Fermenteret korn til smågrise gav dårlige produktionsresultater og produktionsværdi. For slagtesvin gav fermenteret korn ingen ændring i den samlede produktionsværdi, men foderudnyttelsen blev forbedret, mens kødprocenten faldt.

Der er gennemført en afprøvning af fermenteret korn til smågrise og slagtesvin i en dobbelt-FRATS-besætning, hvor halvdelen af grisene blev udtaget ved ca. 30 kg. Der indgik en kontrol- og en forsøgsgruppe. I begge grupper fik smågrisene opblødt foder i de første 2 uger efter fravænning. Derefter blev grisene fodret med vådfoder. I fravænnings- og smågrisefoderet til forsøgsgruppen var 50 pct. af kornet fermenteret. I slagtesvinefoderet til forsøgsgruppen var 100 pct. af kornet fermenteret. Det fermenterede korn bestod af 70 pct. hvede og 30 pct. byg. Der blev ikke tilsat podekultur ved fermentering af korn.

Afprøvningen var opdelt i en smågrise- og en slagtesvineperiode, og der blev beregnet en produktionsværdi for hver periode ud fra de opnåede produktionsresultater. Der blev gennemført to delforsøg i slagtesvineperioden, hvor forskellen var, om grisene i forsøgsgruppen havde fået forsøgsfoder med fermenteret korn i smågriseperioden eller ej. I smågriseperioden indgik der 39 hold (gentagelser) i hver gruppe, i alt ca. 3865 grise pr. gruppe.

I slagtesvineperioden indgik der henholdsvis 44 og 16 hold i hver gruppe i delforsøgene med og uden forsøgsfoder med fermenteret korn i den forudgående smågriseperiode. Der var henholdsvis ca. 1460 og 545 grise pr. gruppe i de to delforsøg med slagtesvin.

Afprøvningen viste, at produktionsværdien for smågrise i et FRATS-system blev 18 pct. dårligere, når smågrisene fik foder, hvor 50 pct. af kornet var fermenteret. Forskellen i produktionsværdien mellem kontrol- og forsøgsgruppen var statistisk sikker. De dårligere produktionsresultater skyldes delvist lavere foderoptagelse og delvist lavere analyserede indhold af næringsstoffer i fravænnings- og smågrisefoderet i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen.

Årsagen til den lavere foderoptagelse skyldes antageligt stor restmængde i rørstrengen, der udgjorde ca. 57 pct. af smågrisefoderet ved udfodring.

Afprøvningen viste desuden, at produktionsværdien for slagtesvin i et FRATS-system ikke var statistisk sikker forskellig fra kontrolgruppen, når 100 pct. af kornet i slagtesvinefoderet var fermenteret. Foderudnyttelsen var dog bedre, mens foderoptagelsen og kødprocenten var dårligere hos slagtesvinene, der fik fermenteret korn end hos slagtesvin i kontrolgruppen. Der blev opnået samme resultater ved anvendelse af fermenteret korn i slagtesvineperioden, uanset om grisene i forsøgsgruppen havde fået foder med fermenteret korn i smågriseperioden eller ej.

Mikrobiologiske undersøgelser af fermenteret korn viste, at der var en god og stabil fermentering, når temperaturen i fermenteringstanken var ca. 20 °C. I perioder, hvor temperaturen i fermenteringstanken var højere og i gennemsnit ca. 26 °C, var fermenteringen ustabil.

Analyser af kulhydrater i fermenteret og ikke-fermenteret korn viste, at stivelse ikke blev nedbrudt ved fermentering, mens sukre blev helt nedbrudt og ikke-stivelsesholdige polysakkerider (NSP) blev delvist nedbrudt ved fermentering. Nedbrydningen af NSP har sandsynligvis øget energiindholdet i fermenteret korn ved dannelse af lettere fordøjeligere nedbrydningsprodukter.

Tørstoftabet ved fermentering af korn, som følge af CO₂-produktion, blev beregnet til ca. 0,8 pct.

Analyser af fosfor i fermenteret og ikke-fermenteret korn viste, at stort set alt fosfor blev frigjort fra fytinsyre i kornet ved fermentering, hvilket sandsynligvis har øget fordøjeligheden af fosfor i fermenteret korn.

Anbefalinger vedrørende brug af fermenteret korn, herunder fastsættelse af energiværdi i fermenteret korn, afventer resultaterne fra en igangværende afprøvning.

Projektet har fået tilskud fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har Projekt ID: 0809/65.

Logo med Støttet af Fødevareministeriet og EU

Baggrund

Ved fermentering af vådfoder sker der en vækst af især mælkesyrebakterier, der producerer mælkesyre, hvorved pH falder. Der er således et højt indhold af mælkesyrebakterier (cirka 1 mia. pr. g vådfoder) og et højt indhold af mælkesyre (cirka 4-8 pct. af tørstof) i fermenteret vådfoder. Forsøg på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet (tidligere Danmarks JordbrugsForskning), med både smågrise og slagtesvin har vist, at fermenteret vådfoder kan have en gavnlig effekt på det mikrobielle økosystem i mave-tarm-kanalen og dermed på grisenes sundhed, sandsynligvis på grund af det høje indhold af mælkesyre, men måske også på grund af de mange mælkesyrebakterier, der er i foderet [1] og [2]. En afprøvning af fermenteret vådfoder til smågrise har derimod vist, at syntetisk lysin nedbrydes ved fermentering [3]. I et laboratorieforsøg er det desuden fundet, at ikke kun syntetisk lysin, men også syntetisk treonin og trypofan, nedbrydes ved fermentering [4]. Det kan derfor ikke anbefales at fermentere det færdigblandede vådfoder.

Der er gennemført tre afprøvninger af forskellige modeller for fermentering af vådfoder til slagtesvin. Den første afprøvning viste, at når alene korndelen af vådfoderet blev fermenteret, blev der opnået en forbedring af produktionsværdien på 11 pct. for tungsvin (25-120 kg) [5]. Forbedringen i produktionsværdien skyldtes en bedre foderudnyttelse og en højere tilvækst sammenlignet med vådfoder med ikke-fermenteret korn. I de efterfølgende to afprøvninger med slagtesvin blev der fundet negative produktionsresultater ved fermentering af henholdsvis hjemmeblandet foder [6] og pelleteret foder [7]. I begge afprøvninger blev hele foderrationen fermenteret med undtagelse af den mineralske foderblanding, der indeholdt syntetiske aminosyrer. De dårligere resultater skyldtes især en lav foderoptagelse af det fermenterede vådfoder. På baggrund af disse afprøvninger anbefales det kun at fermentere korndelen.

Fermentering af korndelen forventes også at have en positiv effekt på produktionsresultater for smågrise. En afprøvning af fermenteret korn til smågrise i de første 3 uger efter fravænning har vist en forbedring i foderudnyttelse og tilvækst, der resulterede i 6 pct. højere produktionsværdi i hele smågriseperioden (0-8 uger efter fravænning) [8]. En hollandsk undersøgelse har desuden vist, at fermenteret hvede i vådfoder forbedrede foderudnyttelsen sammenlignet med vådfoder uden fermenteret hvede. Samtidig var der indikationer af en sundere slimhinde i tyndtarmen hos grisene, der fik fermenteret hvede [9].

Bedre foderudnyttelse ved anvendelse af fermenteret korn kan skyldes, at kornets energiværdi muligvis bliver højere ved fermenteringen. Fibre i kornet kan ikke fordøjes af grisenes egne enzymer, men mikroorganismer i vådfoderet kan omsætte fibrene til blandt andet mælkesyre, der kan fordøjes af grisene, hvorved energiværdien øges. Fermenteringsprocessen medfører dog samtidig et energitab, der kan måles i form af et tørstoftab. Laboratorieundersøgelser har vist, at der tabes ca. 3 pct. tørstof ved fermentering af fuldfoder. Det er vigtigt at undersøge, hvor stort tørstoftabet er ved fermentering af korn, og hvilke kulhydrater, der nedbrydes, for at kunne beregne, hvor meget energi, der forsvinder ved fermenteringen. Dernæst skal det afklares, om energitabet kan opvejes af en højere energiværdi i det korntørstof, der er tilbage efter fermenteringen. Fordøjeligheden af fosfor kan muligvis også øges ved fermentering af korn, idet kornets naturlige indhold af fytase sandsynligvis kan nedbryde en del af kornets fytinsyre i fermenteringstanken.

Det var afprøvningens formål at undersøge effekten af fermenteret korn til FRATS-grise. Effekten blev målt på produktionsværdien for henholdsvis smågrise og slagtesvin. Produktionsværdien beregnes ud fra tilvækst, foderudnyttelse og kødprocent.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i en dobbelt-FRATS-besætning med indkøb af fravænnede grise. Gruppeinddelingen fremgår af tabel 1. Afprøvningen var opdelt i en smågrise- og en slagtesvineperiode. I slagtesvineperioden er der gennemført to delforsøg (A og B).

Tabel 1. Gruppeinddeling

Delforsøg	Smågriseforsøg og delforsøg A med slagtesvin		Delforsøg B med slagtesvin
Gruppe	1 (kontrol)	2 (forsøg)	1 (kontrol)	2 (forsøg)
Fra 0 til 2 uger efter fravænning (fravænningsblanding)	Opblødt foder med ikke-fermenteret korn	Opblødt foder med 50 pct. fermenteret korn	Opblødt foder med ikke-fermenteret korn
Fra 2 uger efter fravænning til ca. 30 kg (smågriseblanding)	Vådfoder med ikke-fermenteret korn	Vådfoder med 50 pct. fermenteret korn	Vådfoder med ikke-fermenteret korn
Fra ca. 30 til ca. 100 kg (slagtesvineblanding)	Vådfoder med ikke-fermenteret korn	Vådfoder med 100 pct. fermenteret korn	Vådfoder med ikke-fermenteret korn	Vådfoder med 100 pct. fermenteret korn
Antal hold pr. gruppe	Smågrise: 39 Slagtesvin: 44		Slagtesvin: 16
Antal grise pr. gruppe	Smågrise: ca. 3.865 Slagtesvin: ca. 1.460		Slagtesvin: ca. 545

Hvert hold bestod af en dobbeltsti (én foderventil til to stier) i kontrolgruppen og en dobbeltsti i forsøgsgruppen. Ved indsættelse af fravænnede grise blev der indsat ca. 100 grise pr. dobbeltsti. Grisene var kønssorteret i so- og galtgrise, således at grise i samme hold (to dobbeltstier) havde samme køn. To uger efter indsættelse blev de mindste grise pr. dobbeltsti udtaget, så der var ca. 80 grise tilbage pr. dobbelststi. I de sidste uger af smågriseperioden blev der flere gange udtaget grise i alle stier, for at undgå problemer med for få ædepladser ved langkrybben. Grisene blev vejet ved udtagning af stierne, og de udtagne grise indgik i beregningerne af produktionsresultaterne for hver gruppe. Der blev anvendt samme strategi for udtagning af grise i begge grupper indenfor samme hold, således at der blev udtaget lige mange grise pr. dobbeltsti, uanset hvor mange grise, der var døde i de enkelte dobbeltstier, og det var enten de største eller de mindste grise i hver sti, der blev udtaget. Ved smågriseperiodens afslutning og overgang til slagtesvineperioden var der ca. 34 grise tilbage pr. dobbeltsti.

