Mange daglige fodringer til diegivende søer havde en positiv effekt på frekvensen af skuldersår og øgede kuldets fravænningsvægt ved 5-ugers fravænning.

Den diegivende so har normalt lange liggeperioder mellem fodringerne. Det kan øge risikoen for, at soen udvikler skuldersår. Hvis soen bliver fodret 5 til 8 gange dagligt i stedet for tre gange i diegivningsperioden, så falder frekvensen af skuldersår, viser afprøvning.

Dansk Svineproduktion har undersøgt effekten af antal daglige fodringer i diegivningsperioden på frekvensen af skuldersår. På baggrund af resultaterne anbefaler vi at fodre søerne mange gange dagligt i diegivningsperioden, hvis der er problemer med skuldersår. Anbefalingen gælder i besætninger, som anvender tørfoder. Anbefalingen vil også kunne følges i besætninger med vådfoder, men det forudsætter, at præcisionen i udfodringen følges nøje.

Afprøvningen skete over en periode på 18 måneder i fire besætninger og viste, at når søerne blev fodret 5 til 8 gange dagligt i stedet for tre gange i diegivningsperioden, så blev frekvensen af skuldersår statistisk sikkert reduceret med 30 procent. Afprøvningen viste også, at søernes foderoptagelse, pattegrisedødelighed og fravænningsvægt ikke var negativt påvirket af at øge antallet af daglige fodringer i diegivningsperioden til 5 til 8.

I to besætninger med 5-ugers fravænning var fravænningsvægten og søernes foderoptagelse højere, når søerne blev fodret mange gange. Effekten var dog kun statistisk sikker i den ene besætning. Den sidste besætning anvendte 4-ugers fravænning og her var resultaterne ens i grupperne.

Afprøvningen var opdelt i to faser. Første fase blev gennemført i én besætning og her blev det fastlagt, hvor mange gange og hvornår søerne skulle fodres dagligt i diegivningsperioden, uden at det havde negativ effekt på søerne og pattegrisegrisenes produktivitet. Her blev også lagt vægt på at opnå en præcision på +/- 10 procent ved hver udfodring.

Første fase resulterede i følgende foderstrategi, som levede op til ovenstående: Søerne blev fodret fem gange dagligt (Kl. 5:30 – 7:15 – 11:30 – 15:30 – 20:00) fra indsættelse i farestalden og frem til fredag efter faring. Denne fredag blev tilføjet en ekstra fodring kl. 8:45. Den efterfølgende mandag blev tilføjet endnu en fodring kl. 13:30 og om onsdagen blev tilføjet yderligere en fodring kl. 22:00. Mængden af foder pr. fodring blev ikke ændret i perioden, hvor der blev indsat ekstra fodringer. Derefter blev der fodret otte gange dagligt (Kl. 5:30 – 7:15 – 8:45 – 11:30 – 13:30 – 15:30 – 20:00 – 22:00) frem til fravænning.

I anden fase blev ovennævnte foderstrategi afprøvet i forhold til en foderstrategi, hvor søerne blev fodret tre gange dagligt (Kl. 7:15 – 12:00 – 15:30). Denne afprøvning blev gennemført i tre almindelige sobesætninger, som alle brugte hjemmeblandet tørfoder.

Afprøvningen er støttet af EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram – 3363-D-07-00226.

Baggrund

Skuldersår forekommer kun sporadisk i danske sobesætninger. Skuldersår kan sammenlignes med tryksår hos mennesker og opstår som følge af et længerevarende tryk på vævet. Særligt udsat er områder, hvor knogler ligger lige under huden. Hos soen er det den meget højtliggende kam på skulderbladet [1].

Det vides fra studier af mennesker, at væskemangel, forhøjet temperatur, nedsat bevægelighed og nedsat blodforsyning har indflydelse på udviklingen af tryksår. Et stort tryk mellem huden og underlaget nedsætter blodforsyningen til det pågældende område. Dermed øges risikoen for vævsdød, hvilket giver sig til kende som tryksår.

Risikoen for skuldersår hos søer er størst i de første uger efter faring. Når soen ligger i sideleje opstår et længerevarende tryk på vævet mellem kammen på skulderbladsknoglen og gulvet. Trykket på vævet nedsætter blodcirkulationen i området, der i værste fald medfører, at vævet over den øverste del af skulderkammen dør, og skuldersår udvikles.

