/hale	2	2	2
Blodøre	2	2	3
Byld	-	1	1
Antal grise i alt med ét eller flere sygdomstegn	10	14	20

Der blev ikke fundet nogen sammenhæng mellem øresår og sygdom. Det gjaldt uanset, om man så på alle sygdomstegn samlet eller kun på sygdomstegn, som kunne forventes at være en følge af øresår og deraf følgende blodforgiftning (utrivelighed og ledbetændelse). Det gjaldt også, uanset om man så på hele observationsperioden eller delte den op og undersøgte, om f.eks. øresår i første halvdel af perioden (dag -2 til 18) havde sammenhæng med sygdom i sidste halvdel af perioden (dag 20-46). Uanset hvilke kombinationer at perioderne, der blev set på, blev der ikke fundet nogen statistisk sikre sammenhænge (alle p-værdier var større end 0,17).

Ud af de oprindeligt 136 grise var der 16 grise, som udgik af undersøgelsen i løbet af observationsperioden – enten fordi de døde, eller fordi de tabte øremærket eller af anden årsag ikke kunne findes. Desværre lykkedes det ikke at holde rede på årsagerne til, at grisene udgik af undersøgelsen, og der kan derfor ikke drages konklusioner vedrørende dødelighed.

I tabel 2 ses tilvæksten for de 120 grise, som forblev i undersøgelsen gennem hele observationsperioden. Der kunne ikke påvises nogen forskel i gennemsnitlig daglig tilvækst mellem grise med og uden øresår (grad 2-4) på dag 46.

Tabel 2. Tilvækst hos smågrise med og uden øresår (grad 2-4) på dag 46 (besætning 1)

	Med øresår (grad 2-4)	Uden øresår (grad 0-1)	P-værdi
Antal grise (dag 46)	39	81	-
Gennemsnitlig vægt ved begyndelse (spredning), kg	8,0 (1,7)	7,8 (1,4)	-
Gennemsnitlig vægt ved slutning (spredning), kg	19,9 (5,7)	19,7 (4,7)	-
Gennemsnitlig tilvækst fra dag -2 til dag 46 (spredning), g/dag	251 (100)	250 (88)	0,94

Slagtesvin (besætning 2)
Tabel 3 viser en oversigt over produktivitet, sygelighed og dødelighed hos slagtesvin med og uden øresår.

Tabel 3. Produktivitet, sygdomsforekomst og dødelighed hos slagtesvin med og uden øresår ved observationsperiodens begyndelse (besætning 2)

	Ejendom A		Ejendom B		P-værdi
	Med øresår	Uden øresår	Med øresår	Uden øresår	-
Antal grise ved undersøgelsens start	84	84	25	25	-
Gennemsnitlig vægt ved undersøgelsens start, kg	41,9	41,5	46,5	46,9	-
Gennemsnitlig tilvækst, g/dag (spredning)	964 (168)	975 (167)	972 (178)	1022 (151)	0,43
Gennemsnitlig kødprocent ved slagtning	60,1	60,3	59,2	59,3	0,27
Antal utrivelige eller halte grise	9	3	2	0	0,02
Antal utrivelige eller halte grise – Halebidte grise fraregnet	4	1	1	0	0,1
Antal grise med bylder ved slagtning	2 ^a	0	0	0	- ^b
Antal døde og aflivede grise	4	1	1	0	0,11
Antal døde og aflivede grise – Halebidte grise fraregnet	2	1	0	0	- ^b

a) Begge grise havde også halebid
b) P-værdi ikke beregnet på grund af lav forekomst

Der kunne ikke påvises nogen forskel i tilvækst mellem grise med øresår og kontrolgrise. På ejendom B havde kontrolgrisene en højere tilvækst, men forskellen var ikke statistisk sikker, hvilket skal ses i sammenhæng med, at der kun var undersøgt 2 x 25 grise på ejendom B. Det ville have krævet flere grise at påvise en statistisk sikker forskel.

Undersøgelsen var fra begyndelsen ikke designet til at kunne påvise en statistisk sikker forskel i dødelighed eller sygdomsforekomst, da det ville have krævet langt flere dyr i undersøgelsen. Der sås flere utrivelige eller halte grise, flere bylder og flere døde og aflivede grise blandt grise med øresår end i kontrolgruppen. Men hvis man så bort fra de halebidte grise, var ingen af forskellene statistisk sikre. Forekomsten af halebid var 10 procent hos grise med øresår og 13 procent i kontrolgruppen (p=0,5, det vil sige ikke statistisk sikker forskel).