Vægt ved indsættelse i forsøget i smågriseperioden var i gennemsnit 8,4 kg, vægt ved mellemvejning to uger efter indsættelse var i gennemsnit 10,7 kg og vægt ved afslutning af forsøget i smågriseperioden ca. 9 uger efter indsættelse var i gennemsnit 38,7 kg i gruppe 1 og 35,2 kg i gruppe 2.

I delforsøg A i slagtesvineperioden var vægt ved indsættelse 40,8 kg i gennemsnit i gruppe 1 og 37,1 kg i gennemsnit i gruppe 2. Forskellen i indsættelsesvægten mellem grupperne i delforsøg A skyldes, at grisene havde indgået i forsøget i smågriseperioden i de samme grupper, som i slagtesvineperioden, og at tilvæksten i smågriseperioden var lavere i gruppe 2 end i gruppe 1. I delforsøg B, hvor alle grise havde fået kontrolfoder i smågriseperioden, var den gennemsnitlige vægt ved indsættelse ca. 35 kg i begge grupper. Vægt ved slagtning var i gennemsnit 103 kg i delforsøg A og 108 kg i delforsøg B.

Foder

Der var tre foderblandinger i hver gruppe: henholdsvis en fravænningsblanding, en smågriseblanding og en slagtesvineblanding. Alle foderblandingerne var hjemmeblandet. Råvaresammensætningen i foderet var ens i de to grupper, så den eneste forskel var, om korndelen var fermenteret eller ej. Sammensætning af foderblandingerne fremgår af appendiks 1. Det fermenterede korn, der indgik i foderblandingerne til forsøgsgruppen, bestod af 70 pct. hvede og 30 pct. byg, hvilket var det samme, som forholdet mellem hvede og byg i slagtesvineblandingen. I fravænnings- og smågriseblandingen var forholdet mellem hvede og byg anderledes end i det fermenterede korn, idet der var en større andel hvede og en mindre andel byg. Ud over fermenteret korn blev der derfor også tilsat tør hvede i fravænnings- og smågriseblandingen til forsøgsgruppen for at sikre ens forhold mellem byg og hvede i de to grupper.

Foderblandingerne var optimeret, så de gældende normer for indhold af næringsstoffer [10] for vægtintervallerne 6-9 kg, 9-30 kg og 30-100 kg var overholdt i henholdsvis fravænnings-, smågrise- og slagtesvineblandingen. Fravænningsblandingen indeholdt dog kun 140 g fordøjeligt råprotein pr. FEsv for at undgå problemer med diarré. I smågrise- og slagtesvineblandingerne i begge grupper blev der kompenseret for et forventet tab på 25 pct. af syntetisk lysin ved fermentering i rørstrengene. I den sidste halvdel af afprøvningsperioden blev der også kompenseret for et forventet tab på 25 pct. af syntetisk treonin som følge af nye resultater fra et laboratorieforsøg [4]. Kompensationen for tab af syntetiske aminosyrer blev indregnet i optimeringerne ved at nedsætte fordøjelighedskoefficienten fra 100 til 75 pct. for syntetisk lysin og syntetisk treonin. I den første del af afprøvningen blev der anvendt fiskemel i smågriseblandingen, mens der i den sidste del af afprøvningsperioden blev anvendt sojaproteinkoncentrat i stedet for fiskemel i smågriseblandingen. Ved nye kornanalyser i forbindelse med ny høst blev foderblandingerne desuden genoptimeret. I afprøvningsperioden indgik der derfor to optimeringer af henholdsvis fravænnings- og smågrisefoderet og tre optimeringer af slagtesvinefoderet.

Foderanlæg og staldindretning

Afprøvningen blev gennemført i 9 FRATS-sektioner á ca. 500 stipladser til smågrise. Stierne var indrettet med langkrybber til restriktiv vådfodring. Vådfodringsanlægget var fra Big Dutchman (Skandinavien) A/S. Der var tre vådfodertanke: en fermenteringstank på 16.000 liter, og to blandetanke på henholdsvis 6.000 og 4.000 liter. Der var desuden en tørfoderblander til blanding af fravænningsfoder.

Kontrolblandingerne uden fermenteret korn blev blandet i blandetanken på 4.000 liter og forsøgsblandingerne med fermenteret korn blev blandet i blandetanken på 6.000 liter. Til hver blandetank var der en rørstreng, der gennemløb alle sektioner, således at rørstrengene løb parallelt. Rørstrengen til forsøgsfoderet gennemløb desuden et udleveringsrum, så denne rørstreng var lidt længere end rørstrengen til kontrolfoderet. Der var 370 kg restmængde i rørstrengen til kontrolfoderet og 410 kg i rørstrengen til forsøgsfoderet. Rørstrengene var opsat ved central rørføring med skrå nedfaldsrør til stierne, således at rørstrengenes længde var begrænset mest muligt. Der var ingen risiko for sammenblanding af foderet mellem kontrol- og forsøgsgruppen, da der blev anvendt separat blandetank og rørstreng til hver gruppe. Hver blandetank og rørstreng blev anvendt til både smågrise- og slagtesvinefoder. Der var derfor opsat to resttanke hver på 560 liter. Resttankene var placeret over hver blandetank til opsamling af foderet i rørstrengene ved skift mellem smågrisefoder og slagtesvinefoder inden for samme gruppe. Når der f.eks. var smågrisefoder i blandetanken til forsøgsgruppen og slagtesvinefoder i rørstrengen, blev slagtesvinefoderet i rørstrengen opsamlet i resttanken ved at skubbe med smågrisefoderet fra blandetanken. Derved blev sammenblanding af smågrisefoder og slagtesvinefoder indenfor samme gruppe minimeret.

Fermentering, foderblanding og udfodring af vådfoder

I fermenteringstanken blev formalet korn og vand (25-30 ºC) indtaget én gang dagligt efter sidste udfodring. Korn og vand blev blandet i forholdet 34 pct. korn og 66 pct. vand. Der var 50 pct. restmængde i fermenteringstanken, og der blev ikke tilsat podekultur.

Fravænningsfoderet blev blandet manuelt til opblødt foder i fodervogne med vejeceller og omrører. Fravænningsblandingen i gruppe 1 bestod af hjemmeblandet melfoder og opvarmet vand (25-30 ºC). I gruppe 2 bestod fravænningsblandingen af hjemmeblandet melfoder, fermenteret korn og opvarmet vand (25-30 ºC). Det blev tilstræbt, at tørstofprocenten var ens i de to fravænningsblandinger. De fravænnede grise blev fodret restriktivt med opblødt foder i vådfoderkrybberne tre gange dagligt, således at grisene skulle have ædt op 30 min. efter fodring. Lige inden hver fodring blev foderet til hver gruppe blandet i separate fodervogne. Efter hver fodring blev fodervognene tømt og rengjort med vand. Der var således ingen restmængder i fravænningsfoderet. 14 dage efter indsættelse blev der skiftet til smågriseblandingerne til henholdsvis kontrol- og forsøgsgruppen, der blev udfodret via vådfodringsanlægget. Foderskiftet skete gradvist over tre dage.

Smågrise- og slagtesvineblandingen til hver gruppe blev udfodret tre gange dagligt (morgen, middag og aften). Slagtesvinefoderet blev blandet inden hver fodring og udfodret i lige store udfodringsmængder ved hver af de tre daglige udfodringer. Smågrisefoderet til hver gruppe blev derimod blandet to gange dagligt (morgen og middag) og udfodret med fordelingen ca. 50:25:25 pct. af dagsrationen ved de tre daglige fodringer (morgen, middag og aften). Smågrisefoderet til fodringerne om middagen og om aftenen blev blandet af én gang (før middagsfodringen) for at undgå små mængder af de enkelte råvarer ved hver blanding og dermed opnå en bedre blandesikkerhed. I vådfodringsanlægget blev der i gennemsnit blandet ca. 1.900 kg smågrisefoder og 2.900 kg slagtesvinefoder pr. dag til hver gruppe.

Restmængden i rørstrenge og blandetank udgjorde ca. 35 pct. i både kontrol- og forsøgsfoderet til slagtesvin ved alle fodringer. Ved morgen- og middagsfodring af smågrise udgjorde restmængden i rørstreng og blandetank ligeledes ca. 35 pct. i både kontrol- og forsøgsfoderet. Ved aftenfodringen af smågrise blev der som nævnt ikke blandet foder, men alt foderet havde stået i blandetank og rørstreng siden middagsfodringen. Den gennemsnitlige restmængde i smågrisefoderet var således ca. 57 pct.

Smågrise- og slagtesvinefoderet blev udfodret restriktivt ud fra besætningens sædvanlige foderkurve (appendiks 2). Kontrol og evt. regulering af fodermængden til hver dobbeltsti blev foretaget én gang dagligt. Fodermængden blev reguleret op eller ned i forhold til kurven alt efter grisenes appetit, hvilken var den normale procedure i besætningen, og den blev ikke ændret i forbindelse med afprøvningen.

Foderanalyser

Prøver af opblødt foder og vådfoder blev udtaget ved middagsfodringen ca. hver 14. dag i hele afprøvningsperioden. Prøver af opblødt fravænningsfoder blev udtaget fra fodervogn samtidig med, at foderet i vognen blev omrørt. Prøver af vådfoderblandingerne til smågrise og slagtesvin blev udtaget fra prøveudtagningshaner opsat ved fem foderventiler på hver rørstreng. Vådfoderprøverne blev udtaget under udfodring. Prøver af fermenteret korn blev udtaget ved overførsel til blandetanken. Alle prøver blev ved prøveudtagningen konserveret med myresyre (0,4 pct.) for at stoppe fermenteringen, og prøverne blev efterfølgende frosset.

pH og temperatur blev i løbet af afprøvningsperioden målt 18 gange i hver fravænningsblanding, 23 gange i hver smågriseblanding, 37 gange i hver slagtesvineblanding og 27 gange i fermenteret korn. Der blev anvendt et elektronisk pH-meter med termometer (Jenway model 3150 pH-meter) og pH-metret blev kalibreret inden hver måling.

To til fem foderprøver af samme blanding udtaget over en periode på 1-2 måneder blev blandet til samleprøver. Prøverne blev optøet og hældt sammen inden indsendelse til analyse. Seks samleprøver af fravænningsblandingen, syv samleprøver af smågriseblandingen og 11 samleprøver af slagtesvineblandingen i hver gruppe blev analyseret for indhold af tørstof, energi (FEsv), råprotein, lysin, methionin, cystin og treonin samt calcium og fosfor. Fire af de syv samleprøver af smågriseblandingen i hver gruppe indeholdt fiskemel og syntetisk tryptofan. Disse prøver blev også analyseret for indhold af tryptofan. Der blev analyseret for biogene aminer i en samleprøve af smågrisefoder i begge grupper både med og uden fiskemel og i en samleprøve af slagtesvinefoderet i hver gruppe. Af smågrisefoder både med og uden fiskemel blev der desuden taget en prøve fra hver af de to resttanke, hvor smågrisefoderet havde stået natten over. Disse prøver blev også analyseret for indhold af biogene aminer. Endelig blev to prøver af fermenteret korn analyseret for indhold af biogene aminer. Prøverne blev analyseret hos Steins Laboratorium i begyndelsen og hos AnalyCen i sidste del af afprøvningsperioden.