Søernes huld ved faring har også betydning for frekvensen af skuldersår. Det er tidligere vist, at søer med mere end 15 mm rygspæk ved faring udviklede få og milde skulderskader [2]. I samme undersøgelse fandtes en sikker stigning i antal søer med skuldersår ved faldende rygspæktykkelse under 16 mm. Der var næsten dobbelt så mange tilfælde af skuldersår på søernes højre skulder som på venstre. Omfanget af rygspæktab i diegivningsperioden havde ikke betydning for frekvensen af skuldersår ved fravænning. For hver millimeter rygspæktykkelse ved faring steg tabet i rygspæktykkelse i diegivningsperioden statistisk sikkert med 0,2 mm. Dette passede med, at søerne optog 100 gram mindre foder på fravænningsdagen for hver ekstra millimeter rygspæk ved faring [2].

Udvikling af skuldersår afhænger af en lang række faktorer, men lange ubrudte liggeperioder i diegivningsperioden er afgørende for dannelse af skuldersår. Det er derfor vigtigt at nedsætte liggetiden og trykbelastningen på skulderkammen i farestalden [1].

Den diegivende so har normalt lange liggeperioder mellem fodringerne. Fodringshyppigheden er derfor en oplagt parameter til at styre, hvor mange gange en so skal rejse sig. I dag fodres søerne normalt tre gange dagligt i farestalden og dette fodringsprincip fungerer udmærket med hensyn til soens produktivitet. Soen optager den nødvendige mængde foder til at være i passende huld og samtidig fravænnes store ensartede kuld. Ved at øge antallet af daglige udfodringer, men bibeholde den samme fodermængde, vil soen rejse sig oftere og derved må det forventes, at risikoen for skuldertrykninger nedsættes. Muligvis vil en opdeling af foderet i mange daglige rationer også medvirke til et større foderoptag hos soen.

Formålet med afprøvningen var at afklare, om en forøgelse af antallet af daglige fodringer i diegivningsperioden påvirkede søernes frekvens af skuldersår, samt om det påvirkede soens foderoptagelse og moderegenskaber.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i to faser over i alt 18 måneder. Afprøvningen blev gennemført i besætninger med tørfoder, da der ikke kan opnås en præcision på 10 procent i vådfoder, når der udfodres små mængder [3].

I den første fase var målet at fastlægge en foderstrategi til diegivende søer, som indeholdt så mange daglige fodringer, som det var praktisk forsvarligt. Derudover skulle tidspunkterne for udfodringerne fastlægges. Denne fase blev gennemført i besætning A og foderstrategien skulle tilgodese ønskerne om, at soen rejste sig ved hver fodring, at soens samlede foderoptagelse, pattegrisedødelighed og fravænningsvægt ikke blev påvirket negativt, samt at præcisionen i hver udfodring var +/- 10 procent. Den endelige foderstrategi blev fastlagt ud fra en praktisk vurdering af, at ovennævnte ønsker kunne opfyldes.

Anden fase var en sammenlignende afprøvning i besætning B, C og D. Kontrolgruppen blev fodret tre gange dagligt, mens forsøgsgruppen blev fodret efter den strategi, som blev fastlagt i første fase.

Afprøvningen blev gennemført i fire sobesætninger, hvor farestierne havde delvist spaltegulv. Alle besætningerne brugte hjemmeblandet tørfoder, som blev udfodret via 8 liters volumenkasser fra Funki. Foderanlægget i hver besætning blev styret af en Multipork styring fra Skiold A/S. Multipork gav mulighed for at lave mange udfodringstidspunkter over døgnet og det var muligt at have forskellige udfodringstider på forskellige dage. På styringens front var der mulighed for blandt andet manuel start og automatisk drift, samt at udelukke en fodring. Derudover var der også mulighed for manuel styring af opluk for volumendoserer sektionsvis. Multipork kunne også styre lyset, således at det blev tændt fem minutter før hver udfodring og slukket 30 minutter senere.

Besætningsbeskrivelse

Besætning A havde 600 årssøer med 4-ugers fravænning. Denne besætning blev kun anvendt til første fase. Her var traditionelle kassestier, som målte 160 cm x 260 cm. De drægtige søer var opstaldet i et ESF-system i drægtighedsperioden.