Forekomsten af bylder fundet ved slagtning hos grisene med øresår var langt lavere end den forekomst, der normalt ses hos grise med halebid. Blandt grise med øresår blev der fundet bylder hos to grise – svarende til en forekomst på 1,8 procent. Så selvom mange af øresårene var store og dybe, gav de tilsyneladende ikke anledning til spredning af bakterier i grisens krop i det omfang, som ses hos grise med halebid. Grise med halebid vil typisk have bylder i knoglerne i 10-15 procent af tilfældene samt bylder andre steder i kroppen i 10-20 procent af tilfældene [11].

Konklusion

Udviklingen af øresår i smågrisebesætningen lod til at ske i to faser, hvor en stor del af grisene fik milde øresår i løbet af de første par uger efter fravænning, mens alvorlige øresår udviklede sig hos en mindre del af grisene i den sidste del af observationsperioden. Resultaterne tyder på, at øresår ikke skyldtes, at grisene var små eller svækkede. Grise med øresår havde nemlig lige så høj fravænningsvægt og voksede lige så hurtigt som grise uden øresår. Rifter på ørerne kunne muligvis fremprovokere de milde sår, der især udvikledes i de første uger efter fravænning, men de forklarer ikke, hvorfor grisene fik de alvorligere øresår senere i smågriseperioden. Der kunne ikke konstateres nogen sammenhæng mellem risikoen for øresår og soens (moderens) alder, hvilket ellers er typisk for infektioner forårsaget af S. hyicus (sodeksem-bakterien). Da antibiotikabehandling desuden ikke havde nogen synlig effekt på øresårene, kunne undersøgelsen ikke understøtte, at infektion med S. hyicus kunne være den primære årsag til, at øresårene opstod. Der var ikke tegn på, at bid i ørerne spillede nogen væsentlig rolle for udviklingen af øresårene.

I smågrisebesætningen kunne det ikke konstateres, at øresår havde nogen betydning for grisenes tilvækst eller sundhed. Men da de alvorligste øresår især forekom sidst i observationsperioden er det muligt, at konsekvenserne af øresår først viste sig senere i grisenes liv.

I slagtesvinebesætningen var næsten alle øresår afhelet cirka 9 uger efter indsættelse i slagtesvinestalden. Selvom de to slagtesvine-ejendomme var meget forskellige, forløb afhelingen stort set ens på de to ejendomme. Der kunne ikke påvises nogen statistisk sikker forskel i tilvækst mellem grise med og uden øresår. Der sås flere utrivelige eller halte grise, flere bylder og flere døde og aflivede grise blandt grise med øresår end i kontrolgruppen, men hvis der ses bort fra halebidte grise, var forskellen ikke statistisk sikker (p>0,05). Det vil kræve en større undersøgelse at dokumentere denne forskel. Øresår medførte ikke bylder ved slagtning i det omfang, som normalt ses hos grise med halebid, hvilket tyder på, at øresår ikke i samme grad medfører spredning af bakterier i blodet (blodforgiftning).

Referencer

[1]	Busch, M.E., Andresen, L.O. (2007): Erfaringer med øresår i elleve besætninger. Erfaring nr. 0701, Dansk Svineproduktion, Danish Meat Association.
[2]	Busch, M.E., Dedeurwaerdere, A., Wachmann, H. (2007): Øresår hos smågrise - Resultater fra undersøgelser i en besætning. Meddelelse nr. 799, Dansk Svineproduktion, Danish Meat Association.
[3]	Busch, M.E., Nielsen, E.O., Hassing, A.-G., Wachmann, H., Petersen, H.H. (2003): Disponerende forhold for øresår hos slagtesvin. Meddelelse nr. 591, Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier.
[4]	Busch, M.E. (2002): Øresår. VetInfo nr. 0203, Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier.
[5]	Kristensen, F., Aaruo, M. (1993): Mindre Husdyrs Sygdomme 1, Huden og Ørets Sygdomme, DSR Forlag, Kø-benhavn.
[6]	Scott, D.W., Miller, W.H., Griffin, C.E. (1995): Small Animal Dermatology, W. B. Saunders Company, Philadelphia, <country-region w:st="on"></country-region>USA.
[7]	Busch, M.E., Nielsen, E.O. (2002). Spørgeundersøgelse vedr. øresår blandt praktiserende dyrlæger på DVHS, maj 2002. Notat nr. 0228, Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier.
[8]	Richardson, J.A. (1982): Porcine necrotic ear syndrome. Phd-afhandling, Purdue University, USA.
[9]	Penny, R.H.C., Mullen, P.A. (1976): Ear biting in pigs. Veterinary Annual, 16, 103-110.
[10]	White, M.E.C. (1992): Ear tip necrosis. Pig Veterinary Journal, 28:121-124.
[11]	Busch, M.E., Baadsgaard, N.P. (2010). The association between tail lesions and abscesses recorded at slaugh-ter. Proc. 21. International Pig Veterinary Society, Vancouver, <country-region w:st="on"></country-region>Canada, p. 44

Deltagere
Seniorstatistiker Mai Britt Friis Nielsen, Videncenter for Svineproduktion.