I løbet af afprøvningsperioden blev der udtaget 15 prøver af fermenteret korn, fem prøver af byg (ikke-fermenteret) og fem prøver af hvede (ikke-fermenteret) og analyseret for indhold af tørstof, fosfor, fytinsyrebundet fosfor, fytase, sukre, stivelse, lignin samt opløselige og uopløselige ikke-stivelsesholdige polysakkarider (NSP). Prøverne af byg og hvede blev analyseret 3 gange for indhold af tørstof, så der i alt blev foretaget 15 tørstofanalyser af henholdsvis byg, hvede og fermenteret korn. Prøverne blev analyseret ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Syv prøver af fravænningsfoder, ni prøver af smågrisefoder og 14 prøver af slagtesvinefoder i hver gruppe samt 18 prøver af fermenteret korn udtaget i løbet af afprøvningsperioden blev analyseret for indhold af mikroorganismer, VFA, mælkesyre og ethanol. Prøverne blev analyseret ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Sigteanalyser af formalet byg og hvede blev foretaget fire gange i løbet af afprøvningsperioden. Sigteanalyserne blev foretaget på et elektronisk sigteapparat (Retsch AS 200 Control Sieve Shaker).

Produktionsresultater

Som primære parametre blev der på dobbelsti-niveau registreret tilvækst og foderoptagelse i både smågrise- og slagtesvineperioden samt kødprocent ved slagtning. Som sekundære parametre blev der registreret dødelighed og sygdomsbehandlinger i både smågrise- og slagtesvineperioden samt grise udtaget på grund af sygdom i slagtesvineperioden. I smågriseperioden blev antal udtagne grise også registreret, men der er ikke foretaget statistisk analyse på disse data, da en stor del af grisene blev udtaget systematisk for at undgå pladsmangel ved langkrybben.

Kødprocenten ved slagtning er korrigeret på grund af opdatering af klassificeringsligningerne til brug ved måling af kødprocenten på svin i Danmark, der trådte i kraft den 2. marts 2009, da alle grise i afprøvningen er slagtet før denne dato. Kødprocenten er korrigeret med følgende formel:

Ny kødprocent = 13,8 ÷ 0,138 × slagtevægt + 0,00034 × slagtevægt² + 0,913 × gammel kødprocent

Ud fra produktionsresultaterne blev der beregnet en produktionsværdi for henholdsvis smågrise og slagtesvin.

Produktionsværdien for smågrise blev beregnet som:

(kg tilvækst × kr. pr. kg tilvækst) ÷ FEsv (analyseret) × kr. pr. FEsv.

Tilvækstværdien (kr. pr. kg tilvækst) blev beregnet dels på basis af den gennemsnitlige indsættelses- og afgangsvægt i hele afprøvningsperioden og dels på basis af den gennemsnitlige notering i de seneste fem år (1. september 2003 til 1. september 2008) for henholdsvis 7 og 30 kg’s grise. Den anvendte pris på henholdsvis fravænnings- og smågrisefoder er også gennemsnit for de seneste fem år (1. september 2003 til 1. september 2008).

Produktionsværdien for slagtesvin blev beregnet som:

DB pr. gris = salgspris ÷ købspris ÷ FEsv (analyseret) × kr. pr. FEsv ÷ diverse omkostninger.
DB pr. stiplads pr. år = DB pr. gris × (365 dage/antal foderdage pr. grise) × staldudnyttelse.

De fastsatte noteringer var gennemsnittet for de seneste fem år (1. september 2003 til 1. september 2008) for henholdsvis 30 kg’s grise og slagtesvin.

De anvendte værdier var følgende:

Tilvækstværdi for smågrise: 5,75 kr. pr. kg
Pris for fravænningsfoder: 2,84 kr. pr. FEsv
Pris for smågrisefoder: 1,59 kr. pr. FEsv
Pris for slagtesvinefoder: 1,29 kr. pr. FEsv
Notering for 7 kg’s grise: 191 kr./stk. +/÷ 8,75 kr./kg
Notering for 30 kg’s grise: 333 kr./stk. +/÷ 4,97 kr./kg
Notering for slagtesvin inkl. efterbetaling: 9,39 kr./kg
Diverse omkostninger for slagtesvin: 20 kr. pr. gris
Staldudnyttelse for slagtesvin: 95 pct.

Ved levering af grise til slagteriet blev skinkemærkenummeret, der refererede til gruppe og hold, ikke aflæst eller fejlaflæst på 294 grise ud af i alt 3.781 slagtede grise i afprøvningen svarende til 7,8 pct. af grisene. Da foderoptagelse, tilvækst og kødprocent blev registreret på dobbeltsti-niveau blev der korrigeret for de manglende registreringer eller fejlregistreringer af grise på slagteriet, inden produktionsværdien blev beregnet. Produktionsværdien blev beregnet som en gennemsnitsgris i hver dobbeltsti svarende til én observation pr. dobbeltsti inden den statistiske analyse blev foretaget.

Statistik

Produktionsværdi for henholdsvis smågrise og slagtesvin blev analyseret som primær parameter og dødelighed, udtagne grise og sygdomsbehandlinger blev analyseret som sekundære parametre. Desuden blev produktionsresultaterne tilvækst, foderoptagelse, foderudnyttelse og kødprocent, som ligger til grund for beregning af produktionsværdi, statistisk analyseret og signifikansniveauet (p-værdien) blev Bonferroni-korrigeret, fordi produktionsresultaterne ikke er uafhængige af hinanden. For smågriseforsøget blev signifikansniveauet korrigeret med faktor 3 ved analyse af tre produktionsresultater (tilvækst, foderoptagelse og foderudnyttelse). For slagtesvineforsøgene blev signifikansniveauet korrigeret med faktor 4, da kødprocent også indgik i analysen.

Produktionsværdi og de enkelte produktionsresultater blev analyseret i MIXED-procedure i SAS. I smågriseforsøget indgik gruppe, hold og periode som klassevariable, hvor hold indgik som tilfældig effekt i den statistiske model. Der indgik to perioder i den statistiske model, da der var en markant stigning af indsættelsesvægten (cirka 1,2 kg) efter de første 21 hold af de i alt 39 hold smågrise. Der blev desuden korrigeret for vægt ved indsættelse i den statistiske model i smågriseforsøget.

I delforsøg A med slagtesvin indgik gruppe og hold som klassevariable i modellen for produktionsværdi og de enkelte produktionsresultater, hvor hold indgik som tilfældig effekt. I delforsøg A med slagtesvin blev der ikke korrigeret for vægt ved indsættelse i den statistiske model, da forskellen i vægt ved indsættelse skyldes, at grisene havde indgået i forsøget i smågriseperioden i de samme grupper som i slagtesvineperioden.

I delforsøg B med slagtesvin indgik gruppe og hold som klassevariable i modellen for produktionsværdi og de enkelte produktionsresultater, hvor hold indgik som tilfældig effekt, og der blev korrigeret for vægt ved indsættelse.

Sygdomsbehandlinger, udtagne og døde grise blev analyseret i GENMOD-proceduren i SAS. I alle tre delforsøg indgik gruppe og hold som klassevariable, hvor hold indgik som tilfældig effekt. Desuden indgik vægt ved indsættelse i modellen for dødelighed i smågriseforsøget og delforsøg B med slagtesvin samt for udtagne grise i delforsøg B med slagtesvin.

Statistisk sikker forskel er angivet på 5-procentniveau.

Resultater og diskussion

Foderets næringsstofindhold

Foderblandingernes beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer fremgår af appendiks 3. Tørstofprocent og FEsv pr. 100 kg er korrigeret for analyseret indhold af ethanol i alle foderblandingerne (7-14 analyser pr. foderblanding, appendiks 5). Denne korrektion er foretaget, fordi ethanol, der dannes ved fermentering, indeholder energi, men ethanol forsvinder ved tørring af prøverne og indgår derfor ikke i det analyserede tørstofindhold.

Det analyserede indhold af ethanol (pct.) blev derfor lagt til tørstofprocenten, hvorefter indholdet af FEsv pr. 100 kg blev genberegnet i optimeringsprogrammet i DLBR IT. Dette øgede indholdet af FEsv pr. 100 kg med 0,9 pct. i smågrise- og slagtesvinefoderet i forsøgsgruppen, hvor der var det højeste indhold af ethanol.

Indholdet af FEsv pr. 100 kg foder efter korrektion for ethanol var ens i fravænningsfoderet til begge grupper. I smågrisefoderet og i slagtesvinefoderet var indholdet af FEsv pr. 100 kg foder lidt lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen, også efter korrektion for ethanol. Forskellen mellem de to grupper var 0,6 FEsv pr. 100 kg foder i smågrisefoderet og 0,5 FEsv pr. 100 kg foder i slagtesvinefoderet.

Indholdet af FEsv pr. 100 kg tørstof var også lidt lavere i smågrise- og slagtesvinefoderet i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Forskellen mellem de to grupper var 0,6 FEsv pr. 100 kg tørstof i smågrisefoderet og 1,5 FEsv pr. 100 kg tørstof i slagtesvinefoderet. Indholdet af FEsv pr. 100 kg foder beregnet ud fra analyserede værdier inkl. ethanol blev anvendt til beregning af foderoptagelse og foderudnyttelse. Det lidt lavere indhold af FEsv pr. 100 kg i smågrise- og slagtesvinefoderet i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen har bevirket, at der med samme foderkurve i begge grupper er udfodret ca. 1,5 pct. færre FEsv i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen.

Indholdet af råprotein, aminosyrer og mineraler angivet på tørstofbasis er også korrigeret for analyseret indhold af ethanol.

I fravænningsfoderet til kontrolgruppen var der generelt god overensstemmelse mellem det beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer. Derimod var det analyserede indhold af råprotein, aminosyrer og mineraler 5-12 pct. lavere end beregnet i fravænningsfoderet til forsøgsgruppen. Afvigelserne i næringsstofindhold i fravænningsfoderet til forsøgsgruppen kan skyldes, at fermenteret korn og tørfoder skulle blandes ved manuel afvejning i fodervogn ved hver fodring. Kontrolfoderet blev blandet færdigt i tørfoderblanderen, og der blev kun tilsat vand inden udfodring til de fravænnede grise.

I smågrisefoderet var der generelt lavere analyseret indhold af råprotein, aminosyrer og mineraler i begge grupper end beregnet. For aminosyrer var afvigelserne mellem analyseret og beregnet indhold 4-7 pct. i kontrolgruppen og 7-11 pct. i forsøgsgruppen. Der var forventet et lavere analyseret indhold af lysin og treonin end beregnet i smågrisefoderet i begge grupper på grund af fermentering i rørstrengene. Forskellen i næringsstofindholdet i foderet mellem grupperne i fravænnings- og smågriseperioden har sandsynligvis haft en negativ indflydelse på produktionsresultaterne i forsøgsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen.

I slagtesvinefoderet var der generelt god overensstemmelse mellem det beregnede og analyserede indhold af råprotein, aminosyrer og mineraler i begge grupper.

Sigteprofil af formalet byg og hvede

Resultaterne af sigteanalyser af byg og hvede fremgår af appendiks 4. Andelen af partikler under 1 mm udgjorde 61 pct. i byg og 59 pct. i hvede. Andelen af partikler mellem 1 og 2 mm udgjorde 38 pct. i byg og 39 pct. i hvede. Formalingsgraden er således tæt på anbefalingen, der er mindst 60 pct. under 1 mm og resten mellem 1 og 2 mm.