Besætning B havde 650 årssøer med 4-ugers fravænning. Farestalden var sektioneret og fire ens sektioner med traditionelle kassestier, som målte 160 cm x 260 cm, blev anvendt i afprøvningen. En sektion blev fyldt med søer hver uge og var en forsøgsenhed. De drægtige søer var opstaldet i et ESF-system i drægtighedsperioden.

Besætning C havde 650 årssøer med 5-ugers fravænning. Farestalden var sektioneret og fire ens sektioner med traditionelle kassestier, som målte 160 cm x 260 cm, blev anvendt i afprøvningen. En sektion blev fyldt med søer hver uge og var en forsøgsenhed. De drægtige søer var opstaldet i et ESF-system i drægtighedsperioden. Besætningen blev udvidet ved afprøvningens start, derfor var der mange unge søer i denne besætning.

Besætning D havde 600 årssøer med 4-ugers fravænning. Farestalden var sektioneret i fire sektioner med traditionelle kassestier, som målte 160 cm x 250 cm. Sektionerne havde ikke samme størrelse, derfor var det ikke alle søerne i en sektion, som indgik i afprøvningen, så holdstørrelsen og dermed forsøgsenheden varierede. De drægtige søer var opstaldet i et system med en ædeboks pr. so og dybstrøelse i lejearealet i drægtighedsperioden.

Resultater fra første fase

Første del af fase 1 bestod i at fastlægge antal daglige fodringer ud fra ønsket om en præcision på +/- 10 procent i hver udfodring. Resultatet var, at den mindste mængde, der kunne håndteres i volumenkasserne, var 500 gram pr. fodring. Ved denne mængde var der en systematisk variation på maksimalt 10 procent mellem første og sidste foderkasse på en rørstreng, hvilket blev vurderet til at være acceptabelt. Søerne blev fodret med 2,5 FEso pr. dag fra indsættelse i farestalden og frem til faringen var overstået. Denne fodermængde kunne fordeles på fem daglige fodringer af cirka 500 gram. De fem fodringer skulle fordeles hen over døgnet og her blev der taget hensyn til soens behov for en lang hvileperiode om natten. Det betød, at de første morgenfodringer skulle ligge tæt, således at soens sultfølelse blev fjernet hurtigt [4]. Der blev valgt følgende tidspunkter: kl. 5:30 – 7:15 – 11:30 – 15:30 – 20:00.

Når faringen var overstået, blev der tilført en ekstra fodring hver anden dag. Denne strategi fungerede, idet cirka 80 procent af søerne rejste sig ved hver fodring. De resterende 20 procent af søerne havde tømt krybben inden næste fodring. Søerne kunne æde op til 10 gange dagligt uden problemer. Når foderstyrken skulle hæves, var det ikke praktisk muligt at justere foderkassen op med mindre end 50–70 gram pr. fodring. Det betød, at søerne fik 500–700 gram foder ekstra pr. dag. Denne stigning kunne kun cirka 70 procent af søerne klare. Det blev derfor besluttet kun at fodre søerne otte gange dagligt. Herved steg foderoptagelsen kun med 400-560 gram pr. dag. Dette niveau kunne hovedparten af søerne håndtere, uden at de gik fra foderet. I besætningerne anvendtes 8 liters foderkasser. Hvis der havde været mindre foderkasser (fx 6 liters kasser) ville det sandsynligvis have været muligt at regulere foderstyrken med en større præcision og derved kunne søerne have ædt flere end otte gange dagligt.

Foderstrategien efter faring blev følgende: Første fredag efter faring blev der tilføjet en ekstra fodring kl. 8:45. Den efterfølgende mandag der tilføjet endnu en fodring kl. 13:30 og om onsdagen yderligere en fodring kl. 22:00. Mængden af foder pr. fodring blev ikke ændret i perioden, hvor der blev sat ekstra fodringer på. Derefter blev der fodret otte gange dagligt på følgende tidspunkter: kl. 5:30 – 7:15 – 8:45 – 11:30 – 13:30 – 15:30 – 20:00 – 22:00 frem til fravænning og foderstyrken blev løbende justeret for hver enkelt so. I forbindelse med fodringen blev lyset tændt fem minutter før og det blev først slukket 30 minutter efter fodringen.

Den endelige foderstrategi blev testet i to måneder i besætning A. Den subjektive vurdering var, at foderstrategien opfyldte de opstillede ønsker til præcision i fodringen, og at søerne rejste sig ved hver fodring. Der blev ikke bemærket nogen negativ effekt på søernes foderoptagelse, pattegrisenes dødelighed eller fravænningsvægt. Det blev efterfølgende besluttet at anvende overstående foderstrategi i forsøgsgruppen i anden fase.