Appendiks 1

Beskrivelse af besætningerne i undersøgelsen

Besætning 1 (Sohold med smågriseproduktion)
Besætning 1 var et sohold med polteproduktion (opformeringsbesætning). Der var cirka 320 Yorkshire-søer i besætningen, og de producerede grise var Landrace x Yorkshire. Der var ugedrift i soholdet. Besætningen var fri for nysesyge, ondartet lungesyge, almindelig lungesyge, PRRS, skab og lus. PMWS var ikke konstateret. Hangrise blev kastreret. Grisene blev fravænnet ved cirka fire uger og havde en gennemsnitlig fravænningsvægt på cirka 7,8 kg.

Hver uge blev cirka 150 grise fravænnet til én sektion i klimastalden. Der var fem klimastaldssektioner, der hver husede et ugehold. Stalden havde fuldspaltegulve og diffus ventilation, og grisene fik tørfoder. I hver sektion var der fire stier af forskellig størrelse med 18-40 grise pr. sti. Ved indsættelse i klimastalden blev grisene kønsopdelt, og der blev foretaget sortering efter størrelse.

Efter cirka fem uger i klimastalden blev grisene flyttet til en ungsvinestald, som bestod af én enkelt kontinuerligt drevet sektion med stier på 6,25 m2. Også her gik grisene kønsopdelt i stierne, men grisene fik ofte nye sti-fæller. I ungsvinestalden var der fuldspaltgulve og diffus ventilation, og grisene fik vådfoder.

Før undersøgelsens begyndelse blev ørerne på alle grise (fem ugehold) i klimastaldene undersøgt, for at det kunne vurderes omtrentligt hvornår i forhold til fravænning, at øresårene typisk opstod. Resultaterne viste, at milde grader af øresår med rødme og let skorpedannelse især fandtes hos grise i uge 2 efter fravænning. Hos ældre grise var øresårene generelt dybere og større.

Besætning 2 (Slagtesvinebesætning med to ejendomme)
Besætning 2 var en slagtesvinebesætning med to ejendomme (ejendom A og B). Alle grise blev leveret fra samme sobesætning (ikke besætning 1). Soholdets sundhedsstatus var SPF + Myc + A. p. 12 (d.v.s. smittet med almindelig lungesyge og ondartet lungesyge serotype 12). Grisene blev indsat ved en vægt på cirka 35 kg.

Ejendom A:
På ejendom A var der én bygning med fire sektioner. To af sektionerne blev brugt som ungsvinestald de første fem uger efter indsættelse og indeholdt hver 16 stier. De to øvrige sektioner indeholdt ligeledes to sektioner med henholdsvis 16 stier og 32 stier. Alle fire sektioner var indrettet med fuldspalter og vådfoderkrybber. I forbindelse med krybben sad der én vandventil. Grisene blev fodret restriktivt med hjemmeblandet vådfoder. Der blev oftest vasket og desinficeret mellem holdene. I ungsvinesektionerne gik der cirka 11 eller cirka 22 grise i hver sti. Ved flytning til slagtesvinesektioner blev holdene på 22 delt i to stier, mens holdene på 11 forblev intakte.

Ejendom B:
På ejendom B var der to sektioner hver med 16 stier. Der gik cirka 12 grise i hver af stierne. Stierne havde 2/3 del fast gulv og 1/3 spalter. Grisene blev fodret ad libitum med hjemmeblandet tørfoder i rørfoderautomater med vand. Stierne blev skrabet rene mellem holdene, men ellers blev der ikke foretaget nogen former for rengøring eller desinfektion. Typisk blev de ringeste grise fra soholdet indsat på ejendom B.

Alle grise fra ejendom A og B blev slagtet på samme slagteri.