Sundhedsforhold

Sundhedstilstanden var generelt god i besætningen, og der var et lavt niveau af sygdomsbehandlinger. I smågriseperioden var der i gennemsnit 0,1 behandlingsdag pr. gris i alt og der var ikke statistisk sikker forskel mellem grupperne. Der blev ikke foretaget rutinemæssig behandling med zink i smågriseperioden. I delforsøg A i slagtesvineperioden var der i gennemsnit ligeledes 0,1 behandlingsdag pr. gris i alt og ingen sikker forskel mellem grupperne. I delforsøg B i slagtesvineperioden var der ingen sygdomsbehandlinger.

Dødeligelighed i smågriseperioden var i gennemsnit 2,2 pct. og der var ikke statistisk sikker forskel mellem grupperne. I delforsøg A i slagtesvineperioden var dødeligheden i gennemsnit 1,9 pct. og der blev i gennemsnit udtaget 2,5 pct. af grisene på grund af sygdom. I delforsøg B i slagtesvineperioden var dødeligheden i gennemsnit 2,9 pct. og der blev i gennemsnit udtaget 3,1 pct. af grisene på grund af sygdom. Der var ingen statistisk sikker forskel mellem grupperne i dødelighed eller udtagne grise i slagtesvineperioden.

Produktionsresultater

I tabel 2 er vist produktionsresultaterne for smågrise for perioderne 0-2 uger efter fravænning og 2 til ca. 9 uger efter fravænning samt for hele smågriseperioden (0 til ca. 9 uger efter fravænning). Der var ikke vekselvirkning mellem grupper og perioder med og uden fiskemel i smågrisefoderet. Resultaterne er derfor vist samlet for alle hold i smågriseforsøget.

Tabel 2. Produktionsresultater for smågrise

Gruppe	1 (kontrol) Ikke-fermenteret korn	2 (forsøg) 50 pct. fermenteret korn
Antal hold	39	39
Antal grise indsat	3860	3868
Indsættelsevægt, kg	8,4	8,4
Antal grise ved mellemvejning ca. 2 uger efter fravænning	3122	3122
Antal grise ved smågriseperiodens afslutning ca. 9 uger efter fravænning	1342	1325
Fra 0 til 2 uger efter fravænning (fravænningsfoder)
Tilvækst (g/dag)	127	118
Foderoptagelse (FEsv/dag)	0,27	0,27
Foderudnyttelse (FEsv/kg tilvækst)	2,25	2,45
Fra 2 til ca. 9 uger efter fravænning (smågrisefoder)
Tilvækst (g/dag)	549	497
Foderoptagelse (FEsv/dag)	1,05	0,98
Foderudnyttelse (FEsv/kg tilvækst)	1,91	1,99
Hele smågriseperioden fra 0 til ca. 9 uger efter fravænning
Tilvækst (g/dag)	426	386
Foderoptagelse (FEsv/dag)	0,82	0,78
Foderudnyttelse (FEsv/kg tilvækst)	1,93	2,01

Produktionsværdien beregnet ud fra produktionsresultaterne er vist i tabel 3. Der blev fundet 18 pct. lavere produktionsværdi for forsøgsgruppen, hvor 50 pct. af kornet var fermenteret, end i kontrolgruppen. Forskellen var statistisk sikker. Den lavere produktionsværdi skyldes både lavere tilvækst, lavere foderoptagelse og dårligere foderudnyttelse især i perioden fra 2 til ca. 9 uger efter fravænning. For hele smågriseperioden fra 0 til ca. 9 uger efter fravænning var der statistisk sikker forskel mellem grupperne både med hensyn til tilvækst, foderoptagelse og foderudnyttelse.

Tabel 3. Produktionsværdi for smågrise ved 5-årspriser

Gruppe	1 (kontrol) Ikke-fermenteret korn	2 (forsøg) 50 pct. fermenteret korn
Kr./gris¹	74,8 ^a	61,5 ^b
Indeks¹	100	82

1)	Ved sammenligning af produktionsværdien mellem grupperne skal der være en forskel på minimum 3,4 kr. pr. gris eller 5 indekspoint for, at der er statistisk sikker forskel (p<0,05). Værdier med forskellige bogstaver er statistisk sikkert forskellige.

En del af forklaringen på de dårligere produktionsresultater i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen er, at det analyserede indholdet af aminosyrer og mineraler som nævnt generelt var lavere i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet (appendiks 3). Forskellene i indholdet af næringsstoffer var generelt størst i fravænningsfoderet. Det kan være årsagen til, at der i denne afprøvning ikke blev fundet positiv effekt af fermenteret korn i fravænningsfoder, som det er set i en tidligere afprøvning [8]. I begge afprøvninger blev foderet udfodret i fodervogne som opblødt foder. Der var således ingen restmængder af fermenteret færdigblandet foder i fravænningsfoderet.

I smågrisefoderet var der derimod en stor restmængde i rørstrengene i vådfodringsanlægget på ca. 57 pct. i gennemsnit af de tre daglige fodringer. Den store restmængde skyldes, at afprøvningen blev gennemført i en FRATS-besætning, hvor der generelt er længere rørstrenge end når smågrisene går samlet i smågrisesektioner. Desuden var restmængden større end normalt i besætningen, da foderblandingerne var delt i henholdsvis kontrol- og forsøgsfoder. Det var således ikke kun kornet, der var fermenteret, men også mere end halvdelen af den færdige foderblanding til smågrise i både kontrol- og forsøgsgruppen. Fuld fermentering af færdigblandet vådfoder har tidligere vist dårligere produktionsresultater sammenlignet med delvist eller ikke fermenteret vådfoder[3]. En del af forklaringen var en lavere foderoptagelse hos smågrisene, når foderblandingen var fuldt fermenteret.

Det tyder på, at en foderblanding med fermenteret korn, der fermenterer videre i rørstrengen, har en negativ indflydelse på smagen af foderet sammenlignet med foderblanding uden fermenteret korn med samme restmængde i rørstrengen. Det tyder derimod ikke på, at fermenteret korn i sig selv har en dårligere smag end ikke-fermenteret korn, da foderoptagelsen i fravænningsperioden, hvor der ikke var restmængder i foderet, var den sammen i kontrol- og forsøgsgruppen. I den tidligere afprøvning af fermenteret korn til fravænnede grise, hvor der heller ikke var restmængder i foderet, var der også samme foderoptagelse i kontrol- og forsøgsgruppen [8].

I tabel 4 er vist produktionsresultaterne for slagtesvin i delforsøg A, hvor grisene i kontrol- og forsøgsgruppen havde indgået i smågriseforsøget i de respektive grupper, og der på grund af forskel i tilvækst i smågriseperioden var 3,7 kg forskel i den gennemsnitlige vægt ved indsættelse i slagtesvineforsøget. Der er derfor ikke korrigeret for vægt ved indsættelse. Vægt ved slagtning var 103 kg i gennemsnit i delforsøg A.

Tabel 4. Produktionsresultater for slagtesvin, delforsøg A

Gruppe	1 (kontrol) Ikke-fermenteret korn	2 (forsøg) 100 pct. fermenteret korn
Antal hold	44	44
Antal grise indsat	1464	1449
Indsættelsesvægt, kg	40,8	37,1
Tilvækst (g/dag)	931	923
Foderoptagelse (FEsv/dag)	2,55	2,41
Foderudnyttelse (FEsv/kg tilvækst)	2,75	2,63
Kødprocent	60,6	59,8

Produktionsværdien for slagtesvin i delforsøg A beregnet ud fra produktionsresultaterne er vist i tabel 5.

Der var ikke statistisk sikker forskel i produktionsværdien mellem grupperne på trods af, at der blev opnået forskellige produktionsresultater i de to grupper, som det fremgår af tabel 4. Foderoptagelsen var statistisk sikkert lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen, men tilvæksten var ikke statistisk sikkert forskellig mellem i de to grupper. Der var derfor en statistisk sikkert bedre foderudnyttelse i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Desuden var kødprocenten statistisk sikkert lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. De opnåede produktionsresultater i forsøgsgruppen vejer økonomisk i forskellig retning, og derfor var der ikke forskel i den samlede produktionsværdi.

Tabel 5. Produktionsværdi for slagtesvin ved 5-årspriser, delforsøg A

Gruppe 1	1 (kontrol) Ikke-fermenteret korn	2 (forsøg) 100 pct. fermenteret korn
Kr./stiplads/år¹	657	651
Indeks¹	100	99

1)	Ved sammenligning af produktionsværdien mellem grupperne skal der være en forskel på minimum 36 kr. pr. stiplads pr. år eller 6 indekspoint for, at der er statistisk sikker forskel (p<0,05).

Produktionsresultaterne for slagtesvin i delforsøg B er vist i tabel 6. I dette forsøg havde grisene i begge grupper fået fravænnings- og smågrisefoder uden fermenteret korn. Den lille forskel i indsættelsesvægten på 0,3 kg i gennemsnit er dermed tilfældig, og der er derfor korrigeret for vægt ved indsættelse. Vægt ved slagtning var 108 kg i gennemsnit i delforsøg B.

Tabel 6. Produktionsresultater for slagtesvin, delforsøg B

Gruppe	1 (kontrol) Ikke-fermenteret korn	2 (forsøg) 100 pct. fermenteret korn
Antal hold	16	16
Antal grise indsat	544	544
Indsættelsesvægt, kg	34,9	34,6
Tilvækst (g/dag)	890	888
Foderoptagelse (FEsv/dag)	2,57	2,45
Foderudnyttelse (FEsv/kg tilvækst)	2,89	2,76
Kødprocent	60,4	60,0

Produktionsværdien for slagtesvin i delforsøg B er vist i tabel 7, og som det ses, var der ikke statistisk sikker forskel mellem grupperne. Ligesom i delforsøg A var der i forsøgsgruppen i delforsøg B en lavere foderoptagelse, uændret tilvækst, bedre foderudnyttelse og dårligere kødprocent sammenlignet med kontrolgruppen. Disse forskelle blev opvejet økonomisk, så der ikke var forskel i den samlede produktionsværdi. Forskellene mellem grupperne i foderoptagelse og foderudnyttelse var statistisk sikre, mens forskellen i kødprocent ikke var statistisk sikker (p = 0,21) i delforsøg B.

Forskellen i indsættelsesvægten mellem grupperne i delforsøg A har således ikke haft væsentlig betydning for produktionsresultaterne, når der kunne opnås samme resultater i delforsøg B, hvor indsættelsesvægten var ens. Der var dog væsentlig færre hold (gentagelser) i delforsøg B end i delforsøg A, så derfor er resultaterne ikke så sikkert bestemt i delforsøg B som i delforsøg A.

Tabel 7. Produktionsværdi for slagtesvin ved 5-årspriser, delforsøg B

Gruppe 1	1 (kontrol) Ikke-fermenteret korn	2 (forsøg) 100 pct. fermenteret korn
Kr./stiplads/år¹	575	606
Indeks¹	100	105

1)	Ved sammenligning af produktionsværdien mellem grupperne skal der være en forskel på minimum 44 kr. pr. stiplads pr. år eller 8 indekspoint for, at der er statistisk sikker forskel (p<0,05).