Registreringer i anden fase

Afprøvningen var designet således, at et ugehold (pr. sektion) var et hold. Ved indsættelse fyldtes hele sektionen med søerne fra et ugehold. Overskydende søer, som blev udvalgt tilfældigt, blev placeret i andre farestalde og indgik ikke i afprøvningen. Holdene blev skiftevis placeret i kontrol- og forsøgsgruppen, hvor de blev fodret efter følgende retningslinier:

Grupper
Kontrol: Søerne blev fodret tre gange dagligt (Kl. 7:15 – 12:00 – 15:30).

Forsøg: Søerne blev fodret fem gange dagligt (Kl. 5:30 – 7:15 – 11:30 – 15:30 – 20:00) fra indsættelse i farestalden og frem til fredag efter faring. Denne fredag fik søerne en ekstra fodring kl. 8:45. Den efterfølgende mandag fik de endnu en ekstra fodring kl. 13:30 og om onsdagen blev tilføjet yderligere en fodring kl. 22:00. Mængden af foder pr. fodring blev ikke ændret i perioden, hvor antal fodringer blev hævet. I resten af diegivningsperioden blev søerne fodret otte gange dagligt: kl. 5:30 – 7:15 – 8:45 – 11:30 – 13:30 – 15:30 – 20:00 – 22:00.

Skuldersår og behandlinger: Behandlinger mod MMA og skuldersår (salve eller gummimåtte) blev registreret for alle søer i hvert hold. Det var den enkelte driftsleder, som besluttede om soen skulle have en gummimåtte til aflastning.

Ved fravænning blev alle søerne gennemgået for skuldersår efter følgende grader.

GRAD 0: Helt normal skulder.
GRAD 1: Et overfladisk mindre sår eventuelt med moderat sårskorpe. Der kunne ses rødmen.
GRAD 2: Et sår der inddrog huden i hele sin tykkelse. Der var eventuelt omfattende sårskorpe.
GRAD 3: Et større sår, hvor både huden og det underliggende væv var inddraget.
GRAD 4: Et større sår, hvor både huden og det underliggende væv var inddraget.
Ved opheling er der nyvækst på knoglen og hunden er fortykket og svær at forskyde.

Mælkeydelse og vægttab: Der blev udvalgt seks søer i hvert ugehold, som var i 12.-16. drægtighedsuge. Udvælgelsen skete efter det kriterium, at søerne skulle have samme aldersfordeling fra hold til hold. Søerne blev vejet ved indgang og afgang fra farestalden. Når faringen var afsluttet, skulle de udvalgte søer passe 13 grise. Spredningen i grisenes vægt i de pågældende kuld skulle være ens. De standardiserede kuld blev vejet, når kuldet med 13 grise var dannet. Der blev ikke flyttet grise til eller fra de udvalgte søer, når kuldet var standardiseret. Tilvæksten hos de udvalgte søers grise blev brugt som et præcist udtryk for soens mælkeydelse. Alle kuld blev vejet ved fravænning og pattegrisedødeligheden registreret.

Foderoptagelse: Søernes foderoptagelse på dag 14 i diegivningsperioden og ved fravænning blev registreret på enkeltdyrsniveau for alle udvalgte søer i holdet.

Fodring

Drægtige søer

I drægtighedsperioden blev alle søerne fodret med samme blanding, som var optimeret efter gældende normer [5]. Alle søerne blev fodret efter huld i drægtighedsperioden frem til faring efter besætningens aktuelle strategi. Det blev tilstræbt, at søerne blev overført til farestalden cirka en uge før forventet faring.

Diegivende søer

I diegivningsperioden blev alle søerne fodret med samme blanding, som var optimeret efter gældende normer [5]. Søerne blev fodret efter tilnærmet ædelyst i begge grupper, når de havde været diegivende i omkring en uge. Følgende fodermængder skulle søerne mindst kunne optage:

Indtil 7. dagen efter faring: Minimum 2,0 FEso + 0,2 FEso pr. gris daglig.
Fra 7.-14. dagen efter faring: Minimum 2,0 FEso + 0,3 FEso pr. gris daglig.
Fra 14. dagen til fravænning: Minimum 2,0 FEso + 0,4 FEso pr. gris daglig.