Appendiks 2

Oversigt over gennemførelse af undersøgelsen og udførte registreringer

	Besætning 1 Sohold med smågrise	Besætning 2 Slagtesvinebesætning med to ejendomme
Gennemførelse af undersøgelsen
Grise i undersøgelsen	Alle grise fra to ugehold (i alt 270 grise)	109 grise med øresår + 109 grise uden øresår
Observationsperiodens begyndelse	2 dage før fravænning	To uger efter indsættelse (gennemsnitlig vægt cirka 43 kg)
Observationsperiodens slutning	Dag 46 efter fravænning	Ved slagtning
Strategi ved indsættelse i stierne	Størrelsessortering og kønssortering	De ringeste grise indsat på ejendom B
Behandling mod øresår	Halvdelen af grisene behandlet med antibiotika mod øresår	Ingen
Tidspunkter for undersøgelse af grisene	2 gange pr. uge (dog lidt sjældnere for de antibiotikabehandlede grise)	1 gang pr. uge
Registreringer udført på alle undersøgelsesdage (registreret for hver enkelt gris)
Graden af øresår	Gradueret på en skala fra 0 til 4 (0= ingen øresår, 4= alvorligt øresår)	Gradueret på en skala fra 0 til 4 (0= ingen øresår, 4= alvorligt øresår)
Anden beskrivelse af øresårene	Placering på øret, blodigt udseende	Placering på øret, blodigt udseende
Rifter på ørerne efter slagsmål	Antal rifter (ingen, få, mange)
Andre sygdomme / skader	Utrivelighed, ledbetændelse/halthed, bylder, hudforandringer i hovedet, luftvejssygdom, skader på halen, andre skader i huden	Utrivelighed, halthed, halebid, andet
Andre registreringer (registreret for hver enkelt gris)
Køn	Galtgris / sogris	Galtgris / sogris
Oplysninger om soen (moderen)	Id-nummer, lægnummer, dato for faring
Oplysninger fra slagteriet	-	Bylder registreret af kødkontrollen og kødprocent
Tidspunkter for vejning	Ved undersøgelsens start (2 dage før fravænning)Ved afslutningen af undersøgelsen (46 dage efter fravænning)	Ved undersøgelsens start (14 dage efter indsættelse)Ved slagtning

Appendiks 3

Beskrivelse af gradueringen af øresår

Metoderne til vurdering af øresårene i de to besætninger var ikke helt ens, hvilket skyldes, at de to undersøgelser blev planlagt og udført af forskellige personer. I begge besætninger blev øresår vurderet på en skala fra 0 (intet øresår) til 4 (alvorligt øresår).

I tilfælde af at grisen ikke havde samme grad af øresår på de to ører, var det alvorligste øresår bestemmende for gradueringen.

Besætning 1 (Sohold med smågrise)
Øresår var defineret som et sår ved ørets rand, hvor de sås mindst ét af følgende tegn: rødme, sårskorpe eller blødning. Øresårene blev gradueret efter nedenstående skala uanset deres placering på øret.

     - Grad 0: Intet øresår
     - Grad 1: Sår på højest 5 % af ørets areal. Ikke dybt sår, ingen pus og ingen tab af ørevæv
     - Grad 2: Sår på 5-10 % af ørets areal. Ikke dybt sår, ingen pus og ingen tab af ørevæv
     - Grad 3: Sår på 10-20 % af øret – eller - Dybt sår eller pus i forbindelse med øresår på 0-10 procent af ørets areal. Ikke tab af ørevæv
     - Grad 4: Sår på mere end 20 % af øret – og/eller - Sår med tab af ørevæv (uanset størrelse)

Ved ”dybt sår” forstås sår, som formodes at nå dybere end blot huden. Ved ”sår med tab af ørevæv” forstås, øresår, hvor en del af ørets rand mangler. Eksempler på forskellige grader af øresår kan ses i appendiks 1.

Besætning 2 (Slagtesvinebesætning med to ejendomme)
Øresårene blev gradueret efter nedenstående skala uanset deres placering på øret.
     - Grad 0: Intet øresår
     - Grad 1: Sår uden vævstab – eller - Sår på mindre end 5 % af ørets rand med tab af ørevæv, ikke blodigt
     - Grad 2: Sår på 5-25 % af ørets rand med tab af ørevæv, ikke blodigt
     - Grad 3: Sår på mere end 25 % af ørets rand med tab af ørevæv, ikke blodigt
     - Grad 4: Sår med blodig rand og med tab af ørevæv (uanset sårets størrelse)

Appendiks 4

Eksempler på forskellige grader af øresår

Smågris, grad 1. Smågris, grad 2.

Smågris, grad 3. , Smågris, grad 4.

Slagtesvin, grad 1. Slagtesvin, grad 2.

Slagtesvin, grad 3. Slagtesvin, grad 4.

Udvikling og konsekvenser af øresår i to besætninger samt behandling med antibiotika mod øresår