Forbedringen i foderudnyttelsen og faldet i kødprocent ved anvendelse af fermenteret korn til slagtesvin er i overensstemmelse med en tidligere afprøvning af fermenteret korn til tungsvin [5]. I den tidligere afprøvning blev der dog ikke fundet et væsentligt fald i foderoptagelsen, men derimod en stigning i tilvæksten ved anvendelse af fermenteret korn. I afprøvningen med tungsvin blev der anvendt valle i foderet, og det har muligvis haft en positiv indflydelse på smagen af foderet, som kunne opveje den negative virkning ved fermentering i rørstrengene. I forsøget med tungsvin var der 40-50 pct. restmængde i rørstrengene, mens restmængden i dette forsøg som nævnt var ca. 35 pct. i slagtesvinefoderet.

I modsætning til smågriseforsøget har den lavere foderoptagelse i forsøgsgruppen i både delforsøg A og B med slagtesvin ikke haft negativ indflydelse på tilvæksten. I alle tre delforsøg var foderoptagelsen ca. 5 pct. lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Forklaringen på de forskellige resultater mellem grupperne i smågriseforsøget og slagtesvineforsøgene målt på tilvæksten kan være, at foderoptagelsen i kontrolgruppen i smågriseperioden lå på et lavt niveau i forhold til landsgennemsnittet for smågrise, der var 0,89 FEsv pr. dag i samme periode [11]. Det kan skyldes, at smågrise i afprøvningen blev fodret restriktivt i langkrybber og at der kun blev udfodret tre gange dagligt, hvilket var besætningens normale procedure. Ved reduceret foderoptagelse i forsøgsgruppen kan der derfor have været for lidt energi til rådighed til tilvækst, da en stor del af energien i foderet er gået til vedligeholdelse hos smågrisene, og dermed er både tilvækst og foderudnyttelse blevet dårligere. Hos slagtesvinene var foderoptagelsen i kontrolgruppen i begge delforsøg derimod over landgennemsnittet, der var 2,43 FEsv pr. dag i afprøvningsperioden [11]. En reduktion i foderoptagelsen i forsøgsgruppen har ikke haft samme negative indflydelse på tilvæksten som for smågrisene, med derimod er foderudnyttelsen blevet bedre. Ifølge den foderkurve, der blev anvendt i besætningen, var der et niveauskifte i fodertildelingen, når grisene vejede mellem 35 og 40 kg, idet fodertildelingen steg betydeligt på dette tidspunkt (appendiks 2). Foderkurven indtil 40 kg lå på et lavt niveau, mens foderkurven efter 40 kg lå på et normalt niveau.

En anden forklaring på de forskellige effekter af reduceret foderoptagelse i forsøgsgruppen kan være, at der reelt har været en større forskel i energioptagelse mellem grupperne i smågriseforsøget end i slagtesvineforsøgene. Det skyldes, at kun 50 pct. af kornet var fermenteret i smågriseforsøget, mens 100 pct. af kornet var fermenteret i slagtesvineforsøgene. I et fordøjelighedsforsøg er det fundet, at tyndtarmsfordøjeligheden af organisk stof steg med henholdsvis 9 og 3 pct. for byg og hvede ved fermentering, men det kunne ikke måles i EFOSi-analysen (meddelelse under publicering). Der var altså en større effekt af at fermentere på byg end at fermentere på hvede. Den bedre foderudnyttelse ved anvendelse af fermenteret korn kan således forklares med højere energiværdi i fermenteret korn end i ikke-fermenteret korn. Den højere energiværdi kan skyldes delvis nedbrydning af kostfibre ved fermentering, især NSP (se afsnittet: Analyser af kulhydrater i ikke-fermenteret og fermenteret korn). Det er også muligt, at fermentering af korn har øget foderudnyttelsen som følge af en finere struktur i kornet efter fermentering. I fordøjelighedsforsøget var kornet dog grovere formalet end i denne afprøvning, og det er muligt, at fermentering har en større effekt på fordøjeligheden og dermed på foderudnyttelsen i groft formalet end i fint formalet korn.

Hvis indholdet af FEsv pr. kg vådfoder beregnes ud fra råvaresammensætningen, og der indregnes den højere energiværdi for fermenteret korn, er både foderoptagelsen og foderudnyttelsen ens i kontrol- og forsøgsgruppen i begge delforsøg med slagtesvin. I smågriseforsøget betyder indregning af den øgede energiværdi ved fermentering af korn kun, at forskellen i foderoptagelsen mellem grupperne halveres. I smågriseforsøget har der således været en lavere foderoptagelse i forsøgsgruppen også efter indregning af den højere energiværdi i fermenteret korn, og det kan sammen med det lavere analyserede indhold af aminosyrer og mineraler forklare den lavere tilvækst i forsøgsgruppen.

Den lavere kødprocent i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen, mest udtalt i delforsøg A, kan sandsynligvis også forklares med den højere energiværdi i fermenteret korn end i ikke-fermenteret korn. I foderoptimeringen af slagtesvinefoderet var der ikke taget hensyn til det højere energiindhold i fermenteret korn. Indholdet af fordøjelige aminosyrer pr. FEsv har derfor reelt været lavere i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet, og det kan være årsagen til den dårligere kødprocent i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Ved optimering af foderblandinger med fermenteret korn er det derfor sandsynligt, at der skal tillægges en højere energiværdi for fermenteret korn. Dette undersøges i en igangværende afprøvning.

Mikrobiologiske analyser af fermenteret korn og foderblandinger

pH og temperatur samt det analyserede indhold af mikroorganismer, organiske syrer og ethanol i fermenteret korn og fravænnings-, smågrise- og slagtesvinefoder til begge grupper fremgår af appendiks 5.

Den målte pH-værdi i fermenteret korn var i gennemsnit 3,7 og den målte temperatur var i gennemsnit 25 ºC. Både pH-værdien og temperaturen var på niveau med målte gennemsnitsværdier i tidligere afprøvninger med fermenteret korn [5] og [8]. Indholdet af mælkesyrebakterier var på niveau med [5] eller lidt lavere [8] end fundet i tidligere afprøvninger. Indhold af enterobakterier i fermenteret korn var tæt på detektionsgrænsen på 3 log CFU pr. g (= 10³ CFU pr. g) og lidt lavere end fundet i de tidligere afprøvninger. Desuden var indhold af skimmel og Cl. perfringens lavt og tæt på detektionsgrænserne (henholdsvis 3 og 2 log CFU pr. g). Indhold af gær i fermenteret korn var 4,86 log CFU pr. g, hvilket er væsentligt lavere end fundet i de tidligere afprøvninger med fermenteret korn (henholdsvis 6,61 og 7,33 log CFU pr. g, [5] og [8]). Indhold af mælkesyre i fermenteret korn var 89,5 mmol pr. kg, hvilket også er væsentligt lavere end fundet i de tidligere afprøvninger med fermenteret korn (henholdsvis 105,4 og 130,3 mmol pr. kg, [5] og [8]). Indhold af eddikesyre (66,6 mmol pr. kg) var derimod højere end i de tidligere afprøvninger (henholdsvis 32,6 og 46,3 mmol pr. kg, [5] og [8]). Indhold af ethanol i fermenteret korn var 2,66 g pr. kg, og det er betydeligt lavere end fundet i en tidligere afprøvning (6,10 g pr. kg [8].). Det lave indhold af ethanol skyldes det lave indhold af gær i fermenteret korn i denne afprøvning, da gær producerer ethanol. Alle de nævnte værdier er gennemsnit af analyser for hele afprøvningsperioden.

I figur 1 er vist de enkelte analyser af mælkesyrebakterier og gær i fermenteret korn gennem afprøvningsperioden, der havde en varighed på 2 år. Indholdet af mælkesyrebakterier lå på et forholdsvis stabilt niveau på over 8 log CFU pr. g på nær ved 3 ud af de 18 analyser i perioden. Indholdet af gær var derimod meget varierende over perioden. Indholdet af gær varierede fra over 7 log CFU pr. g til detektionsgræsen på 3 log CFU pr. g. I en periode på 168 dage (vinterperiode fra oktober til april) i begyndelsen af afprøvningsperioden lå indholdet af gær i fermenteret korn på et højt stabilt niveau på lidt over 7 log CFU pr. g. Som det fremgår af figur 2 var indholdet af organiske syrer og ethanol også forholdsvist stabilt i denne periode. Indholdet af mælkesyre var væsentligt højere end indholdet af eddikesyre, og der var et lavt indhold af ravsyre i denne periode med stabil fermentering. Indholdet af ethanol lå i denne periode på et højt niveau som følge af det høje indhold af gær. En god fermentering er karakteriseret ved et højt indhold af mælkesyre og et lavt indhold af eddikesyre og andre organiske syrer. Perioden på de 168 dage med det høje indhold af gær i fermenteret korn må derfor betragtes som en periode med en god fermentering af kornet. I den forudgående og efterfølgende periode, hvor indholdet af gær ikke lå på et stabilt højt niveau (figur 1) var indholdet af mælkesyre, eddikesyre, ravsyre og ethanol i fermenteret korn meget ustabilt som det fremgår af figur 2. Dette viser, at højt indhold af gær ikke havde en skadelig virkning på kvaliteten af fermenteret korn, når der måles på de nævnte mikrobiologiske nedbrydningsprodukter.

Figur 1. Indhold af mælkesyre og gær i fermenteret korn udtaget fra fermenteringstank over en periode på to år. Billede nr. 1913

Figur 2. Indhold af organiske syrer og ethanol i fermenteret korn udtaget fra fermenteringstank over en periode på to år. Billede nr. 1914

Det er uvist, hvad årsagen er til, at der var en stabil fermentering i en periode, men ikke i hele afprøvningsperioden. Måske kan det skyldes, at temperaturen i det fermenterede korn var lavere i perioden med stabil fermentering (20,5 ºC i gennemsnit) end i den øvrige del af afprøvningsperioden (26,1 ºC i gennemsnit). pH i fermenteret korn var også lavere i perioden med stabil fermentering (pH 3,51 i gennemsnit) end i den øvrige del af forsøgsperioden (pH 3,73 i gennemsnit). Disse resultater tyder således på, at den optimale temperatur ved fermentering af korn er ca. 20 ºC, og at det kan have en uheldig virkning på fermenteringen, hvis temperaturen er højere.

I fravænningsfoderet til kontrol- og forsøgsgruppen var den gennemsnitlige temperatur som planlagt ens (23 ºC) for at undgå, at forskellig temperatur i foderet skulle få indflydelse på foderoptagelsen. pH var derimod væsentligt højere i fravænningsfoderet til kontrolgruppen (pH 5,7) end til forsøgsgruppen (pH 4,8), da foderet til kontrolgruppen var frisk opblandet uden restmængder, mens foderet til forsøgsgruppen indeholdt fermenteret korn. Både pH og temperatur i kontrol- og forsøgsfoderet til de fravænnede grise var på samme niveau som i en tidligere afprøvning med fermenteret korn til smågrise [8].

I den tidligere afprøvning var 100 pct. af kornet i fravænningsfoderet fermenteret, mens det kun var 50 pct. af kornet i fravænningsfoderet, der var fermenteret i denne afprøvning. Det er en del af forklaringen på, hvorfor indholdet af mælkesyrebakterier og gær samt indholdet af mælkesyre, eddikesyre og ethanol var lavere i fravænningsfoderet med fermenteret korn i denne afprøvning end i den tidligere afprøvning. Det lavere indhold af mælkesyre i fravænningsfoderet med fermenteret korn i denne afprøvning skyldes også, at indholdet af mælkesyre i fermenteret korn som nævnt var lavt sammenlignet med den tidligere afprøvning.