Strategien for fodring af pattegrisene var ens i de to grupper i hver besætning.

Foderanalyser

Der blev udtaget foderprøver af to gange pr. besætning, som blev analyseret for indhold af råprotein, fedt, aske, træstof, energi (EFOS), calcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin.

Statistik

De primære måleparametre var: Skuldersår og kuldvægt ved fravænning. Forekomsten af skuldersårene blev analyseret ved anvendelse af proc genmod og ved anvendelse af en logistisk regressionsmodel for faktorforsøg. Der blev anvendt en logit-funktion som link funktion. Sandsynligheden for skuldersår blev udtrykt som en effekt af tre faktorer: besætning, gruppe og kuldnummer.

Kuldvægt ved fravænning blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under proceduren proc MIXED.

De sekundære måleparametre var: Pattegrisedødelighed, vægttab, soens foderoptagelse på dag 14. og ved fravænning og antal behandlinger mod MMA.

Resultater

Foderstrategierne fungerede generelt godt i besætningerne. I besætning D var det problematisk at give søerne den 8. fodring, derfor blev en stor del af søerne kun tildelt syv daglige fodringer. Reguleringen af foderstyrken skulle gøres meget forsigtigt, når søerne var oppe på otte fodringer, da søerne maksimalt kunne tåle 40-50 gram ekstra foder pr. fodring.

Foderanalyser

Der var en god overensstemmelse mellem det analyserede og det deklarerede indhold af næringsstoffer i blandingerne, selv om der blev fundet et højere indhold af calcium end deklareret. Både de deklarerede tal og analyseresultaterne er vist i appendiks 1.

Skuldersår

Forekomsten af skuldersår var lav i alle tre besætninger og ved vurderingen blev kun anvendt grad 0,1 og 2. I tabel 1 er vist resultaterne af skuldersårsregistreringerne, som blev foretaget ved fravænning. Der var vekselvirkning mellem besætningerne, derfor er tallene vist for hver besætning. I alle tre besætninger var der en reduktion i antal søer med skuldersår og antal skuldre med sår, når søerne fik 5 til 8 daglige fodringer i forhold til tre daglige fodringer. I to af besætningerne var denne forskel statistisk sikker. I besætning B var chancen for at få skuldersår 1,4 gange højere i kontrolgruppen. I besætning C var chancen fire gange højere i kontrolgruppen og i besætning D var chancen for at få skuldersår 1,7 gange højere i kontrolgruppen.

Der var i alle tre besætninger flest skuldersår på højre skulder, hvilket også er set i tidligere undersøgelser [2].

Tabel 1. Skuldersårsregistreringer og behandlinger

Besætning	B		C		D
Gruppe	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg
Antal daglige fodringer	3	5 til 8	3	5 til 8	3	5 til 8
Antal søer	407	391	456	413	456	443
Gennemsnitligt kuldnummer	3,8	3,6	2,3	2,4	3,9	3,8
Procent søer med skuldersår	14*	10*	11*	3*	25*	16*
Gennemsnitlig skuldersårsgrad	1,3	1,3	1,4	1,1	1,3	1,3
Procent skuldre med sår	9	6	6	2	16	10
- heraf kun højre, procent	5	3	4	1	10	6
- heraf kun venstre, procent	4	3	2	1	6	4
Procent søer med sår på begge skuldre	4	2	2	1	7	4
Procent søer med måtter	16	13	6	2	14	14
MMA-behandlinger, procent	4	6	4	5	3	1

* Statistisk sikker forskel (p<0,05)

Tabel 2 viser vægtændringen på søerne henover diegivningsperioden. Grise, fosterhinder og fostervæske vejer fra 20 til 23 kg, derfor har søerne i besætning B i gennemsnit ikke haft noget vægttab i diegivningsperioden. Det var der til gengæld i de to andre besætninger. I besætning C var søerne yngre og diegivende i fem uger, hvilket er forklaringen på det større vægttab. I besætning D var søerne også diegivende i fem uger. Derudover var de generelt større end i de andre besætninger ved indsættelsen i farestalden. Dette skyldtes, at det var dybstrøelse i drægtighedsperioden og at søerne åd meget halm, som betød at mave/tarmstystemet var fyldt ved vejningen. Der blev ikke set forskelle mellem grupperne, så foderstrategien har ikke påvirket søernes vægttab. I alle tre besætninger viste resultaterne, at søernes foderoptagelse ikke var negativt påvirket af at øge antallet af daglige fodringer i diegivningsperioden til 5 til 8 gange. Faktuelt blev der registreret den største foderoptagelse i forsøgsgruppen i alle tre besætninger, men det resulterede ikke i forskelle i søernes vægttab.