I både smågrise- og slagtesvinefoderet var pH lavere og temperaturen højere i forsøgsfoderet med fermenteret korn end i kontrolfoderet. Som fundet i en tidligere afprøvning med fermenteret korn til tungsvin [5] var indholdet af mælkesyrebakterier højest i kontrolfoderet uden fermenteret korn. Det skyldes, at foderet fermenterede i rørstrengene (eller i resttankene) mellem udfodringerne, og der var højere mikrobiologisk aktivitet i kontrolfoderet end i forsøgsfoderet på grund af den højere pH-værdi. Det gælder både for smågrise- og slagtesvinefoderet.

Generelt var indholdet af enterobakterier, skimmel og Cl. perfringens lavt i både smågrise- og slagtesvinefoderet, og det forventes ikke at have haft betydning for produktionsresultaterne. Indholdet af gær i alle vådfoderblandingerne var på samme niveau. Det var også på samme niveau som i vådfoderet til tungsvin i den tidligere afprøvning, til trods for, at indholdet af gær i fermenteret korn som nævnt var lavere i denne afprøvning end i den tidligere afprøvning. Forklaringen er igen fermentering i rørstrengene (eller i resttankene) mellem udfodringerne. Der var således høj aktivitet af gær i restmængden i rørstrengene (eller resttankene), uanset om der var meget eller lidt gær i fermenteret korn i de to afprøvninger.

Indholdet af mælkesyre var næsten ens i kontrol- og forsøgsfoderet til smågrise (ca. 85 mmol pr. kg). Derimod var indholdet af eddikesyre lidt højere i forsøgsfoderet (38,6 mmol pr. kg) end i kontrolfoderet (21,9 mmol pr. kg) til smågrise. I slagtesvinefoderet var indholdet af både mælkesyre og eddikesyre højere i forsøgsgruppen (henholdsvis 110,2 og 60,3 mmol pr. kg) end i kontrolgruppen (henholdsvis 80,5 og 20,4 mmol pr. kg).

Niveauet af mælkesyre i forsøgsfoderet til slagtesvin var lavere end i den tidligere afprøvning med tungsvin, hvor indholdet var henholdsvis 152,6 og 130,9 mmol pr. kg i ung- og slagtesvinefoderet. Indholdet af eddikesyre var derimod lidt højere i forsøgsfoderet til slagtesvin i denne afprøvning end i afprøvningen med tungsvin, hvor indholdet var henholdsvis 49,7 og 41,1 mmol pr. kg i ung- og slagtesvinefoderet. Det er uvist, hvilken indflydelse koncentrationen af eddikesyre har på foderoptagelsen. Foreløbige resultater fra et forsøg på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, viser dog, at koncentrationen af eddikesyre skal være høj (over 60 mmol pr. kg) for, at det har en negativ indflydelse på foderoptagelsen hos smågrise.

I fermenteret korn og i foderblandingerne med fermenteret korn blev der fundet ravsyre, mens der ikke var noget ravsyre i kontrolblandingerne. Det er uvist, hvorfor der kun blev produceret ravsyre i fermenteret korn og hvilken betydning, det har for grisene.

Biogene aminer i fermenteret korn og foderblandinger

Analyseresultater af biogene aminer er vist i appendiks 6. Biogene aminer er kvælstofholdige stoffer, der dannes af mikroorganismer ved nedbrydning af aminosyrer. Det er uvist, hvilken betydning, biogene aminer har for grises sundhed, men for mennesker kan højt indhold af biogene aminer i maden medføre forgiftning. Som det er fundet i en tidligere afprøvning var der biogene aminer i fermenteret korn og i blandingerne med fermenteret korn [5]. Der blev også fundet biogene aminer i kontrolblandingerne, hvilket ligeledes blev fundet i den tidligere afprøvning, og det må skyldes fermentering af foderet i rørstrengene. Der var generelt et højere indhold af biogene aminer i foderprøver fra resttankene, hvor foderet var fermenteret natten over, end i foderprøver udtaget ved udfodring. Det viser, at der dannes biogene aminer ved fermentering af foderet.

Det var forventet, at der ville være større indhold af biogene aminer i smågrisefoder med fiskemel end i smågrisefoder uden fiskemel. Resultaterne viste derimod ingen tydelig sammenhæng mellem fiskemel i foderet og indhold af biogene aminer.

Analyser af kulhydrater i ikke-fermenteret og fermenteret korn

Det analyserede indhold af sukre, stivelse, opløselig og uopløselig NSP (ikke-stivelseholdige polysakkarider), lignin og kostfibre i ikke-fermenteret byg og hvede samt fermenteret korn fremgår af appendiks 7. Ud fra analyserne af ikke-fermenteret byg og hvede er det beregnet, hvad indholdet var af de enkelte kulhydratfraktioner i ikke-fermenteret korn bestående af 30 pct. byg og 70 pct. hvede. I figur 3 og 4 er vist indholdet af sukre og stivelse samt NSP i ikke-fermenteret og fermenteret korn.

Sukre udgjorde 3,4 pct. af tørstof i ikke-fermenteret korn. Sukre i korn består hovedsageligt af sukrose og fruktan og i mindre omfang af glukose og fruktose. I fermenteret korn var indholdet af sukre 0,3 pct. af tørstof. Mikroorganismerne har således nedbrudt 91 pct. af sukret i kornet ved fermentering. Mikroorganismerne har derimod ikke nedbrudt stivelse i kornet. Stivelse udgjorde 65,7 pct. af tørstof i både ikke-fermenteret og fermenteret korn. Hovedparten af energien (FEsv) i korn består af stivelse, og fermentering af korn ændrer således ikke på indholdet af stivelse. Sukre bidrager også til energien (FEsv) i kornet.

Nedbrydning af sukre ved fermentering er dog ikke ensbetydende med, at alt energien fra sukrene er gået tabt, da mikroorganismerne producerer energiholdige metabolitter som mælkesyre og ethanol. Både mælkesyre og ethanol har samme energiværdi for grisene som sukre og stivelse.

InfoSvin/medd844c1915.tif

Figur 3. Indhold af sukre og stivelse i ikke-fermenteret og fermenteret korn bestående af 30 pct. byg og 70 pct. hvede. Billede nr. 1915

NSP (ikke-stivelsesholdige polysakkarider) har lavere energiværdi for grisene end sukre og stivelse, da NSP ikke nedbrydes af grisenes enzymer i tyndtarmen, men delvist omsættes af mikroorganismer i tyktarmen. Nedbrydning af NSP ved fermentering af korn og dannelse af blandt andet mælkesyre og ethanol, der er lettere fordøjelig for grisen, øger derfor energiindholdet i kornet. Ved fermentering dannes der dog også andre nedbrydningsprodukter, som ikke har nogen energiværdi for grisene. Det er hovedsagelig eddikesyre og CO₂.

Som det fremgår af figur 4 er det især de uopløselige NSP, der nedbrydes ved fermentering af korn. I ikke-fermenteret korn udgjorde uopløselig NSP 10,1 pct. af tørstof, mens uopløselig NSP udgjorde 8,6 pct. af tørstof i fermenteret korn. Indholdet af opløseligt NSP var næsten ens i ikke-fermenteret og fermenteret korn (henholdsvis 2,8 og 2,7 pct. af tørstof). Det totale indhold af NSP var 12,9 pct. af tørstof i ikke-fermenteret korn og 11,3 pct. af tørstof i fermenteret korn. Ved fermentering af korn blev der således nedbrudt 12,1 pct. af total NSP og heraf 14,3 pct. af uopløselig NSP.

Figur 4. Indhold af ikke-stivelsesholdige polysakkarider (NSP) i ikke-fermenteret og fermenteret korn bestående af 30 pct. byg og 70 pct. hvede. Billede nr. 1916

Uopløselig NSP består af cellulose og ikke-cellulose polysakkarider. Cellulose udgjorde kun 2,5 pct. af tørstof i både ikke-fermenteret og fermenteret korn, så cellulose blev ikke nedbrudt ved fermentering. Lignin udgjorde 2,0 pct. af tørstof i ikke-fermenteret korn og 1,8 pct. i fermenteret korn. Der blev således nedbrudt ca. 9 pct. af lignin ved fermentering. NSP og lignin udgør tilsammen kostfibre. Det totale indhold af kostfibre var 14,8 pct. af tørstof i ikke-fermenteret korn og 13,1 pct. af tørstof i fermenteret korn. Ved fermentering blev der således nedbrudt ca. 12 pct. af kornets totale indhold af kostfibre.

Samlet set har nedbrydning af kulhydrater ved fermentering af korn medført produktion af mælkesyre og ethanol, som øger energiværdien i korn, mens nedbrydning af sukre har medført et energitab i kornet. Mængden af mælkesyre og ethanol, som er produceret ved fermentering, er i samme størrelsesorden, som mængden af sukre, som er nedbrudt (ca. 10 g pr. kg fermenteret korn). Da disse næringsstoffer har samme energiværdi opvejes energitabet ved nedbrydning af sukre således af produktionen af mælkesyre og ethanol. Der er desuden blevet nedbrudt ca. 5 g kostfibre pr. kg fermenteret korn, og der er muligvis dannet nogle nedbrydningsprodukter, der har øget energiværdien i kornet, ud over produktionen af mælkesyre og ethanol. Det kan være en del af forklaringen på, at foderudnyttelsen var bedre hos slagtesvin i forsøgsgruppen med fermenteret korn end i kontrolgruppen.

Tørstoftab ved fermentering af korn

Ved den mikrobielle omsætning af næringsstoffer, især kulhydrater, i korn produceres der CO₂, der fordamper og udgør et tørstoftab og dermed et energitab i kornet. I laboratorieforsøg er der tidligere fundet et tørstoftab på ca. 3 pct. ved fermentering af en fuldfoderblanding. Dette tørstoftab omfatter dog ikke kun CO₂-produktion, men også fordampning af ethanol ved tørstofanalyse, som tidligere nævnt. Det kan forventes, at tørstoftabet er højere ved fermentering af fuldfoder end ved fermentering af korn, da fermenteringen stopper hurtigere, når det er korn, der fermenteres, på grund af en lav syrebindingskapacitet i kornet.

I en periode på ét år blev der registreret den totale mængde af byg og hvede, der blev indvejet i fermenteringstanken. Der blev samtidig registreret den totale mængde af fermenteret korn, der blev udvejet af fermenteringstanken. Tørstofindholdet i ikke-fermenteret byg og hvede samt fermenteret korn blev løbende analyseret. Ud fra disse registreringer og tørstofanalyser blev det beregnet, hvor meget korn-tørstof, der totalt blev henholdsvis indvejet til og udvejet fra fermenteringstanken på ét år. Som det fremgår af appendiks 8 var det ca. 500 tons korn-tørstof, der kom igennem fermenteringstanken på ét år. Forskellen mellem indvejet og udvejet korn-tørstof var 1,6 pct., hvilket således udgjorde det direkte målte tørstoftab ved fermentering. Når det analyserede tørstofindhold i fermenteret korn korrigeres for ethanol, der forsvinder ved tørstofanalyse, bliver det beregnede tørstoftab kun ca. 0,8 pct., hvilket udgør det reelle tab på grund af CO₂-produktion.

Det skal bemærkes, at det ikke er de samme vejeceller, der er brugt til indvejning og udvejning af fermenteret korn i fermenteringstanken. Vejecellerne under fermenteringstanken registrerede indvejningen af korn i fermenteringstanken, mens vejecellerne på blandetanken og fodervognen registrerede mængden af fermenteret korn, der blev udvejet af fermenteringstanken. Der er en usikkerhed forbundet med at sammenligne vejninger på forskellige vejeceller. Vejecellerne blev dog løbende kontrolleret. Fermenteringstanken og blandetanken blev i løbet af den 1-årige periode kontrolleret 12 gange med en belastning på 100 kg og fodervognen blev kontrolleret 10 gange med en belastning på 50 kg. Den gennemsnitlige afvigelse ved kontrollen af vejeceller var under 1 pct. for både fermenteringstank, blandetank og fodervogn og i alle tre tilfælde viste vejesystemerne i gennemsnit en højere vægt end den aktuelle belastning. Den gennemsnitlige afvigelse var størst for vejesystemet på fermenteringstanken, hvilket betyder, at tørstoftabet på 0,8 pct. ved fermentering af korn måske er lidt overvurderet.

Analyser af fosfor og fytase i ikke-fermenteret og fermenteret korn

Analyseresultaterne af total-fosfor, fytinsyrebundet fosfor og fytase i ikke-fermenteret byg og hvede samt fermenteret korn fremgår af appendiks 9. Ud fra analyserne af ikke-fermenteret byg og hvede er det beregnet, hvad indholdet var i ikke-fermenteret korn bestående af 30 pct. byg og 70 pct. hvede. I figur 5 er vist indholdet af total-fosfor og fytinsyrebundet fosfor i ikke-fermenteret og fermenteret korn.

Indhold af total-fosfor var næsten ens i ikke-fermenteret og fermenteret korn (henholdsvis 3,38 og 3,28 g pr. kg tørstof). Indholdet af fytinsyrebundet fosfor var 2,64 g pr. kg tørstof og udgjorde dermed 78 pct. af total-fosfor i ikke-fermenteret korn. I fermenteret korn var fytinsyrebundet fosfor under detektionsgrænsen på 0,2 g pr. kg tørstof. Det viser, at stort set alt fosfor var frigjort fra fytinsyre i fermenteret korn. I fodervurderingssystemet er fordøjeligheden af fosfor i vårbyg, vinterbyg og hvede fastsat til henholdsvis 43, 39 og 50 pct. uden varmebehandling og uden tilsætning af fytase. Ved frigørelse af fosfor fra fytinsyre stiger fordøjeligheden, så derfor er det sandsynligt, at fordøjeligheden af fosfor er højere i fermenteret korn end i ikke-fermenteret korn. Det lavere analyserede indhold af total-fosfor i fravænningsfoderet til forsøgsgruppen (appendiks 3) end til kontrolgruppen er således antageligt blevet kompenseret af en højere fordøjelighed af fosfor.

Figur 5. Indhold af total-fosfor og fytinsyre-fosfor i ikke-fermenteret og fermenteret korn bestående af 30 pct. byg og 70 pct. hvede. Billede nr. 1917

Som det fremgår af appendiks 9 faldt aktiviteten af fytase ved fermentering af kornet. I ikke-fermenteret korn var der over 700 FTU pr. kg tørstof, mens der var under 100 FTU pr. kg tørstof i fermenteret korn. I forsøgsfoderet med fermenteret korn har fytase fra kornet efter iblanding af de øvrige fodermidler således haft en mindre virkning på fytinsyrebundet fosfor i sojaskrå end i kontrolfoderet. Det gælder især i slagtesvinefoderet, hvor 100 pct. af kornet var fermenteret i foderet til forsøgsgruppen. Der blev dog tilsat fytase via den mineralske foderblanding både i smågrise- og slagtesvinefoderet, så det lavere indhold af fytase i kornet efter fermentering i forsøgsgruppen end i kornet i kontrolgruppen har således sandsynligvis ikke haft betydning for fordøjeligheden af fosfor i sojaskrå.

Konklusion

Afprøvningen viste, at produktionsværdien for smågrise i et FRATS-system blev 18 pct. dårligere, når smågrisene fik foder, hvor 50 pct. af kornet var fermenteret. Forskellen i produktionsværdien mellem kontrol- og forsøgsgruppen var statistisk sikker. De dårligere produktionsresultater skyldes delvist lavere foderoptagelse og delvist lavere analyserede indhold af næringsstoffer i fravænnings- og smågrisefoderet i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Årsagen til den lavere foderoptagelse skyldes antageligt stor restmængde i rørstrengen, der udgjorde ca. 57 pct. af smågrisefoderet ved udfodring.

Afprøvningen viste desuden, at produktionsværdien for slagtesvin i et FRATS-system ikke var statistisk sikker forskellig fra kontrolgruppen, når 100 pct. af kornet i slagtesvinefoderet var fermenteret. Foderudnyttelsen var dog bedre, mens foderoptagelsen og kødprocenten var dårligere hos slagtesvinene, der fik fermenteret korn end hos slagtesvin i kontrolgruppen. Der blev opnået samme resultater ved anvendelse af fermenteret korn i slagtesvineperioden, uanset om grisene i forsøgsgruppen havde fået foder med fermenteret korn i smågriseperioden eller ej.

Mikrobiologiske undersøgelser af fermenteret korn viste, at der var en god og stabil fermentering, når temperaturen i fermenteringstanken var ca. 20 °C. I perioder, hvor temperaturen i fermenteringstanken var højere og i gennemsnit ca. 26 °C, var fermenteringen ustabil.

Analyser af kulhydrater i fermenteret og ikke-fermenteret korn viste, at stivelse ikke blev nedbrudt ved fermentering, mens sukre blev helt nedbrudt og ikke-stivelsesholdige polysakkerider (NSP) blev delvist nedbrudt ved fermentering. Nedbrydningen af NSP har sandsynligvis øget energiindholdet i fermenteret korn ved dannelse af lettere fordøjeligere nedbrydningsprodukter.

Tørstoftabet ved fermentering af korn, som følge af CO₂-produktion, blev beregnet til ca. 0,8 pct.

Analyser af fosfor i fermenteret og ikke-fermenteret korn viste, at stort set alt fosfor blev frigjort fra fytinsyre i kornet ved fermentering, hvilket sandsynligvis har øget fordøjeligheden af fosfor i fermenteret korn.

Anbefalinger vedrørende brug af fermenteret korn, herunder fastsættelse af energiværdi i fermenteret korn, afventer resultaterne fra en igangværende afprøvning.

Referencer

[1]	Mikkelsen, L.L.; Jensen, B.B. (1997): Effect of fermented liquid feed (FLF) on growth performance and microbial activity in the gastrointestinal tract of weaned piglets. In: Digestive Physiology in Pigs. Proceeding of the 7^th symposium on digestive physiology. Saint-Malo, France. EAAP no. 88, pp. 639-642.
[2]	Canibe, N.; Jensen, B. B. (2003): Fermented and nonfermented liquid feed to growing pigs: Effect on aspects of gastrointestial ecology and growth performance. J. Anim. Sci. 2003. 81: 2019-2031.
[3]	Pedersen, A. Ø. (2001): Fermenteret vådfoder til smågrise, Meddelelse nr. 510, Landsudvalget for Svin.
[4]	Pedersen, A. Ø.; Jensen, B. B. (2005): Nedbrydning af syntetiske aminosyrer ved fermentering af vådfoder, Erfaring nr. 0501, Landsudvalget for Svin.
[5]	Pedersen, A. Ø.; Maribo, H.; Jensen, B. B.; Hansen, I. D.; Aaslyng, M. D. (2002): Fermenteret korn i vådfoder til tungsvin, Meddelelse nr. 547, Landsudvalget for Svin.
[6]	Pedersen, A. Ø.; Maribo, H., Canibe; N., Hansen; I.D.; Aaslyng, M. D. (2002): Fermenteret vådfoder til slagtesvin - hjemmeblandet med valle uden myresyre, Meddelelse nr. 566, Landsudvalget for Svin.
[7]	Pedersen, A. Ø.; Maribo, H., Kranker, S.; Canibe; N., Hansen; I.D.; Aaslyng, M. D. (2002): Fermenteret vådfoder til slagtesvin - pelleteret foder, Meddelelse nr. 567, Landsudvalget for Svin.
[8]	Pedersen, A. Ø. (2006): Fermenteret korn til smågrise, Meddelelse nr. 728, Landsudvalget for Svin.
[9]	Scholten, R.H.J.; Schrama, J.W.; Peet-Schwering, C.M.C. van der; Hartog, L.A. den; Vesseur, P.C.; Leeuwen, P. van; Verstegen, M.W.A. (2000): In: 8th symposium on digestive physiology in pigs: idem, Uppsala Sweden 20 - 23 june 2000 / CABI publishing. - Uppsala Sweden: CABI, 2000 - p. 246 - 266.
[10]	Normer for næringsstoffer. 2004. Dansk Svineproduktion.
[11]	Jultved, C. R. (2006). Rapport over P-rapporternes resultater oktober 2006. Notat nr. 0627, Dansk Svineproduktion

Deltagere
Tekniker Tommy Nielsen
Statistikere Verner Ruby og Mai Britt Friis Nielsen

Afprøvning: 763

Appendiks 1

Fravænningsfoder i gruppe 1 og 2, råvaresammensætning i pct.

Råvare	1. periode (4 måneder)	2. periode ⁴(8 måneder)
Hvede ¹	17,50	18,72
Byg ²	3,30	3,30
Klid³	0,83	0
Fiskemel	3,00	3,01
Sojaproteinkoncentrat, HP 300³	3,11	3,18
Unilac / Bormofedt 50³	4,00	4,00
Melasse ³	0,20	0,15
Vitaminer, mineraler og aminosyrer³	1,16	1,20
Vand	66,90	66,44

1)	I gruppe 2 (forsøgsgruppen) var i 42 pct. af hveden fermenteret.
2)	I gruppe 2 (forsøgsgruppen) var 100 pct. af byggen fermenteret.
3)	Råvarerne indgik i indkøbt tilskudsfoderblanding.
4)	29 pct. af hveden indgik i indkøbt tilskudsfoderblanding i 2. periode.

Smågrisefoder i gruppe 1 og 2, råvaresammensætning i pct.

Råvare	1. periode (8 måneder)	2. periode (4 måneder)
Hvede¹	18,80	17,92
Byg²	3,32	3,17
Sojaskrå	5,97	5,56
Fiskemel	2,0	0
Sojaproteinkoncentrat, HP 300	0	3,11
Teknisk fedt	1,01	1,00
Sojaskalmel³	0,15	0,11
Vitaminer, mineraler, aminosyrer og fytase³	1,04	1,24
Vand	67,71	67,89

1)	I gruppe 2 (forsøgsgruppen) var i 41 pct. af hveden fermenteret.
2)	I gruppe 2 (forsøgsgruppen) var 100 pct. af byggen fermenteret.
3)	Råvarerne indgik i indkøbt mineralsk foderblanding.

Slagtesvinefoder i gruppe 1 og 2, råvaresammensætning i pct.

Råvare	1. periode (8 måneder)	2. periode (5 måneder)	3. periode (8 måneder)
Hvede¹	17,73	17,69	17,50
Byg¹	7,59	7,57	7,50
Sojaskrå	6,31	6,43	6,76
Sojaskalmel²	0,12	0,10	0,05
Vitaminer, mineraler, aminosyrer og fytase²	0,84	0,81	0,83
Vand	67,41	67,40	67,36

1)	I gruppe 2 (forsøgsgruppen) var 100 pct. af både byggen og hveden fermenteret.
2)	Råvarerne indgik i indkøbt mineralsk foderblanding.