Tabel 2. Vægtændring og foderoptagelse hos diegivende søer

Besætning	B		C		D
Gruppe	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg
Antal daglige fodringer	3	5 til 8	3	5 til 8	3	5 til 8
Antal søer	74	83	91	89	102	103
Indsættelsesvægt, kg	251	250	243	253	281	280
Afgangsvægt, kg	231	225	206	216	238	234
Vægtændring, kg	20	25	37	37	43	46
Soens foderoptagelse på 14. diegivningsdag, FEso	8,2	8,3	7,6	7,9	7,7	8,1
Soens foderoptagelse på 28. diegivningsdag, FEso	10,2	10,3	8,8	9,4	9,6	9,9

Produktionsresultater

I tabel 3 er vist resultaterne fra de standardiserede kuld, hvor søerne passede 13 grise fra faring.

Tabel 3. Gennemsnitlige produktionsresultater for standardiserede kuld farestalden

Besætning	B		C		D
Gruppe	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg
Antal daglige fodringer	3	5 til 8	3	5 til 8	3	5 til 8
Antal kuld	74	83	91	89	102	103
Gennemsnitligt kuldnummer	3,1	3,1	1,8	1,8	3,7	3,8
Antal diegivningsdage	26	25	31	31	30	30
Kuldstørrelse, antal grise	13,0	13,0	13,0	13,0	13,0	13,0
Døde grise til fravænning, procent	9,2	7,7	9,2	7,7	9,2	8,5
Antal fravænnede grise pr. kuld, stk.	11,8	12,0	11,8	12,0	11,8	11,9
Kuldvægt ved udjævning, kg	19,0	19,0	18,6	18,4	18,9	18,6
Kuldvægt ved fravænning, kg	88,7	88,4	96,7^a	103,2^b	91,0	94,0

a, b: Forskellige bogstaver i samme række viser en statistisk sikker forskel (p<0,05)

I alle tre besætninger viste resultaterne, at pattegrisedødelighed og fravænningsvægt ikke var negativt påvirket af at øge antallet af daglige fodringer i diegivningsperioden til 5 til 8. I besætning C og D var fravænningsvægten højest i forsøgsgruppen, mens der ikke var forskel i besætning B. I både besætning C og D var der også en højere foderoptagelse i forsøgsgruppen i forhold til kontrolgruppen, som kan forklare den højere fravænningsvægt. Forskellen i fravænningsvægt var statistisk sikker i besætning C. Denne besætning havde mange unge søer, så det førte frem til en hypotese om, at unge søer har større gavn af flere daglige fodringer end ældre søer. I tabel 4 er produktionstallene for de unge og ældre søer vist på tværs af besætningerne.

Tabel 4. Gennemsnitlige produktionsresultater for standardiserede kuld farestalden opdelt efter søernes alder

Kuldnummer	1. og 2. kuld		Flere end 2 kuld
Gruppe	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg
Antal daglige fodringer	3	5 til 8	3	5 til 8
Antal kuld	140	143	127	132
Antal diegivningsdage	29	29	29	29
Kuldstørrelse, antal grise	13,0	13,0	13,0	13,0
Døde grise til fravænning, procent	7,7	6,9	10,8	9,2
Antal fravænnede grise pr. kuld, stk.	12,0	12,1	11,6	11,8
Kuldvægt ved udjævning, kg	18,4	18,4	19,3	18,9
Kuldvægt ved fravænning, kg	92,0	95,9	92,6	94,7
Soens foderoptagelse på 14. diegivningsdag, FEso	7,2	7,8	8,0	8,2
Soens foderoptagelse på 28. diegivningsdag, FEso	8,6	9,2	10,0	10,4
Vægttab i diegivningsperioden, kg	33	34	38	38

Tallene i tabel 4 viser, at både unge og ældre søer opnår bedre resultater, når de fodres mere end tre gange dagligt.

Både besætning C og D havde 5-ugers fravænning, mens besætning B havde 4-ugers fravænning. Derfor kunne denne afprøvning godt tolkes til, at mange daglige fodringer giver gevinst på fravænningsvægten, når man har 5-ugers fravænning.

Konklusion

Denne afprøvning viser, at flere end tre daglige fodringer i farestalden reducerer frekvensen af skuldersår, når der anvendes følgende foderstrategi: Søerne fodres fem gange dagligt (Kl. 5:30 – 7:15 – 11:30 – 15:30 – 20:00) fra indsættelse i farestalden og frem til fredag efter faring. Denne fredag fik søerne en ekstra fodring kl. 8:45. Den efterfølgende mandag fik de en ekstra fodring på kl. 13:30 og om onsdagen kom der yderligere en fodring på kl. 22:00. Mængden af foder pr. fodring blev ikke ændret ikke i perioden, hvor antal fodringer blev hævet. I resten af diegivningsperioden blev søer fodret otte gange dagligt: kl. 5:30 – 7:15 – 8:45 – 11:30 – 13:30 – 15:30 – 20:00 – 22:00.

Afprøvningen viser også, at søernes foderoptagelse, pattegrisedødelighed og fravænningsvægt ikke er negativt påvirket af at øge antallet af daglige fodringer i diegivningsperioden til 5 → 8. I to besætninger med 5-ugers fravænning er fravænningsvægten og søernes foderoptagelse højere, når søerne bliver fodret mange gange. Effekten er dog kun statistisk sikker i den ene besætning. Den sidste besætning anvendte 4-ugers fravænning og her er resultaterne ens i grupperne.

På baggrund af denne afprøvning må det anbefales at fodre søerne mange gange i diegivningsperioden, hvis der er problemer med skuldersår. Derudover tyder det også på, at der er en positiv effekt på fravænningsvægten i besætninger med 5-ugers fravænning, når søerne fodres mange gange. Anbefalingen gælder i besætninger, som anvender tørfoder. Anbefalingen vil også kunne følges i besætninger med vådfoder, men det forudsætter at præcisionen i udfodringen følges nøje.

Referencer

[1]	Billstrøm, L (2007): Bogbladsår hos suggor – er højden på tuber spina scapulae en riskfaktor for utveckling av bogbladsssår? Examensarbete 2007:38 ISSN 1652-8697, Sveriges Lantbruksuniversitet, Uppsala.
[2]	Thorup, F. (2004): Rygspæktykkelsens betydning for faring og diegivning, Meddelelse nr. 681, Landsudvalget for Svin.
[3]	Fisker, B. (2008): Dosering af små mængder vådfoder. Erfaring nr. 0808, Dansk Svineproduktion.
[4]	Seniorforsker Karin Hjelholt Jensen, DJF/AU 2008. Personlig meddelelse.
[5]	Næringsstofnormer til Svin, 2007, Dansk Svineproduktion.

Deltagere:
Teknikere: Hanne Nissen og Roald Koudal, Dansk Svineproduktion
Statistiker: Jens Vinther, Dansk Svineproduktion

Afprøvning: 961

Appendiks 1

Analyser af foder til besætningerne

Diegivningsfoder	Deklareret	Analyseret
Antal prøver		8
Råprotein, pct.	14,3 – 16	14,6
Råfedt, pct.	4,0 – 4,5	4,2
FEso pr. 100 kg	106 – 110	109
Lysin, g/Feso (beregnet)	7,2 – 7,5	7,5
Methionin, g/FEso (beregnet)	2,1 – 2,2	2,3
Treonin, g/FEso (beregnet)	4,7 – 5,0	4,8
Calcium, g/FEso (beregnet)	7,5	8,2
Fosfor, g/FEso (beregnet)	4,8	5,1

Drægtighedsfoder	Deklareret	Analyseret
Antal prøver		8
Råprotein, pct.	12,6 – 13,0	13,3
Råfedt, pct.	3,4 – 3,7	3,4
FEso pr. 100 kg	100 – 102	102
Lysin, g/Feso (beregnet)	4,9 – 5,2	5,3
Methionin, g/FEso (beregnet)	1,8 – 2,1	2,0
Treonin, g/FEso (beregnet)	4,2 – 4,4	4,5
Calcium, g/FEso (beregnet)	7,0	8,2
Fosfor, g/FEso (beregnet)	4,8	4,9

Flere daglige fodringer i diegivningsperioden nedsætter risikoen for skuldersår med 30 procent