Appendiks 2

Foderkurve

Dage	Vægt, kg	FEsv/dag
0	10,0	0,25
7	13,0	0,45
14	17,0	0,60
21	21,0	0,90
28	25,5	1,05
35	30,0	1,25
42	35,0	1,50
49	40,0	2,00
56	45,5	2,25
63	51,0	2,45
70	57,0	2,55
77	64,0	2,70
84	71,0	2,75
91	78,0	2,75
98	85,0	2,75
105	93,0	2,75
112	103,0	2,75
119	110,0	2,80
126	117,0	2,80
133	125,0	2,80

Appendiks 3

Beregnet og analyseret indhold af næringsstoffer i fravænningsfoder

Gruppe	1 og 2	1 (kontrol)		2 (forsøg)
	Beregnet	Analyseret¹	Korrigeret for ethanol²	Analyseret¹	Korrigeret for ethanol²
FEsv pr. 100 kg vådfoder	41,8	42,7	42,7	42,6	42,7
Tørstof, pct.	29,5	30,0	30,0	29,9	30,0
FEsv pr. 100 kg tørstof	141,7	142,4	142,4	142,3	142,3
Råprotein, pct. af tørstof	22,2	22,8	22,8	21,2	21,1
Lysin, g pr. kg tørstof	16,8	17,0	17,0	15,6	15,5
Methionin g. pr. kg tørstof	5,7	5,6	5,6	5,4	5,4
Meth.+cys., g pr. kg tørstof	9,1	9,1	9,1	8,8	8,8
Treonin, g pr. kg tørstof	10,4	10,4	10,4	9,6	9,6
Calcium, g pr. kg tørstof	9,9	9,7	9,7	8,8	8,7
Fosfor, g pr. kg tørstof	8,0	7,8	7,8	7,2	7,2

1)	Gennemsnit af 6 analyser.
2)	Det analyserede indhold af ethanol, jf. appendiks 5 er lagt til indholdet af tørstof, hvorefter indholdet af næringsstoffer er genberegnet.

Beregnet og analyseret indhold af næringsstoffer i smågrisefoder

Gruppe	1 og 2	1 (kontrol)		2 (forsøg)
	Beregnet	Analyseret¹	Korrigeret for ethanol²	Analyseret¹	Korrigeret for ethanol²
FEsv pr. 100 kg	36,1	35,9	36,0	35,1	35,4
Tørstof, pct.	27,8	27,3	27,4	26,8	27,0
FEsv pr. 100 kg tørstof	129,7	131,4	131,4	130,8	130,8
Råprotein, pct. af tørstof	22,3	21,3	21,2	21,5	21,3
Lysin, g pr. kg tørstof	15,1	14,2	14,1	13,6	13,5
Methionin g. pr. kg tørstof	4,4	4,1	4,1	4,0	3,9
Meth.+cys., g pr. kg tørstof	8,1	7,8	7,8	7,7	7,6
Treonin, g pr. kg tørstof	9,2	8,8	8,8	8,6	8,5
Tryptofan, g pr. kg tørstof³	2,6	2,9	2,9	2,6	2,6
Calcium, g pr. kg tørstof	10,6	9,8	9,8	9,4	9,3
Fosfor, g pr. kg tørstof	7,1	6,4	6,4	6,5	6,5

1)	Gennemsnit af 7 analyser, hvis andet ikke er angivet.
2)	Det analyserede indhold af ethanol, jf. appendiks 5 er lagt til indholdet af tørstof, hvorefter indholdet af næringsstoffer er genberegnet.
3)	Gennemsnit af 4 analyser.

Beregnet og analyseret indhold af næringsstoffer i slagtesvinefoder

Gruppe	1 og 2	1 (kontrol)		2 (forsøg)
	Beregnet	Analyseret¹	Korrigeret for ethanol²	Analyseret¹	Korrigeret for ethanol²
FEsv pr. 100 kg	33,8	33,5	33,7	32,9	33,2
Tørstof, pct.	27,8	26,7	26,8	26,5	26,7
FEsv pr. 100 kg tørstof	121,6	125,5	125,5	124,0	124,0
Råprotein, pct. af tørstof	18,6	18,7	18,6	19,0	18,9
Lysin, g pr. kg tørstof	11,0	10,8	10,7	10,9	10,8
Methionin g. pr. kg tørstof	3,0	3,0	2,9	3,0	3,0
Meth.+cys., g pr. kg tørstof	6,5	6,4	6,4	6,6	6,5
Treonin, g pr. kg tørstof	7,3	7,3	7,3	7,7	7,6
Calcium, g pr. kg tørstof	8,1	8,3	8,3	8,5	8,4
Fosfor, g pr. kg tørstof	5,1	5,1	5,1	5,1	5,0

1)	Gennemsnit af 11 analyser.
2)	Det analyserede indhold af ethanol, jf. appendiks 5 er lagt til indholdet af tørstof, hvorefter indholdet af næringsstoffer er genberegnet.

Appendiks 4

Sigteprofil af formalet byg og hvede

Partikelstørrelse	> 3,15 mm	2,0-3,15 mm	1,0-2,0 mm	0,5-1,0 mm	0,25-0,5 mm	< 0,25 mm
Formalet byg, pocentfordeling¹	> 1	1	38	31	15	15
Formalet hvede, pocentfordeling¹	>1	2	39	27	14	18

1)	Gennemsnit af 4 sigteanalyser for henholdsvis byg og hvede.

Appendiks 5

Mikrobiologiske analyser af fermenteret korn og foderblandinger

Foder	Fermenteret korn¹	Fravænningsfoder²		Smågrisefoder³		Slagtesvinefoder⁴
Gruppe		1 (kontrol)	2 (forsøg)	1 (kontrol)	2 (forsøg)	1 (kontrol)	2 (forsøg)
pH	3,69	5,65	4,77	5,22	4,68	5,28	4,50
Temperatur, °C	25,1	23,1	23,3	17,3	18,6	17,5	20,6
Mælkesyrebakterier, log CFU pr. g	8,37	6,48	7,80	8,95	8,57	8,86	8,45
Enterobakterier, log CFU pr. g	3,02	5,37	3,31	3,50	3,23	4,40	3,61
Gær, log CFU pr. g	4,86	4,71	5,83	6,86	7,08	6,71	6,13
Skimmel, log CFU pr. g	3,03	3,48	3,21	3,31	3,09	3,64	3,32
Cl. perfringens, log CFU pr. g	2,05	2,13	2,25	2,31	2,47	2,56	2,42
Eddikesyre, mmol pr. kg	66,6	5,7	28,3	21,9	38,6	20,4	60,3
Mælkesyre, mmol pr. kg	89,5	7,3	56,0	84,2	86,8	80,5	110,2
Ravsyre, mmol pr. kg	11,2	0,0	4,8	0,0	6,3	0,0	10,3
Ethanol g pr. kg	2,66	0,08	1,29	0,87	2,41	1,00	2,41

1)	Gennemsnit af 27 målinger af pH og temperatur og gennemsnit af 18 mikrobiologiske analyser.
2)	Gennemsnit af 18 målinger af pH og temperatur og gennemsnit af 7 mikrobiologiske analyser i hver gruppe.
3)	Gennemsnit af 23 målinger af pH og temperatur og gennemsnit af 9 mikrobiologiske analyser i hver gruppe.
4)	Gennemsnit af 37 målinger af pH og temperatur og gennemsnit af 14 mikrobiologiske analyser i hver gruppe.

Appendiks 6

Biogene aminer i fermenteret korn og foderblandinger¹

Foder	Fermen- teret korn	Smågrisefoder medfiskemel		Smågrisefoder uden fiskemel		Slagtesvinefoder
Grupper		1 (kontrol)	2 (forsøg)	1 (kontrol)	2 (forsøg)	1 (kontrol)	2 (forsøg)
Samleprøver²
Histamin, ppm i ts.		< 10	62	10	136	10	226
Cadaverin, ppm i ts.		< 10	286	336	449	267	601
Putrescin, ppm i ts.		< 10	168	21	223	10	448
Tyramin, ppm i ts.		< 10	155	10	158	10	267
Sum, ppm i ts.		< 40	671	377	966	297	1.542
Prøver fra fermenteringstank eller resttanke³
Histamin, ppm i ts.	202	303	82	10	86
Cadaverin, ppm i ts.	79	21	1.096	1.016	683
Putrescin, ppm i ts.	447	22	317	10	187
Tyramin, ppm i ts.	324	< 1	214	145	201
Sum, ppm i ts.	1.052	347	1.709	1.181	1.157

1)	Enkeltanalyser af hver blanding undtagen fermenteret korn, hvor resultatet er gennemsnit af to analyser.
2)	Samleprøver af hver foderblanding udtaget fra foderventil ved udfodring.
3)	Foderet i resttanke var fermenteret natten over inden prøveudtagning.

Appendiks 7

Analyser af kulhydrater i ikke-fermenteret byg og hvede samt fermenteret korn

Indhold, g pr. kg tørstof	Byg (ikke-fermenteret)¹	Hvede (ikke-fermenteret)¹	Fermenteret korn²
Sukre	26	37	3
Stivelse	613	676	657
Opløselig NSP³	39	24	27
Uopløselig NSP	129	89	86
Total NSP	168	112	113
Lignin	31	15	18
Kostfibre (NSP + lignin)	198	127	131

1)	Gennemsnit af 5 analyser af henholdsvis byg og hvede.
2)	Gennemsnit af 15 analyser af fermenteret korn (70 pct. hvede og 30 pct. byg).
3)	NSP = ikke-stivelsesholdige polysakkarider.

Appendiks 8

Tørstoftab ved fermentering af korn i fermenteringstank over en periode på 1 år

	Byg (ikke-fermenteret) indvejet¹	Hvede (ikke-fermenteret) indvejet²	Fermenteret korn udvejet³
Kg tørstof	153.391	351.837	496.912
Tørstoftab ved fermentering, pct.			1,6
Tørstoftab ved fermentering korrigeret for ethanol⁴, pct.			0,8

1)	Gennemsnitligt analyseret tørstofindhold i byg: 87,2 pct.
2)	Gennemsnitligt analyseret tørstofindhold i hvede: 86,7 pct.
3)	Gennemsnitligt analyseret tørstofindhold i fermenteret korn: 29,2 pct.
4)	Det analyserede indhold af ethanol i fermenteret korn (0,266 pct.) er lagt til det analyserede tørstofindhold.

Appendiks 9

Analyser af total-fosfor, fytinsyre-fosfor og fytase i ikke-fermenteret byg og hvede samt fermenteret korn

Indhold	Byg (ikke-fermenteret)¹	Hvede (ikke-fermenteret)¹	Fermenteret korn²
Total-fosfor, g pr. kg tørstof	3,53	3,32	3,28
Fytinsyre-fosfor, g pr. kg tørstof	2,63	2,65	< 0,2
Fytase, FTU pr. kg tørstof	736	878	66

1)	Gennemsnit af 5 analyser af henholdsvis byg og hvede.
2)	Gennemsnit af 15 analyser af fermenteret korn (70 pct. hvede og 30 pct. byg).

Fermenteret korn til FRATS-grise